Try this

[Salem Imahara]

Et konspiratorisk smil kurvede hjørnerne af hans mund. "En mand må have sine hemmeligheder, darling," Han klappede hendes hånd, der hvilede i kurven af hans arm, ganske let. Han havde én han havde brændt inde med i mere end fem år nu. Altid havde han fortalt Zia alt. Men det her havde han ikke sagt til nogen. Heller ikke Sage. Han skævede til den lyshårede pige ved hans side. Kunne han fortælle hende det? Hun var trodsalt lige så gode venner med Zia, som hun var med ham, hvis ikke mere. Ville hun føle sig forpligtet til at sige det videre? "Jeg ved ikke hvad jeg leder efter," svarede han med et let skuldertræk, og et svagt træk ved hans mundvig af hvor sandt det var, for andet end bare hans shoppingvaner. "Jeg ved det når jeg ser det."
De passerede ind og ud imellem boderne, stoppede indimellem for at undersøge interessante stykker stof, eller for at Salem kunne rulle med øjnene af smykke-boder. "Ametyster er så forfærdeligt af mode, at de er en fornærmelse at se på," kommenterede han til hende ud af mundvigen, som de var på vej væk fra en særligt håbløs - i Salems' mening - bod med smykker. De endte med at gå rundt i en times tid, før draconianen erklærede at han var for deprimeret af manglen på udvalg, til at ville se på mere, og foreslog at de stoppede for en kop te i en tesalon langs de rigere dele af markedspladsen. Anstandsdamen fulgte dem ind, men tog plads ved et andet bord end dem. Hendes blik hvilede stadig på dem, men et eller andet havde hende overbevidst om at Salem ikke var ude efter at stjæle Blakes jomfruelighed fra hende. Salem vinkede dramatisk after en tjener. "Garson! To styks jasmin te, skoldhed til mig," Hvad der havde overbevist hende måtte guderne vide. Salem sendte et blink efter tjeneren som han nikkede.

[Blake De Clare]

Blake himlede overdrevent dramatisk med de blå øjne over hans ord. ”Ligeså for en kvinde…” En lav klingende latter trillede over hendes læber og det spillede hemmelighedsfuldt i blikket. Hun havde en hemmelighed for ham ligenu. Sjældent bar hun på mange hemmeligheder overfor Imahara-søskende. Hendes udflugter var ikke hemmelige, om end de ikke kendte til halvdelen af dem, det ville også være underligt hvis hun rapportererede hver og en til dem, eller sendte en brevdue afsted hver gang hun forlod huset. Men ligenu bar på hun på hemmeligheden omhandlende hendes mulige fremtid. Den eneste hun havde ofret den for var Zia. Hun kunne godt finde på at tale med Salem om det, men ikke på en trafikeret gade fyldt med boder og sælgere der gerne solgte rygter.

I længere tid fulgte hun trofast med rundt mellem boderne og gav ham ret med overdrevne vendinger. Det var tydeligt at det morede Blake mere end interesserede hende. Aldrig havde hun været specielt materialistisk anlagt, men hun holdt af at høre på Salems udbrud over sidste års mode, dårlig kvalitet, fejlfarvninger osv. Osv. Da han forslog at de skulle finde sig ind på en tesalon medgav hun sin enighed og så frem til at sidde ned under mere isolerede forhold. Hun slap langt om længe hans arm da de var kommet ind i salonen for den rigere del af befolkningen, hvorefter hun sank tilpas ned i en blød salonstol. Hun skævede over mod anstandsdamen, der ikke kunne høre dem herfra hvis de blot sænkede stemmerne lidt, lænede sig fremover bordet og lod fingrene samles om lyset på midten. Hele hendes ansigt spillede udfordrende. ”En hemmelighed for en hemmelighed?” En leg de havde leget meget som små, de tre. Den gang havde hemmelighederne oftest omhandlet at man havde taget en kage fra køkkenet uden at få lov, eller havde set en tjenestepige gøre noget hun ikke måtte.

[Salem Imahara]

Salem lænede sig tilbage i sin stol, foldede hans guld og sølv dekorerede hænder hen over hans mave, flettet ind i hinanden og placerede hans ben, så hans ankel hvilede henover knæet på hans andet ben. Perfekt afslappet, som var dette hans egen stue, mens han så efter tjeneren der forlod deres bord for at hente deres te. Eller. Ikke så meget efter tjeneren selv, men nærmere hvor godt han fyldte sine bukser ud. Indtil Blake talte. Hans blik krydsede tilbage til hende, og et konspiratorisk smil krøb over hans ansigt. ”Aftale,” medgav han. Blake havde altid de bedste hemmeligheder. Så isoleret som hun havde været, havde hun alligevel fundet en måde at opsnappe en masse hofsladder. Han mistænkte hendes kammerpige for at være sludrechartollet der fortalte hende dem, men stadig.
Hans ben faldt ud af hvordan han havde lagt dem, og han skubbede sin stol helt op til cafebordet, så han kunne læne sig ind over det, så tæt at hun ville kunne se de små dottede, fregner af guld han havde malet langs kanten af hans øje. Der var kun et øjebliks tøven, inden han åbnede munden: ”Natten efter Shaiin havde friet til Zia, kom han hjem til mig,” startede han langsomt. Han kunne ikke holde det inde længere. Han var nødt til at tale om det med nogen, og forhåbentlig kunne Blake holde på en hemmelighed. Hun kendte alle involveret. Hun vidste at han og Shaiin havde været sammen for længe siden. Hun vidste også at det var længe siden de havde slået op og hvor voldsomt det havde været. ”.. Han kyssede mig.” Der var skyldfølelse at spore i hans stemme, men også en undertone af noget der mindede om glæde. ”Jeg sagde selvfølgelig at det aldrig ville gå!” Tilføjede han hurtigt, hviskende. ”Jeg mener, manden havde lige friet til min søster, og nu er de gift, men jeg sværger, Blake, nogengange når han ser på mig…” Han lod sin nakke falde frem og gned en hånd over hans mund. ”Flammerne, jeg er ét stort rod, er jeg ikke?”

[Blake De Clare]

De blå øjne gled henover den mørkglødede mand før de mødte hans gule øjne med mandelformet pupiller. Hendes fingre slog blidt mod hinanden idet hendes gamle ven indgik legen. Selv hvem Blake havde måtte lege med som lille havde været styret af hendes faders faste hånd, som havde vurderet kritisk hvor legekammeraterne kom fra og hvilken indflydelse de kunne være. Imahara-tvillingerne havde været mere end godkendt. Før i tiden. Hendes blik gled undersøgende ned af hans prydede ansigt. Der var helt bestemt noget smukt over Salem. En finhed man ikke ofte så i mænds ansigter. Den tøven hun kun lige akkurat nåede at opfange var nok til at få hendes mave til at stramme sig. Hendes øjne slap ham ikke et øjeblik da hans tunge formede ordene der aldrig ville forlade hendes læber efterfølgende. I ren fordybelse satte hun tænderne i den nederste læbe mens hun lyttede til hans ord. Hun opfangede straks de forskellige toner i hans stemme.

Da hans sidste ord forlod hans læber rakte hun den spinkle hånd frem og lod fingrene glide i en barmhjertig, nærmest beskyttende bevægelse over hans kind før hun trak den tilbage. Hun havde ikke ondt af ham, og på trods af at hans ord havde en overraskende effekt på hende så hun ikke på ham med et blik der tydede på at hun havde ondt af ham. Aldrig brød hun sig selv om at blive set på som havde man ondt af hende. "Nej." Hendes ord var bestemte. "Jeg vil nødig tale skidt om nogen som helst, men hvis nogen er et rod så må det være manden der først frier til en, for dernæst at søge hendes bror." Hun rakte hånden frem og fangede hans som hun blidt, men bestemt, klemte omkring. "Man er et rod hvis man ikke træffer sine valg. Du træf valget at sige nej, og hvor ondt det end gør så var det et godt valg for Zia." Et øjeblik var hun stille mens hun tænksomt holdt blikket ved de små gulfregner. "Der må findes valg kun for dig derude".
Et smil der virkede som indeholdt det adskillige løfter spillede betryggende over hendes læber.

[Salem Imahara]

Draconianen lænede sit hoved mod den lette berøring over hans kind og hans udtryk var miserabelt, de gyldne, mandelformede øjne søgende efter forståelse i hans venindes ansigt. Hans anspændte skuldre faldt en anelse, da han fandt det. "Jeg.. du behøver ikke tale skidt om nogen. Jeg bebrejder ham ikke kysset som sådan," Salem sukkede let, hans hånd der hvilede på bordpladen tegnede en løs cirkel i overfladen. "Jeg ved godt jeg tog det rette valg for Zia. Hun ville aldrig have giftet sig med ham, hvis jeg havde startet noget med ham igen, og så havde hun været tvunget til at sælge alt - miste alt status - eller gifte sig med en mand hun ikke kendte istedet. Men jeg er bange for at jeg ikke kan holde mit eget løfte om at holde mig fra ham." Det var der tornen sad. Selvfølgelig var det slemt at Shaiin havde gjort, hvad han havde gjort så tæt på at han havde friet, men hvad værre var, at selvom Salem havde lukket døren på hans følelser for manden, lå de stadig blot lige bag den dør. En lukket dør, hvor låst og boltet den end var, ville stadig kunne brydes.
Han sukkede igen. Rystede let på hovedet. Rakte ud og samlede Blakes hånd i sin. Hans fingre var varme, så varme at hos et almindeligt menneske, ville hans hud kun kunne være feberisk varm, men det var almindeligt for ham. "Nok om mig, min søde, hvad hemmeligheder har du til din gamle ven, hm?" Han så undersøgende på hende, et let smil vippende hans mundviger. "Hvilke tantaliserende akter af rebelskhed har du vovet dig ud i?"

[Blake De Clare]

Der var ikke ord for hvor meget hun holdt af ham. Det var tvivlsomt at han nogensinde ville kunne sige noget der ville chokere hende fra at se på ham med samme venskabelige kærlighed. Det var ikke svært at få Blakes loyalitet. Men der var absolut heller ingen tvivl om at den voksede sig stærkere for hvert år der gik, som blev den næret af den voksende mængde af varme minder. Et øjeblik tænkte hun over sit næste spørgsmål før hun lod det trille over læberne. "Ved Zia noget?". Hans hænder var varme som den ild han besad.

Hans sindstemning smittede hurtigt af på hende og hans smil afspejledes på hendes læber.  "Jeg er bange for at jeg har rodet mig ud i det modsatte af dig..." Et lunefuldt spil kom over hende, som vidste hun ikke helt hvilken følelse hun skulle føle. Et par dybe indåndinger før de næste ord fik liv. Så lavt at udelukket Salem ville høre dem. "Dronningen og min far vil binde bånd mellem..." ordene gav hende næsten kvalme og snorede sig sammen i halsen på hende. Ikke på grund af manden hun skulle bindes til, men fordi tanken om at indgå i ægteskabets pligter og den opmærksomhed en kongelig titel gav, skræmte livet af hende. Hun fortsatte: "tronarvingen og jeg". Hun bed igen sammen om underlæben før hun smilede ubekymret. "Men jeg forventer at der går lang tid. Først bryllup, så hans fødselsdag osv. osv." Sådanne planlægninger kunne trække godt ud. Og i al den tid kunne hun bestemme sig for hvordan hun skulle føle.

[Salem Imahara]

Ved hendes spørgsmål rystede han blot på hovedet. Nej. Zia vidste ingenting. Det var bedst sådan. Det var ihvertfald hvad han fortalte sig selv. Hvis han kendte sin søster, ville hun både blive vred over at han havde holdt det fra hende så længe som han havde, og rasende over ideen om at Salem skulle have ofret noget af sin egen lykke for hendes skyld - det var hans åg at bære. Og nu også Blakes, selvom han håbede det ikke ville veje på hende, som det gjorde på ham. Han skubbede tanken fra sig og lagde interesseret hovedet på sned, hængende ved Blakes lunefulde læber mens han ventede på hendes hemmelighed.
Hans bryn løftedes som hun begyndte at tale, og han lænede sig endnu længere ind over bordet, da hun sænkede sin stemme yderligere.
"Tronarvingen?!" Han huskede kun lige at holde sin stemme til et hviskende tonefald, gulegyldne øjne spærrede op, mens hans mandelformede pupiller stirrede på hans gamle veninde. Stilhed faldt over dem kort, mens Salem tyggede på hvad hun havde sagt, og tjeneren nåede at vende tilbage med deres te og sætte det fra sig, men Salem var for distraheret af hendes nyhed til at give ham noget opmærksomhed denne gang. Et bredt grin spredte sig over hans ansigt. "Dronning De Clare," sagde han dæmpet, vendende titlen i munden. "Det har da en god tone til sig - men du ville selvfølgelig være nødt til at tage hans navn, men stadig!" Han samlede tekoppen op og nippede til den, uden at puste på den eller teste temperaturen først. Vandet ville have skoldet enhver anden, men ikke ham. "Og han er grunden til kjolen?"

[Blake De Clare]

Hun tyssede abrupt på ham og himlede med de blå øjne over hans næste ord. "Der er nogen der har lavet en alvorlig fejlbedømmelse..." Hun kunne ikke lade være med at klukke over tanken at nogen kunne have vurderet hende som et passende match for nogen som helst, og specielt ikke et lands kommende konge. "Jeg har ikke lyst til at ligne en han kan tryne..." forklarede hun omkring kjolen med et lille spøgefuldt smil. Det var mærkbart hvor anerledes Salems reaktion var, sammenlignet med Zias. De to eneste hun havde fortalt om den kommende trolovelse. Zia var blevet forfærdet og havde udtalt ord som om end de rørte Blake, aldrig ville kunne nævnes igen for Zias sikkerheds skyld. Blake ville endda gå så langt som at nægte at de nogensinde var udtalt i første omgang for at beskytte veninden. "Han kom hjem til os en aften... Han er meget anderledes. Som om der ikke er nogen grænser for hvad han kan tillade sig... På en god måde, den aften ihvertfald." Hendes ord var ikke specielt ladede. De tydede til gengæld på at hun ikke havde besluttet sig for hvad hun skulle synes om den unge mand som det ligenu så ud som om hun skulle bindes til.

[Salem Imahara]

Salem grinede bredt som hun tyssede på ham og nikkede så medviljende, mens han lagde en finger på læberne som tegn på at han nok skulle dæmpe sig. "Det tror jeg gerne på, og med den kjole, skal du nok skabe noget spetakel," svarede han. Ihvertfald hvis den blev sådan som han havde et billede af, den ville blive i hans hoved. Men næsten alt ville blive skandaløst, med det teasingly gennemsigtige stof. "Nostadamus nåde og trøste den stakkels mand." Han blinkede drillende til hende og løftede hans tekop til hans læber igen. Hendes ord om tronarvingen syntes ikke at vække nogen synderlig bekymring i draconianen. Han havde hørt nogen rygter om den unge mand, men det var blandede kilder og han havde en tendens til ikke at stole på de adelige han selv engang havde været en del af. Andet end Blake, Zia og Shaiin selvfølgelig. "Han lyder fascinerende. Lad ham dog endelig vide at hvis han rør et hår på dit hoved, som du ikke ønsker rørt, så får han med mig at bestile," Salems læber skiltes for et bredt smil, og selvom han fik sine tænder filet, så de ikke var sylespidse i hans menneskelige form, syntes de et øjeblik at være hajagtige alligevel. "Hvordan ser han ud så? Hvis du har mødt ham, giv mig alle detaljerne darling, jeg vil høre det hele! Hvad sagde han? Hvad sagde du? Hvordan så han ud da han sagde det?" Han sad, lænet ind over bordet, godt til mode og med en varm kop te foran sig. Sådan sad de hele eftermiddagen, hvisketiskende til tider og skraldgrinende til andre, meget højere end det var passende for en ung nobel pige at gøre, men Salem gjorde en kunst ud af at få hende til at le. De sad indtil anstandsdamen prikkede Blake på skulderen og mindede hende om at hun skulle være hjemme til middag, så de tog afsked med hinanden og Salem pakkede hende ind i en varm omfavnelse, ignorerende anstandsdamens rømmende stemme bag dem.

//Out

[Blake De Clare]

//Out