Post by Dylan Forsyth on Oct 13, 2017 20:13:08 GMT
Damian skar en grimasse ved hendes spørgsmål og hans hånd faldt væk fra hende, mens han vendte sig mod vinduet igen, så han stod med siden til hende.
”Jaaaa, han angreb os! Jeg ved ikke hvorfor eller om manden overhovedet havde en ordentlig plan, men hvert fald…” Han trak på skuldrene. ”Dér stod han. Midt i én af salene svøbet i dødsenglenes skrækmagi og med fire vingerne stikkende ud af ryggen som en anden fucking ærkeengel. Jeg kæmpede imod ham. Han prøvede at fortælle mig noget, men jeg lyttede ikke. Alt jeg kunne føle var bare denne her ætsende, altædende følelse i mit bryst, der gjorde at jeg gik direkte på ham. Jeg ville dræbe ham. Misforstå mig ikke… Jeg nære ingen højere følelser for min far andet end foragt, men… den her følelser… det var had. Jeg burde ikke kunne føle den slags.” Begge hænder begravede sig i de lavtsiddende buksers lommer, mens han med et langt blik kiggede ud af vinduet, men om han blot betragtede sin egen genspejling eller så noget i nattens mørke, var ikke til at sige. ”Aron, min mors højre hånd, har en del af min sjæl. Mor siger det var et uheld, men ikke desto mindre hænger jeg sammen med ham og han med mig. Når jeg står overfor Zean bliver jeg påvirket af Arons følelser for ham, og kan ikke tænke på andet end hakke ham ned, selvom… well… jeg ved ikke…” Et dybt suk kom fra ham, som fik skuldrene til at falde, inden at han sænkede hagen ned mod brystet, og lukkede sine øjne med fingrene masserede panden.
”Han er fanget nede i fangekælderen. Min mor har forbudt mig at se ham, fordi hun er bange for jeg dræber ham eller sådan noget. Jeg ved ikke engang, hvad jeg vil. Bevise mig selv for ham måske? Vise at han gjorde en fejl ved at vælge mig fra dengang? Det er… forvirrende,” afsluttede han med en træt stemme, der afslørede det ikke var første gang, disse tanker var kommet til ham. Et øjeblik tøvede han. Tungen fugtede hurtigt læberne, inden at han skævede til hende med et næsten forsigtigt blik. ”… Jeg ligner ham.”
”Jaaaa, han angreb os! Jeg ved ikke hvorfor eller om manden overhovedet havde en ordentlig plan, men hvert fald…” Han trak på skuldrene. ”Dér stod han. Midt i én af salene svøbet i dødsenglenes skrækmagi og med fire vingerne stikkende ud af ryggen som en anden fucking ærkeengel. Jeg kæmpede imod ham. Han prøvede at fortælle mig noget, men jeg lyttede ikke. Alt jeg kunne føle var bare denne her ætsende, altædende følelse i mit bryst, der gjorde at jeg gik direkte på ham. Jeg ville dræbe ham. Misforstå mig ikke… Jeg nære ingen højere følelser for min far andet end foragt, men… den her følelser… det var had. Jeg burde ikke kunne føle den slags.” Begge hænder begravede sig i de lavtsiddende buksers lommer, mens han med et langt blik kiggede ud af vinduet, men om han blot betragtede sin egen genspejling eller så noget i nattens mørke, var ikke til at sige. ”Aron, min mors højre hånd, har en del af min sjæl. Mor siger det var et uheld, men ikke desto mindre hænger jeg sammen med ham og han med mig. Når jeg står overfor Zean bliver jeg påvirket af Arons følelser for ham, og kan ikke tænke på andet end hakke ham ned, selvom… well… jeg ved ikke…” Et dybt suk kom fra ham, som fik skuldrene til at falde, inden at han sænkede hagen ned mod brystet, og lukkede sine øjne med fingrene masserede panden.
”Han er fanget nede i fangekælderen. Min mor har forbudt mig at se ham, fordi hun er bange for jeg dræber ham eller sådan noget. Jeg ved ikke engang, hvad jeg vil. Bevise mig selv for ham måske? Vise at han gjorde en fejl ved at vælge mig fra dengang? Det er… forvirrende,” afsluttede han med en træt stemme, der afslørede det ikke var første gang, disse tanker var kommet til ham. Et øjeblik tøvede han. Tungen fugtede hurtigt læberne, inden at han skævede til hende med et næsten forsigtigt blik. ”… Jeg ligner ham.”
