Yet Another Day...

[Macaria Forsyth]

Et træk på den ene skulder indikerede Macaria's svar. Faktisk var hun både enormt træt og enormt vågen. Det var svært at være deltidsmor til et adopteret barn, samt nogle gange være vågen med Zean, når han ikke kunne sove om dagen. Hele hendes døgnrytme var mere eller mindre et stort kaos af skiftende timer.
"Jeg har ikke fået andet end lunket blod hele dagen," sukkede hun, og førte endnu engang hans hånd om på hendes modsatte skulder, så hans arm hvilede omkring hendes skuldre. DE valsede indenfor, og vagten kunne endelig lukke døren bag dem. Tjenerne havde automatisk trukket gardinerne for ethvert vindue, hvilket var mere eller mindre en skam, da de fleste vinduer var lavet af farvet glas.
"Uhhhhhhhh jeg har en fræk ide!" udbrød hun, og vendte sig om imod ham med fingrene lukket om hans trøjes stof. Et stort, ivrigt smil prydede hendes ansigt, mens øjnene næsten strålende, inden hun gik helt tæt på ham, som skulle hun fortælle ham en snedig plan. "Hvad siger du til... at vi to går ned i fangekælderen... finder en sød fange... og drikker alt blodet fra personen? Dig og mig? Friskt, levende blod! Akkurat ligesom gamle dage! Åhhh Caleb please sig ja! Please, please, pleeeeeeeeeeeeeeease!"
Hun hev i hans trøje, som et lille barn, der ville have noget, mens hun hoppede lidt op og ned på stedet. Det var så lang tid siden, hun havde fået friskt blod. Der var ikke tid til jagt, når man var dronning... for resten var det ikke altid så godt, at dræbe sine egne indbyggere.

[Caleb Sanders]

Caleb smilede blot: "Din stakkel" sagde han i et ironisk smil, han havde heller ikke spist det vilde, men det var okay, det skiftede ofte meget hvor sulten han var, og i den periode hvor hun havde været væk havde han nærmest ikke spist noget, det havde været hårdt for ham at undvære hende, ikke kun fordi at han elskede at have hende i sin hverdag, men også fordi at han virkeligt havde været bange for at der var noget galt med hende. Et suk kom over Caleb's læber, som hun igen svang hans arm omkring hendes skulder og han gjorde det med det samme hun bad om det, også selvom det ikke nødvendigvis var helt behageligt for ham, fordi at han udemærket godt vidste at han aldrig nogensinde ville få en chance ved hende.

"En fræk idé, ligefrem?" sagde han i et lille tørt grin, og udemærket godt at hun nok ikke tænkte det samme, som var hans første tanke, helt dum ville han jo trods alt ikke selv mene at han var: "Jeg har ikke drukket blod fra mennesker længe, Macaria... Jeg prøver at holde mig lidt væk fra det" sagde han roligt, han blev hurtigt langt mere aggresiv og når Zean var i nærheden så var det nok ikke så super smart, for ofte så havde Caleb bare lyst til at springe på ham og slå ham ihjel, også selvom han arbejdede professionelt og naturligvis rådgav ham det bedste han kunne: "Men det lyder fristende" tilføjede han i et roligt smil og blinkede så til hende.

[Macaria Forsyth]

Skeptisk kiggede Macaria op på ham, mens at hun slap taget i hans trøje, og lagde utilfreds armene over kors. Det var noget af det mest mærkeligste, hun havde hørt i sit liv. En vampyr, der ikke drak af mennesker? Hvis han var blevet skabet af Sam, ligesom hende, så havde han aldrig nogensinde holdt sig tilbage. Det var noget, af det bedste ved at være vampyr! Smagen, følelsen, ophidselsen, styrken! Åhhh hun blev sulten bare ved tanken.
"Caleb! Du kan ikke bare vende din natur ryggen!" irettesatte hun, og satte stædigt hænderne i siden, uden at vide, hvorfor pokker han skulle holde sig fra den slags. I gamle dage havde de jaget sammen ude i skovene. Leget tagfat. Gemt sig for hinanden blandt de sorte stammer. Rullet rundt i græsset i en kamp om at få overtaget. Det havde været henrivende! Måske kunne de ikke gøre det samme nu, men at dele et måltid, var vel altid noget.
"Kom nuuuu... Du har sex med kvinder til højre og venstre, uden at få dårlig samvittighed, hvorfor kan du så ikke slå et lille menneske ihjel?" spurgte hun med et trist ansigt, der fik hendes øjne til at virke større, for at plage ham. Hun kunne næsten altid få sin vilje med ham - som den irriterende lillesøster, hun åbenbart var.
".... du er den eneste, jeg kan gøre den slags med, Cale. Og jeg er lige kommet hjem fra en kidnapning..." afsluttede hun med en stille hvisken.

[Caleb Sanders]

Caleb kiggede på hende med et forsigtigt smil, han havde ikke drukket menneskeblod længe, netop fordi at han ikke ønskede at blive for aggresiv, han ville helst ikke ende med at skade en mand som Zean, han var en høj stilling, men når han så Zean holde om hende eller kysse hende, så kunne han selv nu mærke adrenalinen bevæge sig en smule hurtigere rundt i hans blod, det var virkeligt svært for ham, især fordi han vidste at de ikke var forelskede: "Nej det ved jeg godt, men til tider tror jeg nu det er for det bedste" sagde han i et lille grin, han instinkter og natur var utroligt stærke, hvilket jo nok var på grund af hans race, ligegyldigt hvor meget han prøvede at gemme det væk, så gik det desværre aldrig helt.

"Det kan jeg skam sagtens, jeg slår dem gerne ihjel, men jeg skal jo helst ikke ende med at tæve nogen der ikke har fortjent det bagefter" sagde han med et kort grin, ja Caleb var uden tvivl typen der havde sex til højre og til venstre, men altså man levede jo kun en gang, og nu havde han jo ikke ligefrem nogen fast kæreste: "Hvad med at jeg slår dem bevistløse og du tømmer dem? Deal spurgte han i et grin som han kiggede på hende, naturligvis kunne han ikke sige nej til hende. Hun var en fantastisk kvinde, et godt menneske og desuden så var hun også bare en kvinde som kendte ham bedre end nogen anden i denne verden.

[Macaria Forsyth]

Tydeligt rullede Macaria med øjnene, da han ikke gav sig for hende. At slå personen bevidstløs? Hvad var det sjove ved det? Det var ikke altid, at hun forstod Caleb, og han gjorde det ikke ligefrem let for hende. Hun var fuldkommen upåvirket af hans grin. Nogle gange kunne livet som vampyr, godt være ensomt, når alle gaverne også kom med forbandelser. Det var rart, at have én at gå igennem tingene med, men når Caleb åbenbart fortrængte sin natur...? Han ville ligge med en masse kvinder, men ikke more sig for hendes skyld?
"Fint..." mumlede hun, og strøg fingrene gennem sit tykke hår, for at få det væk fra ansigtet. Det var tydeligt, at hun var skuffet. "Hvis du har lyst, kan du gå med - hvis altså ikke du har kvinder at score."
Hun kastede et sidste blik på ham, inden at hun begyndte at gå mod kælderen, som førte til fangehullet under slottet.
Hende og Zean brugte tit tiden dernede. De var en perfekt blanding dernede. Zean med sin sadisme, og Macaria der nød duften og smagen af blod. Var rart at mærke, at hende og Zean hvert fald kunne samarbejde dernede. Han ville altid i andres øjne, være hendes dårligste valg, men hun var ligeglad. Ingen ville forstå, hvorfor hun giftede sig med Zean. Det svære var... at den grund var væk. Marcel var væk.

[Caleb Sanders]

Caleb var et øjeblik ikke sikker på om han skulle give sig eller sige undskyld, men han ville virkeligt ikke ende med at ødelægge tingene for sig selv. Desuden var han jo ikke en kriger mere, han havde ikke brug for at være aggresiv, nu handlede det om at bruge hovedet og lave klogere træk end fjenden når det endeligt kom dertil, også handlede det om ikke at ende med at slå Zean halvt ihjel, fordi så vidste Caleb godt at han nok ikke ville stå øverst på listen over populærer væsner i denne her verden. Men det var bare hårdt for ham, også fordi at de havde en datter sammen, og Caleb ville så inderligt bare ønske at det var ham der havde været Zean, og alligevel så havde han med årene lært at accepterer sin plads og bare være stille omkring det.

"Åh du ved, der er vel altid et par kvinder der står og venter..." sagde han i en flabet kommentar og smilede lidt overdreven: "Men nu du spørger så pænt, så går jeg gerne med" sagde han i et lille smil og lod sine øjne betragte hendes ansigt for en kort stund, han syntes det var meget nemmere dengang han bare var aggresiv og havde lukket ned for sine følelser, dengang at han havde mødt Macaria, men desværre var tingene jo ikke altid som man ønskede de skulle være. Caleb kunne da godt komme på et par ændringer eller tyve, som han gerne ville have inført: "Jeg siger aldrig nej til at banke en fange eller to" sagde han i et roligt smil og blinkede så til hende, så kedelig var han jo trods alt ikke blevet.

[Macaria Forsyth]

Macaria svarede ikke Caleb. Han havde ændret sig i den tid, de ikke havde set hinanden, hvor hun havde været rådgiver i Pandemonium. Selvom han stadigvæk var den samme Caleb, der kunne holde om hende, når alting var svært, samt få hende til at grine, så var han blevet anderledes. På en måde syntes hun, at han var gledet væk fra hende. Hun kunne bare ikke helt se, hvornår det var sket eller hvorfor.
Tavst gik de ned i den mørke, fugtige fangekælder, hvor fangernes skrig gav genlyd mellem klippevæggene. En vagt hilste på dem, da de kom ned, uden at være forundret over at se dronningen i egen person hernede. Han var ved at være vant til det. Med et smil og lidt smalltalk gav han hende nøglerne til de forskellige celler, inden at han gik sin vej, for at lade dem være alene. Han var en god mand den fangevogter.
Hernede kunne vagterne gøre hvad de havde lyst til med fangerne. Torturere, voldtage, drille, terrorisere - alt. Så længe ingen fanger blev dræbt, så var Macaria og Zean ligeglad. Her var vagterne konger, og Zean og Macaria deres guder.
Macaria smed nøglebundet i vejret, og greb det igen med den ene hånd, så nøglerne klirrede. I det flakkende, orange lys fra faklerne, gnistrede hendes hår i røde nuancer, mens skyggerne lagde sig tungt over hendes ansigt.
"Nå... lad os finde én, jeg gider at drikke fra," kommenterede hun, og begyndte at gå ned af gangen, mens hendes blik gled ind mellem tremmerne. Her i mørket kunne hun se så meget bedre, end når der faktisk var lys.
"Hvorfor fortrænger du din natur, Caleb?" spurgte hun ham pludseligt, mens hun roligt slentrede afsted. Mens han ikke åbnede sig særligt meget, så snakkede hun glædeligt om følelser og tanker. Det var noget Sam havde lært hende. "Savner du ikke de gamle dage?"

[Caleb Sanders]

Caleb prøvede bestemt at trække sig lidt væk fra hende, mentalt. Men det var udelukkende for at beskytte sig selv, og fordi at dette her jo ikke kunne blive ved. Først når han ligesom havde fået styr på sig selv, kunne de vel blive rigtige venner, lige nu var hun jo hans ven, men han følte sig nok mere som en eller anden stalker der bare ville ønske at hun kunne lide ham en smule: "Kom nu, ikke se så muggen ud, babe... Det bliver sjovt" sagde han i et grin som de gik tavst ned i mod fangerne, det kunne godt være tingene ikke var som de plejede, men derfor behøvede de jo ikke være helt grå og kedelige. I et muntert blik, og med legesyge øjne kiggede han over i mod hende, og afventede nok en eller anden form for respons, de skulle jo bare ud og have det lidt sjovt, det trængte hun til, og for at være ærlig, så gjorde han nok også.

"Kun en?" spurgte han i et kort grin og rystede så let på hovedet, som hun låste op: "Hør, hvis man skal gøre noget, så skal man gøre det ordenligt!" påpegede han som de trådte indenfor, en sølle fange? Det var jo ingenting, han var sikker på at de kunne få meget mere ud af det: "Jo... Jeg savner de gamle dage, men jeg har nu engang et job jeg skal passe på, og der er mange dumheder jeg ikke bør begå... Så ender det hele bare galt, ligesom det har gjort så mange gange før" sagde han i en rolig stemme, han havde fucket up lidt for mange gange, og han var trods alt stadig så ung en vampyr at blod ofte betød at han ikke helt havde kontrol, og han ville helst ikke ende med at snave Macaria i gulvet og tæve Zean bagefter, for når han lå om natten og drømte, var det nok dét han havde mest lyst til.

[Macaria Forsyth]

Den måde han snakkede til hende, fik hende til at smile. Hun elskede, når han gjorde det, og kunne ikke lade være med at grine til ham. Før i tiden havde han kunne få hende til at rødme. Det var dengang, hvor hun havde haft et hemmeligt crush på ham. Noget han ikke vidste, noget som helst om, og helst aldrig skulle vide.
"Hvor meget tror du jeg drikker?" spurgte hun forurettet med et hævet øjenbryn. "Jeg kan kun tømme et menneske for blod, og så er jeg mæt. Hvad tror du jeg er? En utømmelig brønd?"
Ved en celle stoppede hun op, for at kigge på fangen, der lå krummet ind til væggen. En kvinde. Tydeligvis en højelver hvis man skulle dømme på hendes udseende. Med Arons alkymist-egenskaber havde de fundet en måde, hvorpå de kunne dulme folks magiske egenskaber, så de ikke kunne bruge magi hernede.
Hun smilede djævelsk, så man kunne se de spidse hjørnetænder, mens hun betragtede kvinden, der med en klynken prøvede at trække sig længere tilbage fra celledøren.
"Hvor er hun fin, syntes du ikke?" spurgte Macaria, og stak nøglen i låsen på døren. Kvinden begyndte at snøfte. Hun vidste hvad der skulle ske. "Smuk, elegant og hjælpeløs. Vil du med?"
Døren gik knirkende op, da hun åbnede den, inden at hun trådte ind i cellen. MEd det fine tøj hun havde på, stod hun i stærk kontrast til højelveren, der alligevel havde en hvis skønhed over sig, som racen nu havde.
"Holder du hende, så er du en skat?" spurgte Macaria, Caleb, mens hun grådigt kiggede på højelveren, der kæmpede for at kradse sig vej gennem væggen. Det var næsten sødt.

[Caleb Sanders]

Caleb kunne ikke lade være med at smile og rystede så kort på hovedet: "Hvem siger du skal tømme dem?" spurgte han i et lille flabet grin, der var jo så mange ting man kunne gøre med fanger, og i følge Caleb var det bare lidt sjovere at tømme dem langsomt og smertefuldt og han ville uden tvivl nyde bare at suge hver eneste lille del af livsenergi ud af dem, når de engang tiggede og bad efter det, på grund af de smerter som kom fra deres hjerte der nok knapt ville bare mere blot tilbage. Caleb ville ikke ligefrem betragte sig selv som ung, men det var dog klart at forvandlingen til vampyr havde gjort flere forskellige ting ved ham, modsat hans bror Elias der jo desværre valgte at opfører sig som godheden selv - kvalmende.

Caleb stod i døren og kiggede ind i mod kvinden og måtte virkeligt trække vejret dybt for ikke at lade sig friste, lugten af frygt og blod gjorde ham altid vild i varmen, og selvom hun ikke engang var bidt endnu, så var han bange for der var mere i det end som så: "Er ikke sikker på det er klogt, men hun er uden tvivl fin... Jeg går dog ikke ind for nekrofili" sagde han i et lille smørret grin for at lette stemningen let, og ikke tænke på de længsler der kom frem i hans indre ved tanken om blod fra andet end et dyr: "Du kan måske ikke selv?" sagde han i et smil og blev stående ved døråbningen, det her kunne bare kun ende galt, og det ønskede han ikke. Macaria ville bare ende med at slå ham ihjel og Zean det samme.

[Macaria Forsyth]

Macaria vendte sig endelig om mod ham. En blanding af forvirring og irritation kunne tydeligt ses i hendes ansigt, mens hun opgivende bredte armene ud fra sin krop.
"Hvad fanden er der i vejen med dig?!" spurgte hun ham hårdt, som var hun oprigtig gal over, at han ikke ville tage del i legene. "Jeg kender dig næsten ikke mere! Før i tiden ville du elske, at have leget med mig med hende her, men nu er det som om, du nærmest er bange for at få lidt blod på dit fine tøj! Geez, Cale... man skulle tro du var din bror."
Med de ord traskede hun over til højelveren, og tog et hårdt greb i hendes hår, så hun skreg op. Macaria havde virkelig brug for det her. Efter kidnapningen og flere ugers tortur, havde hun brug for at komme ud med sine frustrationer. Hun havde brug for at slippe sig selv løs. Ikke fordi hun plejede at holde sig tilbage. Mange vampyrer prøvede at holde deres dyriske side nede, men ikke Macaria. Hun var så meget en del af den, som hun kunne være til dagligdag.
Højelveren kæmpede så godt hun kunne, da Macaria trak hende op på benene med taget i hendes lange, lyse hår. Med den anden hånd greb Macaria fat i kvindens hals, og slog hende op af muren, så hun havde styr på hende. Højelveren snappede efter vejret.
"Rolig nu. Du kan ikke slippe for det her. Det er sådan, det kommer til at være, så bare giv op," sukkede Macaria til elveren, der prøvede at slide hånden væk fra hendes hals. Macaria var fuldkommen upåvirket af det. Der var blevet stille i de omkringliggende celler, som om alle holdte vejret.
Macaria kastede et sidste blik tilbage på Caleb, inden hun rystede på hovedet, og med sin frie hånd strøg håret over det ene skulder, så det ikke var i vejen. Overlæben krængede sig tilbage, og afslørede de spidse hjørnetænder, der skinnede i det svage lys.
Højelveren skreg, og Macaria lod sine tænder synke ned i halsen på hende. Hårdt holdte hun elveren fast ind til væggen, mens blod begyndte at sile ind i hendes mund. Hun åbnede øjnene. De var flammende røde. For hver mundfuld hun sank, mærkede hun den fantastiske energi brede sig i hendes krop, der føltes helt varm. Elveren twitchede i hendes greb, mens kroppen blev mere og mere slap, men Macaria stoppede ikke, før alt blodet var suget ud af hende, før hun slap højelveren. Det var lige før, at hun måtte gispe efter vejret.
Blod farvede læberne røde, og et par bloddråber var gledet ned over hendes hage. Med et fornøjet, bredt smil vendte Macaria sig mod Caleb, mens hun langsomt slikkede blodet af sine tænder. Øjnene glødede i mørket.
"Du ved virkelig ikke... hvad du gik glip af," hviskede hun blødt, og begyndte at gå frem imod ham. Blodet skinnede på hendes læber og hage. "Kan du dufte det? Blodet? Kan du huske hvordan man føler sig uovervindelig? Smagen? Hvorfor holder du dig dog tilbage, Cale? Det er SÅ fristende!" Hun grinede klingende.

[Caleb Sanders]

Som hun spurgte hvad der var i vejen med ham, rystede han blot på hovedet: "Tro mig når jeg siger det er for alles bedste" sagde han i en rolig stemme og kiggede i mod hende, han vidste godt at det her var virkeligt dumt og på grænsen til idioti, men han gjorde det fordi han holde af hende og ikke ønskede at ødelægge noget for sig selv eller hende, og ja dyreblodet gjorde ham nok bare mere blød, men det havde taget ham lang tid at få vendet hans krop til ikke at angribe væsner og det kunne han jo ikke bare opgive nu, selvom det var svært når det var Macaria der lokkede. Men hun havde et barn nu, hun var sammen med Zean og hun var dronning, det var jo ikke bare lige så åbent og legende som det havde været dengang han havde lært hende at kende, nu var det hele pludseligt blevet meget alvorligt og det mindste han kunne gøre var vel at beskytte hende i mod det faktum at Caleb bare ikke altid var så fornuftig når han ikke drak det han gjorde, i et desperat forsøg på kontrol.

Caleb stod bag tremmerne og kiggede ind i mod Macaria og højeleveren som hele scenariet udspillede sig, et lille smil voksede sig frem på hans læber, ved lyden af skrig og skrål, han elsked eden slags, totur - og han savnede virkeligt de dage hvor at han havde været en stor del af det. Men for nu kiggede han bare og han mærkede hvordan at muskel spændingerne tog til, og han måtte gribe fat i trammerne ind til cellen, for ikke at springe derind i hurtig hast og bare flå en arm af den unge kvinde. Han blev stående, men det var ikke nemt for ham og som Macaria kom ud kiggede han blot på hende, som hans øjne blev mere og mere intense imens han kiggede på hende. Han lukkede kort øjnene og fik sig selv bare en smule end på jorden, selvom det næsten føltes som var hans døde hjerte begyndt at slå igen af bare ophidselse. Caleb gik roligt hen i mod Macaria som han åbnede sine øjne og stilte sig meget tæt på hende, for at opsnuse det blod der hang ned fra hendes herre og i nogen lange sekunder stod han blot og stirrede på det, som han hævede sin ene hånd og lod en tommelfinger glide henover hendes læber for at indsamle noget af det blod der sad tilbage, men gjorde dog endnu ikke mere, fordi han vidste at han ikke burde.

[Macaria Forsyth]

Med et skævt smilende hængende om læberne, blev Macaria stående, mens at Caleb gik hen mod hende. Der var noget i hans blik, som mindede hende om den gamle Caleb. Den Caleb hun som ung, havde sukket efter. Og dog var hans øjne ikke blevet røde endnu ligesom hendes. Hovedet var nødt til at lægge sig lidt tilbage, hvis hun skulle holde hans blik, eftersom han var højere end hende, og nu stod helt tæt på hende. Hans krop var så tæt på hendes, at hun kunne mærke hans brystkasse mod sit bryst. Hvis hun havde haft et åndedræt, ville det helt klart være stoppet nu.
Hun skilte læberne lidt ad, da hans tommelfinger gled ned over underlæben. Der var pludselig tavshed mellem dem. Han havde ikke svaret på hendes lokkende ord, men stirrede bare på hende, som om der forgik én indre kamp i ham. Virkelig... hun forstod ikke, hvad der forgik hos ham. Hvad var der dog sket, siden han ikke drak blod længere? Sam ville have fået ham tvunget til det. Levende, frisk blod var hvad, der gjorde vampyrer stærke.
Langsomt vædede hun sine læber, for at få blodet væk fra dem, men det lå stadigvæk over hendes hage. Hele den her trykkende, elektriskladet stemning mellem hende og Caleb, gjorde hende usikker. Blodet havde vækket de dyriske instinkter i hende, som gav hende lyst til at brænde ting ned, slå folk ihjel, danse, lege og løbe rundt. Hun kunne næsten mærke sit hjerte slå igen.
At Caleb stod så tæt på hende, fik hende tydeligt til at kunne mærke den genkendelige blødhed i benene. Her i mørket kunne hun tydelig se hans ansigt, der ikke viste nogen som helst følelser eller tanker, der kunne røbe, hvad der forgik hos ham.
Undrende lagde hun hovedet lidt på skrå.
"Caleb?" kaldte hun stilfærdigt, og lagde en hånd mod hans overarm. "Det er altså ikke slemt. Blodet vil gøre dig godt."

[Caleb Sanders]

Caleb kiggede i mod hende med et stille blik og overvejede virkeligt hvad han skulle gøre, nok fordi at han godt vidste at blod ikke var den fornuftige løsning for ham: "Jeg kommer til at dumme mig..." påpegede han med en rolig stemme, som han flyttede sin hånd fra hende og stirrede på sin tommelfinger der var helt nød, imens han mærkede hvordan hans øjne begyndte at svige og gøre et forsøg på at forandre sig og gøre klar til angreb. Han endte dog alligevel med at løfte sin hånd og let lade sine læber omslutte sin egen tommelfinger for at opfange fornemmelsen af blod, der sad på den. Han sukkede et øjeblik, som smagte han noget han havde savnet i lang tid, som en narkoman der ej havde fået sit stof. Som han åbnede sine øjne og kiggede ned på hende igen, overvejede han, men mærkede hvordan at trangen virkeligt ikke var til at overvinde af fornuft længere.

"Undskyld..." endte han med at sige, og i den hurtige fart som han nu engang kunne bevæge sig, var han nærmest væk på et sekund, kun afsløret af det jerngitter der pludseligt gav efter og blev brudt op, imens han løb direkte ind i struben på en ung kvinde, sikkert magiker, der sad fanget i en anden celle. Hun nåede knapt at opfange hvad der skete, før at Caleb havde sat tænderne i siden af hendes hals og et skrig gav ecco i hele fangekælderen, som hans faste greb lod hende tvinge ind i mod muren imens han langsomt tømte hende. Han tænkte slet ikke mere, han var udelukkende lyst og instinkter, og han havde brug for det her for at overleve, sådan følte han det pludseligt, også selvom han vidste det ville gå udover hans temprement.

[Macaria Forsyth]

Macaria fulgte ham forvirret med blikket, da han pludselig forsvandt fra hende, for derefter at dukke op i en anden celle. I et øjeblik anede hun ikke, hvad der skete, eller hvad der forgik, indtil hun hørte det øredøvende skrig. Duften af blod blev mere intens, og hun kunne ikke lade være med at smile, da hun opdagede, hvad Caleb var i gang med. Endelig tog han sig sammen, og fik noget rigtigt blod. Måske var det derfor, han havde været så mærkelig på det sidste. Han havde simpelthen været svag og træt, uden rigtigt at vide det. At han nu drak frisk blod, ville hjælpe på det hele, det var hun sikker på! Og hvorfor pokker ville han sige undskyld?! Det her var bare godt!
Hun grinede, og strøg en hånd gennem håret.
"Hahaha det er godt Caleb! Bare giv den los!" råbte hun tiljublende til ham, som var det en eller anden kamp. Hun vandrede hen til cellen, mens hun betragtede hvordan han tømte magikeren for blod. Der var noget ophidsende ved at se på, så hun igen slikkede sig over læberne, for at få det sidste smag af blod i sig. Sam ville være stolt af hende, hvis han så, hvordan hun havde hjulpet Caleb.
Med et bredt grin, der nåede helt op til øjnene, lænede hun sig sidelæns op af celledøren med armene over kors. Tålmodigt ventede hun på, at han havde fået stillet sin tørst. Det var næsten en forvandling at se på.
Som magikerens livsenergi forlod hende, for at blive drukket af Caleb, blev han mere og mere smuk at se på. Håret skinnede, huden fik mere farve, musklerne fyldte sig ud, og et skær stod ud fra ham. Hun grinede igen, så den smitsomme, klare latter gav ekko gennem fangehullet. Ikke ligefrem den lyd, man var mest vant til at høre hernede.
"Smukt, Cale. Se, det var ikke så slemt, vel? Nu er det hele meget bedre," kommenterede hun, og blinkede til ham med det ene øje.