With nothing left to lose

[Saïx Veterano]

Macaria Forsyth

Regnen var stoppet for flere timer siden, men Saïx havde knapt ænset det. Jorden under ham havde føltes fugtig lige siden han trådte ud fra skoven som omringede byen, og det var først da den våde skovbund blev erstattet af byens brostensbelagte gade. Oberion havde ikke engang været hans tiltænkte mål, men da han først var begyndt at gå, havde han bare ikke stoppet. Brevet fra Caleb var krøllet sammen i hans håndflade, placeret i en af hans dybe lommer. Han kunne ikke tælle hvor mange gange han havde foldet det ud, læst det, krøllet det sammen bare for at gentage det samme igen få minutter senere. Som om han håbede på at budskabet i brevet ville forandre sig, hvis bare han læste det ofte nok. Men det skete aldrig.
Isabel var død. Det var hvad Calebs brev havde fortalt ham. At han havde fundet hendes lig, og havde sørget for at give hende en ordentlig begravelse. Han havde skrevet i brevet at Isabel kunne hvile i fred, at hun var et trygt sted... og at hun havde elsket ham. Bare tanken på de ord havde været nok til at få Saïx til at bide tænderne sammen. Om det var i sorg og smerte eller vrede, anede han ikke selv længere. Han følte sig så mærkelig tom indvendigt.
Månelyset badede byen med sit blege skær. Som Vavilons hovedstad var Oberions natteliv aktivt, med folk der bevægede sig ind og ud af kroerne og natklubberne og lysthusene. Torvet yrede af liv, og Saïx bevægede sig lydløst og livløst igennem det hele, som en anden zombie.
Før han anede ordet af det, tårnede der sig en statue op foran ham. Macaria og Zeans ansigter så ned på ham gennem deres stenøjne, som om de hånede ham. Saïx knyttede sin ene næve af synet. Hans højre hånd var indbundet i bandager, men hånden var healet nok til at han ikke mærkede smerten meget længere. Arrene over hans kind og hans overkrop var dog stadig synlige, og i gang med at heale. En skorpe havde lagt sig over dem, men der var stadig lang vej før de ville blive mindre iøjefaldende. Hadefuldt stirrede han op på Macaria og Zeans stenansigter. Forsyth-parret... Alt det her var deres skyld!

[Macaria Forsyth]

"Yeaaah... jeg syntes selv den ligner meget godt. Zeans ide. Han syntes det kunne være sjovt med en statue." Den klare stemme lød lige ved siden af Saïx, hvor en ung vampyr, stod ved siden af ham. I månens skær lyste den blege hud næsten op, mens alle farver næsten var forsvundet i sølvlyset. Det bølgende hår var sat op i et spænde, så kun få, vilde lokker snoede sig ned på hver side af hendes ansigt. En simpel, mørkelilla kjole var bundet op omkring hendes nakke, og hang ellers løst på hendes slanke krop. De dybblå øjne vendte sig mod Saïx. Et legende smil voksede frem.
"Og jeg som troede, du ikke ville være dum nok til at opsøge den her by igen," kommenterede Macaria, og lagde armene over kors, mens hoften blev skubbet lidt til siden. "Savnede du mig virkelig så meget? Jeg er beæret. Jeg har skam også tænkt på dig - specielt har jeg tænkt på vores sidste møde, og hvad det var, du gjorde ved mig."
En undertone af noget ildevarslende lå i hendes stemme, og blikket blev sigende ved de sidste par ord, så han præcist vidste, hvad hun snakkede om. Tortuen. Han havde været én af dem, som havde besøgt hende, for at komme ud med nogle frustrationer. Nu så det ud til, at hun kunne få hævn.
"Overrasket over at se mig, Saïx? Eller vidste du, at jeg var blevet reddet fra dine venner?" En lille snerren dukkede frem ved hendes næse, og hun spyttede næsten ordet "venner" ud, som var det gift i hendes mund.

[Saïx Veterano]

Lyden af den alt for velkendte stemme fik Saïx til at give et spjæt fra sig, og trådte hurtigt et skridt til siden, væk fra vampyren som pludselig var dukket op ved siden af ham. Hvorfor skulle vampyrer også kunne bevæge sig så lydløst? Frygten havde kun været synlig i hans ansigt i et kort øjeblik, men i takt med at Macaria talte, blev hans mine strammere, og hans blik mørkere. Som menneske ville han aldrig kunne komme levende fra en konfrontation med hende. Da hun var blevet taget til fange, havde det kun været fordi hun var lænket med sølvkæder at han var sluppet fra det – og fordi vagten havde været i stand til at trække ham ud af trancen hun havde placeret ham i. Bare at stå så tæt på hende gjorde at han igen kunne mærke hvordan han blev draget mod hende. Det sved næsten på hans brystkasse, hvor hendes bidemærke stadig var synligt.
”Hold din kæft!” bed han fra sig, da hun nævnte hans venner. Han vidste at Isabel havde ofret sit liv for at redde Macaria, men han kunne ikke begribe hvorfor. Isabel havde været imod mørkevæsner i al den tid han havde kendt hende. Det var hende, der havde talt ham fra at indgå et tættere forhold til en vampyr, så hvorfor havde hun ofret sig for at redde Macaria? Han bed tænderne hårdt sammen og nedstirrede Macaria hårdt. Den ildevarslende tone i hendes ord var ikke gået ubemærket hen, men han var ligeglad. Hvad mere havde han at miste? ”De skulle have dræbt dig så snart de havde fanget dig. Trukket dig ud i solen så alle kunne se dig brænde. Jeg skulle have stukket sølvet i dig da jeg havde chancen.” Hans hjerterytme steg, ligesom hans åndedræt blev tungere. Al den smerte, og al den forvirring han sad med efter Isabels død, det var alt sammen Macaria og Zeans skyld. ”Hvorfor dig? Hvorfor ville hun redde dig?” spurgte han sammenbidt, og greb ud efter dolken han havde i sit bælte. Mod en vampyr ville han ikke have nogen chance, men det var mere blevet en instinktiv handling end en bevidst én.

[Macaria Forsyth]

Macaria kunne ikke lade være med at grine af ham. Specielt da hans hånd fløj ned til hans dolk. Øjnene strålede af latter.
"Virkelig? Du vil stikke mig ned midt her i min by? Sweetiepie... jeg er en vampyr. Om du så stak den direkte i hjertet på mig op til hundrede gange, ville jeg ikke kunne dø af det," fortalte hun, og bare for at vise det, greb hun hans hånd med dolken. I et enkelt skridt var hun helt tæt på ham, og førte hans hånd direkte ind mod hendes mave, så dolkens blad blev presset direkte ind i hende helt op til skæftet. Blod begyndte at sile ud over deres hænder, som hun holdte fast, så han ikke kunne trække hverken dolk eller hånd til sig.
Hun kiggede ham direkte op i øjnene, uden smilet på hendes læber var falmet. Den eneste reaktion, der havde været ved at kniven, var blevet skubbet ind i hende, var en flygtig grimasse.
"Av..." hviskede hun sarkastisk, mens fingrene næsten knuste hans hånd, så de stod fastlåst hvor de var. Selv hvis han ville prøve, at hive sig væk fra hende, ville han ikke kunne. Hun hævede ansigtet op mod hans, så deres næser næsten stødte sammen. "Du ved ingenting, gør du? Og det kvæler dig. Din veninde reddede mig. Hvorfor? Åhhh hvorfor reddede hun dog, den slemme, slemme vampyr? Vidste du, at jeg var ved hende, da hun døde? Det var jeg. Hun lå ved siden af mig, så jeg kunne høre hendes hjerte stoppe. Bumbum.. bum..bum... bum...bum....." Smilet voksede, så man kunne se de spidse hjørnetænder, da hun imiterede et hjerteslag, der langsomt stoppede.
"Hvis du prøver at slå mig ihjel, vil du pisse på hendes død, eftersom hun gjorde det, for at redde mig. Vil du virkelig det?"

[Saïx Veterano]

Chokeret stirrede Saïx ned på dolken, da dens blad forsvandt ind i Macarias mave. Blodet begyndte at sile ud over såret, over begge deres hænder, før det dryppede til jorden. Han kunne næsten ikke tage blikket fra det. Det gik op for ham at han havde holdt vejret af synet, og han måtte gispe let efter vejret, før han førte blikket tilbage til hendes ansigt. Deres næser stødte næsten sammen, og han prøvede omgående at trække sig tilbage, men hun holdt hans hånd i et jerngreb. Saïx måtte skære en smertefuldt grimasse: han havde holdt dolken i sin højre hånd, og i Macarias jerngreb kunne han mærke hvordan knoglerne i hans hånd, som endnu ikke var helt healet endnu, begyndte at jamre sig.
”Slip mig!” bed han fra sig, før det gik op for ham at hun talte igen. Hans forsøg på at trække sig fri standsede, og han endte med at stirre på hende igen. Han rystede langsomt på hovedet. Nej… Nej, han ville ikke høre på det! Han ville ikke forestille sig Isabels hjerte der langsomt slog langsommere og langsommere, for til sidst… aldrig at slå igen. ”Hold din kæft…” sagde han dæmpet. Smilet Macaria bar om sine læber hånede ham kun yderligere. Raseriet greb ham, og han pressede sin anden hånd mod dolkens skaft, og pressede af al sin styrke, i et forsøg på at bore bladet dybere ind i hende, og vred til. ”Hold kæft! Hold kæft! Hold kæft! Det var dig der skulle være død! Isabel skulle stadig være i live! Hun er død på grund af dig!” Det brændte i Saïx’ øjne. Dem, der havde vandret forbi pladsen havde lagt mærke til hvad der skete foran statuen, og flere var stoppet op for at se hvad der foregik, men Saïx skænkede dem ikke den mindste tanke. Hvis han ikke kunne slå Macaria ihjel, ville han i det mindste bare skade hende. Bare give hende en smagsprøve af den smerte der hærgede ham uden stop.

[Macaria Forsyth]

Et par vagter var kommet løbende, men Macaria stoppede dem med en håndbevægelse. Hun havde ikke sluppet Saïx med blikket, og smilet var ikke falmet. Det var næsten sjovt, at se på, hvordan han prøvede at stikke dolket mere i hende. Hun kunne mærke bladet i sig, men efter den tortur hun havde været ude for, var det her ingenting.
"Åbenbart. Du er åbenbart fast besluttet på, at dræbe det, som din veninde døde for," sukkede Macaria, inden at hun med sin anden hånd, greb fat om nakken på Saïx. Hendes fingre klemte til, så hun vidste det ville gøre ondt. Uden større besvær tvang hun ham ned i knæ med hånden, og bøjede sig lidt ind over ham, så deres blikke forblev fastlåst.
"Jeg spurgte hende om, hvorfor hun reddede mig, og hun svarede mig. Er det ikke interessant, Saïx? JEG ved, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. JEG kan give dig svar på dine spørgsmål," fortalte hun, og rev først nu hans hænder med dolken ud af sig med et støn. En blodplamage var kommet til syne på hendes kjole, men hun mærkede med det samme såret heale, lige så snart bladet var ude af hende. Hun havde dog ikke sluppet sit tag i hans nakke, der blev ved med at holde ham ned på knæ foran sig.
"Vil du have svar på dine spørgsmål, Saïx? Vil du vide, hvorfor hun reddede mig?" spurgte hun sødt.

[Saïx Veterano]

Saïx havde knapt nået at reagere før han mærkede Macarias hånd mod sin nakke. Han gav et smertefuldt gisp fra sig da hun klemte til, hårdt nok til at han frygtede at hun ville knække nakken på ham. Hurtigt sank han ned på knæ, og måtte bide tænderne sammen da han først nu blev rigtig opmærksom på vagterne og de tilfældige forbipasserende som i dette øjeblik så på. Dolken var faldet til jorden, og Saïx nåede kun lige at se hvordan såret lukkede sig i hendes mave, inden hun selv lænede sig en smule ned over ham. Hans blik blev låst mod hendes, og han måtte bide tænderne endnu mere sammen. Dér var den dragende fornemmelse igen. Han forsøgte at trække blikket væk fra hendes, men det var udenfor hans evner.
Macarias ord stak ham i hjertet. Hvorfor… Hvorfor kunne Isabel ikke have talt med ham først? Hun måtte have vist hvad hun risikerede… Hvorfor havde hun ikke sagt farvel til ham? Til Caleb? Han klemte øjnene i, og sænkede blikket. Macaria kunne give ham svar på spørgsmålene han havde, men hvordan kunne han være sikker på at hun ville tale sandt? Hvordan kunne han vide at hun overhovedet ville sige det?
Hvad mere havde han at tabe?
”…Fortæl mig det.” sagde han dæmpet, tøvende. Ikke mere end en hvisken. Langsomt løftede han blikket mod Macarias ansigt igen. Han øjne føltes stadig brændende. Det gjorde så ondt. Han havde kun nået en kort, lykkelig tid sammen med Isabel, før det hele blev revet fra ham. Hun havde sagt det var en fejltagelse, at hun elskede en anden mand. Og nu var hun død, for at redde Macaria. Der måtte være en forklaring bag det hele. ”Jeg… beder dig. Fortæl mig det.” bad han stilfærdigt.

[Macaria Forsyth]

I et stykke tid betragtede Macaria ham, da han havde tigget hende om, at fortælle om hvorfor den rødhåret magiker, havde valgt at ofre sit liv for hende. Tankerne kørte rundt, indtil at hun fandt en plan, og hun slap taget i hans nakke.
"En dag vil jeg..." svarede hun ham blot, inden at hun så slog ham direkte i ansigtet, så hårdt at han ville falde bevidstløs om. Roligt vendte hun sig mod sine vagter, der havde nærmet sig.
"Tag ham med op til slottet, og smid ham i fangekælderen. Jeg vil have ham lænket ind til væggen," beordrede hun, og de gjorde med det samme, som hun befalede. De trak den bevidstløse Saïx op i armene mellem dem, inden de med faste skridt gik mod slottet.
Macaria kiggede ned mod sin mave, hvor blodet stadigvæk befandt sig. Opgivende sukkede hun, og hev lidt ud i stoffet.
"Fantastisk. Der røg endnu en kjole," mumlede hun til sig selv, inden at hun begav sig efter vagterne op mod slottet. Det her ville jo blive sjovt! Hvor hun dog trængte til sjov!

//out

[Saïx Veterano]

//out