What

[Blake De Clare]

Blake De Clare & Khala Riviera

Palæet var stort, sort udenpå og lyst indeni. Den store have så grøn, at man næsten måtte vide sig sikker på at kemiske væsker var hældt udover hvert et græsstrå og alle rødder. Vejret var selvfølgeligt gråt, men temperaturen var overraskende lun, i hvertfald hvis man tog årstiden i betragtning. Hele molevitten var ejet af en dominant adels- og handelsfamilie, der i mange år havde leveret pandemonsk vin til hoffet. Deraf deres rigdom. Igennem mange år havde denne familie også gjort tæt handel med Christian De Claire - hvis vinkælder i øvrigt også var fyldt op med den let røgsmagende vin, og derigennem var det vel anset at De Claire familien dukkede op til deres selskaber, når de nu afholdt.

Selskabet så ikke ud til at komme til en ende snart, på trods af at det havde varet ved i adskillige timer nu. Blake var efterhånden kommet igennem alle de trivielle samtaler og havde fået forklaret adskillige gange hvad hun brugte tiden på - det samme som enhver anden adelig ugift kvinde, dannelse, læsning, musik, osv.. Selvfølgeligt var det uhørt at hun så meget som kort nævnte hvad hun ellers brugte tiden på. Det havde hun lært på den hårde måde som yngre, da hun stolt havde fortalt en fremmed om fægtetimer og havde måtte høre længe for det derhjemme. Hun havde de sidste par timer ligeledes måtte le højt og afværgende når nysgerrige spurgte ind til hende og tronarvingen - og selvfølgeligt den store safir der sad på hendes finger, holdt fast af tyndt sort jern der snoede om sig selv. De fleste havde været til stede ved brylluppet hvor han havde opsøgt hende, og dem der ikke havde været til stede havde senere hørt om det, men mere var egentligt ikke offentligt kendt, endnu. Hun afslog benhårdt at der var noget i vente med de to, og klarede også at være ret overbevisende. De mange års dække gav pote nu hvor hun måtte vildlede adlen.

Da kvinden der de sidste tyve minutter havde sladret til hende drejede omkring for at pege mod en anden som hun talte om, skyndte Blake sig at fordufte. Næsten løbende gennem folk hoppede hun lettet ud igennem de store dobbeltdøre der adskilte palæ og haver. Hun greb et glas mousserende vin og et jordbær der lå på et fad ved siden af og strøg ud mod en lille forsamling af træer en halvtresmeters penge fra selskabet. Jordbærret næsten smeltede på tungen og den mousserende vin bragte hende i et fantastisk letsindigt humør. Blandt andet lettet over at ingen skvaldrende kvinder havde forfulgt hende herud, og at hendes kære moder havde for travlt med at konversere til at holde øje med hende. Hun bevægede sig yderligere bort fra palæets store facade. Lyden af den røde kjole der hvislede mod det bløde græs fik hende til at dreje en omgang om sig selv. Et stykke længere borte samlede hun en pind op og vejede den i hånden som man normalt ville gøre med et nyt våben. Overbevist om at hun var alene tog hun et par enkelte velplacerede trin fremad med pinden foran sig som et let stiksværd mens de blonde lokker dansede omkring hende. I den anden hånd holdt hun stadig champagneglasset, velbalanceret og fuld af en energi det fine - og kedsommelige selskab næppe kunne afhjælpe hende med.

[Khala Riviera]

Blodrød vin sjaskede rundt i glasset, som Khala cirklerede glasset skødesløst mellem hendes fingre. Hun stirrede som hyptoniseret på malstrømmen af vin. Måske mest fordi den mand der pladrede i hendes øre, var lige så tørt som Ineis skød - og havde omkring lige så meget dybte. De var den kommende dronning af Pandemoniums palæ. Basel havde insisteret - han havde forretnings forbindelser i Pandemonium der skulle plejes - og han kunne åbenbart ikke tage afsted uden hende. Hun så op fra vinglasset, men standsede ikke den cirklerende bevægelse i hendes fingre. Han passede afskyeligt perfekt ind her. Vævede sig ind og ud imellem den pandemonske adel med det samme, dæmpede, høflige smil plastret over hans læber til hver eneste af dem. Han kunne deres navne. Vidste hvem der var datter af hvem, hvem der ventede børnebørn - undergrunden, hun ville gætte på han vidste hvilken farve undertøj de havde på. "Åh godeftermiddag Lady Vysoren, datter af Kalissa Vysoren, må jeg ønske Dem tillykke med Deres kommende familieforøgelse - og det graciøse valg af undergevanter, grøn klæder dem," Hun vrængede en smule ansigt som den pibende stemme, sådan lød han altid i hendes hoved, som hun imiterede ham i sine tanker. Hun stoppede sin malstrøm af vin for et øjeblik for at synke en mundfuld af den røgsmagende, bittersøde rødvin i hendes glas. "Undskyld mig," hun satte glasset fra sig og travede bort fra hendes selskab før hun rent faktisk blev undskyldt. Den lange, sorte kjole var i vejen for hendes fødder hele tiden. Knurrende samlede hun skørtet op, så hendes lægmuskler blev frigjort. Hun nåede op ved siden af Basel, netop som han havde sagt et eller andet vittigt. Latter perlede fra den lille kreds om ham.
"Basel," hvislede hun.
"Et øjeblik, min kære --" begyndte han. Hendes hånd foldede sig om hans overarm. Han så ned på hende og så tilbage på sit selskab. "Hvis de damer og herre vil have mig undskyldt," sagde han behageligt, inden han rystede sig fri at hendes greb, da hun gjorde mine til at trække af med ham. Han fulgte dog alligevel med, da hun travede mod nogle havedøre ud mod et grønt område.
Døren var knapt nok lukket bag dem, før hun vendte sig mod ham. "Kan vi tage hjem nu?"
"Jeg har stadig nogle folk jeg mangler at tale med--"
"Vi har været her i flere timer!"
"Og vi kommer til at være her nogle endnu," Hans stemme var stadig jævn og behagelig. I det mindste havde han tørret det høflige smil af hans læber. "Hvorfor bliver du ikke herude lidt, hm? Får noget friskt luft."
Hvad de har i Pandemonium kan ikke kaldes luft. "Fint." Bed hun. "Du skylder mig for det her."
Han lænede sig ind nært, så hans kind næsten strejfede hendes. "Jeg er sikker på vi kan tage det ud af den massive gæld du har til mig, for aldrig at nævne dine... udflugter." Hun stivnede, farve krøb op i hendes kinder og hun kunne kun stå der, som han pressede et køligt kys mod hendes kind, vendte sig og gik tilbage indenfor igen. Der gik et langt øjeblik, inden hun trådte ud af de klemmende, højhælede sko der passede til kjolen, og trådte ned på græsset. En af hendes fingernegle formede sig over i en lang, skarp klo. Stoffet hvæste som hun kørte kloen op langs det stramme stof der omgav hendes ben, så en slit formede sig op langs siden af kjolen og frigjorde hendes ben. Og så satte hun i løb væk fra palæet, i bare fødder ud over det grønne område, for at løbe den boblende vrede ud af hendes bryst - hun standsede først da hendes blik fangede på en lyshåret skikkelse, der bevægede sig rundt i græsset i næsten dansende bevægelser. Et af hendes bryn løftede sig langsomt, som hun genkendte skikkelsen. Lady Blake De Claire.

[Blake De Clare]

Luften der blev hevet dybt ned i lungerne føltes godt, på trods af at hun ikke formåede at trække nok ned til at fylde lungerne. Det stramme korset sørgede for at begrænse hvor meget hendes bryst kunne hæve sig for noget så trivielt som en vejtrækning. Hvem havde også behov for at trække vejret? Tydeligtvis mente tidens designere ikke, at kvinder skulle have luft nok til andet end at sidde og se pæne ud. Blake tog sig til toppen af korsettet, udenpå kjolen, og hev ud i det for at få noget rum. Det gjorde dog ikke meget andet end at stramme ubehageligt til over ryggen og ribbenene. Lyden af en der kom løbene fik pinden til at glide diskret ud af hendes hånd og ned på jorden. Hendes bevægelser stoppede og hun drejede omkring så skørtet igen svitsjede over græsset, stadig med det høje og slanke, halvt fyldte champagneglas mellem fingrene på venstre hånd.

Kvinden var slank med kort lysebrunt, krøllet hår og en sort kjole. Flået. Hendes ene bare fod kom en gang imellem til syne, når hun tog et skridt frem. Blikket gled i en hurtig bevægelse nysgerrigt henover hende. Hun syntes at have set hende før. Set, men aldrig mødt. Hun havde svært ved at aflæse ansigtsudtrykket. ”Er De kommet noget til?” hendes blik gled sigende ned mod hendes skørt. Forhåbentligt ingen mand havde forsøgt at begribe sig på hende? Var der måske noget længsel at se i hendes blå øjne, efter selv at kunne løbe med frie ben og bare fødder? Senere på dagen ville det være muligt, mindede hun sig selv om. Når selskabet var forduftet og overstået igen. Den anden lignede ingen der var blevet udsat for noget dog. Måske en anelse chokeret? Men ikke ligefrem noget så voldsomt som at få flået skørtet op. Måske havde hun revet det på et hængsel, eller fået det låst under en stol – eller i en dør? Ved flammerne hvor havde hun brugt de undskyldninger mange gange selv, når hun var kommet hjem med flåede skørter. Det havde dog som regelt skyldtes et hegn hun havde forceret, eller en gren i skoven. En sjælden gang imellem ligefrem en lille kamp.

[Khala Riviera]

Khala så automatisk ned på sit flåede skørt, da Blakes blik flyttede sig sigende til det. Rødme kyssede hendes kinder og hun rettede sig en smule op. ”Nej.” lød svaret. ”Er du?” hendes bryn løftede sig yderligere og hendes arme gled over kors. Hendes tone havde haft lidt bid til sig. Men det var ikke den unge, kønne, blonde piges skyld at hun var ung, blond og skulle giftes med tronarvingen af Pandemonium. Så vidt Khala vidste havde det hele været arrangeret. ”Undskyld – min tone, jeg –” Hun løb sin tungespids mod kanten af hendes hjørnetand og sukkede. ”Frustrerende selskab derinde,” hun slog med hovedet tilbage mod huset hun var kommet fra. ”Jeg har selv lavet riften i kjolen. Man kan ikke løbe i den ellers.” Grønligt brune øjne, som mørk, frugtbar jord med pletter af grønt til sig, løb over den anden unge kvindes ansigt. ”Hvad laver du herude?”

[Blake De Clare]

Blakes øjenbryn skød kortvarigt i vejret – ligesom Khalas, og hun så en anelse overrasket ud over kvindens tone, men da hun derefter underskyldte forsvandt den forudindtagede mine igen og hun løsnede op med en lav, men absolut ægte latter. ”Jeg troede at jeg var den eneste der måtte holde masken” Det spillede drilsk i de blå øjne. Hun havde ikke holdt ud længere derinde og havde måtte søge ud. Hendes blik gled ned på den flåede kjole igen og hun nikkede let. Det var ikke naturligt at gøre den slags blandt det finere borgerskab, og endnu mindre naturligt at sige det højt. Det gav kvinden noget interessant over sig. Ved hendes spørgsmål spillede det igen muntert ”Flugtforsøg – vil du med?”

[Khala Riviera]

"Slet ikke - og det bliver sværere for hver af de her events jeg er med til, alle de stivstikkere derinde giver mig lyst til at knække mig," Hun stak en finger i munden og lavede en gagging lyd, inden hun rullede med øjnene. Hun ville hundrede gange hellere blive på kroen, og lade Basel tage sig af den slags her alene. Men det så ikke pænt ud. Specielt ikke til events i Pandemonium. Der skulle hustruen med, og se flot ud på armen. Her var hun et status symbol. Et symbol på Basels kløgtige evne til at gifte sig til endnu højere status end han allerede havde haft. Og hun ville reelt knække sig, hvis der var nogen der forsøgte at tiltale hende 'fyrstinde Howlter' igen - som om hun nogensinde ville have taget hans efternavn.
Hun lagde hovedet en smule på sned. "Hvad havde du i tankerne? Hvor flygter vi hen?"

[Blake De Clare]

”Jeg kan høre at du allerede har mødt min fader og broder.” Stemmen lød ligeså tør som enhver af selskabets derinde, men blev kort efter brudt op i en lav latter. Hun var ved at gå ud af sit gode skind for hvert minut hun brugte i selskabet. Khalas lettere barnlige og modige gaggen fik Blake til at le højt. Hvorhen? Et øjeblik overtog en tænksom mine hendes muntre ballademager udtryk. Hvorhen? Tankerne faldt på kroen hende og Mikkel havde skabt en slåskamp på. Eller, hun havde på Mikkels vegne. Hun havde været der siden. ”Den sorte hammer?” Industrielt navn, ejerne havde ikke været så kreative. Det spillede igen af ballade i de blå øjne – ville Khala kende navnet? Hun virkede som en der måske kendte mere end en adelskvinde burde… Men så igen, gjorde hun ikke selv det?

[Khala Riviera]

Hendes øjenbryn løftede sig imponeret. "Den sorte hammer? Virkelig?" Hun så ned af Blake og så ned af sig selv. I den her mundering ville de stikke ud som to gazeller, der forsøgte at gemme sig i en flok løver. Hun trak på skuldrene. "Okay. Det er bedre end her." Men det var alle steder. "Jeg gi'r--" begyndte hun at sige. "-eller det ville jeg, hvis der var plads til en pung i den her kjole." Hun så ind mod selskabet. Hendes pengepung lå sikkert blandt hendes almindelige tøj på det kroværelse hun og Basel havde. Basel var den eneste der havde penge på sig.
Hendes fødder sank ned i græsset, som hun skiftede sin vægt fra side til side. "Jeg hedder forresten Khala.. du er Blake De Clare, ikke?" Hun fremstrakte en hånd mod pigen. Huden på hendes hænder var solbrun som resten af hende og arret over fingrene i små, lyse streger i huden.

[Blake De Clare]

Blake lettede op fra en anspændthed hun ikke havde bemærket havde fæstnet sig. Kvinden overfor hende var så vidt hun huskede fyrstinde og derfor af højere rang. Det kunne faktisk ende frygteligt galt at tale højt om at kende sådanne steder. Khalas elevatorblik inspirerede Blake til at gøre det samme, hendes trak på skuldrene var dog af en anden årsag – ”Klientellet er ligeglade” Hun kendte mange af dem fra sine mange udflugter. Altid muntre og festlige som om de fra øjeblikket de trådte over dørtrinet til kroen var i et andet land. Det var slet ikke uvant at der var musik heller. ”Det er fint, jeg giver” De kunne ikke bare vandre ud af hoveddøren, for selvom de nok kunne komme udenom hendes ægtemand og Blakes familie, så ville en af tjenerne med garanti give dem besked. ”Khala.. Riviera, ikke?” Hun tog Khalas hånd med et blidt håndtryk der ikke matchede hendes trodsighed, men matchede hendes position. En mærkelig kombination. Hvor Khalas hud var solbrun og arret, var Blakes lys og havde kun et par enkelte tegn på brug. Når hendes mor fandt sår og hudafskrabninger på hende blev den bedste healer altid tilkaldt for at ”skadesbehandle” så hendes eskapader ikke ville efterlade spor. Desuden havde hun aldrig været i rigtig kamp. Kun sjov og ballade. ”Vi kan komme ud i bunden af haven” Stemmen lød lystig og smilet efterlod indtrykket af at hun indviede det nye bekendtskab i en dyb hemmelighed. Så drejede hun omkring og satte med hastige skridt – selvom hun havde lyst til at løbe frit og hurtigt, ned mod enden af haven, modsat af palæet. En 3 meter høj mur rejste sig op over dem og hun søgte med et gammelt forgrenet træ der stod tæt ved den. Allerede før hun mødte træets bark med sine hænder, bandt hun skørterne sammen i en stor klodset knude i siden, så hendes ben kom til syne. Hun greb fat i den nedeste gren og løftede sig med en forbavsende lethed op på den, sådan fortsatte hun fra gren til gren, indtil hun var på linje med murens top. Hendes hår der var blevet ramt af et par grene stod en anelse vildere omkring hende end normalt idet hun kiggede ned på Khala med et gavtyvegrin. ”Det er den eneste vej ud hvis man ikke vil igennem huset – eller kan flyve”. Hun rejste sig op og balancerede henover en tyk gren som førte lige henover muren. På den anden side lod hun sig sænke ned i armene, så der kun var 1-2 meter fra hendes fødder til jorden. Let lod hun sig dumpe det resterende stykke, hvorefter hun med et selvtilfreds smil børstede hænder og skørter af. Havde hun nogensinde taget nogen med på denne tur? Nej. Men Khala var den første pige som hun havde set som en der måske ikke ville glo forarget på hende. Hun havde trods alt revet sit skørt for at kunne løbe.