What do you think?

[Harris]

Arona Forsyth ~ Harris

---

Macarias støttende arm havde uden tvivl været nødvendig for at Harris overhovedet skulle kunne komme frem til militærakademiet i ét stykke. Bjerglandskabet var stadig meget ukendt under hans fødder, og Macaria havde ved flere anledninger været nødt til at advare ham om en sprække i jorden foran ham eller en sten han måtte træde over. Specielt med alle dødsenglene omkring sig, var der mange lyde som distraherede ham fra hvor han faktisk satte fødderne. Lyden af vinger i luften over ham eller snak fra markedet de passerede på vej til akademiet. I takt med at de kom nærmere begyndte han i det mindste at kunne høre andre lyde. Lyden af stål der mødte stål. Der måtte være rekrutter der trænede i kamp på én af arenaerne - eller flere af dem, for den sags skyld. Så vidt han vidste havde akademiet flere, og dødsenglene var krigslystne nok.
Hans fødder var ømme da de kunne træde indenfor i akademiets hovedbygning. Han havde allerede tilbragt flere timer med at vandre rundt på palæet før Macaria havde fundet ham, og turen til akademiet havde ikke hjulpet. Ikke desto mindre... samtalen med Macaria havde givet ham meget at tænke på, som han håbede Arona kunne hjælpe ham med. Desuden savnede han hendes selskab.
Macaria havde forladt ham her i hovedbygningen da hun var sikker på at han ville klare sig, før hun var taget afsted til markedet. Det efterlod Harris vandrede ned af korridoren, mens en dødsengel - lokket til hjælpsomhed af Macaria - var taget afsted for at finde Arona for ham.

[Arona Forsyth]

Arona nynnede en gammel sømandsvise, fra sin tid på et skib, mens hun lagde det sidste arbejde i sit kort. Hun havde været kunstnerisk de sidste par år, havde tegnet kort over hele Vavilon, Oberion og slottet, som hun havde husket det. Hun havde også søgt detaljer og hjælp i ældre kort. Men kun ved at tegne det hele selv var hun sikker på at huske hver en gade, hver en genvej, hver en skjult tunnel fra gamle tider. Det kunne blive praktisk og hvis hun en dag skulle regere over det hele, måtte hun kendte til det. Præcis som hendes far kendte hver en tunnel i Sethos, ville hun kende hver en gade i resten af Vavilon. Med svingende bogstaver, der dog ikke var helt så kønne som hendes mors, satte hun det sidste navn på kortet og studerede det kritisk.
Efter hun havde boet i skoven med Harris, været tilfangetagen og nu havde boet på akademiet i nogle år, var der visse ting hun havde glemt igen. Ting som at gå yndefuldt i en kjole, at skrive pænt, at danse og begå sig blandt adelige...Og hendes mor havde lovet at hjælpe hende. Hendes far havde lovet at give hende adgang til dødsenglenes personlige hær, hvoraf hun allerede kendte flere højerestående her fra akademiet. Det var en god start!
Men hun burde virkelig snakke med Harris om det også. Det var på tide hun fokuserede på støtte uden for Sethos også...
Fingrene gled ind under nogle af totterne i hendes hår, hvor hun kradsede sig lidt, da nogen kom bagfra og forstyrrede hende. Hun brummede utilfreds og drejede sig i stolen. Come on! Hun gad ikke træne med flere der ikke engang kunne stå på deres egne to ben...
"Hvad?" vrissede hun koldt, irriteret over at blive forstyrret. Dødsenglen gengældte hendes kolde blik uden så meget at blinke. Pegede over sin skulder.
"Du har gæst. Næste gang...Sørg for jeg ikke bliver din stikirenddreng, prinsesse" Arona havde modtaget flere fornærmelser før. Ikke fordi nogen rigtig kendte hendes planer, men mere fordi alle vidste hun var en Forsyth. I dag var hun dog ligeglad. Det blev man med tiden. I militæret kunne der være en hård jargon, men havde ikke brug for de bløde typer når man skulle slå ihjel.
Arona drejede sig yderligere i stolen, kun for at opdage gæsten øjesynligt ikke var i dette rum...
Med et suk rejste hun sig op.
Hvem var det? Hendes mor? Hendes far? Næppe. Måske...Harris? De få andre venner hun havde boede jo allerede på akademiet...

Iført en uniform fra akademiet - sort, selvfølgelig, med bluse, bukser og solide sko - og travlt optaget af at binde sit viltre hår op i en eller anden tyk hestehale med en lædersnor, gav hun sig ned af gangene, til hun endelig fik øje på den velkendte skikkelse. Det var ikke uden et smil, hvoraf de fleste aldrig havde set hende smile så stort til nogen som helst før, at hun satte i løb og indhyllede Harris i et pludseligt kram.
"Harris! Hvad laver du her?!" udbrød hun, glad for at se hendes gamle og tætteste ven. Den eneste person hun helt og aldeles stolte på. En fyr der aldrig havde forladt hende! Eller...Ikke af egen vilje i hvert fald. Med en hånd på hver af Harris skuldre ruskede hun ham blidt.
"Kom...Denne vej. Lad os finde et sted vi kan snakke sammen" foreslog hun og lod sin arm glide ind under en af Harris' da hun automatisk hev af sted med ham.

[Harris]

Ude af stand til at se Arona komme ham i møde, var Harris’ eneste hint om at nogen kom tættere på ham, lyden af skridt der pludselig udviklede sig til løb. Det gav ham splitsekundet han behøvede på at stabilisere sig, da Arona omfavnede ham. Krammet blev omgående gengældt, og smilet der bredte sig over Harris’ læber kunne ikke holdes tilbage. Det kunne han aldrig, når Arona så tydeligt viste gensynsglæden over at se ham. Det mindede ham altid på at der var mere til hende end ’kun’ en dødsengel.
”Hvad? Når du ikke finder mig, bliver jeg jo nødt til at finde dig, ikke? Og du skal lige vide at det er noget ekstra besværligt for den ene af os i forhold til den anden.” Ordene havde en drillende klang, men han regnede ikke med at hun ville have taget hans spøg alvorligt selv hvis det var lykkedes ham at holde masken.
Hendes arm smøg sig ind i hans, og hun trak afsted med ham ned af gangen. Harris havde aldrig været på akademiet før, hverken med eller uden øjne, og var på fuldstændig bar bund når det kom til præcist hvor Arona førte ham hen. Det eneste han kunne bedømme ud fra, var lyden af hvad der foregik omkring dem. Lyden af stemmer som de passerede og som gradvist blev fjernere, fortalte ham at de måtte have bevæget sig forbi en forsamling af en art, og det var lykkedes Arona at finde et mere aflukket område hvor de kunne tale sammen i fred. Det var perfekt, det her var ikke en samtale han havde lyst til at hele Sethos skulle kende til. Dødsenglene havde det allerede morsomt nok på hans bekostning.
”Jeg håber ikke jeg forstyrrede dig i noget vigtigt. Jeg ved jo hvor meget tid du tilbringer her i den sidste tid, men det er længe siden vi rigtig har talt sammen.” Ordene havde fået en mere alvorlig klang nu, men han var stadig ikke sikker på om han skulle fortælle hende om sin samtale med Macaria. I hvert fald ikke endnu.

[Arona Forsyth]

Hun trak ham med ned af gangen, drejede rundt, ned af næste gang. Oprindeligt ville hun have vist ham vej til sin sovesal, men ombestemte sig. De skulle helst være alene til alt dette og hvor var man det, her? Et ubrugt lokale til undervisning, selvfølgelig. Så hun trak Harris med ind i et sådan og lukkede døren efter dem, før hun viste ham over til det første par stole med dertilhørende borde. Selv trak hun en stol over til det samme bord, som Harris var blevet plantet ved.
"Længe siden?" brummede hun med et svagt suk til følge. Hun opsøgte ham så ofte hun kunne! Ofte på hans arbejde eller et andet sted nede i byen. Gerne for en sludder eller en hurtigt omgang massage af ømme muskler eller når Arona endelig tiltuskede sig et sår af en art. Hun slog det dog hurtigt til siden uden de store kvaler.
"Hør, jeg har også noget jeg gerne vil snakke med dig om" sagde hun så og rettede sig uroligt på stolen. Hendes blik landede på Harris. Gled over hans ansigt, over hans øjne, der intet kunne se. I et øjeblik overvejede hun det...Kunne hun sætte ham ind i det, rode ham ind i det? Ville han overhoved have lyst? Eller forstå det? Til sidst trak hun vejret dybt. Hun måtte bare prøve.
"Harris...Jeg kunne godt tænke mig at tage Vavilon tilbage" sagde hun så ligeud.
"Min mor og far har allerede accepteret det. Jeg har allerede planer om hvordan jeg skal skaffe mig allierede eller i det mindste undgå at folk modarbejder mig. En eller anden dag vil jeg tage tronen tilbage og..." Hendes ene hånd gled frem og lagde sig mod Harris' ene arm et øjeblik. Overtalende, beroligende, opmærksomhedskrævende.
"...Jeg får brug din hjælp, Harris. Vil du hjælpe mig?"

[Harris]

”Ja? Altså, siden vi snakkede alvorligt sammen, mener jeg.” uddybede han, da han fornemmede et hint af… skuffelse? Noget var der i hvert fald i hendes respons som virkede utilfreds. Det var jo ikke fordi han ikke havde set noget til hende siden han var kommet til Sethos, men deres besøg hos hinanden plejede at være forbeholdt til at småsludre mens han gned hendes ømme skuldre, eller hun holdt ham med selskab mens han gik rundt i palæet de boede i. Men det havde været forholdsvist useriøse samtaler de havde haft. Intet sådan som det her.
Han lod sig placere på stolen hun henviste ham til, og sad i tavshed mens hun uddybede sine planer. I et øjeblik var det ikke kun hans syn han havde mistet; det føltes som om nogen havde taget hans tunge. ”Tage Vavilon tilbage?” spurgte han tvivlende. Han kunne forstå hende, men var det virkelig en god idé? Lige nu var tingene forholdsvist fredelige mellem dem og den selverklærede konge, og at risikere det på at starte en borgerkrig… Han satte sig en smule tilbage i stolen, men ikke så langt at hans arm ville blive trukket væk fra hendes hånd. Der var noget beroligende i hendes berøring. ”Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, Arona. Det ved du at jeg vil. Men Theodor kommer ikke bare til at give afkald på tronen bare fordi du kræver at han gør det, det ved du godt, ikke? Det her kommer til at starte en borgerkrig. Og selv at at Forsyth-navnet stadig kræver meget respekt i Vavilon, og du med garanti vil få mange tilhængere for det, kommer han stadig til at have mange på sin side… Du får brug for alle de mænd, som du kan få.” Hans tvivlende udtryk gled ud i et smalt smil. ”Og det tror jeg giver mig svaret jeg behøvede på mit eget problem… Macaria bad mig tænke på at lade Sam bide mig. Gøre mig til en vampyr. Jeg var ikke sikker på det, men… det vil lade mig hjælpe dig.”

[Arona Forsyth]

Hun kunne ikke lade være med at smile. Han ville hjælpe hende! Støtte hende! Hun havde på en eller anden måde været bekymret for det og hun var slet ikke færdig med at spørge Harris om tjenester endnu, men i det mindste gik tingene så godt fremtil.
"Det ved jeg, det ved jeg!" medgav hun roligt og tog hånden til sig igen. Med armene hvilende på bordet foran sig, med en hånd om hver albue, sad hun afslappet.
"Men dødsenglene har fred med varulvene...Med lidt held kan jeg overbevise dem om enten at støtte mig eller i det mindste ikke at modarbejde mig. Dødsenglene er jo på min side, når mine forældre har sagt ja. Mange adelige vil enten huske Forsyth at navn og gavn eller huske mig som en ung pige der mistede sin ret, hvortil de måske vil føle med mig. Jeg har gode muligheder og..."
Hun havde været tæt på at komme ind på formskifterne, da det gik op for hende at Harris havde sagt noget mere. Hun faldt hen i stilhed og hendes kølige, stålgrå blik landede på hans ansigt. Selv om han var blind, fungerede det stadig som mange andres. Fuld af bevægelser. Hvad sagde han lige? Vampyr? Af...Af Sam? Hvad?
I et øjeblik var hun for overrasket til at svare ham.
"Vampyr?" spurgte hun så, som var hun i tvivl om hvorvidt hun havde hørt rigtigt. Harris som vampyr? Som hendes mor...Fanget i den samme skikkelse til al evighed...Mens hun en eller anden dag ville blive ældre, få rynker og forlade verdenen. Dødsengle aldrede langsomt, hendes far så stadig ung ud, selv om det også snart var tydeligt han alligevel havde levet nogle år. En eller anden dag ville det så blive hendes mor og Harris, mens resten omkring dem ville dø. Ikke? Hun havde ikke tænkt så meget over det, som hun gjorde lige nu. Altid forventet at hende og Harris ville møde verden sammen, blive ældre sammen, klare ting sammen. Ville hans forvandling til vampyr ændre det?
"Er du sikker?" spurgte hun så i en langt mere neutral stemme.
"Jeg mener...Okay. Du lever evigt. Du bliver...Hvad...Semi-søskende til min mor? Selv om I i forvejen ikke er blodsbeslægtet, er det så ikke en form for incest? Du bliver stærkere, du bliver hurtigere, du får bedre sanser, vi vil ikke have noget at gøre med hinanden i nogle år fordi du skal lære ikke at flænse mig ved første fornemmelse af mit nærvær...Og hvad med dit syn? Dine øjne får vel ikke automatisk synet tilbage?" spurgte hun så. Hun snakkede løs, som prøvede hun samtidig at sætte det logisk op og finde ud af om hun selv, fra et logisk standpunkt, kunne se det fornuftige i det. Hun blev stille et øjeblik igen, men til sidst rettede hun ryggen og lænede sig tilbage i stolen.
"Det er op til dig selv Harris. Jeg bryder mig om dig som du er og det vil jeg altid gøre. Hvis du kan love mig at du...At du ikke bliver en anden...Men når det kommer til stykket behøver du jo ikke min tilladelse eller noget. Det er dit liv"
Af en eller anden grund gjorde det hende usikker. Ville Harris blive den samme? Ville deres forhold til hinanden blive det samme? Det slog hende at hun var bange for faktisk at miste den Harris hun kendte eller at det ville ændre på forholdet mellem dem. Men samtidig fastholdt hun at det helt igennem var Harris' valg. Det var ikke så svært at skubbe det hele til siden og lade som om hun faktisk var ligeglad.
"Så længe du har tænkt det hele igennem. Jeg behøver ikke en ekstra vampyr for at vinde, selv om det har sine fordele. Du skal gøre det du har lyst til. I dette tilfælde, ikke for at hjælpe mig, men dig selv!" fastslog hun så lidt mere bestemt. Armene gled over kors igen, som hun sad tilbagelænet i stolen.

[Harris]

”Sjovt, jeg lavede den samme joke til Macaria om at vi ville blive søskende. Ikke at det fortæller mig hvor incesten skulle komme ind i billedet.” Han sendte hende et drillende smil, men smilet falmede gradvist i takt med at hendes svar blev mere uddybet. Han satte pris på hendes ærlighed og på hendes holdning. Aronas dømmekraft havde været noget han altid kunne stole på, og de gange han ikke havde gjort det, havde det som regel endt med at han var blevet modbevist. Hans fingre trommede lidt mod bordpladen, mens han tyggede sig på indersiden af sin underlæbe.
”Jeg gør det ikke kun for at kunne hjælpe dig, Arona. Det ér en del af beslutningen, for jeg ved at jeg ville kunne være til større gavn for dig med en vampyrs evner, end jeg er lige nu.” Ordene fik en bedrøvet klang, som var det et faktum han langt om længe var nået frem til, og havde accepteret; til trods for træningen han havde været igennem, både sammen med Arona og sammen med Khala, var han alt andet end forberedt til at kunne forsvare sig selv. Han kunne ikke se sine modstandere, og selv om at hans hørsel var blevet skærpet siden han mistede sine øjne, var det langt fra nok til at veje op for hans manglende syn. ”Hvis jeg lader mig bide, vil jeg kunne forsvare mig selv. Jeg ville ikke være en byrde for jer andre, én I konstant skal passe på og redde. Selv hvis du ikke havde planer om at tage Vavilon tilbage, ville det helt klart være en forbedring fra hvordan det er lige nu.” Han havde lænet sig en smule tilbage i stolen mens han havde talt, men lænede sig nu frem mod hende igen, så han kunne være sikker på at han ville have hendes opmærksomhed. Nok et lille, betryggende smil trak i hans mundvige og formede et skævt smil. ”Men jeg kan love dig at det ikke kommer til at forandre mig. Sandt nok kommer jeg måske til at skulle vænne mig til konstant at høre lyden af dit hjerteslag og sådan noget, men udover det regner jeg med at jeg forbliver den samme irriterende, håbløse nørd du kender.” Smilet strakte sig en anelse bredere, før han rettede sig op i stolen igen. Det lod til at dén sag var afgjort. Han ville blive nødt til at finde Sam mens han stadig var i Sethos.
”Men hvad er din plan for overtagelsen?” spurgte han, for at vende emnet tilbage til hende og hendes eget foretagende. ”Møde med de adelige og Macaria og Zeans gamle allierede, kan jeg regne mig frem til. Og med en aftale som i det mindste holder varulvene fra at være en kæb i dit hjul burde det være et godt udgangspunkt.”

[Arona Forsyth]

Hun var ikke helt færdig. Tværtimod. Hun var uenig i nogle af de ting Harris åbenbart var nået frem til af sig selv, om sig selv. Igen lænede hun sig ind mod bordet, ligeså for at sikre hans var opmærksom på hende. Hendes ene flade hånd blev slået ned i bordet og det gav et rapt smæld. Det stak let i hendes hud efter mødet med bordpladen, men hendes stikkende øjne hvilede på Harris.
Var han seriøs? Hun kunne ikke tro det! Det var jo den værste omgang lort han lukkede ud. Selv ikke sømændene, hun havde arbejdet med, havde lukket værre nonsens ud!
"Så det er hvad trykker dig og frarøver dig livets friheder!" udbrød hun, som var et lys gået op for hende. Hvad det også var. Havde hun ikke til tider set ham sidde og grue over et eller andet, men blot troet det var hendes egen følelsesmæssige afstumpethed der frarøvede hende at gætte hvad der kunne gå Harris på? Hun havde altid troet det handlede om synet. Kun synet. Men...Resten? Det var ret nyt for hende.
Hun rømmede sig og rettede sig lidt i stolen, som hun gjorde sig klar til at fortælle Harris hvordan tingene faktisk hang sammen.
"Hvis det er dit argument skal du ikke blive vampyr" sagde hun ligeud, måske en smule ufølsomt, men sådan kunne man risikere det når Arona først fandt sig en mening om en ting.
"Vi kan ikke alle sammen være krigere, Harris. Du prøver at presse dig ned i nogle sko der ikke passer dig. Aron oplærte dig i medicin, i urter og den slags. Dine hænder er bløde og omsorgsfulde. Din personlighed er blød. Jeg siger det ikke for at fornærme dig. Jeg siger det for at fortælle dig der er forskel på folk. Sandt går næsten hver eneste dødsengel til træning, men det er en krigerisk race og slet ikke din race! Hvad skulle vi også, hvis alle i verden var krigere? Vi ville mangle alt andet! En healer. En diplomat. En landmand til at sætte mad på bordet...Kan du se hvor jeg vil hen?"
Hun så på ham et øjeblik, men gav ham ikke meget tid til at svare på det.
"Kan du ikke se det? Jeg har ikke brug for du holder et sværd ved min side. Jeg har brug for du står bag mig. En til at heale mine sår. En til at minde mig om hvordan resten af verdenen er. En til at minde mig om når jeg er for ufølsom, for krigerisk, når jeg overser ting. Jeg har brug for din person til at blive mindet om at alle ikke er som de dødsengle, jeg har brugt det meste at mit liv i selskab med" Det hele gav så godt mening, at hun næsten ikke kunne stoppe sig selv i at snakke. Til sidst trak hun dog vejret dybt. At trække vejret var en ting man kunne glemme og hun følte sig let forpustet oven på det vandfald af ord. Til sidst knyttede hun sin hånd og slog den let ned i bordet, omend slet ikke så kraftigt som før.
"Nej. Jeg har brug for dig på andre måder. Khala" sagde hun så.

[Harris]

Smældet mod bordpladen sendte et spjæt gennem ham, og fik hans hjerte til at hamre hårdt i brystet på ham. Så snart han kom sig over chokket og hørte hvad Arona havde at sige til sagen, fæstede hans ansigt sig alligevel i en stram mine. Hun forstod ikke.
”Men jeg burde have været det! Hvis jeg havde været mere af en kriger end det jeg er, ville vi ikke være blevet overvældet da vi blev angrebet. Varulven ville ikke have stukket øjnene ud på mig, og du…” Den stramme maske falmede, og øjenbrynene rynkede sig og formede en skyldbetynget mine. ”Og du ville ikke være blevet taget til fange.” fuldførte han. Han kunne stadig ikke give slip på skammen over ikke at have været i stand til at gøre noget som helst for at beskytte hende mod modstandsbevægelsen. Selv hvis Zean ikke havde givet ham til opgave at beskytte hende, ville han have kæmpet med næb og klør, hvis det kunne have reddet hende. ”Jeg kan stadig tage mig af dine sår, og rådgive dig når du behøver det. Jeg vil endda påpege for dig hvornår du er for ufølsom og hård, hvis det er hvad du vil have fra mig. Men jeg vil også kunne beskytte dig, så ingen kan gøre dig noget igen.” Han bad ikke om at være en soldat i hendes hær, som skulle tilbringe resten af livet på slagmarken for at udkæmpe hendes krige, hvis det lykkedes hende at tage tronen tilbage. Men selv ved hendes side som en rådgiver eller hofalkymist eller hvad hun nu havde tænkt sig, ville han kunne gøre… noget.
Brynene rynkede sig igen, og han løftede ansigtet som ville han se på hende hvis han kunne. Khala. Det burde vel ikke være kommet ham som et chok at hun ville have hans hjælp når det kom til hende og formskifterne, men spørgsmålet var bare hvordan. ”Jeg kan tale med hende på dine vegne, hvis det er dét du mener… Men jeg kan ikke give dig noget, hvis du leder efter angrebsstrategier.” uddybede han tøvende. Han vidste ikke hvad Aronas planer for formskifterne var, men de var hans venner. Hvor meget han end holdt af Arona, nægtede han at være et led i noget som ville skade dem.

[Arona Forsyth]

Det var jo ikke til at diskutere planer for at overtage Vavilon, så længe Harris havde disse åndssvage tanker! Hun forstod dem ikke. Det var jo ikke sandt, intet af det var sandt!
"Seriøst, Harris, nogle gange er du så...Så!" Hendes arme gled op i luften i en opgivende og frustreret bevægelse, mens hendes tunge smældede i munden på hende.
"Jeg kan ikke fatte du sidder fast i fortiden på den måde!" Det frustrerede hende at hendes bedste ven havde disse negative tanker om sig selv, på grund af hende! Ja, det havde hun forstand nok til at se. Hvis ikke hun havde været der, ville Harris aldrig havde fået de åndssvage tanker. Hvad skulle hun gøre ved dem? Hun måtte kunne overbevise ham om andet. Hun havde ikke brug for en der ikke kunne gøre sit bedste, fordi vedkommende mente han hørte til et andet sted.
"Det ville ikke have ændret en skid! Os to mod en hel klan af varulve og dødsengle? Hvilket eventyr har taget din forstand, hvis du tror det havde været realistisk? Der var intet at gøre. Vi havde gjort alt vi kunne og ingen kan forlange mere af os. Det ville være sket før eller siden. Det eneste der havde kunne ændre det, var hvis vi havde haft en hær selv. Og hvor skulle vi have fået den fra? Jeg er lige så ked af de tog dine øjne. Jeg troede endda du var død! Jeg ville ønske jeg havde haft noget, der kunne holde dem fra at skade dig på den måde og jeg er lige så opsat på at beskytte dig i dag, som du tydeligvis mener jeg har brug for det. Hvilket jeg ikke har. Jeg overlevede, gjorde jeg ikke? Erfaringerne rigere..."
Og mareridtene rigere. På visse måder var hun aldrig helt kommet sig over det, men det behøvede ingen at vide. Det var så nemt at lade sig holde på afstand fra det. Se tilbage på det som var man var en tilskuer og ikke deltager. Nu, når hun kæmpede, var det med næb og kløer. Ingen kunne lære hende andet. En kamp var for overlevelse. Folk der trænede med hende turde næsten aldrig, for hun sprang på dem med den hensigt at overleve uanset hvad. Hun var mere bidsk og utilregnelig end nogle af dem kunne håndtere. Selv blot til træning.
"...Og du overlevede! Vi har været heldige på den måde. Så drop det nu. Selvfølgelig skal du lære at slås, så du om ikke andet kan beskytte dig selv, men vær ikke så tåbelig at tro jeg hader dig for noget af det, der skete. Eller forventede mere af dig. Jeg er bare glad for du sidder her, ved siden af mig, nu. Som min far ville sige...Og jeg ved du næppe ønsker at tage imod råd fra en dødsengel...Overlev. Overlev, så du kan kæmpe videre dagen efter. Det har vi gjort!" Hendes stemme blev en anelse lysere, som hendes egne ord påvirkede hende selv og hun oprigtigt troede på at de havde gjort hvad de kunne.
"Og kæmpe videre vil vi gøre. Vi vil overtage hele Vavilon og til det skal jeg bruge dig, Harris" bemærkede hun så og lod emnet om Khala hænge for nu. Hun ville vende tilbage til det, når eller hvis hun kunne sikre Harris ikke havde flere åndssvage ideer.

[Harris]

Hun forstod det jo stadig ikke! Det her drejede sig ikke bare om angrebet de blev udsat for. Det var mere end hendes kidnapning og hans øjne. Men det lød ikke som om hun ville høre på ham. Hun virkede fast besluttet på at idéen om at han skulle lade sig bide var en dum idé. Hans ansigt fortrak sig i en grimasse, mens han vendte ansigtet en smule mod bordet, hvor hans hænder havde knyttet sig sammen.
”Jeg siger ikke at jeg vil være en soldat, Arona. Jeg kan tro på at du ikke behøver mig til beskyttelse, fordi du klarer det selv eller får egne vagter til at tage sig af det, når du sidder på tronen.” Der var intet spor af tvivl i Harris’ ord. Han kendte Arona godt nok til at vide at hvis hun først havde bestemt sig for noget, ville hun ikke give sig. Hun var sine forældres datter. ”Men jeg vil kunne gøre mere end jeg kan lige nu. Lige meget hvor meget træning jeg får, har jeg ikke en chance mod de væsner jeg kan ende med at stå overfor. Dødsengle og varulve er kun nogen af dem jeg kan risikere at støde ind i, og selv med dine forældre i kontrol over dødsenglene og fredsaftalen med varulvene kan jeg ikke altid være sikker på at jeg ikke støder ind i én af dem på en dårlig dag. Jeg er kun et menneske, og mennesker er…” Han lod sætningen forblive ufuldført. Mennesker var svage. De var udsatte. De var utilregnelige. Man kunne argumentere for at alkymisterne var en menneskelig race… og se hvad der skete med Aron. Det monster han blev. Hvad hvis det samme skete med ham en dag? Om Aron så var under indflydelse fra warlock-dronningen i Pandemonium eller ej, kunne en vampyrs evner måske give ham en fordel. Macaria havde trods alt klaret sig godt som vampyr i alle de år, indtil Aron… Han bed tænderne hårdt sammen. Han ville aldrig kunne tilgive sin gamle mester for hvad han havde gjort mod hende.
”Det her er ikke noget jeg bare gør uden at tænke det nøje igennem, Arona. Det lover jeg. Og jeg lover også at hvis jeg gør det her, kommer jeg ikke til at forandre mig. Jeg kommer altid til at være der for dig, og give dig den rigtige støtte. Jeg behøver ikke være på slagmarken. Jeg foretrækker at stå bag dig og pleje dine sår og give dig mine råd. Men jeg vil kunne gøre det, mens jeg er i stand til at passe på mig selv. Mere end jeg kan lige nu.”

[Arona Forsyth]

Det lød som om Harris allerede havde taget sit valg. Fint. Hvorfor spurgte han så hende, hvis hendes mening alligevel intet betød? Hun var træt af at tale om det. De nåede ingen vegne. Hendes far ville uden tvivl have kedet sig ihjel hvis han havde lyttet til samtalen...
Og hendes mor? Hun havde sikkert bare klappet Harris opmuntrende på skulderen, det havde trods alt været hendes ide til at starte med!
Hun vidste ikke helt hvorfor det gik hende på. Men hun ønskede sig Harris præcis som han var nu og hvis hans undskyldning for at blive vampyr var på grund af en dårlig undskyldning syntes hun endnu mere det var en dårlig ide.
Hun lænede sig tilbage i stolen og trak på skuldrene for sig selv, velvidende Harris ikke kunne se det.
"Fint, gør som du vil" affærdigede hun det. Der var ikke mere at sige til det. Men han ville ændre sig. Hun vidste det! Og han ville sikkert ende med ikke at kunne hjælpe hende alligevel, fordi han skulle lære at kontrollere sig og...Og...Og han ville mere være en del af Sam og Macaria, end...
Hun trak vejret dybt.
"Nå, men Khala. Jeg vil gerne have så meget støtte som muligt, klart nok, og formskifterne er jo også ret talstærke. Jeg er halv dødsengel, så jeg ved ikke om de hader mig lige så meget som...Resten af os. Men jeg tror det hjælper hvis du tager med også, hvis du også snakker med hende. Vil du det? Jeg er ikke urealistisk. Jeg håber de vil støtte mig, men om ikke andet er mit håb egentlig bare at de ikke direkte modarbejder mig" bemærkede hun så og skiftede emnet mellem dem. Hun havde en fornemmelse af det måske ville være nemmere at overtale varulvene til det end formskifterne, men nu måtte de se hvordan det gik. Hun blev nød til at gøre nogen af dem til sine allierede, hvis hun ville nå noget som helst, så hun blev nød til at prøve. Måske kunne hun lave en aftale med dem eller noget. Den slags man plejede at gøre.
"I første omgang nok bare snakke. Se om vi kan nå et fælles ståsted...Mit håb er hendes venskab med dig vil gøre hende mere venligt stemt over for en alliance eller en aftale" uddybede hun så.

[Harris]

Han vidste at Arona var utilfreds, og han kunne ikke bebrejde hende. Men måske havde han haft brug for samtalen alligevel. Om ikke andet havde Aronas modvilje til at give ham sin støtte til at lade sig bide, fået ham til at indse at det var hvad han ville have, skulle ske. Og om Arona ville indse det eller ej, så ville han være mere til hjælp for hende som vampyr end han var nu. Det ville være tryggere for ham selv. Men han sagde ikke mere til emnet. Arona var færdig med at diskutere det, og han så ingen grund til at bringe det mere op end det allerede var blevet.
”Formskifterne har ikke meget til overs, hverken for dødsenglene eller varulvene.” bekræftede han med en lille nikken. ”Selv om du kun er halvt dødsengel kan jeg godt forestille mig at det ville være nok til at de ikke ville indgå nogen aftale med dig. I hvert fald ikke uden at de først skal bearbejdes og overtales til det først.” Fingrene trommede tankefuldt over bordpladen, mens han vurderede situationen an. Han kendte formskifterne. Han havde boet iblandt dem længe nok til at han havde lært langt de fleste af dem at kende ved navn. Mest af alle kendte han selvfølgelig Khala. ”Khala er ikke urimelig. Hun ønsker det bedste for formskifterne, selvfølgelig, men hun er interesseret i Vavilon som en helhed. Hele grunden til at hun har haft noget imod dødsengle og varulve var på grund af kaoset de spredte da de fik lov til at gøre hvad de ville. En god start ville være at garantere for hende at dødsenglene ikke terroriserer landet længere – det ved jeg godt de ikke gør, nu hvor dine forældre er i kontrol igen – og at minde hende på at I har en aftale med varulvene. Det vil måske sætte jer i et godt nok lys til at hun vil høre på os.” Han vidste ikke om Khala ville gå så langt som at låne Arona sin styrke til at tage tronen tilbage. Men han mente ikke at Khala havde noget decideret tilhørsforhold til kongen. Måske hvis man så bort fra at hun var gift med en adelsmand, som måske havde et ord at sige i sagen. Han strøg en hånd gennem sit hår med et suk. ”Men jeg vil tale med hende. På dine vegne, om nødvendigt.” tilbød han.

[Arona Forsyth]

Hun nikkede svagt. Hun kendte ikke så meget til problematikken, til Khalas bevæggrunde. Da hun engang spurgte sin far om hans møde med hende, havde han bare trukket på skuldrene og virket ret uinteresseret. Selvfølgelig.
"Ja, præcis" svarede hun, for hans ord passede godt med hvad hun selv havde forestillet sig. Hun lod håndfladerne glide hen over bordet et øjeblik, før hun klappede overfladen svagt et øjeblik.
"Fint. Godt. Jeg regner nu med at tage med, også for at vise at jeg mener det seriøst. Jeg vil godt selv have et indtryk af hvem hun er. Hvornår kan du tage af sted?" spurgte hun så. jo før jo bedre, jo før jo hurtigere kunne hun lægge planer. Hun ville ikke spilde tiden og risikere at Theodor opdagede det før end beregnet. Hvad hvis han opdagede det? Ville han føre sin egen hær mod Sethos eller noget? Det var bedre at få tingene gjort med det samme, hvis hun kunne. Hvordan ville hun egentlig gøre?
Først sikre sig nogle allierede eller sikre folk ikke modarbejdede hende. Hun ville snart forlade Sethos for at rejse rundt og besøge flere steder i Vavilon, flere adelige familier og lignende. Burde hun blande andre lande ind i det? Hun havde overvejet det, men ideen virkede ligegyldigt. Pandemonium ...Hendes familie havde det ikke godt med Eriz og alt det. Og Portus? De blandede sig ikke i noget, der ikke foregik for næsen af dem. Der var ingen grund til at de specielt skulle støtte Arona alligevel. Nej, dette ville foregå inde i landet selv, en intern affære.
"Soo...En anden mindre ting..." Hendes ene hånd gled op til hendes tottede hår. Det havde ikke været fint siden...Lang tid. Alt for lang tid.
"Mor og jeg snakkede lidt om nogle ting. Hun genopfrisker min læring i diplomati, dans og den slags. Hvis jeg skal være dronning bør jeg nok ikke ligne en vild krigerkvinde som jeg gør lige nu. Jeg ved godt du ikke kan se...Men du kan vel mærke. Jeg vil godt have mit hår til at blive pænt igen, frem for det ellers praktiske kaos det er lige nu. Kan du hjælpe? Du kender vel...Hvad ved jeg...Nogle salver eller noget der gør det muligt at rede det ud igen?" foreslog hun så. Hun havde ellers kun henvendt sig til ham, angående håret, hvis hun lus og havde brug for noget der kunne fjerne dem igen. Men hvis hendes hår blev pænt igen ville det forhåbentlig være nemmere for hende at holde den slags skadedyr væk alligevel.

[Harris]

Harris nikkede tavst. Det ville alligevel også være det bedste for Aronas foretagende, hvis hun også tog med og mødte Khala personligt. Både for at vise at hun mente det her seriøst, men også så de to kunne finde ud af alle detaljerne om et eventuelt samarbejde på stedet, i stedet for at han skulle være budbringer. Desuden ville det sikkert også være godt at have hende der til at sikre at han selv kunne komme trygt tilbage til Sethos. Ikke at han var nervøs for at se Khala eller de andre skiftere igen, men det havde ikke været den mest behagelige tur på hesteryg op af bjerget.
”Jeg kan tage af sted så snart det skulle være.” Svaret kom efter et par sekunders tænketid. Det ville være nødt til at blive før han talte med Sam om at lade sig blive bidt. Efter biddet ville han mest sandsynligt behøve tid til at vænne sig til den nye tilværelse, og det ville kun forsinke Aronas planer, og det havde hun ikke råd til at vente på. Forhåbentligvis ville Sam stadig være her når de kom tilbage, og hvis ikke… Så måtte de finde en anden løsning. Han ville ikke risikere at en forsinkelse kom i vejen for Arona. ”Det er ikke fordi jeg har andre planer at tage mig til for tiden. Alt der kræver urter kan din far sådan set tage sig af mens vi er væk, eller én af de andre healere. De burde vel kunne undvære os lidt.” Han trak en smule på smilebåndet.
Smilet bredte sig en smule mere ud, da Arona bragte sit andet ærinde på bane, og han rakte roligt en hånd ud mod hende. Ved at gå ud fra hvor hendes stemme kom fra, lykkedes det ham at finde frem til hendes hår så han kunne mærke det mellem fingrene. Han kunne se hvad hun mente. Håret føltes tørt som halmstrå, og ville på ingen måde sømme sig for en dronning. ”Jeg burde kunne få sat noget sammen, som kan hjælpe dig. Jeg kan se på det når vi kommer tilbage fra skifterne, hvis du vil? Jeg må alligevel have fat i nogle ingredienser før jeg overhovedet kan begynde. Nogle olier, blandt andet.” uddybede han. ”Desuden tror jeg dit hår som det er nu faktisk vil falde i smag hos skifterne i forhold til glat, redt hår.” tilføjede han med et drag om munden. Han havde selv nået at vænne sig til synet af Arona med buskede lokker, før han mistede sine øjne. Hvornår var sidst hun havde haft håret glat og redt med en blød børste? Det må have været mange år siden efterhånden. Hendes tid i havnen da de havde levet i det skjulte havde udsat hendes hår for saltvand, og tiden som fange i Sethos havde nok ikke ligefrem hjulpet. Men han havde alligevel kunnet lide følelsen af det mellem fingrene når hun havde behøvet ham til at rede ud i nogle hårknuder eller rense det for lus. Det ville være helt mærkeligt at mærke det glat igen. ”Så… vi burde vel give Macaria og din far besked. Og skaffe en hest eller to.”