Forsyth-knægt

[Dylan Forsyth]

Flint Pharr - Dylan Forsyth

Èn af soldaterne åbnede hjælpsomt døren for Damian, så han kunne gå ind på sit værelse, som den lydige dreng han nu var. Døren lukkede sig bag ham, og han hørte hvordan vagterne stillede sig an derude, for at være sikker på ingen kom hverken ind eller ud, indtil de fik andre ordre fra enten kongen eller dronningen.
Damian kastede et kort blik over skulderen mod døren, inden han med et fnys, hankede mere op i den bevidstløse djinn i sin favn, og gik hen til sin seng, hvor han lagde ham så nænsomt han kunne præstere. Mundvigene var spændte. Et øjeblik stod han og betragtede Flint i sengen med armene hængende langs side, før han med et suk vendte sig om, for at få tændt noget lys. Der var stadigvæk nogle gløder i kaminen, som blev vækket til live efter lidt roderi med ildrageren og en ny kævl. Han gad ikke til at tænde flere lamper eller stearinlys, så det måtte være nok, selvom skyggerne var lange og mange.
En enkelt olielampe blev tændt, så han kunne se noget inde på badeværelset.
Mere end noget andet havde han lyst til, at forlade værelset for at gå tilbage til salen, og han overvejede det kraftigt! Han var snart ved at være for gammel til, at hans mor bare kunne lukke ham ude af det hele på den måde, som var han en lille knægt, der ikke forstod noget som helst. Var det ikke hende, der hele tiden fablede om, at han snart skulle være konge og alt det? Forsyth var hans far! Det var hans ansvar og pligt at tage sig af ham! Manden havde angrebet dem, og... og han som kommende konge, burde være den, der klarede det hele. Ikke hans mor. Ikke Adrian. Ham!
Irriteret fandt han et vaskefad frem, en klud og fyldte lunkent vandt i fra varmesystemet i badekarret, før han vendte tilbage til sin seng og Flint, bærende på vaskefadet med kluden svømmende deri. Stadigvæk kunne han høre sin fars leende stemme. Det var første gang, han havde hørt den, og den blev ved med at klinge i hans hoved, som en vuggesang med syngende sværd og ekkoende skrig.
Han satte sig oppe i sengen med vaskefadet placeret i skødet. Ærmerne på hans grå trøje blev smøget op til albuerne, så de ikke blev våde, inden at han vred kluden hårdt op, og begyndte at vaske Flints ansigt rent for blod med forsigtige bevægelser.
Hvorfor ville hans mor ikke have, at han var sammen med sin far? Han havde kunne vinde den kamp, det var han sikker på! Var det fordi, hun ikke ville have at Zean kom til skade? Holdte hun stadigvæk af ham?
Vandet i fadet blev farvet lyserødt af blodet. Han sørgede for at vaske dét væk, som også var kommet op i Flints pandehår. I det mindste var sårene healet, og alt der var tilbage var blodet, som snart også ville være væk.
Hvorfor var Zean overhovedet kommet her? For at slå ham ihjel, fordi han var blevet voksen nok, til at være en trussel? For at bringe ham med sig til Sethos til alle de andre dødsengle? Eller var der en anden grund, som slet ikke havde noget med ham at gøre, og hans far forsat var ligeglad med hans eksistens. Åhhh han ville vise ham! Han skulle nok få ham til ikke at være ligeglad med ham, om det så var på den ene eller anden måde!
Med et suk vred hun kluden op igen. Det hjalp at have noget at give sig til, i stedet for blot at sidde og trille tommelfingre, uden at vide hvad der forgik i salen, og hvad de mon gjorde med Zean, selvom han havde en god ide om det. Han vaskede det sidste blod væk fra Flints ansigt. Gad vide hvad han havde set? Hvad hans mor havde set?

[Flint Pharr]

Silkeskjortens hæmmelinjer var flået. Den var mere en klud end en skjorte. Den ville nok aldrig blive hvad den engang havde været. Han tørrede snot af sit ansigt i det flåede ærme. Lyden af snorken var alt der var i lokalet. Ellers stilhed. Han lå i den længe. Stilheden. Så vred han sig, så møjesommeligt og stille som han kunne, ud af armene der holdt ham og gik på nøgne tåspidser over til døren, åbnede den og lukkede den stille bag sig. Vagten udenfor så på ham. Han ignorerede ham og forsøgte at holde sin ryg rank som han gik ned af gangen. Klinker med smuk, blå mosaik dækkede badeværelset fra top til tå, flankeret af hvide søjler og i midten var der en enorm pool fyldt med dampende vand. Kluden der engang havde været en natskjorte, blev skødesløst smidt til siden. Han sank ned i vandet, til det slugte ham fuldstændigt.
Et lunkent, fugtigt klæde strøg over hans ansigt. Øjenlåg åbnedes og afslørede grønne øjne. Det tog ham et øjeblik at orientere sig. Der var en varm, blød seng under ham. Damians ansigt var lænet ind over ham. En klud bevægede sig mod hans ansigt, men han fangede håndledet før den rørte ham igen. Fantom fornemmelsen af det varme vand var stadig om ham. Han skubbede sig op på sin ene albue, kridhvid i ansigtet. Og så vendte han sig på siden og knækkede sig ud over sengekanten. Syre bed i hans mund, brændte i hans hals og stak nok til at få tåre frem i hans øjne igen. Flint hev efter et åndedræt. Hans mave vendte sig igen og han kastede op igen. Tåre løb ned af hans kinder. Han spyttede for at få smagen til at gå væk. Stanken af bræk stak i næsen. Syrende og stikkende. Han trak sig sammen. Krøllede sig op mod hovedgærdet.

[Dylan Forsyth]

Lige så snart de skælvende fingre lukkede sig om hans håndled, stoppede Damian sin kurs med kluden, og lod den falde tilbage ned i vaskefadet. Godt. Han var vågen. Munden åbnede sig for at spørge om han var okay, lige inden djinnen tømte sin mavesæk ud på gulvet ved siden af sengen, hvilket fik dødsenglens næse til at rynke sig i afsky, mens han lænede sig væk. Stanken af opkast kradsede i næsen, og fik hans egen mave til at røre på sig.
”Ved flammerne...” mumlede han opgivende, og rejste sig fra sengen idet Flint kastede op for anden gang. Med albuen åbnede han døren ud til gangen, hvilket med det samme bragte ham ansigt til ansigt med seks vagter, der alle synkront drejede rundt mod ham, som forventede de at han ville prøve at forlade værelset eller noget.
”Wauw... nogen er anspændte her til aften, huh?” kommenterede han spydigt, og stak vaskefadet i favnen på den nærmeste soldat. ”Hent en tjener herop med spand, klud og noget tranebærsaft. Flint har lige kastet op på gulvet.”
Et øjeblik kiggede soldaterne forvirret på ham, men Damian gad ikke spilde tiden på at skulle uddybe tingene, så han forsvandt tilbage ind på sit værelse, hvor han med det samme åbnede et af de høje vinduer, for at fjerne lugten af opkast.
”Det kan ikke røre dig længere,” mumlede han til Flint, mens han slog vinduet helt op. ”Det er overstået. Træk vejret helt ned i maven, tæl dine tænder med tungen, og tænk på hvordan chokolade smager.” Erfaringen med Khala havde lært ham, hvad der hjalp, når man var blevet udsat for en dødsengels frygtmagi.
Hænderne fandt hinanden bag ryggen, mens efterårsvinden legede med hans hår, som han betragtede aftenens mørke, uden at tage sig af den blege djinn i hans seng – der var for meget i hans hoved, til at han kunne koncentrere sig om empati lige nu.
I dybet af sin sjæl havde han lyst til at grine frydefuldt og sejrende, men han forstod ikke hvorfor, eller hvor denne hånlige glæde kom fra, når han faktisk følte sig vred og forvirret, hvilket han godt vidste hvorfor! Læberne truttede tankefuldt. Det måtte være Aron.
Han kiggede sig over skulderen, da døren gik op og to tjenere kom ind i værelset. Èn med en spand fyldt med sæbevand og en skurrebørste, en anden med en bakke. I tavshed blev opkasten tørret og vasket bort, og som altid turde ingen af tjenerne, så meget som at kaste et blik hen på Damian, der observerede arbejdet udtryksløst.
Først da de igen havde forladt værelset og døren var blevet lukket i, bevægede han sig hen til natbordet, hvor bakken var blevet stillet, for at hælde noget af den bitre tranebærsaft op i et glas, han rakte til djinnen. De havde også givet dem lidt farverigt slik med i en skål.
”Drik op,” beordrede han monotont. Her stank af sæbe, og hvis man trak vejret for dybt, kunne man stadigvæk lugte snerten af opkast, men i det mindste hjalp det en smule at vinduet stod åbent, selvom her hurtigt blev koldt.
Damian dumpede ned på sengekanten ved Flint, tog imod det tomme glas, for i stedet at række ham skålen med slik.
”Tag én. Du har brug for noget sødt.” Det var alt han kunne mestre lige nu i forplejning. Aldrig havde han selv mærket frygtens tag i sig, men han kunne sætte sig ind i det, og havde jo set flere gange, hvordan folk reagerede på magien, hvilket gav ham en ide om det hele. Men selvom hans mor havde bedt ham om at tage sig af Flint, var det svært, når så meget andet kværnede rundt i hans hoved. Koncentration var vigtigt, når han skulle være omsorgsfuld.

[Flint Pharr]

Damians opgivende mumlen gav ham lyst til at sige undskyld for at kaste op på gulvet. Tæppet herinde var sikkert dyrere end nogen mængde af personlig rigdom han nogensinde havde haft. Han kunne bare ikke få ordene ud af sin mund. Det var som om den var lammet. Som havde nogen dryppet sovemiddel på hans tunge. Så han sagde ingenting. Damian åbnede et vindue og det kølige pust af efterårs vind kølede den koldsved han allerede havde som et tyndt, skinnende ekstra lag af hud uden på hans egentlige hud. Men lugten af syrlig sur opkast forsvandt efterhånden. Hvad havde han overhovedet fået til aftensmad der havde givet den lugt? Aftensmad føltes som havde det været flere århundrede siden, mens Bael, som rent faktisk var århundrede siden, føltes som om det blot var minutter siden. Han kunne selvfølglig læne sig ud over kanten og kigge.
Damian talte til ham. Flint glippede med øjnene. Han tog en dyb indånding, som for at bevise at han stadig forstod talte ord. Damian lignede den mand der var trængt ind på slottet så meget, at Flint først havde mistaget manden for ham. Nuancerne stod så klart nu. Han kunne se præcist hvordan de lignede hinanden og skille de træk fra, der ikke lignende mandens. En flænge af en anden farve, der kun stod frem i det rigtige lys, i hans øjne. En nuance solen bragte frem i hans hår. Et træk han fik om munden, når han havde fundet på noget der kun ville bringe dem ballade, som han aldrig kunne forestille sig på den fremmede mands ansigt. De var ikke perfekte kopier.
Tjenere kom ind, den ene med en bakke og den anden med en spand. De så ikke på Damian, men tjeneren på gulvet fik øjenkontakt med Flint. Hans mund formede et lydløst 'undskyld'. Tjeneren trak på skuldrene og skrubbede videre. Han gjorde hurtig process af resterne af Flints aftensmad på gulvet, smed børsten i spanden og rejste sig og forlod værelset sammen med den anden tjener.
Et glas blev stukket frem imod ham. Han tog imod det og drak det uden protest. Han brød sig ikke om tranebær, det fik hans mund til at krølle sig sammen, men i det mindste fjernede det alle spor af den syrlige smag. Han gav Damian glasset tilbage og tog imod skålen med slik i bytte. Slikket smagte næsten overdrevent sødt, i hans tranebærbitre mund, som havde han hældt en hel pose sukker i munden. Han tyggede det alligevel og sank. "Så--" han måtte rømme sig, for at klare slimmen i hans hals. "Det var din far?" Hans fingre rystede stadig.

[Dylan Forsyth]

Stormgrå, kontrastfyldte øjne rettede sig mod Flint, da spørgsmålet ekkoede ud i rummet, og bølgede igennem hele dødsenglenes indre af følelser, tanker og meninger.
”Lader det til,” svarede han toneløst, mens billedet af den ældre dødsengel med de fire vinger trådte frem for hans indre øje. ”Zean Fucking Forsyth.”
Han fiskede en karamel op fra skålen, men pillede bare ved det knitrende slikpapir, uden at pakke den helt op, mens han tomt betragtede sin ven med et neutralt ansigtsudtryk, selvom den slags nogle gange fik folk til at føle sig utilpas. Han kunne bare ikke koncentrere sig om pli, sociale interaktioner og den slags lige nu.
”Min mor opføre sig underligt i hans nærvær. Vred og bange samtidigt, men jeg kan ikke regne ud hvorfor eller hvem hun er vred og bange for,” fortalte han, mens hans blik på djinnen blev mere indgående. ”... men det kan du finde ud af. Du er forbundet til hende, ikke sandt?”
Aldrig havde han misbrugt Flints forhold til hans mor, eller tænkt særligt meget over det på trods af at det nogle gange dukkede frem i hverdagen i form af matchende følelser, udvekslende blikke, tavse kommandoer, og enige nikken.
”Hvad følte min mor, da hun så ham?” spurgte han dæmpet, mens han placerede en hånd på hovedgærdet lige ved siden af Flints hoved, så han kunne læne sig længere ind mod ham. ”Hvad sagde hun til ham? Hvad tænkte hun? Jeg ved, du ved noget, Flint, og jeg vil have det af vide.” Deres ansigter var næsten lige uden for hinandens, så Damian kunne dufte slikket på Flints læber, samt se rester af koldsveden glinse på hans hud.

[Flint Pharr]

Flint nikkede langsomt, som Damian sagde navnet på manden der var trængt ind i deres hjem. Han samlede selv et stykke slik mere op. Hvor sukkeragtigt det end smagte lige nu, holdt det hans mund optaget, så han ikke sagde noget dumt. Selvom det var længe siden efter hånden, huskede han stadig den varme sommer formiddag, hvor han var kommet til at bruge ordet bastard i nærheden af Damian. Så han tyggede på den bløde karamel i hans mund. Vendte den med tungen. Indtil Damian blik pludselig blev mere indgående. "De har vidst noget historie.." svarede han tvetydigt. Så meget var tydeligt, det havde jo trodsalt resulteret i Damians fødsel. "Damian," Han var allerede ved at ryste på hovedet, mens hans ven talte, og der var en svagelig advarsel i den måde han sagde navnet på hans ven. "Jeg kan ikke -- hun er min Master," Han skubbede sig væk på fladerne af sine hænder. Han rykkede helt op ad sengens ryglæn som han ellers havde siddet op ad, så han nu sad klinet op ad sengegærdet. Det var ikke meget længere væk han kom dog. Han var stadig nær nok til at kunne tælle nuancerne i Damians øjne.

[Dylan Forsyth]

”Jeg er ligeglad med det master-pis!” snerrede Damian næsten inden Flint kunne nå, at afslutte sin sætning, og bankede en enkelt gang hånden ind mod hovedgærdet for at udvise sin frustration. ”Jeg vil vide, hvad hun tænkte og følte, da hun så min far, og du som min ven, burde fortælle mig det. Venner fortæller hinanden alting, right?” Hans anden hånd rakte ud, og greb om kraven på Flints trøje, så han kunne hive ham hen til sig, hvilket var lige ved at få deres næser til at kollidere med hinanden, uden det påvirkede dødsenglen det mindste. Stoffet på trøjen blev drejet en omgang rundt om fingrene. Næsten hele Flints vægt blev trukket af den spændte overarm.
Damian lagde langsomt hovedet på skrå, mens øjenbrynene hævede sig vantro.
”Eller vil du virkelig påstå, du aldrig har gået imod min mor overfor nogen som helst, der efter sigende skulle betyde mere for dig end jeg gør? Lyv for mig hvis du tør, Flint, men husk jeg kan se den slags, så træd varsomt med dit svar,” tilføjede han, og huskede tydeligt den samtale de havde haft ved Adrian og hans mors bryllup, hvor Flint kryptisk havde fortalt, at have brudt traditioner. Allerede nu havde han et par gæt om, hvilken traditioner der var tale om, og til hvem de var blevet brudt.
”Behøver jeg nævne hans navn?” hviskede han.

[Flint Pharr]

Det gippede i ham, da Damians stemme snerrede af ham og igen, da hans hånd bankede mod hovedgærdet. Hans mund blev til en lige streg, læber presset tæt sammen, mens hans ven talte, og endnu tættere da den unge mand rakte ud og greb i hans trøje. Han hang som en killing i sit nakke skind i trøjen, holdt oppe af Damians greb i skjorten. Damians åndedræt puffede over hans ansigt. Mosgrønne øjne blev smalle.
"Det er én ting at arbejde udenom hendes vilje. Det her ville være at gå direkte imod hende." svarede han køligt. Bare antydningen af at Damian ville bringe Shaiin op, fik en kølig fornemmelse til at brede sig i hans bryst. Han havde fortalt Damian de ting i hemmelighed. Ikke for at få dem brugt imod sig. Grønlige gnister, som små ildfluer i luften, begyndte at svæve i luften om ham og et lysende, grønligt skær trådte frem i hans øjne. "Slip. Mig." Alle de forfærdelige ting der var sket ham var stadig friske i hans hukommelse, men der var en stor forskel mellem den dreng der havde ladet sig blive holdt nede og den dreng der sad i sengen nu. Han var ikke længere rigtigt en dreng.

[Dylan Forsyth]

Et glædeløst smil bredt sig på Damians læber ved Flints ildevarslende kommando, uden at have gjorde mine til at ville slippe ham på trods af magien, som lyste siden af djinnens ansigt op i et grønt skær.
”Ellers hvad?” spurgte han hånligt med morskab i stemmen. ”Vil du gøre skade på mig? Gøre ligesom min mor gjorde til Zean, hm? Hvad ved jeg. Åbenbart har du intet imod at bryde traditioner overfor dem, som kan stikke deres pik i dig – bare ikke dem, der faktisk anser dig som en ven, og bare vil have vide, hvad der forgår mellem sine forældre.”
Brat slap han taget i Flints trøje, og rejste sig fra sengen uden videre omsvøb. Kort overvejede han at smide en god portion skrækmagi direkte i hovedet på djinnen, indtil han fortalte alting, men der ville ikke engang gå 10 sekunder, før hans mor ville være over ham med sine mentale magier.
Hænderne blev stukket i lommerne, mens han vendte blikket ud mod vinduet, hvor der ikke var andet end hans egen refleksion. Han kunne ikke forlade værelset – selv ikke gennem vinduet nu hvor hele slottet var på den anden ende – hvilket holdte ham fanget her i stanken af sæbe.
Reflektionen kiggede tilbage på ham. En ung knægt med pjusket hår, hængende skuldre og tunge øjenlåg. Med håndfladen gned han sin pande, inden han gestulerede mod Flint.
”Undskyld… det var ikke for at være ond eller såre dig,” undskyldte han træt. ”Det hele er bare så… forvirrende. Jeg mener… jeg har lige mødt min far for første gang, og jeg aner ingenting om, hvad der forgår. Mor opføre sig mærkeligt, alle har det dårligt, og der er intet jeg kan gøre, for at hjælpe, eller… det føler jeg hvert fald ikke der er. Du har det dårligt. Mor har det dårligt. Alle har det dårligt. Jeg vil bare have I er glade.”
Svagt smilte han til Flint, og satte sig igen ned på sengekanten, hvor han lagde en trøstende hånd på hans knæ, som han gav et par klap i sit forsøg på trøst, mens han forsøgte at få øjenkontakten med ham.
”Kan du tilgive mig?”

[Flint Pharr]

Grønne øjne stirrede igennem smalle åbninger på Damian, som han smilede glædesløst. Stemmen der kom ud af hans ven, havde han kun hørt én gang før, og der havde den også været rettet mod ham. Men der havde det været hans egen skyld. Ordene vaskede over ham og havde Damian ikke brat sluppet hans trøje og rejst sig, havde han fået en knytnæve i ansigtet. Istedet faldt djinnens nu ustøttede krop tilbage ned på madrassen, så tungt at hans krop hoppede engang på lagnerne. Vrede blomstrede i hans bryst, som en skarlagnsrød blomst, vandet af ekkoet af Damians ord i hans øre. Han skubbede sig op at sidde på madrassen, svang sine ben ud over siden på sengen, men han sagde ingenting.
Heller ikke som knægten gestikulerede ud mod ham og undskyldte. Han lød træt. Frustreret. Flint så ikke på ham. Vægten af hans krop ramte madrassen ved siden af ham igen. En hånd lagde sig på hans knæ, varm og trøstende, og han kunne se Damian forsøge at fange hans blik ud af perifirien af hans syn, men han så ikke på ham. "Din mor er frustreret. Forvirret. Bange. Bange for at Zean skulle dø. Bange for at han var kommet i det hele taget. Bange for at han ville tage dig med sig. Bitter over at Zean har en anden kvinde.. Macaria.. Jeg høre hende tænke over det indimellem. Hun er bange for hvad han vil sige til dig. Hvad han kunne finde på at gøre ved dig. Hun hader ham. Hun ville ønske at det var anerledes. Hun savner tingene som de var engang, før han forrådte hende. Et sted elsker hun ham også." Han skubbede hånden af sit ben og rejste sig i én flydende bevægelse fra sengen, i sin fulde, ranglede højde, uden at se på dødsenglen ved hans side. "Det er alt jeg ved." Og med det, gik han over mod dørerne ud af værelset. Vagterne ville sikkert forsøge at stoppe ham i at gå fra rummet, før slottet var sikret, men de kunne bare prøve.

[Dylan Forsyth]

Tavst så Damian efter Flint, som det lykkedes for at forlade værelset, selvom soldaterne ikke var meget for det, men noget ved djinnen fik dem til at holde sig fra, at stoppe ham med vold, og han kunne gå i fred. Døren lukkede sig i bag ham. Alene på værelset i det sparsommelige lys blev Damian siddende med hænderne i skødet, og betragtede den lukket dør, inden at han kiggede ned på sine tomme hænder. En snert at dårlig samvittighed meldte sig. Han burde vel ikke have sagt de ting til Flint, men i det mindste havde han fået af vide, det han ville om sin mor. I stedet for at hænge i følelserne begyndte hans hjerne i stedet for at tænke over det hele, og han lod sig falde bagover i sengen, så han i stedet kunne ligge og stirre op i den mørke sengehimmel med armene spredt ud fra sig. Den ene hånd dykkede ind under puden, og lukkede sig om den sorte skakbrik.
Zean Forsyth. Hans mor. Aron. Macaria. Han smagte igen på det sidste navn, der var som honning på hans tunge, hvilket gjorde han endte med at sige det højt.
”Macaria...” Navnet fik noget i ham til at vågne op. Øjnene smallede sig tankefuldt i, og flakkede over sengehimlen mens nogle af brikkerne langsomt faldt på plads, selvom der stadigvæk var så mange spørgsmål og manglende svar, som blev holdt væk fra ham.
Aron. Macaria. Zean. Hans mor. Aron og Macaria.
”Åhhhh Aron... tog den slemme dødsengel din elskede?” hviskede han ud i mørket, inden at han løftede skakbrikken op foran sit ansigt, så hans tommelfinger kunne kærtegne de bløde former, som var det en kvindes frodige skikkelse. ”Du kender hende. Du kender ham. Så må vi jo se hvor meget.” Et skævt, ildevarslende smil trak op i hans ene mundvig.