These boots ain't made for walkin'

[Maddox Bane]

Macaria Forsyth
Isabel Veterano
Caleb Veterano

Efteråret var ved at sætte sine tænder i Portus; de blade der stadig klyngede sig til grene var nuancer af røde og brune, vindens kys var blevet køligere og friskere, og som egern før vinterens kulde rigtigt satte ind, var hybrid lejren hastigt igang med at samle nødder, nedfaldsfrugt, tørre, salte og ryge kød fra vildt, og samle efterårets sidste bær på buskene. Maden de samlede nu, skulle brødføde hundredevis af hybrider vinteren igennem. Og Ambrose forventede at flere ville slutte sig til dem. "Sult gør rebeller af selv de mest kujonske hjerter" havde han sagt med et syrligt smil over hans tynde læber. Så hybrid lejren samlede, og det gjorde en hektisk aktivitet omkring ham, lidt som at sidde i midten af en myretue, som han sad der på en træstamme ved siden af et madlavnings bål. Han skulle have været ude med jagt holdet idag. Han havde set frem til det. Grunden til at han ikke var taget med, var hans højre hånd dybt begravet i. 
Maddox' finger stak ud igennem hullet i støvlen, som en orm i et æble. Han vrikkede fingeren. Et vavilonsk bandeord forlod hans læber og han trak hånden ud, og lod støvlen dumpe ned ved siden af dens makker på jorden. Hans fødder var nøgne på jorden ved siden af de ubrugelige støvler. 
Et fløjt brød igennem lyden af snakkende stemmer og det knitrende bål, og mørkebrunt, halvlangt hår piskede igennem luften, som han vendte hovedet i den retning og et bredt smil trak i hans læber. Veteranoerne var hjemme. Det var det signal udposterne brugte når de kom hjem. Før han vidste af det, var han på fødderne og på vej mod stien der ledte ind i lejren. Iklædt en sort vest, en hullet brun, langærmet trøje, skindbukser og et strikket tørklæde - og bare tæer - gik han frem mod figurerne. "Vær hilset Veterano'er!" kaldte han frem. "God tur til Vavilon?" 

[Macaria Forsyth]

To genkendelige skikkelser trådte frem i lejrens faklers lys, så skyggerne skyllede af dem som vand, mens de småsnakkede mellem hinanden, og først tav da de blev kaldt an til hilsen. Isabel hævede hånden, for at hilse tilbage. Begge var iklædt varmt tøj med tørklæder på, der var trukket helt op over næserne i værn mod kulden, som dog var mere bidende i Vavilon, hvor de kom fra.
Der var dog noget anderledes ved dem. Hvor Isabels læber sad fast i et lille smil, lignede Caleb mere end normalt en, der hadede sit liv og alt ved det. Derudover... gik der én hætteklædt skikkelse imellem dem. Skikkelsen var langt lavere end de to andre, og at dømme ud fra det man kunne se fra under kappen iklædt mindre tøj med et par krøllede lokker stikkende frem under hætten, der ellers skjulte ansigtet i skygger.
”Det var udmærket,” svarede hybriden afslappet, inden hun stoppede op foran Maddox sammen med sin bror og den fremmede. Caleb svarede slet ikke, men trak bare sin rygsæk mere op på den ene skulder med hans skulede, som havde én lige bedt ham om at være sød ved en hybrid.
”Vi har taget en gæst med.” Isabel gjorde et nik til siden mod den kappeklædte, der hævede sine hænder og trak hætten tilbage, så faklernes lys endelig kunne oplyse det unge ansigt med den spidse næse dryppet til at fregner. Håret gnistrede i samme røde nuancer som øjnene, og var samlet i et spænde, der dog ikke gjorde meget for at stoppe de vilde krøller, snoende ned på hver side af hendes ansigt. Smalt smilte den ene Forsyth til den høje mand foran hende.
”Maddox Bane... dig har jeg hørt en del om,” hilste hun uden at tage sig af hvordan alle folk omkring hende var standset brat op ved synet af hende. Nogen af bueskytterne havde instinktivt hævet pile imod vampyren, og et par stykker med magiske kræfter antændte deres evner, så mørket blev lyst op af forskelligt lys – klar til at forsvare deres kære, hvis vampyren kendt for at ødelægge modstandsbevægelser overvejede at angribe dem.
Isabel stillede sig lidt tættere på sin veninde, for at beskytte hende, hvis nogen skulle være triggerhappy, og sendte også et par folk en finger, der kommanderede dem til at sænke deres våben.
”Bare rolig, jeg er bare på... kald det ferie... så jeg har ingen planer om at blande mig i jeres lille leg med Vaelon,” tilføjede vampyren med et smalt smil. ”Jeg observere bare.”
”Hun er min gæst.” Isabel trådte beskyttende frem foran Macaria, som var hun bange for Maddox ville gøre hende noget. ”Og derfor mit ansvar. Det var mig, som inviterede hende herhen, og jeg står inde for hende.”
”Jeg gør ikke,” kommenterede Caleb mumlende fra sidelinjen.
”Jeg ved du elsker mig, Veterano.” Macaria blinkede til ham med det ene øje.

[Maddox Bane]

Hans fremdrift mod dem standsede, da han fik øje på den tredje figur der gik mellem dem. Han vidste begge Veteranoerne havde partnere, men det var aldrig blevet bragt op at de ønskede at bringe dem med ind i lejren, og dette måtte være – at dømme fra krøllerne og højden – Caleb Veteranos hustru. Hans attitude syntes at antyde at han ikke var glad for det. Maddox løftede et øjenbryn. ”Det kan jeg se –” begyndte han, i et muntert tonefald, og samtidigt lod den fremmede skikkelse sin hætte falde. Mørke, buskede bryn skød yderligere. Kvinden var ung og smuk, med lange, viltre krøller der syntes i kamp med det spænde hun havde samlet dem i, og med et stjernetæppe af fregner over hendes næse.
Det trak i hans bryst. Et smalt smil trak i hendes læber og hans øjne fulgte bevægelsen. Han kunne drukne sig i den brusende vinrøde farve i hendes øjne -- vampyr.
Med en kraft anstrengelse trak han blikket fra hendes ansigt og fornemmelsen svandt en smule, og som den svandt, gik det op for ham at han havde set hende før. ”Jeg ville sige ilige måde, men det ville være en underdrivelse,” kommenterede han. Han velkomte den yderligere distraktion, da Isabel rykkede tæt ind til den tidligere dronning af Vavilon, og pegende kommanderede folk til at sænke våben, som Maddox ikke havde lagt mærke til var blevet trukket. Forbandede vampyriske charme.
Han så sig over skulderen. ”Er det sådan I velkommer gæster? Sænk våbnene,” De få der ikke allerede havde gjort det på Isabels kommando, sænkede deres hænder og krydsbuer, og vendte tilbage til deres gøremål, selvom der stadig var et par stykker der blev hængende. De forsøgte at se casual ud, men det var pinligt tydeligt at de gerne ville se den forhenværende dronning tættere på. Om det så var hendes berømthed eller skønhed der gjorde det.
”Vi er også et fremragende feriested. Vores motto er kom fordi du ellers bliver slave under fuldblodsvæsnerne.” Den ene side af hans mundvig krøb opad. Han vendte sig mod Isabel. ”Alright, din veninde kan blive, men hun drikker ikke ad nogen fra lejren.” Han holdt en hånd op. ”Jeg vil ikke høre nogen protester. Det er det samme for alle vampyrer her.”

[Macaria Forsyth]

"Du behøver virkelig ikke være urolig." Macaria skubbede kappen bag sine skuldre, så hun kunne bevæge sig bedre, uden den kom i vejen og nu hvor hun ikke frøs... "Jeg drikker kun blod fra dyr nu."
"Hun vil ikke være til besvær," lovede Isabel højt og helligt, mens hun lagde en beskyttende arm om sin venindes skuldre, hvilket afslørede højdeforskellen mellem dem. Næsten et hoved imellem dem.
Caleb himlede med øjnene af de to piger, der mindede om to små unger, som spurgte far om de kunne sove sammen, men han havde så aldrig helt kunne forstå deres forhold. Desuden hadede han hvordan Macarias vampyrisme trak i ham, når han stod for tæt på hende på trods af runer og pentagrammer. Og så var der selvfølgelig alt det andet hun havde gjort mod ham og hans.
"Hold dog øje med hende. Hun kan finde på at pludselig gå amok og dræbe alle omkring sig, for at få deres blod," kommenterede han ud af mundvigen til Maddox, men ikke lavt nok til de andre ikke ville høre det, mens han passerede dem så han kunne komme hen til sit telt.
"Hey! Det var ikke hendes skyld!" råbte Isabel efter ham, inden hun vendte sig mod vampyren under hendes arm, som blot skar en grimasse af magikerens spydige kommentar. "Han mener det ikke så hårdt.
"Right...Nå! Nu hvor surmuleren er væk! Master of Bones, er det ikke? Isabel fortæller du er en hybrid ligesom hende. Engel og warlock?" spurgte hun interesseret og sendte lederen af modstandsbevægelsen et bredt smil, der dog ikke syntes at nå helt op til hendes blodrøde øjne. Faktisk lå der en træthed over hende, når man så ordentligt efter. En træthed mange i lejren afspejlede fra et hjemsøgt sind.

[Maddox Bane]

"Hvis du siger det," svarede Maddox. Ambrose ville ikke bryde sig om det. Ikke fordi kvinden var vampyr, men den position hun havde optaget og den nye position hun nu havde taget gjorde hende til et mål, og potentielt trække nye fjender mod lejren. Men han var der ikke, så Maddox skubbede den indre stemme, der lød utroligt meget som hans højre hånd, fra sig og nikkede dem med længere ind i lejren. Han skævede til Cal, som den mandelige Veterano flankerede ham og mumlede ud af sin mundvig. Det var første gang manden havde talt til ham uopfordret, hvor det ikke havde noget at gøre med planlægning af oprøret. Han så efter den unge mand, som han bevægede sig frem mod sit telt, men hans ansigt snappede over til vampyren igen, da hun spurgte efter hans blanding. Et øjeblik så det ud som om han ikke havde tænkt sig at svare. Hans arme krydsede sig over hans brystkasse. "Master of Bones er korrekt. Så vidt jeg ved var min far en engel, og min mor en warlock, det er sandt." Der var meget lidt af raceblandingen at se i ham. Han var høj, som lå englene til og der var styrke i hans krop som warlocks kunne have, men intet som de spidse øre der kunne udpege en elver eller fuldelever, antydningen af horn der kunne betyde en cerunnos blanding eller den slags. Hans varme ånde krøllede små skyer af varm damp foran hans ansigt. "Normalt spørger man ikke så.. ligeud," kommenterede han, inden han nikkede mod nedgangen til mineskakten. "Kom, lad os tale indenfor." Blade knaste under hans fødder, som han satte i bevægelse ned i minen.
Han delte sine kvarterer med Ambrose normalt, men manden var ude på felt mission for at tjekke op på deres kommende planer. Den sidste høst var i hus nu. Det var snart på tide at angribe portusianernes forråd. Rummet var ikke mere end fire gange fire meter i størrelsen, men der var en dør der kunne åbnes og lukkes, og det var en luksus de færreste fik lejren. De to sider af lokalet var delt op i én rodet side, med notater og bøger og kort spredt ud over det hele, mens den anden var militært nydelig. Han satte sig på den nydelig del, der var hans soveplads. "Så. Hvordan gik Vavilon besøget rigtigt? Fik I besøgt familien?" Han lænede sig over til en kasse og trak en flaske gennemsigtig væske opad den.

[Macaria Forsyth]

Macaria smilte afslappet af Maddoxs kommentar, men tog den ikke til sig, da hun ikke accepterede hans ord, nu hvor de prædikede sådan om stolthed og den slags. Selv Isabel var begyndt at ranke sig noget mere.
De fulgte efter den høje hybrid ned i minerne, som Macaria med store øjne studerede, så hovedet vendte sig så hurtigt rundt, at hun sikkert ville have brækket halsen som menneske, men der var så meget at se! Alle de folk! Alt det arbejde! Larmen fra alle de hjerteslag rungede igennem hendes krop, så hun følte, at hun vibrerede, og Isabel måtte tage hendes hånd, for at få hende til at følge med, og undgå hun bare gik i stå midt i det hele.
Inde på Maddoxs værelse var der mere ro. Isabel løsnede sit halstørklæde og jakke, mens Macaria smed sin kappe over en bunke bøger, inden hun satte sig på gulvet i skrædderstilling overfor Maddox. Den anden hybrid blev stående lænet op af væggen.
”Udmærket,” fortalte hun med et træk på skulderen, mens hun lagde sin jakke over den ene arm. ”Forsyth er taget til Pandemonium, så mit arbejde er afsluttet derovre. Desværre kunne jeg ikke nå at se familien, da vi allerede var forsinket på grund af Macarias begrænsning med at rejse i sollys, så Caleb måtte møde os på vejen.”
”Han er ikke særlig glad for mig,” kommenterede vampyren med et skævt smil, som om det ikke gjorde hende noget som helst. ”Mig og mr. Surmule har en lang fortid sammen med tortur, afpresning, trusler, store dusører, drab og intense jagte. Du har sikkert hørt om det.” Ligegyldigt viftede hun med hånden, inden hun så op på Isabel, der sendte hende et smalt smil med varme i blikket.

[Maddox Bane]

Maddox trak proppen ud af den flaske med gennemsigtig væske han lige havde hævet frem, og flasken gav et fugtigt 'pop' fra sig. Hans bryn knyttede sig en smule sammen, som han så op på Isabel. "Virkelig? Izzy, det her var en af de sidste gange I kunne tage afsted," hans blik søgte mod det sted ved hendes hals, hvor han vidste der hang en ring. "Vores planer blev forsinkede, Cals bekymringer om de civile har gjort at vi har været nødt til at gentænkte nogle ting, men det vare ikke længe inden vi slår til. Og vi har brug for jer her." Dig her. Cal var en enorm tilføjelse af magisk effektivitet og en god strateg, men oprøret hvilede mere på hendes skuldre end hans.
Mørke øjne flyttede sig modvilligt tilbage til Macaria. Hendes skønhed var som en fysisk ting i lokalet, noget der ikke kunne ignoreres når man så direkte på hende. Selv ikke de røde øjne, der ellers ville have været frastødende på enhver anden, gjorde noget for at minske den. "Jeg har svært ved at forestille mig at nogen ikke skulle være glad for Dem, Lady Forsyth," svarede han. Et smil spillede i skyggerne af hans læber. Flasken blev løftet til hans mund. "Og jeg har skam hørt lidt om Deres historier." Portusianere elskede sladder om deres egne, og selvom Macaria længe havde været Vaviloner, så var hun stadig vampyr og historier og rygter florerede på gaderne i storstil om den tidligere Vavilonske regent. "Jeg var stor fan af Dem og Deres mands nylige slagtning af portusianske soldater nær Veteranoernes gamle gård, det skulle eftersignende have været noget af et kunstværk."

[Macaria Forsyth]

Isabella kiggede skamfuldt ned på sine fødder, da Maddox understregede hun ikke længere ville kunne tage bort i et langt stykke tid. Armene klemte lidt mere sammen omkring hende, og hun trak skuldrene op.
”I know...” svarede hun kort for hovedet, mens fødderne rykkede lidt uroligt på sig. Hun havde udmærket vidst, at hun igen havde valgt Macaria frem for Saïx, men han ville forstå, når hun forklarede det til ham. Det var jo heller ikke særligt lokkende, at tage tilbage til hytten, nu hvor tingene ikke ligefrem gik så godt mellem dem længere, og Macaria havde haft brug for hende, men de skulle skynde sig tilbage hertil, så... så hun havde været nødt til at tage et valg! Modstandsbevægelsen og Macaria var vigtigere lige nu.
Den unge vampyr smilte forlegent af Maddox's smigrende ord, og inden længe skiltes læberne i en klingende latter.
”Awwww...! Isabel, du sagde ikke dine venner var smigrende charmører!” udbrud hun mod sin veninde, der blot trak på skuldrene, uden at have en mening om det der blev sagt. ”Jeg er ikke så glad for Portus' konge lige for tiden. Han lod mig lidt i stikken, da jeg blev holdt fanget af Eriz, og det kom til at gå ud over hans vagter. Jeg har altid været glad for det kunsteriske, så... jeg tænkte hvorfor ikke sende en besked om at Forsyth var tilbage?”
På trods af smilet og de muntre ord spillede øjnene ikke med. Trætheden lå i dem, og smilet falmede hurtigt i stedet for at dvæle ved de blege læber, som de så ofte gjorde. Det knustes Isabels hjerte, men i det mindste kunne Maddox distrahere Macaria en smule så det ud til, og han fik hende også til at grine, hvor kort det end var.
”Jeg er nødt til at se til Drakan, og få fundet et sted du kan sove,” erklærede hun med et nik mod vampyren, som lagde nakken tilbage for at se på hende.
”Åh! Skal jeg finde Caleb imens, eller...?”
Tøvende klædte Isabel sig på, inden at hun skævede over til Maddox, som blot drak af flasken.
”Kan... hun bliver her, indtil jeg kommer tilbage? Jeg syntes ikke, hun skal gå alene rundt, hvis det nu er at... nogen vil... gøre noget,” spurgte hun sin samarbejdspartner, uden at tage sig af Macaria fnisen.
”Right... for jeg er så skrøbelig.”
”Jeg vil have det bedre, hvis hun er her, indtil jeg har fundet ud af, hvor hun skal sove. Hvis det altså ikke er til for meget besvær.”
”Jeg kan være meget besværlig.”
”Hun lover at opføre sig ordentligt.”
”Hvornår har jeg nogensinde gjort det?”
”Maca!” Opgivende kiggede Isabel hen på sin veninde, som igen grinte til hende, hvilket selvfølgelig med det samme fik hybridens hjerte til at smelte og benene til at blive til gele.
”Maddox er også tit ekstremt frustrerende, så kan I ikke bare være frustrerende sammen, mens jeg er væk i lige en halv times tid?”
”Hvis han vil have mig?” Macaria rettede sine blodrøde øjne mod den høje mand på sengen, og kunne ikke lade være med at sende ham et skævt smil – specielt når hun så underholdende kunne følge med i hans puls dansen op og ned. ”Jeg kan godt rykke længere væk fra dig, hvis det gør det nemmere?” Hun blinkede til ham med det ene øje.

[Maddox Bane]

Maddox trak på smilebåndet da Macaria kaldte ham en smirgende charmør. Det var da en pænere version af hvad folk ellers kunne finde på at kalde ham. Han sank en mundfuld af flasken. Det var besværligt for ham at se trætheden i hendes øjne, mest fordi at se på hende var som at se på solen selv, men et eller andet sted kunne han genkende følelsen fra sig selv. Bortset fra at han ikke var træt. Han var død. Lige så død som hendes krop var, så død var han også, blot indvendigt. Han fulgte samtalen mellem Isabel og Macaria, indimellem sank han mundfulde af den gennemsigtige alkohol. Den var stærk nok til at brænde i hans næse. Det var næsten rent sprit. Bedre egnet til deres læge afdeling end egentlig druk. "Der er ikke nogen her der finder på noget," sagde han afslappet. "Der er ingen her der har noget imod Vaviloniske folk, de har altid behandlet hybrider fint, og vi har andre fuldblods vampyrer her, som deltager i oprøret." Han lagde hovedet tilbage mod jordvæggen bag ham og så sidelæns på Isabel og Macaria, mens de diskuterede i hvilken grad Macaria kunne opføre sig ordentligt. Hans mundvig vippede op efter. "Hun er velkommen til at blive her. Du kan tage Ambrose' seng hvis du vil have den. Det er også hans bøger. Han kommer ikke tilbage før imorgen aften, så hvis du kan finde et sted til hende inden der, så burde det være fint." Han trak på skuldrene og hans ene fod vippede distræt, som han mødte Macarias blik igen. "Det er fint." Det var næsten... rart at føle noget igen, der ikke kun var den samme, døde fornemmelse i brystet han ellers konstant bar. Isabel var en af de personer der hjalp på fornemmelsen, men selv hun kunne ikke vække hvad der var dødt, til live igen. Han sank endnu en slurk af flasken, og rakte den så frem mod hende, bydende. "Er du så her fra Portus oprindeligt, eller kom der tilfældigvis en vampyr forbi Vavilon?"

[Macaria Forsyth]

Tøvende så Isabel en sidste gang mellem Maddox og Macaria, før hun trak jakken op over skuldrene, og vendte sig mod døren med samme bekymring som en mor efterlader sit barn ved en ny barnepige.
”Jeg er tilbage om en halv times tid, når jeg har tjekket til Drakan. Bliv her hos Maddox, Maca. Jeg finder noget blod til dig også. Maddox, vi skal også lige snakke på et tidspunkt.” Igen tøvede hun ved døren, og så tilbage på de to væsner, før at hun endelig lod dem alene, for at få gjort sine pligter.

Macaria tog imod flasken, som Maddox rakte hende, og snuste til indholdet, før hun tog en prøvende tår. Alkoholen var så stærk at den faktisk sved hele vejen ned gennem halsen, og hun ville sikkert have hostet, hvis hun havde haft et bankende hjerte, men nu nøjedes hun med at skære ansigt.
”Well... jeg er faktisk fra Pandemonium,” afslørede hun, inden hun pressede håndryggen mod læberne, indtil alkoholen var nået hele vejen ned i den tomme mavesæk. Hun rakte flasken tilbage til Maddox. ”Jeg var datter af en rig mineejer. Enebarn. Da jeg skulle giftes med én af hans samarbejdspartnere, stak jeg af hjemmefra, hvilket gjorde jeg selvfølgelig endte syg op i en gyde. Sam fandt mig og... well... alting var fantastisk. Nogen siger man stadigvæk kan høre jeg taler en smule pandemonisk en gang imellem.” Hun strøg fingrene igennem sit vilde, krøllet hår, inden at hun med en rømmen samlede hænderne i skødet, og lod blikket hvile på hybridernes leder, som Isabel havde snakket så hjerteligt om, og Caleb indædt havde bandet over.
”Hvad er din historie? Hvorfor starter en hybrid et umuligt oprør, som han ikke kan vinde?” spurgte hun med hovedet vippende til den ene side.

[Maddox Bane]

Maddox nikkede en enkelt gang og vinkede med to fingre efter Isabel som hun forlod rummet. Han noterede sig hendes bekymrede udtryk, men sagde ingenting til det. "Pandemonium?" gentog han med et løftet øjenbryn. "Så, du er en pandemonsk kvinde, der blev til en portusiansk race, og dronning i Vavilon, smukke - du er så godt som en hybrid selv jo," hæs kluklatter kom fra hans strube som han tog imod flasken med sprut igen. Han lyttede til hendes historie, men det var svært at abstrahere fra den måde hendes læber formede ord på. Inei måtte have sat vampyrerne på jord for at teste alle racerne selvkontrol. Eller som en eller anden slags belønning. "Sam? Han er vampyren der favnede dig så?" Han havde aldrig mødt nogen vampyr af det navn. Han kradsede sin skæggede hage og lagde hovedet en smule på skrå som hun betragtede ham. Hans ene mundvig løftede sig en smule da hun spurgte til hans historie. "Det var aldrig planen.. at lede et oprør. Jeg faldt i med en gruppe tyve da jeg var ung - ser du, det er svært at få ærligt arbejde når man har blod som jeg - og så var der den her pige." Han standsede brat i sin fortælling og hans blik flyttede sig fra hende til jorden, og han skubbede sig lidt mere op at sidde, som kunne han ikke tale om hende uden at tænke over hvor upræsentabelt han så ud. Skjorten var plettet og krøllet, håret pjaltet og der var en streg af sod fra et bål på hans højre kind. ".. Siena.." hendes navn lød stadig som en sang på hans tunge, og bragte flere følelser over hans ansigt på en og samme tid; sorg, glæde, vrede, frustration, had, kærlighed og til sidst smeltede de over i et dødt, tomt udtryk. "Vi nåede at være gift i en uge, inden de brændte hende på bålet." Han drejede flasken med sprut mellem hans fingre. "På mange måder kan man sige at det her oprør, er min kærligheds erklæring til hende."

[Macaria Forsyth]

Igen lød den klingende, smitsomme latter i det lille værelse, da det lykkedes for Maddox endnu engang at trække den ud af Macaria.
”Kan du have ret i,” medgav hun uden at tage sig af, han lige havde givet hende den største portusianske fornærmelse ved at hentyde til hun var en hybrid. Hun var fuldkommen ligeglad. ”Og ja... Sam er min sire, som vi kalder det.”
Smilet på hendes læber forsvandt dog gradvist, som han fortalte sin historie, og øjenbrynene krøb sammen, så hele hendes ansigt formede den medlidenhed hun følte i kroppen, så tårerne begyndte at krybe op i øjnene. En stor lyst til at storme ud af værelset, løbe hele vejen til Pandemonium, og springe op i favnen på Zean, for aldrig at give slip på ham fyldte hende op, hvilket fik tårerne til at trille ned af hendes kolde kinder. Zeans ansigt ville dog aldrig vise de følelser, som Maddox udviste. Hans stemme aldrig så flad af knusende sorg. Kun én person havde afsløret de følelser for hende, og sagt de ord, som havde forvandlet maven til sommerfugle, men han var borte nu.
”Det kan godt være hybrider er fordømt af Inei...” hviskede hun. ”... men hvis der er noget jeg har opdaget, så er det, at det er jer som elsker højest.”
Hjertet knugede sig sammen, da hun huskede på den sidste gang, hun havde hørt ordene blive mumlet ind mod sin pande, inden at han forsvandt ud i natten, som tåge mellem hendes udstrakte fingre.
Hun løftede blikket fra sine hænder op til Maddox.
”Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har hørt før, og hvis en krig skulle blive startet, så er det den smukkeste grund. Hun var heldig, at have dig.” Et lille smil krøllede op i det ene mundvig, inden at hun lænede sig frem, for at placere en blid hånd på hans knæ. ”Ingen har erklæret krig for min skyld før...”

[Maddox Bane]

Maddox strøg en hånd igennem hans skulderlange, mørke hår og hans hænder kom til at hvile mod hans optrukne knæ. "Vi elsker lige så højt som alle andre. Forskellen er kun at vores er forbudt," Han havde forelsket sig i fuldblods magiker, og havde fået fortalt sig selv, at det nok skulle gå, at de kunne leve normalle liv. Man kunne jo ikke se på ham at han var hybrid, så, så længe de boede i en landsby hvor ingen kendte ham, kunne ingen sige at han ikke var magiker som hun. Han løftede flasken til læberne igen, og sank endnu en mundfuld. En behagelig varme var begyndt at samle sig i hans mave.
Han trak ganske let på skuldrene, som hun kaldte hans begrundelse for krigen smuk. Hendes fingre kolliderede næsten med hans, som hun lagde en hånd på hans optrukne knæ. "Jeg er rimelig sikker på det ikke passer, cherie, så vidt jeg skulle have hørt har meget af kaoset mellem Vavilon og Pandemonium været i dit navn," der var ingen anklagelse i hans stemme. Knoglede, ru og arrede fingre lagde sig over hendes hånd, og den forsvandt næsten under hans. "Og meget af det lød også som om det havde med kærlighed at gøre."

[Macaria Forsyth]

Macarias ansigt skar sig i en grimasse, men sagde ikke noget til de fleste hybriders kærlighed var forbudt, fordi... well... det virkede tit sådan. Isabel var heldig, hun havde Saïx. Hun smålo, hånden trak sig ud af hans idet hun rejste sig for i stedet at tage plads ved siden af ham på sengen i stedet for det hårde, beskidte gulv.
”Det havde med kærlighed at gøre men ikke kærlighed for mig – tværtimod. Af en eller anden grund pisser jeg folk af, hvilket tit bliver til den grad, de vil slå mig ihjel. Krigene mellem Pandemonium og Vavilon har mest af alt handlet om Eriz La – Eriz Winters – og hendes grusomhed samt kontrolpsykose.”
Med et suk lænede hun sig baglæns tilbage mod væggen, mens hun trak benene en smule op til brystet med hænderne hvilende i skødet. Hun kunne mærke Maddox's albue mod sit ene ben. Lugten af alkohol fra ham gjorde hun stort set ikke kunne lugte andet i rummet, andet end et svagt strejf af hans private duft, der hang overalt omkring dem blandet med, hvad der måtte være ham der Ambrose. De to mænd måtte være tætte, når de kunne udholde at dele sådan et lille værelse. Baghovedet faldt tilbage mod væggen.
”Jeg elskede engang en hybrid.” Ordene kom pludseligt ud af munden på hende, og hun skævede mod Maddox. ”Han frustrerede mig til kanten af sindssyge, men... jeg elskede ham. Jeg mistede ham for nogle år tilbage, da han blev myrdet, og der var intet, jeg kunne gøre ved det, selvom jeg ville have gjort alt, for at nå til ham. Så... jeg forstår hvad du må føle, og jeg respektere det du gør – det skal du vide. Hvis jeg havde muligheden og ressourcerne, ville jeg nok have gjort akkurat det samme som dig, men...” Et smil flirtede med hendes mundvig, selvom det ikke matchede hendes blik, og som altid tog hun alvoren ud af sine ord med en joke. ”... så ville vi blive nødt til at kæmpe om Isabel.”

[Maddox Bane]

Jordvæggen bag ham var kold mod hans ryg, vinteren i Portus gravede sig dybt ned i jordlagene, men spritten varmede hans svælg. "Sådan som rygterne går, skulle det også handle om kærlighed, bare ikke mellem dig og hende, selvfølgelig - selvom det havde været en interessant twist. Måske når der en dag bliver lavet skuespil og skrevet bøger om vores tid, er det noget de kunne tage med når de skal genfortælle historien." Hans ord faldt langsomt, dybt i hans strube og et smil strakte hans læber. Alkoholen var begyndt at påvirke ham en smule. "Hvad snakkede jeg om? Kærlighed? Jo, rygterne hviskede i krogene om hemmelige affære, blandet op i hele den krig - de krige?" Lugten der hang i han og Ambroses værelse var mest hengemt, det var svært at lufte ud i et underjordisk lokale, så der lugtede af Ambroses bøger, jord, lidt af søvn fra deres senge, og nu, dominerende, af alkohol. Det eneste pust af friskhed var duften af skov der hang i hans tøj.
Han skævede ned mod hende, som hun skævede mod ham, og mørke brune øjne mødte røde. Noget mellem lyden af et fnys og latter kom fra hans næse. "Det ville ikke være meget af en kamp, cherie, det var ikke mig hun var bekymret for, ved at efterlade dig her, selvom vi begge to kan blive enige om at du kunne flå hovedet af mig på den tid det tog mig at blinke." Det ville også være det der skulle til, hvis han ikke bare skulle rejse sig igen. "Har hun fortalt dig at hun forsøgte at skære halsen over på mig, da vi mødte hinanden?" Han talte om det som om det var et kært minde, som om det var en sød historie.