Used to...

[Shaiin McGivens]

Shaiin McGivens - Aleszia Chaelóriz

Det var nogle dage efter brylluppet. Aftenen havde trukket ud til natten før de var taget hjem og derefter havde det, for Shaiins vedkommende i hvert fald, stået på afslapning. Han havde brugt det meste af den næste dag på at sove og derefter havde han holdt et par fridage, noget han sjældent gjorde. Well...Undtagen da han låste sig inde på sit kontor for at nedskrive og holde styr på alle de ting der skete til brylluppet. 
Han havde ikke været ved Zias side hele vejen igennem. Ud på aftenen og natten havde han været mange steder på slottet. Med så mange folk, var det svært for slottets personale at holde øje med dem alle, hvilket havde givet ham en mulighed for at følge med i visse ting, han ellers ikke ville have vidst. Selvfølgelig havde der også været nogle danse med Zia. Snakken med Salem. Med Flint. 
Det havde taget ham et par dage at vende det hele i sit hoved og beslutte sig. At prøve at finde ud af hvordan tingene skulle gøres. Til sidst nåede han frem til at der ikke var meget mere han kunne gøre, end tage hul på emnet og snakke med Zia. 
Han havde forladt sit kontor og på vejen bemærket at det var blevet eftermiddag. Det havde ellers følt som kun et øjeblik siden at de havde spist morgenmad. I morgen ville han nok vende tilbage til arbejdet, præcis som alle hans arbejdere forlængst var. 
Fordi han brugte tiden hjemme i disse dage, var han mere afslappet klædt på. Fødderne var bare, bukserne og skjorten løse. Knapperne var knappet op så kravebenet var synligt. Håret strittede lidt i alle retninger, så man skulle tro han faktisk havde sovet hele dagen. Det var ikke tilfældet. 
På vej ned af trappen stødte han på Xander. Drengen var blevet sendt tidligt hjem fra festen, fordi Shaiin havde haft brug for han undersøgte noget med det samme. Med Flint. 
Shaiins hånd gled ud og greb den forvoksede drengs overarm. 
"Noget?" 
En svag rysten på hovedet fortalte Shaiin at drengen endnu ikke havde noget nyt. Hvis Xander ikke snart tog sig sammen, var Shaiin nød til at undersøge det selv. Han kunne ikke forvente Xander kunne alt endnu. Men det var vel god træning. 
Daron, der var på vej mod køkkenet, fik end ikke et blik, da Shaiin gik forbi ham. Daron var van til det, for han så heller ikke mod sin far. Hvorfor håbe på noget der alligevel ikke ville ske? Xander var ynglingen. 
"Zia?" 
Shaiin ledte i husets stuer. Hvis ikke hun sad her, ville han gå ovenpå igen og lede på hendes værelse. 

[Aleszia Chaelóriz]

Siddende i én af de store dagligstuer befandt Zia sig i en behagelig lænestol med en kop dampende, krydret te på bordet ved sin side og en tung, tætskreven bog hvilende i sin ene hævet hævet. Blegt lys kom ind fra vinduet tæt ved, og kærtegnede den ene side af hendes ansigt, fik det ravnsorte hår til at skinne og de ravgule øjne til at funkle med deres helt egen gnist, som de drønede over side efter side i bogen. Hun var iklædt en sort kjole. Stramt sad den presset omkring hendes tynde talje, og flød ud i et løst skørt, hvis stof var yderst behageligt at rende rundt i, fordi det var lavet af tyndt bomuld. Ærmerne hvilede lavt på skuldrene, så de næsten var nøgne. En halskæde af guld lå omkring hendes hals, og nogle matchende prydede hendes tynde, lange fingre, der nu og da vendte en side med samme forsigtighed, som man bære en fugleunge. Det ene ben var lagt elegant over det andet. Håret faldt løst ned over hendes ryg, og var strøget om bag det ene øre, så det ikke ville falde ned i øjnene.
Stilheden lå omkring hende. Roen. Udenfor kunne hun høre vogne rasle rundt på vejen, folk råbe efter hinanden, og lyden af fodtrin eller heste, men alt dét var blot formumlet baggrundsstøj herinde i det store palæ, hvor hun kunne læse i fred.
Til brylluppet havde hendes fornemste opgave været at dække overfor Shaiin, når han rendte rundt på slottet.
”Min ægtemand havde en presset blære efter have smagt på den portusianske vin. Han vil blive tilbage om lidt.”
”Åh, jeg tror han er ude på dansegulvet et sted, hvis jeg ikke tager fejl.”
”Jeg frøs, så han ville hente min kappe.”
”De kan da fornøje mig imens, De venter på min ægtemand?”
”Danser De? Vi kan sagtens nå en dans, og jeg er sikker på min elsket mand ikke vil have noget imod det.”
Løgnene trillede så nemt ud over hendes tunge på nuværende tidspunkt, at hun slet ikke flakkede med øjnene længere. Shaiin havde trænet hende godt. Og hun gjorde det gerne. Hjalp til hvorend hun kunne, og hvorend han havde brug for hende. Om det så var som sammensværgende eller hustru.

Lige så snart hun hørte ham kalde sit navn, placerede hun en finger det sted i boget hun var kommet til.
”Herinde!” kaldte hun tilbage, og hævede blikket mod døren, lige da han trådte ind. Hun smålo af hans udseende. Normalt var han så anstændigt klædt med en næsten psykotisk perfektion til sit udseende, men at se ham sådan her iført afslappet tøj, pjusket hår og nøgne fødder, klædte ham på en helt anden måde.
”Godmorgen,” jokede hun, mens hun rakte ud efter sin te, for at drikke lidt af den.

[Shaiin McGivens]

Det var svært ikke at gengælde hendes dejlige smil, når hun lo så varmt da han trådte ind. Han vidste straks hvad hun grinte af og det fik automatisk en hånd til at glide hen over hans hår i et forsøg på at lægge det lidt ned. Alle havde vel deres afslappede øjeblikke, hvor tingene ikke behøvede at være så perfekte, havde de ikke?
Selv om de ikke havde giftet sig af kærlighed, holdt han stadig af Zia. De havde været gift en del år nu, omend uden barn, og Shaiin følte sig godt tilpas i hendes selskab. Han trådte om bag hendes stol og lod afslappet en hånd hvile på hendes ene bare skulder. Selv om huden var bar, var den stadig brandvarm. Han kyssede hende oven på hovedet.
"Oh...Jeg forstyrrer dig vist. Beklager" mumlede han ned i hendes hovedbund, mens hans blik gled hen over en af siderne for at bedømme hvilken bog hans kone var i gang med. Tilfreds med den viden trådte han tilbage ind foran hende og satte sig i en anden lænestol. Han hvilede sine arme på armlænene. Det havde været nemmere at agerer et tæt og intimt ægtepar efter de endelig havde haft sex.
"Zia...Hvordan har du det? Her, i mit hus. I vores ægteskab. Er du glad? Tilfreds?" der havde været stille et øjeblik, før han endelig havde sagt noget. Hun ville sikkert straks kunne mærke han ville et sted hen, selv om det ikke var givet hun vidste hvor. Forhåbentlig ville hun bare efterkomme hans ønske og svare ham.
"Jeg ved enhver kvindes drøm må være at få et barn. Jeg håber ikke min afholdenhed har ødelagt dine håb for fremtiden?"

[Aleszia Chaelóriz]

Smilende og med hovedet bøjet en smule, lod Zia sig blive kysset på toppen af håret,
”Du forstyrre ikke. Jeg sad bare og læste en roman,” fejede hun hans undskyldning af med, mens hun fulgte ham med blikket, som han tog plads overfor hende. Afventende på hvad han ville hende, tog hun ikke bogen op igen.
Endelig talte han, og hans spørgsmål fik hende til at lægge hovedet en smule undrende på skrå, men hun sagde ingenting før han virkede til at være færdig med at tale. Først dér trak et smil i hendes mundvig.
”Jeg vidste ikke vi skulle evaluere vores ægteskab i dag,” kommenterede hun stadigvæk med en spøgefuld undertone, mens fingrene forsigtigt lavede et lille buk i hjørnet på den side hun var kommet til i bogen, før hun lukkede den i, for at give Shaiin hele sin opmærksomhed. Det lød som om han havde noget på hjertet, og den her samtale var vigtig.
”Jeg har jo på sin vis fået børn: Darion, Xander, Connor og Elyas. Selvom de ikke er mine egne – og nogen af dem heller ikke dine – anser jeg dem som en del af min familie,” fortalte hun, og lagde bogen fra sig på det lille sidebord, hvor hendes te også stod og dampede. ”Ellers er jeg jo stadigvæk ung, og vil være frugtbar mange år endnu. Hvem ved? Måske en dag når drengene er blevet store, vil der pludseligt komme en efternøle.”
Hun lagde intet pres på ham. Den slags var der nok af fra hendes side af familie, som utålmodigt ventede på en arvtager, nu hvor hun var den eneste med mulighed for den slags. Selvfølgelig ønskede hun sig sit eget barn! Moderinstinktet voksede i hende år efter år, måned efter måned, og hun var endda begyndt at se længselsfuldt efter børn passerende hende på gaden, samt smile svagt når hun besøgte en veninde, hvis mave svulmede af liv, og begge parter virkede så stolte.
Men hun vidste tingene var anderledes med Shaiin. Både på grund af hans job, men også alle de andre ting, ingen af dem talte om. Ikke desto mindre...
Hun hvilede hagen på sin knyttet hånd, hvis albue støttede sig på armlænet. Øjnene vandrede eftertænksomme rundt i stuen, inden de igen landede på Shaiin overfor. Hun trak på skuldrene.
”Jeg har intet at klage over, Shaiin. Hvorfor spørg du? Er du urolig for min velbefindende?” spurgte hun med et skævt smil, mens starten på et håb flaksede rundt i brystet på hende. Var de mon nået til samtalen nu, hvor de snakkede om børn? Var han klar? Var... de klar? Hun ventede dog på ham. Lod ham føre samtalen. Men alligevel... det var svært ikke at smile for meget.

[Shaiin McGivens]

Han rømmede sig svagt. Hendes svar var mere end han kunne håbe på. Daron var stor nok til at flytte hjemmefra, når han ellers fandt sig en kone. Shaiin havde flere i kikkerten og han havde allerede klargjort nogle breve til kvindernes respektive familier, i håb om de kunne diskuterer det over en kop the eller kaffe. Når Daron flyttede hjemmefra havde Shaiin allerede forberedt sig på at give manden lidt mere ansvar i hans modeforretning. En mand, fra en god byrd, burde have arbejde og penge der støttede op om det gode parti.
Xander? Det var svære. Daron var den førstefødte og det hele lå hos ham. Xander havde mere frit valg og han regnede med snart at sætte sig ned og snakke med ham om det. Der gik ikke længe før man ville forvente han også fandt en at gifte sig med. Så var der Elyas. Han skulle selvfølgelig også have en, men drengen virkede lidt som en enspænder og fungerede perfekt som en af Shaiins sekretærer. Elyas havde styr på tallene. For nu ville han lade drengen gå sin egen vej. Og Connor? Endnu kun et forvokset barn. Shaiin kunne forhåbentlig vente et par år med at finde ham en kone. Åh, alle de medgifter der skulle betales! Alle de huse der skulle findes! Kontrakter på ægteskaber der skulle underskrives! Alle de drenge...
Ham, der aldrig havde ønsket sig børn, havde for mange. Måske var han for blødhjertet?
Connor var sådan set ikke hans, selv om han havde adopteret ham. Måske kunne han sende ham til et andet land, til opdragelse og dannelse hos en anden familie?
Han rettede sig lidt.
"Ingen af dem var planlagte. Men det er vel loddet for en mand, der har haft snuden for langt fremme...Lidt for ofte" Han smilte skævt og trak let på den ene skulder.
"Det ville være anderledes med et planlagt barn, tror jeg. Folk forventer det. Din familie forventer det. Det ville være godt for os, i hvert fald udadtil. Og jeg har set dine blikke. Prøv ikke at snyde mig" Han sendte hende et større smil.
"Jeg havde tænkt på..." Hans blik gled ned mod gulvet et øjeblik, før han trak vejret dybere og mødte hendes.
"...Om vi kunne lave en aftale?"

[Aleszia Chaelóriz]

Hjertet hamrede hurtigt, da han begyndte at åbne op for samtalen, og Zia opgav at lade som om, hun ikke var interesseret. Han sagde selv, han havde set hendes blikke. Det krævede alt hendes selvkontrol, at blive siddende afslappet i stolen, men man kunne se på hendes ansigt, at hun lyttede intenst efter hvert et ord, der kom ud af hans bløde, fantastiske læber.
Da han forslog en handel var hun stille et lille stykke tid, mens et smil trak i mundvigen. Typisk Shaiin. Altid aftaler. Gad vide om han så hvert et valg i livet som en aftale, der skulle slås af med en eller anden, eller kunne han faktisk gøre noget, uden at skulle vurdere og veje det til en pris? Hun sagde dog ingenting. Det var sådan han var, og altid havde været. Noget for noget.
Hun rettede sig op i stolen, tog koppen fra sidebordet mellem begge sine hænder, og førte den op til munden.
”En aftale om hvad?” spurgte hun roligt, for at få ham videre i samtalen, inden hun nippede til den brændende te. Dampen kærtegnede hendes ansigt, som en elskers blide berøringer. Den krydret duft dvælede i hendes næsebor, og øjnene lukkede sig kort i, for at nyde smagen på tungen et øjeblik, før hun sank.
Gad vide hvor mange aftaler hende og Shaiin snart havde lavet i hele deres venskab og ægteskab? Forhåbentligt havde han ikke kontrakt på dem alle, for hun kunne ikke huske over halvdelen. Igen krydsede et smil hendes læber, men det var halvskjult bag den løftet kob.

[Shaiin McGivens]

Han var erfaren i at lave aftaler. Mange års erfaringer og øvelser havde gjort ham god til den slags. Men hvis det var en aftale om følelser? Det ønskede resultat var ikke garanteret. Heller ikke selv om det lige nu gik godt. Han kunne se hun var glad og håbefuld ved tanken om at få sig et barn, at kunne vralte rundt med samme store mave som flere af hendes veninder efterhånden enten havde gjort eller gjorde. Det lå vel i det kvindelige sind.
Han havde præsenteret hendes del så godt han kunne. Gjort det så tiltalende og håbefuldt som han kunne. Nu var det på tide at komme med et andet forslag, der næppe ville blive taget lige så vel imod. Men forhåbentlig ville Zia huske glæden ved tanken om at få et barn og ikke...Noget andet.
"Jeg har aldrig snakket så meget om det. Jeg har vist nævnt jeg ikke længere har nogen ved slottet...Nogen elsker, det er. På det punkt har vi levet i sikkerhed de sidste par år. Som det er lige nu er min interesse blevet vækket igen og jeg kunne godt tænke mig den frihed at tage mig en ny elsker. En anden mand, det er. På den måde får vi begge to noget vi begge ønsker os. Du må forstå det intet har med dig at gøre og jeg er meget tilfreds med vores ægteskab. Af hustruer har jeg været heldig. Tag det som et tegn på den største respekt, at jeg vælger at snakke med dig om det først" Han rettede sig yderligere op i stolen og lænede sig en smule fremefter. Zia havde accepteret at Shaiin havde en elsker, inden de havde indgået et ægteskab og derfor så Shaiin det som en mulighed at hun derfor også ville acceptere det nu. Problemet lå måske mere i hvem det nu handlede om.
"Det er din bror...Salem"

[Aleszia Chaelóriz]

Som han talte om en ny elsker, nikkede Zia bare langsomt men forstående. Smilet var falmet en smule, men hun var på ingen måde fjentlig eller utilfreds med hans ønske. Hvis det var hvad han følte, så hun ingen grund til, at nægte ham den slags, så længe det blev holdt yderst hemmeligt, og det ikke ville gå ud over deres ægteskab på nogle måder. Trods alt elskede hun ham ikke. Ikke på den måde hvert fald.

Alt farve forlod hendes ansigt.
Øjnene fæstnede sig uden at blinke.
Kroppen stivnede.
Et øjeblik stoppede hjertet helt med at slå, men så begyndte det langsomt igen. Bum-bum..... bum-bum.... bum-bum..bum-bum. Bum-bum-bum-bum-bum. Hurtigere og hurtigere, indtil at det føltes som om det ville sprænge ud af brystet på hende, og hun slet ikke kunne få vejret længere. Åndedrættet hev hun ind i små stød på grænsen til at hyperventiliere, mens hun ikke kunne andet end stirre på Shaiin, som forventede hun... forlangte, at han ville bryde ud i grin, og fortælle det havde været en dårlig joke. Måske endda at Salem kom leende ind i stuen, mens han pegede på hendes forstenet ansigt. Men intet af den slags skete. Hun følte sig kold. Men også varm. Så varm at luften omkring hende begyndte at bølge, og teen i koppen hun stadigvæk holdte mellem hænderne, begyndte at fordampe. Porcelænet slog revner.
Salem og Shaiin. Shaiin og Salem. Han kunne lige så godt have slået hende. Det kunne de begge to. Salem og Shaiin. Hun begyndte at ryste. Men... det var jo så mange år siden?! Mange, mange år siden! De havde endt hvad end de havde haft, og var gået videre hver til sit. Hvor lang tid havde der været interesse?! Var det gengældt?! Åh ved flammerne, var det derfor han havde giftet sig med...
Pludselig skulle hun kaste op. Hun følte sig syg.
Langsomt rejste hun sig op i en mekanisk bevægelse. En rystende hånd satte den revnet kop tilbage på sidebordet. Bogens sider begyndte at krølle sig sammen af hendes nærvær. Øjnene flakkede. Læberne skælvede i det hivende åndedræt. Ud. Ud. Ud. Ud.
Uden et ord forlod hun stuen. Som var hun i trance greb hun sin kappe ude i entréen, og hev den på, mens blomster i vaser krummede sig glødende sammen. Spejlet i entréen splintres. Ud. Ud. Ud. Ud. Ud. Ud. Ud. Fingrene fumlede med kappespændet. Hun kunne ikke se noget for tårer, men de fordampede på hendes kind, før de trillede. Ud. Væk herfra. Hjertet hamrede så hårdt mod ribbenene. Ud. Ud. Ud. Spændet blev endelig lukket. Væk.
Hun åbnede hoveddøren. Og selvom hun ikke kunne mærke sine fødder, eller anede hvor hun skulle gå hen, eller overhovedet kunne tænke på andet end sin tvillingebror og det Shaiin lige havde afsløret, vaklede hun ud af palæet.

[Shaiin McGivens]

Han havde forventet en reaktion. Om ikke noget, så bare fordi det var hendes bror. Hun virkede ikke overrasket over at han havde lyst til en ny elsker, men åbenbart overrasket over at det kunne være Salem. Han sad afventende, kunne ikke gøre meget andet. Hans øjenbryn gled sammen, som stilheden voksede og hun så ud til at forfalde til et eller andet følelsesmæssigt helvede.
Hvorfor?
Han forstod ikke hvorfor. Han forstod ikke problemet. Om det var en enhver anden mand eller om det var hendes bror...Hvad var forskellen egentlig? Det var stadig en elsker, en anden mand. Ja, hvis det blev kendt i samfundet ville den uofficielle straf måske være lidt værre. Men selv det havde han fundet en mulighed for at løse, hvis alt gik som han ønskede det.
Men hun virkede slet ikke interesseret i at snakke.
Forundret fulgte hans blik hende, som alt visnede af varme omkring hende og hun begyndte at forlade stuen.
Jamen...Det her løste intet. Han ville vide hvad hun tænkte. De kunne snakke om tingene. Og han havde spurgt hende om lov...Talte det slet ikke for noget? Han havde forventet måske alt andet end denne reaktion. Hvis folk så hende forlade hans hus sådan her...
Han kom op af stolen. Som hun trådte ud af døren greb hans hånd hende, velvidende han formentlig ville få sig nogle forbrændinger. Varmen var voldsom. Slet ikke den samme som den lidt-mere-end-lune fornemmelse han ellers mærkede til hverdag.
"Zia! Gå ikke bare. Tal til mig!" bad han.

[Aleszia Chaelóriz]

”SLIP MIG!!” Skriget var så højt og skinger at det fik spejlet til at eksplodere i varme, og flammer til at sprænge frem omkring hende, som en pludselig startet skovbrand. Øjnene gnistrede og lynede. Han havde hældt alkohol på bålet. Og nu var det ikke til at stoppe igen. ”Du rør mig ALDRIG igen, forstået?! Aldrig!!”
Hendes raseri var enormt, og hun skubbede hårdt til ham, for at få ham til at bakke væk fra hende. Den spinkle, høje krop skælvede, som stod hun midt i minusgrader selvom hun var omgivet af flammer, der truede med at brede sig. Åndedrættet var hidsige stød.
”Hvor... kunne du?! Salem?! SALEM? Min tvilligebror?! Waw, jeg forventede meget af dig, men at synke så lavt, at lyste efter din hustrus tvillingebror?!” råbte hun vrængende med et ansigt, der lignede hun lige havde lugtet noget grimt. ”Hvordan kan du overhovedet tænke det er i orden?! At det er okay?! Det kan du ikke byde mig! Det kan du simpelthen ikke! En hvilken som helst anden mand, er fint, men min bror?! Hvordan tror du, det får mig til at føle?! Huh? Det er nedværdigende! Det er... SÅ ydmygende! Du lovede at beskytte min ære, men i stedet spytter du mig direkte i ansigtet, og bagefter kommer med søde, små ord som: Jeg har den største respekt for dig Zia. Vi kan begge få hvad vi ønsker. Vil du have et barn? Lad mig være sammen med din tvillingebror.. Ved Afgrunden! Jeg troede rent faktisk jeg var din ven!”
Hun kunne slet ikke holde sig i ro. Flammerne bevægede sig til hendes heftige hjerteslag, og hele kroppen var spændt til bristepunktet, for ikke at give sig til at skrige højt, hvilket nok ville sætte hele huset i brænd, hvis hun ikke passede på. Aldrig havde hun følt sig så... forrådt! Shaiin... hendes bedste ven og ægtemand. Salem hendes... åh Asken Falde... Salem... Var han med i det her? Var han også... også...
Hulk sad fast i hendes hals, men raseriet var for stort lige nu, til at lade gråden overmande hende. Hvor ydmygende. Hvor dybt, dybt ydmygende og nedværdigende. Hendes ægtemand ville have hendes bror. Det var så skamfuldt, at hun mest af alt havde lyst til at gemme sig bort et eller andet mørkt sted, hvor ingen kunne se på hende. Hvad var værst? At hun lignede Salem, og hele ægteskabet kunne være et stort, twistet forsøg på at komme tættere på ham, eller at hun bare var et cover, han udnyttede, så han kunne lege rundt med hendes bror bagved kulliserne? At det var ham han i virkeligheden ville have. Hendes åhhhh så elskede bror! Næsen rynkede sig i afsky.
”Hold dig fra mig, Shaiin,” hvæsede hun, og tog igen i døren, for at komme ud af det her... det her sted! Den her teaterscene!

[Shaiin McGivens]

Han trak hurtigt hånden til sig for ikke at skaffe sig flere sår. Hånden var allerede rød og sveg, som havde han oplevet en forbrænding. Selv uden hendes skub ville han havde trådt tilbage. Selvfølgelig var der temperamentet, men som en mand der så godt som altid var rolig, var vrede upraktisk. Det gav intet. Det gav kun misforståelser og lukkede ens sind for andet end ens egne fantasier.
Han overvejede det i et øjeblik. Bare at lade hende gå, velvidende dette ville være nemmere at snakke igennem når hun var rolig igen. Men samtidig brød han sig ikke om at hun gik. Han ville gerne løse dette med det samme, fjerne de misforståelser han vidste var der.
Det værste problem var måske at han havde svært ved at forstå hvor det nedværdigende lå hende. Han kunne ikke helt så hvor hun mente ydmygelsen lå.
Troede hun måske han havde haft følelser for Salem hele tiden? At ægteskabet var falsk? Det var ikke tilfældet. Og selv hvis det var, havde de begge indgået ægteskabet uden oprigtige følelser for hinanden.
"Der er ikke sket noget endnu, Zia. Hvorfor tror du jeg kommer til dig? Det betyder noget. Hvis du ikke vil have det, så gør jeg det ikke" Han var usikker på om hun hørte ham, midt i al sin vrede. Ellers måtte han bare gentage det senere...Når hun kom hjem igen. Han kunne få nogen til at holde øje med hvor hun gik hen.
At han kom til hende først...Hvordan kunne det netop ikke bevise hvilken respekt han holdt for hende? At han vidste de havde et ægteskab og dermed var nød til at samarbejde om tingene?
Resten af beskyldningerne svarede han ikke på. Selv om han forholdt sig rolig, var han såret. Såret, vred, irriteret, forvirret.
Dette ægteskab ville koste ham alt. Så for at gøre alt dette godt igen, var han nød til at give hende sit barn uanset. Men han måtte aldrig få noget. Noget han havde lyst til, noget der gjorde ham glad. Han havde aldrig drømt om at hun ville holde ham nede på denne måde...Hvorfor gik venskabet kun den ene vej? Hvorfor skulle forståelsen kun gå den ene vej? Men selv om han bebrejdede hende disse ting, sagde han ingen af dem højt. Det ville intet hjælpe alligevel.
"Som sagt er der intet sket endnu. Jeg kommer til dig og spørger hvad jeg må med mit eget liv. Tæller det intet?"
Han ville ikke stoppe hende mere. Han ville lade hende gå. De var stadig gift, boede i samme hus...Før eller siden var de tvunget til at tale om det igen. På et tidspunkt når hun ikke lod sig føre af vreden frem for alt andet. De vil næppe blive helt enige...Men de ville forhåbentlig kunne nå et punkt hvor de kunne holde resten af deres ægteskab ud.
"At spørge dig er at beskytte dig. At give dig et valg. Det er mere end hvad mange andre kvinder kan håbe på"
Han var vred nu. Hun misforstod ham, påstod ting om ham som han vidste ikke var i nærheden af virkeligheden. Men hun var vel ligeglad.
De måtte få det her til at virke...Men ikke lige nu. Han havde selv brug for en pause, til at tænke.
Som hun gik, gik han også. Ikke ud af huset, men længere ind i det.