Nygift

[Eriz LaPiera Black]

Adrian Storm - Eriz LaPiera Black

Vagter sluttede ind omkring dem, som de forlod tronsalen. Fire bag dem, fire foran dem, to på hver side med en kaptajn førende an gennem slottet mod dørene ud til den store balkon. De drejede ned af en korridor, væk fra mylderet af gæster – der ville blive rigeligt med tid til lykkeønskninger senere – og hen af en mere stille gang, selvom man stadigvæk kunne høre havet af stemmer både fra de adelige gæster og fra pøblen ventende udenfor. Men nu var de i det mindste ”alene”.
Eriz stoppede brat op. Vagterne bremsede også op, og kaptajnen vendte sig forvirret rundt over den pludseligt standsning, men han nåede kun lige at åbne munden, for at spørge hvad der var galt, inden Eriz havde kastet sig om halsen på Adrian. Hendes læber pressede sig inderligt mod hans. Deres første kys som ægtemand og hustru. Hun kunne simpelthen ikke vente længere, og det havde sitret i hende lige siden båndet var blevet strammet til om deres håndled. Bredt smilede hun i kysset, der blev opdelt til nogle mindre, fordi de blev ved med at blive afbrudt hendes begyndende latter. Hun knugede sig til sin konge, uden overhovedet at registrere kaptajnen eller alle vagterne omkring dem. Adrian var hendes! De var blevet gift! Intet kunne skille dem ad, og de ville leve resten af deres liv sammen. Aldrig havde hun troet at en lys fremtid med kærlighed og lykke, ville tilfalde hende, men Adrian havde brudt de mørke skyer fra hendes skæbne.
”Jeg elsker…dig…” lykkedes det hende at mumle igennem sit grin og de små kys, hun blev ved med at placere på hans mund. Deres håndled var stadigvæk bundet sammen af det fugtige bånd, der havde smittet blod af på deres hud, men ingen af dem lagde mærke til. For hendes skyld kunne de været badet i deres fællesblod, uden hun ville lægge mærke til andet end den konstatering at de nu var gift. De delte navn. Winters. De var en familie.

[Adrian Storm]

Adrians momentum bar ham et skridt længere, efter Eriz var standset brat op, og han vendte sig halvt mod hende med spørgende øjne, men ligesom kaptajnen, nåede han ikke rent faktisk at spørge, før hun havde kastet sig om halsen på ham. Smilende mod hendes læber, presset så hårdt og tæt mod hans, og hans frie arm kom op om hendes liv. Knugede hende til sig. Lykke strømmede igennem ham, som var der bobler i hans blod og ild i hans bryst. Kysset blev til kys, regnende mod hans læber og han lo med hende, da latter boblede fra hendes. "Og jeg elsker dig," svarede han mumlende tilbage gennem sit eget smil. "Winters." Med den ene arm blot om hende, løftede han hende ved livet, og snurrede dem en halv omgang, så hendes kjole dansede igennem luften til lyden af deres latter. Det var modvilligt da han satte hende ned igen, og som kompensation for at slippe hende med armen, sneg hans hånd sig op til hendes kæbe inden han pressede et sidste, smilende kys mod hendes mund. Det kløede i hans fingre for at heale riften over hendes bryst, hans egen var healet som en automatisk reaktion fra hans system, men han lod den være. For nu ihvertfald. Hans ansigt hang stadig tæt ved hendes, og hans øjne søgte hendes øjne, hendes læber, farven i hendes kinder som forsøgte han at drikke hende ind med blot sit blik. "Jeg tror vi er nødt til at gå ud på balkonen nu, ellers kan jeg ikke lade dig gå, og så går der længe inden befolkningen får os at se," brummede han under sit åndedræt. Der var brugt flere år på at forberede den fest der ventede dem, måneder efter måneder af planlægning af bordskemaer, retter og musikalsk underholdning, og han havde mest af alt lyst til at trække sig tilbage med sin nye hustru øjeblikkeligt, hviske hendes nye efternavn i hendes øre under hele deres bryllupsnat. Han rømmede sig. "Skal vi?" Hans nikkede mod balkon dørerne.

[Eriz LaPiera Black]

Der var ikke noget hun ønskede mere lige nu, end at rive jakke, slips og skjorte af sin nye ægtemand. Åbne hans bælte og bukser. Hive op i sin kjole. Og lade ham tage hende lige nu og her midt i gangen op af væggen, men hun vidste at de ikke kunne gøre den slags lige nu, hvor deres forpligtigelser som kongelige, krævede deres opmærksomhed. Hun trak sig dog tættere op af ham med sin frie arm omkring hans talje, så hun kunne nyde deres kroppe presset mod hinanden et øjeblik mere.
”Kan vi blive nødt til,” hvislede hun tilbage, før hun vippede op på sine tæer, så hun kunne nå hans ene øre. ”Men når du bære mig til vores soveværelse i nat, vil jeg få dig lovprise mit navn indtil du bliver hæs, og jeg har tømt dig for safter.” Flygtigt lod hun sine fortænder nappe i hans øreflip, før hun med en lille latter, trak sig væk fra ham igen med et sigende blik.
Kaptajnen havde rømmende set væk ligesom de andre vagter, der tydeligvis var utilpas ved den intime situationen mellem kongeparret. De kom dog til sig selv igen, da Eriz trak afsted med sin ægtemand mod balkonensdører. Hun rettede lidt på sin krone, før hun gjorde tegn til en vagt om at slå dobbelt dørene op, så de kunne træde ud hånd i hånd.
Et brus af jubel steg, lige så snart de kom til syne ved gallænderet, og flere tusinder af hænder og ansigter hævede sig op mod dem, selvom det var umuligt at se hvert ansigt tydeligt på grund af højden, men man kunne stadigvæk høre dem. Fyrværkeri eksploderede på himlen. Solen skabte blodrøde streger på den mørke himmel, mens den så småt var ved at forsvinde helt ned i horisonten, og snart ville henlægge hele Pandemonium i et dybt, dybt mørke, end ikke månen kunne lyse op. Folkene nede på slotsgården lignede små myrer, der kravlede ind og ud mellem hende som en stor, levende mase, som strakte sig hele vejen ned til byen. En masse lanterner og fakler var tændt hist og her. Mere fyrværkeri fik alting til at glimte i lilla, rødt, og blåt lys, så Eriz kort blev helt blændet, mens hun smilende vinkede ned til sit folk. Det var svært at høre, specielt hvad de råbte, men det kunne lyde som ”Hil Kongeparret”.
"Og det er alt sammen dit..." hviskede hun sidelæns til Adrian, og lod sit blik ligge på kronen hvilende på hans hoved et øjeblik, før hun så på hans ansigt med et smalt smil. "Dit folk. Din by. Dit land. Hils på dem, Konge Winters af Pandemonium."

[Adrian Storm]

Allerede før hun skubbede sig på sine tåspidser for at nå hans øre, kunne han se udvidelsen i hendes pupiller og den svage rødmen over hendes bryst, og vidste at hendes tanker cirklerede det samme som hans. Med hendes krop strukket op langs hans, og hendes ånde på hans øre, gav han en dæmpet, rumlende, pinefuld lyd fra sig. "Kvinde, du bliver min død," brummede han med en tone af humor i hans stemme. Hendes tænder nappede i hans øre og han måtte stramme sin frie hånd til en næve for ikke at gribe ud efter hende, da hun dansede væk fra ham. "Du er et ondskabsfuldt, ondskabsfuldt væsen, og dét skal du få betalt senere," hviskede han lovende efter hende med et smil dansede om hans mundvige. Hun var ikke den eneste der kunne torturere, og hvis han fik sin vilje, ville han have hendes lår over hans skuldre til han kunne mærke hendes tæer krølle sig igen og igen. For nu, lod han hende sig med ud på balkonen, selvom hans fodtrin var en smule mere modstræbende end de havde været for et øjeblik siden. Lyden af brusende jubel gjorde ham en anelse mere ædru igen og han rankede sig ved siden af hende, hans fingre stadig foldet ind i hendes som han så ud over den enorme folkemængde der strakte sig næsten milevidt for slottet. Hans hjerte sprang op i hans hals og hans hånd holdt en smule fastere om hendes. Det her var det ansvar han havde taget med sig, for at gifte sig med hende, og der var da noget opløftende i at stå foran sit folk, der alle rejste deres hænder og jublede for den nye konge. Det var blot altsammen tonet af den byrde han vidste ville ligge på ham nu, ihvertfald til Damian blev gammel nok til at kunne overtage. Flere af folkene dernede havde bragt fakler med, så det lignede en blanding af myrer og stjerner dernede foran slottet, hvor murerne skyggede en smule for solen. Han så ikke længe på dem, før han blot stod og så på hende istedet for, betragtede hende betragte dem.
Han nikkede, som hun hviskede sidelæns til ham, drog en dyb indånding, og som hun bød ham hilse på sit folk, løftede han sin frie hånd og vinkede langsomt ned mod mængden af væsner, der med det samme eksploderede i endnu højere jubel. Adelen havde sine tvivl om prospektet om en portusiansk konge på tronen i Pandemonium, men folket var vundet. "Hvis jeg ikke har sagt det før, så håber jeg du ved, at jeg havde giftet mig med dig, om der var land med i det eller ej," Hans stemme var lavmælt og hans ansigt vendt mod folket.

[Eriz LaPiera Black]

Han var… perfekt. Smilende betragtede hun ham, som han hilste på sit folk med en hånd hævet, mens eksplosionen af jubel nåede dem, selvom de var så højt oppe. Måske ville han altid nægte sig selv det, men hun elskede at se magtglæden gnistre op i hans blik, når han oplevede den som i disse situationer. Det gjorde ham levende for hende. Mere håndgribelig. Hun ville have strøget ham over ryggen, hvis ikke deres hænder stadigvæk var bundet sammen med det blodige bånd, så hun måtte nøjedes med at give hans fingre et klem.
Hun smålo af hans lavmælte ord.
”Du har nævnt det, elskede. Flere gange,” huskede hun ham på, inden at hun ligeså vendte ansigtet mod myrerne for deres fødder. ”… men derfor skader det ikke også at nyde frynsegoderne en gang imellem. Tænk på alt det gode, du kan gøre for alle de mennesker. Det er derfor de jubler sådan på dig – kan du ikke høre det? Hvordan de hylder dit navn? De tror på, du kan bringe dem lykke, glæde og fred, hvilket indgyder håb i deres hverdag. Du giver dem håb, min egen. Dig.” Mesterligt spandt hun ordene ind i hans glæde ved at beskytte og redde folk, som hun for længst havde fundet ud af, var hans primære motivation. Var det ikke derfor, han så let var faldet for hende i sin tid? Fordi hun var den mest knuste vase, han kunne finde? Nu havde han et helt land han kunne redde.
Hun hævede deres sammenbundet hænder, og placerede et kys på hans ru håndryg.
"Du vil blive en fantastisk konge."

[Adrian Storm]

Det trak ved hans mundvig, da hun huskede ham på at han havde sagt det flere gange før. Han ville være sikker på hun vidste det, så sikkert som hun skulle vide at han elskede hende. Han bevægede sin hånd i vinke-bevægelsen i et minuts tid mere, inden han lod hånden falde ned langs hans side. "Du har som altid ret, min dronning," indrømmede han uden modvilje. Han havde da også nogle planer for den kommende tid. Det første skridt var fortsættelsen af det arbejde han allerede havde gjort med at rykke rundt på Marcellus' opstillinger for militæret, manden havde tydeligvis været en god strategiker, men det gik ikke at beholde gamle opstillinger efter en lang krig, for mange hemmeligheder kom ud under den slags. Udover de almene ting han skulle gøre som konge selvfølgelig, der var pligter som ved alt andet arbejde. Meget af det nok papir arbejde. Men ikke nu. "Jeg skal gøre mit bedste for at være dig, og landet, en god konge," sagde han blødt som han vendte sig mod hende igen. Solnedgangen kastede skygger over hans smilende ansigt, gjorde smilerynkerne ved hans øjne dybere. Han bøjede sig ind over hende og pressede et ganske let kys mod hendes mund - og befolkningen eksploderede i jubel under dem igen. Jubel der varede længe efter hans læber havde sluppet hendes igen, de havde vinket en sidste gang, og var vendt sig for at gå tilbage mod festsalen, så festmåltidet kunne begynde.