I Have a Cunning Plan, Sir!

[Dylan Forsyth]

I Have a Cunning Plan, Sir!
Flint Pharr - Dylan Forsyth

Planen var allerede sat, og beslutningen var taget, så der var ikke noget der rigtigt kunne stoppe ham længere – med mindre hans mor selvfølgelig fandt ud af det, men han havde været dygtig til at tænke på noget andet, når hun var i nærheden, og havde ikke snakket med nogen som helst om det. Hvem var der også at tale med om det? Kun den ene person han nu var på vej hen til, efter at have efterladt sin forlovet sovende i sengen.
Det var sent. Rigtig sent. Så sent at alle var gået i seng, hvilket sådan set var næsten det eneste tidspunkt hvor Flint ikke gik i Eriz’s hæle som en skygge alle nu lagde mærke til, efter hvad der var sket til fødselsdagen. Han vidste ikke, om det var på grund af hans hele sjæl, at han pludselig tog alle de beslutninger, han normalt kun havde haft i hovedet, men aldrig gjort brug af. Måske havde han manglet den sidste del af sin sjæl til at gøre hvad han ville? Den sidste kyniske, viljestærke del? Stykket med hans far.
De nøgne fødder bragte ham hen til døren ved siden af hans, hvor Flints gemakker var. Djinnen sov sikkert nu, men det bekymrede ikke Damian. Det eneste som bekymrede ham var at Flint ville sladre eller være uenig i beslutningen, hvilket for alvor ville slå en kile i deres venskab, for så var han da for alvorlig tabt til de voksnes kedelige, reglstramme verden, hvor man var fanget med halsbånd, tremmer og håndjern. Ved flammerne…
Kun iført sorte bomuldsbukser og en løs trøje han tit sov i, bankede han stille på døren, før at han snoede sig indenfor i de lidt mindre gemakker, hvor djinnen havde sit hjem. Lydløst lukkede han døren i bag sig igen.
”Flint?” kaldte han ud i mørket, og bevægede sig forsigtigt mod det sted, han vidste sengen befandt sig. Den ene fod foran den anden fod. Forhåbentligt var det her ikke én af de gange hans mor og Flint sov i hinandens sind, som en creey form for… flettet sjæle…. Halløj. Nostamus’ røv han glemte aldrig, da han var yngre og Flint pludselig havde snakket med hans mors stemme. Shit. ”Pst! Flint?!”

[Flint Pharr]

Værelset Flint havde var ikke lige så stort som Damians, men det var stadig enormt i forhold til noget som helst andet han nogensinde selv havde haft, og havde et badeværelse det stødte til det. Der var en dobbeltseng mellem to høje vinduer, der strakte sig fra gulvtæppe til loftet, som månelys strømmede ind igennem, og et skaksæt ved den ene væg - hvor der var et spil igang, som var blevet efterladt, de sorte brikker var ved at tabe hårdt - mens den anden væg var prydet af bogreoler proppet fyldt med bøger. Der lå yderligere en stak af bøger på hver side af sengen på sengebordene. Og en ekstra, der lå på brystkassen af en ung djinn, der lå udstrakt på sengen. Han var faldet i søvn på ryggen, med en arm lagt over bogen på hans bryst, og den anden strakt ud til siden, og hans ben strakt ud for sig.
Lyden af hans navn fik en rynke til at opstå mellem djinnens øjenbryn, og han vendte sig i søvne væk fra den, foldende hans arme om bogen ved hans bryst næsten som et barn ville om en bamse. Han klyngede sig til søvnen, men som et pssst lød bag ham, blev rynken dybere. "Nana.. fem minutter mere.." mumlede han og krøllede sig sammen på sengen, så hans ben trak sig op under ham. Hans bedstemor kunne ikke hive ham op nu, solen var ikke engang stået op endnu, hønsene kunne godt klare sig lidt længere.

[Dylan Forsyth]

”Nana?” Damian rynkede på panden, mens han stod ved sengen og kiggede ned på den sovende djinn, som et rovdyr listet ind på et sovende bytte i ly af natten. Opgivende himlede han med øjnene. ”For the love of… Flint!” Han kravlede op i sengen, og greb fat i Flints skulder med en hånd, så han kunne ruske ham vågen, selvom han meget seriøst overvejede at hente noget vand i vaskefadet, for derefter at tømme den ned i hovedet på ham.
”Dude, vågen nu op! Jeg skal snakke med dig,” hvæsede han, og rev bogen ud af Flints arme, for at slå ham med den i hovedet. Først da han var sikker på djinnen var ordentlig vågen, trak han sig tilbage på knæene, mens han ventede på Flint var vågnet helt op. ”Er du vågen? Jeg har brug for du er helt vågen, Flint, for jeg skal snakke med dig, om noget jeg har tænkt på, okay?” Måneskinnet lyste den ene side af hans ansigt op, så han lignede et blegt lig, hvis grå øjne så helt tåget ud.

[Flint Pharr]

Vægten på madrassen fik Flints krop til at rulle halvt tilbage, og Damians fingre om hans skulder vendte ham det sidste af vejen, inden han begyndte at ruske i ham, og grønne øjne åbnede sig halvt. "Hva'-?" begyndte han, inden bogen blev fjernet fra hans arme, og der efter ramte ham i panden. "Av!" jamrede han forurettet, og begge hænder fløj til hans pande. "Hvad laver du?!" hvæste han, halvt afbrudt af Damian der spurgte om han var helt vågen. "Selvfølgelig er jeg helt vågen! Du slog mig i hovedet med en shanjitferlentil bog!" ordet lod knudret blandet sammen med den almindelige tale, men tonearten antød bandeord. Han fik kæmpet sig op på sine albuer og stirrede op på det halvblege, måneoplyste ansigt. "Hvad vil du?" han gned sit ene øje med en knyttet næve. Fornemmelsen af Eriz' sind fortalte ham at hun sov. En mærkelig fornemmelse som altid, som om en del af hans sind stadig lå trygt og sov. Han kunne næsten fornemme Adrians arme. Hvilket stadig var sært.

[Dylan Forsyth]

Damian ignorerede Flints irritation, som han virkelig ikke kunne tage sig af – hvornår skulle han ellers have mulighed for at snakke uforstyrret med ham?!
”Jeg tager til Vavilon,” erklærede han halv hviskende, selvom han ikke vidste hvorfor han talte så lavt. Hurtigt hævede han hænderne standsende op. ”Ikke i nat! Bare rolig. Men snart. Jeg har besluttet mig og planlagt det hele, samt fundet en dag så… du kan ikke tale mig ud af det. Jeg vil til Vavilon. Min halvsøster har lige erobret det, og jeg har end ikke sat en fod i landet, fordi det er blevet forbudt for mig, indtil at jeg når en voksen alder, som min mor åbenbart stadigvæk syntes jeg ikke har nået, selvom hun kalder mig voksen og alt muligt. Anyway!” Han tog en dyb indånding efter at ordene var sluppet fra ham, liegsom de havde gjort da han var barn. ”Jeg planlægger at tage til Vavilon, og besøge Khala i den by rygterne nu siger formskifterne ejer. Vi har snakket så længe om at tage af sted, Flint! Hvor lang tid risikere vi at vente, før min mor tør at lade mig overhovedet forlade byen, huh? Ti år? Tyve? Halvtreds? Jeg er træt af at blive holdt fanget her, er du ikke? Lad os ved flammerne bare tage af sted! Jeg kan sagtens bære dig! Yeah! Vi springer ud af vinduet på mit værelse, og så flyver vi direkte til Vavilon, uden nogen opdager vi er væk! Mor kan følge med i hvad vi laver gennem dig, så hun ikke behøver at freake ud eller noget.”
Et smil havde bredt sig over hans ansigt, som fik øjnene til at lyse op af en glæde, han sjældent udviste for tiden. Han lignede et barn, der lige har fået af vide, han kan få dessert både til morgenmad, frokost og aftensmad. En hånd rakte ud, og lagde sig på djinnens skulder.
”Tag nu med mig. Vi har drømt så ofte om det, mens vi var børn. Du har snakket om hvor meget du savner Vavilon, og nu kan vi endelig tage af sted. Mine vinger er stærke nok. We can do this!” Skulderen blidt entusatisk rystet lidt i.

[Flint Pharr]

"Du-gør-hvad?" Havde han tænkt sig at tage afsted lige nu? Djinnen følte sig pludselig meget mere vågen end han havde for sekunder siden. Damians hævede hænder stoppede ham fra at tale videre, og han lod ham tale. Ordene kom hurtigt og med energi bag sig, der mindede Flint om Damians gamle storslåede planer om at hugge dessert fra køkkenet, eller stjæle våben fra våbenkammeret så de kunne øve sig på loftet i hemmelighed. Entusiasmen var medrivende. "Joooo...?" svarede han nølende, da Damian spurgte om han ikke var træt af at være fanget her. Han havde tilbragt de sidste hundrede år frit omdrivende i det pandemonske landskab, optrådt som underholdning på gader og kroer for lidt skillinger her og der, og selvom madrasserne her i slottet var mere behagelige end en høstak, var der intet mere fristende i verden for en djinn end prospektet om frihed. "Jeg ved ikke Damian.." Han strøg en hånd over hans nakke, kradsende hans negle over hans krøllede nakkehår. "Jeg tror ikke din mor bliver glad for det - og hvem si'r vi er velkomne der?" Han satte hænderne i madrassen og skubbede sig helt op at sidde, så han ikke længere lå under lagnet. Han var klædt i et par sorte, silke natbukser, men havde ingen natskjorte på, han følte altid kraven var ved at kvæle ham ligegyldigt hvor løse de var. Det bekymrede ansigt smeltede en smule bort, og det hev en smule ved hans mundvig som Damian ruskede i hans skulder. Han kunne næsten se på knægtens ansigt at han havde tænkt sig at tage afsted med eller uden Flint. Så hellere med.
"Okay - hvornår gør vi det?"

[Dylan Forsyth]

”Yes!” Damian lavede en sejrende gestus med sin næve, da Flint gav sig om at komme med, men de var ikke ude af landet endnu, så de måtte vente med fejringen lidt endnu. ”Jeg tænker om et par dages tid? Vi er nødt til at holde det skjult fra min mor så længe, så… du må tænke på noget andet dude! Bare prøv at glemme det igen. Om tre dage mødes vi efter aftensmad på mit værelse, jeg sender Blake over til hendes veninde, hvis hun er der, og så iføre vi os varmt, rejsetøj. Vi smadre et vindue på mit værelse, og springer ud af det – jeg skal nok gribe dig. Ifølge mine beregninger burde jeg kunne tage turen i løbet af et par dage, hvis vi kun stoppet for at sove, og ellers bare spiser mens vi flyver, hvilket vi sagtens kan gøre. Den første nat når vi kun lige ud af Agares, men hvis vi bliver ved med at flyve natten over, behøves vi først et hvil omkring ved eftermiddag, hvor vi vil befinde os cirka 10 kilometer fra grænsen. Forhåbentligt finder vi et sted at sove dér. På kortet at dømme – ahr! Vil være så meget nemmere, hvis jeg faktisk kunne vise dig det her på kortet – okay på kortet at dømme, er der en lille landsby, hvor vi måske kan finde en kro, så vi kan sove. Efter fire timers søvn er vi på vingerne igen, hvilket derefter vil bringe os til Maranos i løbet af natten.”
Alt var planlagt! Han havde nøje udregnet sine egne vingers hastighed, vægten på Flint, afstanden og hvornår de havde brug for søvn, at gå på toilettet eller i væreste tilfælde skulle undgå soldater, hans mor kommanderede efter dem. Specielt dem med vinger. Adrian var sikkert hurtigere end ham – specielt uden ekstra vægt i form af Flint – og ville kunne indhente dem, hvis han lagde nogle kræfter i. Forhåbentligt ville hans mor lade dem tage denne her tur, når hun fandt ud af det hele, og så vente med at give dem skideballen til de kom tilbage.

[Flint Pharr]

"Jeg kan tage en masse lure. Så længe jeg ikke drømmer om det, burde vi være okay," svarede han. Eriz og hans sind var forenede, men det betød egentlig blot at de altid havde en fornemmelse af hinandens overflade følelser og tanker, hun var stadig nødt til at bruge sine evner til at dykke dybere ned i hans sind, og det gjorde hun sjældent, når hun nu allerede havde adgang til overflade tingene. Han var desuden godt øvet i at tænke på andre ting end hans planer efterhånden. Det var lykkedes ham at holde fra hende at han havde sneget sig til Shaiins bryllup, indtil han var der ihvertfald. "Kan vi ligge et brev til hende? Så hun ikke bekymre sig for meget?" Det ville nok ikke hjælpe meget, hun ville alligevel blive syg af bekymring så snart Damian var borte. Han var rimelig sikker på at hun ville sætte hav og jord i et for at finde ham igen. I det mindste hvis han tog ham med, ville hun ikke kunne ønske ham tilbage, han skulle være i stand til at høre hende sige ønsket.
"Om tre dage tager din mor og Adrian til en eller anden middag hos en af racelederne, noget med en søn der lige er blevet myndig, jeg tror det er vores bedste chance?" Forhåbentlig ville Eriz også drikke et glas vin eller to. Nok alkohol kunne nogengange svække forbindelsen. "... vi kunne også drikke mig meget, meget fuld og tage afsted en anden aften? Det er sværere at læse tanker på folk der er fulde."

[Dylan Forsyth]

”Tjoooh, hvis det vil gøre dig bedre tilpas, kan vi da godt efterlade et brev.” Damian kunne ikke se, hvad det skulle hjælpe, men hvis det ville berolige Flint, kunne han godt efterlade et brev til sin mor, hvor han fortalte hvad han havde gang i, og hun under ingen omstændigheder skulle følge efter ham. Han kom hjem igen.
”Jeg kan ikke flyve med dig, når du er fuld, og vi kan ikke vælge en anden dag. Alt er planlagt,” svarede han. Det var gået ham hus forbi, at hans mor og Adrian ikke ville være hjemme om tre dage, men det var jo bare perfekt! Så ville det tage længere tid, før de opdagede han var væk, og hans mor ville end ikke være på slottet til at sanse ham, hvilket gjorde alting meget, meget nemmere! Det var perfekt! Desværre drak hun sig aldrig fuld. Ved Afgrundens Dyb den kvinde kunne være besværlig at snog sig udenom!
”Bare husk at tage varmt tøj på, for det kan være koldt i de øvre luftlag. Desuden er du nødt til at være på ryggen af mig, når vi flyver, så du kan ikke bevæge dig for meget rundt, ellers kan vingerne ikke komme ordentligt til, og… well… kan være vi er nødt til at ryste nogen soldater af os, når vi forlader slottet. Dæmoner med vinger og den slags.” Han smilte, og klappede energisk hænderne sammen. ”Det bliver fandme fantastisk! Damian og Flint på eventyr! Denne gang længere væk end bare baghaven!”

[Flint Pharr]

Djinnen så beroliget ud, da Damian gik med til at ville efterlade et brev. Han var kommet endnu nærmere Eriz i det seneste stykke tid. Shaiins beslutning om at blive gift havde været det første skridt, og det slag hans tillid til Damian havde taget, da han havde vendt hans egne hemmeligheder mod ham, havde efterladt djinnen uden nogen andre. Han var smeltet ind i hendes skygge. Der var trygt der. Ingen kunne såre ham der. Eriz ville flå dem hvis de prøvede.
"Alright, om tre dage så," Hans læber formede sig til en trutmund. "Jeg skal nok huske det varme tøj - og jeg er altså god til at flyve, jeg er blevet fløjet mange gange før!" Sidste gang de havde forsøgt det var godt nok nogle år siden, og Flint havde brækket en arm, men stadig! "Du skal bare bekymre dig om at styre, så skal jeg nok bekymre mig om at holde fast," forhåbentlig ville vindene ikke være for stærke. Hans ansigt flækkede i et bredt smil igen. "Du er nødt til at se Oberion - og ulveskovene, og Sethos bjerget! Og det store springvand i Maranos! Og smage mjøden der," det var så længe siden han havde været i Vavilon! Hans anden Mistress havde været der, men det var hundredevis af ord senere. "Tror du blonder stadig er på mode der...? Vi skal jo helst passe ind." Sidst han havde været der havde det været højeste mode for mænd at bære blondeærmer, et halstørklæde og gerne at stykke stikkende ud af buksebenet også, helst så farverigt så muligt. "Har du overhovedet noget tøj der ikke er sort?"

[Dylan Forsyth]

Beroligende hævede Damian leende sine hænder for at stoppe djinnen.
”Okay rolig! Vi har ikke tid til at se hele Vavilon! Alt vi skal er at tage til Maranos, og så smutter vi igen dagen efter, okay? Det bliver en miniferie, men jeg lover, vi nok skal tage til Vavilon på en længere tur et andet tidspunkt,” sagde han smilende, før han lænede sig tilbage med armene strakt ud bag sig som støtte. ”Og jeg har faktisk andet end sort tøj! Det er bare alt sammen…mørkt. Eller jeg har noget i guld også, hvis det kan gøre det. Whatever… det handler ikke om at blende ind, og jeg har ikke tænkt mig at gemme hvem jeg er længere.”
Han drejede ansigtet til siden mens de grå øjne rettede sig ud af vinduet, hvor skyer fløj forbi som sorte, flosset silhuetter, han snart ville kunne flyve igennem. Fri som en fugl. Bare tanken fik ham til at smile, og han mærkede dét i sig, som han havde haft lige siden han fik sin sjæl, røre på sig igen.
”Jeg har leget med længe nok, Flint. Skuespillet er ovre og jeg bukker dybt for publikummet, men det er ovre nu, og der bliver intet ekstranummer, for jeg har smidt masken. Brændt den. Jeg har fået min sjæl tilbage, hvilket betyder det er tid til, at træde frem nu.” Nikkende af sine egne kiggede han tilbage på Flint. ”Det er på tide.”

[Flint Pharr]

Et suk undslap Flint, inden han satte sin hage mod sin næve, albue hvilet mod hans knæ. "Er det her alt sammen en undskyldning for at se formskifteren?" Hun havde ikke været på slottet i nogen tid nu. "Don't get me wrong, jeg skal nok stadig tage med, hvad end der får mig til Vavilon er jeg tilfreds med," Grønne øjne betragtede arvingen til den pandemonske trone. Den nyligt offentligt forlovede tronarving. Den pandemonske tradition ville måske tillade ham elskere, men hvor godt de ville tage imod sladder om at han havde elskere i andre lande, andre loyalitets forhold, vidste djinnen ikke. Spørgsmålet om hans loyalitet var allerede tilstede på grund af hans race.
Så ændrede samtalen tonefald. Djinnen tav. Hans øjne var stadig rettet mod Damian, skovbunds dybt grønne i den slette belysning. "Damian, jeg.. aner ikke hvad du taler om. Jeg ved godt jeg gav dig din sjæl tilbage, men jeg har ingen anelse om hvad det betyder," han kunne godt lide den mand Damian havde været, bortset fra det ene udfald de havde haft, og nu snakkede han om at ændre sig. Hovedet gled en anelse på sned og hånden faldt bort fra hans kæbe, foldede sig i hans skød. "Hvad vil du være når masken falder..?"

[Dylan Forsyth]

Smilet på dødsenglens læber fik en smørret karakter, og han trak undvigende på skuldrene.
”Tildels. Jeg har ikke set hende i lang tid, og hun kom ikke og besøgte mig på min fødselsdag. Nu har jeg hørt, hun har fået sin egen by, samt har været i en krig, så… Jeg vil se hvordan hun har det,” svarede han. Det var kun det halve af sandheden, men han behøvede ikke at fortælle, det også var fordi Khala lige var blevet dobbelt så attraktiv efter at have været i krig, og han basalt set også bare manglede sex. Blake var off-limit… indtil videre, og selvom han kunne tage en stuepige, var det bare nedern. De var jo ingenting. Blot tjenere. Selv dem, der sprællede når han pressede dem op i væggen med en hånd under deres skørt, kunne være frustrerende, når de løb grædende til Adrian, som ikke helt havde det samme syn på det hele som hans mor.
Han trak igen på skuldrene – en vane han endnu ikke var kommet over.
”Mig selv?” forslog han. ”Jeg ved det ikke præcist, okay? Jeg ved bare at jeg i lang tid, har rendt rundt og prøvet at være noget andet. En dødsengel, en prins, min mors søn, min fars søn, pandemonier, vaviloner, et monster… Måske er jeg ingen af de ting, og måske er jeg det hele, men… ikke mere skuespil for andres skyld. Jeg skylder ikke nogen noget, og alle frygter mig alligevel eller foragter mig, så hvorfor blive ved med at forestille at være en anden? De har allerede besluttet sig fra da jeg var barn, hvad jeg var.”
Det var sjældent han snakkede om den slags, for hvem kunne forstå ham? Hvem ville forstå og acceptere ham? Ikke Pandemonium. Ikke Vavilon. Han var strandet et sted mellem de to steder, og var ikke velkommen.
Hans øjne hvilede på Flint. Analyserende og vurderende for at gætte sig til, hvad der forgik i djinnens hoved, som kunne give ham en bedre indsigt i hvad han følte og tænkte omkring alt det her. Til sidst satte han sig ordentligt op med et suk, stak hånden ned i bukselommen, for at trække en sort skakbrik frem. En løber. I flad hånd viste han den frem til djinnen.
”Jeg er træt af folk fortæller mig, hvad jeg er og ikke er, Flint. Det er tid til at gøre sit move."

[Flint Pharr]

Flint var sikker på at Eriz havde en anelse om hvad der foregik mellem Damian og formskifter tøsen, men måske burde han alligevel sige noget snart. Det var begyndt at udvikle sig fra et besøg indimellem, til at han nu ville stikke af til Vavilon for at finde pigen. Han vidste at dødsengle ikke kunne have dybe følelser for nogen, men han vidste også at Damians havde tendens til at hægte sig ved folk, mere at han ville besidde dem end elske dem, men stadig. Det kunne kun ende skidt hvis de var på vej så langt ud. Men han sagde ikke noget, nikkede blot og lyttede så blot. Han lod Damian tale færdigt inden han sagde noget. "Okay, det tror jeg måske godt jeg kan forstå," hovedet forblev en anelse på skrå. Han havde aldrig selv oplevet noget lignende. Det eneste folk ville have ham til at være var deres. Så var hans personlighed, identitet eller personlige lyster fuldstændig ligegyldige. Han så på den fremstrakte hånd med skakbrikken og rakte tøvende ud, langsomt foldede hans sin hånd om Damians og lukkede hans hånd om skakbrikken, så hans egen var udenom Damians der holdt brikken. "Bare så du ved det... jeg har aldrig regnet dig for andet end 'ven'. Alle de andre kasser betyder ingenting for mig." Han trak sin hånd tilbage. "Og jeg vil stadig gerne forenes, men bare så du ved det, og så jeg har hørt mig selv sige det; hvis du nogensinde bringer djinn lovene op igen, forsvinder jeg det øjeblik din mor har brugt sit sidste ønske. Ven eller ej." Der lå noget mørkt i hans blik og der var ikke så meget som hentydningen af et smil om hans læber.
Og så var det borte og et smil strakte sig igen. "Nå! Hvordan går forlovelsen ellers? Tjenerne snakkede om at Blake stadig sover inde på dit værelse?"

[Dylan Forsyth]

Fingrene lukkede sig om skakbrikkens genkendelig former, mens Damian smilte taknemmeligt til djinnen overfor sig, inden hele ansigtet blev til en maske af forvirring, da djinnlovene blev taget op, og han måtte bruge et øjeblik på at huske, hvad pokker Flint snakkede om. Åhhh ja, derfor de ikke havde talt sammen. Han havde ville have informationer om sin mor, og afpresset Flint til at give dem. Right. Så det var en slem ting! Noted!
”Jeg skal nok være så sød, som jeg kan,” lovede han med et smørret smil. ”Promise.”
Samtalen faldt på Blake, og han måtte lægge hovedet tilbage med et frustreret støn, før at han træt kiggede på Flint igen.
”Hårdt! Hun forvirre mig, og jeg aner ikke, hvad hun vil, ud over jeg har en følelse af, at hun vil væk, er distraheret af andre tanker, samt hun slet ikke virker til at forstå mig overhovedet! Jeg aner ikke, hvad der skete. Vi havde det fint i starten med jokes, kunne tale sammen, og hun lagde endda op til et kys, men så efter min fødselsdag blev hun mere… distanceret. Som om hun er well… bange for mig,” svarede han, og strøg fingrene igennem sit hår. ”Det er som om hun er på månen, og jeg hernede på jorden. Hvad gør man overhovedet? Hvordan skal man agere? Jeg aner ikke, hvordan jeg skal være overfor en pige andet end komplimentere dem en gang imellem, og skubbe en hårlok om bag et øret i ny og næ.”
Frustrationen krøb frem i Damians stemme, indtil han opgivende slog en hånd mod sin pande, og lod sig vælte tilbage på ryggen i sengen med arme og ben strakt ud fra sig pånær hånden hvilende på panden.
”…Jeg overvejede at lade hende blive forelsket i mig, så det måske ville blive lettere, men så skal jeg til at lade som om jeg er en anden overfor, hvilket jeg heller ikke har lyst til. Hun er bare ikke som Khala! Khala har jeg kendt i… 6 år eller sådan noget. Hun forstår mig. Acceptere mig. Hvorfor kan jeg ikke have det på samme måde med Blake? Aahr!” Han gemte hele ansigtet bag sine hænder.