Just One Look

[Blake De Clare]

Svagt bemærkede hun at Sams tilstedeværelse ved hendes side, og et par lange minutter efter hans fremkomst på plateauet lod hun armene glide ned langs siden igen. Hendes blik slap ikke den spækkede stjernehimmel, som memorerede hun dets sporadiske mønster for sit inde, i tilfælde af aldrig at se den igen. Stilheden varede længe før et par ord med en blidhed der sjældent viste sig i den vilde persona brød den klare nat. "Det er en helt anden verden over Agera..." Det var ikke ord der nødvendigvis krævede svar, eller uddybelse, det var en drømmende konstatering. Luften var bidende kold oppe i det tyndere luftlag og den spiste sig langsomt ind igennem Blakes lyse hud og fæstnede sig let synligt med en svag skælven, mens de små hår på hendes krop løftede sig. For nu ignorerede hun den stikkende fornemmelse mens hun sugede hele natten til sig.

Lang tid gik på den måde, mens kulden arbejdede sig ind og natten blev mørkere. Efter en rum tid viklede hun armene omkring den slanke krop og rettede et par klare blå øjne mod Sam. "Hvis De ikke har noget imod det vil jeg bevæge mig ned igen" Hendes smil var næsten saligt. Noget roligt og mættet lå over hende som hun drog mod stigen og med forsigtige bevægelser begyndte at arbejde sig langsomt ned. Hendes muskler var en smule stive efter stilstand i kulden, og stiens våde overflade gjorde det ikke meget sikrere. Da hun bevægede sig igennem skydækket gennemblødte den høje luftfugtighed hendes kjole og fugtede huden med bitte små vandperler. Først da hun nåede til jorden, indenfor hegnet, stoppede hun op og rettede blikket op af tårnet for at se om han var fulgt med.

[Sam]

Tavst nikkede Sam til hendes erklæring om at ville kravle ned igen. I modsætning til hende var han ikke mærket af kulden, og faktisk havde han været så fortabt i sin barndoms sentimentale minder, at han end ikke havde lagt mærke til, hvordan Blake havde rystet.
En sidste gang kiggede han længselsfuldt mod slottets høje spirer med en afskedstanke i hovedet, før han ligeså begyndte at klatre ned af stigen, for igen at få sikkert grund under fødderne.
”Tak fordi De ville dele denne oplevelse med mig, Blake,” takkede han med bøjet nakke, mens han løsnede sin kappes spænde ved brystet, så han kunne svinge den af skuldrene. ”Jeg havde glemt hvor smukt Agares ser ud højt oppe. Tænk der er børn her i Pandemonium, som aldrig har set stjerner. Er det ikke trist?” Galant lagde han kappen over Blake, og rettede den til omkring hende, for at hun ville kunne få varmen igen. Tøvende et par sekunder med blikket søgende efter tilladelse fra hende, endte ham med at ligge en arm rundt om hendes skuldre, så han kunne gnide varme ind i hendes hud igen. Med det blod han havde fået, var det lykkedes ham at få en ganske prægtig kropstemperatur, selvom den selvfølgelig aldrig ville komme op på et levende væsens indre varme. Om andet ville han kun føltes som en sten, der havde lagt ude i solen et stykke tid.
”Lad os så få Dem hjem, inden De bliver syg. Hvor yndig Deres nysen end ville være til en middag, er jeg ikke sikker på De ville sætte pris på, ikke at kunne smage maden De indtager.” Han smilte skævt til hende, mens han førte hende med sig over torvet.

[Blake De Clare]

Da han atter stod på jorden ved hendes side og takkede hende kunne hun ikke holde et varmt smil tilbage. Hun nåede ikke at svare før han svang sin egen kåbe omkring hendes kolde krop, omfavnet af en gennemblødt kjole. Ingengang hendes fader og broder kom hende så tæt mere, som Sam var da han først lagde kåben om hende og efterfølgende armen for at gnide varme i hendes krop. På trods af dette følte hun sig ikke utilpas. Tværtimod følte hun sig ualmindeligt tryg i hans nærvær. "Det er uden tvivl mig der takker, Sam... Og tænk at der er ældre der aldrig har set andet end Ageras tætte gader..." hendes tanker løb videre mens hun greb om kanten på hans kappe med fingrene og trak den tættere omkring sig. Hans næste ord fik frembragt en latter der varmede natten op.

"Jeg kender flere der ikke ville finde min nysen yndig ved middagsbordet..." lo hun lavt og trippede lidt på stedet. De stod stadig i mørket mellem det høje udkigstårn og metalhegnet. Der var blot en meter fra muren til hegnet, dette afskærmede fra resten af natten. Hun trådte frem imod hegnet, satte første fod op på det og samlede overskudsstoffet fra kjolen og kappen så det ikke ville blive flået. Dernæst trak hun sig i en endnu elegant bevægelse over hegnet, der var dog ikke tvivl om at hendes tidligere overvinden over det var langt mere yndefuld. Den tunge våde kjole trak hende ned. Hun landede på den anden side uden at have beskadiget stofferne. Hun slap skørterne igen og trak endnu en gang Sams kappe omkring sig. "Er du sikker på at du har tid til at følge mig hele vejen hjem?" Der var et stykke vej, og natten var på sit mørkeste. Han måtte vel også have et sted at være? På den anden side ville hun være mere end taknemmelig hvis han fulgte hende. Ikke fordi hun fandt vejen for mørk og skræmmende, men fordi hun simpelt brød sig om hans selskab.

[Sam]

Sam smålo af hendes bemærkning om sine nys, inden at han med en inviterende gestus med hånden, lod hende først kravle over hegnet igen. Selvfølgelig ville han have kunne, bøje tremmerne nok til at de kunne smutte igennem, men det ville blot ødelægge en eller andens dag, når det skulle fikses, og han ønskede ikke at være til besvær. Så i stedet hjalp han Blake med at klatre over hegnet i sin tunge kjole, før han selv fulgte efter – lige så elegant som første gang med et enkelt, højt hop.
Noget skidt blev børstet væk fra hans skulder, før han vendte opmærksomheden tilbage til Blake, som igen havde svøbt hans sorte kappe om sig. Han sendte hende et af sine sky smil.
”Jeg har ikke andet end tid, min kære. Så længe daggry stadigvæk er fjernt, har jeg intet at frygte – specielt ikke når jeg har en så kompetent frøken hos mig, der sikkert kan bekæmpe enhver trussel i skyggerne,” svarede han med en spøgefuld tone, inden hans ene arm igen søgte rundt om hendes skuldre, så han kunne holde hende nogenlunde varm, samtidig med de kunne følges ad mod hendes hjem. De Clare… Hvor var det nu de holdte til? Åhhh, det var så mange år siden han havde været her i Agares, og endnu længere siden han havde omgås det højere borgerskab.

[Blake De Clare]

Blake skar en lille komisk grimasse over hans ord ”Jeg ved nu ikke om jeg lever op til din første påstand… Men daggry skal nok forblive borte i nogle timer endnu” Hun klukkede lavt og lod ham tilpas ligge armen omkring sig. På trods af at han ikke var varm som hun selv, var han stadig behageligt lun. Så hendes far hende nu ville der banke. Ude med månen på sit højeste, en fremmed mands kåbe om sig – og ikke nok med det, også hans arm. Tanken fik de bløde læber til at krænge op i endnu en smil. Det var ikke hvad det så ud som, for på trods af at man let kunne misforstå situationen hvis man så den på afstand, ville der intet være at misforstå hvis man fulgte den på klods hold. ”Er de her for brylluppet?” tanken havde kort slået hende, for hvis han kom pt. fra Portus, men tydeligtvis talte med den karakteristiske accent fra Pandemonium, som hun også selv bar, var det sandsynligt at han var her for det kongelige bryllup, som så mange andre tilrejsende. Adelen i Pandemonium havde ikke det store valg om hvorvidt de ville deltage eller ej – og det var nok de færreste adelsfolk der ikke drømte om at deltage, men kom man fra et andet land var der nok et større valg, selvom det da vel var velset at man deltog.

De små rystelser der løb gennem hendes krop aftog langsomt og efterlod blot en svag skælven. Den våde kjole var tung og klistrede om benene som hun bevægede sig. Allerede nu så hun frem til at komme hjem og få den af. Allerhelst ville hun have et varmt bad, men at vække tjenestepiger op for at klargøre det midt om natten var ikke acceptabelt. De havde retning mod hendes hjem, og dermed ansigterne mod slottet. Vejen skrånede let opad og lyset fra et par svage olielamper lyste brostenene op i cirkler. Udenfor lyskeglerne var der kulsort.

[Sam]

Et tungt suk blev draget fra Sams blege, kolde læber ved hendes spørgsmål, og han måtte længselsfuldt lege med tanken om rent faktisk, at møde op til det prægtige bryllup. Se sin lillesøsters kønne ansigt igen. Mærke de isblå øjne gennemspidde hans sjæl, strippe ham helt ned til hans nøgne hud, og lukke sine lange fingre om hans hjerte. Føre hende op til alteret, som ellers var en faders job. Kysse hendes porcelæns kinder, og give hende bort til offerlammet. Åhhh han ønskede så inderligt at han kunne. Være en del af hendes liv og drømme, som han engang havde været, før han vendte det hele ryggen – for evigt. Han måtte virkelig lade være med at tænke den slags tanker. Den person var død.
”Desværre nej,” svarede han dybt med blikket rettet frem. ”Jeg er blot på gennemrejse, og som simpel lægekyndig, er jeg på ingen måde værdig nok til at betræde den slags sale.”
Han drejede ansigtet mod hende. Blikket vandrede undersøgende over hende, inden at han lagde hovedet en smule på skrå.
”Men jeg går ud fra én som De skal med?”
Han kunne ikke forestille sig hende sådan et sted. Hun ville skille sig ud som et ensomt stearinlys i kvælende mørke, der ville true med at slukke hende. I stedet burde hun være fri. Buret skulle åbnes, så fuglen kunne flyve fløjtende ud i den store verden, og slå sig til alle de andre frie fugle. Fingrene om hendes skulder lukkede sig en smule tættere. Hun ville have været så perfekt. Så smuk.

[Blake De Clare]

Hans længselsfulde suk rørte noget inde i hende. Som fangede hun at der var meget mere ved ham end hun så. Men hvad det var, var ikke til at sige, det var som at gribe i blinde. Som simpel lægekyndig? Måske lægekyndig, men næppe simpel. Hans galante væremåde, hans sprog, holdning, alt ved ham fortalte hende at han var tilhørte adelen. Han kunne umuligt være så gennemsyret adelig i opførsel og være vokset op i lavere lag. "Jeg tvivler på at jeg har et valg... Men det skal nok blive... Spændende" Hun trak på smilebåndet og et glimt af noget rebelsk og udfordrende kom til syne i de blå øjne. Kjolen hun skulle bære var lige blevet færdig, og aldrig havde hun set noget lig den. Den var så langt fra moden og så langt fra forventningerne som den kunne komme. Hvid som sne og med blonde udskæringer der, hvis ikke den samtidig havde været så elegant og sart, ville virke udfordrende og upassende. Den balancerede perfekt på æggen af kniven. Kun ganske få kendte til kjolen. Hendes egen familie forventede at hun ville være iklædt en traditionel rød og sort kjole, matchende deres klæder. Faktisk var den kjole også syet i familiens hjem, blot for at gennemføre tricket.

Hverken hans hånd der klemte let om hendes skulder eller hans rolige blik gjorde hende utilpas. Hun tiltede blot hovedet let på skrå idet hendes tanker kom tilbage fra kjolen. "Det bedste ved en kongelig fest, er forventningerne optil. De blænder enhver der før var i stand til at tænke fornuft" en lav latter slap ud i nattemørket. "Hvis ikke min kære familie var så travlt optagede af hvilken beklædning og hvor højt de kommer til at sidde, så havde jeg tvivlsomt fået lov at gå her med så godt selskab" Hun sendte ham et smil der vidnede om den energi og det liv der pulserede i hende. "En dag bliver det ikke kun til små eventyr. En dag rejser jeg ud og oplever" Om de sidste ord egentligt var sagt med hensigt om en samtale derom, eller mere var en højtsigning af hendes tanker, var ikke til at sige. Men de drømmende billeder der vildt udspillede sig for hendes blik tydeliggjorde meningen bag. Der var utallige oplevelser til gode i Blake.

[Sam]

Tavst nikkede Sam. Resten af turen snakkede de løst og fast om alting, der nu faldt dem ind, indtil at de pludselig befandt sig udenfor De Clares store palæ, hvor der stadigvæk var lys i et par af vinduerne, hvilket bevidnede nogle fra familien stadigvæk var oppe. Forsigtigt tog Sam sin kappe tilbage, men lod den ligge over armen i stedet for at tage den på. Duften af Blake hang i stoffet som sød parfume, der kælede for hans næsebor. Han betragtede hende foran sig. Så lys, energisk og blomstrende. En kæmper. En livsnyder. Det havde været en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med hende, og selvom det smertede ham, aldrig at skulle se hende igen, fortrød han ikke deres lille udflugt.
Han tog hendes hånd i sin, og førte den op til sine læber, for at placere et kys på håndryggen. Ikke ét af de der fløjslette man knap nok kan mærke, men et fast et, der efterlod ham på hendes hud.
”Jeg håber du bryder ud fra dit bur, lille fugl,” erkendte han, og gav hendes hånd et klem, inden han lod hende få den tilbage. ”Og jeg ønsker dig alt glæde og lykke i din fremtid. Lige meget hvor end den er.”
Hans smil voksede sig en smule bredere, men aldrig nok til man så tænderne. Den slags smil var gemt til en anden person. En anden kvinde.
”Nyd brylluppet.” Ofringen. ”Og dans til dine fødder gør ondt, og du ikke længere har noget luft i lungerne.”

[Blake De Clare]

Gåturen fra torvet til De Claires palæ tog en god halv time, men for Blake føltes den som kun et par minutter. Samtalen havde draget hende i så høj grad at hun knapt opdagede de hjemlige omgivelser før hun ud af øjenkrogen skimtede palæets høje port. Hans ord afslørede at han havde læst hende. Måske endda på et niveau forstod hende bedre end hun selv forstod sig selv. Selvfølgeligt bundede det i Sams mange år og erfaringer med sjæle som hende. Men denne kendskab besad hun ikke. Hun forstod derimod at han ikke ønskede sin identitet nærmere kendt end Sam, vampyr, fra Portus men oprindeligt fra Pandemonium, adelig... Og den store fysiske lighed med dronningen, dette havde hun dog stort set glemt som følge af hans varme person. Denne gang bragte hans ord ingen latter, men et kærligt og varmt smil der genspejlede sig i blikket. Hans kys på hendes hånd føltes varmt og ægte. "Om ikke andet, så for dig". Et løfte lavet til andre var altid lettere at overholde end et løfte lavet til sig selv. Hun klemte hans hånd igen et langt øjeblik før hun slap den. "Jeg vil danse til jeg dåner". Hun stod et øjeblik med blikket i hans før hun drejede omkring og trådte igennem porten der tårnede sig op over hendes hoved. Hun nåede kun nogle skridt før hun stoppede op og drejede omkring mod ham igen. "Sam? Tak for i nat... Det har været helt specielt". Der var ingen tvivl om at hendes ord var sande. Aftenen havde rørt hende mere end forventet. Igen drejede hun omkring og forsvandt op mod palæet.

Det var en bittersød fornemmelse at skulle sige farvel, for uden hans identitet kendt ville hun umuligt kunne opsøge ham senere, og hun respekterede det. Ville deres veje mødes i fremtiden ville det være ved et tilfælde og hun håbede inderligt at hun ville støde på ham igen, for med ham følte hun en sær tiltrækningskraft. Ikke af romantisk art, men af eventyr og af lyst til suge til sig af hans oplevelser og ord, samt at gentage nattevandringer. Ellers vidste han hvor hun boede, selvom hun tvivlede på at han en dag ville stå på dørtrinet.