Post by Helena Rosenthel on Jun 17, 2017 21:19:57 GMT
Døren til hendes kammer i templet knirkede så velkendt som babys stemme til en moders øre, da Helena Rosenthel skubbede den åben. Stedet lå som hun havde efterladt det. Præcis som hun havde efterladt det. Der var end ikke et eneste støvkorn på hendes egendele, som kunne markere at tid var gået, siden hun sidst havde været her. Det eneste nye var en flaske blod stående fremme, klar til hendes ankomst med et lang stilket vinglas stående ved siden af det. Hun vædede sine tørre læber og trådte indenfor, blidt lukkende døren efter sig. Ingen følelser meldte sig. Ingen glæde. Ingen sorg. Tomhed, var alt hun mærkede - tomhed så dyb og bundløs, at hun næsten længtes efter den daglige ulykke hun havde følt i det portusianske fængsel. På varsomme fødder bevægede hun sig ind i den lille stue, hendes fingre strejfende over bordpladen ved hendes middags bord, følende hver en fiber i træet under hendes fingerspidser. Hendes fødder var nøgne mod stengulvet. Nogen havde bragt hende en af hendes gamle kjoler, hun kunne tage på før hun forlod fængslet. Den hang løst om hendes udhungrede krop. Et fingerbøl blod om dagen var ikke nok til at holde nogen ved krafterne. Men det var også meningen.
Stadig, hun følte ingen lyst til det blod der stod fremme til hende. I stedet passerede hun til den tosædede sofa i stuen, under de skodede vinduer, og krøllede sig op på den med et blødt, strikket, bomulds tæppe der havde hvilet over armlænet. Hun hæv det helt op til hagen, skjulte sig under det, og stirrede frem for sig. Hendes hals føltes tyk med følelse hun ikke kunne mærke. Her sad hun, i det mørke rum der nu var hendes hjem og stirrede fremfor sig. Villaen havde været Salanders. Sådan sad hun til daggryet brød og barmhjertig søvn greb hendes sind og lod hende glide bort i bevidstløshed.
