These boots ain't made for walkin'

[Macaria Forsyth]

”Uhhhh Euphonia ville være interessant!” Macaria kiggede eftertænksomt op i loftet med fingrene trommende mod sin hage, inden at hun nikkede bekræftende. ”Yup! Det er så en aftale! Hvis vi nogensinde møder Euphonia igen, spørg vi hende om en trekant. Skal nok blive interessant. Lyder for resten som en eller anden joke: En vampyr og en hybrid møder gudinden af Vavilon….” Hun griner, før hun hæver bægeret op til sine læber, og drikker det sidste af blodet – ikke uden at slikke kanten ren med tungen. Lidt farve dukker op i hendes kinder, og farverne syntes at blive skruet op på hende, så alting omkring hende blegner mens håret tykkes. De røde øjne lyser op.
”…Jeg har mødt hende før, you know. Euphonia. I Pandemonium bliver vi opdraget til ikke rigtigt at tro på nogle af guderne, og jeg har aldrig nogensinde følt nogen holdte øje med mig… før dén aften.” Fingrene kærtegnede bægeret hvis tomme bund hun kiggede smilende ned i ved mindet om sit møde med én af De Tre Guder. ”Hun dukkede op midt i tronsalen, og var… alting jeg nogensinde har… Ha! Hun var virkelig smuk. Varm. Moderlig. Tryg. Hun viste mig nogle slags visioner, kan man vel kalde det, inden at hun fortalte mig, at hun ville belønne mig. Give mig et mål i livet – det jeg ønskede mig mest af alt i verden. Et barn.” Smilet voksede sig en smule bredere, men øjnene fik et sørgmodigt glimt, da hun åndede tungt ud så skuldrene gang. ”Hun gav mig Dylan. Hun gav min krop evnen til én gang at bære et barn, skabe det i min egen livmoder, og føde det gennem smerte. Ha! Wauw, der var smerte, men da jeg så ned på ham, og han slog øjnene op for første gang, vidste jeg pludselig hvad kærlighed var. Jeg lovede, mens jeg så ned i de stormfulde grå øjne, at jeg aldrig nogensinde ville give slip på ham. At lige meget hvad han voksede op til at blive, eller hvad han gjorde, ville jeg altid være hos ham, fordi at jeg var hans mor.”
Fortænderne bed ned i underlæben, inden at hun med en svag nikken endelig kiggede op på Maddox i den anden ende af rummet.
”Jeg må få ham tilbage fra Eriz. Lige meget hvad. Jeg vil se ham igen.Gudinden gav ham til mig.”

[Maddox Bane]

"Mhmmm," brummede Maddox som svar, smilende. Han var begyndt at glide langsomt ned sådan som han sad. Der lå en behagelig summen i hans blod igen. Ikke lige så stærk som den første han havde bygget op, men stadig nok til at lade ham lulle sig selv langsomt i søvn, og Macarias stemme var mærkeligt beroligende. Melodisk. "Det har du ret i... lyder næsten som en vittighed." mumlede han gabende. En vittighed rumsterede kort rundt i hans tanker, en han havde hørt en gang, om en kvinde der havde fået et ønske af en gudinde, og ville have brugt det på at få kærlighed, men gudinden ville hellere bruge langt flere kræfter på at løse en uløselig konflikt end at forsøge. Men han kunne ikke huske den perfekt, og vittigheden gled fra ham som han gabte igen. Dovne, mørke øjne rettede sig over mod hende, som hun sagde hun havde mødt gudinden af Vavilon, og først tråede han, hun mente spirituelt eller sådan, men som hun forklarede gik det op for ham hun mente fysisk. Hans bryn løftede sig, et dæmpet fløjt hvislede mellem hans læber. "Du har interessante venner, cherie."
Han kendte ikke til fornemmelsen af at have et barn. Da han var yngre, havde han svoret at han ingen skulle have. Hvem i sit rette sind ville lade et barn fødes af sig, når han vidste hvordan det barn ville blive behandlet? Selv hvis han fik et barn med en engel, ville det barn stadig have warlock blod i sig. Det kunne ikke renses bort med blot en enkelt generation. "Jeg håber det lykkedes dig. Hvis der nogensinde kommer fred over Portus, og jeg ikke dør under krigen, og du endnu ikke har fået din søn tilbage der, vil jeg gerne hjælpe dig med det." Han mødte hendes blik en sidste gang, og lod sig så falde helt ned på siden at ligge, mens han trak sin mølædte pude op under hans hoved. Øjenlågene føltes tunge. "Jeg er nødt til at sove nu, cherie, jeg beklager," han gabte ind i bagsiden af hans hånd.

[Macaria Forsyth]

”Forhåbentligt går der ikke så lang tid…” Hun betragtede ham lægge sig som en gammel, træt hund, der bare ikke orker mere af dagen, inden hun rejste sig lydløst fra sengen, mens hun trak tæppet med sig. ”Bare læg dig til at sove. Du har brug for det.”
Hun gled på hug ved ham, og trak tæppet op omkring hans skikkelse, helt op til skuldrene så han ikke ville komme til at fryse, samt kunne lægge lidt bedre med to tæpper i stedet for det ene jordslået, som han selv havde.
”Jeg fryser ikke om natten, så…” Varmt smilte hun ned til ham, strøg en vildfaren lok af hans hår om bag øret med to fingre, før hun rejste sig igen, og gik tilbage til sin egen seng, hun igen lagde sig i på maven med bogen slået op, så hun kunne give sig til at læse. Olielampen på bordet spruttede. Dens dæmpet skær oplyste hende svagt, selvom hun ikke havde brug for lys, til at kunne læse i mørket. Det var første gang i lang tid, hun havde følt sig så afslappet og tryg. Med et lille smil hvilede hun hovedet i hånden.

[Maddox Bane]

Summende alkohol var i hans blod igen, og det var kun den fysiske træthed der afholdte ham, som hun trådte ham nærmere igen. Men der var en udvidelse i hans pupiller, så det sorte næsten slugte det brune i hans øjne, og et øjeblik begyndte hans puls at løfte sig igen, mens hendes fingre strøg gennem hans hår. Så trådte hun bort igen, og pulsen faldt. Han trak det nye tæppe tættere op om sig, med en mumlen af tak, inden han vendte sig og lod sig falde i søvn. Lod sin krop få den hvile, den havde tigget efter længe. Der gik ikke mere end et par minutter, før hans åndedræt jævnede ud og han sov. Hans søvn var aldrig rolig. Mareridt, der fik hans krop til enten at vende og dreje sig, eller ligge stift, låst i én position, krængede sig sig ind i hans sind og fyldte det med lugten af røg, smagen af sod, eller fornemmelsen af vægge om ham der tyngdede ham inde, låste ham fast.