I Am Not The Same

[Dylan Forsyth]

Dylan Forsyth - Blake De Clare - Flint Pharr

Hans gemakker havde altid været hans fristed. Her kunne larmen fra resten af slottet aldrig nå op, her kunne han være i fred, og her kunne han være sig selv. De høje vinduer førte direkte ud til et fald på flere dødbringende meter, og havde ikke udsigt ud til andet end tåge, dis eller hvis man var heldig skarpe takker fra fjerne bjerge. Det her var Damians sted. 
Da han som den sidste trådte ind på sit værelse af en hal, lukkede han døren i bag sig, men fra hvor han før i tiden sukkede tungt af lettelse over at befinde sig i sit fristed, mærkede han ingenting, nu hvor han slentrede tværs over gulvet mod kaminen, så han kunne få gang i gløderne. Skjorten hang løst på ham, men han tog sig ikke af det eller sit nøgne bryst. Heller ikke resterne af blod ved hans øre og næse. 
Med et lille suk gik han på hug foran kaminen med ildrageren, og begyndte at rode rundt, indtil gløderne sprang op til flammer, som lyste ham op, mens skyggerne strakte sig bag ham som vridende ofre. Håret så kastanjerødt ud i lyset. 
Hans moder talte ikke til ham i hovedet, så det måtte betyde, hun stadigvæk kæmpede med Aron, hvilket gav ham omkring en times tid ro, før hun ville begyndte at pyldre om ham – bare tanken irriterede ham grænseløst, og han overvejede om en låst dør, ville holde hende ude? Nok ikke. Men noget andet kunne...
”Du sover herinde i nat.” Det var ikke et spørgsmål men en ordre, der blev udtalt, da han kiggede sig over skulderen mod Blake. ”Din veninde kan tage sofaen, hvis hun insistere på ikke at lade dig alene – jeg er ligeglad – men du sover her.” Det var ikke til diskussion. 
Hans blik gled over til Flint, som han gav et lille nik.
"Du bliver selvfølgelig så lang tid du vil, men lige nu er det bedst du bliver her, indtil alle gæsterne har forladt slottets område. Du selv vel, hvordan de kiggede på dig, ikke? Alle vil have en bid af den kræft dig og min mor udviste." Han smilede smalt ved tanken om alt den magt, der på et tidspunkt vil blive hans, mens han rejste sig op med hænderne børstende af i bukserne. 

[Flint Pharr]

Der var et øjeblik i tronsalen, hvor Flint Pharr havde lignet en voksen mand, med al verdens kraft summende om sig. Nu stod han, med sin ene hånd låst om den anden arms albue, hans skuldre smalle, og siden af hans læbe smuttede konstant indimellem hans tænder mens han skiftevis så fra Damian til døren. Han lignede igen en teeenager, nogen havde efterladt til en fest hvor han ikke kendte nogen. Akavet og usikker. Hans skjorte havde fået nogle krøller under tumulten, som han slet ikke havde lagt mærke til, da de var sket og han strøg lidt fraværende hånden ned over det sorte, fine materiale der matchede perfekt med de sorte stofbukser, sorte læderbælte og sorte, lakkerede sko. I Vavilon ville han have lignet nogen der skulle til begravelse. Her matchede han bare med kongehusets farver. Men det ville han næsten ikke behøve længere..? Hans cover var alligevel blevet sprængt i småstykker, han ville ikke længere kunne gå for at være en væbner eller personlig tjener for Damian eller hans mor.
Hans blik skiftede fra døren til Damian. "Jeg så det," peb han bekræftende. Han burde virkelig få lagt Damian i bad, der var stadig blod i krogene af hans øre og ved hans næse, men knægten var jo ikke længere en 13-årig dreng, så han kunne jo selv bestemme. Ihvertfald ind til hans mor kom. En smule usikkert lod han sig dumpe ned i en af lænestolene nær døren og trak sine ben op under sig, så han sad i skrædderstilling, som tegn på at han havde tænkt sig at blive hængende lidt endnu ihvertfald.

[Blake De Clare]

Blake følte sig som et får der blev ført afsted af hyrdehunden. I det store rum der var Damians stod hun ligeså akavet som Flint. Sidste gang hun havde været på dette sted, havde han forsøgt at kvæle hende. Og han virkede ikke som om tanken var ham langt fra ligenu. Ikke fordi han virkede vred på hende... Bare kold... Så slog det hende og is spredte sig som væv i hendes mave. Han var anderledes. Hvad var der sket? Aron var faldet... Det klikkede for hende, selvfølgeligt havde han fået sin sjæl tilbage. Hun blev afbrudt af hans bestemte ord.. Ordre? Målløs stirrede hun på ham. "Damian... tror du dét er en god ide?" hendes stemme var lav. Hun mærkede hvordan det sitrede i hende. Hun havde ikke lyst til at ligge herinde. Hun havde ikke lyst til at ligge ved siden af ham som han køligt sendte ordre over skulderen. Hun havde absolut ikke lyst til at blive beordret til noget som helst. "Det er ikke velset... Ikke før vi er gift" Stadig stod hun tæt ved døren. Ordene Min egen bevægede sig gennem. hendes hovede. Hvor ironisk at de ord der før på dagen var sagt som et kærtegn, nu ville betyde noget helt andet. Hun skævede mod Flint der slog sig ned i en stol. Han sagde ikke meget, men så igen, han havde været meget igennem her til aften også. Hendes hånd gled op af hendes bare underarm som hun igen så tilbage på Damian. Afventende, vurderende. Hun kunne ikke forestille sig at han, som han optrådte ligenu, var samme person der før på aftenen havde hold om hende, nusset hendes ryg, kysset hendes kind og grinet. Fejltolkede hun ham virkeligt så voldsomt... igen?

[Dylan Forsyth]

Med hævet øjenbryn vendte Damian sig fuldt mod Blake, da hun begyndte at sætte spørgsmålstegn til hans bestemmelse, men der var ingen vrede i hans øjne – kun undren. Et øjeblik betragtede han hende bare, inden at hans læber skilte sig i et skævt smil, og han begyndte at gå imod hende med langsomme skridt, mens han rakte en inviterende hånd ud mod hende, så hun kunne tage den.
”Jeg vil bare ikke have, der sker noget med dig,” forklarede han mildt med en stemme, der slet ikke matchede de kølige øjne, og den næsten arrogante måde han bevægede sig på – som var hun et lille barn, han skulle berolige. ”Hele kongeriget har opdaget Flint er en djinn, og tænk hvad der sker, hvis nu opdager det samme er med dig – du er endda ikke bundet til nogen. Du er helt fri og tom. Ingen mester til at beskytte dig, holde hånden over dig, eller forstærke dine kræfter. Du vil være et så let bytte for hvilken som helst person, der kommer tæt nok på, og den risiko vil jeg ikke tage. Kan du ikke se? Jeg prøver bare at beskytte dig.” Hans hænder kørte blidt op over hendes arme til hendes ansigt, som han holdte om. Pegefingeren skubbede en vild hårlok tilbage.
Hele hans liv havde han blevet undervist i at forstå og aflæse folk, samt spille de samme følelser ud til dem. Han vidste hvad folk ville høre fra ham. Hvad der kunne få dem til at gøre, hvad han sagde. Hovedet lagde sig på skrå, og han skiftede sit ansigtsudtryk ind til at udvise mild skuffelse.
”Vil du da ikke sove i samme rum som mig? Jeg troede ikke, du var bange for mig, Blake.”

[Blake De Clare]

Et øjeblik hvilede hendes blik vurderende ved hans hånd før hun tog den. Hans ord fik isklumpen i hendes mave til at vokse. Alligevel krøllede hendes læber op i et smil, som var hun rørt over hans bekymring. Der var ingen årsag til at nogen skulle gætte sig til at hun var en djinn. Familien havde holdt det skjult i hundreder af år. Der var ingen årsag. Hun var i den tro at de begge var klar over det. Hun lod sin hånd glide op til hans ansigt, hvor den lagde sig på hans ene kind ”Det er godt jeg har dig”. Hun trak vejret dybt ind ved hans skuffede mine. ”Hvis du lover at opføre dig ordentligt – og ikke gør noget… upassende” hun forsøgte at snige en anelse af den humor der normalt hørte hendes stemme til ind og smilede så drilsk hun kunne op til ham. Hun havde forventet vrede fra ham… I stedet var han rolig. Roligere end hun nogensinde før havde set ham.

[Dylan Forsyth]

Ved hendes drillende kommentar skiltes hans læber i et grin.
”Bare rolig. Jeg skal nok sove med hænderne under puden.” På trods af at ordene skulle menes som beroligende, sagde han det med en hånende stemme, og han slap hendes ansigt, for at vende hende ryggen, så han kunne vandre ud på sit badeværelse. Pandemonium var det eneste land med viden om VVS, og i stedet for at skulle kalde på en stuepige, kunne han blot dreje på en metalhane, der med en dyb rumlen sendte varmt vand op i hans badekar.
Uden at tage sig af sine gæster, krængede han skjorten af, mens han spankulerede over til sit skab, hvor tøjet lå hulter til bulter, eftersom han altid rodede det til i jagten på noget ordentligt tøj, han gad at have på, og ikke sad fuldkommen stramt omkring halsen.
”Hvis Aron dør, hvem tror I så, bliver den nye Højre Hånd?” spurgte han løst ud i rummet. Musklerne bølgede stærke under hans nøgne hud på overkroppen, da han gav sig til at lede rundt efter noget tøj, og afslørede at der ikke var nogen som helst mærker efter sygdommen, Flint havde revet ud på ham. Han fandt en behagelig, mørkegrå trøje med lange ærmer. ”Adrian har ikke rigtigt nogle familie kvalificeret, moder bryder sig ikke om at have nogen tæt på sig, og hvilken adel stoler de nok på til at komme tæt på sig?”
Med albuen lukkede han den ene skabsdør, så han kunne se mod de to andre, mens han smed trøje og et håndklæde over en stolryg.

[Blake De Clare]

Blake blev stående akavet tilbage midt i rummet da Damian trådte væk, ligeså hurtigt som han var trådt til. Da han begyndte at tage trøjen af drejede hun omkring med en lav rømmen. "Jeg vil sige farvel til min familie og finde Zia. Så kommer jeg tilbage." Hun skævede mod Flint og søgte så mod døren og ud.

//Out

[Flint Pharr]

Flint betragtede udvekslingen mellem Blake og Damian ud af kanten af hans syn, med hans blik rettet mod hans sko. Hans fingre foregav fraværenhed mens han legede med sine snørrebånd, men egentlig hang han ved hvert ord der faldt ud af munden på tronarvingen, hvert træk ved hans ansigt. Han havde mærket sig selv opfylde det ønske. Han havde revet den flig af Damians sjæl fri af Aron, som han havde manglet, og sat den tilbage. Tronarvingen var fuldt ud en dødsengel nu. Han havde byttet sin gamle uforudsigelige, vrede og følsomme ven ud med en klon, der bar hans ansigt, men der var ingen følelse i hans øjne. Han kunne se det så tydeligt, som han kunne se det tørrede blod krogene af Damians øre. Og det sendte kolde, klamme gys ned af hans rygsøjle.
Han så op fra sine sko, da Damian spurgte ud i værelset. "Ehhh... ingen anelse? Lord Farminton har altid virket som om, han ville rådgive Eriz," han kom ihvertfald med tilsyneladende velmenende råd, som om han mente han kunne lede landet bedre. "Okay, Blake, jeg er her nok ikke når du kommer tilbage, jeg er sååå træt," et svagt smil trak sig om hans læber, men heller ikke hans smil nåede hans øjne. I hans øjne lå en advarsel. Så er du alene med ham. Smilet falmede som hun forlod værelset, og han gik tilbage til at lege med sine snørrebånd.

[Dylan Forsyth]

Damian så efter Blake men der var intet smil på hans læber. Da døren dog lukkede sig bag hende, greb han håndklædet og trøjen, inden at han gik tilbage ud i badeværelset, hvor badekarret snart var ved at være fyldt op med varmt vand, der forhåbentligt kunne give ro til hans krop, smat vaske ham fri for sved.
”Lord Farminton er en idiot,” erklærede han blot af Flints forslag. ”Kan du ikke huske, hvordan han hele tiden plejede at rette på vores skjortekraver, da vi var yngre? Han giver mig lyst til at rive hans tunge ud.”
Bæltet klikkede da han åbnede det, og smed fra sig på gulvet efterfulgt af sine støvler, bukser og undertøj. Et langvarigt suk forlod hans læber, som han langsomt sank ned i karret med et fast tag i kanten, indtil han endelig kunne lade sig glide helt ned med øjnene lukket saligt i.
”I ved godt jeg kan læse alt i jeres ansigter, right?” spurgte han højt nok til at Flint ville kunne høre ham. Stemmen rungede i badeværelset. ”I er bange for hvordan jeg er, nu hvor min sjæl er hel. Selv moder. I er bange for, jeg er akkurat som Zean.”
Han åbnede øjnene for at kunne se op i loftet, mens baghovedet hvilede mod kanten af karret. Indersiden af kinderne blev suget ind mellem tænderne. Her var ikke noget lys andet end genskæret fra de slangegrønne fliser, som dækkede gulv og vægge her på badeværelset med det store kar i midten, han lige nu sumpede i. Burde han føle sig bitter? Glad for at have fået en hel sjæl for første gang? Gad vide om drømmene om den rødhåret pige ville stoppe nu? Huh... det ville være en skam. Hun havde været pæn at se på.
”Jeg er stadigvæk den samme, Flint...” mumlede han afsluttende.

[Flint Pharr]

Flint fulgte Damian med blikket, som han samlede sit tøj op og gik ud på badeværelset. Han rejste sig langsomt fra lænestolen og gik over til dørkarmen til badeværelset, lænede sig op ad væggen ved siden af den og lod sig glide ned at sidde, så han kunne høre Damian tydeligt. Han holdt meget resolut sit blik frem for sig, da han hørte klinken af et bælte der blev trukket ud. "Mhmm," brummede han som svar. Lord Farminton skulle også efter rygterne have en ting for unge drenge, som alle ignorerede. Det var lige før han ikke ville have noget imod hvis Damian rent faktisk skulle finde på at rive tungen ud på manden. Men det ændrede ikke på at han måtte stå højt på en eller anden liste over mulige erstatninger. Han var af det rigtige blod, den rigtige uddannelse.
Han lukkede øjnene og skar ansigt, da Damian påstod at han kunne læse deres ansigter. Der kom en lang pause fra djinnen, inden han talte. "Jeg er ikke bange for dig, Damian," lød svaret. "Jeg er bange for hvad du gør. Jeg er bange for hvad du gør, og hvad folk gør, ved hvad du vil gøre." Han havde en ret god forestilling om hvordan det stod Zean Forsyth til lige nu, i den fangecelle under slottet. Han var fløjet lige ind i det Pandemonske slot, uden tanke for konsekvenserne, overbevist om at han var udødelig og ligegyldig om hvis han ikke var. Og Damian kunne ende på samme måde nu. Han vidste ikke om det var den nyligt komplete sjæl der gjorde det, eller om han havde haft det sådan længe, og bare havde skubbet det til side fordi han holdt så meget af Damian. Indtil han havde forsøgt at true ham til at fortælle ham om Zean og hans mor. Han kradsede i en sovseplet op hans buksebens lår. "Selvfølgelig er du det." Men bekræftelsen lød svag. Han troede ikke på hvad han sagde.

[Dylan Forsyth]

”Det er stort set det samme.” Damian kørte en våd hånd over ansigtet, for at få blodet væk fra rynkerne ved næsen. Et held vandet allerede var en smule rødt. ”Desuden er der ingen som kan gøre mig noget, og dem som kan, vil snart ikke kunne røre mig, når vi to bliver forbundet. Bare se på min mor – det er kun mænd, hun har ladet komme tæt på sig, der har kunne såre hende, og den slags behøver jeg ikke bekymre mig om.”
Vandet samlede sig i en skål formet af hans hænder, inden at han plaskede det i ansigtet, kørte alle fingrene igennem sit hår, så det samlede sig i nakken i en farver, der så lige så sort ud som hans mors. Utroligt han ikke havde opdaget, hvor svag og syg han havde været, før nu hvor sygdommen var ude af ham. Sikkert fordi han var vant til at have det af lort til på grund af Arons stædige vilje til at udslette sig selv, og han derfor ikke havde lagt mærke til, noget var galt, før det var gået helt galt. Et held alt det var ovre. Igen gned han sit bryst med håndfladen, som kunne han føle sit længe savnet sjælestykke derinde.
”Jeg har overvejet at invadere Vavilon,” Hans blik rettede sig mod det sted hvor Flint befandt sig. ”Jeg er ligeglad med, hvad min mor siger, og hvem der vil prøve at standse mig. Landet tilhøre på sin vis mig – dødsenglene gør hvert fald – og med Zean her, er der ingen til at lede dem pånær min halvsøster, som er hybryd. Ikke en rigtig dødsengel. Dødsenglene burde have én af deres egne, og retten er min.” Et øjeblik tøvede han, før at han lænede sig tilbage med albuerne hvilende mod kanten, og hagen støttende i sin ene hånd, så han kunne kigge ud af ét af de høje støbejerns vinduer ved hans side. ”... måske kan det bevise for Zean, at jeg er værdig.”

[Flint Pharr]

Flint trak siden af hans læbe ind mellem hans tænder, mens Damian talte. Han så mange muligheder for at kronprinsen bestemt havde mere at frygte end den unge mand selv gjorde, blandt andet fordi han ikke længere var sikker på han ville lade sig binde igen. Han havde set en side af Damian, der havde været villig til at bruge Flints største hemmelighed imod ham selv. Der havde aldrig været nogen tvivl om at Damian ikke var en værdig Master, ihvertfald ikke ifølge beskrivelse landsby rådet gav på en værdig Master, og han ville bryde flere traditioner ved at sige ja. Men han holdt så meget af knægten, og ønskede at blive hos ham, så det havde virket som den mest logiske løsning. Djinn rådet kunne ikke tage ham tilbage, mens han var bundet.
"Mhmm," lyden var mere en bekræftelse af at han stadig lyttede, end noget som helst andet. Damian ville drage til Vavilon og føre krig. Planen havde altid været Vavilon. Damian havde altid haft en naturlig længsel mod landet, og Flint havde ikke været der i flere århundrede, og han elskede de grønne, vavilonske skove, men som de havde talt om det, havde det været mere et eventyr end en krig. Kunne han se sig selv på slagmarken ved siden af Damian? Kunne han sætte Vavilon i flammer? Han skubbede sig op fra gulvet. "Jeg må hellere komme i seng, Deres højhed, det er blevet sent," over den seneste tid, var det sådan han havde talt til Damian, når han var blevet tvunget til at gøre det.

[Dylan Forsyth]

De stormfulde øjne gled over mod det sted Flint befandt sig, som han erklærede han ville gå med den samme formelle titel alle andre tiltalte ham med. Upersonlig og afstandstagende. Kun Khala kunne få det til at lyde frækt og drillende, når hun tog ordet i brug.
Han sukkede tungt, men vendte igen blikket ud mod vinduet uden at gøre mine til at rejse sig op, selvom han vidste at hans første og eneste ven var ved at glide ud mellem fingrene på ham, fordi han var akkurat, det han var, med alt hvad det medførte.
”Du skal vide Shaiins hustru er her på slottet.” Han sagde det ud i luften som et sidste forsøg på at gøre Flint god igen, inden at han gik. Det var hvad venner gjorde, var det ikke? Vidergav vigtige informationer om den slags, og Flint havde været helt utrøstelig, da Shaiin giftede sig, så… Måske ville han af en eller anden grund syntes om, at få af vide Lady McGivens nu var her. ”Blake har slæbt hende med, så hun ikke skal være alene med mig, og hun har åbenbart fået sin egen gemakker ved siden af Blakes, hvilket tyder på hun bliver et stykke tid.”

[Flint Pharr]

"Det ved jeg godt, jeg så hende i salen," svarede han, hans tone jævn. Han skar ansigt. Hun havde ingen anelse om hvem han var, så vidt han vidste, og han følte ingen trang til at fortælle hende det. Det var også år siden han og Shaiin havde været noget som helst for hinanden, så hvad betød det egentlig i det hele taget? Det gav et lille stik at se på hende stadig, men det var længe siden han havde mærket noget nær den knogleknusende fornemmelse i kroppen, som han havde den dag Shaiin var kommet for at fortælle ham, at han skulle giftes. Hans skosnude skubbede til gulvtæppet. Forhåbentlig kunne han bare undgå hende. Han var efterhånden blevet god til at smelte ind i Eriz' skygge og smelte i et med tappetet. "Sov godt Damian," djinnen trådte over mod døren til værelset, lukkede hånden om håndtaget og trak i det.

[Blake De Clare]

Kjolen løsnede sig langsomt på Blakes krop, som kammerpigen knappede den op. Der gik ikke længe før den, sammen med resten havde forladt hendes krop og en kortere underkjole af lys silke i stedet gled nedover hendes krop. Hun strakte armene ud og mærkede hvordan den kjolelignende kåbe gled ned på hende, den var af lidt tykkere stof og dækkede hende på trods af at også den sad ind mod hendes figur. En smule tungere, men også blød og rar. Kammerpigen knappede knapperne ned langs fronten. Blake strammede selv båndet i taljen. Sidst satte hun sig på sengen og lod pigen rulle de lårhøje strømper op på hende. Hun hadede at sove iklædt for meget. Specielt strømper. Men hun skulle ikke ligge næsten nøgen i hans seng. Ringen tog hun af og lagde forsigtigt på natbordet. Hendes fingre strøg blidt henover sengetæppet. Første nat på slottet og det blev ikke i hendes egne gemakker.

Hun burde måske allerede være gået til ham. Hun havde sagt at hun bare lige skulle sige farvel til sin familie og tale med Zia. Hendes blik gled mod hovedpuden, måske hun bare skulle blive her? Hun havde trods alt lovet ham ved deres første møde, ikke at komme når han kaldte. Hendes fingre nulrede det nye sengetæppe, fraværende. Flint ville nok heller ikke være der længere… Hun kunne havde taget fejl, men havde følt en advarsel fra hans side. Han var der ikke til at stoppe Damian hvis der skete det samme som sidste gang hun havde været alene med ham i hans gemakker. Men dér havde han været ophidset og vred i forvejen. Det var han ikke nu. Han havde knapt reageret på at hun stillede spørgsmål ved hvad han sagde. Hun lænede sig tilbage til hun lå ryggen på sengetæppet, stadig på tværs af sengen. ”Du er velkommen til at gå nu, jeg vil helst ikke forstyrres før i morgen” Blake sendte et smil afsted til tjenestepigen som nejede og forlod gemakkerne. Hun havde stadig ikke helt besluttet sig for om hun skulle blive. Men ligegyldigt hvad, ønskede hun ikke at nogen rendte ind og ud mens hun sov. Selv ikke for at holde ilden ved lige. Hendes blik fulgte langsomt strukturende i sengehimlen.

Den korte tur fra hendes gemakker til hans var uden møder med andre. Hvilket hun satte pris på. Hendes hånd faldt på det kølige håndtag i samme øjeblik som Flint trak døren op og hun så overrasket på ham. ”Du er på vej i seng?” Hendes stemme lød langt lettere og mere munter nu, end den havde gjort da hun havde forladt dem for et godt stykke tid siden. Hendes samtaler med Josh og Zia havde efterladt hende i et helt andet humør. Som om det var nok at andre bekymrede sig, så hun ikke behøvedes i samme grad.