Post by Era Garou on Aug 14, 2017 15:48:05 GMT
Loup Garou - Era Garou
Fra en celle og hen i den anden. Forsyth kunne sige hvad de ville, men det fine ”gæsteværelse” var stadigvæk et fængsel, selvom sengen havde fået en madras, rummet vinduer, gulvet et tæppe og malerier på væggene. Alligevel var der vagter foran døren, og Era havde ikke tilladelse til at forlade rummet, lige meget hvor meget hun råbte, bandede og truede. De bøger hun havde fået ind til sig, var blevet revet i stykker og kastet ud af vinduet allerede efter én dag – hvem fanden gad at læse i bøger?! Nogle af puderne havde også måtte lade livet i hendes frustration. En enkelt stol var blevet hamret ind i væggen, og kommoden var en enkelt gang blevet væltet, men blot blevet rejst op igen af nogle enormt tålmodige dødsengle, der end ikke havde taget sig af, hun havde smidt ting efter dem hele vejen ud af rummet igen.
De to eneste hun ikke skabte sig overfor var Forsyth. Når én af dem dukkede op, klappede hun i, trak sig helt tilbage i et hjørne, og nøjedes med at knurre af dem, hvis de kom for tæt på. Den eneste gang hun var rolig, var når Loup var hos hende, men han fik kun lov til at være dér i begrænset omfang af ”sikkerhedsgrunde”, som Forsyth så pædagogisk sagde, selvom de ikke ville uddybe hvad de mente med det. Så hun brugte det meste af tiden på at tegne, snakke med babyen, kigge ud af vinduet, true vagterne udenfor døren, eller lave kabaler. Det var dræbende. Alt alle ventede på var bare hun pressede ungen ud af sig, og hvad der så skete bagefter, turde hun knap nok tænke på. Stadigvæk stolede hun ikke på Forsyth rent faktisk bare ville lade hende gå…
Hun lå tværs over sengen med hovedet hængende ud over kanten, og stirrede tomt på et punkt ude i luften. Tøjet hun var klædt i, var noget Loup havde haft med fra Ulveskoven sidste gang, han havde været hjemme. Et par poset bukser og én af hans store, mosgrønne uldtrøjer, hun kunne passe med mave og det hele, og som duftede af ham, hvilket beroligede hende en del, selv når han ikke var dér. Fødderne var dækket af et par hjemmestrikket sokker fra hendes mor.
Hænderne trommede rastløst mod den svulmende mave, der var vokset betragteligt de sidste par måneder, så det var næsten umuligt for hende, at vralte rundt med den. Ryggen kunne simpelthen ikke holde til det. Derudover var barnet begyndte at sparke – rigtig meget. Det vred sig rundt, gjorde hun skulle på spanden hver halve time, og nægtede hende en god nats søvn. Faktisk var hun ved at være godt træt af den vildunge i sin mave! Hun var allerede gået tre dage over tid! Det hele var ved at gå hende på nerverne, og hun følte det snart ville gøre hende vanvittig, hvis ikke hun slap ud herfra. Stadigvæk havde hun mareridt, sårene på kroppen var blevet til knudret ar, og minderne stod så klart i hendes sind, at hun stadigvæk kunne smage det metalliske blod på sin tunge en gang imellem.
Hun blinkede en enkelt gang med øjnene.
Fra en celle og hen i den anden. Forsyth kunne sige hvad de ville, men det fine ”gæsteværelse” var stadigvæk et fængsel, selvom sengen havde fået en madras, rummet vinduer, gulvet et tæppe og malerier på væggene. Alligevel var der vagter foran døren, og Era havde ikke tilladelse til at forlade rummet, lige meget hvor meget hun råbte, bandede og truede. De bøger hun havde fået ind til sig, var blevet revet i stykker og kastet ud af vinduet allerede efter én dag – hvem fanden gad at læse i bøger?! Nogle af puderne havde også måtte lade livet i hendes frustration. En enkelt stol var blevet hamret ind i væggen, og kommoden var en enkelt gang blevet væltet, men blot blevet rejst op igen af nogle enormt tålmodige dødsengle, der end ikke havde taget sig af, hun havde smidt ting efter dem hele vejen ud af rummet igen.
De to eneste hun ikke skabte sig overfor var Forsyth. Når én af dem dukkede op, klappede hun i, trak sig helt tilbage i et hjørne, og nøjedes med at knurre af dem, hvis de kom for tæt på. Den eneste gang hun var rolig, var når Loup var hos hende, men han fik kun lov til at være dér i begrænset omfang af ”sikkerhedsgrunde”, som Forsyth så pædagogisk sagde, selvom de ikke ville uddybe hvad de mente med det. Så hun brugte det meste af tiden på at tegne, snakke med babyen, kigge ud af vinduet, true vagterne udenfor døren, eller lave kabaler. Det var dræbende. Alt alle ventede på var bare hun pressede ungen ud af sig, og hvad der så skete bagefter, turde hun knap nok tænke på. Stadigvæk stolede hun ikke på Forsyth rent faktisk bare ville lade hende gå…
Hun lå tværs over sengen med hovedet hængende ud over kanten, og stirrede tomt på et punkt ude i luften. Tøjet hun var klædt i, var noget Loup havde haft med fra Ulveskoven sidste gang, han havde været hjemme. Et par poset bukser og én af hans store, mosgrønne uldtrøjer, hun kunne passe med mave og det hele, og som duftede af ham, hvilket beroligede hende en del, selv når han ikke var dér. Fødderne var dækket af et par hjemmestrikket sokker fra hendes mor.
Hænderne trommede rastløst mod den svulmende mave, der var vokset betragteligt de sidste par måneder, så det var næsten umuligt for hende, at vralte rundt med den. Ryggen kunne simpelthen ikke holde til det. Derudover var barnet begyndte at sparke – rigtig meget. Det vred sig rundt, gjorde hun skulle på spanden hver halve time, og nægtede hende en god nats søvn. Faktisk var hun ved at være godt træt af den vildunge i sin mave! Hun var allerede gået tre dage over tid! Det hele var ved at gå hende på nerverne, og hun følte det snart ville gøre hende vanvittig, hvis ikke hun slap ud herfra. Stadigvæk havde hun mareridt, sårene på kroppen var blevet til knudret ar, og minderne stod så klart i hendes sind, at hun stadigvæk kunne smage det metalliske blod på sin tunge en gang imellem.
Hun blinkede en enkelt gang med øjnene.