We'll Sleep When We're Dead!

[Dareon Garou]

Trish Garou ~ Dareon Garou

---

Der var gået en evighed før den eneste lyd der fyldte Dareons ører, var lyden af deres fars tunge åndedrag. Det føltes som flere timer hvor han havde ligget i mørket og ventet, kæmpende mod sin egen træthed, mens deres far havde siddet lænet over sit arbejdsbord med panden lagt i hånden, bandende for sig selv. Nogen havde hostet voldsomt et par telt længere nede, men det havde kun hjulpet Dareon med at holde sig vågen. Hvem kunne sove igennem sådan et spetakkel!?
Da deres far endelig havde pustet lyset ud og var kravlet op i sengen, havde det kun været et spørgsmål om tid. Dareon kunne lugte whiskeyen som far havde drukket mens han havde arbejdet, og vidste at det betød at han ville falde i søvn hurtigt. Alligevel lod han flere minutter gå forbi hvor han lyttede til farens åndedrag, for at være helt sikker på at han var faldet i søvn, før han vendte sig om i sengen mod sin søster, og gav hende et insisterende prik i armen. Ingen ord blev sagt mellem dem; kun sigende håndtegn mod teltets åbning, før han trak sig fri fra dynen og krøb ud af sengen, for at trække i noget tid.

Det var ikke den første gang de sneg sig ud om natten, mens deres far sov. Langt fra. Lige siden den dag deres indre bæst havde vist sig på overfladen havde de trænet med hinanden i smug. Men far måtte ikke vide det! Han blev altid så stresset bare de luftede idéen for ham, og blev ved med at sige at de var for små, at de ikke var klare for det. Ha! De skulle nok vise ham!
Deres rute væk fra deres telt ville føre dem dybere ind i flokkens centrum, før de ville nå ud til den lysning i skoven de plejede at bruge. Dareon stak hovedet frem fra kanten af et telt, for at sikre sig at der var fri bane. Nestor sad foroverbøjet med hovedet i en busk og kastede op. Han måtte have fået for meget at drikke. I det mindste virkede han på ingen måde optaget af de to, og Dareon gav et hurtigt signal til sin søster, før han sprang frem, og i ly af det næste telt. De ville være nødt til at gøre det samme to gange til før de nåede lejrens udkant og kunne tage ind mellem træerne.

[Trish Garou]

Grøn-gullige øjne slog sig op lige så snart Dareon prikkede til hende, uden den mindste tegn på træthed eller søvn i sig, selvom hun i lang tid havde ligget og set ud som om hun sov dybt. Håndtegn blev udvekslet, inden at de begge kravlede ud af sengen. Fødderne var lydløse, da de listede ud af teltet uden at vække deres far, selvom hele teltet var henlagt i et dybt mørke, der dog ikke var noget match til deres glødende øjne.
Trish trak en tyk trøje over hovedet, mens Dareon førte an mellem teltene uden at de blev set. To, identiske skygger i natten. Kort standsede de op, for at betragte det store ligbål i midten af flokkens lejre, hvor man brændte de mange lig på de varulve, som var bukket under for den mystiske sygdom hærgende i skoven. Bålet var så stort, at det varmede deres ansigter op, og spejlede sig i deres øjne, inden at de forsatte videre.
Da de endelig kom til træerne satte de synkront i løb. Bladene hvislede under deres fødder, og de høje stammer fór forbi dem, mens de twistede afsted gennem skoven i samme fart som en langbenet hjort. Træernes grene skabte vekslende skygger over deres alvorlige ansigter, indtil de endelig nåede den store lysning inde i dybet af Ulveskoven, hvor der stort set aldrig kom nogen, og lå så afsidiges at ingen kunne høre, hvad der skete her.
Trish kiggede sig over skulderen, mens hun sænkede farten til gang, indtil hun helt standsede op i midten af lysningen. Næseborerne rykkede sig.
”Ingen,” erklærede hun kortfattet, da hun havde slået fast, de ikke var blevet forfulgt. ”Vi er alene.” Hendes grøn-gullige øjne rettede sig skarpt mod sin tvilling.

[Dareon Garou]

Ligesom hos Trish rykkede Dareons næsebor sig. De var alene, men mere vigtigt var at lugten fra ligbålet ikke var lige så stram herinde mellem skovens træer. Der var kun den svage lugt af død i luften, og røgsøjlen som strakte sig op over trækronerne og forsvandt mod den mørke himmel som påmindelse om dem som var døde den sidste måneds tid. Blikket havde kort fæstet sig på røgen, før den igen faldt på Trish. Årene havde begyndt at forme dem lidt mere, så man nemmere kunne se forskel på dem, men på trods af at hendes hår var længere end hans, og hans kindben var mere fremtrædende end hendes, var de stadig som to dråber vand hvis man så dem her i mørket. Selv nu føltes det for Dareon som at se en refleksion af sig selv stå overfor sig.
”Igen igen.” svarede han med et lille skævt træk i smilebåndet. ”En dag får vi far med på én af de her ture. Men måske er det bedre at lade ham sove. Han skulle jo nødig være for træt når vi en dag tager alfaposten fra ham.” Smilet voksede sig en tand bredere så det stod på grænsen til et grin. Deres far var desværre stadig større og stærkere end dem, og kunne lægge dem ned hvis han ville det. Men de havde da lykkedes i at give ham mere end et par ar, et faktum Dareon selv tog enorm stolthed fra.
Han rullede et par gange med skuldrene. ”Det knækker stadig i min ene skulder. Du vred fandme godt om på den i går nat!” Dennen gang kunne han ikke holde grinet tilbage, mens han sendte sin søster et kækt smil.

[Trish Garou]

”Far er for bekymret.” Trish kørte fingrene igennem sit halvlange hår, så det fjernede sig fra ansigtet, men der gik ikke lang tid, før et par lokker igen faldt ned tværs over hendes ansigt, selvom der var kommet et par fletninger og fjer i det. ”Og du skal bare holde kæft med dit klynkeri! Det gjorde mere ondt på mig end dig.”
Hun skubbede legende til hans raske skulder med sin egen da hun passerede ham, for at komme helt ind i midten af lysningen, hvor man kunne skimte den stjerneklare himmel, hvis man lagde nakken helt tilbage.
Armene spredte sig ud, som velkomte hun synet med et bredt smil på sit ansigt, der afslørede rækken af skarpe tænder hun allerede havde fået, og nemt ville kunne rive store lunse af en fuldvoksenmands vom eller hals, hvis hun gad.
”Frihed!” Hun lukkede saligt sine øjne. ”Jeg kan høre Euphonia tale fra stjernerne her.”

[Dareon Garou]

Dareon grinede bare til søsterens svar på hans brok, og fulgte med hende ind i lysningen, hvor trækronerne havde skilt sig for at lade månen og stjernerne oplyse dem.
”Kan du?” Han prøvede selv at lukke øjnene i og spidsede ørene, men alt han hørte var lyden af vinden og en eller anden fugl et stykke væk. Han rynkede på næsen og åbnede øjnene igen. ”Sig til hende at hun må hæve stemmen lidt så jeg også kan høre hende.” Blikket vandrede over stjernehimlen. Far havde sagt at det var deroppe, Euphonia havde sine evige jagtmarker. Det var deroppe mor løb om kap med vinden og dansede i fuldmånens skær. Et stik af længsel nåede hans bryst, og han sænkede blikket tilbage til jorden igen, og rettede det mod hans søster. Det fik smilet til at vende tilbage til hans læber.
”Det er din tur til at bestemme hvad vi skal.” mindede han hende på. Tonen var forventningsfuld. De skiftede på at bestemme hvad deres hemmelige udflugter skulle bruges til. Kamptræning, kapløb gennem skoven, harejagt… alt som faldt dem ind, så de kunne få skovlen under deres far når han undervurderede dem!

[Trish Garou]

Øjne med brusende vildskab rettede sig mod Dareon, og et ildevarslende smil prydede de tørre læber.
”Jeg vil skifte,” svarede hun med en hemmelighedsfuld hvisken. På lydløse, nøgne fødder gik hun hen til sin bror, indtil at hun kunne lægge sine stærke, knoglet hænder om hans ansigt, der lignede hendes til perfektion pånær et par enkle træk, som mere kom af kønsforskellen end noget andet. Da de havde været yngre, havde hun skreget af frustration over at opdage, de var forskellige på dét punkt. Hun havde ikke kunne forstå det. Måske havde hun også frygtet forskellen ville vokse sig større med årene, indtil han ikke længere var hendes bror men en fremmede ulv – og så ville hun være alene. Heldigvis havde hendes far haft ret i, at det hele havde været noget vås.
”Jeg ved godt det gør fucking ondt, Dare, men… jeg savner det. Gør du ikke også det? Styrken, friheden, vildskaben, bæstet? Jeg ved godt, vi lovede far ikke at gøre det, men han vil jo ikke komme til at vide det, vel? Han bekymre sig for meget om os. Vi er meget stærkere end han tror,” sagde hun smilende, og strøg ham over kinden med sine tommelfingre. ”Jeg ved vi kan gøre det. Vi kan holde hinanden i hånden hele vejen?”

[Dareon Garou]

Hvis han ignorerede de små ansigtstræk der markerede forskellene mellem dem, var det som at se sit eget spejlbillede gribe fat i hans ansigt. Der var altid noget betryggende i at se på en anden person, og se så meget af sig selv i det. Til sammenligning var de andre ulve i flokken fremmede. Selv deres far var en anden person, men Trish og han havde altid været to halve af et helt væsen.
Hendes overtalende ord fik Dareon til at trække på smilebåndet.
”Geez Trishy, kunne du få det til at lyde bare lidt mere som om jeg ikke selv har lyst til det?” En hånd langede ud for at lægge sig om hendes nakke, så de to tvillinger stod og holdt fast om hinanden. ”Jeg husker jo selv hvordan det var. Jeg har aldrig følt mig stærkere eller friere. Det gjorde satans ondt, men… mormor sagde det jo selv. Både mor og far var unge da de skiftede for første gang. Og hvis vi fuldfører det kan det være det… ikke gør ondt mere?” Han lød ikke helt sikker på hvor meget sandhed der lå bag hans teori. Et par af de ældre unger i flokken som allerede havde skiftet havde pralet af hvordan det slet ikke gjorde spor ondt, men han kunne ikke tro på det. Han kunne stadig huske følelsen af tænder der gemte sig under hans tandkød, der prøvede at presse hans normale tænder ud. Af kløer som prøvede at tvinge sig gennem hans negle. Han stod et par sekunder og overvejede det før han nikkede. ”Fuck it. Lad os gøre det! Hvis vi får skrammer eller ødelægger tøjet eller noget kan vi måske snige os hjem til mormors telt og få hende til at hjælpe os. Hun virker i det mindste mere med på det end far gør.” Hånden slap hendes nakke, men det var kun for at følge hendes ene arm, for at gribe fat i hendes hånd ved hans kind. Det ville måske føles nemmere, hvis de rent faktisk holdt fast i hinanden hele vejen.
”Right…” Han rømmede sig. ”Sidst det skete var mens vi trænte med far. Han holdt os nede, og vi blev aggressive… måske er det dér vi starter.” foreslog han.

[Trish Garou]

Trish betragtede sin bror et øjeblik, mens de holdte hinanden ved hånden, inden at hun uden videre tøven pludselig stak ham en knytnæve direkte i ansigtet, så hun kunne mærke hans kindtænder give efter for sin hånd samt huden blive skrabet af. Hun elskede ham. Elskede ham højere end noget andet, fordi han var en del af hende, så hun var fastlåst i at hjælpe ham med at skifte, så de kunne blive de stærkeste, bedste og hurtigste ulve verden nogensinde havde set. Hånden rev sig ud af hans, da hun sprang på ham, så de væltede om i græsset, mens hun slog ham gengivende gange i ansigtet, selvom blod begyndte at dryppe fra hendes knoer. Der var intet hun ikke ville gøre for ham.

[Dareon Garou]

”What the fuck, Trish!?” Dareon havde på ingen måde været forberedt på knytnæven som kolliderede med hans kindben og sendte ham til jorden. Han nåede kun lige at spytte en mundfuld blod ud i græsset, da hans søster kastede sig over ham og blev ved med at slå ud efter ham. Det var først dér, det gik op for ham hvad hun gjorde, og han havde ikke tænkt sig at lade hende i stikken.
Benene trak sig sammen under Trishs mave så han kunne sparke hende fra sig, og selv kaste sig over hende. De havde aldrig nogensinde angrebet hinanden. Selv ikke når de havde skændtes da de var mindre havde de gået særlig langt, men det var hverken had eller raseri som førte hans knytnæve i siden af hendes hoved. De havde kæmpet og slidt mod deres far, da bæsten i dem begge var blevet vækket, og de måtte få det vækket igen!
De rullede rundt på jorden så græstotterne fløj om ørene på dem, sådan som deres næver fløj gennem luften. Dareon havde smagen af blod på tungen, og det dunkede alle steder Trish havde slået ham, men det var ikke nok. Udover en følelse af noget som sitrede lige under huden på ham, var der ikke den samme følelse som der havde været den nat. ”Kom nu Trish, hårdere!” snerrede han gennem sammenbidte tænder, idet han gav hende en mavepuster. De måtte presse hinanden hårdere end de nogensinde havde presset hinanden før.

[Trish Garou]

Hun forsvarede sig ikke. Prøvede end ikke at stoppe sin tvillings nådesløse slag eller afværge dem, selvom hans hænder var røde af hendes blod, og en klynken lød fra hende, hver gang han ramte hende. Normalt når hun sloges mod andre, nød hun det, men at gøre Dareon fortræd... Det gjorde ondt. Så ondt. En del af hende tiggede om at stoppe alt det her, men de kunne ikke give op. VILLE ikke give op. Det var det eneste tidspunkt, hvor de havde følt sig fuldkommen frie, stærkere end nogen andre og tættere på hvad folk kaldte bæstet.
Dareons snerren fik hende til at udbryde en klynken, der lige så vel være på grund af den mavepuster han gav hende, som slog alt luft ud af hende for et øjeblik, og gjorde hun måtte kravle baglæns væk fra ham. Tårerne trillede smertefuldt ned af kinderne på hende. Hun var vred. Vred over deres far ikke ville hjælpe dem! Vred over det her var nødvendigt! Vred over deres mor ikke var her, til at lære dem at skifte! Vred over de aldrig havde lært hende at kende! At hun ikke havde været stærk nok!
Det gule i hendes øjne sprang frem, og en knurren lød fra dybet af hendes mave, mens en varme bredte sig rundt i kroppen, som når man lige træde ned i et varmt bad efter en kold vandretur. Med et rasende skrig kastede hun sig endnu engang over sin bror, men i stedet for at slå ud efter ham, begravede hun sine beskidte, spidse tænder i skulderen på ham, og bed til indtil blod vældede ud i munden på hende.

[Dareon Garou]

For hvert slag hadede Dareon sig selv en lille smule. For hver dråbe af Trishs blod han spildte, følte han et forræderi på kroppen. Han fortalte sig selv at det kun var fordi han elskede hende så højt, at han gjorde det mod hende. Hun gjorde det samme for ham. For deres begges skyld, så de kunne blive stærke igen, så de kunne blive fri! Alt det som deres far af en eller anden fucking grund ikke ville give dem, fordi han ikke troede de var stærke nok til det. Han troede de var svage, fordi de var unge! Dareon havde altid elsket og respekteret deres far, men lige på dét punkt hadede han ham. Hadede deres far som kaldte sig alfa, mens han gemte sig i sit telt som en fucking kujon!
Trish sprang pludselig på ham, og en smertefuld klynken lød fra Dareon, da søsterens tænder begravede sig i hans skulder så dybt, at han var sikker på at hendes kæbe ville være smurt ind i hans blod. Det føltes som om knoglen var ved at give efter under hendes bid, så han til sidst måtte lægge ansigtet tilbage i græsset og give et smertefuldt hyl fra sig. Men lyden fra hans strube var ikke menneskelig. Den var dyb og rungende, fra et monsters lunger.
En hånd langede ud efter Trishs hoved og skubbede hende hårdt væk, indtil hun var nødt til at give slip på hans blødende skulder. Det sendte et jag af smerte gennem hans krop, som kun fyrede op under hans raseri. Han greb sin sårede skulder med sin frie hånd, mens han med tungt åndedræt betragtede sin søster. Det dunkede over hele hans krop, og det gik op for ham at dunkene fulgte hans egen hjerterytme. For hvert dunk følte han sig stærkere, som om hans krop fyldte meget mere end den nogensinde havde gjort. Noget i ham forsøgte at bryde fri fra hans kød.
Han kastede sig direkte ind i Trish så de igen ville vælte om i græsset, indtil de stødte ind i et af træerne som omkransede lysningen. Han havde været nødt til at lægge en hånd mod træet for at bremse kollisionen, og i den samme bevægelse havde hans negle skrabet fire dybe flænger ned i barken, som faldt ned over hovederne på de kæmpende tvillinger.

[Trish Garou]

Blod flød ud af munden på hende, silede ned af hagen, halsen og blev opslugt af trøjens stof, da Trish blev hamret mod stammen på træet, inden hun brølede højt mod sin bror med en lyd, der ikke burde kunne stamme fra en 14 året pige. Tænderne voksede sig længere i hendes mund, og blev til skarpe hugtænder. Skrigende hamrede hun hovedet tilbage mod træet, da kæben knark af sine hængsler for at vokse sig stor nok til tænderne. Knasende lyde kom fra hendes krop blandt med små knæk, så hun til sidst måtte gribe fat i skulderen på Dareon, da hun med endnu et smertefuldt skrig knækkede sammen på midten, og næsten ikke kunne stå på sine egne ben. Slet ikke da de pludselig brækkede indad. Hun faldt om i græsset. Ryggen krummede sig opefter, og lange kløer begravede sig ned i jorden, mens sort, strid pels begyndte at bryde frem over hendes krop. Rundt om de gule, gnistrende øjne var pelsen hvid.
Hjertet hamrede afsted, så det føltes som om det ville bryde ud gennem brystkassen, der krængede sig op for at blive større. Lungerne skreg efter luft. Det føltes som om hun skulle dø. Ved månen hun ønskede at dø! Smerten var forfærdelig, men hun fik ikke lov til at besvime, dø eller give op. Forvandlingen holdte hende ved bevidsthed, selvom den for længst ville have lukket ned ved en normal person på grund af smerterne. Det her var ikke bare en brækket arm. Det her var adskillige knogler blive brækket og sat sammen igen. Muskler rev sig midt over, for at blive større. Mere blod. Mere ilt. Åh den smerte. SMERTE! SMERTE!!!

[Dareon Garou]

Hans fingre borede sig ind i træets stamme, da smerten rev gennem hans krop som kramper. Det føltes som om han ikke kunne få vejret, som om hans lunger blev klemt hårdt sammen så hvert et åndedrag blev presset ud af ham, og hindrede ham i at fylde dem på ny. Panikken greb ham, men der var intet han kunne gøre for at standse hvad der skete. Hverken besværet med at få vejret, eller de smertefylde ryk som rev i hvert eneste af hans knogler og led, så han til sidst slet ikke anede om det var muligt at overleve det. Han mærkede græsset under sig, og Trish ved siden af sig. Panisk forsøgte han at række ud for at gribe fat i hende, både for sin egen og for hendes skyld, men det eneste han fik fat i var en tot græs.
Lungerne åbnede sig endelig, og han sugede luften til sig, kun for at slippe den igen i et smertefuldt hyl som fik ham til at kurve kroppen op mod himlen. Hans brystkasse føltes som om den blev sprættet op, blot for at sætte sig selv sammen igen, og han var sikker på at samtlige af hans organer måtte være væltet ud. Hvordan kunne nogen overleve det her? Det gjorde ondt! Forbandet, fucking ondt!!
Han vendte sig om på maven da en specielt kraftig rykning tog ham, og fik hans kæbe ud af led. Kroppen kurvede sig i takt med at musklerne udvidede sig, og leddene blev strukket ud mod hans vilje. Tøjet var allerede blevet flænset flere steder, og hvor huden var blottet begyndte mørk pels at gro ud. Øjnene stirrede frem for ham med sit gulige skær, mens de skarpe tænder fyldte hans mund, og kløerne strakte sig ud gennem hans fingre.
Pludselig var det ovre. Smerterykkene fortog sig, og han blev liggende sådan i græsset. Hjertet hamrede stadig hektisk afsted, mens han samlede sig. Han var vågen. For allerførste gang var han rigtig vågen! De gule øjne rettede sig mod den anden varulv i græsset ved siden af ham. Hun var et spejlbillede af ham selv, lige fra den mørke pels der dækkede hendes krop til det hvide felt omkring øjnene. Han genkendte hendes lugt. Hans søster.

[Trish Garou]

Klynkende forsøgte den anden ulv at rejse sig på alle fire, men det tog et par forsøg at samle nok kræfter til at komme op. Prøvende snuste den lange snude til luften. En eksplosion af dufte snoede sig ind i hinanden, og hun kunne pludseligt lugte ligbålene, som stod hun lige ved siden af dem, eller høre raslen fra en hare, som hun end ikke kunne se endnu. Hele verden var i live. Farver symboliserede forskellige dufte, som svævende spor af lys gennem træerne. En latter fyldte hende ud indvendigt, men kom kun ud af hendes strube som en hakkende, hæs brummen, inden hun skubbede sig op på bagbenene, der måtte tage et par vaklende skridt, før hun fandt balancen. Kløerne på bagpoterne gravede sig ned i jorden. Endelig lagde hun nakken tilbage, lukkede øjnene, fyldte de kraftfulde lunger, og lod et langtrukkent, højt hyl lyde fra bunden af sit indre, så det ekkoede ud i skoven, som en ren, hjemsøgende tone.

[Dareon Garou]

Armene rystede under hans egen vægt, da han skubbede sig op fra græsset for at komme op og stå. Kroppen føltes meget tungere, så det krævede ham nogle sekunder at finde balancen. Specielt når hans sanser eksploderede overalt omkring ham. Skovens duft fyldte hans næsebor, præcis som lugten af det forpestede ligbål i lejren. Som varulve havde han og Trish altid haft forstærkede sanser, men intet som det her! Og han følte sig så stærk! Han var sikker på at han ville kunne rive Cleave i to, hvis han ville forsøge at trænge ham og Trish op i en krog igen, sådan som det store brød havde gjort da de var små. Han kunne bare prøve! Årh, hvor håbede han at han ville prøve!
Trish’ hyl mod himlen fik ham til at vende sin opmærksomhed tilbage på sin søster, der hun stod i sin fulde form ligesom ham. Præcis som Euphonia havde skabt dem, og ment dem til at være! Hun var smuk. Smuk og fri, og med nok styrke til at overtage hele skoven med ham, hvis de havde lyst! Han lagde nakken bagud så han kunne se op på himlen.
Kan du se os, mor?
Med ét sprang han i kødet på Trish og tacklede hende til jorden, men angrebet var ikke fulgt af rasende slag eller en frådende knurren. Lyden fra dybet af hans strube var en dyb brummen, der kunne have været en latter. En dybfølt, frydefuld latter. De havde gjort det! De havde gjort hvad deres far ikke havde troet de kunne, og de havde overlevet det! Bare vent til næste fuldmåne!