Bag murene

[Aleszia Chaelóriz]

Med rynket pande lyttede Zia til, hvad Blake afslørede om sin forlovets personlige tanker. Hun vidste fra mappen Shaiin havde om ham, at han havde levet isoleret i et palæ lidt udenfor Medea, for at forblive gemt væk fra alle, indtil hans mor vandt borgerkrigen. Det gav kun mening, man ville blive påvirket af sådan en barndom. Utrolig så dybsindig han alligevel var, sådan at kunne se den slags ting ved sig selv. Hun havde forventet dødsengle blot var brutes...
En strøgtanke dukkede op i form af, at Shaiin nok kunne bruge hende, til at få mere af vide om prinsen gennem Blake, men så kom hun i tanke om sin situation, og straks knugede maven sig igen sammen til en kold klump. Igen var djinnen dér, til at få hende på andre tanker.
”Han gjorde hvad?!” udbrød hun foraget, og tog sig til brystet, mens hun stirrede på sin veninde, der dog hurtigt blev sandfærdig men... men det var ikke bedre! ”Kyssede han dig?! Og du lod ham gøre det?! Blake! Han er altså farlig! Tænk på hvad han gjorde ved dig til brylluppet!”
Kunne hun da slet ikke se, hvor farlig han var? Det ene øjeblik en psykopatisk, voldelig morder og det andet en sød, kyssende prins – det kunne KUN ende galt!
Hun lænede sig frem, for at rive dynen ned, så hun ordentligt kunne se på sin fnisende veninde. Overraskelsen var stadigvæk malet i den unge draconians ansigt.
”Du kan ikke lade ham lege sådan rundt med dig, Blakey. Jeg ved godt, han er din forlovet og er prinsen, men der er altså måder, hvorpå du kan sno dig udenom den slags ting – hvert fald for en tid,” fortalte hun, og vred nervøst et stykke af dynen i sine hænder, inden at hun tøvende bed sig i underlæben. Noget nysgerrigt og rebelsk dukkede op i hendes øjne, som skyggen af en yngre version af hende. ”... kysser han godt?”

[Blake De Clare]

Blake bemærkede godt at Zia driftede kortvarigt væk i tanker – og det gjorde det blot langt bedre da hun chokeret kom med et udbrud og tog sig til brystet, som havde Blakes djævelske ord nær givet hende et hjertestop. Blake kunne ikke holde latteren inde og måtte holde sig i siden da hun fik sidestik, samtidig samlede lattertåre sig i øjenkrogene. Zia var stærkere end man skulle tro, og Blake holdt ikke særligt godt fast i dynen som hurtigt blev hevet ned så den igen, sammen med hendes hænder, lå i hendes skød og hendes fnisen ikke var til at skjule. Om muligt fik Zias udbrød og forargede reaktion hende bare til at more sig mere. ”Jeg har da heller ikke tænkt mig, bare at lade ham kysse mig igen!” Hun fik et af de dér typiske hemmelighedsfulde og provokerende miner der næsten kunne sættes lig med Blake. ”Han skal ikke tro at han bare har mig lige hvor han vil. – Du ved, ligesom han påstod han ville have ved vores første møde.” Hun smilede så stort at det var utroligt at smilet holdt. ”Det er trods alt også lidt sjovere at lege.” Man skulle være ualmindeligt tungnem, eller absolut ingen kendskab til Blake have for ikke at forstå, at når hun sagde lege, så mente hun at hun ville forsøge at drive folk til vanvid. Det næste genkendte Blake alt for godt, det var synet af den yngre side af Zia der vandt over hendes fornuft. Hun rykkede sig lidt i sengen, satte sig bedre til rette og lænede sig lidt frem – som var det hun skulle ytre kun for Zias øre. ”Det tror jeg…” Hun matchede Zia ved at bide ned i læben. Noget hun havde gjort i mange år. Ligesom Zia. ”Jeg har jo ikke så meget at sammenligne det med” hun fnes let igen. Hun havde faktisk slet ingen erfaring. Hun havde altid hellere rodet rundt i mudderet end siddet og flirtet med en eller anden adelig. Faktisk havde hun fået skræmt intet mindre end 6 mulige trolovelser bort. Mest af alt havde det handlet om, at hun var blevet træt af vedkommende allerede før trolovelsen var blevet til mere end snak, og så havde hun gjort alt i sin kraft for at vise sig fra sin vildeste og mest uordentlige side. ”Men han var meget forsigtig…” hun tænkte lidt mere over det. Hvordan havde det egentligt været? ”Det var rart, roligt og blødt?” Hun lignede lidt et spørgsmålstegn over sit første kys. Hvordan skulle det egentligt føles… ”Lyder det rigtigt?” hun lo lavt over sin egen uvidenhed. Der var så mange der ville tro at kysning ikke var fremmet for hende, for hun drog omkring mellem de unge adelsmænd som om de ingen fare var for hende, som om hun vidste det hele. I virkeligheden var alt intimitet i den dur det område hun aldrig havde nærmet sig, og faktisk gjorde hende nervøs. En tanke gik igennem hende, der havde været et eller andet over ham da han kyssede hende. Han vidste præcis hvad han skulle gøre - det var lidt en videnskab for Blake som hun endnu ikke var indviet i. "Jeg tror han har prøvet det før. Det virkede let for ham."

[Aleszia Chaelóriz]

Skeptisk hævede Zia igen sine øjenbryn af Blakes sidste kommentar.
”Åh virkelig? Bastarden af horen Eriz Storm og krigsherren Zean Forsyth, har prøvet at kysse før? Jamen hvilken overraskelse,” kommenterede hun sarkastisk uden at vige for de beskidte ord, hun brugte til at betegne sin dronning og kronprins med. ”Jeg er ret sikker på, du ikke skal forvente, at du er den eneste kvinde i hans liv – heller ikke når I bliver gift.”
I bund og grund skulle ingen kvinde forvente dét. Mænd var svin, der ikke kunne holde sig til én kvinde lige meget hvad de lovede, og hvor stor kærligheden var, for hvad hun personligt var ved at opdage var, at eventyrer netop kun var dét – eventyrer. Der fandtes hverken rigtige prinser, store kærligheder eller rene hjerter. Shaiin og Salem havde fået hende til at vokse op.
Hun samlede sit fugtige hår over den ene skulder, og begyndte at stryge det ud med fingrene, så det ikke ville ugle for meget senere. Imens trak hun let på skuldrene.
”Men det lyder som et overraskende godt kys fra en som ham. Bare pas på i fremtiden,” bad hun, selvom det var prædiken for døve ører. Håbet om Blake havde lært en smule efter episoden til brylluppet, var hurtigt skudt i sænk. Igen... hun håbede kronprinsen ville have for travlt med sine pligter til at tage sig af Blake.

[Blake De Clare]

Blake lod sig falde bagover i sengen, så hun lå midt imellem pudder og dyne og stirrede op på Zia med himlende blå øjne. Hun smed armene over hovedet og sukkede højt og dramatisk. Det var en kendsgerning at mænd ikke svarede overfor deres hustruer, som kvinder gjorde overfor deres mænd. Selv i kontrakten for hende og Damian var indskrevet at hun skulle være tro, men at han ikke behøvedes. Hun klemte i stedet armene om sig selv. Det var underligt, for selvom hun ikke kendte Damian særligt godt og at det nok ikke var personligt møntet, så havde hun ikke lyst til at dele den mand hun en dag ville ægte med nogen som helst. Det var underligt for hun besad sjældent følelser i form af jalousi eller ejerskab. Men der var noget underligt over at være ejet, men ikke at eje i samme omfang. En ubalance. Og helt klart var det noget hun ikke brød sig om. For skulle hun bare være okay med at være til deling? Eller til rådighed når hendes mand havde lyst til hende, fremfor en anden? Eller når hun bare var den mest belejlige - eftersom han ikke behøvedes at gå fra huset for at finde hende. Eller i hendes tilfælde, slottet. Hun sukkede lavt, hendes tanker var nok ikke særligt skjulte. “Det er uretfærdigt.” Zias ord, pas på i fremtiden, røg hurtigt ind og ud, men dog hørte hun dem. Det var dog nok tvivlsomt at hun reelt ville handle efter dem. Nysgerrighed tog over, selvom hun i sit stille sind havde besluttet sig for ikke at spørge nu, men alligevel blev hun overtalt af sig selv. “Glem manden… Men hvordan var dét..?” Hun bed sig i læben og hentydede selvfølgeligt til at Zia ikke længere var jomfru. Tonen og den hemmelighedsfulde måde gav det væk.

[Aleszia Chaelóriz]

Fingrene delte håret i tre lokker, og begyndte at flette dem stramt sammen, mens Zia med en grimasse tænkte tilbage på sit samleje med Shaiin, der gav hende en sur smag i munden, nu hvor hun ikke vidste, om han havde fantaseret om Salem imens, eller blot tænkt hvor meget han mere fortrak ham i stedet for hende. Hele det minde var ødelagt for hende.
”Det var vel... meget fint,” svarede hun tøvende med skarphed i stemmen. ”Han var blid og forsigtig. I starten gjorde det rigtigt ondt, men så begyndte det at blive dejligt, indtil jeg ikke rigtigt tænkte på andet end... hvor fantastisk det hele var.” Med et bedrøvet suk sænkede hun blikket, og fingrenes fletten blev langsommere, mens hun mindedes den mest intime stund hun havde haft med en person, og hvor herligt det havde været, at have ham så tæt med hans hænder over det hele, hans læber, følelsen af hans varme, nøgne krop... Øjnene lukkede sig i, men ikke hurtigt nok til at stoppe en tårer i at trille ned af kinden. En håndflade pressede sig mod øjet.
”...jeg er så dum...” hviskede hun ynkeligt.

[Blake De Clare]

Selvfølgeligt havde det været dumt at spørge. Men alligevel lod Blake sig trække ind i fortællingen da Zia begyndte at fortælle. Da hun fortalte at det havde gjort meget ondt i starten, rynkede Blake på næsen, og den rynken forsvandt sådan set ikke resten af fortællingen. ”Godt at der er mange år til…” Mumlede hun lavt. Og så blev Zia ulykkelig igen, og Blake forbandede indvendigt sig selv for at have bringet det på banen og været skyld i at den sidste times distraktion var smidt i vasken. Selvfølgeligt var synet af Zia der forsøgte at tvinge tåren og gråden bort lige ved at revne Blakes hjerte og hun kravlede frem på to knæ og omfavnede igen Zia, som forsøgte at bortmane gråden. ” Nej du er ej… Hvad er der nu dumt? Du blev holdt for nar… Det er da naturligt, at man på et tidspunkt vil være sammen med sin mand…” troede hun. ” Du havde jo ikke en chance for at vide at han ville hvad han ville…” eller vil? Teknisk set havde han jo bragt det op samme aften, så det måtte jo stadig være et meget aktuelt ønske. Men han måtte vel både være til kvinder og mænd… Ellers kunne han vel ikke have gennemført med Zia? Hun vidste ikke særligt meget om den slags. Seksualundervisning var en mangelvare. Dog havde hun engang hørt om en kvinde der morgenen efter samleje drak en speciel urtete og på den måde undgik graviditeter. Hun vidste dog ikke om det blot var opspind. Det var i hvert fald ikke udbredt.

[Aleszia Chaelóriz]

Zia lod sig omfavne af sin veninde, og trykkede sig ind til hende som en forskræmt harekilling, bange for ræven kommer ned i hulen. Kroppen rystede i de små hulk fra hende, som fik hende til at hikse mod Blakes ene skulder, uden hun prøvede på at holde dem tilbage, nu hvor hun havde et sikkert sted at gemme sig.
”De… de var jo… de var jo engang et par, men… men jeg troede ikke at… jeg spurgte Salem om lov, og han sagde ikke… ikke noget til det, og Shaiin… han havde noget med en tjener, og det var jo så mange… mange år siden de slog op, så… jeg troede virkelig… virkelig ikke…” hulkede hun usammenhængende og utydeligt ind til sin veninde, mens alting truede med at krølle hendes verden sammen. Hvis ikke hun havde haft Blake, vidste hun virkelig ikke, hvad hun ville have gjort…
Gråden stilnede lidt af, og hun tørrede igen øjnene, mens hun trak sig lidt fri fra Blake, dog uden at slippe hendes stærke hånd, som holdte så godt fast i hendes i et løfte om aldrig at gå lige meget hvad. Hun følte sig træt. Ikke bare i kroppen men også i hjertet, sindet og sjælen.
”Kan vi godt ligge os til at sove nu?” spurgte hun med en lille stemme, og ønskede bare at vågne op næste dag i sin egen seng ved siden af Shaiin med opdagelsen af det hele havde været en ond drøm, som de ville grine af ved morgenbordet, mens Shaiin rystende på hovedet ville fortælle, den tid med Salem for længst var ovre. Hun drog et skælvende suk. ”Nogle gange ville jeg ønske, du var min djinn… Så kunne jeg ændre det hele.”
Hun lagde sig i den rigtige ende af sengen, og trak dynen op over sine ben, inden hun lagde sig helt ned på ryggen stirrende op i loftet. En tjener havde sikkert fortalt Lord og Lady De Claire om hendes ankomst, men de virkede til at respektere de to pigers privatliv, nok til at ikke at komme op og hilse på eller spørge ind til, hvad hun dog lavede på dette uhyrelige tidspunkt. Mon de sendte besked til Shaiin? Mon Salem havde hørt noget og ledte efter hende med frygt for hun var sprunget ud over en klippekant? Dårlig samvittighed stak til hende, men hun manede den bort med tanken om, at så kunne de lære det! De behøvede hende jo åbenbart ikke! Og så ville de være glade, og kunne få hinanden!
Hun vendte sig rundt på den ene side, så hun havde fronten mod Blake. Det her var næsten som da de havde været børn, og sovet sammen. Som helt små havde Salem sovet mellem dem, så de blot havde været en klump af hår, sammenfiltret ben og arme. Hun savnede den tid…

[Blake De Clare]

Hun knugede Zia, som kunne hun presse glæde og lykke ind i den spinkle krop. Ved flammerne, hun ville give Zia alt sin egen lykke og glæde hvis hun kunne. Hun lyttede til Zias hiksende stemme, hun forstod veninden bedre end hun troede at hun ville forstå den situation. Måske var det fordi hun kendte Zia så godt, at blot gråden alene ville give hende genskab. Hun blev ved med at holde fast om Zias hånd, i et tilsvarende stillesigende løfte om at hun aldrig ville give slip, aldrig ville stoppe med at have Zias ryg. Hun nikkede blot til Zias ønske om at sove. Hun var også selv træt, selvom tankerne kørte derudaf. Hun lagde sig ned med front mod Zia, greb frem og tog blidt en af hendes hænder. Også hun tænkte på den gang de havde ligget tre i sengen. Det havde været så naturligt mellem dem at putte sig ind i hinanden. Så naturligt at flette sig ind mellem hinanden som en stor kludderbunke, som garn der filtrede sammen, eller som smykker der havde limet sig sammen i smykkeskrinet. Tanken om at være Zias djinn fik hende til at smile blidt. ”Hvis jeg nogensinde skulle være nogens djinn, så skulle det være din.” Hun havde evig tillid til veninden. Endnu mere tillid end til sin egen familie. Zia var en del af hendes familie følelsesmæssigt. Hun havde dog ingen intention om at være nogens djinn, men det vidste Zia nok bedre end nogen anden. Og det var egentligt ikke fordi hun havde noget at frygte, for Damian ønskede hende ingengang som sin djinn. De havde en aftale, han kunne frit vælge Flint, og hun ville aldrig behøves at binde sig til nogen som helst. Men hvis det endeligt var, så ville hun mere end gerne opfylde Zias ønsker. Gøre hendes liv perfekt.