Once more?

[Arona Forsyth]

Macaria Forsyth - Arona Forsyth

Hun var smuttet fra militærakademiet efter sine middagstimer. Det var fint, hele eftermiddagen ville gå med kamptræning og Arona var ikke en af de langsomme i timerne, så hvis hun endelig gik glip af en time eller to...Hvad ville det så betyde? Der ville blot være færre grønskollinger hun skulle give blå mærker i dag! 
Arona havde en meget aggressiv kampstil. Hun udnyttede de åbninger hun fik og fik hun ingen, skabte hun dem selv ved simpelthen at støde ind i modstandere og kaste dem ud af deres balance. Hun brugte alle våben hun havde til rådighed og selv uden våben kastede hun sig frådende over en modstander. Flere på akademiet turde ikke kæmpe mod hende og hun var blevet irrettesat af lærerne flere gange for at kæmpe uden taktik, uden strategi, uden en eller plan eller for at kæmpe beskidt. Og hvad så? Betød det ikke noget hvem der vandt frem for om man nu snød? Hun havde overlevet ved at snyde. Hele hendes tid som en form for gladiator under Zachariah havde ikke handlet om andet. Hun havde måtte bruge alle kneb...Det havde virket...Hun ville ikke stoppe med det. Den tid, hvor kort den end havde været, havde præget hende en del. 
Hun havde brugt resten af solens timer i byen. Opsøgt Harris, der til tider gav hende massage eller rensede et sår hvis hun havde nogle. Men da solen havde været på vej ned var hun straks begyndt turen op til det store hus der havde udgjort hendes barndomshjem, hendes fængsel og nu...Hendes forældres hjem. Selv boede hun mere på akademiet end i huset, sådan havde det været de sidste par år. Og det var måske meget godt, for hun ville blive irriteret over at bo under andres regler når hun havde været van til sine egne. 
For at være ærlig havde hun været glad for at væk derfra. Det eneste hun så i huset var minderne fra tiden med Zach. Uanset om manden så var død eller ej. 

Men man kunne ikke undgå stedet for evigt. Hendes krop, der var veltrænet, besteg overraskende nemt den stenede, smalle sti op til huset. Hun var iklædt uniform fra akademiet. De samme sorte farver, som dødsenglene gjorde sig i, men med akademiets symbol i stedet for dødsenglenes. Hun havde været lidt kreativ og selv syet dødsenglenes symbol ved siden af. Hun tilhørte begge dele, trods alt og så var hun ligeglad med om hendes lærere blev sure over hun havde "ødelagt" en uniform. Alle de regler! 
Det gyldne hår lignede dog sig selv. Arona var ikke længere den fine lille prinsesse, der havde elsket at hendes mor - Macaria - havde redt hendes hår til hun sov. Håret var næsten umuligt at rede, faktisk. Ud over nogle totter, der stadig var til at passe, var resten totter og fletninger i et kaos. Et kaos, der på sin måde akkompagnerede hendes grove kampstil og vilde blik. 
I dag var håret dog ordnet lidt mere end normalt og samlet i en stor hestehale. 
Og dog. Den søde prinsesse kunne stadig skinne igennem på en god dag. En af hendes medstuderende havde engang foreslået om hun ikke virkeligheden bestod af to personligheder. Den kolde, den voldelige. Den følsomme, den fine. 
Hun gik ind uden at banke på. Det var et stort hus og det var bare i entreen. Der var nogle vagter, men de kendte hende og stoppede hende ikke. Der var ingen der kom løbende for at byde hende velkommen...Måske var husets få tjenere travle andre steder. Det var også lige meget. Hun tog trappen, da hun valgte at lede efter sin mor på et af kontorerne eller værelserne. Hun måtte enten være stået op eller være tæt på, på denne tid af døgnet. Hendes far gad hun ikke lede efter. Når han ikke havde været ved at træne sit sind, havde han brugt enhver undskyldning for slet ikke at være hjemme for tiden. Hvad havde han så travlt med? Hun vidste det ikke. Byen måske? Den sygdom, man sagde var dukket op i byen? Eller bare en undskyld for ikke at sidde stille og tænke, som han var blevet beordret til. 
Hun smilte for sig selv. 
"Mor?" kaldte hun, som hun nåede et af husets højere etager. Med en vampyrisk hørelse burde det være muligt at påkalde sig lidt opmærksomhed. 

[Macaria Forsyth]

Mange ville mene det ville være hårdt for en ikke-dødsengel, at bo i Sethos, og endda være gift med én, men Macaria havde for længst fundet sig til rette i sin nye rolle som fyrstinde for dødsenglene. Hun havde dog travlt. Rigtig, rigtig travlt. Ud over alle de administrative pligter, der nu fulgte som fyrstinde, var hun også mor, hustru og en utrolig engageret borger af Sethos, som ikke kunne lade være med at besøge minerne for at hjælpe til, snakke med købmændene nede i byen, se til smedene, stikke hovedet forbi militærakademiet, og så havde hun sit eget lille, personlige projekt, der handlede om at stable et bibliotek på benene i byen. Mange af byens kvinder havde støttet op om projektet, og det var nu blevet en hel lille hyggeting.
Derudover havde de jo gæster! Sam var en fast gæst, der dog boede i en kro i den nærmeste mineby på grund af Oliver. Isabel kom og gik, og det samme var det med Loup, som dog mest opholdte sig her når varulvene ikke krævede hans tilstedeværelse. Jo hun havde meget at se til, men hun elskede det. Så faldt hun ikke ned i tanker, onde drømme og smertefulde minder, der kunne krølle hende sammen under skrivebordet.

Hun var derfor stået ”tidligt” op. Da hun hørte Arona kalde, havde hun bådet været i bad, drukket blod, og kommet i tøjet. Iklædt en simpel, lilla kjole, som gik til midten af skinnebenene, og flagrede om benene når hun gik, forlod hun sit kontor, for at finde frem til sin datter. Det var ikke svært, når alt man skulle gøre, var at følge efter et bankende hjerte, lugten af akademiet, og duften af blod. Roligt slentrede hun ned gennem et par korridorer, indtil hun fandt frem til Arona, som stod lidt ned af gangen og ventede på hende – stadigvæk iført uniform og det hele.
”Arona! Sikke en dejlig overraskelse at få besøg af dig,” kommenterede Macaria smilende, mens hun gik hende i møde med armene spredt lidt ud i et tavst spørgsmål om en omfavnelse, hun ikke ville tvinge ned over pigen, da det til tider kunne irritere hybriden at skulle gøre den slags intime ting – specielt overfor sin mor. Åh så voksen hun var blevet. Som de stod overfor hinanden, kunne de se ud til at være på samme alder – faktisk lignede det Arona var en smule ældre, og hun var også vokset hende over hovedet. Sådan var det at være vampyr. Selv Zean syntes at have vist tegn på lidt ældning det sidste års tid. Ikke fordi det ikke klædte ham! Faktisk så han ganske godt ud med lidt mere erfaring i sine øjne. Opvejede lidt hans umodne sind, der dog virkede mere og mere fokuseret, hvilket man kun kunne takke Sam og hans træning for, selvom hun aldrig ville sige det højt i Zeans nærvær, da han bare ville mumle et eller andet utydeligt.
”Hvad kan jeg gøre for dig? Din far er vidst her ikke. Han tog et eller andet sted hen for nogle timer siden, og jeg ved faktisk ikke hvor – surprise, surprise.” Smilet blev bredere, og hun skubbede en krøllet hårlok om bag det ene øre, inden hun med hovedet gjorde tegn til de kunne forsætte ned af gangen. De skulle ikke stå stille.

[Arona Forsyth]

Arona valgte at vente. Hendes mor skulle nok høre hende. Det ville spare tid end de begge rendte rundt blandt det store hus' mange værelser. Hendes blik gled op over gangens udsmykninger, der bestod af nogle billeder. Så vidt hun kendte sin far...Var det nok hendes mor der havde været med til at vælge dem. Ellers hang der nok slet ikke billeder, men våben. Mon hendes far stadig kunne alt muligt med en pisk? Hun måtte spørge en dag. Se om hun kunne lære nogle tricks.
Med armene over kors havde hun kritisk studeret et maleri, da hun endelig bemærkede at hendes mor nærmede sig. En bevægelse ud af øjenkrogen og den velkendte fornemmelse af man ikke længere var alene. Hun vendte sig om mod sin mor og valgte at gengælde krammet, endda i stor stil. Smilet på hende voksede og hun slog armene om sin mors skikkelse. Altid så elegant! Selv i en enkelt lilla kjole! Hun tvivlede på om hun selv kunne bære en kjole sådan længere...Hun havde ikke gået i kjoler i mange år og som barn havde man ikke haft de samme tanker om holdning og maner i kjole, som man havde som voksen. På sin vis savnede hun det. Hun ville gerne være som sin mor på det punkt. Både at kunne bære det praktiske tøj i krig og en flot kjole til...Andre tider.
Hun rømmede sig svagt og gav sig til at følge sin mor ned af gangen. Hun slog et svagt klik med tungen og rystede svagt på hovedet.
"Han er alle steder, det ved du" svarede hun blot. Hun var ikke selv meget klogere på hvor han var, andet end netop alle andre steder. Men han virkede ikke savnet lige nu, så det var ikke et problem. Hun ville gerne snakke med sin mor om det her først.
"Behøves en datter en undskyldning for at besøge sin mor?" smigrede hun og sendte igen et af sine sjældne, store smil. Faktisk kom hun jo stadig hjem til middag en gang i mellem eller sov hos dem en nat, når hun havde fri. Enten det eller også tog hun en dags tur væk fra byen.
"Har du meget travlt? Hjælper far slet ikke til?" spurgte hun.

[Macaria Forsyth]

Tæt havde Macaria holdt hybriden ind til sig, da hun havde velsignet hende med en omfavnelse, der havde fået hende til at sukke saligt. Da de slap hinanden igen var det modvilligt.
”Selvfølgelig ikke. Du er altid velkommen her, det ved du godt.” Hun smilte skævt til hende, mens hun med fjedrende skridt gik ned af gangen, der kun var oplyst af fakler hist og her, samt når de nåede et vindue, hvor månen kunne skinne ind, så alting blev badet i et spøgelsesagtigt skær.
”Og du skal ikke tænke på mig. Jeg nyder at have meget at lave, efter at have været fanget i så lang tid – specielt når det har noget at gøre med Sethos og din far,” beroligede hun med et voksende smil, der bragte ærlighed til hendes ord. De blodrøde øjne rettede sig fremad. ”Far hjælper skam også til bare på sin egne måder, og så har han aldrig været særlig god til det der med at kommunikere, men jeg ved han også arbejder hårdt. Akkurat ligesom dig og mig.”
Stadigvæk havde hun det svært med det han havde sagt om Eriz. Næsten 5 år var gået, og hun kunne stadigvæk høre hans ord for sig, da han annoncerede han ville opsøge heksen igen, bare fordi... fordi han... well... savnede hende på sin egen dødsengle-måde. Fortvivlelsen kunne stadigvæk ramme hende. Bitterheden. Desperationen. Lysten til at ruske ham kraftigt, smide sig på jorden, skrige, græde, tigge, bede, prøve at forstå hvorfor. HVORFOR?! Men hun vidste der ikke var noget at gøre, og hun ville aldrig kunne få ham til at forstå, hvilken pinsler det gav hende, at hans tanker stadigvæk kredsede om den Pandemoniske Dronning, fordi... fordi hun var spændende. Hvad hun dog ikke gik igennem for den mand...
Smilet var falmet fra læberne, og blikket var blevet sørgmodigt, men hun skyndte sig at skjule det igen bag et smalt smil, da hun igen vendte blikket mod sin adoptivdatter.
”Jeg var forbi akademiet i går. Dine lærer fortæller meget godt om dig – selvom de har deres bekymringer, men helt ærligt... jeg ser det nu som små ting, og bad dem om at tage det roligt,” informerede hun med himmelvendte øjne over de tåbelige lære, der mente Arona var både udisciplineret, vild og ustyrelig. Pf! Så skulle de prøve at træne hendes far!

[Arona Forsyth]

Hun nikkede svagt for sig selv. Ja. Hendes mor var god til at kommunikere, god til at organisere. Hendes far var meget mere til alt det praktiske. Hun måtte selv på en eller anden måde omgå begge dele, men hun havde nok brug for sin mors hjælp til at nå så langt. Selv om hun nåede at modtage en del undervisning på slottet, kunne hun stadig bruge nogle flere timer i sin mors selskab. Hun havde brugt de sidste år på akademiet, med at træne og studere tidligere krige og taktikker. Bla. den omkring hendes mor og far, der havde indtaget Vavilon, var blevet en fast del af undervisningen. Den viste både god planlægning og fysisk styrke. Men taktikken var snart kendt af alle, så spørgsmålet var om den ikke snart var blevet forældet. Alle ville snart beskytte sig mod den, hvis de havde bare lidt omløb i hovedet. Så meget man nu kunne beskytte sig og samtidig sørge for frisk vand, selvfølgelig.
Hun sukkede svagt og sendte sin mor at svagt smil.
"Helt ærlig...De brokker sig for meget. Men nu når jeg snart mit femte år der...Jeg har overvejet snart at stoppe der. De har ikke meget mere at lære mig. Man kan kun gå der så og så længe før man kan det meste af pensum eller har trænet nok til at det gør en forskel" svarede hun så, ret ubekymret angående sine lærere. Hun rømmede sig svagt. Hvordan skulle hun tage hul på emnet?
"Såå...Jeg har tænkt. Faktisk lige siden Far efterlod Harris og jeg alene har jeg tænkt. Vavilon blev taget fra os og alligevel virker ingen af jer interesseret i at genindtage landet. Men jeg føler stadig vores familie led uret. Jeg føler stadig tronen tilkommer en anden, end den der allerede sidder der..." Hun så over på sin mor, prøvende.
"Mor, jeg vil tage Vavilon tilbage!" sagde hun så lige ud.
"Og jeg vil have jeres hjælp til det!"

[Macaria Forsyth]

Macaria havde nikket bekræftende af Aronas beslutning om at stoppe på akademiet. Det lød meget fornuftigt det hele. Selv syntes hun også Arona var mere en kompetent til at kunne slås, og hun var sikkert bedre end de fleste her i byen – inklusiv hende selv – så det virkede som et naturligt valg, at finde ud af hvor man nu skulle gå hen.
Da Arona dog fortalte sine fremtidsplaner, stoppede Macaria brat op. Underkæben faldt til jorden, øjnene spærrede sig op, og rent chok farvede det blege ansigt vendt mod hybriden, som havde hun lige fortalt, at hun var gravid.
”Du....hvad?” spurgte hun forvirret med panden rynket, mens hun prøvede at finde frem til meningen i samtalen, forkastede den, prøvede at sætte den sammen igen, forkastede den igen. Det kunne da ikke passe... Havde hun lige hørt hende sige, at hun ville....
”Du vil tage Vavilon tilbage? Som i at du vil tage tronen tilbage?! Arona, skat, det er... jeg ved ikke om... altså...mmmmmhhhh.” Med den langtrukkent, eftertænksomme lyd satte hun hænderne i siden, og bed tænderne sammen om læberne. Aldrig havde hun troet, de skulle stå i det her igen, men måske burde hun have set det komme alt taget i betragtning.
”Vi har jo lovet Theo at opføre os pænt, og du er nødt til at forstå, det er svært at indtage et land. Desuden er der jo også alt arbejdet bagefter, som at bygge det op igen, være en god dronning, gå til møder, underskrive papirer og alt det der. Man kan ikke bare indtage et land, og så lade det ligge uden en hersker bagefter – og jeg nægter at passe det, når du bliver træt af det. Din far gider heller ikke. Så hvis du skal gøre det, må du selv tage dig af det bagefter, uden at vi gider høre noget brok fra dig om du er træt eller det er kedeligt,” fortalte hun, og kunne høre hun allerede var ved at give sin støtte til projektet. Ved Euphonias runde røv! ”Så overvej det grundigt, før du gør noget! Snak med din far om det, for jeg er ikke med på det her, hvis han ikke er-” Hvad pokker stod hun og sagde? Selvfølgelig var han med på det. ”-og husk der er konsekvenser for ens handlinger! Vavilon har allerede lidt meget på grund af kampe, og den ligger på dig, når du vinder, at skulle rydde op i det hele bagefter.” En pegefinger blev irettesættende løftet.

[Arona Forsyth]

Hendes øjne blev smalle, som hendes mor begyndte på en belæring. Hun havde ikke haft behov for forældre på den måde i flere år og hun havde heller ikke brug for det nu. Hvem troede hendes mor at hun var? En tilfældig pige? Vredt satte hun selv sine hænder i siden for at matche sin mor i størrelsen. Hun trak vejret dybt, som pustede hun sig op.
"Det VED jeg godt!" svarede hun tilbage i samme tonefald.
"Jeg er ikke nogen lille pige mere! Tror du jeg bare fik en god ide og valgte at gå med den? Jeg er ikke min far! Jeg er opvokset af jer begge! Jeg ville ikke bruge så mange år på at tænke det igennem, hvis det ikke var fordi jeg mente det!" forsvarede hun sig.
"Jeg vil slet ikke have i blander jer, når jeg har taget landet tilbage! Jeg kan klare det helt selv!" påstod hun stædigt. Det var måske ikke helt sandt, hun vidste godt at selv konger og dronninger brugt råd fra nogle betroede. Men hendes mor belæring om det havde gjort hende stædig. Automatisk gled hendes hånd op og lagde sig rundt om den belærerende finger som hendes mor holdt frem. Gemte fingeren bag sin egen hånd, så den ikke længere var til at se.
"Vil du hjælpe eller ej? Far går med til hvad som helst der bare lugter en smule af krig og kamp. Han kan ikke sige nej til sin lille pige, uanset hvor ligeglad han prøver at virke. Det vil fungere! Dødsenglene og varulvene har fred. Med lidt held vil begge dele indgå i min personlige hær. Jeg kan få Harris til at snakke med formskifterne og måske overbevise dem om at jeg vil du langt bedre på tronen. Jeg er jo kun halvt dødsengel, så de burde kun hade mig halvt så meget! Med lidt held vil jeg have støtten af allerede tre racer i landet. Eller i det mindste undgå de modarbejder mig. Mange af de adelige kender mig som den søde lille pige, der blev offer for et ondt plot. Det vil virke!" argumenterede hun forsikrende, omend hun endnu ikke var kommet i nærheden emnet omkring præcis hvordan overtagelsen skulle ske. Det kunne hun finde ud af, når hun fandt ud af hvor meget støtte hun faktisk havde.
"Desuden har JEG intet lovet Theo...Og I kan ikke love noget på mine vegne!" tilføjede hun, i tilfælde af det ene argument af sin mors havde stor betydning. Hun slap sin mors finger og trak lidt på skuldrene.
"I kan jo bare sige I ikke anede jeg stjal jeres hær, hvis I er så bange for ham, den tyv!"

[Macaria Forsyth]

En blanding af et fnys og en latter lød fra Macaria, som Arona pustede sig op, og begyndte på alle sine forsvarende argumenter. Opvokset af dem begge to... ja det kunne man tydeligt se. Hun lod dog hybriden snakke færdigt, indtil at hun havde fået sagt alt det hun ville sige, før hun lagde en hånd på hendes stærke skulder.
”Arona... jeg siger ikke nej,” forklarede hun roligt med et lille smil. ”Jeg vil bare være sikker på du ved, hvilket ansvar det er, før du gør noget, som både mig og din far væltede hovedkulds ind i.”
Da hun overtog Vavilon, havde det blot været en stædig impuls, styrket af at ville bevise overfor hele det pandemoniske hof, at hun ikke var en dum, lille bondetøs.
Men alt hvad Arona sagde, virkede utroligt fornuftigt og klogt. Akkurat sådan hun selv ville have gjort det, hvis hun skulle tage Vavilon tilbage. Skaf allieret, arbejd på landet indefra, isoler kongehuset, og angrib så, når de var trængt op i en krog omringet af fjender, uden nogen til at komme dem til hjælp.
”Træd forsigtigt så Theo ikke finder ud af, hvad du har gang i. Find ud af hvem der er ven og fjende i landet. Det her skal gøres med list og i skjul, indtil du kan føre det sidste slag mod Oberion sammen med alle dine allieret,” vejledte hun, og flyttede hånden fra skulderen til siden af Aronas ansigt. Blidt strøg hun tommelfingeren over kinden på hende. Så meget styrke og vilje. Nogle gange glemte hun, at de ikke var blodsbeslægtet... ”Mig og din far vil hjælpe og støtte dig i alt hvad du har brug for.”

[Arona Forsyth]

Hendes slanke øjenbryn gled ind mod hinanden og dannede nogle fine rynker mellem sig, da hendes mor pludselig grinte. Var det af hende? Det virkede ikke sådan. Hendes mor var ikke ond anlagt, hun kunne være ret følsom. Langsomt gled hendes skuldre lidt ned, som hun udåndede, mens hun bare så på sin mor.
Så bare sådan. Hendes mor ville støtte hende og dermed vidste hun at hele Sethos ville støtte hende. Hendes far ville altid støtte hende, men i det mindste med mors støtte bag sig vidste hun at det ville blive til noget. Hendes far var til tider alle steder på en gang og det var ikke altid han huskede det hele.
Til sidst kunne hun ikke holde sig selv fra at smile lidt. Det virkede! Hun havde allerede overbevist sin mor. Nu skulle hun bare snakke med sin far og Harris. Hun havde en fornemmelse af Harris, og ikke mindst hans opgave hvis han sagde ja, ville blive det sværeste for nu. Og måske burde hun selv opsøge Loup. Bare fordi de havde en fred med dødsenglene var det ikke ensbetydende med han var villig til at kaste sig ud i noget nyt med dødsenglene som allieret. Jamen det hele var jo kun lige begyndt! Alligevel slog hendes hjerte hurtigere. Spændingen havde allerede fyldt hende og gav hende mest lyst til bare at flyve til Oberion med det samme.
Hun rømmede sig svagt. Det gik jo ikke. Hun lod sine arme falde ned langs siden igen og lod sin mor kærtegne hendes ansigt.
"Godt!" svarede hun så og kunne ikke holde sig fra at overraske sin mor med et nyt, omend langt mindre, kram. Bagefter, med en hånd på begge af sin mors skuldre, trak hun vejret dybt.
"Jeg har nogle ting at ordne først og jeg tror jeg vil prøve mig frem selv. Det nytter intet, jeg lærer intet hvis I ser mig over skuldrene hele tiden. Jeg skal have fat i Harris, i Loup. Men mor!" Hun tog hænderne til sig og gned dem mod hinanden et øjeblik.
"Jeg tror mine år alene med Harris har vænnet mig af med at være royal. Det er ikke som da jeg boede på slottet. Alt det praktiske med hær kan jeg snakke med far om...Men økonomien til at føre en modstand og ikke mindst de diplomatiske evner...Vil du give mig nogle tips?" foreslog hun så prøvende.

[Macaria Forsyth]

Enigt nikkede Macaria selvom hun vidste, det ville blive svært bare at lade Arona klare alting selv. Specielt hvis der var bedre måder, at klare tingene på. Åh hun følte sig jo næsten helt gammel nu!
”Vi skal nok lade dig klare tingene selv. Så vil folk også tage dig seriøst,” bekræftede hun, og strøg nogle vilde hårlokker om bag det ene øre. Hun havde glemt at få det samlet i en lædersnor eller noget efter at have været i bad, så nu ville det sikkert falde ned af øjnene resten af natten, hvis ikke hun fik det gjort, når hende og Arona var færdig med at snakke.
”Selvfølgelig kan jeg give nogle tips! Trods alt laver jeg jo næsten ikke andet lige nu end den slags ting, så...” Hun trak på skuldrene, før hun gjorde tegn til, de skulle forsætte ned af gangen. ”Forhåbentligt kan du stadigvæk huske din undervisning, ikke sandt? Regning og den slags. Derudover må du huske, hvordan man begår sig blandt folk – normale folk med følelser, der ikke er dødsengle, altså! Mød dem altid med respekt og tålmodighed. Skjul dine intentioner, lad dem undervurdere dig, og stik til dem med din tunge i stedet for handlinger,” forklarede hun med en viftende hånd, som var det hele bagateller for hende. En del kom med opdragelsen. Forhåbentligt ville det hele komme tilbage til hende med tiden, ellers måtte de jo bare starte fra en ende af med både hjemmeskoling og undervisning i etikette, diplomati og administration.
”Jeg har en liste inde på mit kontor med resterne, der er tilbage af de store familier her i Vavilon. Lær dem udenad, tag kontakt til overhovederne, og sæt dig ind i hvad der skal til for at købe eller få deres alliance. Start med breve. Derudover er det måske også en god ide, du begynder at tænke på et giftemål. Jeg ved din far ikke er glad for det, men den slags styrker altså alliancer, og kan åbne utallige døre op for dig. Begynd hvert fald at se efter et godt match.”

[Arona Forsyth]

Hun satte efter sin mor ned af gangen. Det var helt absurd at de nu faktisk talte om det. At det havde været så nemt at overbevise sin mor om hvorfor det var en god ide. Sethos ville ikke have problemer med at finde handel i landet mere. De kunne levere sten og jern til at genopbygge nogle af de ødelagte og øde landsbyer. Selvfølgelig hadede resten af befolkningen dem stadig, så på den anden side måtte hun gå stille med dørene. Men det var dødsenglene nok ligeglade med. De trivedes så længe deres by trivedes. Gad hvordan slottet så ud nu? Var haven stadig lige så stor og fantastiske med alle de vilde blomster? Oh og statuerne på gaderne! Alle farverne? Hun savnede faktisk Oberion.
"Ja, visse ting sider fast. Jeg kan læse, skrive, regne, tegne, sy...Jeg husker hvordan slottet var bygget, hvordan byen hang sammen..." Hun havde en stor samling grove kort på sit værelse på akademiet, låst inde i hendes private kiste af ejendomme. Kort over hele Vavilon, af Oberion, af slottet, efter hendes egen hukommelse og efter at have tjekket andre kort for at være sikker. Hun havde selv tegnet kortene, set det som en oplagt mulighed til at lære detaljerne udenad end blot at se på et kort andre havde lavet.
"Men jeg har ikke båret kjoler i uendeligheder. Jeg har ikke siddet ved et fint middagsbord eller talt med adelige i århundreder!" overdrev hun med et svagt suk og ikke uden et skævt smil til sin mor. Det ville kræve omtanke og øvelse at vænne sig til at påtale folk igen og optræde bare en smule mere fornuftigt. Så meget selvindsigt havde hun da. At leve blandt sømænd eller soldater gav en hvis hård kant, trods alt. Og sproget var fulgt med.
Hun så frem for sig et øjeblik.
"De store familier...Bliver de aldrig træt af at skifte loyalitet hele tiden? Hvis de er så nemme at købe? Jeg ved godt der er gået nogle år, men mange af familierne har jo end ikke skiftet overhoved endnu. Vil jeg kunne stole på folk der er så nemme?" spurgte hun tilbage. Det havde faktisk bekymret hende. Det virkede slet ikke som om hun kunne stole på de store familier. Var der ingen i Vavilon der var loyale til nogen som helst?

Da emnet gik videre til ægteskab var det Aronas tur til at stoppe op og sende sin mor et mistroisk blik. Ægteskab? Ægteskab?! Det måtte være en joke! Hendes mor tog røven på hende. Hendes stålgrå øjne, en arv fra sin far, gled over hendes mors ansigt i et forsøg på at bedømme om det nu også havde været en joke.
"Mor!" udbrød hun en smule forarget.
"Jeg skal ikke giftes! Jeg skal slet ikke noget af den slags! Jeg har intet ønske om at tilfredsstille en eller anden gammel nikkedukke eller spytte babyer ud!" Det var en ting hun havde besluttet for længe siden. Hun havde aldrig følt en gnist af forelskelse. Interesse, ja, men aldrig mere end det og hun havde hurtigt glemt det igen. Selv hendes mødom var intakt! Det havde aldrig interesseret hende. Aldrig det mindste. Hun nægtede at bukke til sådan en gammel tradition som at gifte sig, bare fordi. Desuden havde hun Harris! Hvis hun kunne overtale ham til at blive hendes højre hånd ville hun være mere end godt tilfreds. Hun havde ikke brug for andre mænd i sit liv.

[Macaria Forsyth]

Opgivende sendte Macaria sin datter et sideblik, som hun udbrød sin foragt overfor ægteskaber, men det var vel at forvente.
”Jeg havde akkurat den samme reaktion, da jeg var ung, men så mødte jeg din far,” fortalte hun med et skuldertræk. Faktisk havde hun været af nøjagtig samme mening. Men tiderne havde ændret sig, folk forventede der ville komme arvtagere, og hun ville ikke være i fred, før hun blev gift med en eller anden passende mand – at det så havde været Zean, var en anden sag. Et lille smil trak det ene mundvig op ved mindet om den nat, hende og Zean havde aftalt ægteskabet. De havde drukket, grinet, og moret sig gevaldigt ved den absurde tanke, at skulle blive gift med hinanden, og nu stod hun her i Sethos med viden om de havde et barn sammen, samt at hun faktisk... well... elskede ham.
”Du finder ud af det. Jeg skal være den sidste til at presse dig til noget som helst, men på et tidspunkt vil du opdage det praktiske i det – og folk vil forvente en arvtager. Men den tid, den sorg. Først skal vi have fået lavet nogle kjoler til dig, som du kan gå i til dagligt, få styr på dit sprog, redt dit hår ud, lære dig de forskellige basiske etiketterer, og du må lære at danse,” remsede hun henkastet op, som var det noget af det både kedeligste og banale i verden. Trods alt var hun selv mere bondepige end adelsdame, men man kunne fake sig til meget. ”De store familier er du nødt til at få styr på. Forvent aldrig fuldt loyalitet – den slags kan altid skifte – og stol ikke på nogen som helst, der ikke er din familie.” Åhhhh hun havde selv lært det på den hårde måde. Hun skar en grimasse, mens de forsatte ned af gangen.

[Arona Forsyth]

Stædigt sendte hun sin mor nogle trodsige øjne. Hun ville ikke giftes. Og hvis hendes mor fik ret og det faktisk skete, ville det kun være af praktiske årsager. Dødsenglene dyrkede ikke rigtig ægteskaber, men når de gjorde var det netop af praktiske årsager. Blodet, titlen, at dele blodet mellem nogle familier der havde fremavlet nogle fantastiske krigere, i den tro at det lå i blodet...
Og hendes ægtemand skulle aldrig forvente at få sex. Hun ville lade ham kastrere, hvis han på noget tidspunkt nærmede sig. Og det ville blive hendes trone og land! Han skulle bare holde kæft og se pæn ud. Intet andet! Ellers skulle hun nok personligt sætte ham på plads når de blev alene. Med en pisk, med en kniv, med en rødglødende ildtang. Ja! Hun skulle gifte sig med en hun kunne pine lidt. Hun havde ikke samme trang til smerter som hendes far havde, men de kunne stadig fylde hende med fryd eller en underlig kildende fornemmelse.
"Børn kan fåes uden et ægteskab. De kan også adopteres" sagde hun i et tonefald der lod vide at der ikke var noget at diskutere. Havde hendes mor måske ikke netop adopteret hende, Arona? Så det var skam muligt!
"Oh...Og...Hvis I får Dylan tilbage fra Pandemonium..." hun så forsigtigt på sin mor. Et ømt emne måske nok.
"...Vil I så argumentere for han faktisk er den retmæssige arvetager?" Hun havde overvejet det, siden hun havde hørt om det. Hørt om det og fået at vide hun burde holde det lidt til sig selv. Hun huskede næsten ikke sin lillebror. En eller anden baby med pjuskede små dimser på ryggen der skulle ligne vinger.
Men drengen var et helt barn. Macarias eget kød og blod, et mirakel. Og derfor havde han faktisk mere krav på det end hun selv havde. Men lige nu var det hende der var der! Men ikke tale om hun ville kæmpe for det og så overgive det hele som en gave til en lillebror hun intet forhold havde til.

Hendes ene hånd gled tænkende op og tog en af de tottede totter hår, snoede den mellem sine fingre.
"Jeg kan på en måde godt lidt det...Selv om der nogle gange går lus i det. Men Harris har fundet et godt middel mod det" Hun bed sig svagt på indersiden af sin kind et øjeblik før hun trak på skuldrene.
"Men måske er det bedst. At se bare lidt mere præsentabel ud. Men jeg glæder mig til at prøve en kjole igen! Jeg har en ide om de ser forfærdelige ud på mig..." Pludselig var hun blot en forvokset teenager igen, bekymret for hvordan hendes udseende var og om en kjole overhoved ville klæde hende. Hun ville gerne være smuk. Hun ville gerne bære en kjole så naturligt som hendes mor formåede, på sin egen smukke og yndefulde måde. På en måde som Harris ikke ville kunne se væk fra...Hvis han havde kunne se.
"Må jeg prøve en af dine kjoler?" foreslog hun. Hendes mor havde helt fået hende ved kjoler og resten angående dans og alt det andet gik let hen over hovedet på Arona. For nu. Ikke fordi hun havde noget imod det. På den måde glædede hun sig til igen at lege en normal kvinde...På visse områder.

[Macaria Forsyth]

Macaria åbnede munden men nåede ikke at kommentere på Aronas kommentar om adoption og børn, før der blev spurgt til Dylan. Munden klappede sig med det samme i igen. Det var som om en maske gled over vampyren, der altid havde sådan et udtryksfuld ansigt, men nu stivnede det til ingenting, selvom øjnene... øjnene sagde det hele.
”Det... har jeg virkelig ikke... tænkt over,” formåede det hende at få ud mellem læber, der næsten ikke bevægede sig. Var det virkelig alt? Zean var ligeglad med ham, og Arona bekymrede sig om arverettigheder? Han var i Pandemonium, ved Euphonia! Opvokset af kvinden, der havde taget alt fra dem! Kaldte hende mor! Og vidste ingenting, ingenting om hvem han virkelig var! Hvem... hvem hans familie rigtigt... rigtigt var....
Hun formåede at synke det hele – som altid. Samlede den store knugende fornemmelse i maven, og proppede den ned et sted, hvor den kunne komme frem, når hun var alene. Han måtte... være så stor...nu...
”Selvfølgelig kan du prøve mine kjoler...” Stemmen var flad, og øjnene havde ikke fjernet sig fra det usynlige punkt midt i luften, men det lykkedes hende at synke klumpen i halsen, dreje hovedet mod Arona efterfulgt af et stift smil. ”Der er sikkert nogle du godt kan passe, og kan få med dig. Du vil nok se vidunderlig ud.”
De var alligevel på vej mod hende og Zeans soveværelse, så hvorfor ikke lege lidt klæde ud leg? Akkurat som de havde gjort, da Arona og Harris havde været børn. Åh, de havde været så bedårende i det alt for store tøj, dansende rundt i stuerne, mens de legede noget kun de to forstod logikken bagved.
Hun skubbede døren til soveværelset op, og lod Arona komme først ind. Døren ud til balkonen stod vidt åben, så den friske bjergluft kunne komme ind i rummet, hvilket fik gardinerne til af blafre som lange, kroget fingre mod dem. Sengen var ikke redt men lignede en rodet form for rede. Tøj lå smidt rundt omkring. Et enkelt sværd på kommoden. En bunke bøger på den ene side af sengen. En bundt fjer samlet i en snor, og hængt op på væggen. Halvnedbrændte stearinlys og puder smidt på gulvet. Ingen havde nogensinde påstået Zean og Macaria var ryddelige...
Macaria gik hen til det store garderobeskab, og slog begge døre op, så de kunne få et overblik over udvalget. Halvdelen af tøjet brugte hun slet ikke... Dér var kjoler, trøjer, skjorter, bukser, en rustning i en åben kiste, sokker og en kurv med undertøj. Skabet var en eksplosion af regnbuens farver.
”Find én du kan lide,” inviterede hun med en gestus mod skabets indhold, og satte sig ned på sengekanten, for at give Arona plads til at studere udvalget.

[Arona Forsyth]

Hun kunne ikke altid sætte sig ind i folks følelsesmæssige tilstand. Eller måske var det et tilvalg? Hun havde nemmere ved at ignorere det og trampe videre som om der intet var sket. Alligevel var hun ret sikker på hun havde ramt et ømt punkt hos sin mor og på en måde fortrød hun at have bragt det op. Selvfølgelig ville hun gerne have sin lillebror tilbage! Men...Han måtte være stor nu. Måske kendte han dem slet ikke. Hvem sagde han ville tilbage? Eller hvem han overhoved var som person? Der var så mange usikkerheder.
Hun svarede ikke yderligere på det, men fulgte efter sin mor, til hun trådte ind i sine forældres soveværelse. Oh, det var så tydeligt at se det var deres og ikke mindst at dette var et rum de slappede af i. Sammen. Arona havde lidt det samme, en tendens til at smide sit tøj og ting over det hele. Hvor meget havde hun ikke mistet på akademiet, fordi hun havde lagt det fra sig og ikke kunne finde det igen? Alligevel holdt hun rengøringsdage. En dag, en gang om måneden eller noget, ryddede hun op og fik styr på tingene. Kun for at starte forfra igen bagefter.
Opsat på at skifte emne fra Dylan og få sin mor i et bedre humør igen, hoppede hun ind mellem tøjet på gulvet og over til skabet. Alle de farver! Alt det tøj! Kjolerne tiltrak omgående hendes blik og hendes hænder gled hen over de forskellige stykker stof, som hun prøvede at bedømme om der var en hun ønskede at prøve. Det meste her i byen var sort eller andre neutrale farver. Farver, hvor man ikke kunne se skidtet fra jorden efter træning eller fra minerne efter arbejdet. Men dette her var mere i stil efter resten af Vavilon, farvelig og festlig. Nogle af kjolerne måske også mere afslørende end nogen ville mene var passende.
Hun trak et par stykker ud, alle i hver sin farve og form, og smed den alle på sengen. Uden at virke særlig genert trak hun den varme trøje over hovedet og afslørede den trænede, senede krop indenunder. Man kunne ikke sige hun var tyk, måske lige det omvendte, at nogen ville påstå hun var tyndere end det var sundt. Hvis ikke det havde været for hendes senede muskler ville hun ikke have været mere end skind og ben. Hendes hud, der som barn havde været blød og i en til tider lidt for hvid farve, var arret efter hendes ophold hos Zachariah. På armene, på benene - da bukserne lidt efter også blev trukket af - kunne man se hvor hendes tøj havde gået til og hvor solen havde gjort hendes hud mere brun end på resten af kroppen. Det ville næppe se godt ud i en kjole, men Arona var ikke bekymret. Inden hun nåede så langt, at hun faktisk burde gå i kjole, ville hele hendes hud sikkert ligne sig selv igen.
Hun startede med en gul kjole. Hun elskede farver, så stærk, så tydelig! Hun trak den op og formåede at svinge sin ene arm så langt bagud på ryggen, at hun til dels selv kunne stramme den bagpå. Alligevel vendte hun sig halvt og sendte sin mor et lille smil, som tegn på at hun da gerne måtte hjælpe hende lidt.

Til de stålgrå øjne og det gyldne hår, der havde fået en lysebrun karakter flere steder efter hun havde været ude i vind og vejr, var det svært at sige om gul måske liiige var hendes farve. Håret passede slet ikke til. Som hendes mor havde sagt, skulle hun få sit hår ordnet. Lige nu...Så hun ret håbløs ud. Syntes hun selv. Slet ikke i nærheden af at være halvt så pæn som hun gerne ville være. Hun havde ellers fået at vide hun havde nogle gode linjer i sit ansigt, en mulighed for at se aristokratisk ud. Hendes krop havde også nogle fine former, hvis man så bort fra hun ellers generelt var ret tynd.
Hun prøvede at forestille sig selv med pænt hår, med smykker, med en hud der ikke var solbrun, da hun kritisk mødte sit eget blik i det lange gulvspejl.
"Måske en anden kjole..." mumlede hun så, med hænderne solidt plantet i siden.