Just One Look

[Sam]

Blake De Clare - Sam

Forurenet regn dryppede ned fra mørke skyer, som skjulte både måne og stjerner. Kun gadelamperne lyste de beskidte, krogede brostensbelagte gader op, i et forsøg på at holde mørket bare lidt på afstand i en by, der allerede levede skyggerne. 

Men for Sam Blackmore, var det hjem. I 15 år havde han ikke sat sine fødder her i Agares, men nu stod han her igen med nakken lagt lidt tilbage, så han kunne kigge op mod det store, mægtige slot, som tårnede sig op over byen. Truende, sort og med høje, stikkende tårne. Et sted derinde bag vinduerne var Eriz. Gad vide hvordan årene, havde sat deres præg på hende? At dømme ud fra rygterne var hun stadigvæk guddommelig smuk, men han havde heller ikke forventet andet af hende. 

Med et tungt suk løsrev han blikket fra slottet. Han havde allerede stået her i en time, og bare gloet håbefuldt for at få et glimt af hans lillesøster, men selvfølgelig tilsmilede heldet ikke til ham – eller måske mere uheldet. At være så tæt på hende var en risiko. Selvom det var dumt, lå frygten for hun kunne mærke hans sind stadigvæk i hans baghoved. Alligevel havde den frygt ikke været stor nok, til at holde ham væk fra at slå en tur forbi det afspærret slot. Bare for at… se. Bare for at vove sig nærmere hende. Rygterne sagde hun skulle giftes og havde en næsten voksen søn – ingen af dem havde han set, men historierne svirrede om dem. Aldrig havde hans bekymringer været større…

En sidste gang kastede han et blik deroppe, før han trak kappen tættere omkring sig, vendte rundt, og gav sig til at gå tilbage ned af den brede hovedgade. Hætten var trukket op over hans hoved, så gadelygterne fik skygger til at æde hans ansigt væk. 

Oliver ventede tilbage på en kro i centrum af byen. De havde kun lejet et værelse for en enkelt dag, indtil de måtte videre med hestevogn ud af hovedstaden. Et sikkert sted skulle findes til Oliver inden fuldmånen om en uges tid, med mindre de ville blive afsløret, eller han ville gøre skade på nogen. 

[Blake De Clare]

Den store mørkeblå kappe der beskyttende lå omkring den slanke skikkelse, var efterhånden tung af grålige vanddråber. Under den vidde hætte med den lyse skindkant var et kønt lyst ansigt med store blå øjne og bløde læber synligt. Blonde slangekrøller indrammede ansigtet og gav den unge kvinde en vis association med noget fra et eventyr. For én gang skyld var Blake De Claire klædt I landets farver, som kjolens sorte farve kombineret med de mørkerøde broderinger slyngede sig op af hendes krop i blide vendinger, der opblødte den hårde fremtræden som en kjole efter Pandemoniums stil kunne risikere at besidde.

Det var efterhånden blevet mere reglen end tilfældet at den unge kvinde søgte udenfor hjemmets trygge rammer ved alle muligheder. I dag var åbningen opstået, da et ældre vennepar af familien var kommet på visit. Begge Blakes forældre var blevet optagne af samtaler, mens broderen havde syslet med hvad han så ellers fandt interessant. Blake havde set åbningen, var strøget til sit værelse i dække under at hun ville læse, hvorefter hun havde listet sig ud af vinduet og taget det store spring de to meter der var ned, for derefter at klatre over muren i den fjerne ende af haven. Hun tvivlede på at familien havde opdaget hendes forsvinden endnu. Den sidste måned havde givet hende meget på hovedet, og hun skævede kort op mod det store slot der hævede sig over byen og lyste op herfra. Det træk sammen i maven på hende. Én ting var at hun nu havde mødt ham kort og at han ikke havde virket som en katastrofe, men derimod ganske underholdende. En anden sag var at hun stadig ikke ønskede at ægte sig, og slet ikke ind i en rolle der kom med forventninger og regler. Hun havde meget at opleve endnu, og tanken at stikke af for at tilfredsstille sit eventyrlystne hjerte var da ramt hende mere end én gang. Men så var der hendes familie, og på trods af at hun godt kunne undvære den i en rum tid, så ønskede hun ikke dronningens vrede på den. Og så selvfølgeligt det at hun ville ende i en forfærdelig pine når hun så enten blev fundet, eller selv viste sig igen.

Idet Blake rettede ansigtet frem ad den bredde gade igen kolliderede hun med en større hård skikkelse, der fik hende til at falde til den våde jord med et højt gisp. Hun tog af med hænderne som straks blev både våde og beskidte, og rettede så blikket op mod den fremmede mens hun forsøgte at få styr på skørterne så hun kunne komme på benene igen, uden at de hindrede hende. Daggerten lå selvfølgeligt trygt i hendes skørters folder, tæt ved hvor den højre hånd rettede yderskørtet ud.

[Sam]

Kollisionen med den anden person fik Sam til at vakle et par skridt bagud, for at genfinde balancen. Hans forsøg på at gribe den modstående, lykkedes ikke da de lange fingre greb om tom luft. I et kort øjeblik havde han frygtet, det var en vagt, han var gået direkte ind i, men da hans observerende, isblå øjne faldt på den faldet skikkelse, opdagede han til sin lettelse – og bestyrelse – at det var en kvinde, han så uhøfligt var gået direkte ind i. Hurtigt bøjede han sig ned, for at hjælpe hende op.
”Det må De virkelig undskylde, my lady! Jeg gik fuldkommen i mine egne tanker. Åh nej, Deres kjole… Tilgiv mig for min klodsethed, jeg burde virkelig have set mig bedre for,” undskyldte han skamfuldt, mens han med en hånd om hendes albue, og den anden støttende under hendes, fik trukket hende op på fødderne igen. Han blev ved med at holde hendes albue, indtil han var sikker på, hun var stabil igen. Hætten var røget af ham, og afslørede et slankt, glat ansigt med høje kindben, blege læber, og nogle vidunderlige, klare øjne, som syntes at kunne række ind til selve ens sjæl. Håret var ravnsort med et lilla skær, og strøget tilbage, selvom nogle snoede lokker stadigvæk faldt ned i panden. Et par streger markerede sig ved siden af øjnene, når han smilte. At dømme ud fra hans lyse hud, den næsten magnetiske aura og overnaturlige udseende, kunne han kun være vampyr. Han bevægede sig med stor ynde og forsigtighed, som gik han rundt i en verden af skrøbelig glas.
”Er De okay, My Lady?” spurgte han med et lille træk på smilebåndet. Fingrene slap deres støttende tag om hendes albue. Hans blik hvilede varmt på hendes ansigt.

[Blake De Clare]

Knapt var hun kommet sig helt over overraskelsen som havde slået hende af benene, før den næste: Mandens ligefremme og handlekraftige væsen. Blot et øjeblik efter at hun havde løftet de våde og beskidte hænder fra jorden havde han fat under den ene og med hans anden hånd om hendes albue. Han var stærk og hun nåede knapt selv at gøre noget for at stå lodret. Hun havde hverken slået hoved eller andet, og var derfor ikke ude af balance eller havde svært ved at stå, da han altså først havde rejst hende igen. ”Åh der er skam intet at tilgive! Det er mig der…” Halvdelen af sætningen blev på tungen da hun rettede sine blå øjne op, og mødte et par klare isblå, som hun kunne have sværget på at have set ind i for en måned siden. Farven i hendes kinder begyndte lynhurtigt at falme, indtil hun opdagede linjerne omkring, det kortere mørke hår, et andet blik i øjnene. Og generelt den umiddelbare venlighed den fremmede allerede havde udvist. Og så at han var en mand selvfølgeligt. Hun rystede følelsen af sig og fik med blikket let strejfet hans hænder ”Åh det skulle De altså ikke have gjort, nu er Deres hænder og ærmer også beskidte…” Hun trak et silke lommetørklæde, med De Clare broderet i hjørnet, frem og tilbød ham det til at fjerne mudderet.

Hun trak hætten ned og viste sig. Det lyse blonde hår hang ned af skuldre og ryg i store vilde bølger der ville minde en om havet, hvis man havde set det. Kjolen var højhalset og fremhævede den slanke figur. Hun lod blikket glide ned af sig og børstede forsøgende noget skidt af kjolen, men da det stadig var vådt var der intet held med det. Heldigt at hun ikke var særligt materialistisk anlagt. Hans næste ord fik tvunget en lav og lys latter fra hende ”Om jeg er okay? En smule mudder på skørterne og jeg er stadig heldigere end så mange andre” ordene var ude før hun havde nået at revurdere dem. For en ung adelig kvinde i hendes situation burde den største opmærksomhed være på at holde sig acceptabel i fremtræden. Men på den anden side var hun vist allerede godt udover det iom. Hun var uden følge på en mørk gade tæt på nat.

[Sam]

I et øjeblik havde kvinden virket som enhver anden adelskvinde, og han havde smilende taget imod hendes lommetørklæde, for at tørre sine hænder af for skidt, mens hun havde trukket hætten væk, og afsløret sig selv. Hun var køn. Lys og med en genkendelig glød spillende i øjnene, hvilket fik ham næsten til at sukke i savn.
Med et trylleslag lyste gløden op, og fortærede alt det fine, ordentlige og formelle fra kvinden, så der ikke var andet tilbage end… liv. En smule overrasket betragtede han hende, hvilket fik hans blik til flygtigt at flakke ned og op af hende i et forsøg på at regne hendes sjæl ud, men han behøvede ikke at gætte særlig meget, for at kunne fastslå, hun besad den samme form for munterhed og energi hans elskede mesterværk også ejede. Det lokkede et krøllet smil frem.
Han rakte venligt det mudret tørklæde tilbage til hende – men ikke uden kort at have taget notits af den broderet tekst. De Clare. Gammel adelsfamilie vidste han.
”Jeg ville blot sikre mig, De ikke havde skrabet deres hænder,” forklarede han med et lille, undskyldende nik. ”Er De her helt alene?”

[Blake De Clare]

Blake tog imod det nu mudrede lommetørklæde og pakkede det ned i en af skørtets lommer. Ikke at hun formodede at det var til at redde. Det var også temmelig ligegyldigt, de havde nok til at udstyre en mindre hær derhjemme. Hun gned hænderne mod hinanden ved hans kommentar ”Det er ikke så slemt”. Hendes smil var varmt idet hun, på trods af at hun ikke kendte til hans navn, følte sig tilpas i hans selskab indtil videre. Hans hud var som porcelæn, ikke én eneste fejl. Hun havde ikke megen erfaring i at spotte hvilken race dem hun mødte tilhørte, men hun skulle tage meget fejl for ikke at se at han var vampyr. Levede af blod. Alligevel var der noget over hende der ikke fik hende til at frygte. Nok flere grunde, hvoraf en af dem bl.a. var at der ikke megen kriminalitet var i Agera, mens en anden nok var at hun som djinn ikke ville kunne dræbes uden magi.

Ved hans spørgsmål om hvorvidt hun var alene sprang hendes hjerte et slag over og hendes øjne flakkede kortvarigt, næsten så kort at det ikke ville bemærkes. En mere selvsikker, og måske lidt udfordrende, holdning indtog den slanke høje krop. ”Er De her da ikke… Hr?” kom det spøgefuldt over hendes læber. En ligefremhed der ofte tilkom nye, såvel som gamle, bekendtskaber fra Blakes side, men kunne ryste grundvolden på mere formelle individer.

[Sam]

Igen krøllede et smil op i hans mundvig ved hendes flabet tilbagesvar, mens han med en svag hovedrysten kiggede ned på sine sko i et forlegent forsøg på ikke at bryde ud i en lille latter. Hele hendes væsen mindede ham så meget om Macaria, at det næsten gjorde ondt på grund af savnet efter hende, men han priste sig lykkelig for, det ikke var lykkedes Pandemonium at kvæle enhver ildsjæl i befolkningen, selvom der ihærdigt blev forsøgt med strenge regler, disciplin, og formaliteter.
”Jo…” Han kiggede op, og mødte hendes blik. Stadigvæk smilende. ”Det er jeg.”
Høfligt rakte han hende sin arm.
”Må jeg have lov til, at følge Dem til Deres mål, My Lady? Hvor De end ønsker det skal være,” spurgte han, og gjorde det derved også klart, at han var ligeglad med om det var hjem eller til en eller anden undergrunds koncert nedenunder en fabrik. Hvor end hun ønskede det. Oliver kunne godt vente lidt længere på ham, og han nød det friske pust af liv, som denne unge adelskvinde tilbød ham.
Hvis hun tog imod tilbuddet, ville han lægge sin frie hånd ovenpå hendes, inden han førte hende med sig tilbage ned af gaden ind mod centrum.
Agares var selvfølgelig en stor by. Den største i hele Pandemonium med den eneste konkurrent i form af Medea. Det tog mange dage at komme fra den ene ende af byen til den anden på gåben, men eftersom slottet befandt sig i midten af det hele, var det de rimelig tæt på alting – alting pånær de fattiges kvarter samt industrien. Alt det lå ved kanten af byen, som en stor mur af røg.

[Blake De Clare]

Hun havde altid haft en evne for at tale så ubemærket forbi faktorer der af mange fra Pandemonium ville blive skændet på. Og hun havde altid udnyttet den til sit fuldeste. En bidragene faktor kunne meget vel også være, at hun var ganske veltalende og besad en stor portion charme, der oftest var i spil ubevidst – men sagtens kunne smøres tykt på. Hun nikkede bekræftende til hans ord, så de blonde lange krøller dansede omkring hende. Dernæst lagde hun sin arm i hans og lod ham føre hende afsted. ”Hvilket navn må jeg kalde dem?”

På vej tilbage mod centrum havde hun ansigtet mod slottet der tårnede sig op. Det var med blandede følelser at hun så derop, og generelt forsøgte hun at fæstne sit blik andre steder. ”Må jeg spørge hvorfra de kommer?” hun havde ikke set ham før, men han var ikke fattigt klædt. Og alligevel virkede han som kunne han gaderne ind og ud. Men selvfølgeligt var Agera for stort til at hun kunne genkende enhver adelig. Hun drejede ansigtet væk fra gaden foran hende og betragtede ham flygtigt med et tænksomt blik. Hans isblå øjne, blege hud, høje kindben og mørke hår mindede så meget om dronningen at hun måtte minde sig selv om at denne mand virkede radikalt anderledes. Det var ikke sikkert at hun ville have opdaget det hvis hun havde mødt ham under mere normale omstændigheder, højst sandsynligt havde hun kun bemærket det fordi hans øjne var det første der ramte hende efter faldet. ”Jeg ville til tårnet på markedet”.  Det spillede hemmelighedsfuldt i hendes blå øjne, og et matchende smil der næsten ikke var til at holde nede viste sig. Om dagen var markedet fyldt, og tårnet bemandet. Om natten stod det tomt, og det samme gjaldt for det meste for markedet. Tårnet var en af få høje punkter, hvor det var muligt at komme op i mindre forurenet luft. Og på en god nat var det endda muligt at se stjerner derfra. Det var ikke uvant at den unge kvinde søgte dertil om natten. Udsigten fra slottet måtte være langt bedre, men så drømte hun hellere om tårnet.

[Sam]

Åhhh det store spørgsmål, der altid blev spurgt, men han fandt så svært. Hvilket navn… Hvorfra…? Sam hævede hagen, mens han vurderede sit svar til hende. Regnen havde allerede fugtet hans kappe en smule, og fik regnvand til at dryppe fra kappekanten omkring hans læg.
”Mit navn er Sam,” svarede han endelig, uden at give en længere forklaring på om hans simple fornavn var et brudstykke af et længere mere adeligt navn, eller om han havde et slægtsnavn. ”Og jeg kommer fra Portus.” Med et lille, hemmelighedsfuldt smil vekslede han blikke med hende, inden han igen kiggede frem for sig mod gaden de spasserede hen af, som var det en anden søndagstur. Selvfølgelig ville hun nok regne ud, han ikke kom fra Portus. Han talte flydende pandemonisk med den eksotiske, rullende tunge folk opvokset i landet havde. Alt der måske lignede noget fra Portus var hans sorte, sammenpresset bukser, og den hvide, nystrøget skjorte, han bar indenunder en sort habitjakke og en vest. Men selv det kunne man se nogen folk fra Pandemonium gå med.
Hans blik vandrede mod tårnet, han kunne se stikke over selv de højeste af husene. Det ragede op mod himlen, hvor det forsvandt op i de sorte skyer, og havde sikkert et fantastisk syn over himlen – hvis man var heldig. Agares var en… speciel by. Med de høje bygninger tårnende op på hver side mindede alle gader om smalle, snoet gyder.
”Tårner det så er,” slog han fast, og gav hendes hånd under sin et betryggende klem. Den var varm under hans ligkolde hud. Så varm at han kunne mærke det gennem stoffet på sin jakke, hvilket fik hans nerver til at sitre en smule ved følelsen. Igen vendte han ansigtet mod hendes. ”Hvad må jeg kalde Dem?”
Han lod hende selv svare, selvom han kunne regne ud, hun måtte være fra De Clare slægten. I hans selskab kunne hun være hvem end hun ville, og han skulle nok spille med på det hele – akkurat som han havde gjort første gang, han mødte Macaria siddende på rendestenen med klaprende tænder.

[Blake De Clare]

”Sam” sagde hun lavt, som både tyggede hun på det og accepterede det. Han fik vækket hendes interesse en smule mere ved han tilholdssted, og på trods af at alt ved ham strålede Pandemonium, så gættede hun at han nok i dag boede i Portus. Blake havde aldrig været udenfor landet. Hendes fader, Christian De Clare, fandt det ikke relevant at bringe hende med på sine mange forretningsrejser, hun var trods alt en datter og havde ikke andet virke end at danne bro mellem De Claire slægten og en anden, gerne magtfuld, slægt. I dette tilfælde havde han måske skudt langt over de forrige forventninger. At knytte De Claire slægten til LaPiera Black slægten ville blive hans største formåen, hvis det lykkedes at få hende i en brudekjole og at holde hendes ry rent så længe båndet ikke var strammet om hendes håndled.

Hans klem om hendes hånd fik et øjeblik hendes hjerte til at sætte tempoet op. Hun rettede det lyse ansigt op imod ham og mødte hans blik med en muntert gnist. ”For dem, Blake”. Ligesom han ikke havde givet noget slægtsnavn, gav hun selv sjældent sit slægsnavn ud. Nu havde han jo så selvfølgeligt set det på hendes lommetørklæde, men ellers. Det havde intet at gøre med at hun ikke ville associeres med sin familie, på ingen måde. Det var en ganske god association, der i mange tilfælde ville kunne skabe gode forbindelser, eller få hende ud af problemer. Men når hun færdedes udenfor hvad der var tilladt, så holdt hun den del af sin identitet skjult. I disse tilfælde var hun blot en ung adelskvinde ved navn Blake, så kunne man lede så tosset man ville efter hende – der fandtes mange adelsdøtre at kigge igennem. Hendes tanker vendte tilbage mod Portus. ”Det må være noget af et skift at bytte det her ud med Portus?” Sagde hun og slog ud med en bydende håndbevægelse med den frie arm. Som indbød hun hele Pandemonium i sine ord. Der var ingen tvivl om at hun befandt sig i Agares som var det hendes baglomme og uden tvivl; hjem. Men samtidig var der også en svag forræderisk følelse af at Pandemonium på en eller anden måde fængslede mange sjæle i lukkede regler, mørke og skidt. Det var et ambivalent forhold. Hun forestillede sig Portus som det diametrale modsatte af Pandemonium. Hun havde læst om hvide gader, lavet i marmor, og små idylliske byer med uforurenet natur. Et drømmende udtryk synedes på hendes ansigt som hun stirrede frem og forestillede sig endeløs grøn og ren natur. Hun blev hevet tilbage til virkeligheden af fornemmelsen af hans nærhed og rystede kort på hovedet som for at rykke forestillingerne ud. En dag… En dag ville hun rejse og opleve.

[Sam]

Som hilsen til hende bøjede Sam hovedet for hende, da hun præsenterede sig selv som intet andet end: Blake. Det var et godt navn, der lå behageligt på tungen.
Han lagde mærke til hendes drømmende udtryk, men behøvede ikke være mentalist, for at vide hvad hun mon tænkte på. Så fyldt med liv, håb og drømme. Et hjerte skabt til at ræse ud over markerne, danse til en hidsig violin, og sprede sine arme ud for at mærke vinden kærtegne sin hud. Han kendte sådan et hjerte.
Med et smil vippede han hovedet overvejende fra side til side ved hendes spørgsmål.
”Jeg… har været i Pandemonium før, så jeg er vant til kulturen. Desuden fortrækker jeg til hver en tid landet her end Portus. Det føltes næsten som at være… hjemme,” fortalte han med en sitren i mundvigen, der kunne betyde utallige ting. ”Portus er ikke noget for mig. Farverne er kedelige, luften varm, og dets folk primitive med deres hjernevasket tro på en gudinde, der strengt bestemmer over deres liv. De er så bange for videnskab.”
En dyb, svag latter lød fra ham, og han sænkede blikket ned til deres fødder med en svar hovedrysten.
”Tilgiv mig. Jeg vil helst ikke virke fordomsfuld. Sandt at sige længtes jeg mere efter Vavilon. Har De været dér?” Han kiggede igen hen på hende med øjenbrynene spørgende hævet. ”Åh, jeg kan garantere Dem for, De ville elske det. Måske ikke nu, men tilbage da Forsyth regerede… Alt den musik. Alle de farver. Alt den kultur. Vidste du De tømte hele deres skattekammer, for at bygge et storslået teater i midten af Oberion? Alle deres rådgivere sagde det var en dårlig ide, men de gjorde det alligevel På én uge havde de tjent det hele tilbage igen. Èn uge! Folk strømmede fra overalt i verden, for at se åbningsstykket.”
Igen smålo han, mens de nåede til det store torv, der selvfølgelig på denne tid af natten var fuldkommen tomt og forladt. Butikkerne var mørke og lukket. Gadelamperne lyste de omkringfaldende regndråber op, så det lignede gnistre, der vædede brostenene under deres fødder. Tårnet ragede op i midten omringet af et støbejernshegn. Selvfølgelig var dér en port, men den var sikkert låst. I gamle dage havde man brugt tårnet af sikkerhedsmæssige årsager på grund af den dengang store kriminalitet i byen – inden Marcellus og Eriz havde erobret byen.

[Blake De Clare]

Hun forstod ikke nødvendigvis meningen bag hvert af hans ord, men hun indlejrede dem alle og gemte dem i sit mentale bibliotek over bekendtskaber. En lav latter kom fra hende, fremtvunget af hans spydige ord om Portus. Måske Portus ikke ville være noget for hendes vilde sjæl, men hjertet bankede stadig med en drivkraft som bare ind i pokker for at opleve det med egne øjne. ”Hvad lever de af, hvis ikke videnskab og udvikling?” spurgte hun, uhæmmet af det uvidende spørgsmål. Måske vidste hun det godt hvis hun gravede dybere i hukommelsen. Idet ordet Vavilon kom over hans læber steg hendes puls hastigt og hendes øjne nærmest svømmede i drømme. Vavilon var dét sted i hele den store verden, som hun længedes allermest efter, på trods af at hun kun havde hørt historier. Vavilon var i hendes uvidende hjerte det samme som frihed. Og det var det første sted hun ville søge hvis de mange hænder der holdt hende slap. Bare for et øjeblik, og så ville hun være væk i farverige og følelsesladede drømme. 

Hun nåede knapt at svare før hans ord hev hende på et eventyr uden lige. Hendes øjne blev fyldt med billeder af hvad han beskrev og uden at bemærke det klemte hendes fingre sammen om hans ærme og hun blev helt optaget. Da han stoppede fortællingen om drømmelandet var de, helt uden at hun havde bemærket det, nået til torvet. Det var som at blive revet ud af en anden virkelighed og tilbage til Pandemoniums gader. Nu med det høje mørke tårn foran dem, omringet af et hegn. ”Tak” Ægte og dyb taknemmelighed var at høre, og den før lettere overfladiske spøgen var strøget fra stemmen. Hun var virkeligt dybt taknemmelig for hans historier, og de havde tilføjet et ton af brænde til hendes lyst til at slippe ud fra murerne og opleve verdenen.

Først da lod hun mærke til at hun havde krøllet hans ærme hvor hendes fingre havde strammet sig så de var blevet helt hvide. Hun slap grebe og glattede det ud i samme bevægelse som hun trak armen til sig. En underlig fornemmelse efter at have gået en rum tid arm i arm, opslugt af ord. Hun trådte frem til støbejernshegnet uden at tjekke porten – alle andre aftener var den låst, så hvorfor skulle den ikke også være det i dag? ”Har du oplevet Pandemoniums nat over byen?” Det udfordrende smil var tilbage og hun satte de tynde fingre på hegnet et godt stykke over hendes hoved, før hun i en elegant bevægelse hev sig op over og landede på den anden side. Det var tydeligt at hendes krop var trænet, og at hendes slanke muskler var stærke. Og selvfølgeligt at det ikke var første gang hun forcerede et hegn.

[Sam]

Sam fortalte resten af vejen hen til tårnet om Portus’ indkomst, selvom han ikke havde meget forstand på det. Ikke andet end hvad normalen vidste. Dækket af sirlige, firkantet marker kunne landet tjene rigt på at sende afgrøder, frugter, grøntsager og andet landbrug hen over dets grænser til enten det golde Pandemonium eller dovne Vavilon.
Først da de endelig kom til tårnet i midten af torvet, lod han Blakes hånd slippe sin arm med et sidste klem om hendes fine, slanke fingre, der efterlod et varmt mærke. Hun havde slugt hvert af hans ord til sig som en svamp med skinnende øjne vendt ud mod en horisont hun drømte om at nå. Hvis han stadigvæk havde været sit gamle jeg, havde han nok nydt, at drukne sig i hendes fantasier, men… det var en anden tid. Drømmenes tid. Han var vågen nu.
Tøvende betragtede han hende med hovedet på skrå, som hun klatrede over hegnet så let som ingenting. Tydeligvis havde hun prøvet dette mere end en gang. Hvilken vildskab. Åhhh hvor han ville have ønsket, han havde mødt hende tidligere, hvor han kunne tage hende med i sin samling. Hun ville have elsket det. Trives. Som en smuk, farverig blomst, der endelig komme i den rette jord, så den kan gødes og springe ud i alt sin pragt. Kort flashede mindet om midnatsblå øjne, rødt hår og et muntert smil frem for hans nethinde. En klingende latter genlød i hans hoved, og smittede et smil frem på hans blege læber.
”Et par gange…” afslørede han til hendes spørgsmål. ”… men det er mange, mange år siden.”
Kort lod han øjnene glide over hegnet, inden at han bøjede ned i knæene til et spring. Elegant, takket været sin vampyrisme, hoppede han over støbejernet, og landede sikkert på fødderne på den anden side. Han rettede på sit tøj, inden han slog indbydende ud mod hånden mod tårnet.
”Efter Dem.”

[Blake De Clare]

Hendes øjne fulgte hans krop da han i en overnaturlig bevægelse sprang over hegnet uden så meget som at tage tilløb eller røre det. Igen bekræftedes hendes formodning om at han var vampyr. Natten var hans. Sjældent havde hun tænkt på hvad andre så hende som, men hun formodede at de fleste måtte tænke hende som menneskelig. Aldrig før havde hun røbet for nogen at hun var magisk. Et væsen som de færreste troede på fandtes. Kom ordene over hendes læber ville modtagerne forståeligt nok ikke tro på det. Et væsen der kunne opfylde ønsker med magi. Der blev bundet til sin hersker og kunne forsvinde ned i en flaske? Nej, så gav det mere mening med menneskeskikkelser der kunne blive til drager, engle med vinger, dæmoner og andre racer. Hun lod blikket vandre hele den lange vej op langs tårnet. Toppen forsvandt i lavthængende, men tætte grå skyer. Hun tog et løst stykke stof frem fra en lomme og bandt det om den venstre hånd, hvorefter hun gentog proceduren på højre. Hendes hænder bar præg af ikke at være blevet brugt til en eneste fysisk aktivitet igennem det unge liv. Den eneste måde hun var i stand til at opretholde dette, var ved at beskytte dem mod slid når hun brugte dem på sådanne ting.

Hun tog et fast greb op metallet som stigen op mod himlen bestod af. Den var våd af tunge forurenede regndråber, men ikke synderligt glat. Et øjeblik sendte hun et muntert grin tilbage mod den næsten fremmede vampyr, før hun bevægede sig hurtigt opad på trods af den tunge kjole. Her havde hun i nattens mørke mange gange kravlet opad. Hun bar både stor kærlighed for dagen og natten, hver bød de på hver sit. Det var ikke ofte at hun indbød fremmede til at være en del af hendes udflugter, ofte skete det at hun mødte fremmede på dem og delte sine oplevelser som de skete. Men Sam havde vækket en tillid i hende utroligt hurtigt, på en måde følte hun sig friere i hans selskab end hun havde gjort længe. Og dette på trods af at han var ældre, en hel del roligere end hun. Han virkede som en der havde oplevet eventyr og havde ladet sig suge og mætte i mange år af disse. To forskellige livsstadier. Et par minutter efter ramte hendes hånd den øverste trin og hun trak sig opover kanten og op på plateauet. Et øjeblik stod hun bare og indåndede luften, der på trods af ikke at være ligeså ren som i andre lande, var renere end under skydækket. Hendes hænder var spredt ud fra hendes krop og hun mærkede vinden ruske i hendes skørter. Der var ingen regn heroppe, og stjernehimlen var lige akkurat synlig. Som hun stod der på kanten med armene spredt ud højt op over byen, manglede hun kun vingerne for at ligne en engel på vej udover verdenen. Hendes familie ville have fået et hjertestop hvis de så hende stå så tæt på et langt fald.

[Sam]

Efter at have ventet et lille stykke tid på Blake, var kommet et par meter op af stigen, satte Sam i efter hende. Selv stigens trin føltes kolde mod hans håndflader. Et held han var vampyr, for ellers havde denne tur op af tårnet nok være langt fra elegant eller let på grund af det tunge tøj han bar, samt de våde trin, der ville have fået ham til at glide flere gange. Forsigtig med ikke at rive sit tøj i stykker, forsatte han op af det høje tårn, brød igennem skylaget, og kunne endelig kravle resten af vejen op på plateauet, hvor Blake allerede stod i ekstase med armene spredt ud.
Han rettede på sit tøj, mens han kiggede sig omkring. Stjernerne spejlede sig i hans klare øjne, mens de tykke skyer lignede de ville kunne holde deres vægt, hvis de bestemte sig for en vandretur over dem. En helt anden verden. En drømme verden. Vævet af vinden, skyer, stjernelys og stilhed. Med en dyb indånding gennem næsen fyldte han sine døde lunger ud med den klare, kolde luft, indtil brystkassen svulmede helt ud. Først dér lod han alt luften forlade sig igen gennem munden.
Tavs – for ord behøvedes ikke heroppe – stillede han sig hen ved siden af Blake, så han kunne kigge ud mod horisonten. Tårnene fra slottet stak op som sorte spyd gennem skylaget i det fjerne. Et sted derinde befandt Eriz sig måske. En smuk, smuk skygge svævende rundt i de lange, mørke gange med blod dryppende fra sine røde læber og de lange fingre, mens hun klagende hjemsøger ethvert hjerte, enhver sjæl, ethvert sind i et håb om at drukne sin ensomhed. Han drog et suk, og sænkede hagen en smule, dog uden at slippe slottet med blikket.