These boots ain't made for walkin'

[Maddox Bane]

Maddox så til som hun rystede på hovedet og blev stående, hendes halve fnys halvt grin trak i hans smilbånd, men grimassen der fulgte fik smilet på hans læber til at famle en smule. Han kunne næsten se hende blive overtaget af en hvirvel af tanker som hendes arme trak sig mere sammen om hende selv, tanker der ikke var af den slags der var hverken nyttige eller positive. Tanker der trak en dybere ned i hullet. Han kendte det hul godt. Han havde lavet sig et hjem der i årerne efter Sienas død. Nu lod han sig kun glide ned i det på deres årsdag. Åh, han var skam altid på kanten af hullet, men han havde perfekteret kunsten i at gå den linje gang det var at holde sig lige på grænsen af et sammenbrud. Og hun var på vej lige derhen. Han kastede et længselsfuldt blik på flasken med sprut der lå ved siden af ham, tabt da han var blevet overtaget af tiltrækningskraften. Der var stadig en halv flaske tilbage. Men han rev blikket fra den og tilbage til hende, som hendes sagte stemme bar ud i værelset og afslørede de steder, hvor verden havde slået hende i stykker. Hendes tåre løb frit, blandede sig med jorden på det nedtrampede gulv.
Som hendes arme begyndte at skælve under ødelæggelsen af hendes egne ord, rystede som jorden selv ville, når destruktion greb den og smadrede to plader sammen, rejste han sig med besvær fra sengen. Der var en duft af frisk blod i hans hår, og et mærke af blod på jordvæggen han havde lænet sig opad, som hun havde smadret ham ind i. "Macaria. De kan kun tage det fra dig, som du lader dem beholde." Hans stemme kom dybt fra hans bryst, et sted hvor hendes ord havde tændt en vrede på hendes vegne, en vrede mod den uretfærdighed væsner havde vist hende. "Du er fri. Hvad de har taget fra dig, er ikke tabt eller ødelagt for evigt, det kan genfindes - det kan reperareres. Du er i live. Du overlevede. Du er ikke et offer, du er en overlever. Præcis ligesom Isabel. Du er stærkere, end de vil have dig til at tro du er." Hvert ord blev punkteret af et langsomt skridt nærmere. Hans arme krydsede sig over hans brystkasse som han stod foran hende, blot et skridt væk. Hans hjerterytme var rolig. Der var en del af ham der ønskede at lade sig distrahere af hvor køn hun var, men han var forberedt på det denne gang, og havde ikke et eneste spor af alkohol i hans blod. "Giv dem ikke magt over dig. Tag magten selv. Mærk efter. Du er i stand til det. Du er stædigere, stærkere og mere i live end de tror. Du er Macaria fucking Forsyth. Du lader ikke nogen bestemme hvem du er."

[Macaria Forsyth]

Duften af blod fik hende til at trykke sig mere ind mod døren, mens øjnene klemte sig hårdt sammen, så det lignede hun var bange for Maddox, der kom tættere og tættere på hende.
”De har taget alt fra mig!” gispede hun med skuldrene trukket helt op til ørerne. ”Min frihed, mit liv, min kontrol, min søn, min ægtemand, mit kongerige, mit hjem!” Hun kunne høre blodet dryppe fra hans hår og ned på gulvet hvor han stod med samme volume for hendes ører, som var det en nedtælling til hendes undergang. Stædigt kværnede hun tænderne sammen. Panden gned hun hårdt mod dørens ru træ, for at smerten ville distrahere den begyndende hungren efter frisk blod fra en levende person, der ville være sådan et let bytte på nuværende tidspunkt.
”Please, kom ikke tættere på.” Ordene var blot en hvisken. ”Jeg kan ikke… styre det… når der er frisk blod i nærheden. Aron sørgede for det, da han… fodrede mig… med mine egne mænd. Please… Jeg vil ikke gøre dig ondt. Jeg er ikke den samme…”

[Maddox Bane]

"Så tag det tilbage!" svarede han. Han blev stående hvor han var, uden at komme nærmere, men han rykkede sig heller ikke væk. "Du har din frihed, du har dit liv - tag din kontrol, tag din søn, tag din ægtemand, dit kongerige og dit hjem tilbage." Hans arme forblev krydsede over hans brystkasse. Han kunne se hvor hårdt hun kæmpede. Han vidste hun kunne lugte blodet i hans hår. "Hvad vil du ellers gøre? Vil du ligge dig ned og dø? Vil du rent faktisk give dem den tilfredstillelse at se Macaria Forsyth ligge sig fladt på ryggen?" Vrede rumlede i hans bryst for hvad de havde gjort, men der var intet andet at gøre end at samle sig selv op igen. "Der er ikke nogen der kommer og vinder kampen for dig, Macaria, og første skridt, er at indrømme for dig selv, at du er stærk nok."

[Macaria Forsyth]

Som pisket græd hun ind mod døren, som var den hendes eneste ven i hele verden, mens Maddox’s ord krøb ind i hendes ødelagte sind, og kæmpede mod alt det mørke, der havde samlet sig derinde siden Pandemonium.
”Jeg er så træt… Jeg har kæmpet i så mange år og levet så længe,” hulkede hun ynkeligt, men noget begyndte at røre på sig indeni. ”Vil du virkelig efterlade din søn i hænderne på Eriz?” lød en stemme i hendes hoved. ”Vil du lade efterlade Arona og Harris? Give op?”
Benene gav efter under hende, så hun gled ned på gulvet uden styrke til at holde sig oppe længere. Maddox havde ret, men… hun var så træt af at kæmpe. Hun savnede musikken, dansen, farverne, at male igen. Åh at kunne male igen. Gråden fortonede sig langsomt, og tårerne stoppede med at trille, mens hun træt bare sad med blikket rettet mod døren, hendes pande stadigvæk hvilede imod uden viljen til at flytte sig.
”Jeg kan ikke lide dig længere…” mumlede hun uden alvor i sin stemme. Langsomt drejede hun ansigtet mod sin ene skulder, så hun kunne se op på Maddox, der tårnede sig op bag hende med baghovedet sølet ind i blod. ”Du lyder akkurat som min skaber. I ville kunne lide hinanden.” Med et fnys hvilede hun igen hovedet frem mod døren. På trods af den lokkende duft af blod følte hun ikke den samme desperate sult længere, som havde Maddox’s ord ikke bare givet hende viljestyrken tilbage, men også fjernet noget af hendes afhængighed som Aron havde placeret i hende. Et lille smil trak i mundvigen.

[Maddox Bane]

Maddox lod bølerne af gråd tage hende, som hun vendte sig ind mod døren. Rummet var heldigvis lydtæt, ellers ville de være blevet afbrudt nu, ingen ville gå forbi en dør hvor en kvinde græd så hårdt bag den. Han kendte hendes træthed. Det var så meget nemmere at ligge sig, end at gå videre. Hvile sig. Og hendes ynkelige gråd var ved overtale ham til at lade hende gøre det, sige noget om at han kunne finde en plads til hende her, gemt væk under jorden, hvor hun kunne blive. Hans ansigt mildede en smule.
Han knælede ned på hug, stadig siddende på jorden lidt fra hende, hvor hun var gledet ned af døren. "Det er okay. Det er der ikke mange der kan." Han havde sit oprør, og de elskede ham, men de elskede hans bevingede ord, og hans løfter om frihed og en fremtid for dem. De kendte ham ikke. Selv Isabel. Han holdt meget af hybriden, og han kunne mærke at hun var begyndt at se op til ham. Men hun kendte ham ikke. Ikke rigtigt. "Jeg kan sjældent lide folk der lyder som mig, cherie," Hans tone var mild og hans ord langsomme. "Er du parat til at rejse dig igen?" Han skubbede sig selv op og stå og krydsede den sidste afstand mellem dem. En hånd blev rakt ned mod hende. En del af ham mindede ham stadig om hvor smuk hun var, hvor indtagende, men han havde godt greb om det.

[Macaria Forsyth]

Med et tungt suk som havde hun hele verdens vægt på sine skuldre, nikkede Macaria langsomt, før hun tog imod den udstrakte hånd, der inviterede hende til livet, og lod sig blive hevet op på fødderne igen. Højdeforskellen mellem hybriden og hende var slående. I forvejen var hun lavere end gennemsnittet med smal talje og skuldre men bløde, runde hofter, som ville have gjort hende perfekt til at føde børn, hvis hun havde haft evnen. Maddox var høj. Meget høj i forhold til hende, og hun måtte lægge hovedet tilbage, for at se op på hans ansigt, hvor dybe rander afslørede han ikke fik nok søvn.
”Jeg kan forstå, hvorfor så mange følger dig, Master of Bones,” sagde hun lavmælt, og strøg fingrene igennem sit hår, for at få det væk fra sit forgrædte ansigt. ”Du er god til ord. Utroligt hele Portus endnu ikke har lagt sig for dine fødder, men jeg går ud fra nogen bare er håbløse tilfælde – ligesom Vaelon.” Et sky smil dukkede op på hendes blege læber.

[Maddox Bane]

Han trak hende på benene igen uden det mindste besvær, hun var petit og hans engle forfader havde efterladt ham med noget overnaturlig styrke bag hans muskler. Den samme engle forfader der gjorde ham til en af de højeste mænd i lejren. Men han slap ikke hendes hånd øjeblikkeligt. "Et hårdt liv lære både mænd og kvinder at svinge deres ord som økser, ligge dem som bandager og synge dem som sang. Det er høj pris, når det kommer fra dig," han blinkede med et enkelt øje til hende, inden han slap hendes hånd og trådte tilbage. Han var taleren af dem. Isabel var deres frontfigur nu, Ambrose, Adelaide og Cal deres strateger, og han var deres ord. "Jeg håber verden behandler dig bedre fremover. Hvad der overgik dig bør ikke overgå nogen." Han gjorde ikke rigtig nogen mine til at ville sætte sig igen, men blev stående et skridts afstand fra hende. Gnistrende røde øjne, langt, krøllet hår der også syntes at have en rødlig farve til sig, og en mund lavet til at smile. Måske var den vampyriske tltrækningskraft, men han lod alligevel sig selv huske hvordan hun så ud, med tåre våde øjenvipper, en svag rødmen til hendes kinder og fornyet liv i hendes øjne. Gemte det i sin hukommelse som en mand ville gemme et portræt af en hustru under en krig.

[Macaria Forsyth]

Skuldrene trak på sig, og de blodrøde øjne droppede ned til fødderne.
”Well… når man er gammel oplever man en masse ting: hjertesorger, tragedier, smerte, lykke, kærlighed, had. Det er en del af at være i live, men jeg må indrømme…” Hun trak vejret dybt ned i sine døde lunger, der slet ikke reagerede på den indtrukket ild. ”… det her var noget af det hårdeste jeg har oplevet. Ikke at kunne styre mig selv. Det er alt jeg har haft – det frie valg – og pludselig få det taget fra sig, uden at kunne bestemme livet eller døden, venner eller fjender, whatever… det rammer hårdt.”
Med en svag hovedrysten som fik de bølgende, røde lokker til at danse, samlede hun hænderne bag ryggen, inden at hun hævede blikket og lod det hvile på hybriden foran hende, hvilket fik hende til at smile en smule. Stilheden krøb ind over dem, men man kunne ikke høre andet end Maddox’s åndedræt.
Fingrene bag ryggen bankede let på håndryggen til en melodi. Endelig brød hun stilheden med et næsten genert grin, som også vendte hendes blik bort fra ham.
”Jeg burde virkelig ikke opholde dig, hvis du har pligter at gøre. Der går nok ikke lang tid, før solen står op, og jeg kravler alligevel i seng lige ås snart jeg har fået blod. Det er det bedste. Selvom det blot er dyreblod, kan jeg godt blive en smule…” Hun vuggede overvejende med hovedet. ”… mærkelig. Ikke crazy! Bare… lidt anderledes.”
Hun gned sig i nakken med et smørret smil, og et halvundskyldende blik op på ham, som dog også sagtens kunne ligne en teenagerpiges generte blik.
”…desuden bliver min tiltrækningskraft stærkere, når jeg får blod, og… jeg fortrækker folk kysser mig, uden at de er påvirket af en tiltrækningskraft.”

[Maddox Bane]

"Det frie valg er nogengange alt vi har," medgav han langsomt. "Selvom jeg ville argumentere for at det nogengange kan være lige så meget et frit valg at slippe kontrollen. Lade instinkterne tage over." Det var kun når han havde drukket sig fra sans og samling han rigtig kunne give slip, når han var for fuld til at tænke. Ellers var det svært at glemme at man havde et valg. Et valg om at fortsætte med sit liv. Give slip.
Hans arme krydsede sig løst over hans brystkasse igen. Stilhed lagde sig over det lille under jordiske lokale. Ingen lyd brød ind, ingen nære stemmer eller trampen af støvler. Han betragtede hende med hovedet lagt en smule på skrå. "Jeg har allerede udført mine pligter for i aften, jeg skulle egentlig bare i seng," han slog hovedet ned mod den madras der lå på jordgulvet. Hans læber strakte sig i et smil. "Alright. Du er velkommen til at blive her selv efter blodet, så længe du kan lade mig sove," der var stadig en del af ham der tiggede ham om at smage hendes læber igen, men han ignorerede den. "Cherie, det er som at sige at du foretrækker folk kysser dig når de er ædru, mens din egen natur naturligt gør folk fulde." Der var en latter i hans stemme, som han rystede på hovedet og skuldrede den vest han bar af, inden han smed den over en kasse ved fodenden af hans madras og lod sig dumpe ned at sidde igen. Madrassen var en smule beskidt fra at befinde sig på et jordgulv, og der var tydelige huller i den, men det var mere behageligt end at sove på jorden. "Jeg vil gå til køjs nu, hvis hendes majestæt ikke har noget imod at underholde sig selv til Isabel vender tilbage?"

[Macaria Forsyth]

”I knooooow, men… arh!...føltes for meget som om det ikke er ægte!” Hun viftede med hånden som tegn til, han bare skulle lægge sig, mens hun selv slog sig ned på sengen igen, der åbenbart var her hun kunne sove, indtil den anden dude kom tilbage. Helst ville hun have sovet i armene på Isabel, men Caleb havde nægtet, at lade hende sove i teltet, hvor han også var. Magen til sippethed! ”Desuden er jeg ikke længere kongelig men blot fyrstinde.”
Med et suk indtog hun den siddende stilling, hun før havde været i med benene krydset, og ryggen hvilende op af væggen, ens øjnene vandrede rundt i rummet, indtil hun opdagede stakken med bøger, som hun med det samme kravlede hen til.
”Kald mig bare en gammel romantiker, men jeg har altid elsket den slags, og kan da selv savne, at mærke et hjerte hamre hurtigere eller springe et slag over, når jeg bliver forelsket. Noget som fortæller mig: Ham her… han er den rigtige! Èn der stjæler mit åndedræt. Nu må jeg bare stole på mine følelser, og de er ikke altid lette, at holde styr på,” fortalte hun løst. Efter at have studeret titlerne valgte hun én, og tog den med tilbage. Det føltes som hundrede år siden, hun sidst havde læst en bog. ”Jeg har aldrig prøvet at være forelsket som menneske, så… jeg har aldrig oplevet, hvordan hele kroppen begynder at arbejde på den måde. Rødmende kinder. Forhøjet puls. Den slags som jeg kan høre ved andre, når jeg træder lidt for tæt på dem.”
På maven slog hun bogen op på side 1, mens hun holdte sig oppe på sine underarme. Håret blev skubbet over den ene skulder, så kun et par enkle krøller faldt ned i panden på hende, men ikke nok til at forstyrre læsningen. Benene vippede frem og tilbage i luften bag hende, hvor man kunne se de beskidte fodsåler, der kom efter at hun sjældent brugte sko. Hagen hvilede sig i den ene hånd.
”Well… måske er jeg bare en gammeldags romantiker,” mumlede hun.

[Maddox Bane]

"Det er lige så ægte som alt andet i denne verden, cherie," kommenterede han, inden han gabte ind i hans hånd. Lysten til at sove var kommet over ham så snart adrenalinen havde forladt hans blod. Han tog fast om bunden af hans beskidte, sorte trøje og trak den over hovedet, kylende den skødesløst i retningen af vesten, inden han halvt lagde sig ned for at arbejde bæltet ud af hans bukser og lod det følge samme retning, og efter det sparkede han bukserne af og kastede dem øverst i bunken. "Mine dybeste undskyldninger, fyrstinde Forsyth," svarede han dovent, som han trak sit sovetæppe over sig, lagde hans pude op ad væggen og samlede den halve flaske spiritus op fra gulvet hvor den var landet. I ét langt svælg sank han tre mundfulde af den lunkne, brændende væske.
"..." Han åbnede munden og lukkede den igen. "Jeg skulle lige til at forsøge at bilde dig ind, at de fysiske reaktioner ikke er så gode, som de er opreklameret til, men nu har jeg endnu ikke løjet for dig, og jeg ville gerne holde den stil kørende," Et smil vippede hans ene mundvig opefter. "Det er en unik oplevelse, hver eneste gang det sker. "Mmmh, måske." brummede han, som han løftede flasken til læberne igen. "Forelskelse er en reaktion i kroppen. Men det er tabet af den også. Hvis du skulle mærke de rødmende kinder, den høje puls, skulle du også mærke dit hjerte stoppe som hun, eller han for dit vedkommende, græder over ord du sagde i vrede. Du skulle mærke din hals lukke sig, åndedræt forsvinde fra dine lunger, når de går. De fysiske reaktioner går begge veje.." en mundfuld sprit forsvandt ned i hans hals. Han tav et øjeblik. "Undskyld, cherie, vores samtale var ellers lige blevet en smule munter igen. Hvad læser du?" Han så over mod bogen, men kunne ikke læse titel bladet fra den vinkel han sad i.

[Macaria Forsyth]

Fuldkommen påvirket af hans afklædning skimte Macaria bogens sider igennem, og kastede kun et flygtigt blik hen på ham, da hun hørte bæltet blive åbnet, før hendes øjne igen fandt siderne i bogen. Man var vel en kvinde. Åh Euphonia tilgive hende for, at have gået så lang tid uden samleje, men det var ret svært, når ens mand var mere opsat på at genforenes med sin gamle elskerinde, end at lade sig fordybe i kvinden han havde ved sin side i sengen.
”Jeg tog glædeligt begge dele. Bare fordi jeg ikke reagere fysisk har jeg stadigvæk følelserne,” mumlede hun lettere fraværende, inden at han undskyldte, og spurgte til hendes læsning, hvilket fik hende til at vippe bogens forside mod ham, så han selv kunne se. ”Jeg ved det ikke. Noget omkring portusiansk historie tror jeg, men kunne lige så godt være en bibel, for her står virkelig meget om Inei. Det er nu spændende nok.”
Hun åbnede igen bogen ned på sengen, og skulle lige til at tilføje mere, da det bankede på døren, inden den gik op.
”Undskyld det tog så lang tid. Jeg tror, at jeg blev stoppet tolv gange på vejen.” Isabel skubbede sig ind med et bæger i sin ene hånd, der med det samme tog alt Macarias opmærksomhed, da hun kunne dufte hvad indholdet var. Ivrigt satte hun sig op med hænderne rakt frem. ”Er I gået i seng?”
Isabel lod vampyren få sit blod, inden hun kiggede hen på Maddox, som lå soveklar op af væggen med flasken i et sikkert tag. Med det samme lagde hun mærke til blodet i hans hår. Chokeret spærrede hun øjnene op.
”Hvad pokker har du lavet?!!” udbrød hun, før hun med det samme rettede sine glødende øjne mod Macaria. ”Hvad har du lavet?!”
”Ingenting! Eller… jeg gav ham et lille skub,” forklarede Macaria en smule utydeligt, fordi hun stadigvæk havde læberne fæstnet grådigt ved bægerets kant, hvor hun slubrede blodet i sig på trods af det var dyreblod.
”Hvorfor --- hvorfor gav du ham et skub?” Isabel vendte blikket mod Maddox med panden rynket. ”Maddox hvad gjorde du ved hende?”
”Han kyssede mig.”
Hvad end hun havde regnet med, var det nok ikke dét, for Isabel stod et øjeblik forvirret med armene over kors, inden at hun åbnede munden, lukkede den, åbnede den igen, lukkede den, hvilket fik hende til at minde om en fisk på landjorden. En rød farve var dukket op i hendes kinder. Det tog alt Macarias selvkontrol ikke at begynde at grine ned i bægeret, men det var svært, når man vidste hvor svært, Isabel havde det med den slags ting.
Standsende holdte den kvindelig hybrid en finger oppe.
”Wait… I har kysset? Men… okay! Jeg… wauw… hrm… Er det okay, hvis jeg bare går ud af denne her dør, og lader som om jeg ikke hørte det?” spurgte hun med en tommelfinger over skulderen.
Macaria skævede smilende til Maddox.

[Maddox Bane]

"Det er klart. Jeg har ikke meget til overs for vores gudinde, men hun ville være endnu mere ondskabsfuld, end jeg allerede regner for, hvis hun havde skabt et væsen der ikke kunne føle følelserne," svarede han og lod sig glide en anelse længere ned af væggen, som han sank endnu en mundfuld af væsken. Der var kun et par mundfulde tilbage, men det var nok til at give ham en blid summen i fingrene og gøre hans tanker blødere. "Tvivler på det er en bibel, Ambrose hvæser som en kat hver gang han kommer i nærheden af den slags skidt," brummede hybriden smilende. Det var en af de første ting de var blevet enige om. Men det var heller ikke svært, når nonnerne tvang en til at recitere skidtet, mens de piskede en med bælter og man var syv år gammel. Tæppet lå op til hans liv, og hele hans overkrop var dækket af ar fra hans tid hos det børnehjem. Nogle nyere, men langt de fleste af dem så gamle at de var næsten usynlige i stearinlysets skær.
Maddox lyste op i et smil og løftede sin flaske sprut i hilsen, da det bankede på døren og Isabel trådte ind. "'eeey! Isabel," hilste han. Macaria fik sin blodkop, og så lagde Isabel mærke til blodet i hans hår. Han burde nok vaske det af. Det ville være tørt og irriterende imorgen. "Et kærligheds skub," rettede han smilende. Smilet forvandlede sig et grin og så brast han ud i latter, stærk, dyb latter der fik hans overkrop til at ryste, ved Isabels måbende udtryk og den røde farve der bredte sig over hendes kinder. Han ejede ikke Macarias selvkontrol. "Det kan du sagtens, vi var ikke færdige med den trekants diskussion vi havde, og vær nu ærlig, Macaria, i en hypotetisk verden ville du så fortrække en trekant mellem mig, din mand og dig selv, eller mig, dig og Isabel, hm?" Et konspiratorisk blik rettede sig mod Macaria. Måske kunne de få rødmen i den anden hybrid til at brede sig endnu mere. Hans øjenbryn vrikkede.

[Macaria Forsyth]

Nu kunne Macaria ikke længere. Ved Maddoxs spørgsmål spruttede hun blodet i sin mund tilbage i bægeret, og brød ud i en hjertevarm latter, som fik hele sengen til at knirke, mens Isabel rystede næsten panisk på hovedet.
”Nej. Nejnejnejnejnej!” Blev den stakkels kvinde ved med at sige, mens hendes ansigt fik samme farve som en overmoden tomat, og Macaria kunne høre hendes hjerte ræse afsted, hvilket blot fik hende til at grine højere, fordi hun vidste hvilken billeder, der lige nu tog plads i Isabels hoved. ”Nejnejnejnejnejnejnej.”
Døren smækkede sig i, da hybriden flygtede ud af det lille rum, og efterlod de to væsner faldet sammen af grin. I dette øjeblik var Macaria glad for hun ikke havde noget åndedræt. Mavemusklerne gjorde helt ondt af alt det grineri, som bare begyndte forfra, når hun kom til at se på Maddox, og mindet om hvad han havde sagt. Hun kunne slet ikke klare det. Det var så lang tid siden, hun sidst havde grinet sådan her. Ja, faktisk kunne hun ikke huske hvornår, men det var en dejlig fornemmelse, at mærke latteren bølge igennem kroppen. Hun følte sig fri.
Endelig lykkedes det hende at få lidt mere hold på sig selv. Med håndfladen gned hun tårerne ud af det ene øje, mens hun skålede mod Maddox med sit bæger.
”Den giver jeg dig… den var genial! Jeg tror aldrig, jeg har set Isabel så rød i hovedet før,” sagde hun stadigvæk med et bredt grin strålende på sit ansigt, så man kunne se de små, spidse hjørnetænder blandt rækken af hvide tænder. ”Ved Vavilons Fire Spidser, den var god. Men…” Hun holdte en pegefinger op mellem dem. ”Til videre referat… jeg ville vælge en trekant mellem mig, dig og Inei! Se! Det ville være spændende!” Hun blinkede kækt til ham.

[Maddox Bane]

Lyden af Macarias latter affødte mere latter fra ham selv, der kun blev stærkere af Isabels paniske rysten på hovedet, fulgt af hendes kraftige rødmen. Latteren vedblev længe efter den anden hybrid var flygtet fra soveværelset, indtil den langsomt stillede over i en rusten kluklatter, blot for at blive højere og stærkere igen da han fangede øjenkontakt med Macaria igen. Han løftede sin flaske tilbage, da hun løftede sin kop med blod i hans retning, der var stadig en bundslat tilbage i bunden af den. "Jeg takker," han bukkede nakken en smule, i en lille imitation af et siddende buk i hendes retning. Et bredt smil strakte sig stadig over hans læber. "Ah, cherie, så tror jeg, jeg står af, selv ikke din skønhed ville kunne hamle op med den væmmelse jeg ville føle ved at ligge mig i seng med Inei selv," Han tog flasken til læberne, og den hang der i luften i et øjeblik, mens han virkede til at vurdere et eller andet. "Desuden tvivler jeg på at hun er et synderligt spændende knald. Hun er måske en gudinde, men hvad hun står for, er ikke ligefrem sex og guddommelige orgasmer - men havde du sagt Euphonia..." Han vrikkede sine øjenbryn igen, og sank resten af flaskens indhold, så flasken blev vendt fuldstændig på hovedet.