Under my skin

[Khala Riviera]

Dylan Forsyth

Solblegede, lysebrune krøller ramte puden og hendes ryg ramte madrassen. Hendes åndedræt kom stadig mere i gisp efter vejret end åndedrag, et fint lag af sved der skinnede i månelyset dækkede hendes nøgne krop og musklerne i hendes lår sitrede. Det tog hende et langt øjeblik at jævne sit åndedræt igen, blikket dvælende ved hævelsen af himmelsengs stoffet over dem. Værelset var ikke meget ulig det hun havde hjemme hos Basel. Det var større og tingene i det var sikkert dyrere end dem der stod derhjemme, men det havde hun ikke den mindste smule forstand på, så det var svært at vurdere. Blot et gæt på hvor meget af det der var linjet med guld. Det var første gang hun reelt var på Damians værelse, og nu da hendes opmærksomhed rent faktisk var på andet end ham, skubbede hun sig op på sine albuer og så sig omkring. Der var et skrivebord, dækket af papirer - selvom nogen af dem var blæst ned af det åbne vindue, som hun var kommet ind igennem for blot en halv times tid siden - flere store, tunge bogreoler med sine, små figurer skåret ud i træet og malet med gylden maling, nogle enorme dobbelt døre over for sengen, som Khala gik udfra var et skab af en art, og et stort, lukseriøst skakbræt i mørk, næsten sort, maghoni. Grønbrune øjne vandrede over lokalet, indtil hun kunne høre hans åndedræt jævne sig. Så vendte hun ansigtet mod ham. Strukket ud så lang han var. "Du har lært nogle nye tricks," kommenterede hun. Der lurede et smil om hendes læber. "Har du læst op på det?... Eller fundet nye piger at træne med?" Smalle, mandelformede øjne studerede ham nært for hans svar.  

[Dylan Forsyth]

Brystkassen hævede og sænkede sig i store, tunge bevægelser, som var det en smeds blæsebælg. Lungerne hev ilt ned i sig, efter at have holdt vejret i flere sekunder, da klimakset var bølget igennem ham, og havde efterladt ham svedende, gispende og sitrende i hele kroppen på en yderst behagelig måde.
Damian holdte øjnene lukket, mens hans ene hånd lå hvilende på Khalas ene lår, hvis muskler han kunne mærke skælve under den stramme hud. Ved mørket, hvad den formskifter dog kunne gøre ved ham…
Selv efter så lang tid kunne hun stadigvæk drive ham sindssyg, og det føltes endda som om, hun blev bedre og bedre til at finde alle hans små punkter, samt vide hvordan hun skulle drive ham afsted som kvæg mod vandet.
”Hm?” Han åbnede sit ene øje, for at se på hende ud af øjenkrogen. Et par krøller klistrede sig til hendes pande, men armene var for trætte, til at han orkede at skubbe dem væk. ”Åh… Nej… du ved hvor observant jeg er. Jeg lagde mærke til sidste gang, hvordan du lød, da jeg gjorde det, og efter at have spillet det igennem mit hoved et dusin gange nærmest hver nat, kom jeg i tanke om, hvad jeg gjorde.” Et lille, skævt smil blev sendt i hendes retning, mens han gav hendes lår et blidt klem, så et skud af øm smerte blev overført som energi til ham. ”Bare rolig fyrstinde Howlter, jeg er bare god.”
Han havde ikke været tålmodig med hende i nat. Nærmest lige så snart hun var kommet gennem vinduet, havde han trukket hende ind til sig i et heftigt kys, der havde efterladt hende næsten smeltende i hans arme, før han skubbede hende mod sengen i en kræven efter hende. Flammerne tage ham, hvor havde han haft brug for hende. Brug for at blive distraheret. Trukket ned på jorden. Tænke på noget andet end dødsenglen gemt væk nede i fangekælderen, som folk kaldte hans far. Khala var god til den slags.
Ansigtet drejede sig helt mod hendes, så han kunne ligge og betragte det i halvmørket.
”Tak fordi du kom…” Et smil sitrede i mundvigen. ”På mere end én måde.”

[Khala Riviera]

Der var en sekund-kort trækning ved hendes mund, som skyggen af et smil flirtede med kurverne af hendes læber. "Så talentfuld," kommenterede hun, hans fingre sank ind i hendes lår og den ømme muskel rullede let under hans fingre. "Et sandt naturtalent." Hun rakte ud, så hendes vægt hvilede på blot den ene albue, og strøg to fingre langs kurven af hans kæbelinje. Grønligt brune øjne fandt stormende grå. Fingrene slap som han sagde hendes titel og en rynke tegnede sig over hendes næseryg. "Riviera." Rettede hun. Resterne af fornemmelsen af tilfredstillelse forsvandt fra hendes krop som dug for solen. Den tendens havde Basels navn til at gøre ved hende. "Vavilonske kvinder tager ikke nødvendigvis deres mænds efternavn." Hun ville hellere have skåret sine håndled op end at dele efternavn med den mand. Det var mere end nok at hun skulle dele en seng med ham. Bære hans unger. En grimasse krydsede hendes ansigt, som hun svang sine ben ud over kanten på sengen, men om det var tanken om hendes ægtemand eller hendes ømme underliv, var ikke til at sige.
Hun tåede kort hans skjorte på gulvet. Den ville være god at have på hvis nogen pludselig brød ind og det åbne vindue sendte pust af kølig sensommer luft ind, men hvis hun skulle hurtigt væk, ville stoffet ikke være andet end i vejen. Hun lod den ligge. Lydløse, nøgne fødder bragte hende over mod skakbrættet. "Det var så lidt," hun så sig over skulderen. Et smil hev i hendes mundvige. "Skulle det være en anden gang," fingre samlede en af skakbrikkerne op, vendte den imellem hendes hænder. De sorte skakbrikker var gjort i en eller anden form for sort marmor og den sorte dronning mellem hendes fingre skinnede i månelyset, som hun holdt den op. "Du mangler én," hun nikkede mod den sorte side af brættet, hvor den sorte løber manglede.

[Dylan Forsyth]

Med en hånd bagved hovedet, så han kunne holde det løftet en smule, fulgte Damian den nøgne formskifter med blikket, som hun slentrede rundt på hans værelse på lydløse fødder. Han kunne se, hvor han havde haft fat i hende. Balderne var røde fra hans grådige fingre, de runde hofter havde også fået et par fingermærker, for ikke at tale om taljen, hendes ben og brysterne. Synet fik ham til at smile.
”I know... men er stadigvæk sjovt at se din reaktion, når jeg nævner ham,” svarede han underholdt.
Tavst betragtede han hende stå ved sit skakspil, uden at gøre noget for at bryde stilheden, eller få hende ud af døren, som han normalt ville fortrække sine kvinder gøre. Han kunne lide hendes tilstedeværelse, og havde altid gjort det.
Som hun nikkede mod brættet, måtte han sætte sig op i sengen, for at se hvad hun hentydede til, inden at han med en hovedrysten stak hånden under én af sine puder, og fiskede den manglende løber frem. Præsenterende holdte han den frem, så en smule lys fra udenfor kunne skinne dens glatte, sorte overflade op.
”Jeg har den her,” afslørede han, før han med et støn kravlede ud af sengen, så han kunne gå hen til hende på stive ben – lige så bekymringsløs om sin nøgenhed som hende. Med brikken hvilende i sin håndflade rakte han den frem mod hende. ”Løberen.”

[Khala Riviera]

Den sorte dronning blev vendt mellem hendes fingre, men hendes blik flyttede sig til sengen. Hun kunne næsten se stoltheden blomstre i hans øjne som hans blik vandrede ned over hendes krop, og hvad han havde gjort ved den, et halvt misfornøjet, halvt humorfyldt udtryk trak sig over hendes ansigt. Hun burde virkelig tage en snak med ham om mærkerne. Hun skulle trodsalt hjem til Basel her efter og hvor manden var kedelig som støv, var han ikke dum. På et eller andet tidspunkt ville han fange hende i at klæde om og opdage sporerne af hendes lille affære, men der var også noget i hende der elskede at sidde til middag med ham, på ømme baller efter Damians hænder. Basel havde fanget hende i et ægteskab hun ikke ønskede, så det bragte hende en hvis fryd at have det her. Så hun sagde ingenting.
Hendes bryn løftede sig let, som han fiskede den manglende skakbrik frem fra under hans pude. "Sover du med en skakbrik under din pude?" spurgte hun. Hendes hoved gled en smule på sned. "Er det en eller anden pandemonsk tradition?" Hun tog imod den, som han rakte den frem. Perfekt sort som den anden, men det var som om nogen af kanterne var en smule slidt, som var den mere håndteret end nogen af de andre brikker. Hun kørte sin tommelfinger over de glatte, bløde overflader og satte den sorte dronning fra sig, for at se nærmere på den han havde givet hende.

[Dylan Forsyth]

Damian udstødte en blanding af et fnys og et grin af hendes spørgsmål, men rystede på hovedet af det. ”Det er svært at forklare,” svarede han lavmælt, mens han betragtede hvordan hun vender den i sine hænder, selvom det får ham til at føle sig sårbar. Hovedet vippede til den ene side.
”Min mor… brugte skakbrættet til at vise mig verden, da jeg var en lille dreng. Hun forklarede mig hvordan tingene hang sammen, og hvordan selv den mindste bonde, kunne bruges hvis man ofrede den på det rigtige tidspunkt,” fortalte han tøvende, som var det svært for ham at udtrykke sine følelser overfor den lille sorte brik. ”Jeg opdagede, at jeg altid dræbte min modspillers konge med løberen. Det er en brik, som kan rykke sig tværs over brættet, så længe ingen står i dens vej, og kan være svær at fange på grund af sin hurtighed, og evne til at danse frem og tilbage. Ved første øjekast ligner den dronningen eller kongen, hvilket kan være din undergang, men hvis du kigger ordentligt efter ser du den er anderledes, bevæger sig anderledes… tænker… tænker anderledes. Den… kan nå ind til dig. Ind til både bønder, tårne men også dronninger og konger. Så hurtigt. Så pludseligt. Man skal bare vente.”
Han tog brikken fra hende, og holdte den op mellem dem så lyset kunne skinne den op fra vinduet. Næsten kærligt holdte han om den.
”Når alle har så travlt med at fortælle hvad jeg er, og har en mening om hvem jeg vil blive, finder jeg stabilitet i den her brik. Folk kan dømme mig, hade mig, være bange for mig, undervurdere mig, tro de ved hvem jeg er på grund af mine forældre, men pludselig vil jeg stå dér. Helt foran dem – og de har end ikke set mig komme.” Et smil pryder hans ansigt, og et øjeblik længere holder han brikken oppe, inden at han forsigtigt sætter den ned på skakbrættet på sin plads i den sorte hær, men i stedet for at have den mellem dronningen og hesten, placere han den foran dem alle. En ene hærføre.
”Jeg ved det er fjollet…” mumler han, mens han retter på brikken uden at se på hende. ”Det er… bare sådan jeg har det.”

[Khala Riviera]

Khala så på skakbrikken mellem hendes fingre, som han forklarede brikkens værdi. Hun havde ingenting i verden hun skattede, på den måde han skattede den lille brik mellem hendes fingre. Hun havde været én i en søskendeflok på tretten børn, alt hun havde haft var noget hendes søskende havde haft før hun fik det. Hun havde aldrig decideret manglet noget, men hun havde aldrig haft noget der havde været blot hendes. Ikke før hun var blevet voksen. Hun lod ham plukke brikken fra hendes hænder, da han rakte ud efter den. "Så... brikken er dig?" gentog hun, for at forstå hvad det var han fortalte hende. Grønligt brune øjne fulgte brikken som han holdt den op imellem dem. Hun havde spillet skak før, det var praktisktalt den eneste måde hun kunne holde ud af være omkring Basel indimellem, men det var sjældent hun nød spillet - han tog alt for lang tid om at rykke sine brikker, og det endte ofte med at hun smed alle brikkerne af bordet i ren frustration. Smittet af smilet der dukkede frem over hans ansigt hev et smil i hendes læber, som han talte om hvordan han ville en dag ville stå foran sine fjender, uden at de så ham komme.
"Jeg syntes ikke det er fjollet." Hun greb den sorte hingst fra brættet og satte den ved siden af løberen, foran den lille hær, inden hun så op på ham. Implikationen var tydelig. "Den dag du ønsker det, har du min støtte," hun strakte sig en smule på sine tæer og placerede et fjerlet kys på hans kind, inden hun sank ned igen. Og så slog det hende. Kanten af hendes hævede underlæbe trak sig ind imellem hendes tænder. "Apropo støtte... din halvsøster besøgte mig fornyligt..."

[Dylan Forsyth]

Et smil, der næsten kunne beskrives som varmt, blev sendt til Khala da hun kyssede ham, men det var hurtigt væk ved hendes tilføjelse, der fik hans pande til at rynke sig i uforståenhed.
”Hvilken halvsøster?” spurgte han, og trådte et skridt væk fra hende. ”Jeg har ingen søskende – med mindre vi tæller Lilith med, og hun er –” Det slog ham med det samme, hvem hun måtte mene, hvilket aftegnede sig i hans ansigt af gnistrende øjne og en kæbe, der spændte sig hårdt, mens hænderne kort knyttede sig ned langs hans siden.
”Ah… hende.” Ordet blev spyttet ud, som gav det ham en dårlig smag i munden. Uden at se på hende travede han hen til en stol stående op af væggen tæt ved hans seng, hvor en rodet bunke af tøj lå hulter til bulter, men alligevel virkede det ikke til at besvære ham med at finde et par bukser, som han trak på. De hang lavt på hans hofter.
”Vent… du sagde, hun besøgte dig? Hvad ville hun?” Stålgrå øjne rettede sig skarpt mod hende, mens han knappede bukserne færdigt. Sandt at sige anede han intet om, hvad den side af hans familie lavede, og tænkte kun på den i bitre tidspunkter – ofte med resultatet af dagdrømme hvor han brændte dem alle sammen eller på anden måde slog dem ihjel. Han vidste der var to. To børn af Zean Forsyth ud over ham selv, og en hustru, Macaria Forsyth, tidligere pandemonier.
Hvis han skulle hade nogen var det dem.

[Khala Riviera]

Arme foldede sig under den smalle hævelse af hendes bryst, da Damian trådte et skridt væk fra hende. Et suk pustede sig ud igennem hendes næse, mens han arbejdede sig frem til hvilken søster det var hun talte om, og hun så reaktionen spille sig igennem hans senede, muskuløse krop. Hun fulgte ham med blikket som han travede over til en stol og samlede et par bukser op ad en rodet bunke krøllet tøj. Hun gjorde ikke selv nogen mine til at ville gøre det samme. Det ville alligevel være hans tøj hun ville skulle tage på, hvis noget. "Yup." bekræftede hun, da han spyttede ordet hende ud af munden, som var det et stykke fordærvet frugt. Skarpe stålgrå øjne landede på hende, men hun hverken så bort eller sank sammen under det skarpe blik, istedet løftede hun hagen. "Lave en alliance. For tronen i Vavilon." Hendes hofte gled en smule ud til siden som hun betragtede ham. Hun havde set ham sådan her før, det var oftest når snakken faldt på hans far dog. "Hun mener hun kan lede landet bedre end det menneske der sidder på tronen lige nu."

[Dylan Forsyth]

Han fnøs. Med en hovedrysten afslørede han hvor absurd det var hans halvsøster, burde være bedre end Davenport, men så igen havde arrogance altid været en del af familien, og hun var trods alt vaviloner med alt, hvad det indebar. Hun var den rigtige arving.
”Og hvad svarede du?” spurgte han, og marcherede hen mod hende igen med truende skridt, der bragte ham helt foran hende, så deres kroppe kort stødte sammen, og han måtte bøje i nakken for at holde hendes blik. Normalt ville det få folk til at bakke frygtsomt tilbage, men Khala var ikke folk. ”Vil du støtte min kære halvsøster i at få sin trone tilbage? Blive bedste veninder med hende eller hvad I vaviloner nu bliver, når I er færdige med at dræbe hinanden. Du har jo en ting for bastarder, ikke sandt?” Ansigtet var forvrænget i en snerren, mens ordene krøb ud over hans læber med formål at skade og såre, som de havde tildens til, når han blev vred eller såret. Han vovede dog ikke, at gribe fat i hende. Hænderne forblev langs siden, hvor de knyttede sig til leddene knækkede jamrende over styrken, og knoerne var hvide af manglen på blod, uden at hans hoved tænkte særligt klart på andet end Zeans tøs, nu ville til at tage et land, mens han rådnede op her. Gad vide hvad hun ville sige til, de havde hendes elsket far her i fangekælderen.
Han kunne mærke Khalas åndedræt mod sit ansigt, samt varmen fra hendes læber så tætte som han stod på hende. Stirrende ned i sin egen genspejling i hendes øjne, og stående over hende som en tordenbyge klar til at falde ind over landet.

[Khala Riviera]

Hun skulle til at svare ham, da han begyndte at marchere frem mod hende med truende skridt. Hendes fødder gled automatisk fra hinanden, armene gled ud af den korslagte position, så de hang klar ved hendes sidder, men hun trådte ikke tilbage fra ham og hendes hage løftede sig yderligere, som hans bryst kolliderede med hendes. Grønbrune øjne blev smalle som hun så op på ham, hendes nakke lagt tilbage i den nære position, ellers ville hun stirre direkte ind i hans brystkasse. Et bryn løftede sig ganske let. "Du kan bande på jeg ville støtte din halvsøster, hvis jeg mente det var bedst for Vavilon." Der var intet i hans ord der sårede hende. "Jeg har ikke svaret hende endnu. Hun kom med et tilbud. Jeg overvejer det." Hun holdt sine hænder fra at forme næver for nu, men de hang klar langs hendes sider, hvis han greb ud efter hende, ville hendes næve møde hans solar plexus hurtigere end det ville tage et åndedrag at forlade hendes læber. "Heldigvis for dig, har en jeg ting for bastarder, så jeg ville spørge dig først." Smalle øjne betragtede ham. "Men hvis du ikke har noget at sige om det, så tror jeg det er på tide jeg tager afsted."

[Dylan Forsyth]

En pegefinger hævede sig mod hendes ansigt, men den rørte hende aldrig, selvom hele dødsenglens ansigt var fortrukket i en vred snerren.
”Du... er... møg irriterende,” hvæsede han ned i hendes ansigt, før han drejede rundt på hælen, for at fjerne sig fra hende igen, og i stedet trave rastløs afsted på gulvet, som et rovdyr i et bur, mens han prøvede at kølne af. Begge hænder kørte igennem hans hår. Han pustede tungt ud. Prøvede at beholde overblikket, og ikke lade sit temperament løbe af med sig, selvom hjertet hamrede hårdt i brystet på ham.
”Hvad vil du have jeg skal sige?” spurgte han med ryggen til hende, inden at han lænede sig frem ved et af de høje vinduer, støttende mod dens karm med hænderne så skuldrene trak sig op til ørerne, og rygmusklerne trådte tydeligt frem under hans hud. Man kunne se det sted, hvor hans vinger plejede at skubbe sig ud. Han hang med hovedet men ikke nok til, at hans øjne slap mørket ude foran vinduet. ”At du ikke skal støtte min hybrid-søster i at tage Vavilon? At jeg i stedet vil marchere frem med en hær, og nedlægge hele landet for mine fødder? Dødsenglene? Formskifterne?” Ansigtet drejer sig mod den ene skulder, så han kan se på hende ud af øjenkrogen med et mørkt blik. ”Eller at du skal støtte hende, mens jeg rådner op her i et pænt fængsel, og venter på en krone, som måske aldrig vil tilfalde mig, hvis min mor og Adrian får et barn? Bare så jeg kan blive fravalgt igen.”

[Khala Riviera]

Khala flyttede sig ikke en tomme som en pegefinger hævede sig mod hendes ansigt og hans ansigt fortrak sig i en grimasse af en vred snerren. Hans hvæsede ord fik ingen reaktion frem i formskifteren, før han drejede rundt og trådte væk, så samlede hendes arme sig under hendes bryst igen, lagt over kors som hun betragtede ham. Lod ham forsøge at køle af. Hendes åndedræt var jævnt, hendes puls en stødt, regelmæssig brusen i hendes blod, men hendes fodder forblev forankret til jorden, i en kampposition. Han mindede hende om den gang hun var stødt på den tiger, hun først havde lært at tage formen fra. Det enorme dyr havde været i bur. Underholdning til et adeligt middagselskab. Gæsterne havde fået pinde, så de kunne prikke til dyret igennem tremmerne, se det knurre og hvæse magtesløst af dem, mens de lo.
Et tungt åndedræt forlod hendes lunger. Hendes fødder bevægede sig lydløst over tæppet som hun nærmede sig ham. Gangen var forsigtig og hvert skridt overvejet. "Fortæl mig hvad du vil have." Hun så op på ham. Hendes hånd rørte hans, foldede noget ind i den. Hvornår hun havde samlet skakbrikken op igen var ikke til at sige, men mellem hans fingre lå den sorte hingst. "Vil du have Vavilon?" Hendes blik syntes at hænge ved hans ansigt, så meget som de havde gjort, da hun havde spurgt om han havde fundet andre kvinder at øve sine tricks på.

[Dylan Forsyth]

Stormfulde øjne rettede sig mod formskifteren ved hans side, og mødte hendes blik. I et par sekunder var han stille, inden at han nikkede en enkelt gang. Der var noget over ham, som havde lagt og sovet i alle disse år, men nu var ved at blive vækket til live i ham, og for første gang var der et træk, der ikke fik ham til at ligne hverken sin far eller dronningen af Pandemonium. Noget andet.
”Jeg vil ikke være i skyggerne længere,” knurrede han, og lukkede fingrene om springeren Khala havde placeret i hans hånd, mens han rettede sig op foran hende. ”Zean angreb mit hjem… lad os se hvad han siger til, når jeg angriber hans, og om jeg så vil blive den søn, han havde håbet for i stedet for hans hybriddatter.”
En hånd hævede sig så fingre silkeblødt kunne følge Khalas kæbelinje til den runde hage, han holdte om i et let greb, for at hæve den en lille smule, og få et bedre udsyn til hendes ansigt, han både havde set forvrænget i vrede, raseri, had, gråd, frygt, latter og nydelse.
”Men vi må gå stille frem. Dronningerne står stadigvæk på brættet, en enkelt konge, og et par bønder. Vi må bevæge os i det skjulte, indtil vi hurtigt skrider tværs over brættet, og placere dem alle sammen skakmat.”

[Khala Riviera]

Hendes blik hvilede opmærksomt på ham, så hun så forandringen veksle over hans ansigt. Det lignede måske ikke nogen af de folk, hun havde mødt, der var i familie med ham, men det var hende velkendt alligevel. Det var samme glimt i hans øjne, samme træk ved hans mund, når han fik en ide og den gavtyv agtige sidde trådte frem i ham. Den side der fik ham til at hive i hendes krøller, bare for sjov, eller spille hans fingre op langs hendes sider hvor han vidste hun ville bryde sammen i latteranfald. Den side der først havde fået hende til at tvivle på om alt hun vidste om dødsengle var... forkert.
Hans finger dansede langs hendes kæbe, fandt hendes hage og tippede hendes ansigt op mod hans. Hun brød sig ikke om at vise hals, og havde det været nogen anden, var hånden blevet slået bort, men hun lod ham gøre det. "Jeg --" hendes bryn løftede sig, og hvad hun ellers ville have sagt gik tabt. "Zean har angrebet dit hjem? Her? Slottet?" Hendes bryn knyttede sig sammen. "Hvad skete der?"