Who the Hell Are You

[Dylan Forsyth]

Blake De Clare - Dylan Forsyth

Aldrig i fucking livet om han ville vente tre uger, før han kunne få lov til at se den tøs, som hans mor åbenbart havde lovet til ham. Han havde ingen ide om hvem denne Blake De Clare var, eller hvad hendes familie var for en størrelse, så derfor havde han taget en beslutning: Han ville opsøge hende selv.
Efter træning havde han nølet med at gøre sig færdig, og da Adrian var gået, havde han skyndt sig væk, inden nogen kunne nå at følge efter ham. Normalt havde han en hær af vagter med sig, men ham og Flint havde fundet ud af, hvordan man skulle gøre, for at undslippe deres stikkende øjne.
Med en grimasse og et ryk fra de brede skuldre, brød han sine vinger ud af ryggen, men holdte dem foldet ind mod kroppen. De var blevet større med årene, og kunne nu bære både ham og en anden, hvilket Flint havde nydt godt af. Han strøg sit svedige hår væk fra panden, inden at han kastede et blik over skulderen, bare for at være sikker på ingen fulgte efter ham. Ingen tvivl om hans mor sikkert ville blive tosset, når de fandt ud af han var væk, men han kunne ikke være mere ligeglad.
Ærmerne på sin langærmet, grå trøje smøgede han op til albuerne, mens han satte i en lunten ned af en gang, hvor et åbent vindue kunne ses ved enden. Jo tættere han kom, jo mere satte han farten op, indtil han uden tøven tog afsæt, og sprang hovedkulds ud af det, som lavede han et hoveddyk. Vinden rev i ham, da han faldt ned fra bjerget slottet var placeret på. Det brusede i hans øre, håret flagrede og trøjen krøb op af hans mave, mens han stabiliserede sig selv i luften. Vingerne slog sig ud. Med et sammenbidt støn vinklede han dem, så vinden kunne blive fanget under dem. Han rettede sig ud, og satte kurs mod den store, røgfyldte by ved foden af bjerget, mens solen langsomt forsvandt bag horisonten.

En halv time senere landede han i halvløb ved kvarteret, hvor De Clare familien skulle holde til. Selvfølgelig havde han slået det op dagen før. Alle oplysningerne om hans kommende forlovede lå i en mappen på hans mors kontor, og han havde ventet på værelset, mens Flint havde listet sig derind – kun fire havde adgang derind til og det var Eriz selv, Adrian, Aron og Flint.
De mørkelilla vinger foldede sig sammen mod hans ryg. En svag regn var begyndt at falde fra de sorte skyer over byen, men Damian tog sig ikke af det, da han havde sørget for, at tage én af sine varme, uld trøjer på. Kort kiggede han sig omkring, før han begyndte at gå mod det palæ, der var angivet i mappen. Gadelamperne lyste hans vej op, og han stødte på ingen folk, da alle sikkert var hjemme for at spise aftensmad, eller bare ikke ville gå ud i det begyndende regnvejr. Hans mørkebrune hår var allerede blevet fugtigt, og faldt i lokker ned i panden på ham. Et par gange måtte han fnyse en regndråbe væk fra sin spidse næse.
Endelig kom han til palæet. Folk var hjemme, for der var lys i næsten alle vinduerne. Med et suk stillede han sig ved støbejernshegnet, som omgav bygningen, mens hans stålgrå øjne gled over alle vinduerne i et håbløst håb om, Blake De Clare ville være i et af dem. Han stak hænderne ned i sine bukselommer. Hvad så nu? Han havde faktisk ikke tænkt så meget over det. Overvejende vippede han hovedet fra den ene side til anden, som han gik igennem de forskellige valgmuligheder han havde, inden at han besluttede sig for, han hvert fald ikke gad at stå ude i regnen længere.
Igen kørte han fingrene igennem sit våde hår, mens han gik ind gennem porten og op mod palæets hoveddør. Han tog den lille men brede trappe to trin af gangen. Uden videre omsvøb bankede han på hoveddøren.

[Blake De Clare]

Blake havde tilbragt det meste af dagen i en af det store palæs haver. En vagt havde fulgt hende dagen lang, og fået besked på ikke at slippe hende af syne én enkelt gang. Det var kommet familien til øre, fra en af tjenestepigerne, at hun mens de havde været på forretningsrejse praktisk talt var gået ind og ud af huset som det passede hende. Hun var lykkelig over at de heldigvis vidste så meget mindre, end hvad hun havde frygtet til at starte med. Det der gik den unge kvinde mest på ved situationen var ikke at der var blevet sladret, men at hun ikke anede hvem der havde fået tungen på gled. Det kunne som sådan være hver og en. De var alle loyale til hendes fader. Måske fordi han betalte dem betragtelige summer for deres loyalitet og behandlede dem nogenlunde rimeligt. Oftest i hvert fald. 

Blake havde sat sig til rette ved det store massive runde spisebord, sammen med resten af sin familie - bestående af far, mor og bror. Hovedretten var lige blevet serveret og hun tyggede på første mundfuld da de hørte en høj banken på døren. Christian De Clare rynkede brynene og vinkede til en af tjenestepigerne om at gå ud og tjekke hvad der foregik. Så sent var der sjældent nogen der kontaktede dem, jo mindre det var en hastesag med forretningen. Familien tyggede ubekymret videre på maden, og da Christian selv synes der gik for lang tid rejste han sig irriteret fra bordet, lagde stofservietten på bordet og gik ud i hallen hvor stuepigen åbnede døren. Synet der mødte ham gjorde ham et øjeblik mundlam før hans tunge også kom på gled og han bukkede dybt for den unge mand derude. "Min højhed" ærede han og trådte et skridt til siden mens han åbnede armen op i gestus der bød indenfor. "Hvad kan jeg gøre for dem?" spurgte han da døren var lukket igen. Han havde genkendt den unge mand hurtigt, på trods af at han kun havde lagt øjne på ham én gang og det var adskillige år siden. Den dag han blev fremvist for kongeriget. Han bemærkede ligeledes også at prinsen stod der i sin fulde pragt, som dødsengel med vingerne fremme. Og at ingen vagter fulgte ham. Altså måtte dronningen nødvendigvis ikke vide, at han stod i familien La Clares store hall. En tjenestepige kom halvløbende hen ad gangen med et hvidt, broderet håndklæde som hun rakte frem til den våde prins, mens hun sørgede for at holde blikket i jorden og undgå at se direkte på ham. 

[Dylan Forsyth]

Lige så snart døren var blevet åbnet, havde Damian hævet sit mørke blik mod stuepigen, inden det var vandret videre til Lord De Clare, der var kommet til syne. Først dér var et skævt smil dukket frem på prinsens læber.
”Lord De Clare,” hilste han med et nik, og trådte ind i den store hall. ”Tilgiv mig for at indvadere Deres hjem på dette sene tidspunkt. Jeg håber ikke jeg forstyrre.” Han var høfligheden selv, og sørgede for at blive stående på måtten indenfor døren, så han ikke ville dryppe på det dyre gulv, indtil han kunne tage imod håndklædet, som blev rakt til ham. Igennem årene havde hans mor og diverse andre lærer undervist ham i hvordan man skulle begå sig socialt, og han var mere end klar over, hvordan han skulle charmere sig ind på folk. Det handlede bare om han gad.
Med håndklædet tørrede han sit ansigt, før han pjuskede sit hår op med det.
”Jeg tænkte, at jeg hellere måtte hilse på min kommende svigerfamilie. Min mor fortalte det godt nok først ville ske til hendes bryllup, men jeg kan umuligt være fokuseret på to så vigtige ting, der begge fortjener min fulde opmærksomhed,” forklarede han sig, og lod håndklædet ligge bag hans nakke, mens han holdte i hver ende. Han tog et skridt tættere på adelsmanden. ”Desuden har jeg hørt så mange fantastiske historier om Deres datter, at jeg ikke kunne vente med at møde hende.”
Blaaa bla blaaa blablabla… Ordene flød ud over hans læber som honning, men hans øjne var stadigvæk kølige på trods af smilet. Ved flammerne, hvor han dog hadede den her leg, selvom den var lige så nem, som at vælge om man skulle bruge kniv eller bue i en nævekamp. Folk ville så gerne tro på, hvad de hørte, at de slet ikke tænkte over, om man faktisk mente det. Selv hans mor lod sig blive lullet ind i løgnen, når han talte sødt til hende.

[Blake De Clare]

Christian De Clare

Der var absolut ingen tvivl om at den unge mand havde ordet i sin magt, for på trods af at hjertet havde banket en anelse hurtigere hos den ældre erfarne forretningsmand, var han nu helt rolig og fandt ligefrem prinsen charmerende. Dette gjorde at han straks betvivlede de rygter han havde hørt og med mere end glæde bød prinsen ind i sit hjem. Principielt var der vel heller ikke et valg, når en kongelig stod på ens dørtrin. Og så en kongelig der snart ville være trolovet med hans datter. "Det sætter vi meget høj pris på. Min datter har knapt kunne vente på at møde dem heller." forsikrede han. Hans kommende svigersøn havde ham allerede om sin lillefinger. "Lad mig præsentere Dem for dem, derefter kan vi måske byde Dem?" Han drejede omkring med et sidste blik på den høje prins, hvorefter han gik med hastige skridt nedad gangen, og håbede på at ingen i fra hans familie sad med mad i munden idet de kom ind. En tjener skyndte sig til dobbeltdørene indtil spisestuen og slog dem begge op. 

Blake

Ingen i spisestuen havde rørt deres mad siden Christian havde forladt selskabet. Da dobbeltdørene blev slået op rejste Blakes moder sig hurtigt op og bevægede sig hurtigt og bevæget over til døren hvor hun nejede så dybt hun kunne, mens hendes hænder klemte om kjolestoffet. "Deres højhed!" Blakes storebror gjorde hende følge og bukkede dybt for hans fremtidige konge "Det er en ære" sagde han. Blake som var den eneste der ikke genkendte den unge mand, var ved ordet højhed ved at spytte vinen ud over bordet, men formåede at holde det nede til en lav hosten. Den røde væske blev i munden. Hun rejste sig op, chokeret. Blev på modsat side af bordet hvor hun nejede dybt til ham med øjnene i boret. 

Christian De Clare præsenterede en for en familiens medlemmer for prinsen "Og dette er min datter, Blake. - Blake kom herover" Mens han ved alle de andres præsentationer havde set på sin familie, rettede han blikket mod prinsen ved præsentationen af datteren. 

Blake bevægede sig omkring bordet, mens hendes hænder strøg over det lysegrønne satin kjolen bestod af. Det havde samme farve som rimbelagte lysegrønne blade. Den efterlod hendes skuldre og arme bare. Om halsen lå et ganske enkelt smykke i guld med en lille sten i midten. Hendes hår hang langt og i store bølger ned af ryggen, men bar præg af ikke at være blevet redt siden morgenstunden, hvilket gav hende et lidt vildere udtryk. Hun bevægede sig ind imellem sin familie der trådte til siden for hende, rakte hånden frem imod prinsen og gjorde klar til at neje igen. Det var sjældent at man så Blake mundlam, og da hun rettede de udtryksfulde blå øjne op mod prinsens ansigt, skulle man være en dårlig menneskekender for ikke at se at hun havde meget at sige. 

"Ønsker de at vi gør klar i en af de andre stuer, min højhed?" spurgte Christian De Clair,, henvendt til prinsen, samtidig gjorde han allerede signal til en af tjenerne om at gøre klar.

[Dylan Forsyth]

Nonchalant fulgte Damian efter Lord De Clare, mens han brugte turen på at få set sig omkring i det store palæ, der lignede alle andre adelige hjem. Intet noget spændende og nyt på dét punkt.
”Et glas med noget stærkt jeg kan varme mig på, ville være fint,” svarede han en smule fraværende, da han allerede var ved at finde manden kedelig. Ingen tvivl om hans mor fint havde kunne snoge sig rundt om ham, som en pytonslange klar til at klemme alt han ejede ud af ham.

Høfligt hilste han på beboerne i huset med bøjet nakke og sit skæve smil placeret i mundvigen. Stadigvæk havde han ikke sluppet håndklædet om sin nakke, men hvorfor skulle han, når de alle sammen bukkede og skrabede for ham? Ikke én turde vove at give ham hånden i stedet for. Måske var de bange for at røre ham. Det skulle ikke være første gang, nogen veg bort fra ham.
Endelig kunne han lade sit blik falde på sin kommende brud, da hun stillede sig hen foran ham. Deres øjne mødtes. Hendes klare blå med så meget liv i sig, hans farveløse uden en eneste gnist af følelser. Tavst betragtede de hinanden. Damian lagde ikke skjul på det, da han kiggede op og ned af hende, for at kunne gøre sig et ordentligt indtryk af pigen, der var blevet lovet til ham. Well… i det mindste havde hans mor ikke løjet om, hun var pæn at se på. Der var også noget ved hende, som han fandt tiltalende, men han var slet ikke romantisk nok til at kaste sig ud i om det var noget i hendes øjne eller den måde hun stod på. Alt han kunne finde frem til, var at hun havde noget… Khala over sig.
I modsætning til hende bar han ikke noget specielt fornemt tøj, eftersom han lige var kommet fra træning. Bukserne var sorte og proppet ned i nogle læderstøvler, soldater ofte gik med. Trøjen var simpel, og han bar hverken sin krone eller nogle smykker.
”Hm?” Han havde været så optaget af kvinden foran sig, at han knap nok hørte hvad, der blev sagt til ham. ”Åh! Nej, jeg vil virkelig ikke forstyrre jeres måltid. Forsæt endelig! Jeg sætter mig bare ved jer, og så kan vi snakke imens I spiser,” bad han, og slog en hånd ud mod deres spisebord, som tegn til de skulle sætte sig igen. Man skulle tro de var gæsterne i hans hjem.
En tjener tog imod håndklædet, han rakte frem, før han tog plads ved bordet sammen med De Clare familien. Han kunne ikke lade være med, hele tiden at kigge nysgerrigt over mod Blake, mens han prøvede at danne sig en mening af hende. Hun havde mødt hans blik så… udfordrende. Nærmest skarpt. Smilet voksede sig bredere, hvilket fik øjnene til at spille.
Med underarmene hvilende mod bordet, lænede han sig lidt frem mod hende, men vidste det ikke var hende, han ville komme til at tale med lige nu men faderen. Derfor løsrev han blikket fra hende, og vendte i stedet sin opmærksomhed mod Lord De Clare. Fingrene flettede sig ind i hinanden.
”Jeg går ud fra De ved mere om det her arrangement end jeg gør. Min mor fortalte min først den glædelig nyhed for nogle dage siden, og jeg har virkelig ærget mig over, jeg ikke har kunne huske Dem før nu,” smålo han, og vippede med en pegende finger mod lorden. ”De var med til sejrefesten min mor holdte for nogle år siden på slottet, ikke sandt? Jeg husker Dem, fordi alle behandlede dem med så stor respekt, at jeg ikke kunne undgå at blive fascineret.”
Løgnen var smurt ind i smiger, så det næsten dryppede fra hans tunge. Det var ikke svært at regne ud familien havde været dér. Alle havde været dér! Eller… alle der havde været allieret og ikke var døde. Han smilte bredt til konen. ”Og hvordan kunne jeg også glemme kvinden ved Deres side, som var skyld i en yderst intens diskussion mellem mig og min tjener, om hun var Deres datter eller hustru.”
Hans mor ville være så stolt, hvis hun hørte ham nu.

[Blake De Clare]

Da selskabet gjorde klar til at vende sig mod bordet og sætte sig til rette igen, på hans kommando, indtog hun for første gang et ordenligt overblik over ham. Han var høj. Heldigvis, det havde ikke set rigtigt ud hvis hun havde været højere end han. Bredde skuldre, der fik hende til at se endnu smallere ud i sammeligning. Hans krop bar tydeligt præg af at have trænet mange år, men også af ikke at have været i rigtig kamp endnu. Hans øjne var grå, men ikke blot grå, de mindede hende mest af alt om den grå forurenede himmel her i Pandemonium, som havde han taget et lille stykke af den og erstattet med en mere normal øjenfarve. Det krøllede hår, fregnerne, de store sortlilla vinger som fik ham til at fremstå endnu større i spisestuen, på trods af at de ikke var spredt ud. Hun trak vejret let og overfladisk ved synet af ham. Som vidste hun ikke helt om hun skulle lide det hun så, eller afsky det. I realiteten havde hun nok ikke været i tvivl hvis det var sidstnævnte. 

Hun satte sig ved bordet, og endte skråt overfor ham. Hendes blik slap ham ikke, som han sad ved deres spisebord, som om han ejede det hele. Hendes far smilede varmt og meget stolt til kronarvingen og indledte sig på en fortælling om hvor stor en ære det havde været ham at støtte dronningen igennem borgerkrigen, og hvilken fest det havde været. Hendes moder rødmede ved prinsens ord. Blake slap et højt suk ved hans smigr, og da hun efterhånden blev en smule træt af - om end det også var ganske underholdene, at se ham snørrer hele selskabet omkring sine royale fingre,  lænede sig en smule upassende frem over bordet. Nu var der ingen tvivl om at der var udfordring i blikket. Hele hendes mimik faktisk. "Er du i tvivl nu?" Hun hentydede selvfølgeligt til hans seneste smigr der havde gjort moderen helt forfjamsket. Hun morede sig. Enten ville han have hende, eller også ville han ikke - men hun ville da absolut ikke spinde sig selv ind i en falsk rolle som skulle opretholdes i al efterkommende tid. Et ægteskab mellem en djinn og en dødsengel kunne vare flere år end hun kunne tælle på en uge. Så snart ordene var trillet over hendes bløde læber hørte hun sin fars dybe og nu hårde stemme "Blake - De - Clare!" hun lænede sig tilbage i stolen, rank og sendte ham sit mest uskyldige udtryk. 

[Dylan Forsyth]

Damien lyttede næsten slet ikke efter til hvad pokker Lord De Clare fortalte ham. Det var kedsommelige ting om politik, troskab og smigre, han fik nok af på slottet. Derfor kørte han kun efter med et halvt øre, men huskede dog at nikke, smile og komme med bekræftende lyde, når han skulle.
En smule overrasket drejede han ansigtet mod Blake, da hun talte direkte til ham. I modsætning til hendes far dukkede et drillende glimt op i hans øjne, der hvilede på hende, mens mundvigen trak sig op ad i et smørret smil. Hendes flabet spørgsmål var kommet bag på ham, men han fandt ingen utilfredshed ved det – tværtimod gav det ham blod på tanden.
Lige så udfordrende som hende lænede han sig frem over bordet mod hende støttende på sine underarme. Faderen blev fuldkommen ignoreret.
”Jeg er hvert fald ikke i tvivl om to måneder, når jeg kan fløjte på dig, og så kommer du løbende,” bed han tilbage med en dæmpet, blød stemme. Øjenbrynene vippede op og ned, mens smilet voksede sig så bredt, at det afslørede hans hvide række af tænder. ”Det bliver hylende skægt, ikke?”
Åhhh han kunne allerede mærke, hvor gladere han blev for tanken om en forlovelse med hende. Hun virkede sjov og som en rigtig person. Ikke de nikkedukker han ellers var blevet præsenteret for. De anede jo ingenting om noget som helst! Havde ingen meninger! Turde knap nok se ham i øjnene. De var kedelige, overfladiske og vidste knap nok hvordan man førte en ordentlig samtale. Nej, hende her var anderledes. Hvor langt mon han kunne presse hende? Han glædede sig til, at finde ud af det.
Men ved sine ord havde han også mere eller mindre bekræftet, at han ikke havde noget imod de blev forlovet. Ikke at han i bund og grund havde haft noget valg. Alligevel vidste han, at hans mor ville blive lettet ved hans svar om, at han da nok skulle gifte sig med djinnen, hvis det betød så meget for hende. For kongerigets skyld og alt det der.
Han holdte øjenkontakten med hende, inden han blinkede til hende med det ene øje, og lænede sig tilbage i stolen igen.

[Blake De Clare]

Da den unge mand lænede sig yderligere frem og nu rettede sin fulde opmærksomhed mod Blake, flyttede hun blikket fra sin fader, der blev stram i betrækket og ikke så ud til at vide hvordan han skulle reagere på de unges upassende opførsel. Resten af hendes familie sad helt ret og tyst. Afventende. Som tog hun imod hans udfordring lænede hun sig igen frem mod ham. Et lille triumferende smil kom til syne, et smil der nåede hendes øjne. Dette var ikke så forfærdeligt kedeligt som hun havde forestillet sig, og belønningen var prinsens svar. Hans svar gjorde hende ikke det mindste mopset, men mere interesseret. "Og hvad får dig dog til at tro, at jeg et tilbehør der vil sidde stille og lyde hvert et ord" det spillede faretruende drillende i hendes øjne som hun mødtes han. Hendes familie skulle nok prise sig lykkelig for at det faktisk virkede til at underholde den kommende konge, at hans kommende forlovede opførte sig så uopdragent. Og at de ikke havde mødtes i mere officielle omgivelser, som planen havde været. 

Ved hans næste kommentar om at det ville blive hylene skæg slap en lav (modvillig) latter fra hende og hun lænede sig tilbage i stolen ligesom ham. Udfordrede ham som en ligemand - puha, den skideballe der ventede hende ville blive kolossal. "Hvad der bliver rigtigt sjovt, vil være at se dig forsøge at finde det rigtige sted at fløjte, for at jeg skal kunne høre dig i det store slot..." Og så formå det som min kære familie ikke har formået i 17 år... At få mig til at lystre... Det sidste lå ligesom i sætningen, som noget usagt men alligevel tydeligt. Smilet voksede om læberne på hende og hun fastholdt hans blik, uden at sanse resten af familien. Hendes puls var steget ved det intense lange øjeblik.

[Dylan Forsyth]

Damian kunne ikke lade være med at slippe en lille latter ud ved hendes comeback. Han var parat til at tilgive sin mor for alting, efter at hun havde fundet denne her pige til ham. Opgivende rystede han smilende på hovedet, før han lænede sig frem igen med en flad hånd rakt ud på bordet mellem dem. Flygtigt bed han sig overvejende i siden af underlæben, inden at han svarede tilbage.
”Åh, jeg ved skam hvor du er henne. Du ligger i min seng.” Den kommentar ville have kostet ham, hvis hans mor havde været her – ingen tvivl om det. Der var grænser for, hvad man sagde, og han havde lige overtrådt den med adskillige længder, men hvad ville De Clare dog gøre? Sladre? Skælde ham ud? Han var tronarvingen, og behøvede blot at knipse med fingrene, før alle røg i fængsel, hvis de skulle stå i vejen for ham eller vise sig kedelige. I det mindste var Blake ikke kedelig.
Hånden på bordet bankede et par gange, før han i en hurtigt bevægelse rejste sig op. Det smørret smil hang stadigvæk på hans læber.
”Nå! Jeg vil virkelig ikke trænge mig mere på! Kunne jeg låne et badeværelse, før jeg tager hjem?” spurgte han friskt, og slog hænderne sammen. Regnen silede stadigvæk ned udenfor, og mørket var faldet helt på, men han vidste, han snart måtte søge hjem, hvis ikke hans mor skulle gå i panik. Heldigvis ville Aron kunne fortælle, han stadigvæk var uskadt og sikker. Sladrehank.

[Blake De Clare]

Blakes reaktion var den mindste ved bordet. Hende ene øjenbryn blev vurderende hævet og hun sugede luft ind mellem tænderne før hun lænede sig ind over bordet endnu en gang. "Med en låst dør". Igen triumferende. Hendes far var lige ved at skyde i vejret, og havde sikkert også gjort det hvis ikke hans kone havde lagt en bestemt hånd på hans skulder, efter hun selv havde gispet og hendes bror havde spændt op og skævede til faderen. Men hvad skulle de gøre? Han var kronprinsen og deres kommende konge. Den eneste der ikke virkede chokeret - eller nærmere holdt det meget godt skjult var Blake. Hendes blik gled ned på hans hånd der lå på bordet før blikket gled op ad ham igen. Et langt øjeblik sad hun blot med et udfordrende blik fæstnet ved ham. Da han bankede i bordet slog han hende ud af hendes bobbel, og hun sansede igen familien omkring. Den næste kommentar chokerede hende næsten mere, og hun måtte en smule irriteret sande, at hun ærgrede sig over at besøget var ovre. Men måske var det meget godt, før hendes far bestemte sig for at pakke hende væk og sende hende til Langbortistan. 

Det var Blakes moder der reagerede på tronarvingens forespørgsel og hun rejste sig op med det samme "Åh ja, selvfølgeligt, nu skal jeg vise dig vej" hun begyndte at lede ned ad gangen og pegede mod en solid trædør lidt længere nede. "Denne vej, deres højhed" Bag den mørke dør, ville han finde et stort badeværelse med et stort kar, vaske og hvad der ellers hørte til, oplyst af porcelæns olielamper langs væggene. Da moderen kom tilbage til spisestuen rejste familien sig op for at gøre klar til at sige farvel. En ubehagelig tung stilhed lå over dem, og den eneste der ikke enten var hvid eller rød i hovedet var Blake, der stod med et lille smil på læberne og næsten trippede på fødderne over aftenens mere end underholdene opdagelser.

[Dylan Forsyth]

På badeværelset hældte Damian vand ned i vandfadet, så han kunne sprøjte vand op i ansigtet et par gange. Med et selvtilfreds smil mødte han sit eget blik i spejlet. Vand dryppede fra de mørke hårdspidser, den spidse næsetip og hagen, inden at han med en lille latter, tørrede det væk med et håndklæde på en krog. Ægteskabet så jo nærmest ud til at blive sjovt. Måske havde Adrian haft ret alligevel…
Efter at have tømt sin blære og vasket sine hænder, forlod Damian badeværelset, og spankulerede tilbage sin kommende svigerfamilie, der alle stod klar til at tage afsked med ham. Han kunne ikke lade være med at smile ved synet af deres højrøde ansigter. Ingen tvivl om at de ville have smidt ham på hovedet ud i regnen, hvis han havde været en hvilken som helst anden, uden en høj titel til at kunne gemme sin flabethed bagved. Heldigvis kunne han gøre hvad end han ville.
Denne gang insisterede han på at give hånd til Lord De Clare – bare for at få ham til blødne måske en smule op for ham igen.
”Det var en sand fornøjelse! Jeg vil fortælle min mor, hvor gæstfri De var, hvilket sikkert vil glæde hende umådeligt meget,” lovede han, som han trykkede hans hånd, inden at han bevægede sig videre, for at galant placere et kys på Lady De Clares håndryg. Broderen ignorerede han fuldkommen. Han var intet værd i hans øjne, og ville derfor ikke bruge sin tid på ham. Blake derimod…
Han stillede sig foran hende, lidt tættere end normalen, og tog langsomt hendes hånd i sin, uden at slippe øjenkontakten med hende. De var næsten lige høje, men han stak alligevel et par centimeter op over hende. Smilende bøjede han sig ned, og pressede sine læber på hendes bløde håndryg, inden at han igen rettede sig op foran hende. Jo mere hun smilede, jo mere gjorde han også, som om de når som helst, kunne finde på at bryde grinende sammen.
”My Lady,” sagde han drillende som afsked, efterfulgt af endnu et blink med et sit ene øje. ”Jeg vil se frem til vores næste møde.” Hans hånd gav hendes et klem, før han nølende slap den, mens han gik ud af den åbne dør en tjener havde åbnet for ham.
Regnen ramte ham, og han skuttede sig. Han ville være gennemblødt og kold, når han endelig nåede slottet. De store vinger blev slået ud med en brusen, der ville have slået enhver tilstedeværende omkuld, inden at han tog tilløb ned af gårdspladsen. Han tog afsæt, slog kraftigt med vingerne, og begyndte at flyve op mod den forurenet himmel med kurs mod slottet. Kun en enkelt gang kiggede han sig tilbage.

//out

[Blake De Clare]

Måden hvorpå han spankulerede ned igennem gangen mod dem, som ejede han verdenen og kunne det ikke bekymre ham mere at familien lignede en flok oppustede balloner. Lord De Clare tog hans hånd, trykked den kort "Det har været en oplevelse, god tur hjem." fik han over sine stramme læber, og fik lige akkurat præsteret et smil. Det var ikke at han havde taget stilling til sin kommende svigersøn, men mere at han stadig var for chokeret over deres opførsel til at handle anderledes. Moderen nejede for ham endnu en gang da han kyssede hendes håndryg, og broderen stod stiv som en statue. Irriteret over at en anden fik hans lillesøsters opmærksomhed så let.

Blake næsten glemte at trække vejret da han stillede sig tæt ved hende og for første gang rørte ved hende. Hans hånd føltes varm om hendes og hun lod ham løfte den op til hans læber som han pressede mod håndryggen. Smilet om hendes læber havde hun ikke kunne fjerne ligegyldigt hvor meget hun end havde ønsket det. "Indtil da" hun bukkede hovedet let for ham uden at slippe øjenkontakt. Da han drejede omkring og satte mod himlen fulgte hun ham med øjnene, indtil døren blev lukket i af moderen. Et øjeblik stod de alle i stilhed før Blake brød den med et muntert "Nå, ægteskab virker da ikke så slemt!" med disse ord gik luften ud af hendes fader og han faldt sammen fra at være rank til at måtte støtte sig til væggen. "Din opførsel bliver ikke uden konsekvenser". Han vendte op og trak sig mod sit kontor, pludseligt mange år ældre.

// out