Med vinden i håret

[Emmaline Forrest]

Højt over de laveste skyer nød hun følelsen af vinden kærtegnende mod sin krop, som hun svævede let gennem luften. Kiggede man op nedefra ville man ikke se hende for skylaget. Hendes hud og kjolestof var fugtigt fra skyerne som hun en gang imellem i blide dyk svævede ind og ud af med halvt lukkede øjne og et saligt smil på læberne. Hun bremsede op i luften over en sky og lod vingerne slå på stedet og for hver gang hendes store vingefang slog et slag steg hun et par meter. Uden varsel dykkede hun, foldede de hvide fjerdede vinger omkring den spinkle krop og spandt omkring sig selv i faretruende hastighed. 100 meter fra vandoverfladen, tæt ved kysten, spredte hun armene ud og slap en høj lys latter, og blot en 15 meters penge fra overfladen spredte hun vingerne ud og drejede væk fra kursen i en blid bue. To leende saltomortaler senere svævede hun langsomt ned til fast grund og landede med en lav blid lyd i det halvhøje græs på en eng grænsende til det rolige hav. Et øjeblik stod hun med vingerne vidt udslåede, hvilket gav hende en bredde og højde der næsten fik hendes mindre krop til at forsvinde i hvide fjer. Hun nød fornemmelsen af vinden der hev og sled i hende for hvert vindstød og nærmest tiggede hende om at lade sig føre med. De havblå øjne blev slået op og vingerne forsvandt som ved et magisk trylleslag. Som altid føltes det mærkeligt når hvad der kunne synes som størstedelen af hende forsvandt i den blå luft. Hun sank ned i det grønne græs, lænede sig tilbage og indåndede den friske blanding af havlugt og frisk græs med et udtryk af inderlig lykke på det lyse ansigt, igen med lukkede øjne. Den lyse kjole omringede hende, og ville næsten med garanti vise grønne mærker efter engen når hun engang rejste sig. Stadig med lukkede øjne og ansigtet rettet op af lod hun fingrene glide gennem græsstråene.

[Nathaniel Oathhorn]

Istus, det var et sted man skulle holde sig laaaangt fra, hvis man var lige som Nathaniel! Men Amphia der imod! Dejligt sted, langt mere åbent og mangfoldigt, handelsbyer så en masse fremmede ligesom Maranos hjemme i Vavilon også gjorde.
Turen fra Vavilon havde været hård og lang. Nathaniel havde kun kunne få de mest nødvendige og essentielle ting med fra Oberion, og så havde han selvfølgelig en sadeltaske fyldt med guld, Kongen skyldte ham jo. Hesten var godt pakket, og Nathaniel havde været nødt til at trække den det meste af vejen fra grænselandet mellem Vavilon og Portus, for simplethen ikke at overbelaste den. Hesten bar også han rustning i den anden sadeltaske. Og lige ved sadlen hang hans høj elskede sværd og skjoldet med Oathhorns løve på. Han kunne til forveksling bare ligne en hver anden lejesoldat, hvis man selvfølgelig ikke kendte til Vavilonske adelhuse.

Nathaniels tøj var i de mørke grønne og brune nuancer, den grønne kappe med hætten var trukket godt over hovedet, ingen skulle genkende ham, under kappen havde han en mørk skjorte som kun lige skjulte en ringbrynje. På ryggen var der en bue med tilhørende pilekogger.
Da Nathaniel nærmede sig byen blæste den friske havluft hætten af ham of afslørede hans ansigt. Af en mand som havde været på vejen den sidste måneds tid, holdt han sig ret godt. Skægget var veltrimmet og hans nu lange hår sad i en hestehale på toppen af hovedet, som afslørede hans let spidse ører.
Nathaniel stoppede kort og så ud over egnene og markerne som omringede byen.

[Emmaline Forrest]

Vingerne kom til syne igen og spredte sig ud som et beskyttende lag over hende, stadig i siddende position med hænderne strygene gennem græsstrående. De spredte sig ud, store og prægtige, og reflekterede solens varme stråler. To store vingeslag og hun var hævet så meget fra jorden, at hun kunne strække benene ud og sætte fødderne på jorden. Normalt ville hun blot have rejst sig, men hendes legesyge sindsstemning fik hende til at handle mere livligt og atypisk. Igen et øjeblik lod hun vinden hive i vingerne, så hun næsten lettede fra jorden før de forsvandt. I hånden knugede hun to små lyseblå blomster, som hun have grebet da vingerne bar hende på benene. Et øjeblik studerede hun dem i en salig ro før hun lod blikket glide omkring på sine omgivelser. For blot et øjeblik siden havde hun suset udover havet, og derfor kiggede hun nu indad istedet. En ensom mand og hest begav sig henad stigen. Hesten så hårdt pakket ud. Som ved en flytning. Et langt øjeblik betragtede hun ham fra afstand, det var en lang sti og hesten virkede udmattet og træt, deraf var tempoet ikke så hurtigt. Nok også derfor han ikke sad på den. Et øjeblik lod hun hovedet tilte mens hun besluttede sig for om hun skulle sætte kursen i hans retning eller ej. Hun havde næsten besluttet sig for at stige til vejrs, men noget fik hende til at ombestemme sig. Med livlige trin, noget der næsten - men også kun næsten, kunne betegnes som gadedrengeløb, og med håret hoppende vildt omkring sig, satte hun retningen mod den fremmede mand med en mine af ren nysgerrighed og stadig noget over sig der kun kunne beskrives som lykkelighed.

[Nathaniel Oathhorn]

Emmalines vinger som blev spredt fangede lynhurtigt Nathaniels opmærksomhed. Det fik ham til at tage en hånd op for solen, som skinnede imellem skyerne, for at bedre kunne identificerer vedkommende foran ham. Normalt ville han have været hurtigt til at gribe sin bue og prøve at skyde vedkommende ned, men det her var ikke Vavilon, englene var helt anderledes fra dem han kendte hjemmefra, men han var ikke hjemme mere.

Nathaniel klemte øjnene sammen, det så sgu ud som om at vedkommede kom imod hans retning, fremmede var efterhånden noget man undgik i Vavilon af rent frygt for hvad de kunne finde på at gøre mod en, men endnu engang måtte Nathaniel tage sig i at han nu var i et andet land. Skikkelsen kom så tæt at, Nathaniel kunne skimte en kvindes former, det var en kvindelig engel han havde at gøre med. Sådan en havde han ikke set længe, en skam den første han så skulle se ham i sådan en udklædning. 

Nathaniel kørte en lok hår som bag øret, og rakte så hånden op i luften og vinkede hilsende, dels for at være flink, men også så vedkommende kunne se at han ikke var bevæbnet. Hans dække skulle da ikke afsløres, så tæt på Amphia hvor han mere eller mindre kunne forsvinde i menneskemængden.
"Goddag fremmede!" Lød et muntert fra Nathaniel, før han "Gudindens velsignelse! Undskyld jeg spørger, men Amphia er den store by der ikke sandt?" Sagde Nathaniel og lød totalt uvidende. 

[Emmaline Forrest]

Em hoppede ubesværet henover grøften der adskilte eng og vej, hvorefter hun stod på selv samme vej som den tårnhøje mand kom af. ”I særdeleshed” lo hun muntert, på trods af at hans hilsen nok ikke var ment så bogstaveligt. Han var høj, meget høj. Faktisk var hun overbevist om at han tårnede sig op over de fleste. Og i særdelshed hende selv. Hans hår var mørkebrunt og krøllet, sat op i en hestehale på hans hoved. Skægget trimmet men tydeligt. Der var noget rugt over ham, noget der viste at han havde været på landevejen i lang tid. Hendes blik gled ned langs hans beklædning, sadlen med tæt pakkede sadeltasker og sværdet ved dens side. En løve. Det lignede et våbenskjold, men kunne selvfølgeligt også gå for pynt. Emmaline satte hænderne i siden og lagde endnu en gang hovedet en smule på skrå med et muntert og lystigt smil spillende. ”Hvordan kunne De dog gætte det?” Drillende.


”Har De nogensinde været i Amphia, Fremmede?” Hendes blik næsten glimtede af liv. Der var samtidig noget udfordrende over hende, som udfordrede hun næsten ham og resten af verdenen i venskabelig duel.

[Nathaniel Oathhorn]

"Jeg fik en indskydelse" grinte Nathaniel af hendes svar. Hendes gå-på-mod gjorde nærmest Nathaniel helt glad. Hun var ikke en særlig stor person da hun kom tæt på, hvert fald ikke sammenlignet med hans 2 meter. Men sådan var det med de fleste Nathaniel mødte. 

"Aldrig, det er min første gang" Løj Nathaniel, han havde været der et par gange, først da ha  havde en rundtur i hele Portus i sin ungdom.. Wauw det føltes som længe siden, også havde han været der et par gange, med nogle handlende fra Maranos. Nathaniel kendte de fleste af de gode værtshuse i byen, men det var den gamle ham, Nathaniel havde efterhånden ikke rørt vin eller lignede siden han kom tilbage fra Pandemonium. Der var liv i pigen, det var noget Nathaniel savnede at se, Vavilon var blevet så mørk og trist efter krigen. 

"Hvor uforskammet af mig ikke at introducere mig selv, jeg er Nathani..... Nathan Merryweather, rart at møde Dem" sagde Nathaniel, hqn tog handsken af sin højre hånd og rakte den til hende som en hilsende gestus. Han skulle under ingen omstændigheder afsløre at han var Nathaniel Oathhorn, Slagteren, som mange i Portus kendte ham som. 

[Emmaline Forrest]

”Jeg håber din indskydelse viser sig at være god for dig”. Hun nærmest klukkede muntert til ham mens hendes øjne ikke veg fra ham. Da han nåede hende drejede hun omkring i en hurtig bevægelse der resulterede i at hendes kjole hvirvlede om benene på hende og bidrog til hele det livlige indtryk, hvorefter hun fortsatte gangen ved hans side. ”Første gang, Er De så sikker på at De kan finde derind eller har De brug for en hjælpende hånd?” Igen virkede hun næsten mere ude efter underholdning og selskab, end egentligt interesseret i at hjælpe. Ikke at hun ikke altid var villig til at give en hjælpende hånd til enhver der spurgte.

Emmaline havde igennem de sidste hundreder år rejst en del omkring, hun havde oplevet de forskellige lande gennem gode og dårligere tider. Hun havde dog haft en tendens til at være i landende med fred og ro, generelt måtte det siges at hun tenderede til at søge glæde og der hvor der var plads til det. ”Nathani?” Det trak muntert op i mundvigen… ”Åh Nathan, jeg må have hørt galt.” Der var noget drillende og ironisk i tonen. Hun havde igennem de sidste par hundrede år også lært at opfange signaler, som når nogen ikke ønskede at man gravede for dybt. For hende betød det heller ikke meget ligenu.

”De er tilgivet for Deres uforskammethed. Jeg er Emmaline Forrest” Normalt blot kaldet Em af tætte bekendtskaber.

[Nathaniel Oathhorn]

"Den har endnu ikke taget fejl" sagde Nathaniel med et blink, Det var dog sandt endnu ikke hvad Nathaniels indskydelser vist at være forkerte. Hvert fald ikke hvad han kunne huske af. 
Hjælp? Det ville han da ikke sige nej til, især  når hjælpen kom fra en smuk engel. "Hvis De ikke har noget bedre at tage Dem til, vil jeg da ikke takke nej fra en så sympatisk kvinde" sagde Nathaniel og smilede. Det var langtid siden efterhånden at Nathaniel havde haft kontakt med personer som ikke var en del af hoffet, eller som konstant kaldte ham mylord, for engang skyld var han bare helt normal.

Nathani... Ved alle guder hvor var han da dum, tænkte han lavt for sig selv, da hun kommenterede på det.. Hvorfor ikke noget nemt som Jon eller Tom... Nej nej nej, der skulle absolut være et snert af sandheden i det.
Nathaniel bukkede sit hovedet da hun sagde han var tilgivet, "Jeg takker ydmygt" tilføjede han hurtigt inden han trak i hesten da den begynde at gå fra ham.
"Er De her fra byen frk Forrest?" sagde Nathaniel og klappede hesten blidt på siden af halsen.

[Emmaline Forrest]

Em samlede hænderne foran i skødet og skævede mod den høje mand ved hendes side. Så særpræget. Han var praktisk talt et bjerg. Den eneste måde hun ville nå op over hans hoved var ved at sprede de store hvide vinger ud. Han lignede en kriger med sit svær hængende på siden af sværdet. Der var mere ved ham der fik ham til at fremstå som en mand der havde været igennem sin del af volden. Hun lod det ligge og lod blikket glide fremad igen med et blidt smil. Det var ikke ofte at hun talte om sin fortid. ”Jeg voksede op i Istus og boede så efterfølgende der i mange år med min mand” . Hun havde ikke tænkt på Christoffer i lang tid. Ikke at han nogensinde ville forlade hendes hjerte. Hun havde ingengang helt styr på hvor mange år hun havde været foruden ham. 150 år? 200 år? Vielsesringen sad stadig om hendes finger, fast inventar. Hun rettede et opmærksomht blik på ham med en fjern distance der langsomt aftog, som havde hun kortvarigt været i en anden verden. ”Hvor er De fra Hr. Merryweather?”