Running up that hill

[Maddox Bane]

Nissa Godfrey

Hybrid lejren havde eksisteret længe nok til at falde ind i en vis rytme, en rutine. Ved første dagslys, gik nattens vagtposter ned og vækkede officererne af hæren, som var Maddox Bane, Ambrose Everreen, Vax Farenfell, Adelaide Storm og Veterano søskende, og officererne samlede sig om bål pladsen for at diskutere hvad dagen ville blive brugt på, de essentielle missioner, nyheder fra fronten der kunne være kommet i løbet af aftenen, og efter kokkene stod op, ville de dele en skål grød med hinanden, for så at bevæge sig ud på deres opgaver. Langsomt ville resten af lejren vågne op til dåd, børn ville myldre rundt om deres forældres ben, ivrige efter at starte dagens leg allerede fra før deres trætte forældre havde tørret søvnen ud af deres øjne, og folk ville sy huller i deres klæder, dele sig op i grupper der samlede afgrøder til lejren, grupper der drog ud for at røve landsbyvejene og saboterer transport ruter, og andre drage på første vagt post af dagen. Sådan gik det hver eneste dag, selvom de var i krig, var der oftere end ikke, en jovial og humorfyldt stemning i lejren. De var sultne, de beskidte, men de var fri. 
Bortset fra denne dag. Ambrose havde advaret folk. Ladet rygtet sprede sig. "For Ineis skyld, lad Maddox være i fred idag. Ingen spørgsmål, ingen diskussion. Lad. Ham. Være." Så da oprørets leder, Maddox Bane, stod op, meget senere end han plejede, og forlod lejren, med mere end en flaske spiritus under armen, var der ingen der stoppede ham. Han gik til han ikke kunne høre lejren længere, før han åbnede den første flaske. Det var Vax's hjemmebryg, der kunne gøre en blind mand blindere bare af duften i sig selv, men Maddox vendte flaskens bund i vejret med hans første svælg og drak grådigt af indholdet. Det var en overskyet, sensommer dag. Bare en helt almindelig dag for alle andre. Mørke øjne stirrede op mod skyerne. 

[Nissa Godfrey]

Selvfølgelig var det lige præcis den dag hun valgte at blive i lejren at der skete drama. Hun var nok den der var der mindst, og alligevel formåede hun at være der lige den dag. Figures. Rygterne havde spredt sig hurtigt. Maddox havde en dårlig dag; man skulle lade ham være. Hvis Nissa bare var bedre til at lytte efter...
Fordi hun var der så lidt passede hun heller ikke rigtig ind i deres daglige rytme. Noget hun efterhånden havde fået mange sure blikke for, men hun tog det ikke alt for tungt. Når hun var der skulle hun nok hjælpe, når hun ikke var, var det vel ikke rigtig hendes problem? Alligevel prøvede hun at gøre lidt op for det ved så i det mindste at tage de mere triste opgaver. Hun var op til begge albuer i morgenmadens opvask, da hun så Maddox komme traskende forbi. Flaskerne klinkede imod hinanden. Ingen stoppede ham. Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun havde forventet andet. Måske fordi hun forventede at de andre i lejren var bedre mennesker end hende. Hun ventede tålmodigt på at se hvem som helst komme løbende efter for at indhente ham. Til sidst opgav hun, efterlod det sidste af opvasken til de andre og begav sig i den retning han var forsvundet tidligere.
Det tog hende ikke længe at finde ham, hvilket nok var mere held end forstand. Hun kiggede et øjeblik på flasken i hans hånd og tog så de sidste skridt indtil hun stod ved siden af ham. Ethvert ord skulle overvejes grundigt når han var i det her humør, det var nok også derfor hun valgte slet ikke at sige noget. Hendes blik fulgte hans op i skyerne. Hun mindes de mange gange før hun havde stået ude i ingenting og stirret op i skyerne. Med desperat længsel efter en verden større end ét hus, tre mennesker. Hendes ønske var blevet opfyldt, men havde hun bare vidst hvor meget hun skulle miste for det.
Stadig med blikket i skyerne løftede hendes hånd sig; afventende en af flaskerne Maddox havde bragt med herud.

[Maddox Bane]

Maddox stoppede hverken med at drikke af hans flaske eller stirre på skyerne, som næsten lydløse skridt nærmede sig. Der var noget i den måde han stod; i hans spændte skuldre, i de hvide knoer der greb om flasken og det stramme, sammenbidte kæbe, der emmede af tilbageholdt følelse. Hans skjorte var krøllet, som havde han sovet i den, bæltet der var stukket i hans bukser var kun trukket igennem tre af bæltestropperne, som havde han klædt sig på med hast eller bare ligegyldighed. Han stak hende en af flaskerne uden at fjerne sit blik fra himlen. Skyerne trak sig sammen. Der var en rumlen i det fjerne og en klam, lun vind purrede op i hans halvlange, rodede hår. En stank af sprut og sved hang om ham. Han løftede den åbne flaske han selv havde beholdt og tømte det sidste af alkoholen i det. Det sveg og brændte hele vejen ned, men hans tunge var følelsesløs alligevel. Et hårdere vindpust blæste hans hår ind over hans ansigt, der var et lys glimt og en rumlen der nu var nærmere fulgte.
Han stirrede på himlen som kunne han nedstirre den. Hans fingre knugede om den tomme flaske. I én pludselig bevægelse trak hans arm sig tilbage og han kylede flasken så hårdt han kunne op imod himlen, kraften i hans kast fik ham til at vakle. "Sæk!" råbte han tilsyneladende af himlen selv. Det begyndte at regne. Dråberne så store som dueæg fra himlen der åbnede sig over dem og overøsede dem med vand. Himlen knitrede.
"Hvis du ville ha nogen skulle du ha taget mig!" Han slog armene ud til siden og ramte næsten pigen ved hans side. "Så tag mig da!"
Der var et lysglimt, så nært at alle hårene på hans arme rejste sig.
"Kom og tag mig!" Han bed proppen af den sidste flaske, spyttede den ud og sank en mundfuld mere af væsken.

[Nissa Godfrey]

Det var tydeligt at se at advarslerne ikke havde været uden grund. Han var anspændt og... anderledes. Normalt fyldte han hele rummet på en god måde, men denne dag var det helt sikkert på den dårlige måde. Der var et eller andet foruroligende over det, som om hele verden var forkert. Og den reagerede på det på den værste måde; en storm kom blæsende imod dem. Hendes fingre lukkede sig om flasken, som hun bed sig i læben. Hun var nødt til at snakke med ham på et tidspunkt. Hurtigt fjernede hun proppen og tog en stor slurk; det ville kræve noget flydende mod. Hjemmebryggen brændte hele vejen ned. Det var det stærkeste hun nogensinde havde smagt, og ligegyldigt hvor meget hun fik var hun ikke sikker på hun nogensinde ville vænne sig til det.
Hans pludselig bevægelse gav hende et chok. Og så fattede hun hvad det hele handlede om, hvilket kun gjorde det sværere at finde det rigtige at sige. Hun undveg hans flyvende arm som himlen fik både hår og tøj til at klæbe sig til huden. Det var under de her omstændigheder at den ellers elskede hvide farve var upraktisk, men hun bemærkede slet ikke hvordan hendes trøje blev mere og mere gennemsigtig. Hendes opmærksomhed var på tordenvejret der nærmede sig med uforuroligende hastighed. "Maddox" råbte hun for at overdøve uvejret "Vi kan ikke blive herude". Uheldigvis vidste hun godt hvor stor chance der var for at det var netop det han ønskede; at blive herude og blive ramt af lynet. 

[Maddox Bane]

Regnen fik hans hår til at plastre sig til hans hoved, til hans hals, og gjorde skjorten han bar gennemblødt på sekunder. Han sank endnu mere af flasken og hans hoved faldt fremad, så et gardin af mørkt, vådt hår skjulte hans ansigt. Lavmælt, hæs latter kom et sted fra hans strube. "Selvfølgelig kan vi blive her!" hans stemme hævede sig over den stormende vind. "Hvor ellers skulle vi tage hen, hm? Nissa? Hvor har vi at tage hen? Hvor har vi at tage hen hvor de ikke kan finde os? Hvor--" han rettede blikket mod svælget af himlen igen og så, så tilbage mod Nissa mens han pegede med en anklagende finger mod skyerne. "-hun ikke kan finde os?" Vrede pulsede i hans åre. Eller var det Vax' hjemmebryg? Det var ligemeget. "Gå hjem hvis du vil." afsluttede han, inden han vendte sig bort fra hende. Han havde ikke tænkt sig at gå nogen steder. Hans ansigt vendte sig mod skyerne igen. Rumlende torden rullede ind over dem.
"Har du nogensinde tænkt på at det er dine precious børn der laver os?" rettede han anklagende mod himlen. "Min far kunne ikke holde fingrene fra en warlock - og så skal jeg straffes for det?! For hans synd!" Flasken rørte hans læber igen og han tømte halvdelen af den i et langt svælg, der fik hans adamsæble til at hoppe med kraften af hans slurke, som mærkede han slet ikke at det brændte længere. Hans mund forlod flasken med et gift. "Skal vi straffes for at blive født!?" Hans fødder vaklede en smule under ham. Endnu et lysglimt ramte nært og lyste den næsten nattemørke lysning op. "Skal de som elsker os, straffes for dét?!" Han trak armen tilbage igen, klar til at kaste flasken efter skyerne, da et tordenskrald fulgte det lynglimt der havde været for blot sekunder siden, og næsten slog ham af hans fødder.

[Nissa Godfrey]

Det var hårdt at se ham være så ødelagt, og hvor lidt hun havde lyst til at indrømme det, stod hun med tanken at det ville have været bedre hvis hun havde hørt efter og ladt ham være alene. Hun var ikke ligefrem god i sådanne situationer, hun havde sjældent holdt nok at nogen til faktisk at være der for dem i deres svære perioder. Det var heller ikke fordi hun kendte Maddox så godt, men hendes loyalitet til ham rendte dybt, og derfor stod hun midt ude i ingenting i stormvejr, og prøvede at snakke fornuft til en gal mand. "Vi har ingen steder at tage hen! Det er det du kæmper for! Og vi har brug for dig" hun var nødt til at råbe for at overdøve stormen rundt omkring dem, "Hun prøver at slå dig ned, og du lader hende". Hun himlede åbenlyst med øjnene af ham, som han sagde hun kunne tage hjem. Stædighed var en leg de kunne være to om, så gjaldt det bare om at håbe der ikke var et lyn der ramte dem undervejs.
Det var svært at høre på ham. Ordene han fyrede af var tanker hun selv havde haft masser af gange. Det var så uendeligt uretfærdigt at de skulle blive straffet for noget de aldrig nogensinde selv havde valgt. Hun åbnede munden for at sige noget, da hans næste sætning kom råbende Skal de som elsker os straffes for det. Pusten tabte hende et øjeblik. Selv havde hun aldrig holdt af nogen der kunne blive påvirket af det, ikke andre end hendes forældre som hun ikke havde set siden hun forlod hjemmet så mange år før.
Et tordenskrald eksploderede i hendes øre og et lyn gjorde hende blind. Hendes sanser var i overload og adrenalinet boblede i hendes blod. I én hurtig bevægelse var hun ovre ved ham, hun lagde sine hænder om hans ansigt for at tvinge ham til at se på hende. "Maddox hør på mig! Det er okay hvis du ikke vil tilbage til de andre, men lad værre med at blive herude og slå dig selv ihjel. Der er en hule i nærheden, jeg beder dig, vær sød at komme med mig" hendes desperation kunne mærkes omkring dem, alligevel blev hun stående med tiggende øjne.

[Maddox Bane]

Ustabil på sine fødder og med en ringen i sine øre der næsten overdøvede hende, så Maddox ned på den lille halvelver der havde lagt hænderne på hver side af hans ansigt. Skægget under hendes fingre var blødt og gennemblødt af regnen. Hans hud var kold. Der var vand i hans øjne, som han så ned på hende. Hun var en god soldat. Loyal til benet. Hendes kobberrøde hår klæbede til hendes ansigt. Kolde fingre rakte ud og strøg en lok af det våde hår om bag hendes øre. Hans skuldre faldt som hånden faldt væk. ”… Okay,” svarede han tonløst og trak sit ansigt tilbage, så hendes hænder faldt fra hans ansigt.
Han vendte sig en sidste gang mod stormen. En truende rumlen buldrede. Han spyttede på jorden og gjorde en vulgær, vavilonsk gestus mod himlen som en sidste akt af hån mod gudinden der havde taget alt fra ham. Og så vendte han sig og fulgte Nissa væk. Vand var for længst krøbet ind i hans støvler og han kunne mærke det boble op i mellem hans tæer, for hvert eneste skridt han tog, hver gang hans vægt lagde sig ned i sålene. ”Vi ville have haft ti års bryllups dag i dag,” hans stemme kunne næsten druknes af lyden af regn. Han så ikke på hende som de gik, løftede blot flasken med gennemsigtig alkohol til munden igen. ”Jeg ville have glemt det – for det gør jeg, jeg glemmer den slags ting, og hun ville have forsøgt at smide små kommentarer for at minde mig om det, som jeg ikke ville opfange. Til sidst ville hun sige det lige ud.” Han kunne høre hendes stemme for sig. ’Maddox Bane! Det er vores bryllupsdag i dag! Har du glemt det?’. ”Jeg ville forsøge at krybe udenom, men hun kunne altid se lige igennem mig.” Han tørrede det våde ærme under sin næse. ”… jeg ville plukke hende blomster for at gøre det godt igen. Og det ville aldrig nok, for hun fortjente en hel blomster butik.. alt der var smukt i verden, skulle være hendes. Men hun ville tilgive mig alligevel. For det gjorde hun.” Han lod sig dumpe ned i munden af hulen, da de kom til den. Stirrende ud i regnen. ”Hun tilgav..”

[Nissa Godfrey]

Hvor kold hans hud var kunne hendes kolde fingerspidser ikke mærke. Derimod mærkede hun heller ikke selv den kulde der havde sneget sig ind i hver en fiber af hendes krop. Hun var alt for optaget af Maddox, og hendes ynkelige forsøg på at redde hans liv. Et ynkeligt forsøg der på mirakuløs virkede til faktisk at lykkedes. Midt i den farlige storm stod hun der, lille og desperat, imens hendes leder flyttede en lok af hendes drivvåde hår. Et øjeblik stod hun helt stille, stadig med sine hænder blidt placeret på hver af hans kinder, så kolde at hun næsten ikke kunne mærke skægget, men så sneg et smil sig langsomt frem, ægte, mildt og kærligt. Lige indtil han trak sig tilbage; hendes hænder faldt ned til siden igen og udtrykket på hendes ansigt var følelsesløst.
Nissa var utålmodig, så længe han stadig var stående i uvejret var han i fare, men samtidig vidste hun godt hvor stor en sejr hun lige havde vundet, så hun lod ham tage sin tid. Og når denne her episode om nogle dage kun var et minde, ville hun helt sikkert tænke tilbage på hans vulgære gestus med et smil. Den dag var bare ikke i dag. Så da han vendte sig mod hende igen, skyndte hun sig at sætte imod hulen, inden han kunne få flere forsinkende ideer.
Turen derhen forklarede han hvorfor han var i det humør han var i. Endnu en gang stod hun med følelsen af ikke helt at vide hvad hun skulle gøre af sig selv eller sige, så hun lod ham snakke ud uden at forstyrre. Hele vejen hen til hulen hun havde fundet en gang hun havde været på vej til lejren og havde ombestemt sig på vejen. Lige siden havde hun brugt den en gang imellem når enspænderen kom op i hende, hvilket nok mest betød at en gang imellem var en underdrivelse. Hun havde holdt nøje øje med ham hele vejen, selvom det virkede til at hun havde fået ham fra de mere selvmordiske ideer, betød det ikke at hun på nogen møde havde muntret ham op. Og ville hun nogensinde? Hun var så vant til at se ham som lederen der fyldte hele rummet, at hun ikke rigtig vidste hvordan hun skulle agere omkring den deprimerede mand der havde mistet sin kone. En følelse hun aldrig ville kunne sætte sig ind i.
"Hun lyder fantastisk" hendes ord føltes så små og usikre, og af mangel på bedre fulgte hun hans blik ud i den voldsomme regn, "Det lyder til at hun virkelig elskede dig, og jeg er sikker på hun ville være så stolt af det du har formået". Hendes blik flakkede og afslørede hvor ubehageligt hun havde det i den trøstende rolle. Med en rømmen vendte hun ryggen til regnen og fandt ind i enden af hulen. Den var ikke stor; høj nok til at hun lige kunne gå oprejst, og dyb nok til at man kunne ligge ned uden at fødderne stak udenfor, men så heller ikke med meget. I en af hjørnerne lå en smule brænde hun havde lagt af sidst hun havde benyttet hulen, og et par tæpper. Hun vendte sig mod ham, men måtte råbe for at overdøve lyden af regnen "Vi er nødt til at komme ud af noget af alt det her tøj hvis ikke vi vil blive syge". Hun selv var gennemblødt fra top til tå. Håret klæbede til ansigtet, den så traditionelt portus elskede hvide farvede trøje efterlod ikke længere meget til fantasien, bukserne klæbede så meget til hendes ben at hun helt tvivlede om de ville være til at få af og hendes sko var nærmest bare en sø. Lungebetændelsen var lige om hjørnet. "Jeg tænder et bål og så pakker vi os ind i tæpper. Vi er heldige jeg havde smidt nogle ting af til aftener jeg ikke følte for at blive i lejren" hun rakte ham en af tæpperne inden hun begyndte at stable brændet. 

[Maddox Bane]

Vand dryppede stadig fra hans hår og ned over hans ansigt, så det var umuligt at skelne om der var tåre på hans ansigt, eller blot regnvand. Han svarede hende ikke på om Siena ville være stolt. Det vidste han hun ikke ville være. Han var blevet en morder i hendes navn. Han havde været en tyv før han havde mødt hende, og gjort mange andre ting der havde brudt de portusianske love; hans blotte eksistens var at bryde de portusianske love, men han havde aldrig været en morder, før de havde taget hende fra ham. Hun ville ikke syntes om den mand han var blevet til.
Han lagde ikke mærke til at Nissa rykkede på sig, før hun pludselig råbte fra længere inde i hullen og han vendte ansigtet i hendes retning. Et øjeblik overvejede han bare at blive siddende, men til sidst faldt hans skuldre en smule. "Mh, det ville måske være for antiklimatisk at lade Master of Bones dø af en almindelig lungebetændelse," mumlede han under lyden af regnen, mens han langsomt, vaklende, kom på benene og flyttede sig længere ind i hulen til hende. Hans blik registrerede kort hvordan hendes tøj klæbede til hendes form, men det var blot for et øjeblik mens han lod sig dumpe ned at sidde ved siden af det utændte bål. Han trak på skuldrene. "Har du mere alkohol her?" var det eneste svar han gav, men han begyndte da at skuldre sig ud af sin vest, med besvær og greb bunden af hans våde, hullede trøje som blev trukket over hovedet og smidt ved siden af bålet. Der var næsten ikke en eneste milimeter af hans hud der ikke var dækket i ar. Den brede muskuløse brystkasse havde dem strøet over alt. Nogen af dem brede, lange og dramatiske, andre var mindre og lignede mere snitsår.

[Nissa Godfrey]

Det var ikke super passende, men et lille smil lagde sig på hendes læber. Uklimatisk, ja sådan kunne man vel også beskrive det. "Tredje person, virkelig?" svarede hun stadig med smilet på læberne, men hun vidste godt at hun kæmpede en tabt kamp. Han ville ikke være til at få i bedre humør i dag. Hun var bare nødt til at gå efter ham. I historien af hendes dumme ideer, og mange af dem havde nær fået hende slået ihjel, så måtte denne alligevel være den værste. Hun var ikke en trøster; hun kunne knap nok holde en følelsesladet samtale kørende. 
Alkohol, det kunne hun vidst have sagt sig selv. Hvis ikke lungebetændelsen fik ham så ville alkoholsforgiftningen da. "Nej intet alkohol" svarede hun afsluttende, som hun begyndte at tænde op i bålet. Det var et held at hun havde lagt træ af tidligere, det ville ikke have været til at bruge noget af det udenfor med den storm i gang. Det tog ikke mange forsøg at få bålet i gang, men da hun rejste sig igen stoppede hun brat op. Foran hende var Maddox i gang med at klæde sig af som hun havde bedt. Det havde virket som en god ide rent logisk, men det var ikke før der at hun virkelig indså hvad det betød. Og hun var ikke helt sikker på at hun var parat til at se hendes leder klædt af. Alligevel fangede arrene hendes interesse. Bevares hun havde da også nogle selv, men slet ikke i det samme omfang. Han lignede mest af alt en der var blevet torturret i måneder. Ubevidst trak hun et skridt tættere på, det var ikke før hendes løftede hånd bevægede sig mod den største af arrene at hun kom ud af hendes trance og med endnu en rømmen skyndte sig at tage et skridt tilbage. "Hvordan har du fået så mange?" jo han levede jo ikke hvad man kunne kalde et sikkert liv, men det var alligevel en god del over antallet hun ville have forventet at se.

[Maddox Bane]

"Når man har udrettet nok til at tjene sig selv et tilnavn, må man være undskyldt hvis man indimellem tiltaler sig selv i tredjeperson, Nissa," svarede han, med begyndelsen af et halvt smil, der ikke helt syntes at nå hans mørke øjne. Han ville ikke selv have valgt Master of Bones hvis han kunne, men det passede da beskrivelsen af hans evner, så han havde ladet det være. Han skrabede hånden igennem hans regnvåde, halv lange hår og skubbede det tilbage. Hans fingre fangede i mange knuder i håret, men de løsnede sig for hans fingre.
Han skar ansigt, da hun sagde at der intet alkohol var i den lille hule. "Forhåbentlig dør regnen ud snart så," brummede han. Hans øjne fulgte hendes hænders arbejde i at få tændt op i bålet. Alkoholen lå i hans blod, gjorde ham følelsesløs overfor kulden, selvom han var gennemblødt og nu sad uden trøje, men han havde endnu ikke drukket nok til at drikke sig fra fornemmelsen af at være hul indeni.
"Jeg voksede op på et børnehjem for hybrider, cherie." Han så ikke ud som om han havde tænkt sig at udbrede på forklaringen. Langt de fleste af hans ar så også gamle ud. Lyse, sammenstrukne streger der var skyggen af det sår de havde været engang. Der var også nyere, der stadig havde en smule farve til sig, mere lyserøde end hvide som de ældre af dem.