Ain't no rest for the wicked

[Isabel Veterano]

Caleb fnøs af Linds kommentar men sagde ingenting. Han var blevet kaldt værre gennem tiden. Prøv at have kæmpet for et land hele dit liv, og pludselig ser du dit fjæs på en eftersøgningsplakat, hvor der står forræder op over med store, fede bogstaver. Hvad en flok af hybrider kaldte ham, var han fuldkommen ligeglad med. Bare de også huskede deres elskede dronning, også havde blod på hænderne.

De nåede hurtigt den næste etage, hvor Lind førte dem med sig i den rigtige retning i et lydløst halvløb. Mere end én gang måtte Caleb bremse de to kvinder, ved enten at rive dem tilbage, eller sprede armene ud, fordi der lå en gemt fælde, og blot ventede på det uopmærksomme offer, som ikke havde en magisk aura. Vagterne var ikke svære at gøre af med, når de stødte ind i dem. Ofte var de forvirret, og på vej til etagerne op over, for at finde ud af hvad der skete, så når de stødte ind i dem, var de først ved at tage rustning eller hjelm på. Der blev gjort hurtigt process. 
Endelig kom de til bunden af fængslet. Vandet svulpede over gulvet i små bølger, og hvis man ikke havde gode læderstøvler på, blev ens fødder med det samme våde. Her var længere mellem dørene, som virkede tykkere og mere kraftige. Alger og muslinger levede på de ru overflader, og der var et lille kighul ind til cellerne med gitter for, så vagterne altid kunne holde øje med fangerne, hvilket nu bare kom de tre indtrængende til gavn. 
”Trish!” Calebs kalden rungede mellem væggene, da han i løb begyndte at kigge ind gennem de forskellige kighuller. Her var ikke meget lys. Kun en fakkel hist og her, som lyste området op men gjorde skyggerne dybere og mere truende. Næsten længselsfuldt betragtede Isabel dem, inden at hun rystede det af sig, og begyndte at hjælpe Caleb med at finde fangen de var kommet efter. Her stank af fugt, efterladenskaber og tang. Nok til at det kradsede i næsen, og ens mave truede med at vende en omgang rundt, så ens aftensmad kunne komme ud. 
Længere nede af gangen vippede bygningen endnu længere ned, hvilket havde fået vandet til at trænge endnu mere ind. Uden tøven vadede Caleb ud i det, selvom det gik ham til knæene, så hans bukser blev fuldkommen gennemblødte, og han måtte slide sig igennem det, for at nå de mere fjernliggende celler. 
”Trish Keller! Vi er kommet for at befri dig. Det er mig Caleb Veterano!” råbte han så stemmen næsten knækkede over, fordi vandet var så koldt, at det fik hans mavemuskler til at trække sig sammen i gys, og tænderne til at klapre en smule. ”Trish!”
”Cal her!” Isabel var brat standset udenfor en dør, hvor vandet gik hende til midten af lårene. Fingrene lukkede sig om tremmerne på det lille vindue, mens hun stirrede ængsteligt ind i den lille celle, hvor hun akkurat kunne ane en sort skikkelse hænge fra loftet – halvt dækket af vand. ”Skynd dig!”
Vandet sprøjtede til alle sider, da Caleb klodset løb igennem det, for at slå sig til sin søster, der allerede havde lagt to fingre mod træet, og sagt det hemmelige ord, som ville få døren til at svinge op. Alger havde dog vokset ind mellem træ og dørkarm, så de måtte lægge kræfterne i, for at få revet døren op, mens Lind holdte udkig efter potentielle fare.
”Pas på! Jeg springer os igennem!” Caleb rakte en hånd frem mod den tilgroet dør, og Isabel skyndte sig at bakke nogle meter væk. Uden overhovedet at have brug for at ytre ordene på besværgelsen sprang magikeren døren i stykker, så træsplinter fløj ud til alle sider, og vandet svulpede op i bølger over dem. ”Trish! Trish, jeg er her. Bare rolig jeg er her!”
Caleb pløjede sig igennem vandet, for at komme hen til den næsten bevidstløse skikkelse af den unge kvinde, hvis ansigt var lige så blegt som et spøgelses, og så magert at man kunne forveksle hende med en død person. En ublid hånd havde klippet hendes hår af, så der kun var totter af de lyse lokker tilbage. To, små hjortehorn stak ud fra hendes tindinger.
”Trish? Trish, det er mig... Cal,” kaldte magikeren dæmpet, og tog om det fugtige ansigt med begge hænder, så han kunne hæve hagen en smule fra brystet. Hun var så kold.
”Cal?” Grønne øjne kæmpede for at åbne sig helt op, men det ene var så blodsprængt og betændt, at hun knap nok kunne se ud af det. Lænkerne klirrede da hun bevægede lidt på sig. ”Cal Veterano? Jeg troede aldrig... jeg skulle se dig... igen.”
”Jeg er lige her. Bare rolig, jeg får dig ud. Izzy, hjælp!”
Med fælles hjælp lykkedes det dem at få fangen ud af sine lænker, og op i Calebs favn, så han kunne bære hende ud af cellen, da hendes nøgne ben bar tydelig præg af at have været i vandet længe. Så længe af der var groet mug på. Han hankede mere op i hende, og lod hende hvile sit hoved ind mod hans skulder, mens han satte kurs tilbage hvor de var kommet fra.
”Isabel, Lind, I to forrest. Vi skal have hende hurtigt ud herfra," hakkede han ud mellem sine klaprende tænder. 

[Adelaide Veterano]

Han kunne stadig høre den længere og længere borte lyd af Isabel og Cals støvler i gangene, da han vendte sig mod Adelaide og sænkede sit hoved ned mod hendes. "Lad være med at spilde tiden på folk der er for underernærede, de bliver hakket ned af vagterne på vej ud alligevel," Englen så op på ham med smalle øjne som han ignorerede, som han begyndte at arrangere fangerne, stille dem op som en rigtig deling af soldater, sådan som Adelaide havde oplært deres egne tropper derhjemme. Strømmen af nytilkomne fanger fortsatte som Vax blev ved med at lukke flere og flere ud - men de ville ikke have meget mere tid. Det her var blot distraktionen for Caleb og Isabel.
Kølige hænder greb hendes. "Jeg-- jeg har siddet her i femten år, min søn, han boede i Istus, kender du ham? Du er fra den store by ikke?" Kvinden hun lige havde healet så bedende på hende. "Er han hos jer? Han er også hybrid"
"Jeg tror ikke--"
"Adelaide! Vax!" Hun så sig over skulderen. Maddox stod klar, hans ærme stadig søbbet ind i hans eget blod og et smil sitrende om hans mundvige. Hun så tilbage mod kvindes bedende blå øjne.
"Jeg ved det ikke - jeg er nødt til at gå," Hun gjorde sit fri at kvindens greb og banede sig vej op igennem mængden af væsner for at stille sig ved siden af Maddox. Der var tre gange, to trappeopgange og utallige imellem dem og friheden. Allerede nu kunne hun begynde at høre vagternes råb nede af gangen. De kom ikke til dem længere. De ventede. Maddox kaldte ud. Hans soldater løftede deres sværd og så satte hele delingen i bevægelse med Adelaide og Maddox i spidsen. De havde ikke Isabels beskyttende skjold om sig længere, så vagternes magiske stråler og kugler smadrede ind i kroppe, der ramte jorden med hule smak, for så at blive trampet ned i stengulvet i den løbende folk. Det var et blodbad uden lige hver gang hybriderne nåede en vagt, der enten ikke var hurtig nok til at trække sig tilbage, eller var blevet fældet af et skud magisk, brændende lys fra Adelaides fingre.

Lind trippede i vandet, som hun lyttede efter støjen fra etagerne over dem, men hun blev stående. Holdt vagt. Hendes øjne fløj op og ned af gangene, mens Cal rumstrede rundt inde i cellen. "De er gået igang med oprøret," kommenterede hun til magikeren som han kom ud igen, bærende på en kvinde, hvis ben var dækket af en mosagtig, muggen substans. Hendes næse rynkede sig og hendes mund strammedes som hendes aftensmad truede med at komme op igen. Hun nikkede, vendte sig og satte i løb igennem vandet med hybridernes kommende dronning og hendes bror lige bag sig hele vejen op af trapperne igen. Hun kunne mærke hendes puls i hendes øre efterhånden og hendes side sveg. "Vejen burde være ryddet," hvislede hun, men selv som hun sagde det, stoppede hun og kiggede først, hver gang de rundede et hjørne. Kun døde lig mødte hendes blik hver gang og lyden af kamp længere foran.

[Caleb Veterano]

Både Isabel og Caleb var gennemblødte af at have løbet rundt i det iskolde havvand, men deres kroppe holdte sig varme i det hurtige tempo gennem fængslet, for at slå sig med resten af gruppen, de tydeligt kunne følge larmen på. Isabel blev ved med at skæve til Caleb, der stædigt holdte cerunnos-kvinden ind mod sin våde favn, hvor hun så ud til at døse ind og ud af bevidstheden. De kendte hende. Engang havde hun reddet Caleb, der efter en flugt fra en gruppe af dæmoner, var faldet over en klippekant, og røget ned i en strømstærk flod. Trish havde fundet ham halvdød skyllet op på bredden. På trods af sin stammes ønske om at holde sig fra outsidere, havde hun slæbt ham hjem til lejren, og taget sig af ham, indtil Isabel havde fundet frem til ham en uge senere. Da de havde hørt om hendes tilfangetagelse... Ingen tøven.

”Afgrunden tage-- Tilbage!!” Isabel skubbe Lind væk fra en ildkugles kurs, som de lige var trådt ud gennem en dør. De havde fulgt larmen hele vejen op gennem fængslet, og havde åbenbart endelig fundet oprøret – og selvfølgelig var de tumlet ud midt imellem vagter og modstanden. Gulvet var glat af nedtrådte, blodige kroppe. Råb, skrig og metal mod metal ringede for ørerne, så man ikke kunne høre andet end sit eget tunge åndedræt, som fik skuldrene til at hæve og sænke sig i store bevægelser.
Caleb holdte sig tæt på Isabels ryg, som hun trådte ud i frit skudlinje mellem de to grupper, mens forbandelser prellede af på hendes magiske skjold, hvis kant glødede op i den samme gyldne farve som hendes øjne.
”Hvad i alverden-” Soldaterne stoppede forbløffet op ved synet af den hvidklædte, blodindsmurte hybrid, hvis rynket pande var det eneste aflæslige på hendes ansigt. ”Er det ikke...?” Deres mumlen blandede sig sammen, som de langsomt begyndte at genkende hende fra de mange eftersøgningsplakater rundt omkring i Portus og Pandemonium ved siden af Calebs.
”...Isabel Veterano?”
Man kunne ligefrem se tankerne falde på plads i deres hoveder, da munde faldt åbne, øjne blev søgende, og pander rynkede sig i et forsøg på at forstå hvad de så. Caleb trådte frem ved hendes side.
”Smid jeres våben!” beordrede han med en rungende stemme. ”Nu! Det er jeres rådsmand der taler!”
Øjenbryn fløj i vejret ved synet af den tidligere rådsmand med det ene øje. Forvirringen fik et par stykker til rent faktisk til at sænke deres våben, mens magikeren hankede mere op i sin bevidstløse veninde, og stod fast ved sin søsters side.
”Men I er... kriminelle....” blev der mumlet, men tydeligvis var der ingen, som turde rent faktisk at tage det første initativ til angreb igen.
”Læg jeres våben og ingen vil komme til skade! I kan tage hjem til jeres koner, børn og forældre, uden mere blodsudgydelse!” råbte han bedende, og forsøgte at få øjenkontakt med så mange vagter som muligt. ”Jeg beder jer! Inei vil tilgive jer. Hun velsigner jer lige nu med jeres liv, så tag det og læg jeres våben.”
Hans indtrængende stemme fik flere til tøvende at sænke deres våben, mens en mumlen spredte sig imellem dem.

[Maddox Bane]

Maddox' tøj dryppede af blod, langt det meste af det hans eget fra sår der øjeblikkeligt forseglede sig igen, som han vendte og drejede sig i der lille boks af mord der var opstået midt på den sidste gang. Det var et virvar af lemmer og våben der føg rundt om ørerne på ham, ven kunne ikke kendes fra fjende som de huggede ud efter hinanden, og han måtte undertrykke trangen til at le med takten af lyden af stål mod stål. Han havde mistet overblikket med det, men indimellem rykkede hans sig stadig fremad, og der faldt vagter klædt i portusianske uniformer på gulvene.
”...Isabel Veterano?” Det kunne kun lige høres over lyden af skrig og jamren, men det var nok til at stoppe hele kampen. Hybriderne frøs og det samme gjorde soldaterne. Cal kaldte ud mod dem og mens han gjorde, dansede Maddox langsomt og lydløst uden om en af de nært stående portusianske soldater, der havde et emblem på hans frakke og et spottende, trodsigt udtryk på hans ansigt.
"Jeg ville gøre som han siger," mumlede Maddox i hans øre mens hans kniv prikkede vagt kaptajnen i ryggen. Manden stivnede.
Da han slap sit våben var det nok til at få de sidste efternølere til at følge trop og våben klingede mod gulvet som vagtstaben overgav sig, og holdt deres hænder oppe som symbol for det. Der var stilhed i gangen, mens hybriderne så på hinanden, som ventede de bare på at den anden sko skulle falde og flere vagter vælte ud fra værelserne og slå det lille oprør ihjel. Som var det en fælde der snart ville klappe om den.
Men det kom ikke. Et hyl af sejr kom fra én af dem og flere stemmer slog i til det var en symfoni af glæde og frigivelse.

[Isabel Veterano]

”Tak Inei...” Caleb lagde lettet nakken tilbage, da jublen spredte sig rundt blandt hybriderne, og han tillod sig selv at lukke øjnene for et øjeblik. Endelig! Det var overstået! Ikke mere blodbad, slagtning eller død. De var færdige, og kunne tage tilbage til lejren nu, uden mere portusiansk blod på deres hænder. Alle kunne gå hver til sit.
Han så hen på Isabel, der stadigvæk stod spændt ved hans side. Noget i hendes ansigt brød han sig ikke om – nej det var mere noget i hendes flammende øjne, der nedstirrede vagterne med tænderne bidt så hårdt sammen, at han kunne se kæberne værke. Hun overvejede da ikke....?
”Izzy...?” kaldte han dæmpet, for at få hende tilbage til sig selv. ”Hey! Lad os få pakket det her op, og komme væk herfra! Jeg er ved at fryse ihjel.”
Hendes blik fokuserede sig, og hun kastede et enkelt blik op og ned af ham, blot for at bekræfte hans ord. Han stod jo og rystede af kulde! De knyttet hænder slappede af igen, inden at hun vendte sig mod den fejrende flok af oprører, hvis jublen måtte ekko rundt i hele fængslet som en hyldest til hvad end, der havde velsignet dem med held.
”Okay, hør efter! Få vagterne bundet og samlet! Find alt der kan bruges, men vi skal være ude herfra inden solen står op, så få gang i fødderne! Kom så! Afsted!” råbte hun højt, for at overdøve den jublende larm, der hurtigt steg igen lige så snart, hun var færdig med at tale. De gjorde dog hvad hun sagde, og myldrede frem for at efterkomme hendes ønske, mens hun vendte sig mod Caleb, der stod og så ned på deres ligblege veninde. Hun lignede én der var druknet...
”Lad Adelaide se på hende,” bemærkede hun, og lagde en hånd på ryggen af sin lillebror. ”Du kan ikke bære på hende hele vejen hjem, og du skal have os to tørret, inden at vi bliver syge.”
Tavst nikkede han, før han endelig løsrev blikket fra Trish, for i stedet at spejde efter Adelaide, som burde befinde sig her et sted i myldret. Imens kiggede Isabel efter Maddox, så de kunne aftale hvad næste trin var, nu hvor de havde så mange levende fanger med. Skulle de tage dem med tilbage til lejren?
”Adelaide!” Caleb fik øje på det røde hår imellem alt det farveløse, og banede sig vej hen til sin gamle kæreste med cerunnosen i favnen. ”Adelaide, jeg har én, der har brug for din hjælp!”

”Så hvad er planen?” Isabel stillede sig helt tæt på Maddox, så kun han kunne høre hende, selvom det allerede ville være svært på grund af den summende snak omkring dem. Kolde kroppen puffede til dem overalt, så de måtte stille sig tæt ved væggen. Hun lagde armene over kors.
”Vi havde ikke regnet med så mange ville overleve, og mange vil ikke engang kunne klare turen tilbage til lejren – for ikke at tale om alt den opmærksomhed vi vil påtage os,” mumlede hun, og fulgte eksfangerne med blikket som de bandt vagternes hænder bag ryggen, inden de førte dem ind i cellerne. Hun sukkede svagt, før hun løftede blikket op mod sin leder. ”Fortæl mig du har en plan....”

[Adelaide Veterano]

Flere hænder greb i hans skuldre, greb efter hans hænder og lovprisninger og ord af tak strømmede over ham. Han nikkede og smilede af dem, men hans blik forblev på formen af den kvinde han ville krone som dronning, vandrende fra de skælvende, knyttede næver til det intense udtryk i hendes ansigt. Det så næsten ud som om hun havde lyst til at flå vagterne selvom de havde overgivet sig. Hans læber trak sig tynde som han smilede bredt og det blev kun bredere som Isabel tog styringen af flokken, der, selv midt i deres jubel, alligevel adlydende der udslyngede ordre og begyndte at binde vagterne med deres egne håndjern. Efter de var bundet, blev de alle sammen skubbet ind i én celle af ublide hænder. Da de alle sammen var samlet, stillede Lind sig op til gitteret og spyttede ind igennem det.
Knælende på gulvet, ved siden af en falden hybrid kvinde, sad Adelaide. Hendes hat var blevet revet af under kampen og hendes hår, som var samlet i en lang fletning der havde været rullet op under hatten, hang nu ned langs hendes ryg. Hun så op som Cal kaldte ud efter hende. Hendes ene øje var hævet og en rødlig farve der allerede var ved at synke over i en lilla farve, ærmet på skjorten hun bar var blevet revet åben og der var en rift i den ned langs maven, men intet blod. "Lig hende ned," Hun gjorde en sidste bevægelse der lukkede øjnene på kvinden der havde spurgt efter hendes søn, inden hun vendte sig mod hvor Cal lagde cerunnosen ned. Hendes bryn rynkede sig. "Hun er ikke såret - jeg kan -- jeg kan kun heale hende hvis hun er syg eller såret, Cal, jeg kan ikke heale folk der er ved at dø af sult," Ordene var lavmælte og selv som hun sagde det, lagde hun alligevel hænderne over kvindens brystkasse og rakte efter sit lys. Der var blot en tynd tråd af det tilbage. Hun spredte sine fingre og vagt, vagt lys begyndte at brede sig om hendes fingre og trængte ned i huden på den svagelige kvinde. Lyset sank ind i brystet og fandt en lungebetændelse som det brændte bort, sank ned igennem hende og brændte muggen af hendes ben, mens hendes hud fik en sundere og sundere tone, men hendes ribben stak stadig tydeligt frem under den tynde fangeuniform hun bar.

Maddox sank tilbage til væggen sammen med Isabel som hun nærmede sig ham. "Vi har folk i nærheden," svarede han mens han vurderende strøg en finger over hans overlæbe, hans hage sænket. "Der er en landsby blot nogle kilometer væk, hvis de kan klare sig dertil, kan vi overnatte der og give dem valget om at slå sig til os eller ej," Han havde på fornemmelsen at den samlede effekt af Isabel, Cal og ham selv ville sørge for at en del af dem ville tage dem op på det valg. "Det er planen." Han trak på skuldrene og lod hans hånd falde, mens et bredt smil dansede over hans læber igen. "Og flot klaret, cherie, det gik jo over alt forventning."

[Isabel Veterano]

Indædt bandede Caleb af Adelaides dom, inden at han skiftede stilling fra på knæ til at sætte sig i skrædderstilling midt på det blodindsmurte gulv, uden at tage sig af de plamager, der ville være umulige at vaske væk senere. Med et støn hev han Trish op til sig, så hun lå op i hans favn igen. Hovedet hvilende tilbage mod hans ene arm, mens den anden trak hende tættere på sig, selvom det gav ringe trøst, når han selv var både kold og våd.
”Trish? Hey... hey, kan du høre mig?” kaldte han lavmælt, og lod varme krybe sig op igennem hans krop, så damp steg fra hans tøj, hår og hud, inden det klatrede over i cerunnosen bagefter i et forsøg på at varme hendes krop op. Klare, grønne øjne åbnede sig besværet halvt op, og så op på ham. Hendes åndedræt var tungt. Alt, alt for tungt.
”Cal-eb...Veterano...” hviskede hun næppe høreligt, men trækningen ved hendes mundvig var ikke til at tage fejl af. ”Leger du... prinsen... på den hvide hest... igen? Denne gang... for mig?”
Han gengældte hendes svage smil. To fingre strøg hende over panden, ned af kinden og rundt om hagen, inden at han samlede hendes hænder i sin på hendes mave.
”Du kender mig,” svarede han stille. ”Altid travlt med at redde folk.”
Hun nikkede, mens hendes hænder tog om hans men grebet var ikke særligt stærkt, men det stoppede ham ikke fra at klemme tilbage, og bøje sig mere ned over hendes tynde skikkelse, der altid havde været så spinkel, men nu var på renden til... blot et græsstrå.
”...Jeg er glad for du fandt mig. At jeg nåede at... se dig igen. Bare én gang til.”
”Jeg burde have besøgt dig...”
”Caleb Veterano... altid... altid så travlt med at redde... folk. Right?” Endnu et spøgelsessmil men denne gang gengældte han det ikke, for han kunne se hvordan hendes øjenlåg blev tungere og tungere, mens hendes krop blev slappere og slappere i hans arme. Han sank en klump. Nikkede.
”Jeg er her nu – og jeg går ingen steder før gudinden har taget dig videre,” lovede han, men var ikke sikker på om hun hørte det, da hendes hoved vippede til den ene side ind mod hans brystkasse. Øjnene lukket i.
”Altid... travlt... med at....” Hendes hvisken døde ud i ingenting. Caleb betragtede hende med hovedet bøjet, så pandehåret skjulte det øverste af hans ansigt, samt tårerne der samlede sig i hans øje, mens han omsorgsfuldt vuggede den døde krop fra side til side, som et lille barn der skal sove.

Isabel fnøs af Maddoxs optimisme af hele situationen, og skiftede vægten over på den anden fod. Nu hvor hun stod stille, nåede kulden ind til hende, hvilket fik hende til at ryste og klapre tænder, så alle burde kunne høre det omkring hende.
”Yeah, yeah... lad os nu se hvad konsekvenserne bliver,” mumlede hun, mens fingrene prøvede at gnubbe noget varme ind i armene. Et par lokker af det askegrå hår var faldet ned i panden på hende, men hun lagde ikke mere mærke til det end de fik et par pust ud af mundvigen, før at hun pludseligt fik øje på Calebs skikkelse på gulvet et stykke væk. Åh nej... Hun rettede sig mere op, men gik ikke hen for at trøste ham, da hun kunne se Adelaide var dér – derudover var hun nødt til at finde ud af alt det her først, og hende og Maddox måtte få dem alle sammen ud, så hurtigt som muligt.
Læberne gnubbede sig mod hinanden, inden hun løsrev blikket fra sin bror, for i stedet at kigge op på hybriden foran sig. Han smilte – som altid.
”Jeg kan trække Caleb med mig til landsbyen, og gøre klar til I ankommer. Lige så snart vi er ude af fængslets område, kan jeg vandre gennem skyggerne igen,” forslog hun med et træk på skulderen. ”Med mindre du vil have mig her?”

[Maddox Bane]

Maddox skuldrede den kappe han havde båret under hele indbruddet af og svøbte den om Isabels skuldre. Hun forsvandt næsten i den, men den var kropsvarm efter at have hunget om ham. Klædet lugtede af en blanding af krudt, bålrøg og en sødere lugt som var næsten grannåle agtig. "Hagen op, Veterano, en sejr er en sejr," svarede han muntert til hendes mumlen og rakte ud så knoerne af hans hånd strøg let langs hendes kæbe, løftende den en smule. "Det er der ingen grund til, vi har folk i byen, de skal nok være klar til os. Så, medmindre du gerne vil afsted, så vil jeg helst have dig - og dine magiske skjold - hos os," Han stak den daggert han havde haft fremme i bæltet og vendte sig mod forsamlingen af væsner. "Folkens! Vi rykker nu, vi skal gå et godt stykke, hvis I falder bagud eller ikke kan gå længere, vil I blive efterladt," det lød hjertesløst, men de havde ingen tid til at vente, og med det søgte Lind til hans side og flokken af væsner begyndte at bevæge sig ned igennem gangen, stadig tæt klumpet sammen og mod udgangen.

Adelaide så hjælpeløst til, som Caleb hev hans veninde op i skødet og foldede sig om hende som var hun et lille barn der skulle vugges i søvn. Hendes hænder lå løst foldet i hendes skød, hun sad på knæ foran dem. Der var intet hun kunne stille op. Hun kunne ikke engang gøre noget for at trøste ham, der føltes alt sammen for familiært til en mand der var blevet hende en fremmed. Hun kunne ikke omfavne ham, kysse ham på kinden eller tørre de samlende tåre bort når de faldt. Ikke uden at træde over en tærskel hun ikke ville lade sig selv, så da Maddox beordrede flokken til at rykke ud, rakte hun blot ud og lagde en hånd på hans skulder. Hendes spinkle fingre var varme mod den iskolde, våde skjorte. Hendes anden hånd rakte frem og slog en cirkel over kvindes bryst. "Inei favne dig," sagde hun lavmælt, inden hun gav Cals skulder et svagt klem og skubbede sig på fødderne så hun kunne slutte sig til bagtroppen.

[Isabel Veterano]

Isabel småsmilede da Maddoxs knoer kørte langs hendes kæbe, inden hun gav ham et bestemt nik, som tegn på hun havde forstået. Kappen trak hun mere omkring sig, så den ikke ville glide af. Fingrene kørte en omgang gennem håret, før hun vendte sig bort, og i stedet gik over til sin lillebror, der ikke havde gjort mine til, at ville rejse sig, selvom folk var på vej ud. Hun sank på hug overfor ham.
”Cal? Cal, vi skal afsted nu,” bekendtgjorde hun lavmælt med hovedet på skrå, mens hun observerede hans sænket, udtryksløse ansigt, hvor tårerne tavst trillede ned af hans ene kind, og afslørede hvad ord ikke kunne sige.
”Vi kan ikke efterlade hende her... Hun skal begraves i jorden,” mumlede han. ”Hun var et barn af skoven.”
”Okay. Kom, så hjælper jeg dig med at bære hende ud.” Hjælpsomt stak hun en arm under den lille cerunnos' ryg og knæ, inden hun med et sammenbidt støn løftede hende op fra Caleb, og op i sin egen favn i samme bevægelse som hun rejste sig. Pigen vejede ingenting. Kold, død og slap hang hun med hovedet tiltet bagover, og armene hængende frit ned.
Caleb kom på benene.
”Vi skulle have været hurtigere...” kommenterede han, mens de begyndte at følge strømmen ud af fængslet som de sidste.
”Hvis ikke det var på grund af modstandsbevægelsens ressourcer, havde vi slet ikke hørt noget om Trish. Vi gjorde, hvad vi kunne,” erklærede hybriden fast, uden at virke besværet ved at skulle bære rundt på dødvægt. Tænderne klaprede stadigvæk en smule i munden på hende, men Maddoxs tunge kappe hjalp gevaldigt, mens duften af ham svøbte sig omkring hende. Hun drejede ansigtet mod Caleb, da han talte igen.
”Du ved godt, hvorfor hun blev taget, ikke?” spurgte han tomt. ”Fordi hun kendte os. De troede sikkert, hun havde oplysninger om os, eller også bare fordi de troede, hun var én af vores kontakter. Vi er skyld i hun døde.”
”Netop derfor gør vi det her. For at redde dem vil holder af fra at blive ramt. Eriz har snoet sig rundt om Portus, og hendes magt bliver større og større for hver dag. Vi må stoppe det, før der ikke er mere af landet tilbage en aske,” sagde hun fast, inden hun igen vendte blikket frem. ”Jeg må stoppe det, før alting bliver til aske.”

//out