At last ÅBEN

[Blake De Clare]

Åben tråd!

Den store skimlede hingst galoperede i store bevægelser og støt tempo trofast afsted under sin kvindelige rytter. Der var blot gået halvanden uge siden Pandemonium havde taget imod en ny konge til et storslået bryllup. Men det var ikke alt der var kommet af den dag; en stærk overbevisning om at en trolovelse snart ville finde sted mellem dronningens søn og tronarving, og datteren af Christian De Claire. Rygtet var hurtigt gået fra adelsfolk til tjenestesfolk til alment folk om hvordan to unge havde gjort kur til hinanden under festen. Dernæst havde rygterne selvføleligt floreret om den drabelige slåskamp mellem prins og rådsmand fra Portus, og historierne blev værre for hver dag der gik. Blake forsøgte ikke at høre på dem og havde forestillet at ligge syg med halsbetændelse siden brylluppet. Ikke én sjæl havde hørt om nattens hændelser hvor hun næsten havde fået presset livet ud af kroppen.

Blake havde tidligt den morgen, faktisk før solen rigtigt viste sig, sneget sig til staldene med oppakning. Hestens krop var beklædt med et mørkeblåt lændedækken for ikke at skidte hendes ligeledes mørkeblå kjole i satin til. Kjolens store skørt lå ud over hestens bagpart og skjulte to sadeltasker med mad og penge, som ligeledes skjulte De Claires slægtssymbol der prydede i sølv på lændedækkenet. Kjolen var højkravet og sad tæt ind til hendes hals, hvilket fik hende til at fremstå højere og tyndere. Håret hang frit, men kappen hun bar skjulte det meste af hende. Om hænderne bar hun hansker der sluttede op til de lange ærmer. Morgenkulden ramte hende ikke, og senere på dagen når det blev varmere kunne hun overveje hvorvidt hun ville smide handsker og kappe. Ekvipagen var efterhånden nået langt udenfor Agares at byens metalliske facade ikke længere var synlig. Hvor langt hun ville fortsætte var hun ikke helt sikker på endnu. Følelsen af vinden i ansigtet og friheden på tungen havde fået hende til at fortsætte adskillige timer så et let lag sved havde lagt sig over hestens pels og dampen lige akkurat var synlig som røg over dens varme krop.

For første gang lod hun tankerne få frit spil. Da hun første gang var blevet introduceret for et forekommende ægteskab havde hun spruttet af arrigskab da hun igen havde været ene foran faderen. Senere havde manden, eller drengen, opsøgt hende i palæet og hun var blevet mere rolig ved tanken om ægteskabet. Så igen til brylluppet havde hun under aftenen fået et helt indtryk af at det nok skulle blive godt, om end han havde virket til at have nogle humørsvingninger. Han havde endda vækket noget i hende som hun ikke havde mærket før, ladet sig lure og svæve med i en boble af før uberørte områder. Og så senere havde selv samme person næsten lykkes i at fremtvinge hendes sidste åndedrat så meget før tid. Nu vidste hun ingenting, nu var hu ikke bare på bar bund men flere skridt bagud i forståelsen af hendes følelser og fremtid. Vrede, medlidenhed, stædighed. Hun ville ikke lade et sådant minde knække hende. Hun ville ikke lade de blå, lilla og gule mærker på halsen der omringede sårene knække hende. Hun var ikke som enhver anden lille adelspige fortalte hun stædigt sig selv og ansporerede dyret under hende yderligere.