To Bliver Èn

[Eriz LaPiera Black]

Marcellus LaPiera Black - Eriz LaPiera Black

Det var ikke til at sige, hvor lang tid hun havde stået foran spejlet i badeværelset. Minutter? Timer? Fanget i tanker og følelser, stod hun blot, og betragtede sig selv. På bordet foran sig stod en porcelæns skål, der normalt var fyldt med vand, så kongen og dronningen kunne vaske sig, men ikke nu. I stedet havde Eriz brugt den til at brække sig i de sidste par dage. En tjener havde loyalt tømt den hver time, så ingen ville opdage det. 
Efter at have været ved en healer tidligere på dagen, var Eriz nu sikker i sin sag. Hjertet bankede tungt i hendes bryst. Det føltes som om, hun ikke kunne trække vejret ordenligt. Igen og igen lod hun sine øjne glide ned af sig selv, men kroppen havde endnu ikke, røbet nogle tydelige tegn på hendes nyhed. 
Med et suk lukkede hun øjnene, og tog sig sammen, inden at hun lagde, de slanke hænder mod sin flade mave. En klump samlede sig i halsen, men det var ikke fordi, at hun skulle kaste op. På den ene side have hun lyst til at grine, men på den anden side, havde hun også lyst til at krumme sig sammen og græde. Det her var ikke planlagt, selvom det selvfølgelig ville have skulle ske på et tidspunkt. Hvorfor ikke nu end senere? Simpelt... hun vidste endnu ikke sin egen eller Marcel's holdning til det. Åh Marcel... hvad mon han ville sige til det?
Det var grunden til, at hun ikke havde delt sin mistanke med ham. Selvom de havde sovet sammen hver nat, nydt hinanden, og dvælet i hinandens arme, så var der stadigvæk noget imellem dem. En mistro. En mistænksomhed. En afstand. 
Der var dog ikke andet at gøre, end fortælle ham om det. Nu var hun blevet bekræftet i sin teori, og hun ville ikke kunne skjule det for ham forevigt. 
Med en opgivende mine, som skulle hun fortælle nogen fra død, placerede hun sin lille metalkrone på det sorte, løse hår. Kort kastede hun et sidste blik på sig selv, inden hun forlod badeværelset, for at finde frem til Marcel, der nok opholdte sig i tronsalen, som han plejede. Den blodrøde kjole som hun bar, flød hen over gulvet, mens hun tvang sig selv til at sænke hånden væk fra sin mave. 
Da hun nærmede sig tronsalen, rankede hun sig, og hævede stolt hovedet. Vagterne ved døren nikkede respektfuldt til hende, da hun skred forbi dem. Øjnene fast rettet foran sig mod tronen, der hævede sig en smule over gulvet. Hendes fingre gned nervøst mod hinanden ned langs hendes side. 
En adel var ved at have en audiens med sin konge, så Eriz valgte ikke at forstyrre ham, men stillede sig afventende ved en af de høje, sorte søjler i Marcel's synsvinkel. Hun betragtede ham, som han sad dér. En rigtig konge. Et lille smil formede sig på hendes læber. 

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel sad på sin trone og lyttede til denne adel der var kommet med Marcellus for at snakke om muligheden for at udvikle hans metal mine. Marcel sad og lyttede og samtalen gik imellem kongen og hans adel. Marcel så at Eriz stod og ventede. Dette var alligevel et emne som sagtens kunne være taget over brev eller via budbringere. Marcel nikkede '' Jeg giver dig rettighederne for at udvide din mine imod en øget tribut på en komma fem procent ''. Marcel holdt en hånd frem og sagde før manden kunne svare '' Jeg er ligeglad med at du skal forøge skatterne for at gøre op for det. Det betyder også at der er mere arbejde og mere arbejde betyder flere folk i arbejde. Det ser god ud i vores statistikker. Vi er uden optælling det land med den mindste arbejdsløshed. Vi kan lige så godt forøge kløften imellem os og de andre lande på den måde. Du har fået udvidet din mine og du mister ikke penge på det, du tjener flere fordi du kan producere mere metal. Jeg er glad, du er glad, de arbejdsløse er glade. Sag lukket '. Adlen smillede, nikkede og gik. Marcel lænede sig tilbage i hans trone og kiggede rundt på sine vagter og sagde '' Forlad os.. Mig og min Dronning har brug for lidt alene tid ''. Marcel viftede med hånden og vagterne gik. Da de var gået sukkede han en smule og rejste sig op. Han smilede skævt og sagde til Eriz '' Nu kunne du ikke vente med at se mig mere var. Hvad kan jeg gøre for dig i dag, min smukke? ''. Han gik over og lade en hånd på hendes hofte. Smilet forsvandt langsomt fra hans mund og han kiggede undrede på hende '' Hvad er der galt? ''. Marcel var ligesom Eriz god til at læse folk. Alt den tid Eriz og ham havde tilbragt sammen i soveværelset havde givet ham en bedre indsigt i hende og gjort at han nemmere kunne læse hende.

[Eriz LaPiera Black]

Der var noget tilfredsstillende ved at se på Marcel, når han sad på sin trone, og agerede som konge. Måske fordi at han udøvede sin magt, og tanken om at være gift med ham, gav hende en følelse af stolthed. Specielt når han gjorde det så godt.
Vagterne forlod tronsalen, og Eriz forlod søjlen, for at gå Marcel i møde. Flygtigt placerede hun et kys på hans ene kind. Hurtigt opdagede han noget var galt, men det overraskede hende ikke. Han var begyndt at kende hende, og havde altid været god til at aflæse folk - det skulle man kunne, for at være en god forretningsmand.
Hendes blik gled rundt i salen, for at være sikker på de var alene, inden hun igen kiggede op på ham. Ordene sad fast i hendes strube. Var hun virkelig... nervøs? Det var en ubehagelig følelse. Normalt havde hun styr på tingene, overblik, en plan, men ikke denne gang. For en gangs skyld stod hun, og vidste ikke hvad, der skulle ske, eller hvordan noget ville være. Hun var blevet fanget af naturens gang.
"Jeg... er nødt til at fortælle dig noget," begyndte hun, og lagde en hånd på hans overarm, som hun åndsfraværende gned. Hjertet hamrede hårdt. En del af hende tiggede om at hun skulle lyve for ham. Finde en healer som kunne tage hjælpe hende, og undgå alt det her. Undgå at binde sig yderligere.
Hun tog en dyb indånding, så hele brystet hævede sig.
"Jeg var nede ved healerne idag, fordi jeg i nogle dage, ikke har haft det særlig godt," fortalte hun, og fugtede hurtigt sine læber, inden at hun forsatte. Hendes greb i hans arm, blev lidt fastere. "Marcel, jeg... jeg er gravid."

[Marcellus LaPiera Black]

Først fik Marcel et overraket udtryk, det var første gang Eriz havde set dette udtryk på ham. Han blev stående lidt uden at sige noget. Tankerne fløj gennem hovedet på ham. Han kunne ikke rigtigt finde hoved eller hale i dem. Hun var gravid. Han skulle lige til at smile og holde om hende da tanken slog ham. De havde altid været mistrioske overfor hinanden. Han fik et mere alvorligt udtryk og han kiggede på hendes mave og uden at sige noget lagde han en hånd på hendes mave og lukkede sine øjne. Alle Warlocks og Magikere havde en aura, hvis ikke de lukkede den ned. Han havde den selv. Han følte efter denne aura. Lidt efter fjernede han forskrækket sin hånd. Han blev lidt blegere i hovedet og sagde svagt '' Jeg kan føle det. Det er min.. Der er.. Min magi. Den.. Vores ''. For første gang i hele hans liv kunne han ikke finde hoved eller hale i hans egne ord. Han kunne føle at hans magi pulserede og blandede sig med hendes. Dog var det meget svagt, han kunne ikke vurdere om der var en eller faktisk to kilder der inde. Han blinkede et par gange og så ud til langsomt at finde sin fatning. Et skævt smil dannede sig på hans læber og han sagde '' De.. Det barn. Bliver det mest magtfulde barn i verden. Verden vil ligge for dens fødder. Med forældre som os. Så bliver det her barn perfekt ''. Marcel tog fat i nakken af Eriz og gav hende et kys. Han havde været mistroisk over at hun havde været sammen med andre mænd, at barnet ikke havde været hans. Men nu hvor det viste sig at det var hans så var det et bevis for ham at hun havde holdt sit ord overfor ham. Hun havde vundet en stor del af hans tillid. Marcel lagde en hånd på Eriz kind og sagde '' Du bliver en god mor, min Dronning ''. Marcel vidste ikke om han skulle blive glad eller hvordan han skulle reagere. Han vidste dog en ting, han ville give denne barn alt han kunne give og mere til.

[Eriz LaPiera Black]

Overraskelsen var tydelig i hans ansigt, og Eriz kunne ikke lade være med at bide tænderne lidt sammen, mens hun ventede på en reaktion. Da han rakte ud efter hendes mave, gik hun et halvt skridt tilbage, som var hun bange for, hvad han ville gøre, før hans hånd lagde sig. Hun trak vejret hårdt, mens han lukkede øjnene. Hænderne knyttede sig langs hendes side. Hvis han gjorde noget... hvis hun mærkede bare det mindste, så ville hun angribe ham. Alle tanker om at slå barnet ihjel var væk, og hun følte det naturlige, beskyttende moderinstinkt vælte op i hende. Hvis han så meget, som vovede... Hun ville ikke tøve med at bore sig vej ind i hans sind. Splitte alt ad. Flå. Rive. Destruere. Alt for at beskytte barnet i hende.
Endelig flyttede han hånden, og hun opdagede, at hun havde holdt vejret. Tungt pustede hun ud. Beskyttende lagde hun en hånd mod maven.
"Jeg havde ikke kommet til dig, hvis det ikke var dit," kommenterede hun stakåndet, men var ikke fornærmet, over hans mangel på tillid til hende. Det var hun vant til.
Marcel lignede én, der kunne finde på at besvime på stedet, indtil at hans ansigt endelig strålede op i et skævt smil til hende. Ved hans ord mærkede hun lettelsen, skylle igennem sig. Han accepterede det. Virkede endda glad ved tanken.
Hun smilede, da han lagde sin hånd om bag hendes nakke, for at kysse hende. Et kys som hun besvarede. De væreste bekymringer hos hende var væk.
"Jeg ved ikke hvordan man er mor," svarede hun bekymret, og lagde sin kind mere ind mod hans hånd. "Jeg kommer til at være tyk og grim. Og fødslen...barnet. Hvad hvis der sker noget? Hvad hvis noget går galt?"
Hun var nervøs. Nervøs for det hele. Det var ikke fordi, at hun havde erfaring med den slags. Selvom hun var mistroisk og ikke stolede på Marcel, var hun nødt til at støtte sig op af ham nu, for hun ville ikke kunne gå igennem det her uden ham. Så meget vidste hun. Lige meget hvad havde hun nu brug for ham.

[Marcellus LaPiera Black]

Det var første gang Eriz rigtigt havde sagt sine bekymringer til ham. Han var igen overrasket, det var en helt anden side af Eriz han så. En side han bestemt kunne lide. Han kunne ikke lade være med at grine lidt og ryste på hovedet da de første bekymringer hun kom ud med var at hun ville blive grim og tyk. Han kunne dog føle at hun havde brug for ham og havde havde troet at han ville være ligeglad med hende når hun kom og gjorde tegn på at hun havde brug for ham, men det var han ikke. Han havde faktisk lyst til at være der for hende. Han lagde sine arme om hende og holdt hende beskyttende og beroligende ind til sig. Han hviskede '' Eriz. For det første.. Så bliver du ikke tyk og grim. Du bliver glad og stolt. Tro mig ''. Han kyssede hende blidt på hovedet og fortsatte '' Hvis jeg har noget at sige eller gøre, så kommer der ikke til at ske dig eller barnet noget. Hvis noget er ved at gå galt så løser vi to det sammen så det ikke går galt. Der er ingen i verden der er mægtigere end os to når vi arbejder sammen Eriz ''. Marcel mente det. Eriz havde fået en anden plads i hans hjerte nu hvor hun bar hans barn. Han stoppede med at kramme hende og holdt hende lidt væk så han kunne se hende i øjnene og sagde blidt '' Vi er en familie nu. Det er vores familie imod verden. Jeg vil stå på din side altid nu Eriz. Dig, mig og den lille. Jeg giver aldrig slip på jer nu og jeg vil aldrig lade nogen skade jer.. Så dræber jeg dem! ''. Han mente det. Marcel var yderst beskyttende overfor folk han elskede. Sådan havde det også været med hans søskende og Macaria. Nu var det sådan overfor Eriz og deres nyfødte barn.

[Eriz LaPiera Black]

En smule modvilligt lod hun sig blive holdt om af ham, men det var bare fordi, at hun stadigvæk prøvede, at holde afstand til ham. Lige så snart, hun dog befandt sig i hans favn, lod hun barrierene om sig falde. Hendes arme gled rundt omkring ham, og hun lagde sin kind ind mod hans skulder. Det føltes faktisk behageligt, at blive holdt sådan om.
Hun sukkede tungt, mens at hun lukkede øjnene i.
Der var noget beroligende, over det hun sagde, og for første gang i den tid, hvor de havde kendt hinanden, stolede hun på, hvad han sagde. Specielt da han trak hende ud fra sig, for at kunne se hende i øjnene, så hun sandheden i hans blik. Beslutsomheden ved at ville beskytte sin familie. Ja... det var vel det de var nu. En familie. Aldrig havde hun troet, hun skulle opleve det. Udsigten til at være mor, hvor faderen var én, hun faktisk var gift med.... nej... det var ikke noget, hun havde troet, hun skulle opleve. Det havde bare ikke ligget til hendes personlighed. Men nu hvor hun stod overfor det, så mærkede hun glæden, ved at skulle have et barn. At det var Marcellus, gjorde det bare perfekt. Med hans kræfter og gener, ar hun sikker på, at det barn, ville vokse op, og blive noget helt specielt. Arvingen til hele Pandemonium.
Hun smilede til ham. Et oprigtigt smil. Øjnene svømmede en smule - pokker tage de følsomme hormoner.
"Tak..." hviskede hun, og mente det, inden at hun grinte. "Det var vidst ikke helt en del af vores aftale, var det?"

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kiggede hende i øjnene og smilede oprigtigt og sagde roligt '' Du skal ikke takke mig Eriz. Jeg skal ikke takke dig. Der er ikke noget at takke for. Det er fra nu af en selvfølge. Når du har brug for mig skal du blot kalde og jeg er der. Er du ved at falde vil jeg stå der til at gribe dig. Det lyder latterligt og sukkersødt. Men det er det langt fra. Det er sandheden ''. Marcel fik et farligt blik i hans øjne og han sagde faretruende '' Hvis nogen prøver at gøre dig eller barnet ondt på nogen måde kan end ikke guderne stoppe mig. Jeg flår dem fra hinanden og bader i deres blod. Det er et løfte ''. Marcel gav Eriz et nænsomt og blidt kys på hendes læber og gned hans næse op af hendes '' Du har mig på alle tænkelige måder nu. Jeg er din og jeg vil dø for at beskytte dig og barnet Eriz.. Også når du ikke bærer barnet inden i dig mere. Vi to er familie nu og familie er det der betyder mest for mig ''. Han kiggede hende direkte i øjnene '' Jeg forlader dig aldrig. Jeg svigter dig aldrig. Det er slut for mig. Jeg løber ikke mere. Jeg har en familie, et bånd, et mål. Nu bliver jeg og kæmper Eriz. For dig, for barnet, for os ''. Marcel mente hvert et ord. Han havde ikke sin kærlighed til Macaria, det eneste der ville kunne havde ændret hans holdning. Så hvert et ord han sagde mente han fuldt ud. Han holdt ikke sin barriere oppe. Hvis hun ønskededet, vílle hun kunne læse hans tanker og se det var sandheden. Alt tvivl om han kunne stole på hende var væk og erstattet af en lyst til at beskytte hende. Marcel aede hendes kind. Han vidste at det var Eriz han snakkede med og at hun sikkert ikke havde det på samme måde. Men han var ligeglad. Han kunne kun stole på hende fra nu af, for hun var familie nu.

[Eriz LaPiera Black]

Tilfreds hørte hun, hvordan han ville dræbe alle, der nogensinde truede hende eller barnet. Det var lettende at vide, at han stod bag hende, så intet kunne ske hende. Specielt da hendes tanker faldt på tre personer, som kunne finde på, at ville skade barnet. Tre personer, der følte det ville være retfærdigt, og rent faktisk kunne være en trussel. Hendes to brødre og Macaria.
Blidt gengældte hun hans kys, og lukkede kort øjnene, da hun lagde sin pande ind mod hans, mens hans næse strøg op af hendes. Det var svært for hende, at skulle vænne sig til tanken om, at hende og Marcel fra nu af hørte sammen. De var forbundet til det fælles barn, hun bar rundt på. Alligevel var der noget beroligende i det. Hun var ikke alene med det, og ville aldrig blive det. Selvom hun ikke elskede Marcel, kunne hun vel lære det med tiden. Hun var nødt til at lære det.
Hendes klare, blå øjne mødte hans mørke, da han kiggede på hende. I det mindste have hun vundet ham. Han var ikke længere Macarias, og ville aldrig blive det, så længe flasken med kærligheden til hende forblev væk. Hun havde vundet.
Kærligt lagde hun en hånd mod hans brystkasse, og gned den, mens at han aede hendes kind. De var sammen om det her. Hele vejen. Intet kunne længere nå hende, så længe han var hos hende. Ikke engang Sam eller Ian.
"Du får ikke lov til nogensinde at gå..." hviskede hun tilbage til ham, og hævede ansigtet, for at placere et let kys på hans læber. "Jeg giver dig ikke lov."
Selv nu lå der en skjult trussel i hendes stemme, men den forsvandt, da hun smilede mod hans læber, og igen gav ham et flygtigt kys. Tanken om et barn med Marcel, virkede mere og mere som noget godt, og noget hun burde glæde sig til. Noget DE burde glæde sig til.
Til sidst kunne hun ikke begrænse smilet, der voksede sig bredere, indtil at hun med et grin, slyngede armene om halsen på ham, og knugede sig grinende ind til ham.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel gengældte hendes kys. Dette var bestemt en god dag. Pandemonium ville få en arving og han skulle være far. Eriz og hans ægteskab havde været en aftale til at starte med, men nu var det blevet noget bedre. De var gået fra at sove i hvert deres værelse og være sammen med hvem de ønskede til at sove sammen hver nat og kun være sammen med hinanden. Marcel var ikke god til at binde sig og især ikke til en kvinde, men det virkede bare så naturligt og rigtigt for ham at gøre det med Eriz fordi hun var hans kone. Det føltes rart ikke at stå alene. Som konge følte han ofte at alle var ude efter hans trone og at han ikke kunne stole på nogen, end ikke Eriz. Men nu følte han faktisk at han kunne stole på hende og det var en rar følelse. Følelsen han før havde haft i sig om at hun kunne forråde ham var væk. Hvis hun forrådte ham ville hun forråde sig eget barn, så han så ikke længere nogen logik i at Eriz skulle forråde ham. Marcel smilede da hun kastede sig om ham. Han holdt hende tæt ind til sig. Sådan her havde han engang holdt Macaria, dog føltes det her rigtigt. Når han tænkte tilbage på dengang han havde holdt Macaria sådan her gav det ingen mening. Kvinden betød intet for ham, det gjorde Eriz derimod. De kys hun gav ham gjorde ham for første gang glad. Der var ikke kun begær i dem mere men også glæde. Marcel smilede og sagde '' Vi to skal på en lille ferie og lære hinanden bedre at kende. Bare os to. Bare en dag eller to. Jeg tror dig og barnet ville have godt af at komme lidt væk fra røgen og larmen her i hovedbyen og tage til et ferie sted i Portus eller Vavilon ''. Marcel smilede varmt og kiggede søgende på Eriz '' Hvad siger du til det, min Dronning? ''. Han ville se om det var muligt for ham at lære at elske Eriz. Den kvinde der smilede og var i hans favn. Det var bestemt en kvinde han kunne lære at elske.

[Eriz LaPiera Black]

I et lille stykke tid blev hun stående knuget ind til ham, mest fordi hun var så glad, og det faktisk var første gang, hun havde følt sig så lykkelig. Først da han nævnte en ferie, trak hun sig lidt væk fra ham, så hun kunne se op på ham med hovedet lidt på skrå.
”En ferie?” gentog hun, uden rigtigt at vide, hvad hun syntes om det. Ikke så meget det med at tage væk et stykke tid, men mere tanken om, at han ville lære hende at kende. Flere havde prøvet at komme ind på livet af hende, uden hun havde givet dem lov.
Hun nussede ham eftertænksomt i nakken. Ja, hun var gift med ham. Ja, hun skulle have et barn med ham. Logisk burde han også, få lov til at vide hvem hun var.
Langsomt nikkede hun.
”Hvis det er hvad du har lyst til?” svarede hun endeligt, og mestrede et lille smil. Han havde i det mindste ret med hensyn til forureningen her i Pandemonium. Det ville være godt for hende og barnet, at komme væk fra røgen nogle gange.
”Bare det ikke er Vavilon. Jeg vil helst ikke tæt på det forbandet land. Portus lyder bedre,” sagde hun, som det eneste krav til turen. Selvfølgelig ville hun ikke til Vavilon, når hun vidste, hvem der var dronning derover. Aldrig skulle Macaria tæt på barnet!
Blidt strøg hun en tommelfinger over Marcel's læber.
”Der er så mange isoleret steder i Portus,” fortalte hun med en blød, sensuel stemme. ”Vi kunne finde et sted, hvor det bare er dig og mig. Alene. Ingenting at stå op til. Vi kunne bare ligge i hinandens arme hele dagen, uden at blive forstyrret af nogen som helst. Er det hvad du vil have?” Hendes tommelfinger gled ned over hans underlæbe, mens at hun kiggede fra hans mund op til hans ansigt. Smilet voksede sig en smule større. Der var den gamle Eriz.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kunne godt forstå hvorfor hun ikke ville til Vavilon, faktisk var han også lidt usikker på om Zean ville blive glad for at se ham. Han havde to trods alt taget Pandemonium fra ham. Dog var der fred mellem de to lande. Marcel havde altid godt kunne lide Zean. Men han var på Eriz side nu og hvis han fik muligeden for at lade Eriz dræbe Macaria. Hvorfor skulle han så ikke give hende den mulighed, han følte jo intet for Macaria mere. Marcel kunne ikke lade være med at grine en smule ~er det ikke det du vil have ~. Nogle gange overraskede hun ham positivt og andre gange overraskede hun ham ved at tro han var som alle andre. Marcel rystede på hovedet og sagde '' Hvis jeg vil ligge og nyde dig, så kan jeg gøre det i vores seng. Jeg gider da ikke rejse til en eller anden fjern hytte for at gøre det. Det er spild af min tid ''. Marcel smilede skævt til Eriz '' Jeg tænkte mere at vi tager ud og besøger nogle ruiner og bestiger et bjerg eller to. Barnet har godt af den friske luft og godt af motionen du får ''. Sandheden var at Marcel elskede at rejse rundt uden andet end en rygsæk. Det var sådan han havde levet i mange år før han blev konge. Men den største grund var at han ville have Eriz ud af hendes sikkerheds zone. Han ville have hende ud hvor hun ikke følte sig hjemme. Han ville lære hende at kende og det vidste han at han ikke kunne så længe hun var i sikre rammer. Marcel vidste hvad hun ville sige for at afvise denne ide, men har var forberedt '' Og nej Eriz. Det bliver ikke farligt, ingen kommer til at vide hvor vi tager her og skulle der ske noget så er jeg der til at beskytte dig. Du ved jeg er en af de mægtigste og bedste krigere i hele Pandemonium og selv hvis min styrke ikke skulle være nok så har jeg set hvor stærk du er. Fare bliver ikke et problem, min Dronning ''. Et skævt smil kom frem på hans læber og før hun overhovedet fik lov at svare sagde han '' Så er det aftalt. For det er jo også bare dig og mig.. Som du gerne ville have det, min Dronning ''. De var så ens. Veltalende og taktiske anlagt. Marcels smil var faktisk oprigtigt. Denne lumske og snedige side af hende, fandt han meget tiltrækkende ved Eriz.

[Eriz LaPiera Black]

En rynke viste sig i Eriz's pande ved hans ord, og hendes utilfreds blev kun synligere, jo mere at han snakkede. Så at ligge og nyde hende var spild af hans tid? Det var ikke noget, hun brød sig om at høre, specielt ikke når den spild af tid, havde puttet et foster i hendes mave, som hun skulle bære rundt på.
Hvor hun dog hadede, når han sagde den slags ting. Bestige bjerge? Se ruiner? Hvem troede han, at hun var? Macaria? Den tøs ville hellere end gerne, kravle rundt i bjergene iført bukser, men ikke Eriz. Hun fortrak det luksuriøse. Pæne kjole, varme kilder, tjenere, vogne. Farer havde intet med det at gøre. Det eneste hun frygtede var de tre personer i hendes liv og ingen andre.
"Tydeligvis har du brug for at lære mig bedre at kende, hvis du tror, jeg vil klatre rundt på nogle bjerge, for at se nogle fjollet ruiner, som jeg kan læse om i en bog," kommenterede hun tørt, og trak sig væk fra ham. Lige så belønnende hun kunne være i sin intimitet, lige så afvisende kunne hun være. "Hvis min konge vil ud og gøre den slags, kan han gøre hvad han vil have, men tro ikke et sekund, at jeg følger dig med den slags. Så hellere blive her."
Hun holdte hans blik, mens hun vendte ryggen til ham. Den røde kjole slæbte sig efter hende, men hun gik mod udgangen til tronsalen.
"Hvis du befaler det, har jeg intet valg at tage med, men tænk dig om, ingen du gør den slags ting. Jeg bryder mig ikke om, at blive trukket rundt med, Marcel," sagde hun frem for sig, så stemmen gav genlyd i tronsalen. "Dit valg."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel løftede et øjenbryn. Det var lang tid siden han havde set en kvinde med så store humørsvingninger. Eriz var bestemt ikke en nem kvinde og ikke en efter Marcels hoved. Han elskede eventyr og rejser. Det havde jo været hans liv før han blev konge. Hun havde lige sagt at hun sådan set hadede den ting han nød allermest at lave. Da hun nåede over til døren sagde Marcel roligt '' Jeg vil ikke tvinge dig til noget som helst Eriz. Så vælger du rejsen.. Jeg er ligeglad ''. Marcel var bestemt ikke ligeglad. Men hvis hun skulle være sådan her så gad han ikke lægge energi i at lære hende at kende. Han var ikke typen der ville sidde på sit røv og hygge i en uge. Måske en dag eller to, men så skulle der ske noget. Han ville se verden og opleve den. Spænding og eventyr. Opleve kulden i et telt på toppen af et bjerg. Kæmpe imod gobliner i en grotte og løse gåder imens taget var ved at falde ned i hovedet på ham. Han var en eventyrer i hjertet. Han gik selv med hastige skridt over til en anden dør og gik ud.

Han gik ned mod kælderen. Han havde brug for at vide det. Da han nåede ned låste han døren bag sig og gik ned i sit hemmelige rum der nede. Han kastede en besværgelse og en flaske med en lyserød substans kom frem i hans hånd. Han kiggede på flasken og åbnede den. Han måtte vide det, hvordan kærlighed føltes. Han måtte vide hvorfor han havde kastet det væk til at starte med. Marcel kiggede intenst på flasken og drak indholdet. Han holdt sig til hjertet. Det føltes som om hans hjerte blev varmere og begyndte at slå hurtigere. Han kunne mærke varmen sprede sig i hans krop. Det hele kom tilbage til ham. Alle følelserne. Han faldt på knæ og sukkede. Hvad havde han dog gjort. Han lukkede sine øjne og tog sig til hans kind. Hvad var det?. Tårer der gled ned af hans kind. Han havde aldrig grædt før. Han åbnede sine øjne og rejste sig op. Han træk sit sværd og kiggede på det. Hvordan kunne han være flygtet fra denne følelse. Han havde svigtet Macaria en gang for meget. Hans sværd faldt til jorden og han så dråberne fra hans kinder ramme gulvet og lavede våde plettet. Hun ville aldrig tilgive ham. Aldrig. Det var hans skyld, han havde mistet hende for evigt. Han faldt på knæ og hviskede '' Undskyld Macaria.. Jeg ville ønske jeg kunne.. Undskyld.. Tilgiv mig.. Jeg ber dig.. T..''. Hans stemme blev grådkvalt. Han kiggede på hans hænder der nu rystede. Han forstod det nu. Den kærlighed han havde fjernet slog ham meget hårde fordi han ikke havde haft den i sig så længe. Han forstod faren ved at fjerne den. Hvis den var for længe ud af hans krop, kunne han faktisk dø af kærlighed hvis der gik for længe og han fik den tilbage. Men det gjorde så ondt, han havde mistet sit livs kærlighed. Han skrev sine følelser ned på papir.. Alle dem han havde for hende. Derefter fjernede han kærligheden til Macaria igen og lagde det tilbage i flasken, som han fik til at forsvinde igen. Marcel rejste sig op og fnøs. Kærlighed gjorde ham sva... Han så papiret. Så hvad der stod. Han forstod ordene, men ikke hvorfor han havde skrevet sådan om Macaria. Han lagde papiret i et skrin og gemte det væk. Han gjorde sig i stand igen og gik op. Eriz var hans kone og hun var gravid med hans barn. Han vidste hvad han måtte gøre for at have totalt fokus på Eriz og barnet. han måtte dræbe Macaria.