It's the little things in life

[Nissa Godfrey]

Emmaline Forrest

Det var en kølig aften og vinden lagde sig som en kold dyne over den rødhårede hybrid. Højelverens udseende var dog det eneste man så. Hun var heldig på den måde, det var let for folk at antage hun var fuldblods. At hun var god nok. Hendes fingre strejfede blomster, buske og træer som hun nåede forbi dem i vejkanten. Snart ville efteråret ride ind og gøre alt goldt. Først ville bladene skifte til de smukkeste nuancer af gul, orange og rød, men skønheden skjulte døden og inden længe ville de falde til jorden og rådne bort. Var det det der skete her? Hun troede hun havde fundet sit formål da hun gik ind i krigen, men hun følte sig lige så fortabt som før. Formålsløs, som om hun bare ventede på at falde af træet.

Hendes tankerække blev distraheret af en lille hånd i hendes lomme. Knægten var langsom, klumset og sløset. Tydeligvis en nybegynder. Med en øvelse han var mange år fra var situationen hurtigt vendt om. Hun kørte hans få mønter igennem fingrene da hun endelig tog et kig på ham. 7 år. Beskidt hullet tøj. Om muligt endnu mere beskidt ansigt. En gadeknægt. Han var for skræmt til at løbe, eller for fattig til at forlade de få kobbermønter. Hun sendte ham et kærligt smil og returnerede hans mønter, inden hun fandt et par i sin lomme. Først rakte hun dem ud mod ham, men da han gjorde klar til at tage dem trak hun hånden til sig "Start med noget med lidt mindre kontakt, ellers bliver du opdaget. Begynd på markedet, men pas på vagterne" hun rakte ham mønterne og rodede kærligt i hans hår inden hun endnu en gang fortsatte hen ad vejen. Stadig uden mål, men nu i det mindste med et smil på læberne.

[Emmaline Forrest]

Emmaline havde brugt dagen på at få diverse sager og papirer i orden. Til sidst havde det føltes som om hendes hoved ville eksplodere og hun havde rejst sig fra skrivebordet, var strøget ud på altanen og havde spredt sine store hvide fjedrede vinger ud. Et øjeblik efter svævede hun over Amphias lave tage, holdt oppe af store vingeslag. Der gik ikke lang tid før hun langsomt i cirkulære bevægelser cirklede mod jorden, hvor hun landede med et blidt dump. Vingerne foldede sig automatisk ind mod hendes krop og forsvandt, som fra et blink til et andet. Hun trådte ud på vejen og begyndte at gå langsomt ned gennem de små hyggelige huse, hvis vinduer var oplyst indefra, så de sendte lyskegler over vejen. Hun havde knapt lagt mærke til de to i siden af vejen, men ordene nåede hende; Start med noget med lidt mindre kontakt, ellers bliver du opdaget. Begynd på markedet, men pas på vagtern. Hun drejede omkring og betragtede et kort øjeblik den høje, rødhårede højelver og den lille beskidte dreng. Synet tvang et varmt smil på hendes læber og havde fået hende til at bremse op et øjeblik. Drengen løb videre og elveren fortsatte henad stien. En pludselig indskydelse fik hende til at fortsætte efter den rødhårede kvinde, til hun nåede op på siden af hende. ”Det havde han brug for”. Hun gik ikke ind for tyveri, faktisk havde hun altid været et lovlydigt væsen, men hendes hjerte kunne ikke stå for sultne børn og skulle hun vælge mellem lovlydighed eller mætte væsner, ville valget altid falde på det sidste.

[Nissa Godfrey]

Det at se engler flyve over himlen var ikke ligefrem et mærkeligt syn i denne verden, og derfor gav Nissa heller ikke englen over hendes hoved en ekstra tanke. Jo det måtte da være fedt at kunne sprede sine vinger og stige til vejrs, men det lå ikke rigtig i kortene for hende. Selvom hun havde flere racer end de fleste var engel ikke en af dem. Hun var fanget med fødderne solidt plantet på jorden. Okay... måske ikke solidt.

Ude af hendes eget hoved lod hun ikke længere folk komme helt lige så meget bag på hende. Englens trin var blide, men ikke desto mindre mulige at høre. Ordene kom dog lidt bag på hende, så hun stoppede op og kiggede på den fremmede. En køn blondine med et venligt ansigt. Hun så ung ud, men det var aldrig helt til at vide ved engler. Tydeligvis velhavende, hvilket selvfølgelig kun sparkede tyvens interesse. "Det er altid farligst i starten. Hvad folk glemmer er at de fleste tyve starter som små uskyldige sultne børn" hun så kvinden an et øjeblik og løftede så sin hånd "Nissa". Hun var allerede i gang med at gå kvinden over på jagt efter et lille glimt af hendes pengepung så hun kunne starte en plan. Det lå bare alt for dybt i hende ikke at misse en chance. Det var forskellen på om hun skulle rode i skraldespande eller spise på kroer. Og hun foretrak virkelig det sidste.

[Emmaline Forrest]

Emmaline nikkede som svar. Hun var ikke uenig, om end en sådan skæbne var tragisk. Selv var hun heldig at blive født ind i adel og rigdom, men ej snobbethed. Hun var opdraget med venlighed og forståelse, til at blive et væsen med et åbent hjerte. Hun kunne have sagt noget i dur med; de skyldige er dem der lader børnene sulte, men sætningen var alt for politisk ladet og ufærdig til at blive brugt på en fremmed. I stedet trykkede hun Nissas hånd. "Emmaline" præsenterede hun sig. Hun var ikke for fin til at være på fornavn. "Man burde ikke straffe børn, der bliver taget i unoder." Hun slap igen Nissas hånd og foldede hænderne foran, med front mod hvad der fremstod som en elver. "I stedet bør man tage dem ind, opfostre dem og uddanne dem, således at de aldrig igen vil mangle." Hun rettede sig fremad og begyndte at gå ned ad stien i samme retning som hendes selskab var gået før, med en forventning om at hun ville følge med. "De er selv indenfor faget?" Det glimtede let i hendes øjne, ikke farefuldt. Hun var mild som oftest. Og hun undgik at omtale tyveri, svindleri eller røveri med direkte termer. Sådan virkede det mere tilforladeligt. Uskyldigt. Og så var der virkeligt ikke noget at frygte fra hende, hun var ingen ordensmagt. Hænderne forblev foldet fortil, foldet om den eneste værdi hun bar på sig, af gammel vane. Vielsesringen fra hendes fortid. Fra den mand der havde forladt deres liv så meget tidligere end nogensinde troet. Hun drejede hovedet mod den rødhårede Nissa. Hun virkede til at være en livlig sjæl. Selv tikkede det indeni hende som en lille bombe hvis hun sad stille for længe. "Hvorfor, hvis jeg må spørge?" 

[Nissa Godfrey]

Måske var det godt hun ikke svarede, det var en temmelig politisk samtale at have med en fremmede, men Nissa var ikke den mest politiske og tænkte ikke rigtig over det når nogle af hendes udtagelser nærmede sig det. "Jeg tror det der var lidt mere end bare unoder" svarede hun med et lille grin, da Emmeline alligevel kom lidt ind på det tidligere emne, "Det er dog ikke mange der interesserer sig for gadebørn" grinet var ude af hendes tone, men der lå stadig et smil på hendes læber. Kvinden havde en forbavsende positiv indstilling til det, og alle tanker om tyveri var langt væk igen. "Jeg gør hvad der skal til" svarede hun uden rigtig at svare, som hun fortsatte med englen ned af stien. Af ren automatik fulgte hendes øjne kvindens hænder som de foldede sig om en ring og hendes aura flimrede en gang. Det virkede ikke til at der kun var glæde gemt i den ring, men det kom virkelig ikke Nissa ved. Lidt ligesom at det eneste der stoppede hende fra at gå i en defensiv position omkring spørgsmålet var den høflige slutning. Det var et meget personligt spørgsmål og Nissa var ikke ligefrem personen der delte mest, ikke med venner og især ikke med fremmede. "Omstændighederne" svarede hun vagt og gik et par tavse skridt, "Det var ikke mit drømmejob som lille hvis det er det du vil vide" et skævt smil fandt vej til hendes læber som hun prøvede at undgå spørgsmålet med humor.

[Emmaline Forrest]

Emmaline trak let på skuldrene med et blidt smil. Et lille barn, der stjal lidt penge for at få mad i maven kunne hun ikke se ondt i. Problemet var nærmere hvis det fortsatte således, for så ville tyverierne blive større, livskvaliteten værre og måske med en efterfølgende hård straf. Det var ikke let at være fattig – det vidste selv hun uden erfarring indenfor området. ”Det burde man måske – dem der er børn nu, er trods alt vores fremtid” En del ville måske argumentere for at pøblens børn ikke var nogens fremtid. Emmaline kunne ikke lade være med at smile over Nissas vigende svar. Selvfølgeligt var det ikke et emne man åbensindet talte om, hvis man var på de baner. Det var trodsalt som at skrive i panden på sig selv, at man var kriminel. ”Nej, for hvem ville det være det?” Hun klukkede lavt og slap langsomt grebet om sine egne hænder. Hun arbejdede ikke selv rigtigt, men havde længe levet af sin mands og families arv, og der var stadig til længe igen. En gang imellem tog hun et par healerjobs, og ellers brugte hun blot sin tid på at udforske lyset. Aldrig havde hun fundet sig i en position hvor hun måtte ty til kriminalitet for at overleve.