Post by Blake De Clare on Sept 2, 2017 19:17:37 GMT
Fire kæmpe poter, som så yderst forvoksede ud i forhold til benene og kroppen de sad på, vraltede lige efter hende, så den næste snublede over hendes skørter. Den lille fyr havde knapt forladt hendes side siden hun havde fundet ham i skoven og bragt ham med hjem. Hendes far havde forsøgt at smide hvalpen på gaden, men hver gang han så meget som nærmede havde den lille forvandlet sig fra en sød pelsklump til en klump af spidse tænder. Resultatet havde været at den havde fået lov at blive. Eller nærmere blev ignoreret af forældrene. Den sorte pelsklump sov i hendes fodende, lå ved hendes fødder når hun sad ved middagsbordet, og fulgte hende selv nu hvor hun vandrede gennem byens liv uden så meget som et halsbånd eller en snor.
Hendes fingre gled henover stofferne ved den bod hun var stoppet ved. Det var nok den ottende bod der havde haft hendes selskab, med stort set identiske tekstiler. Men denne skilte sig ud, og kunne måske forløse hende med det som hun ikke havde kunne greje i flere dage. Et særligt stykke stof fangede hendes opmærksomhed og hun tog det op mellem fingrene, hvalpen havde sat sig ved hendes side og så roligt og tillidsfuldt op på hende. Materialet var så særskilt, at hun ikke kunne påstå at hun nogensinde havde set noget lig det. Det skinnede som var det ægte, nypolert guld, det så stift og hårdt ud som en konges brynje, og det var måske stivere end normalt tøjtekstil, men noget over det skreg ’kongeligt’. Hendes hånd gled ned greb fat om et sort stykke stof i samme størrelse, hun lagde det hurtigt fra sig, det var tyndt og ikke god kvalitet. ”Hvis De leder efter sort kjolestof, så har jeg noget helt udsøgt gemt væk – Et øjeblik!” den gamle handlers stemme var rar, og næsten en smule desperat efter et salg. Han var ikke velhavende, og solgte nok sjældent til adelen. Guldstoffet i hendes hånd kunne han næppe få solgt, men det var nok nærmere ment som lokkemad til at få folk til at se på hans bod, for dragende var det. I høj grad. Kort tid efter rakte han et kraftigt stykke sort stof frem. Sortere end natten, tyktvævet og i en særdeles anderledes struktur. Hun gned det mellem fingrene. ”Hvor meget for disse to?” Hendes venlige og varme øjne søgte hans, og de gamle øjne næsten lyste op i lykke over udsigten til et salg, og mad på bordet. ”15 guldmønter, min frøken” Hun lagde mønterne. Det var dyrt for relativt lidt stof, men hun havde ikke nogen problemer med at ligge pengene økonomisk.
Kort efter at hun, hendes unavngivede hvalp og hendes to vagter kom ind ad døren i palæet, befandt hun sig på sit værelse med hvalpen hoppende legesygt omkring bag sig med små glade lyde. Hun rev en lille firkant af fra begge stykker tekstil, begge omkring 5x5 centimeter, bakkede det ned i en konvolut. Hun forseglede det med DeClaires segl og skrev et ganske enkelt spørgsmålstegn på forsiden. Kort tid efter var det sorte- og guldfarvede stof på vej mod slottet med et bud der havde fået besked på at det skulle leveres til kronprinsen, Dylan Forsyth .
Hendes fingre gled henover stofferne ved den bod hun var stoppet ved. Det var nok den ottende bod der havde haft hendes selskab, med stort set identiske tekstiler. Men denne skilte sig ud, og kunne måske forløse hende med det som hun ikke havde kunne greje i flere dage. Et særligt stykke stof fangede hendes opmærksomhed og hun tog det op mellem fingrene, hvalpen havde sat sig ved hendes side og så roligt og tillidsfuldt op på hende. Materialet var så særskilt, at hun ikke kunne påstå at hun nogensinde havde set noget lig det. Det skinnede som var det ægte, nypolert guld, det så stift og hårdt ud som en konges brynje, og det var måske stivere end normalt tøjtekstil, men noget over det skreg ’kongeligt’. Hendes hånd gled ned greb fat om et sort stykke stof i samme størrelse, hun lagde det hurtigt fra sig, det var tyndt og ikke god kvalitet. ”Hvis De leder efter sort kjolestof, så har jeg noget helt udsøgt gemt væk – Et øjeblik!” den gamle handlers stemme var rar, og næsten en smule desperat efter et salg. Han var ikke velhavende, og solgte nok sjældent til adelen. Guldstoffet i hendes hånd kunne han næppe få solgt, men det var nok nærmere ment som lokkemad til at få folk til at se på hans bod, for dragende var det. I høj grad. Kort tid efter rakte han et kraftigt stykke sort stof frem. Sortere end natten, tyktvævet og i en særdeles anderledes struktur. Hun gned det mellem fingrene. ”Hvor meget for disse to?” Hendes venlige og varme øjne søgte hans, og de gamle øjne næsten lyste op i lykke over udsigten til et salg, og mad på bordet. ”15 guldmønter, min frøken” Hun lagde mønterne. Det var dyrt for relativt lidt stof, men hun havde ikke nogen problemer med at ligge pengene økonomisk.
Kort efter at hun, hendes unavngivede hvalp og hendes to vagter kom ind ad døren i palæet, befandt hun sig på sit værelse med hvalpen hoppende legesygt omkring bag sig med små glade lyde. Hun rev en lille firkant af fra begge stykker tekstil, begge omkring 5x5 centimeter, bakkede det ned i en konvolut. Hun forseglede det med DeClaires segl og skrev et ganske enkelt spørgsmålstegn på forsiden. Kort tid efter var det sorte- og guldfarvede stof på vej mod slottet med et bud der havde fået besked på at det skulle leveres til kronprinsen, Dylan Forsyth .
