How To Fight Nightmares

[Isabel Veterano]

Zean Forsyth - Isabel Veterano

Der var kun gået en uge fra Isabel havde modtaget brevet fra Macaria, til hun stod uden foran Sethos. Normalt ville den rejse have taget længere tid, men takket været sine teleport-evner gennem skyggerne, kunne Isabel halvere sin rejsetid – specielt når hun var alene, uden at skulle tænke på andre end sig selv. Noget hun ikke havde gjort længe.
Med sin nye rolle i modstandsbevægelsen stod hun pludseligt med et gevaldigt ansvar, der ikke kunne måle sig med noget, hun før havde oplevet før. Hun var blevet et symbol. De sidste to år var gået med propaganda, taler, møder, planlægning og sabotage. Alt sammen forgik indenfor den portusianske grænse, hvilket var noget nyt for Veteranoerne, som ellers kun havde modarbejdet de andre lande, men tiderne var skiftet – de var i krig mod deres eget land.
På grund af sin nye rolle var Isabel nødt til at klæde sig anderledes, end hun normalt gjorde, men ikke nu. Ikke nu hvor en veninde havde rakt ud, og hun endelig kunne smide de hvide klæder, for i stedet at træde i sit gamle, sorte tøj. Hun havde dog efter lidt tøven endt med at trække i en hvid skjorte, i stedet for sin sorte trøje fra Pandemonium. Ambrose havde insisteret på hun tog vagter med sig, nu hvor hun var blevet et stort mål for mange, men hun havde nægtet. Selv ikke Caleb havde hun bragt med sig. Jo færre de var, jo mindre blev de lagt mærke til, og som en Skyggemager var hun stort set usynlig.

Så nu stod hun her. Med den hylende bjergvind ruskende i sit tøj og hår, med sine flammende øjne rettet mod dødsenglenes by foran sig. Hun havde ikke været her siden, hun havde reddet Macaria fra Zean sammen med Marcellus, mange, mange år siden. Byen så dog ud til at trives med dødsengle sværmende rundt i luften, flag piskende i vinden, og portene åbnet til karavaner, handel og gæster. Kun Forsyth kunne få en by op på benene så hurtigt.
Hun gik afsted.
Vagterne skævede til hende, men de stoppede hende ikke, da hun marcherede igennem de store porte. Byen var et mylder af folk – og det var ikke bare dødsengle. Overalt kunne hun se andre racer gå omkring enten iført militærakademiets elevuniformer eller også i normalt rejsetøj. Boder og butikker var sprunget op rundt omkring i byen, hvor der blev solgt alt lige fra håndlavet smykker til våben lavet af materialer fra de omkringliggende miner i bjergene. Zean og Macaria havde virkelig fået gang i byen igen, men det undrede ikke hybriden – når de to besluttede sig for noget gennemførte de det.

Det tog hende en times tid at nå op til palæet på bjergsiden over byen. Først dér blev hun stoppet af nogle vagter, som bad hende om at vente i indgangshallen, mens de fandt Lord Forsyth – Lady Forsyth sov på denne tid af dagen bag lukket døre og tilskodet vinduer.
”Hvilken navn skal vi oplyse?” spurgte en vagt uden noget større engagement i sin stemme end…well… en dødsengel. Han havde ikke bedt om hendes våben.
”Isabel Veterano.”
Dødsenglen hævede skeptisk øjenbrynene, mens hans blik vandrede op og ned af hende. Hun kunne se alle spørgsmålene, der lå på hans tunge, samt hvordan han overvejende kiggede på hendes sværd, men endte med i stedet at trække på skulderen, vende sig om og efterlade hende alene i indgangshallen, hvor hun med et suk stak hænderne ned i sin knælange jakkes lommer. En skam Macaria ikke var vågen, men det skulle hun have tænkt på, nu hvor hun var ankommet om dagen, selvom solen var skjult bag hvide, sneskyer. Hun måtte nøjedes med Zean.

[Zean Forsyth]

Zean var ved at gøre sig klar. Han havde overstået de kedelige ting, ting som administration og ting der skulle læses eller skrives. De små ting, hvor han ikke slap af sted med at skubbe det hele over til Macarias bord og løbe ud af døren selv. Han havde fundet en vane med at få de kedelige ting overstået om morgen og så resten af dagen kunne han være i sin by. Kun konstant årvågenhed og overblik kunne få den op på sit gamle niveau. Heldigvis var dødsenglene ret arbejdsomme, når de først fandt ud af hvad det ville give dem at være færdig.
Han spændte bæltet om sin hofte, hvor sværdet i den ene side let trak ned i det. Hans store vinger skinnede i sollyset, der kom ind fra vinduerne. Her i Sethos var der ingen grund til at skjule dem. Stadig med mindet om dengang han ikke havde haft sine vinger...
Til tider rakte han stadig ud bag sig for at mærke dem. Føle sig beroliget af den bløde fornemmelse af fjer. Der var måske intet i hans liv, han havde sat mere pris på end sine vinger.
Han stod fordybet i minder, da nogen bankede på døren og trådte ind uden svar. Sværdet skinnede, da det fløj igennem luften og borede sig igennem sko og fod. Med begge hænder solidt plantet på sværdets skæfte og et koldt blik i sine øjne, fik det selv dødsenglen foran ham til at gyse. Ellers også var det de skønne smerter der sprang fra mandens fod og gav Zean en fornøjelig fornemmelse dybt i sit indre. En indre kilden. Han måtte holde sig fra ikke at vrikke lidt med sværdet.
Dødsenglen havde selvfølgelig ikke haft tid til at reagere. Zean var en af de bedste - hvis ikke den bedste - i byen. Han øvede med Macaria hver gang han kunne lokke hende til det, for at træne sig selv til at være hurtigere...Hele tiden hurtigere.

"Ih-Isabel....Vet....Ano..." gispede manden, som han faldt på knæ. Manden bed hårdt sammen for ikke vise for mange tegn på de store smerter han sikkert havde. Med et ryk trak Zean sværdet til sig og tørrede det af i mandens trøje, ved at køre bladet langs mandens skulder et par gange. Med sværdet tilbage på sin plads sukkede han svagt.
Right. Det gav jo mening. At lære at modstå Eriz...De havde snakket om det jo. Og han var gået med til det. Alligevel var der andre ting han havde mere lyst til.
"Du burde få en forbinding på det der. Og bed en vaske blodet af gulvet...Macaria får de grimmeste rynker på næsen hvis hun lugter det" forlangte han, før han var ude af døren. En vampyr der var så forsigtig med blod, som en glaspuster med sit glas. Hendes næse var pænere glat eller fortrukket i vrede.

Zean var klædt praktisk på. Et par smidige sko, nogle bukser og en trøje. Det hele i sort og trøjen var udstyret med dødsenglenes mærke. Han sprang frisk ned af trappen, til han nåede entreen. Den store indgangshal. Rigtig nok...Der var da en kvinde. Havde hun ændret udseende igen? Eller faktisk, måske huskede han bare ikke rigtig fra sidst han havde set hende. Han slog ud med armene og et smil voksede frem på hans læber.
"Isabel! Og så så hurtigt. Du havde virkelig intet andet bedre at gøre!" drillede han.
"Så du byen? Det gjorde du, ikke?" påpegede han så, uden at give hende rum til at svare. Han var stolt af sin by.

[Isabel Veterano]

Selvom hun hørte skridt vendte Isabel sig ikke rundt, før Zean udbrød hendes navn. Roligt drejede hun rundt – stadigvæk med hænderne begravet i sine jakkelommer – og landede sit skarpe blik på dødsenglen, der kom gående mod hende med fjedrende skridt. Hun rankede sig og hævede hagen med en dyb indånding gennem næsen, inden hun nikkede af hans ord.
”Ja, jeg så byen,” svarede hun, og kommenterede ikke på hvad eller hvad hun ikke brugte sin tid på. Ingen havde været glade for hun forlod modstandsbevægelsens base, for at tage hele vejen op til Sethos. Flere havde prøvet at tale hende fra den, indtil hun til sidst havde mistet tålmodigheden, og hidsigt hvæst at de var velkomne til at prøve at standse hende, men hun hellere ville drage sit sværd, end at lade Macarias bøn om hjælp gå ubesvaret. At det betød, hun skulle hjælpe Zean, måtte hun jo så tage med sig. I det mindste virkede det til vampyren og dødsenglen, havde fundet sig godt til rette hos hinanden igen, på trods af de mange års adskilligelse. Gad vide om det var takket været Calebs tilføje til sit ønske?
”Så… Macaria fortalte I havde brug for hjælp med noget…” Hun ledte efter det rigtige ord. ”…oplæring?”
Det var lang tid siden hun havde snakket vavilonsk, og det krævede lidt af hende, at finde tilbage til det melodiske sprog, hun engang havde talt flydende sammen med de to andre. Ahr! At være fast i modstandsbevægelsen havde bragt hende ude af træning!
Derudover havde hun svært ved at tro på, hun kunne lære Forsyth noget som helst. Zean var en fremragende kæmper, der sagtens kunne træne med Macaria, som var en fantastisk strateger. Hvad de skulle bruge hende til, havde hun ingen anelse om, men vampyren havde været sparsommelige med oplysninger i sit brev. Måske meget fornuftigt alt taget i betragtning.

[Zean Forsyth]

Hans blik gled bedømmende ned over Isabel, som hun vendte sig om mod ham. Han truttede let med munden som han overvejede hele det her og begravede selv sine hænder i sine egne lommer. Der var langt mellem den Isabel han så nu og den Isabel han huskede både fra Marcellus' kælder og festen i Oberion. Hans hoved gled en anelse på skrå, før han bare trak på skuldrene.
"Ja, sure!" bemærkede han bare. Han havde ment det var en dum ide at skrive det hele i et brev, men noget tydede på Macaria ikke bare havde afsløret alt. Hans ene hånd gled igennem det strittende mørkebrune hår et øjeblik.
"Vi ved begge to jeg ikke kan lade Eriz være. Hun er for spændende. Så vi er blevet enige om at udnytte det på vores egen måde..." Han skammede sig end ikke for at sige det på den måde. Sådan var det bare og nu havde de fundet en måde at bruge det, i stedet for at blive uvenner over det.
"Hellere at vi opsøger hende, end venter på endnu et af hendes angreb. Især nu hvor Dylan er hos hende...Det tror jeg i hvert fald betød noget for Macaria...Anyway. Jeg skulle helst ikke komme hjem som en tikkende bombe og slå Macaria ihjel. Hun mente du kunne hjælpe. Om ikke andet, så måske nogle runer eller noget i den dur, der ville forhindre hende i at vende mig til et våben mod Macaria igen" Han var lidt usikker på hvad de faktisk søgte efter. Noget der kunne modstå Eriz...Men hvordan? Han var ikke helt sikker. Det var ikke det emne han havde givet sin fulde opmærksomhed de sidste mange år...Og det var vel netop også derfor Macaria havde skrevet til Isabel. Han slog en anelse ud med armene igen.
"Så? Hvad siger du? Muligheden for at skære i en forhadt dødsengel? Kom ikke og sig det er en forlystelse folk ikke vil stå i kø til!" Han følte sig frisk og glad i dag. Selv om Isabel virkede kedelig behøvede han ikke selv være det!

[Isabel Veterano]

Lige så snart Zean havde fortalt om, hvad der forgik, spærrede Isabel overrasket sine øjne op med brynene flyvende op i panden. Hvad i alverden var det han sagde?!!
”Hvad?!!” udbrød hun i en blanding af vrede og chok. Var Macaria virkelig med på det her?! ”Vil du… har du… Har du ingen som helst skam i livet?!!” Hun vidste svaret. Men alligevel! Var han en idiot? Var han dum? Havde han et dødsønske? Igen bekræftede han for hende og hele verden, at han på ingen måde fortjente Macaria! Hverken som ven, partner eller ægtemand! Forstod han da slet ingenting?! Hvordan kunne Macaria dog- Nej… Isabel prøvede virkelig at kontrollere sig selv, men det var svært, når hun så nemt kunne forestille sig, hvilken lidelse Macaria måtte være igennem lige nu. Hænderne knyttede sig ned langs siderne.
”Er du virkelig så klar på at risikere at slå Macaria ihjel så nemt? Har du lært ingenting?! Betyder hun intet andet for dig end det?!” spyttede hybriden forarget, og kunne ikke tro på, det her også var Macarias ønske – men hun havde jo læst brevet. En spytklat blev sendt for fødderne af Zean. ”Du fortjener hende ikke. Alt hun gør, for at du skal være glad, men hvad gør du for hende? Ingenting! Jeg burde have dræbt dig da-” Igen lykkedes det hende at bide de hadefulde ord i sig, og hun nøjedes i stedet med at ryste sammenbidt på hovedet. Havde Macaria dog glemt, hvad kærlighed føltes som?
Med en frustreret lyd vendte hun ryggen til Zean, for at trave hen til et af vinduerne, så hun kunne se ud over den flotte stenby. Det skulle have været Marcellus og Macaria. Han ville have gjort hende lykkelig. Glad. Kærlighed. Armene lagde sig over kors, og hun rystede endnu engang på hovedet i forundring over, hvad den muntre vampyr, dog så i den egoistiske dødsengel.
”Der findes ikke noget man kan gøre, for at du bliver immun til Eriz. Det fungerer ikke på den måde,” mumlede hun skarpt. ”Ja, jeg kan give dig nogle runer, men holder hende ikke ude af dig i længere tid end, det tager hende at trække et rigtigt våben. Specielt nu hvor hun har en djinn hos sig. Der er intet man kan gøre, Zean. Eriz vil komme ind i dit hoved igen, hun vil vende dig mod Macaria, og du vil dræbe hende. Man kan ikke… gøre… noget.”
”Ikke helt sandt, Miss Veterano.”
Den bløde stemme med den tykke, pandemoniske accent lød fra trappen. Isabels mundvig spændtes.
”Sam,” hilste hun den kappeklædte vampyr, der grundigt sørgede for at undgå lysstrålerne, mens han nedsteg trappen. ”Har du været her længe?”
”Jeg ankom i går. Af samme årsager som dig. Macaria ønsker at vi skal hjælpe Zean med at stå imod min kære lillesøster.”
”Det er umuligt.”
”Som jeg sagde…” Vampyren sendte både dødsenglen og hybriden et hemmelighedsfuldt smil. ”… ikke helt sandt.” Han tog det sidste trin ned af trappen, og begav sig over til dem med hænderne hvilende bag ryggen, så han ville have lignet en fange, hvis ikke det var på grund af hans fornemme tøj, og den ranke ryg.
”Blackmore-slægten gjorde én ting rigtigt – og det var at avle stærke mentalister, men det betyder ikke vi var urørlige. Noget som du selv er et levende bevis på med dine unikke… egenskaber. Der findes både runer, eliksirer og mentaltræning, som kan – ikke bremse – men forvirre en mentalist. Selv for folk uden en eneste gran af magi i sig.”
Isabel lagde hovedet opgivende tilbage, inden at hun kiggede hen på Zean.
”Og du er helt sikker på, du vil gå igennem alt det? Blive trænet op af både mig og Sam? Det kommer til at kræve disciplin – noget du ikke ligefrem har.”

[Zean Forsyth]

Hans læber truttede ligegyldigt, som Isabel begyndte sin belæring. For et øjeblik gled hans blik over mod det nærmeste vindue, som hørte han ikke helt efter, før hun endelig virkede til at trække vejret igen. Ikke en eneste gang havde hans ansigt fortrukket sig. Der var ingen åbenlyse tegn på om han tog nogle af hendes ord til sig eller ligefrem forstod dem. Det var, selvfølgelig, fordi han havde sin egen logiske tilgang til tingene og til alt held var Macaria på hans side. Hvad betød det så hvad en sur lille...Et-eller-andet...Sagde?
Hans arme gled alligevel over kors og hans øjenbryn dansede lidt da hun endelig var færdig.
"Jamen altså...Det er jo derfor du er her!" Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Isabel var her jo netop for at hjælpe med at undgå hele dræb-Macaria halløjet. Og for at være ærlig foretrak han også at holde Eriz ude. At beholde sin egen kontrol og vilje, selv styre hvad han ville og hvornår. Nej, selv om han følte sig nysgerrig nok til at opsøge Eriz igen og igen, betød det jo ikke han aldrig lærte af sine fejl. Desuden var det slet ikke al besværligheden værd.

Han havde hørt om at vampyren var i hans by, selv om han endnu havde undgået ham selv. Eller...De havde tilfældigvis slet ikke været i samme rum endnu. Mest fordi han var bange for at kede sig. De ting han havde hørt om manden eller fået et indtryk af, var dybt kedeligt. Sådan noget som at læse bøger og spille skak. Han drejede sig, så han stod med siden mod Sam, som han ankom i hallen hos dem. Han slog let ud med armene.
"Præcis! Nu ikke så pessimistisk Isabel. Det klæder dig ikke!" sukkede han, som om de endelig kunne komme videre.
Hans blik fixerede dog på Isabel en stund ved hendes sidste ord. For en gangs skyld virkede det ikke til han havde en smart kommentar at sende retur. Eller måske havde Isabel ramt ham et af de få steder hvor han faktisk tog det en anelse personligt?
Til sidst rømmede han sig svagt og hans smil voksede på sin egen faretruende måde.
"Ganske ikke..." svarede han lavmælt. Igen gled hans øjenbryn en smule op.
"Hey..." Han slog ud med den ene arm som viste han sin egen krop frem. Til sidst lagde hans hånd sig på skaftet af hans sværd. Han kunne ikke modstå en udfordring og dette havde uden tvivl været en.
"...Jeg vil ønske jeg bare var født dygtig" bemærkede han drillende. Isabel måtte uden vide hvor meget træning og ikke mindst disciplin det tog at blive en dygtig kriger. Og han havde sine dødsengle. Troede hun at han var kommet sovende til det hele? Han tog et halvt skridt tættere på hende.
Trods alt var det hele jo også for Macaria. Uanset om folk brød sig om ham eller ej - og for at være ærlig, så var han ligeglad - så ville de hjælpe ham. For Macarias skyld. Så hvorfor stod de stadig her og diskuterede det?
"Der er forskel på at mangle disciplin og bevidst vælge de spontane ideer man får" tilføjede han så, som om det var en undskyldning i sig selv. Og hvorfor ikke? Hvad var det sjove i at sidde stille hele tiden. Men han kunne være fuld af disciplin! På sin egen måde. Hmpf.
"Så hvad nu?"

[Sam]

Isabel nedstirrede dødsenglen, som han talte til hende, men intet ord kunne sødme den galde hun smagte, over at han så åbenlyst spyttede Macaria direkte i ansigtet – og at hun fandt sig i det.
”Spørg ikke mig,” hvislede hun uden at bevæge læberne. Hovedet gjort et svagt ryg mod vampyren. ”Han er eksperten.”
Med fingrene foldet bag ryggen havde Sam i ro betragtet dødsenglen og hybridens… åhhh hvad kunne man kalde det? Indædte diskussion? Kunne man kalde det en diskussion, når ingen af partnerne hævede deres stemmer eller kom med argumenterne? Nærmest som var de mentalister dem selv.
Han hævede øjenbrynene, da opmærksomheden blev vendt tilbage til ham, og han spredte armene lidt ud.
”Nu lægger du dit sværd,” udbrød han, som var det en selvfølge. ”Så længe vi træner med dig, må du ikke bære noget slags for våben. Du må lære at forstå sindets magt. Vi kan ikke smede et skjold til dig, hvis ikke du ser, hvilket våben du skal beskytte dig for. Så… være venlig at lægge dit sværdbælte fra dig.”
Isabel bed en spydig kommentar i sig, men smilet sitrende i mundvigen kunne ikke skjules, mens hun betragtede dødsenglen, som nu skulle strippes for alt, han nogensinde havde identificeret sig med. Hun måtte dog indrømme, Sam gav mening på dét punkt.
”Hvordan skal vi træne ham, når ingen af os kan mentale evner?” spurgte hun vampyren, der var ved at gå sine lommer igennem. ”Jeg er kun immun over det, jeg mestre det ikke.”
”Tror du virkelig den slags kun kommer gennem magiske forbindelser? Lige så mange bliver drukket.” Endelig fandt den gamle vampyr det han ledte efter, og han fremviste en lille flaske med noget lilla væske i, som dovent skvulpede rundt i glasset, da han rystede den en smule fra side til side. ”Der er en grund til alkymister og warlocks plejer at være sådan et fantastisk match.” Han smilte smalt med øjnene hvilende på flasken foran sig, før han gemte den tilbage ned i sin jakkelomme.
”Men ikke endnu. Du skal ført forberedes noget bedre, og jeg er nødt til at vide, hvor meget at min elsket lillesøsters sind du har smagt. Fortæl om de gange, hun har invaderet dig. Detaljeret, tak.”

[Zean Forsyth]

Han sendte Isabel et hånligt blik til Sam begyndte at tale. Automatisk gled hans kolde blik over på vampyren. Hans øjenbryn gled en smule tættere på hinanden og hans øjne blev smallere, omend det hele hurtigt glattede sig ud igen. Blot et tegn på at han ikke brød sig om Sams ide om at være uden våben. Selvfølgelig var han ikke helt uden våben. Han havde sine hænder og sin frygtmagi. Men...Ah. Det var som et gå nøgen rundt. Alle våben? I et øjeblik stirrede han bare på Sam, som håbede han på det var en af de situationer han ikke kunne aflæse og vampyren i virkeligheden drillede ham. Da der ikke blev sagt mere til det bevægede hans hænder sig langsomt ned mod bæltet og med demonstrative bevægelser løsnede han det og smed det fra sig. Metallet skuerede hen over gulvet og svang rundt om sig selv et øjeblik, før det blev grebet af trappens nederste trin og lå stille. Men Zean var ikke helt færdig. Mindre knive blev fisket frem fra alle mulige gemmesteder. To om hans lænd, gemt i buksernes linning. Han bukkede sig ned og fandt ligeså en frem fra hver sko. I stedet for at kaste alle de små knive uforsvarligt igennem luften gik han over til trappen og lagde dem fra sig på et af trinene. Han følte sig 10 kilo lettere. Han brød sig ikke om det. 
Det var også underholdende at Sam havde troet han kun havde sværdet på sig. Amatør. 
Han vendte tilbage til dem og stillede sig med armene over kors mens de fandt ud af hvad de ville. Hans øjne fulgte væsken et øjeblik, før der blev spurgt ind til hans oplevelser med Eriz. I et øjeblik studsede han over at manden havde kaldt hende lillesøster...Han havde stadig ikke helt styr på hvordan de alle hang sammen. Han var bare med i konflikten. En brik, måske. I livets skakspil...
Uden at virke til at føle det mindste smule ubehag trak han på skuldrene. Hans øjne fikserede på et punkt på væggen bag Sam et sted som han genkaldte sig tingene. Hvor meget havde han oplevet? Jamen det var jo det skønne ved det. Han vidste det ikke! 
Hans hoved virrede lidt fra den ene side til den anden. Der var en gang...Den værste gang...Den gang der måske var grunden til at han ikke brød sig om magi længere. Han var ikke direkte bange for det, men han brød sig helt klart ikke om det. Et sværd vidste man hvad var, kunne man stole på! 
"Well... Der er dengang med Macaria..." startede han så. Hans hjerte hamrede hårdere et øjeblik. Hvorfor? Oh. Det måtte være de følelser for Macaria der var blevet efterladt i ham. Irriterende. 
"Jeg havde besøgt Eriz og hun havde lagt op til sex, hvilket jeg sjældent siger nej til..." 
Jo mere han prøvede at genkalde sig det, jo færre detaljer virkede det til at han kunne huske. Som om han allerede dengang havde været omtåget af hendes magi og det havde fjernet hans hukommelse om det. Det var den eneste logiske forklaring. Hans øjenbryn gled tættere på hinanden igen, denne gang for han kæmpede med at huske det hele. Nej...De havde også drukket noget, havde de ikke?
"...Jeg smagte blod. Og hørte...Ah!" Han rystede på hovedet og et svagt smil gled over ham. 
"Jeg var ikke rigtig ved bevidsthed tror jeg. Det må være konklusionen. Jeg husker det kun tåget...Hendes messende stemme. Smag af blod. De kommende måneder med en voksende paranoia og et had til Macaria der voksede dag for dag" Han trak let på den ene skulder. Han havde aldrig rigtig tænkt tilbage på det på denne måde. Det slog ham at han ikke havde lyst til at indrømme han var blevet brugt på den måde. På en måde han ikke selv havde kontrollen over. 
"Til sidst angreb jeg Macaria, her i byen. Erizs daværende mand, Marcellus, gjorde mig til vampyr og jeg var tæt på at dø. Alt det til sammen må vel have fjernet magien igen..." Han trak på skuldrene igen. Sam kendte sikkert den overordnede historie. Hvem gjorde ikke? 
"Jeg var ikke mig selv. Det er nok den værste gang...Hvor mange gange hun ellers har rodet rundt derinde aner jeg ikke" 

[Sam]

Med hovedet lagt lyttende på skrå, betragtede Sam tavst den fortællende dødsengel. Et stik af længsel af at kunne gå ind i hans sind, for endnu engang at danse sikkert rundt med Eriz, fik ham til at knytte hænderne en smule bag ryggen. Nu var det dødsenglen, som dansede. Åhhh sådan en risikabel og farlig dans. Nøgne fødder trippende over blodrøde roser med gift på skarpe torne, og blikket fængslet i et par lyseblå øjne.
”Dér har vi den…” Han smilte smalt, hævede en opmærksomhedstagende pegefinger, og pegede den langsomt mod Zean. ”… et had til Macaria… Dødsengle kan ikke føle stærke følelser – I mangler ganske enkelt et gen i jeres hjerner – men alligevel lykkedes det Eriz, at plante ideen i dit hoved. Lad mig forklare: Det sværeste som mentalist, er at lyve. Vi skal lyve for vores offers sind, så det tror, det vi fortæller er sandt. Jo bedre en mentalist, jo bedre en løgner. Gennem vores evner skal vi væve falske minder, falske sanser, falske følelser. Alt det skal harmonere med vores offers personlighed, så han eller hun rent faktisk tror på illusionen. Forstår du?”
Med en blid håndbevægelse mod Isabel, fik han hende til at komme nærmere, indtil han kunne ligge sin hånd ovenpå hendes hoved, selvom man kunne se, hvordan hendes krop spændtes i vagtsomhed over at stå så tæt på ham. Hendes blik forlod ham ikke.
”Isabels hjerne kan ikke blive løjet til. Lige meget hvor hårdt man prøver, nægter den at tro på andet end den selv. Ved at vise dig, hvad du skal holde øje med, kan du opnå en bevidsthed, hvor du stadigvæk bliver påvirket, men stadigvæk ved, hvad der er sandt eller falsk. Som at…” Et øjeblik fiskede han efter ordene, før han slog ud med armene med et smil. ”… som at vide du drømmer, selvom du står midt i den. Nu husk tilbage. Husk rigtig godt efter, og prøv at forstå. Forstå Eriz. Hver eneste gang hun har været i dit hoved, og manipuleret med dit sind, hvad har så været sammenhængen? Hvad for en duft, har hun altid efterladt i dig? Sit eget had til Macaria, selvfølgelig! Den er så stærk, at den smitter af på dig. Om det så er et lille, bitte pust, hun har givet dig, vil du altid kunne mærke en form for ustimuleret følelse af vrede eller foragt mod din hustru.”
Isabel fnøs, men Sam ignorerede hende. Hvad end der forgik mellem de to, kunne det ikke distrahere ham fra sin opgave, og hvad han måtte gøre, for at holde Macaria i sikkerhed. Ja ikke bare Macaria… Et sted måtte han indrømme, at han var misundelig på dødsenglen, og samtidig… følte sig slægtes med ham. Han kunne også se den ubeskrivelige skønhed i Eriz. Kvinden bagved alle porcelænsmaskerne. Men han havde valgt Macaria. Gad vide hvorfor? Nysgerrigheden pirrede den gamle vampyr, men mon ikke der blev til tid alle de spørgsmål senere?

[Zean Forsyth]

Det var ikke med vilje. Men som Sam fik tygget sig gennem alle sine ord mindede han Zean om Macaria, når de engang skulle snakke foran alle de adelige i et eller andet ligegyldigt råd. Det var kedeligt. Og der var ikke engang papir til at kaste kugler rundt med. Hvor mange ellers fint-øvede taler havde han ikke ødelagt med en papirkugle mellem øjnene? De adelige var blevet så sure og bedt om ro, men Zean havde hygget sig. Macaria havde også. Nogen gange skulle der ikke mere til for at se hendes smil. Og et smil fra hende var som et løfte om at han godt måtte blive ved.
Men Sam havde ret. Med nogle læber der truttede en smule, som han overvejede det, havde Sam ret i det med følelsen. Hvis det var så simpelt... Hvorfor havde han så ikke selv opdaget det? Fordi det var kommet snigende? En smule for hver dag. Endnu en ide om at folk var efter ham, imod ham, fjender. Han huskede svagt en samtale med Nathaniel og hvordan han havde troet at selv den mand var efter ham fordi Macaria havde bedt ham være det. For det hele havde selvfølgelig udsprunget af Macaria.
Men selv om han nu burde hade Eriz for det, var der intet. Kun en stadig fascination. Forsigtighed, måske, men også fascination. Hvad ville være en logisk fremgang efter dette? Han kunne ikke ændre fortiden, uanset hvor meget folk interesserede sig for den eller sad fast i den.
"Okay. Pludselige følelser betyder Eriz leger" svarede han så bare og kom med den korteste konklusion på alle Sams ord som han kunne finde. Træt af at stå stille begyndte han at træde lidt frem og tilbage. Han var stadig stolt af at have efterladt et bid i halsen på Eriz, faktisk. Hans tanker vandrede helt naturligt, når der ikke var andet til at holde dem fast.
Han var dog ikke helt sikker på om han forstod to-bevidstheds-teorien. Han regnede med det blev nemmere at forstå når de kom til det praktiske...
Der ville blive noget praktisk ikke? Nogle øvelser? Et eller andet mere konkret?
Han kom frem til en konklusion af sine egne. Frem for at handle på grund af sin egen spontanitet, lød det som om han burde tænke meget over hvad Eriz gjorde og hvorfor. Hele tiden være bevidst om sig selv og om noget virkede anderledes. Måske var der behov for en helt anden form for disciplin til dette, end den slags han automatisk havde regnet med at Isabel havde snakket om. En han rigtig nok ikke havde så meget af, det indrømmede han hurtigt over for sig selv. Men selv om han havde en voksende modvilje mod at stå her og lære det, gik det også op for ham hvor fedt det kunne være hvis han faktisk kunne det. Et skridt tættere på uovervindelig. Han var jo allerede en fantastisk kriger. Og der var også den lille motivationsfaktor der hed 'For Macaria'...
Han sendte Isabel et drillende smil.

[Isabel Veterano]

Isabel gengældte ikke Zeans smil, men stirrede ham ned med armene lagt over kors, indtil Sam bad om hendes opmærksomhed, som hun modvilligt gav ham.
”Hvor meget kan du fokus give ham? Jeg mener i runer og pentagrammer ligesom din broder har,” spurgte vampyren med en hånd slået ud mod Zean. Isabel trak på skuldrene.
”Jeg kan ikke give ham noget, som konkret holder Eriz ude, men jeg kan skrive et par gamle portusianske skifter ned på ham, der vil gøre det sværere for hende. Derudover er der et pentagram, som vil give mentalisten kvalme, hvis de prøver at trænge ind i hans sind. Og et der lyser op, hvis nogen prøver at angribe ham mentalt. Oooooog en sidste, der gør ingen kan besætte ham,” fortalte hun, mens hun prøvede at huske på alle de ting, Caleb engang havde haft skåret ind i hende, for at gøre dem modstandsdygtige overfor mentalister og dæmoner. Det var dog umuligt at sige, hvor holdbart det var, når Zean var dødsengel og ikke magiker. ”Er det noget, jeg skal gøre nu?”
Sam nikkede. ”Gør hvad du kan med ham, og så begynder vi træningen, når solen går ned. Vi skulle også have en… varulv med, ikke sandt?”
Isabel trak på skuldrene, da hun ikke havde hørt noget om det, men sandt at sige var hun også ligeglad. Lige nu så hun bare frem til, at kunne lade sin daggert smage Zeans kød, når han frivilligt skulle lægge sig under hendes blad. Fra under jakken bagved ryggen trak hun sin daggert frem. Runer skinnede i dets buet blad, da hun svang den en omgang rundt om sine fingre. Med et hovedkast gjorde hun tegn til Zean, om at de skulle gå ind i en stue, så han kunne sidde ned på en skammel, mens hun gjorde det her.
”Har du noget jeg kan desinficere med bagefter? Alkohol eller noget? Det skal skæres dybt,” meddelte hun dødsengel, uden at kunne skjule et sadistisk, frydefuldt smil, der bredte sig over hendes ansigt, indtil tænderne blev afsløret.

[Zean Forsyth]

Hans arme gled over kors og hans hoved gled lidt på skrå, som han bare lyttede til deres samtale. Runer...Var det...En bestemt magi eller noget neutralt? De ville sikkert drille ham hvis han spurgte. Nah...Hvis det var lysmagi ville Isabel heller ikke kunne holde ud af at have dem på og han havde derfor intet at bekymre sig om. Tilfreds med hvad han lige havde tænkt sig frem til, gled hans blik over til vagten fra tidligere, der kæmpede sig vej ned af trappen. En af husets tjenere støttede ham og der var en blodig forbinding om den ene fod. Det var svært ikke at smile, når manden oplevede smerter hver gang han bare overvejede at støtte på den forkerte fod. Han havde også altid været sær på det punkt. Normalt ville dødsengle intet mærke i forhold til nydelse eller beruselse, hvis smerterne var deres egne. Men Zean nød lige så meget sine egne smerter. Havde altid gjort det. Han kunne komme i tanke om værre ting. Som en drage der svitsede ens fødder, for eksempel.

Han var vendt om og gået over for at hente sine våben. Hvorfor skulle han fjerne dem når de ikke skulle øve noget som helst endnu? De små knive fandt deres hjemsted, mens han nøjedes med at tage sværdet i den ene hånd. Han vinkede let af Isabel, som tegn til at gå med ham, da han gik mod en af stuerne her på nederste etage. Der var en lille stue han ofte modtog gæster i. Han havde ingen planer om at modtage gæster foreløbig, så de kunne bare bruge den.
Inde i rummet blev sværdet smidt på sofaen.
"Vent her et øjeblik"
Han forlod rummet og besteg trappen i hoppende skridt. De fleste ville nok føle nervøsitet eller spænding, men hans hjerte var lige så koldt og roligt som det plejede at være. I stedet prøvede han at gennemskue hvad der var ment med en varulv...Varulve havde ikke specielle mentale evner. Det gav ingen mening! Det irriterede ham. Irriterede ham at han ikke kunne gennemskue planerne. Det var Eriz om igen, med alle hendes små hemmeligheder. Og desuden endnu en grund til at han foretrak Macaria. Hun var meget mere inkluderende og på sigt kunne han bedre stole på hende, end Eriz.
Han gik ind på sit kontor, rodede rundt i en af sine tasker til han fandt en beholder med noget urtegrød han havde lavet forleden. Det var en ny blanding. Han havde skiftet de sædvanlige tre urter ud med nogle andre der skulle give nogenlunde samme virkning. Han løftede låget op beholderen og stak en finger ned i grøden...Jo, det virkede stadig fint.
Med det i hånden vendte han tilbage til stuen. Ville Sam være med? Det havde virket som om manden ville trække sig tilbage til i aften.
Inde i rummet satte han beholderen fra sit på bordet.
"Spørg ikke hvad der er i...Med det er desinficerende og beskyttende. Bare smør det på sårene bagefter" bemærkede han, før det slog ham at Isabel sikkert kendte til urterne alligevel. Oh well. Godt for hende.
Hans vinger trak sig ind og forsvandt. Han trak sin trøje af i en lang bevægelse og smed den på sofaen, så den lå ind over sværdet. Hele hans muskuløse og arrede overkrop kom til syne i alt sin pragt. For hver bevægelse han gjorde kunne man se de slanke og smidige muskler arbejde under huden på ham. Han kunne ikke aflæse Isabels smil, men tænkte at folk oftest kun smilte af ting de nød. Han sendte hende selv et smil.
"Du ved...Du minder lidt om en dødsengel, hvis du nyder at skære ting ind i huden på folk!" bekendtgjorde han fornøjeligt, velvidende hun næppe brød sig om sammenligningen.
Han trak en skammel frem og satte sig efter Isabels anvisninger.

[Isabel Veterano]

Isabel var fuldkommen ligeglad med, hvad der var i beholderen. Det var ikke hende, som skulle have smurt det på sig, og for at være ærlig, var hun dybt ligeglad med hvilken ubehageligheder Zean måtte gå igennem – specielt når han behandlede Macaria så dårligt. Hun drog et suk, mens hun trak sin jakke af sig. Hendes tanker faldt på den charmerende hybrid, hvis hjerte engang havde banket så lidenskabeligt og varmt for Macaria, at han var villig til at gøre hvad som helst, for at gøre hende glad. Marcellus. Mon hans sjæl havde fået fred nede i Afgrunden, så han kunne betragte dem alle?
Hun smed jakken over en af stolene, før hun stillede sig hen bagved Zean med daggerten i sin ene hånd. Et øjeblik tøvede hun. Øjnene gled ned over hans arret, nøgne ryg, inden hun trak vejret spidst ind gennem næsen, og lagde sin frie hånd på ham, for at stabilisere bedre, når hun begyndte at skære. På trods af Saïx og Caleb var hun stadigvæk ikke vant til at omgås mænd uden klæder på. Det var stadigvæk… uvant.
”Shut up,” bed hun, som han informerede hende om hendes lighed med dødsengle, hvilket hun slet, slet ikke var enig med ham i. ”Den eneste grund til jeg vil nyde, at skære i dig, er fordi det er dig. Sid så stille.”
Resolut placerede hun spidsen af daggerten mod hans venstre skulderblad. I sit hoved gik hun igennem pentagrammets form – selvom en lille forræderisk tanke om hvor nemt, det måtte være at stikke daggerten i ham, og tage hans liv distraherede hende en smule – inden at hun lavede den første lange flænge. Blod piblede frem, og begyndte at trille ned over hans bøjet ryg, som lange, røde floder over et landkort. Hun lavede endnu én. Hele tiden sørgede hun for, at lægge sine kræfter i, så såret ville blive dybt nok til at danne et ar, når det engang begyndte at heale.
Koncentreret rynkede hun panden. Mange troede det var nemt at lave pentagrammer, men det var folk, som aldrig havde studeret dem før, og opdaget hvor meget præcision den slags krævede. Ikke nok med du skulle lave pentagrammets form, så skulle stregerne også være lige. Samme længde. Ikke skæv eller hældene. Balanceret. Jo flere streger jo sværere.
Hun gik i gang med at lave cirklen, hvilket var ekstremt svært at gøre ordentligt, når man skar i hud. Specielt når Zeans ryg allerede var så arret, at hun måtte være kreativ, for ikke at lade pentagrammet blive afbrudt af et gammelt mærke, som bare ville ødelægge det hele.
”Hvorfor?” spurgte hun pludseligt dødsenglen. ”Hvorfor i alverden giftede du dig ikke bare med Eriz i stedet for, og lod Macaria være?”

[Zean Forsyth]

Af en eller anden grund tvivlede han ikke på Isabel. At sætte sig med ryggen til en kvinde, der uden tvivl hadede ham, og som var bevæbnet? Det var først da hun lagde en hånd mod hans ryg - en kølig hånd - at han overvejede det. Han slog det hurtigt hen. Isabel var for loyal over for Macaria til at det ville ske og i det fandt han ro nok til at koncentrere sig om sin vejrtrækning og sidde stille, så kniven ikke ville smutte og ødelægge det hele. Han havde haft ret, der var ting der var værre, men det betød ikke at det ikke var ubehageligt.
Han kunne dog ikke lade være med at grine. Grine af situationen, grine af Isabel og hendes spørgsmål. Hans hænder hvilede mod kanten af skammelen og han klemte til, for at holde sig stille. Hans blik gled ned over gulvet. Ikke en lyd kom over ham - i hvert fald ikke at smerte. Måske en dybere vejrtrækning eller hans muskler der automatisk trak sig sammen. Når det omhandlede kroppen og fysiske smerter vidste Zean hvordan han skulle tackle dem.
"Jeg...Ah..." Han bekæmpede en pludselig lyst til at strække sig fremefter, som kniven borede sig ind i hans skulder. Han kunne mærke blodet pible ned over hans ryg og kilde ham. Han måtte fokusere på den behagelige fornemmelse af smerte...Den der på lige fod med smerten kæmpede for at få hans opmærksomhed. At fjerne sig fra smerten og fokusere på noget andet.
"...Har intet svar. Det var spontant. Hun gjorde mig nysgerrig, da hun gerne ville dræbe mig. Jeg mener..." Dyb vejrtrækning.
"...Hvem går med til at brænde en hel by ned og så sladre om sin legekammerat til forældrene bagefter? Jeg forstod det ikke. Forstår stadig ikke hvorfor. Hun var en udfordring og jeg elsker udfordringer" En svag latter blandede sig med vejrtrækning, der hele tiden prøvede at bevare den fuldendte kontrol over kroppen.
"Eriz er...Anderledes. Fascinerende. Farlig. Fuld af løgn. At følge hendes planer, hendes tanker, er både sjovt og udfordrende. Den kolde side af hende..." Han drejede hovedet halvt for at så hen mod Isabel. Da han havde svært ved at få øje på hende og bevægelsen trak i hans sårede hud, drejede han hurtigt hovedet på plads igen. Han kunne forholde sig til Erizs kolde og beregnende side. Det var den side af hende han kendte og hele tiden var så dybt tiltrukket af. En side Macaria ikke havde...Og dog. Lidt. På sin egen måde.
"Vær ikke dum. Selv dødsengle har en ide om hvad et forhold kræver. En form for loyalitet, troværdighed. Hvis du spurgte dig selv...Hvem udgør så det meste stabile og stærke forhold af de to kvinder?" Han kunne ikke helt forklare det, uden det ville lyde alt for sukkersødt. For at være ærlig var det også først efter alt det med Eriz og vampyrismen at han havde overvejet det så dybt. Han kunne sige mange ting. Logiske ting. Men det ville lyde som om han havde følelser og han brød sig egentlig ikke om at sige den slags højt. Visse ting var bare og man satte ikke ord på dem.
"Hun sagde ja. Og sikke en masse sjov vi har haft. Hun rydder op. Hun sikre tingene er som de skal være, mens jeg kan gøre som det passer mig. Hvorfor skulle jeg vælge mindre end det? Hun forstår. Og det er så skide sjovt når folk genkender vores navn...Mit navn. Forsyth!" Han grinte igen, men svagt og mest for sig selv. Hans hjerte hamrede hårdere, jo mere han overvejede det. Faktisk havde han ikke lyst til at være sammen med andre end Macaria. Folk tvivlede på om han loyal over for hende, om han ville behandle hende godt...Men i virkeligheden var det alt han ønskede. Ville han vel sidde her hvis han var ligeglad?
Han var sådanset ret ligeglad med hvad Isabel tænkte eller mente om det. Tingene var sådan her og Macaria var selv ligeglad nok til at det ikke ville ændre sig.
"Du snakker om det som om jeg havde frit valg mellem begge kvinder...Jeg er bare populær!" drillede han så.
"Eller er det fordi du selv kunne mig?"

[Isabel Veterano]

Tavst lyttede Isabel til hvad Zean fortalte, mens hun prøvede ikke at blive for påvirket over den måde hans vejrtrækninger fik ordene til at blive gispende og tunge. Hun måtte dog kort rømme sig et par gange, samt fordybe sig yderligere i pentagrammet, der langt kom mere og mere til syne, jo flere linjer hun lavede. Zeans snak om Eriz og Macaria gjorde hende ikke mere glad for ham. Han lød så ustabil i det forhold, at det kun ville kræve Eriz et enkelt pust, at få ham omvendt, og stille sig på hendes side i stedet. Men sådan var det vel med dødsengle. Hvad der dog fik Macaria til at blive hos ham, forstod hun ikke. Der var ingen varme, ingen følelser, ingen intimitet, støtte, forståelse eller noget som helst.
Hun fnøs af hans drillende ord.
”Jeg vil hellere skære halsen over på mig selv…” erklærede hun, og borede daggerten en anelse dybere ned i hans kød, bare for at understrege sine ord, mens ordene vandrede videre i hendes hoved. ”Jeg vil hellere skære halsen over på mig selv… desuden er det din hustru jeg længes efter. Hende hvis smil, der får mit hjerte til at hamre. Hende hvis øjne får varmen til at stige. Hende hvis ord giver mig ro.” Men hun sagde dem ikke højt. Havde aldrig gjort det. Saïx var hendes partner, og desuden var Macaria en kvinde – endda gift – og med deres fortid… well… det var kompliceret. Men alligevel kunne hun ikke ændre sine følelser, eller den måde alt lyste op, når Macaria med sine spillende øjne lagde hovedet tilbage og grinede åbent. Måske var det også derfor, hun hadede den måde Zean behandlede hende på… Hun fortjente bedre.
”Bare prøv på ikke at knus hendes hjerte… Hun har allerede været igennem nok.”
Den sidste streg blev lavet, og hun rettede sig op med hovedet lagt vurderende på skrå, så hun var sikker på pentagrammet var som det skulle være. Alle linjer var fine. Cirklerne runde. Symbolerne de rigtige steder og tydelige. Langsomt nikkede hun af sit arbejde, før hun lukkede hånden om knivsbladet. Et hurtigt ryk fik daggerten til at skære sig bidende ind i hendes håndflade, så blod vældede ud mellem fingrene på hende fra den lange flænge, hun lige havde åbnet på sig selv. På gammelt vavilonsk sprog flydende ud over sine læber smækkede hun den blødende håndflade mod Zeans nye pentagram, uden at tage sig af hvor meget berøringen måtte få hans sår til at svig. Det var ikke ligefrem behageligt på hende selv. Ud fra sin blotte hukommelse huskede hun alle de snørklende ord, mens hendes magiske blod blandede sig ind i Zeans sår som svidende salt, der aktiverede de dybe snit. Pentagrammet glødede op i et rødt lys. Isabel lukkede øjnene, mens hendes messen blev mere bydende. Et held hun stadigvæk var warlock, og kunne lave runer, ellers ville det være Caleb, der skulle gøre det her, og han havde absolut ingen troskab på nogen måde overfor Forsyth, som hun havde gennem Macaria.
Messen stoppede, og hun fjernede sin hånd. Pentagrammet glødede et par pulserende sekunder længere, før lyset forsvandt.
”Så! Skal jeg smøre det ind nu, eller vil du hellere vente til alt det andet også er lavet?” spurgte hun dødsengel, mens hun tørrede sin blodige håndflade af i sit lår.