Some things are better unsaid

[Shaiin McGivens]

Shaiin McGivens - Aleszia Chaelóriz

Han tog trappen i hoppende skridt, to trin ad gangen. Han følte sig specielt frisk her til aften, selv om han havde været væk hele dagen. Med det kongelige bryllup mere eller mindre på dørtrinet - for Shaiin i det mindste - var der mange ting at lave hos hans butikker og fabrikker. Det krævede også at han selv arbejdede over tid. Kombineret med han også skulle holde sig opdateret med hvad der skete rundt omkring, var han en ganske travl mand og havde ikke været hjemme nok til at give Zia den opmærksomhed, hun som hustru måske havde krav på. Heldigvis holdt det kun en måned mere og så kunne han forhåbentlig slappe lidt af. 
Hans blik gled over brevene, der lå i et stort bundt i hans hånd, som han gik ned af gangen til sit kontor. Døren blev åbnet med en albue og skubbet i igen med en fod, så hans øjne kunne fokuserer på bogstaverne foran ham. De fleste breve omhandlede hans fabrikker og et enkelt af dem var personligt. Han smed det på sit fyldte skrivebord, der som altid var ordnet i organiseret rod. Han trådte over til de store vinduer, der vendte ud mod gaden foran huset og lettede lidt på det ene, tunge gardin for at kigge ud. Som altid havde en tjener sørget for der var tændt nogle olielamper, så han kunne se noget. 
Han var stadig iklædt sit arbejdstøj. Et par fine lædersko, nogle sorte bukser og en jakke med et finere snit. Det var tydeligt han var en forretningsmand og tilmed den der tjente penge på det. Ikke en af de små opkobling nede i byen. 
Han burde nok gå i seng. Men på det sidste havde han overvejet hvordan Zia havde det. Det havde virket helt naturligt, den måde hun var blevet en del af husets liv. Drengene virkede ikke helt så ustyrlige og han elskede tanken om det var fordi Zia satte skik på dem når han ikke var hjemme. 
Burde han opsøge hende? Nej. Det var sent. Måske sov hun allerede. 

[Aleszia Chaelóriz]

Nålen dykkede op og ned gennem stoffet, og trak den mørkeblå snor med sig. Broderiet var allerede ved at danne et motiv i form af en flod, som bugtede sig igennem et nedbrændt landskab. Lyden af en dør som blev smækket fik Zia til at kigge op fra sit broderi, og hun drejede ansigtet mod sin værelsesdør, hvor hun kunne høre fodtrin længere nede af gangen. Det betød Shaiin var kommet hjem. Endelig!
Forsigtigt lagde hun sytøjet fra sig, hev dynen til side, og kravlede ud af himmelsengen. Normalt sov hun på dette tidspunkt, men hun havde besluttet sig for, at blive oppe og vente på han kom hjem, så hun kunne snakke med ham om tronarvingen, Damian LaPiera Black. Det ville være umuligt at sove, før hun havde fået nogen svar! Bekymringen for Blake gnavede i hende, og lige meget hvor meget beroligende te, hun havde drukket, kunne hun ikke slappe af.
Fra skabet trak hun en rød natkåbe frem, og bandt den omkring sig. De sorte lokker faldt løst ned over hendes ryg, efter hun havde børstet det foran sit spejl, inden hun var gået i seng. På nøgne fødder listede hun ud af værelset, kiggede op og ned af gangen, og begyndte så at gå mod Shaiins kontor, som hun gættede på var dér han befandt sig.
Flere uger var gået uden de rigtigt havde set noget til hinanden, og når de sov i hver deres værelse, var det sjældent de fik noget tid sammen. Nogle gange blev hun ventende oppe med et glas cognac klar til ham, men på det sidste havde hun selv haft travlt med at holde hus, passe børnene, være til teselskaber, og styre tjenestefolkene, hvilket kunne give Shaiin mere ro til at gøre det, han nu lystede.

Hun trak natkåben tættere omkring sig, før hun bankede på hans kontordør. Først da hun fik bekræftelse på hun måtte komme ind, åbnede hun døren. Ved synet af ham dukkede et lille smil frem på hendes læber, mens hun lukkede døren efter sig, så de kunne snakke uforstyrret uden bekymring for om de blev hørt.
”God dag?” spurgte hun blødt, og stillede sig lige inde for døren med armene om sig selv. Mænds kontor plejede at være et fredet sted, så hun ville ikke mase sig for meget på – specielt ikke når klokken var så mange, og han lige var kommet hjem fra arbejde. ”Du er sent hjemme.”

[Shaiin McGivens]

Han lod gardinet falde og vente sig om mod døren. Hvem? Det fandt han nok snart ud af.
"Kom ind"
Han var nået over til sit skrivebord igen, da døren gik op og Zia trådte ind i sit natkjole. Havde hun sovet? Nej, hendes hår sad for pænt. Taget i betragtning hun ofte sov på dette tidspunkt, betød det hun havde ventet på ham. Lidt for tidligt til at have ægteskabelige skænderier, var det ikke?
Han slog let ud med hånden, som tegn til at hun godt måtte komme nærmere, endda sætte sig i en af hans stole, hvis hun lystede.
"Godaften Zia" hilste han venskabeligt. Men selv om han var venskabelig, var han fyldt med en uro. Hele tilfældigheden ved dette møde mellem dem virkede vigtigere end en kone, der blot havde brug for at se sin mand.
"Jeg beklager. Jeg har så meget arbejde at se til. Så meget tøj, med personlige ønsker til alt. Vi prøver at opfylde alles ønsker. Det gør det ikke bedre at en levering af perler er forsinket..." Han sukkede svagt og sendte hende et smil. En svag latter akkompagnerede det.
"Undskyld. Det har du nok ikke interesse i...Hvordan har du det? Du er selv sent oppe. Er mit fravær så forfærdeligt eller er der andre ugler i mosen?" spurgte han og slog sig selv ned i hans egen kontorstol, på hans side af bordet. Han lænede sig godt tilbage og strakte det ene ben frem foran sig, mens det andet hvilede under stolen. En stilling han ofte tog, når han slappede af i en stol.
"Jeg er snart hjemme igen" lovede han så kort efter. Det virkede lige nu som den mest logiske grund til hvis Zia var bekymret for noget. Han havde nok ikke været en god ægtemand de sidste par uger, men det skulle han nok snart leve op til igen.

[Aleszia Chaelóriz]

Tøvende trådte Zia længere inde i rummet, inden hun mere selvsikkert gik det sidste stykke hen til én af stolene ved hans skrivebord, som hun satte sig i. Det ene ben blev lagt over det andet. Svagt gengældte hun hans smil – hvordan kunne man andet med ham?
Afvisende viftede hun med sin hånd, da han undskyldte for den travle periode.
”Seriøst Shaiin, tænk ikke på det. Du har en forretning at passe, og det kræver lange arbejdstimer,” slog hun fast, så der ikke ville være nogle tvivl imellem dem, om at hun ikke havde noget imod det. Ja, det kunne være ensomt, at gå rundt i sådan et stort hus alene, men det hjalp at have drengene, eller tage ud og besøge gamle veninder – akkurat som hun havde gjort i dag.
”Jeg besøgte Blake i dag,” fortalte hun, og satte sig bedre til rette i stolen med albuerne hvilende på armlænet. Eftertænksomt betragtede hun Shaiin overfor sig, inden hun besluttede sig for, at fortælle sandheden. Hun stolede på ham, og chancerne for han allerede vidste det var store, når man tænkte på hans branche – men hvorfor havde han så ikke fortalt hende noget? Tungt trak hun vejret ind gennem munden. ”Vidste du hendes far var taget ind for at tale med dronningen? Om en forlovelse?”

[Shaiin McGivens]

Godt lænet tilbage studerede han ligeså Zia. Han havde endnu ikke taget hende i besiddelse på den fysiske måde og for at være ærlig havde han svært ved at forestille sig selv gøre det. Hans blik gled op over de nøgne fødder og det af hendes ben, som han kunne se. Det var jo ikke fordi hun ikke var tiltrækkende, men hun var hans barndomsveninde og han havde aldrig haft de tendenser mod hende. Specielt ikke med Salem inden for rækkevidde. Selv om...For tiden gik han helt uden den slags opmærksomhed.
Hans ene finger gled over hans læber, da hun nævnte Familien De Clare. Blake...Jo, han vidste hvem hun var. Havde set hende. Endda snakket med hende, den dag i skoven. Og hun var tilmed en af Zias bedste veninder, hvilket også var grunden til at han havde inviteret Blake til at spise aftensmad hos dem lidt oftere.
Til sidst lænede han sig frem, satte sig mere op og foldede sine hænder på skrivebordet foran sig.
"Jeg vidste de havde besøgt slottet, men jeg havde ikke fået at vide i hvilket sammenhæng. Det ser ud til du udgør en bedre spion end mine egne folk!" Han sendte hende et svagt, drillende smil. Det var tydeligvis endnu en hemmelig...Fortalte Zia ham det, blot af venlighed? Fordi hun vidste hvad han lavede? Nej. Folk vekslede kun informationer på den måde når der var noget de ville. Han slog let ud med den ene arm.
"Spyt ud. Hvad er der?"

[Aleszia Chaelóriz]

Zia havde ikke overskud til at gengælde Shaiins smil af bare bekymring. Ligesom ham lænede hun sig også frem med en flad hånd placeret på skrivebordet mellem dem. Hjertet hamrede i brystet på hende, over at skulle kræve svar fra sin ægtemand, men hun var klar på at gøre hvad end der skulle til, for at holde Blake i sikkerhed. Uden tøven mødte hun dæmonens blik.
”Jeg vil have alt af vide om prinsen, som der er at vide,” erklærede hun fast uden at bryde øjenkontakt. ”Jeg ved du har informationer om ham. Du kender dronningen, du kender ham, og jeg ved hvad du laver af lyssky ting. Vi forlader ikke det her kontor, Shaiin, før du fortæller mig alting om ham, for hvis du tror, jeg lader min bedste veninde gå ned i den afgrund med bind for øjnene, så tager du fejl.”
En viljestyrke der normalt var gemt grundigt væk, dukkede frem hos draconianen, der hele sit liv var blevet prædiket om at være en god adelskvinde, men hvis natur var så meget anderledes. Så lig med hendes brors.
Det var som om skygger blev skyllet af hende, masker blev fjernet, og den lidenskabelige, stædige pige han havde kendt i sine barndomsår trådte frem, uden frygt for at blive pisket tilbage i mørket.
”Damian LaPiera Black. Fortæl mig om ham,” bød hun, inden hun igen lænede sig tilbage i stolen med hænderne samlet i sit skød, og hagen en smule hævet. ”Hvem er hans far? Hvordan er han? Hvad kan han lide? Hvad kan han ikke lide? Hvem er hans venner? Hvordan er hans opdragelse. Jeg vil høre det hele. Gerne til et glas cognac, for jeg tror på, det her bliver en lang nat.” Først nu trak et smil op i hendes ene mundvig.

[Shaiin McGivens]

Så Zia var bekymret for sin veninde. Fordi hun var en forrædder til kongehuset eller...Blot fordi det var hendes veninde? Sikkert en del af begge dele. Selv dem der elskede Erizs styre, vidste hun var farlig. Dem der ikke gjorde, levede ikke længe. Hans smil voksede en anelse og hans hænder lagde sig fladt mod bordpladen et øjeblik, før han brugte dem som støtte til at rejse sig op.
Oh Dear. Dette ville blive svært. Der var ting han for alt i verden ikke kunne fortælle hende. Burde han være åben om det eller først nævne det, i tilfælde af hun gættede sig til det eller så det på ham? Han valgte det sidste. Han var god til kun at leverer visse oplysninger og ellers virke som en der ikke vidste mere end det.
Han gik over til en af sine reoler. I et øjeblik virkede det som om han ignorerede sin kones ordre, før han vendte sig om mod hende.
"Du har ret. Det kommer til at tage tid"
Han stolte på Zia. Derfor tog det ham heller ikke flere betænkeligheder at trække i en af bøgerne, så reolen gav efter.
"Et øjeblik, min kære"
Han forsvandt ind i den lille, mørke sprække. Rummet var ikke stort og bestod mest af nogle små hylder. Men alle hylderne var dækket til med dokumenter, pergamenter, eller små kister med genstande.
Han ledte på en bestemt hylde, fandt hvad han søgte. Tog det med sig, inden han skubbede reolen i bag sig igen.
"Dette er et fortroligt rum. Jeg går ud fra du vil tage mine hemmeligheder med dig i døden" Han var alvorlig, da han puffede et let støvlag af mappen med dokumenter i hans ene hånd. Han smed mappen foran hende på bordet, før han gik over til sit private barskab for at efterkomme hendes næste ønske: En cognac.
"Der er visse folk jeg holder mere øje med end andre, men selv ikke jeg kan huske alt. Nogle af dem får lov til at få en plads i mine hemmelige rum. Mappen indeholder mange af de ting jeg ved om ham, samlet sammen siden han blot var en baby" Glas blev fisket ud. En Cognac udvalgt.
Men han var ikke dum.
Der var visse hemmeligheder der aldrig måtte skrives ned. Og der var visse papirer skrevet i en kode, som han selv havde opfundet. Kun ham og nogle af hans mænd kunne tyde den.

[Aleszia Chaelóriz]

Overrasket kiggede Zia efter sin ægtemand, som han forsvandt ind i det hemmelige rum. Det var dog utroligt, som han blev ved med at forundre hende, og gemme på små hemmeligheder, hun ikke havde nogle som helst anelser om. Hun fandt det både fascinerende og ubehageligt.
”Jeg har aldrig røbet noget om dig, så hvorfor skulle jeg gøre nu?” spurgte hun som svar til hans kommentar om rummet, mens hun hev mappen til sig. Den var ikke tyk, men nu var prinsen jo heller ikke så gammel, og det burde vel betyde, han ikke var så interessant. Ikke?
De lange, fine fingre bladrede igennem de forskellige dokumenter, der rakte sig lige fra vidneudsagn om knægten til rapporter. Nogen havde endda tegnet en skitse af tronarvingen, bare så man ikke var i tvivl om, hvordan han så ud. Helbredsjournaler, opslag om aktiviteter, oplysninger om tilholdssted, hvem han var blevet set sammen med, og meget andet.
Hun strøg en lok hår om bag sit ene øre, inden hun bøjede sig mere ned over mappen, hvilende på sit skød.
”Så rygterne er sande… Hans far er Zean Forsyth,” sukkede hun ikke overrasket. De to dødsengle lignede jo hinanden på en prik. ”Nattelige flyveture uden observation. Brækkede benet på sin fægtetræner, inden Lord Adrian Storm tog over hans træning. Kan ikke fordrage selleri og solbær.” Svagt rystede hun på hovedet, som hun igen faldt i tavshed, mens hun pressede en eftertænksomt finger mod sin spidset mund. Alt det her fik hende til at tænke over, om han havde sådan en her mappe om hende.
Hun hævede sine gule øjne op mod Shaiin.
”Ved du hvor mange tjenestefolk, der står registreret her, som han har skadet? Og dronningen har bare fejet det hele væk. Her er faktisk en samtale mellem to køkkenpiger, hvor de beskriver hvor bange de er for ham!” fortalte hun, selvom han sikkert godt vidste det i forvejen. Alt det her dannede et uhyggeligt men ufuldendt billede af tronarvingen, som blot gjorde hende endnu mere forvirret. Langsomt lukkede hun mappen. ”Hvordan opfatter du ham? Hvis du skulle give din ærlige mening – og jeg bad om din ærlige mening, Shaiin.” Drillende løftede hun øjenbrynene med et smil.

[Shaiin McGivens]

Det havde virket som en genvej bare at give hende dokumenterne, end skulle begynde at remse det hele op. Han hældte noget op i to glas, men hun kiggede dokumenterne igennem. Han kom tilbage til bordet og stillede et glas foran hende og et glas på sin egen side af bordet, hvor han satte sig igen. Det lød som om Blake netop var blevet en person, han ønskede at holde lidt tættere øje med. Hvis hun skulle blive tronarvingens forlovede...I et øjeblik kiggede han blot på sit glas, der stod foran ham, før han blev forstyrret i sine tanker. Lyden af papirer der blev vendt var forsvundet og nu snakkede hun direkte til ham igen.
"Der er også noget om tur han tog alene i lav alder. En tur med mig. Til denne dag tror jeg stadig ikke Eriz kender til det, taget i betragtning hun ikke har valgt hverken at straffe mig for det eller kommenterer på det" bemærkede han roligt.
Flint stod også nævnt. Men ikke som tjener, ikke som Djinn. Bare som Damians tætteste ven på slottet. Alle informationer om Flint gemte han et mere skjult sted: Dybt i sit indre.
Han sendte sin kone et lille smil, slog let ud med armene, som om der var noget han ikke forstod.
"Jeg har været meget...Samarbejdsvillig. Er du klar over hvad folk ville give for blot en flig af alle de informationer, som du sidder med i hånden? Jeg kunne være lovet så mange titler og rigdomme, at jeg kunne være tæt på at styre et helt land selv. Blot for at give dig en ide. Det har jeg gjort fordi du er min gamle veninde, fordi vi er gift og fordi jeg ved du bekymrer dig om din veninde. Lad os gøre denne leg fair for os begge to. Fortæl mig noget mere om Blake" foreslog han så, lige så rolig og beslutsom som Zia uden tvivl også kunne være. Han foldede sine hænder foran sig, pænt afventende.

[Aleszia Chaelóriz]

I et stykke tid holdte Zia sit blik på Shaiin, som prøvede hun at udregne hvilken leg, de var ved at starte op, og om det kunne være farligt for Blake. Til sidst kom hun dog frem til med et lille fnys, der sendte lidt røg ud, at dette var oplysninger Shaiin ville holde i en fin, lille mappe, ligesom denne her hun havde på skødet.
”Jeg går ud fra, at det er alt, jeg har at handle med ved dig. Nuvel.” Med en rømmen satte hun sig bedre til rette med glasset cirkulerende i hånden, for at ilte alkoholen i væsken – akkurat som hun havde set sin far gøre det så mange gange før. Inden Eriz huggede hovedet af ham. ”Første gang jeg mødte Blake, var vi kun omkring seks år. Dengang stod Imahara familien stadigvæk godt, og vores forældre havde øjne for at ægte Salem og hende, når de kom til den rette alder. I modsætning til hvordan andre seks året er, var hun ikke sky, genert eller bange. Hun svarede sine forældre igen, drillede sin storebror, snakkede med ved bordet selvom hun ikke blev spurgt, og var altid den, som først forslog vi skulle lave skarnsstreger.”
Hun holdte en kunstpause, mens hun nippede til den brændende alkohol, hun holdte så meget af. Ofte drak hun den kun, når hun var sammen med sin bror eller alene. Det var ikke en særlig feminin drik. Flygtigt fangede hun de resterende dråber, dvælende på hendes læber med en våd tungespids. Øjnene havde rettet sig nostalgisk mod et punkt på skrivebordet.
”Alle de episoder hendes familie har været nødt til at skjule… Dronningen får sig en overraskelse, når hun opdager den fromme, pæne adelspige, hun har fundet til sin søster, ikke er så from eller pæn, som hun troede,” kommenterede hun med et spydigt smil. ”Jeg glæder mig til, hun finder ud af, at hendes kommende svigerdatter kan fægte lige så godt, som en hvilken som helst kaptajn.”
Hun kom tilbage til nuet med en dyb indånding, som fyldte hendes lunger ud. Igen vendte hun opmærksomheden mod Shaiin, mens hun tog endnu en smilende slurk af alkoholen. Lyset fik hendes øjne til at gløde som flammer i et vildt bål.
”Det her bliver imellem os… ikke?” spurgte hun, bare for at være sikker på deres leg. ”Ingen oplysninger om hverken-” Hun tjekkede lige hurtigt den første side i mappen ”- Damian… eller Blake kommer udenfor dette rum.”

[Shaiin McGivens]

I princippet kunne han intet love. Hans arbejde ville være ikke-eksisterende, hvis han altid skulle love den slags. Han var der for at sælge sine informationer til dem, der betalte for dem. Ikke fordi han altid selv aktivt opsøgte folk med informationer. Det ville være som at grave sin egen grav. Alle ville pludselig vide hvem han var og hvem der spredte alle historierne. Slet ikke praktisk. Måske burde han have forblevet en spionmester for Eriz...Men det var en farlig leg. Selv om nu, hvor han ikke havde en undskyldning for at være på slottet længere, havde mere lyst til det end før. Men han havde en ide om Eriz nok skulle sikre sig dagens rygter alligevel, hun havde jo klaret sig fint uden ham før. Det var også fantastisk underholdende at holde øje med hvad både Eriz og Forsyth-parret kunne finde på. De virkede slet ikke færdig med hinanden.
Han gjorde sit for at erindre de ting han fik at vide om Blake. Så nikkede han let, rakte ud efter sit glas, svang det rundt en enkelt gang og smagte på det.
"Det bliver mellem os"
Præcis som han heller ikke ønskede afsløringer om hans hemmelige steder i huset eller mapper om folk, skulle blive en kendsgerning folk kendte til. Han ville nok prioriterer at holde informationerne om Blake til sig selv, for sin hustrus skyld. Men Damian var en anden sag. Det kom helt an på hvilken betaling nogen ville give for det. Både for informationerne eller en eventuel tavshed.
Han satte glasset for sig.
"Damian er en dødsengel" sagde han så, da han vendte tilbage til hendes tidligere spørgsmål.
"Hans interesser rangerer naturligt mellem at skræmme, mellem at være god til kamp, mellem at torturerer og bringe smerte. Men dødsengle er ikke begrænset til at være et forfærdeligt selskab, når blot man ved hvordan man skal tackle dem. Jeg tror..."
Nej. Hvad var han ved at sige? Ud fra beskrivelsen af Blake...
"...At de bliver et forfærdeligt par. Ud fra det parameter der hedder at landet har brug for et stabilt par til at passe det. Ud fra de ting du har fortalt mig om Blake, lyder det som om de bliver til et par der på intet tidspunkt vil sidde stille. Selv hvis Blake gennemskuer hvordan hun skal leve sammen med en dødsengel. Selvfølgelig medmindre en eller begge vokser med opgaven" Han så overvejende ned på bordet foran sig. Der var altid en del hvis'er. Hans mening var mere et gæt ud fra den viden han besad. Ofte var han typen der holdt sine gæt til sig selv og observerede hvor meget han ville få ret eller tog fejl.
"Nej. Jeg falder ud af en tangent...Jeg gætter om ting, jeg måske slet ikke kan udtale mig om. Pointen var blot at man kan lære at leve med en dødsengel. Men...Damian er ikke den normale dødsengel. Det er...Kompliceret. Han er en fascinerende ung mand. Jeg kan ikke lade være med at holde lidt af ham" indrømmede han så. Hans øjne gled op og landede på Zia. Hun ville næppe bryde sig om de ord. Men sandheden var at de gange han havde snakket med Damian, havde det aldrig været uden sine fornøjelser. Det var sjovt at se hvordan han voksede op. Især når man selv havde været med til at stjæle ham.

[Aleszia Chaelóriz]

Med hovedet støttende ned mod to fingre, lyttede Zia opmærksomt til hvad Shaiin fortalte om Damian – om det så var gætterier eller konkrete iagttagelser. Shaiin plejede at være god til gætterier.
”Mh…” Den lille bekræftende lyd blev efterfulgt af en slurk fra glasset, mens blikket vandrede væk fra Shaiin, og mod et af de fortrukket vinduer. Et tegn på hun havde dykket ned i tanker. Hun kunne ikke helt finde ud af, om de ting Shaiin fortalte om drengen var gode eller dårlige. Fascinerende kunne bruges så bredt. At kunne holde af en person - Endnu en slurk af cognacen - Det kunne strække sig til venskab og et startskud til mere end det.
”Du har kendt ham i lang tid,” slog hun fast, stadigvæk med glasset hvilende mod sin underlæbe, så den kølige overflade kunne dulmen varmen fra hendes mund. ”Dronningen må have stolet meget på dig, hvis hun har ladet dig vide om ham, før nogen af os andre overhovedet vidste han eksisterede. Gad vide om han i virkeligheden er grunden til borgerkrigen. Kongen kan ikke have været for glad over, hun horede rundt og fik børn med andre mænd.”
En snert af hendes egen mening om dronningen sneg sig ind i hendes tone. Ærgret over det lukkede hun øjnene, mens hun pressede glasset hårdere mod sin mund, inden hun med en undskyldende grimasse til Shaiin, stillede det tomme glas fra sig på skrivebordet imellem dem.
”Hvis han lægger hånd på Blake… Ville du kunne gøre noget?” spurgte hun efter et øjebliks tøven, fordi hun ikke helt ville træde hen af den sti, men det var godt at vide, hvor han stod henne, hvis hun skulle få brug for ham. ”Ville du kunne….” Hun trak afværgende på skuldrene. ”… enten få hende væk eller… tale med ham?”

[Shaiin McGivens]

Han sendte hende blot et smil, der hverken be- eller afkræftede hvor længe han havde kendt Damian. Nogen ville måske føle skrupler mod at holde så mange hemmeligheder for sin egen hustru. Men i dette tilfælde var det også for hendes egen sikkerhed. Han følte ingen kvaler ved det, specielt hvis hun slet ikke opdagede det og ville kunne ende med at blive såret over det - medmindre hun selvfølgelig kom sig over det og kunne de det logiske aspekt ved det.
Han slog let ud med armene igen. Det var ved at blive en vane, for hver ting han sagde. Alt hvad han sagde, eller alt hvad de talte om, handlede meget om perspektiv og det gjorde også at han sjældent kunne give et entydigt svar. Folk ønskede et svar, men tingene var ikke på den måde. Var farven rød virkelig rød, eller var den i virkeligheden grøn? Måske havde menneskeheden i de tre lande blot blevet enige om at det var rød. Og det var netop den opfattelse af verdenen han havde en ide om at Dronningen også selv udnyttede. 
"Der er mange bud på hvorfor der var en borgerkrig" svarede han blot. Hellere folk troede det og var tilfredse med den ide, end noget andet. 
"Jeg er nysgerrig...Din families had til Dronningen...Er det noget så simpelt at I blot ikke bryder jer om hende eller ligger der noget mere personligt under?" spurgte han så. 

Hvad han kunne gøre? 
Endelig viste dagens hårde arbejde sig på ham og han faldt en smule sammen i stolen. Eller måske skete det hver gang han skulle overveje, om hans beslutninger ville ødelægge alt han havde opbygget og sikret sig. Som med Eriz. Det var begrænset hvor tålmodig hun ville være omkring ham, hvis han blev ved med at modarbejdede hende på den ene eller anden måde. Selv hvis det blot var forretning og intet personligt. Og hvor slemt ville denne problematik være? Blake var Djinn. Selv hvis han fortalte Eriz noget om De Clare, som hun måske eller måske ikke vidste, ville Eriz stadig ønske at eje Djinnen på den ene eller anden måde. 
Han rettede sig op. Strakte sine ben frem for sig. 
"Formentlig. Jeg tror jeg endnu har nok betydning og agtelse i Dronningens øjne, til at det er acceptabelt. At snakke med Damian, vel at mærke. At fjerne Blake...Lad os holde det som sidste udvej. Der vil være alt for mange komplikationer. For farligt, for alt for mange" bemærkede han så og sendte Zia et advarende blik. Det var usikker om hans brud med Flint kunne have påvirket Damians syn på ham. Men der var jo kun en måde at finde ud af det på. 
"Mit råd er også at Blake læser op på dødsengle. Som sagt...Der findes måder at leve med dem på. Lad os vente og se hvordan det udvikler sig" 

[Aleszia Chaelóriz]

Overrasket kiggede Zia på Shaiin, som han stillede det spørgsmål, ingen havde overvejet at stille til hende: Hadet til dronningen. Hun havde mistet så mange venner og veninder ved at stå på kongens side, og ingen havde besværet sig ved, at spørge hvorfor. Ikke før nu.
Igen strøg hun sit glatte hår om bag det ene øre, mens hun tænkte over et svar, og lod Shaiin fortælle hvor meget han kunne gøre, hvis det blev et spørgsmål om at hjælpe Blake. Et strejf af dårlig samvittighed faldt over hende, da hun opdagede, hvor træt han egentlig så ud. Ved flammerne, de burde begge to gå i seng. Klokken var mange, og han havde været på arbejde lige fra den tidligere morgen.
Hun rejste sig fra stolen, tog begge deres tomme glas, og gik hen til en kommode ved døren, for at stille dem dér, indtil en tjener kunne hente dem næste morgen.
”Imahara familien har i mange år gjort forretninger med LaPiera Black slægten. Da Marcellus kom på tronen, støttede vi ham, og sendte alle vores overskydende ressourcer til at hjælpe med at bygge byen op efter krigen – akkurat ligesom alle andre. Vi forsatte vores forretninger med ham. Min far fortalte tit historier om hans familie, og jeg kunne tit høre på hans stemme, hvor meget respekt han havde for den ældste søn,” fortalte hun med et knugende hjerte, som hun talte om både deres døde konge men også sin far. Begge to faldet for dronningen. En finger fulgte kommodens kant med blikket sænket og ryggen vendt mod Shaiin, så han ikke skulle se det bedrøvet udtryk, selvom han nok kunne høre det på hendes stemme. ”Da Marcellus giftede sig, hørte vi ligesom alle rygterne om hans hustru. Mystikken ved hende, hendes evner, hendes skønhed. Men vi alle tænkte hun var et perfekt match for Marcellus. En stærk kvinde med en stærk mand. Ingen af os havde troet, hun også ville være så farlig, før… før borgerkrigen brød ud. Imahara-familien har altid været loyal til sine allieret, så vi stod selvfølgelig med Marcellus. Derefter… well… man lære at hade en person, der angriber ens hjem, ens venner, ens værdier, og til sidst ens familie.”
Hun sukkede tungt, og lagde armene omkring sig selv, mens hun hævede ansigtet en smule. For sit indre øre kunne hun stadigvæk høre sin mors tiggende, desperate skrig, da vagterne kom efter Lord Imahra. Hvis nogen kom efter Shaiin på den måde, ville hun så også lyde sådan?

[Shaiin McGivens]

Hans blik fulgte hende, da hun tog deres tomme glas og fjernede dem. Selv rejste han sig også op, men det var for at tage den mappe han havde vist hende og gemme den væk bag reolen igen. Rummet var ikke større, end at han sagtens kunne høre hende imens. Da han havde lukket reolen bag sig, vendte han sig om mod sin hustru. Han kunne høre på hende, hvordan tingene gik hende på. Uanset hvor meget hun sikkert prøvede at skjule det.
Han kunne ikke lade være med at smile svagt. Deres familier havde ikke været splittet af politik før, politik havde altid virket som en...En tilfældig ting i verden. Fordi deres venskab havde været først og de havde fået tingene til at virke. Men så var de blevet voksne. Ville hans forhold med Salem have været anderledes, hvis der slet ikke havde været en borgerkrig? Ville han havde opdaget signalerne og...Gjort mere ud af det, inden det var for sent?
Det var ligegyldigt at tænke på nu og han hadede sig selv for de tanker. Det hjalp ikke med hvis'er. Det fik bare en til at fortryde ting eller ønske tingene var anderledes. Det var dumt, for nu var tingene sådan her og så måtte man rette sig efter dem.
Han trådte over til hende og lagde blidt om hende bagfra. Hvilede sit hoved ind mod siden af hendes hoved, hvor han kunne dufte hendes shampoo og den lette duft af røg der altid omgav tvillingerne. Det mindede ham om...
Han smilte lidt mere.
"Nok med dystre emner for i nat" bestemte han så, i en lav og blød stemme. En stemme der hoppede af en slet skjult latter.
"Vil det være i orden hvis jeg udførte min rolle som ægtemand og tog dig med i min seng?" foreslog han så.