Yet Another Day...

[Caleb Sanders]

Caleb vidste at han ville ende med at blive ganske utålmodig når at han var på blod, menneskeblod og han vidste udemærket også godt at tingene hurtigt gik mere galt. Men på den anden side havde han brug for det, han kunne lettere slå hjernen fra, tænke hurtigere og handle med et rent sind, frem for alle de tanker og bare at analyserer alt hvad han gjorde. Han tømte kvinden efter bedste evne, og mærkede hvordan at alle hans instinker og hele hans væsen så småt begyndte at blive vækket til live og han anede ikke hvad der var op og ned i verden pludseligt. Som skulle alt bare styres og kontrolleres og som var han klar til at gå i byen og bare knipse kommanderende til de første 10 kvinder han mødte. Caleb havde nemlig heller ikke været i byen længe, han havde slet ikke haft det samme flabede drive som han havde engang, alt sammen for Macaria's skyld.

Som han slap kvindekroppen, faldt hun blot livløst til jorden, og han tørrede blodet væk fra sine læber med ærmet fra sin læderjakke, han havde det godt lige nu og han følte sig levende på en måde han ikke havde gjort utroligt længe. Som hun talte til ham og stod lænet i døråbningen, så hun lige så smuk ud som hun alle dage havde gjort, og efter han havde sluppet kvinden, kiggede han blot målrettet hen i mod døråbningen. Han gik hen i mod hende med faste skridt, og uden at spørge eller sige noget som helst, lagde ham begge hænder på hendes kinder, og lænede sig frem inden han kyssede hende, ganske fast og grådigt. Han havde holdt det hele tilbage så længe, og han håbede virkeligt at han ikke selv ville ende i denne her fangekælder pludseligt.

[Macaria Forsyth]

Macaria smilede til ham, mens han gik hen til hende, men det falmede hurtigt, da han greb om hendes kinder. Hun nåede ikke at gøre noget som helst, før hun mærkede hans læber mod hendes. Automatisk havde hun prøvet at tage et skridt bagud, men hans tag om hendes ansigt stoppede hende midt i skridtet. Kysset var ikke forsigtigt og prøvende, som det havde været første gang, hvor det også mere havde været hende, der havde kysset ham. Det her var fast og grådigt, så det gav et sug i maven.
Øjnene gled i, men hun havde ikke taget omkring ham. Tøvende gengældte hun dog kysset, der gik kinderne til at blusse. Hans læber smagte af blod, men var ellers akkurat som hun huskede dem. I så mange år havde hun håbet, at han ville gøre akkurat det her. Intet var dog sket, og han havde søgt andre kvinders selskab frem for hendes. I stedet havde hun blevet hjemme i hytten hos Sam, der ikke vidste, hvorfor hun var så tavs og fraværende. Hver eneste gang Caleb var kommet hjem lige inden solen stod op, havde hun sprunget ham i møde, og kunne lugte han havde været med en kvinde.
Men nu... nu kyssede han hende.
Øjnene klemte sig sammen, og læberne der havde masseret mod hans, trak sig løs, inden at hun kunne skubbe ham hårdt væk fra sig.
"Hvad fanden har du gang i?!!" råbte hun vredt mod ham, så stemmen gav genlyd i fangekælderen. Øjnene lynede. "Du kan ikke bare kysse mig!! Hvad tænker du dog på?!! At jeg vil være én af dine erobringer? GLEM DET! Du udnyttede mig dengang med det søde, lille kys, men jeg er færdig med at vente på dig, forstået? FÆRDIG!" Hårdt skubbede hun til ham igen med øjnene fyldt med tårer. "Det tog mig sååå lang tid, at komme over dig, fordi jeg var så naiv, at tro, at bare fordi du havde gengæld kysset, så betød det måske noget for dig! Men nu hvor jeg er blevet dronning, er jeg måske lige pludselig blevet interessant? Guderne tage dig Caleb, jeg troede du faktisk havde respekt nok for mig, til ikke at ville udnytte mig."
Hårdt smækkede hun celledøren i for næsen af ham. Selvom han ville kunne bryde igennem den, ville det hvert fald sænke ham. Tårerne stod i hendes øjne, men hun havde ingen planer om at blive. Ikke et eneste sekund. Hvordan... kunne han?! Hun troede de var venner... at han ikke ville udnytte hende, som han udnyttede alle andre kvinder. At hun faktisk betød noget.
Hurtigt vendte hun om på hælen, så kjolen flagrede hende om benene, inden at hun satte i løb mod udgangen til fængslet.

[Caleb Sanders]

Problemet var nok ikke hvad Caleb tænkte lige nu, det var nok mere det faktum at han slet ikke tænkte, der var ikke noget at tænke, han havde ikke noget at sige og han vidste slet ikke hvordan han skulle reagerer, men som hun kyssede ham igen, gjorde han det en smule blødere og mærkede hvordan at alt blodet fik det til at stige i ham, hans hjerne var ikke eksisterende og hans instinkter var kommet frem. Som hun skubbede ham væk, vågnede han dog kort fra den drøm eller nærmere det mareridt han havde været en del af, han havde så mange ting han havde holdt inde det sidste halve år, for det var her at det hele var blevet værre, selvom det havde stået på endnu længere og han havde frygtet at han en dag ville ende med at ødelægge det hele for sig selv.

Som tåre kom frem i hendes øjne, stod han fuldkommen lamslået og anede slet ikke hvad han skulle sige, havde han haft et hjerte var det nok gået i stå og havde han haft ånde, var den nok også stoppet. Han kunne slet ikke trække vejret og han stod bare, som hun talte og råbte af ham, så det næsten gjorde ondt i hans øre. Han skulle til at tale, da døren blev smækket og han løb direkte igennem den så den sprang til alle sider, han nye krafter var trods alt gamle og tiltrængte: "Stop!" sagde han som var det en kommando og var hurtigt efter hende, og greb fat i hende lige inden hun nåede trappen om: "Undskyld, please hør på mig..." sagde han og stilte sig foran hende, som han kiggede på hende med en hård attitude, som dog hurtigt blev blødere da han kiggede på hende: "Jeg har prøvet at komme mig over dig siden den dag... Forskellen er bare at jeg ikke er kommet dertil endnu" sagde han og vidste ikke helt om han skulle lukke af eller være ærlig, men på den anden side var hun jo i forvejen den eneste han nogensinde var ærlig overfor: "Jeg har holdt mig væk fra mine instinkter for blandt andet at undgå det her... undskyld, virkeligt.. Jeg burde slet ikke blande mig i dit liv" sagde han og rystede på hovedet, som han ganske blidt og forsigtigt lagde en hånd på hendes kind, og blidt aede den. Han havde det dårligt med sig selv lige nu, han skulle aldrig være hoppet på sine instinkter.

[Macaria Forsyth]

Selvom han råbte stop, adlød hun ikke, men forsatte direkte mod døren, for at slippe væk. Hun havde ellers ikke noget mod konfrontationer, men det her var for meget. Alt for meget. Hvordan kunne Caleb gøre det mod hende?!
"Nej! Slip mig!" råbte hun, da han greb fat i hende, for at stille sig foran hende, så hun ikke kunne komme forbi ham. Vredt kiggede hun op på ham, mens at han forklarede, hvordan han prøvede at komme over hende, men hun købte den ikke. Selv ikke da han, hævede en hånd for at stryge den over hendes kind, blødede hun op for ham.
"Hvor dum tror du jeg er?" spurgte hun med en stemme, der næsten skælvede af indeholdt raseri. "Jeg har set dig med kvinder, Cale. Jeg har set, hvordan du behandler dem. Det ene øjeblik er hun din eneste ene, indtil du får tøjet af hende. Jeg kender dig!"
Hårdt slog hun hans hånd væk, så klasket kunne høres. Hvor havde hun dog lyst til at slå ham. Efter alt det med Marcel og torturen var alt det her ikke til at holde ud. Zean var væk, og hun havde bare brug for omsorg og tryghed. Sidste gang Zean var væk blev hun kidnappet, og han havde lovet ikke at gå igen. Men nu...
"Vi kyssede for over 150 år siden, og du sagde ingenting. Jeg var SÅ forelsket i dig, men du sagde ingenting til mig. Tre dage efter tog du til byen, og kom ikke hjem før solen gik ned. Du stank af en anden kvinde," forklarede hun snerrende, mens hun holdte en pegefinger op foran ham. "Du har ALDRIG haft den slags følelser for mig! Jeg var den irriterende lillesøster, og nu vil du pludselig... Nej! Jeg falder ikke for den, Cale! Jeg er IKKE en hjernedød tøs, du kan lokke med søde ord! Stop med at lyv for mig!!"

[Caleb Sanders]

Det var underligt for Caleb at hun ikke troede på ham, han have gået med det i så mange år og nu hvor han så endeligt gjorde et forsøg på at forklare sig, så afviste hun blankt de ting han sagde, mange ting havde han forestillet sig den dag det måske ville komme, men dette her det var nok ikke et af de scenarier der havde været for hans indre blik: "Det er ikke løgn Macaria..." sagde han blot, med en næsten sårbar stemme, men mærkede dog hvordan at det nye blod i hans åre var i konflikt med det milde væsen der var inde i ham: "Du tror simpelthen jeg kysser på dig fordi jeg vil i bukserne på dig? Som om jeg ikke får tilbud nok og som om jeg ville miste mit job bare på grund af et knald" sagde han og rystede på hovedet, skuffet over at hun ikke troede mere om ham end som så, det var jo fuldstændig latterligt.

"Tro hvad du vil..." sagde han og prøvede bare at holde den hårde attitude, som heldigvis lykkedes ham nogenlunde om ikke andet, fordi at han havde drukket hvad han havde og han vidste at inden længe så ville han nok lukke af og gå tilbage til hvad han altid havde været, han burde passe på sig selv, inden det ville gå udover hende eller Zean, og han burde måske bare ja... Forlade dem alle sammen: "Men det er ikke løgn!" påpegede han i en irriteret stemme, og vendte sig roligt rundt for at gå op af trappen, i et roligt tempo. Han vidste slet ikke hvad der var op og ned i verden lige nu.

[Macaria Forsyth]

"Vov - ikke - at vend - ryggen - til mig!" Macarias stemme var så lav og hvislende, at det ville få nakkehårene til at rejse sig. På grund af blodet i hendes åre, var hun endnu mere i et med sine instinkter end hun plejede. Da han begyndte at gå op af trappen, var hun hurtig efter ham i få skridt, greb fat i skulderen på ham, og pressede ham op af den nærmeste væg. De røde øjne mødte hans.
"Jeg sagde du ikke, skulle vende ryggen til mig!! Vi er ikke færdige!" snerrede hun til ham, så overlæben blev krænget tilbage og næsen rynket. Selvom han var både ældre og højere end hende, stoppede det hende ikke fra, at gribe fat i kraven på hans læderjakke, og holde ham op mod væggen. Hun kunne simpelthen ikke lade være. Blodet pulserede rundt i hendes åre, og gjorde hende både mere temperamentsfuld og aggressiv. Hun havde lyst til både at kysse ham og slå ham.
"Hvorfor fanden har du ikke sagt noget?! Intet?! Du er SÅDAN en kujon! Hvad vil du dog have fra mig?! Det tog mig SÅ lang tid at komme over dig! SÅ lang tid!! Skal jeg stole på dig igen, efter du én gang har efterladt mig efter et kys?!!" råbte hun højt, og lagde halvt om halvt mærke til hvor tæt de stod, men hun slap ikke grebet i ham. Hun var forvirret og frustreret. På grund af blodet kunne hun ikke tænke helt klart.
Zean var forsvundet til Pandemonium, hun var lige kommet hjem, og nu fortalte Caleb at han havde følelser for hende? Alting var kaos.

[Caleb Sanders]

Hendes mørke og mystiske, nærmest skræmmende og uhyggelige stemme, fik et øjeblik Caleb til at stoppe op, og han kiggede så igen på hende med et ganske roligt blik, uden at vide præcist hvad han skulle sige til hende eller hvordan han skulle kommunikerer det til hende som han gerne ville, ikke sådan at hun forstod det ihvertfald: "Jeg sagde ikke noget på grund af Zean, på grund af din datter og alt det her! Jeg kunne holde det inde da jeg var kedelig og slukket!" sagde han og vidste ikke helt hvorfor at det var blevet en diskussion, det ønskede han ikke det skulle være og han havde det virkeligt skidt over at det var kommet ud, det var slet ikke meningen det skulle ske go da slet ikke nu. Han havde jo gjort et forsøg på at holde det hemmeligt og bare leve ulykkeligt i sin egen lille verden, uden at hun behøvede at blande sig i hvordan han havde det: "Undskyld men jeg ønskede ikke at ødelægge alt det der er sket for dig" sagde han i et suk.

 "Please lad nu være med at gøre et stort nummer ud af det..." bad han i en ganske forsigtig stemme: "Men det er okay... Jeg... jeg skal nok prøve at glemme det igen, jeg vil ikke forstyrre dit liv" sagde han ganske forsigtigt, han holde utroligt meget af hende og lige nu stod han bare og stirrede på hende og ned i jorden på skift, han vidste slet ikke hvad han skulle sige mere, han undrede sig bare så meget over de ting der foregik i hans eget hoved lige nu "Jeg burde ikke have sagt noget, undskyld..." sagde han let, ja faktisk havde han jo intet sagt, men han gættede på at hun nok fangede pointen.

[Macaria Forsyth]

Hans undskyldning gjorde bare det hele værre. Han beviste blot, hvilken kujon han var. Hvor ynkelig han var! Men hvad ville hun have? At han stod fast ved sine følelser? At han vendte hende rundt, og kyssede hende igen? Tog hvad han ville have?
Hun vidste bare, at hun blev mere og mere vred at hans undskyldninger. Hvordan kunne han bare gøre den slags, for så at bakke tilbage, som et usselt menneske, der var bange for at stå ved sig selv?! Stå ved sine følelser? Stå ved sine handlinger?
"Ti stille!" hvæsede hun, og slap endelig sit tag i ham. Hun trængte virkelig til at komme ud med sine frustrationer, inden at hun slog Caleb. Slog ham hårdt! En gang kujon, altid kujon.
Hun kiggede væk fra ham, mens hun kørte sin tunge en omgang rundt i munden. Af alt magt prøvede hun, at få styr på sig selv men blodet, havde vækket alting op i hende. Dog var hun nødt til at fortælle ham sandheden, omkring hende og Zeans ægteskab.
"Mig og Zean er gift, men det er kun på papiret. Ja, vi holder af hinanden, og nyder til tider hinandens selskab, men hele aftalen var, at det ikke bundede i andet end det. Vi skulle have lov til at være sammen med andre," fortalte hun, og tænkte tilbage på dengang, hende og Zean havde aftalt ægteskabet. Det virkede så lang tid siden. Dengang havde hun ikke engang forestillet sig, at hun ville nyde at være sammen med Zean. At det hele bare forblev venskabeligt og overfladisk mellem dem. Sådan var det dog ikke længere - hvert fald ikke fra hendes side af. Hun havde adopteret hans datter, som var det hendes egen. Og det var hans navn, hun havde skreget under alt torturen. Ham hun havde kaldt på. Ham hun havde håbet ville redde hende - ud over... ud over det ikke havde været ham. Eller Caleb. Eller Aron. På sin vis heller ikke Marcellus. Det havde været Isabel. Den rødhåret magiker.
Hun sukkede, og rystede på hovedet.
"Jeg kan ikke det her lige nu," afsluttede hun, og bed læberne sammen. "Jeg kan ikke."
Hun vendte sig bort fra ham, og forlod fangekælderen med bøjet hoved.

//out