Try this

[Blake De Clare]

Salem Imahara - Blake De Clare

Så man ned af Ageras markedsgader, kunne man være heldig at skimte en rank og slank figur, med så blond og skinnende hår, at det kastede en smule af det lys der forvildede sig herned fra sig. Stoffet om den feminine krop sad stramt til, og fremhævede figurens elegance. Fra livet spredte kjolen sig ud som et vandfald der favnede hendes krop. Kjolen var mørkeblå med sorte broderinger hele vejen op langs siden og fronten. Om halsen hang som sædvanlig en ædelsten i en fint-smedet kæde. Andre smykker bar hun ikke i dette øjeblik.

Blake havde i den grad taget sig den fulde frihed, der i øvrigt slet ikke tilkom hende, ved hendes families forretningsrejse. De ville komme hjem samme aften, men indtil da havde hun formået både at komme i skoven, haft Zia på besøg og være adskillige gange på markedet. Dette var blot på et par dage. Der var heller ingen tvivl om hvorvidt Blake havde trængt til at mærke friheden ved at kunne bevæge sig frit igen. De sidste par uger havde hun følt sig fængslet indendørs. Selvom luften var usund i Agera, trak hun vejret dybt ned i lungerne, som hun fortsatte ned af gaden. Et par meter bag hende gik fulgte en ældre kvinde diskret, og et par meter bag hende forsøgte en af familiens vagter at falde i ét med menneskemængden uden held.

Den unge kvinde håbede på at møde en af hendes gamle venner ved hjørnet til næste gade. Det var sjældent at hun så ham og hans søster. Dels fordi de havde haft mange ting i familien, men også i høj grad fordi familierne, på trods af et tæt sammenhold før i tiden, var faldet ud på hver deres side af resultatet af den sidste borgerkrig. Og så selvfølgeligt det, at hendes fader mente at de var dårligt selskab, oprørske og homoseksuelle. Blakes læber blev hevet opad i et smil ved de to tvillinger. Hun havde blot for nogle dage siden tilbragt tid med Zia, der havde været mægtigt bekymret for hende. Hun måtte også indrømme at hun havde været bekymret for Zia. Nogle af de ting hun havde sagt havde gjort Blake urolig for Zias egen sikkerhed, selvom hun jo næppe kunne fortænke Zia i selve indholdet af hvad hun havde sagt. Generelt var der blevet strammet gevaldigt op for hendes muligheder over det sidste stykke tid. Før i tiden havde hun været den af ungerne med størst frihed, fordi familien simpelt ikke formåede at tæmme hende. Nu var der en masse de følte de skulle rydde op i.

[Salem Imahara]

Hærdede, ru hænder rakte en skinnende guldmønt frem, som blev taget ud af hans hånd og erstattet med et næsten giftigt grønt æble. Overfladen skinnede i den sparsomme sol, der kun lige kunne bryde igennem det tække dække af forurening og skyer, som evigt hjemsøgte Pandemonium. Det knasede som Salem Imahara bed ind i det og brækkede et stykke af med hvide tænder. Han stod ved et gadehjørne, blot nogle blokke fra hans smedje, som han havde efterladt i hans nye medarbejders hænder. Det generede ham at lade ham være alene i smedjen, men det var så længe siden han havde set den veninde han skulle møde, at han havde blæst på sine nerver om at lade knægten alene. Og Sage var der selvfølgelig stadig, og hun havde forsikret ham om, at hun ville være over knægten som en høg.
Æblet blev vendt imellem hans fingre, så en smule af den syrlige saft løb ned af hans fingre og ind i ærmet på hans jakke. Han var klædt i sorte, pressefoldede stofbukser der løb ned i tunge, sorte støvler med sølv detaljer langs hælen og snuden på skoende, og en hvid skjorte, som var åbenstående næsten til midten af hans solide, muskel udskårne brystkasse. Et afdæmpet ensamble for ham. Hans smykker var der dog gjort lige så meget ud af som sædvanlige; sølv ringe op langs hver eneste af hans øre, en rød rubin nederst i hans venstre øreflip, tre halvskæder af varierende længder og ringe på hver eneste af hans fingre, nogen af dem mere end en enkelt.
Han skulle lige til at bringe æblet til hans mund igen, da han drejede ansigtet op ad markedsgaden han stod på, og hans gule øjne fandt formen af den kvinde han stod og ventede på. Hans læber skiltes i et bredt grin. "Clare! Darling!" Hans arme spredte sig ud til siden, tagende blot to skridt fremad for at gå hende en smule i møde, klar til at modtage den slanke kvinde i hans arme. "Du ser fantastisk ud! Den kjole sidder næsten syndigt til dig, hvis jeg var anlagt til den slags, ville jeg ikke stå en chance--" Som hun kom tæt nok på standsede hans talestrøm og med et drillende smil lurende om hans mundvige, rynkede han sine bryn. "Men dét der," han gestikulerede mod hendes halssmykke. "Det er ikke én af mine," Et påtaget mut udtryk kom over hans skarpe ansigtstræk. "Du sårer mit hjerte, Blake. Ah, ligemeget, du må gøre det op i en fin lille nipsting på vores shoppingtur, ja?" Hans mund strækte sig i et bredt smil, der tydeligt viste at han lavede sjov med hende.

[Blake De Clare]

Allerede da den eksotiske mørkglødede mand kom til syne mellem menneskemængden længere fremme, lyste hele Blakes ansigt op i et stort smil, mens hun satte frem i et nærmest hoppende løb mod ham. Hun sprang lige i hans arme, uden tanke på takt og tone. "Salem min kære!" Hun klemte sig kortvarigt ind til ham før hun trak et skridt tilbage og snorrede omkring for ham så skørterne fik gadens skidt til at hvirvle bort fra hende, kun til ære for ham og hans smigrende kommentar. "Åh men min kære, du kunne have ægtet mig for flere år siden, det ved du!" hun lo højlydt. Tanken var i dag så fjern som nogensinde, men det var da ikke nogen hemmelighed at det en gang havde ligget i kortene. Før borgerkrigen og før at Salem havde afsløret sin seksualitet for verdenen. En høj, falsk, hosten kom bag hende, hun drejede ingengang hovedet for at se den ældre dame stå bag hende med et utilpas ansigtsudtryk og en drøm om at gå på pension og efterlade den utæmmelige unge til en yngre og mere kontant anstandsdame. 

Hun holdt hånden op over smykket og foregav chok. "Jeg var da ellers sikker på at smykket jeg tog på i morges havde Salam Imahara signeret". Igen trillede en munter og varm latter fra hende. "Men hvis ikke jeg har nok af dine mesterværker liggende, til at det automatisk er dem der ender på mig, så må vi jo gøre noget ved det!" Hun forgudede Salems smykker, og købte gerne hele hans smedje hvis det sikrede hende et livstids-abonnement. Hun pressede sin arm ind under hans varme arm, og gjorde klar til at bevæge sig ned ad gaden, arm i arm med ham. "Hvor ønsker de at vi skal tage hen i dag?". Hvor havde hun savnet ham. Præcis som hans søster den anden dag, deres møde havde bare budt på så meget alvor og hemmelighedsudveksling, det var hun ikke i humør til i dag. Og så var der selvfølgeligt det, at de gik midt på en trafikeret gade.

[Salem Imahara]

Dyb, rungende latter rulmede i hans brystkasse, som hans arme slap hende efter omfavnelsen. "Og hvilket smukt par vi havde gjort, havde vi gift os - men alas, jeg måtte følge mit hjerte," Han smilede bredt. Det var så længe siden nu, at der havde været tale om et ægteskab imellem dem. Det havde været under Imaharas storhedstid, da deres skattekamre havde været fyldte og deres stand i det royale hof god, da Salem endnu havde været blot en ung teenager, og kun lige havde begyndt at få øjnene åbnet for romantik. Det havde blot ikke været for den smukke djinn foran ham, men en af hans tutorer, der bestemt ikke var passende hverken i stand, økonomisk, eller seksualitet. Salem havde kastet alt bort, for at følge sit hjerte og den tutor. Men det var længe siden, og den mand blot et fjernt, glædeligt minde. Han fortrød ingenting. Han ville aldrig være blevet smed, hvis han var blevet under sine forældres tag.
Ved anstandsdamens utilpasse ansigtsudtryk sendte Salem hende et bredt, charmerende tandpasta smil, mest fordi han vidste det ville få den lille, ældre dame til at rødmosset og frustreret. Blake linkede sin arm ind under hans, og han trak hende umærkeligt en anelse nærmere, stadig smilende over hendes skulder til anstandsdamen. "Dér er vi enige, darling, vi skal have dig i mange, mange flere af mine smykker," Han begyndte allerede at få ideer; metaler der ville klæde hendes hudtone, designs der ville fremhæve strækket af hendes hals, sten der ville få hendes øjne til at gnistre - men inden han lod sig fortabe i ideerne, vendte han opmærksomheden over mod hende ved hans side istedet. "Jeg tænkte vi kunne besøge nogle tøj butikker, jeg mangler så voldsomt nogle nye sæt tøj, flere farver," fortalte han, som de begyndte at slentre sammen ned ad gaden. "Er der noget du behøver særligt? Måske en kjole til det store, royale bryllup?"

[Blake De Clare]

"Hvor ville jeg ønske at jeg havde modet til at gøre det samme!"  Grinte hun, et sted i ordene fandtes en lille sandhed. Hun havde altid ment at Salem havde truffet det rigtige valg, selvom det havde været uhyre hårdt for alle involverede. Salem var den eneste åbent homoseksuelle hun kendte til, og hun anså ham for at være en uhyre stærk person for det. Hun nåede lige at fange hans dødcharmerende smil til den stakkels ældre dame og slap et højlydt fnis og lænede sig yderligere op af ham, så hendes skulder snittede hans arm når de gik. Ingen anden mand havde hun nogensinde været så tæt med som med Salem. Det hjalp også at han var åbent homoseksuel på omverdenens tanker om deres nærhed som de gik arm i arm ned ad gaden. Det var noget de ikke ville være sluppet afsted med i deres alder, hvis ikke han havde svinget til modsat side, og hun været ravende ligeglad med hvad andre tænkte om hende når det galt dem hun havde kære.

Der var en sær hjemlig og tryg følelse af at blive kaldt darling af ham. Det var lidt ligesom når hans søster kaldte hende Blakey. Måske fordi hendes egen familie ikke viste så åbent kærlighed, faktisk sjældent viste den. Le Clare slægtens kærlighed viste sig mere i form at beskyttelse og fremdriften af fællesskabet. "Jeg må snarest besøge din smedje, så vi kan sætte arbejdet i gang!" allerede forestillede hun sig hvordan hun måtte rydde ud for at få plads til Salems smykker. "Flere farver er en mangelvarer i Pandemonium, det troede jeg du vidste!" Hun skubbede drillende til ham med hoften. "Jeg lidt tanker om en kjole... Men jeg overvejer at involvere Shaiin McGibbens i udarbejdelsen, hvis han har tid..." Det var ikke noget hun havde ytret endnu, men han var dygtig og på en måde tvivlede hun på at hun ville få den som ønsket, hvis hun lod familiens syerske lave den. Ved berørelsen af emnet vedrørende brylluppet snørrede hendes mave sig let sammen og hun klemte ubevidst hårdere om hans arm. "Skal du med..?" Hun rettede de blå øjne opmærksomt op på ham for at studere hans reaktion. Hun vidste at han havde cuttet båndene til adelen, eller den anden vej rundt, men det kunne være at han fulgtes med Zia og Shaiin.

[Salem Imahara]

Han smilede til hende, som hun sagde hun ville ønske hun havde modet til at gøre det samme. Han ville ønske han kunne sige til hende, at det kunne hun jo bare gøre, men hans vej var ikke for alle. Han havde stadig været meget ung, da han havde forladt hans forældres hjem, og havde haft nemmere ved at omstille sig fra det luksus liv som hun levede nu, men det havde stadig været hårdt. Han havde aldrig prøvet at være så sulten at det gnavede i hans mave, før han havde forladt sine forældre. Aldrig gået mere end nogle dage uden et bad, eller en behagelig seng at sove i. Det havde været en hård lektie at lære, at ingen i livet uden for adelen, havde haft brug for hvad han kunne; timer i filosofi, dans og historie gav ikke arbejde, og det betød ingen penge. Zia havde sneget ham hvad hun kunne, men han var for stolt til at tage imod meget fra hende. Salem ledte dem ned ad gaden mod tøj butikkerne, hvor der også ville være boder der solgte uskåret stof.
"Dét, er en aftale min kære, du kommer bare forbi smedjen, dag eller nat, og så kan jeg vise dig mit udvalg," svarede han muntert. "Siden det er dig, får du endda lov til at se nogle af mine mere særlige værker..." Han havde et baglokale, hvor kun hans mest udsøgte værker, som han ikke kunne bære at sælge blev holdt. Den første udgave af Zias bryllups smykker hang der.
"Og farverne skal du ikke være bekymret for, jeg ved hvilke butikker importerer fra Vavilon," han blinkede til hende med et enkelt øje, som hun puffede let til ham med hoften. Han var kendt for at klæde sig meget mere farverigt end han var klædt i dag, alt fra lysende tyrkise farver til blændende orange og røde skjorter trak han mere end glædeligt i. "Shaiin ville være fantastisk, måske vi blot skal kigge på om vi kan finde noget stof til en kjole han kunne sy?" Salems ene mundvig løftede sig yderligere. Der var ingen forandring i hans ansigt, hverken som hun sagde navnet, eller som det selv faldt over hans læber, men han følte altid et lille stik i brystet. Blot et lille prik. Om det var jalousi over at hans tvillingesøster kunne få ham, helt og fuldstændigt, sådan som han selv havde ønsket sig engang, eller blot et prik af sørgmodighed, havde han ikke undersøgt nærmere. Han trampede på følelsen, så snart den opstod. "Selvfølgelig skal jeg med! Ti vilde heste kunne ikke holde mig bort, det bliver århundredes fest!" proklamerede han smilende, mens han ledte hende over til en lille stand fyldt med stoffer i alle verdens farver, gemt en smule bag flere andre, der kun solgte i jordfarver og mørkere toner.

[Blake De Clare]

"Uhh..." For en gang skyld var der ingen drilsk tone i stemmen, men ren begejstring om at få et kig på Salems mesterværker og hun gjorde et lille hop, som for at komme af med det overskud af energi som glæden gav. De lyseblå øjne gled frem og henad gaden, hvor boder med diverse tøj og tekstiler begejstrede hende yderligere. Hun vendte ansigtet op imod den høje mand, lænede sig en anelse mod ham som ville hun indvie ham i sine dybeste hemmeligheder. "Jeg vil have noget der... står ud" sagde hun lavt. Trykket blev lagt lige præcis på slutningen af sætningen og hendes stemme spillede hemmelighedsfulgt. Underlæggende var det tydeligt at hun ikke bare ville stå ud. Hun ville... hun var ikke helt sikker på hvad hun ville, men hun ville gøre alt i verdenen for ikke at ligne de andre adelsdøtre. Det kløede i hende for at fortælle ham om hvorfor hun ønskede at stå ud, men hun bed sig i tungen for ikke at spytte det ud midt på gaden. "Jeg vil ligne en stor mundfuld" hun slap hurtigt en piget fnisen efterfølgende, da det gik op for hende at det kunne misforstås. "Altså jeg vil ikke ligne en flødebolle" tilføjede hun bestemt, bare for at sikre at der ikke var noget der gik galt i byen.



En høj begejstret lyd kom fra hende ved nyheden om at han også ville være at finde til brylluppet. Allerede forestillede hun sig hvordan hun kunne skiftes mellem at være optaget af Salem, Zia og Shaiin, samt andre bekendte hele aftenen, således at kronprisen ikke ville kunne bryde ind, og deres møde på den måde var udskudt. Eller hun kunne ligge sig syg til brylluppet. Endnu en måde hun meget diskret og 'uskyldigt' kunne undvige skæbnen. "Jeg får brug for en distraktion fra min far til brylluppet" lo hun lavt og så med bedene øjne op på Salem. Det var ikke nødvendigt at han brugte hele sin aften på hende, bare hun kunne løbe til undsætning hos ham. Hun var intet mindre end et geni i planlægning.

[Salem Imahara]

Hendes begejstring lavede bobler i hans bryst, der kom ud som latter. Hun holdt aldrig tilbage på hendes entusiasme, og det var derfor han kunne lide hende så godt som han kunne. Mange af de andre adelsbørn fik deres begejstring og livsglæde banket ud af dem af tunge bøger og fængslende regler, men ligegyldigt hvad, forblev Blake den samme glade pige han havde kendt som barn. Han løftede et bryn, smilende, som hun lænede sig nær og tilstod at hun ville have noget der stod ud. "Jeg er sikker på vi kan finde noget spændende her," svarede han, netop som hun sagde at hun ville ligne en stor mundfuld og hans mundvige krøllede endnu mere opefter, sammen med hans bryn. "Blake - De - Clare, har du fået øjne for en ung mand der kommer til festen?" Han kunne ikke komme på nogen anden grund til at en ung kvinde så brændende ønskede sig noget der ville få hende til at skille sig ud fra resten af kvinderne til festen. "Er det nogen man kender? Er han pæn? Høj, dashing og med sin egen hvide hest?" spørgsmålene kom før hun overhovedet kunne nå at svare ham og et indforstået smil kurvede hans mund. Til hendes ord om hendes far, himlede han med øjnene. "Darling, alle har brug for en distraktion fra din far, undskyld, jeg ved han er din familie, men manden er så tør som sand glaseret med støv," Han prustede let bare ved tanken. Til en fest for længe siden havde han siddet ved siden af manden. Aldrig havde han hørt så meget forretnings snak. Han kunne næsten konkurrere med Shaiin på det område. Og i det mindste kunne han forestille sig Shaiins mund gørende andre ting end at tale, når Shaiin gjorde det. Det ville bare være uhyggeligt at forestille sig med Lord De Clare. Ew.

[Blake De Clare]

Blake hostede nærmest lungerne ud ved hans kommentar. Meget lidt adeligt og igen hørte hun den lave formanende rømmen bag hende fra anstandsdamen, som hun generelt gjorde alt i hendes magt for at ignorere, på trods af at den ældre dame faktisk var rigtig sød og at hun havde fundet trøst hos hende da hun var meget yngre. "Jeg har ikke fundet en, min far har fundet en" hun sendte ham et sigende blik og skar en grimasse der sagde alt der var at sige om det emne. Om han kendte ham? "Jeg har aldrig set ham. Men han skal da sikkert have et par hvide firbenede" svarede hun, som kunne den udkårne ikke interessere hende mindre. Ikke at det var helt sandt, men det var ikke i romantisk forstand i hvertfald. "Du ved hvordan det er, jeg bliver bare orienteret om at den indledende handel er begyndt" Hun himlede med øjnene og fængslede blikket på farverige stoffer, som hun straks lod den frie hånd løbe følende henover. "Og jeg ønsker ikke at imponere nogen, jeg ønsker at skræmme nogen væk" grinte hun. Kunne man skræmme nogen væk, hvis magi var bygget op om at skræmme andre? Hun forblev ikke ved tanken men rynkede så brynene over den næste tanke. "Hvorfor ville jeg dog forsøge at ligne en stor mundfuld for den stakkel jeg ville snyde sig ind i et ægteskab med mig?"


Hun lavede meget sjældent selv grin med sin fader, men morede sig kosteligt når andre gjorde det. "Godt, så kan du jo passende gemme mig for enhver der står i ledtog med ham til brylluppet" bestemte hun muntert og lod fingrene stryge betaget over et blodrødt silkestykke, der kastede lyset fra sig. I modsætning til Imahara søskende med deres smukke gyldne kulør, tillod hendes lyse hudtone ikke ligeså mange dristige farver. En tyrkis eller orange kjole ville f.eks. næppe passe på hende. Ikke med skørtet i al fald. Måske som underkjole, men hvem i verdenen skulle dog se det?

[Salem Imahara]

Latter lød igen fra Salem, som Blake hostede ved hans kommentar og han ignorerede nu mere eller mindre fuldstændig den anstandsdame, der stadig fulgte dem. Han kunne mærke hendes forargede blik i hans nakke, men han var for vant til den slags, til rigtigt at tage sig af det. "Ahh, selvfølgelig!" Han slog sig for panden. Selvfølgelig havde hendes far fundet hende en forbindelse. Hun var lige i den rigtige alder nu. "Det er jeg ked af sweetie," Han famlede en smule efter flere ord. Han kunne forsikre hende om at manden sikkert ikke ville blive så slem, men der var en grund til at Salem kun brød sig om udvalgte adelsfolk, ikke gruppen som et hele. "Hvis han er forfærdelig, kan jeg give dig nogle tips til hvordan man gør en bryllups nat rigtig forfærdelig." Ordene var mumlede til hendes øre, så anstandsdamen ikke ville høre dem. Et nyt smil bredte sig over hans læber. Dette smil syntes næsten at have alt for meget tænder - den slags smil en vampyr kunne se sig misundelig på. Åh Salem havde været en ung knægt engang, han havde haft sine... mindre behagelig nætter med mænd. Og de mænd var gået fra de nætter med ar de kunne huske ham fra. Han rømmede sig let, og skiftede blikket til de farverige stoffer, skubbende nogen af dem til siden, til han nåede frem til et stykke isblåt. Det var så køligt i farven, at han næsten kunne bilde sig ind at hans fingre frøs som han rørte det. Han så fra det til hende. Trak let på skuldrene. "Jeg troede du mente stor mundfuld som i provokerende, noget syndfuldt," Et undskyldende smil kurvede hans læber kort. "Jeg får nok ikke plads ved højadelen som jer andre, men jeg har en lavadeling kvinde der skylder mig en tjeneste, så hun kan passende tage mig med som date til brylluppet. Jeg kan skjule dig når dansen begynder, så styre du bare direkte til mig, så holder jeg mit dansekort frit til dig," Han blinkede let med det ene øje til hende og skubbede det isblå stof en smule hendes vej. "Kunne det her være passende? Så kan du spille kølig overfor din fars udvalgte?" Symbolikken ville more ham ihvertfald.

[Blake De Clare]

Hun trak let på skuldrene og sagde ikke mere til emnet. Det var ikke fordi hun var ved at tude over det, hun var nok nærmere ved at sprænge efter at få lov til at slå hul i noget. Når det så var sagt, så var der måske en lillebitte chance for at hun allerede overreagerede og havde tænkt det for langt ud. Hun havde trodsalt ikke mødt den unge mand en eneste gang. Ingengang lagt øjne på ham. Hans næste ord tvang en høj lys latter fra hende, der fik omkringgående folk til at vende sig om at sende dem blikke. "Har du tips til et lidt tidligere stadie end det?" lo hun. Salem var meget mere erfaren end hende. Faktisk var det tarveligt at sammenligne nogen som helst med hende, for på trods af at hun havde mange ridser i lakken, så havde hun aldrig givet sig ud til en mand. Hans store smil, der tydeligt gemte på minder, fik hende til at glugge lavt. Han formåede altid at holde hendes humør højt med humor der ikke var for offentligheden.

Hendes hænder skiftede fra det blodrøde stof, til det isblå. Hun forsøgte at forestille sig en kjole i hovedet med dette stof, men ligegyldigt hvad så ente hun med et meget mere vovet snit, end hvad der var anset god stil. Faktisk skrottede hun helt det store skørt i sine forestillinger, og så i stedet en kjole der sad tæt til hendes krop helt fra top til bund, for at sprede sig ud i et lille slæb. Det var ikke muligt, hun ville ikke få lov at gå ud af en dør klædt i noget der lignede en natkjole. "åh, jamen så har vi de samme tanker. Lad mig være så provokerende, at den kære Lord De Clare knapt tør at bringe mig ud af huset" Et drilsk, snørret smil lå om hendes læber, og hendes ord var lave så kun Salem burde høre dem. Hun skævede til ham og smilte over hans vilje for at komme med, og hun elskede at han havde kort på hånden til at skabe sin egen vej. "Det er okay, jeg tvivler meget på at jeg kommer til at sidde ved siden af ham. Og der er alligevel intet jeg hellere vil, end at danse til jeg dratter om" Hun regnede med, at han ville sidde blandt de kongelige, og hun blandt højadelen. Og det var meget rart, for det ville give hende tid til at se ham an. Hvor ville hun skulle bide mange tanker i sig igen, hvis det viste sig at kronprisen var det modsatte af alle hendes fordomme. Hun trak det isblå stof tættere på sig og gøs så let. "Skønt det er smukt, er det samme farve som dronningens øjne". 

[Salem Imahara]

"Desværre ikke darling, hvis du skulle tiltrække en dreng, så kom og snak med din ven Salem, men hvordan man får dem til at lade dig være..." Han så tænksomt frem for sig, mens hans fingre strøg let over hans underlæbe. "Du kunne lade som om du kun kan lide piger?" foreslog han halvhjertet. "Jeg ved ikke hvor godt det ville fungere.. de fleste adelsfolk ville insistere på at den slags bare kan gemmes væk." Han trak på skuldrene. Det var hvad hans forældre havde foreslået. Først havde de foreslået at han at han bare skulle lære at sætte pris på den kvindelige form. Hans far var gået så vidt som at give ham en pose guld han kunne tage med sig til et horehus. Da han nægtede, havde de set på ham med skuffede øjne, og sagt at den slags kunne gemmes væk. Han var deres søn, og han var arvingen. Så længe han kunne tage sig sammen og føre slægten videre, kunne de ignorere hvad han gjorde bag lukkede døre. De fleste tog den aftale. Men Salem havde elsket Damon Risler. Han havde elsket de små smilerynker han havde ved øjnene. Elsket hvordan hans næse rynkede sig en smule når han sov. Han ville holde ham i hånden på gaden. Kysse ham, uden at skulle gemme sig. Han skammede sig ikke over hvem han var. Ligegyldigt hvad andre sagde. Han sukkede tungt og hånden faldt fra hans mund. Det var længe siden han havde tænkt på Damon.
"Jeg ser hvor du vil hen," Han nikkede let, gravede ind under bunken af stof og hev noget stof frem. Det var gennemsigtigt, hvidt og havde broderinger som gjorde det trykkere på nogen områder, men for det meste var det gennemsigtigt. "Vi kan måske lave noget ud af det her? Selvfølgelig ikke det hele, men nok til at gøre et lidt uanstændigt indtryk?" Der var ganske let spil i hans øjne igen, som han foreslog det. "I det mindste vil knægten så vide at du ikke lige er sådan at tøjle så."

[Blake De Clare]

Hun gluggede igen lavt over hans ord. Det havde Salem da haft succes med, ellers var det heller aldrig gået som det var. "Jeg tror ikke at det er taktikken for mig" hun trykkede igen let om hans arm. Han vidste at hun ikke havde noget imod homoseksualitet, men at udgive sig for at være noget hun ikke var kunne komme tilbage og bide hende bagi en dag. Hun lod mærke til hans tænksomhed og lagde kortvarigt hovedet på hans skulder mens hun besigtede tekstilerne. Da han hev et hvidt, broderet stykke gennemsigtigt stof frem slap hun ham helt uden omtanke og greb det med begge hende for at løfte det op foran sig, som iklædte hun sig det allerede. Hun så op på ham med stjerne i øjnene "Salem!" hvinede hun lavt og lavede endnu et af sine små karakteriske hop, før hun drejede omkring sig selv. Det var sjældent hun gik så meget op i materialistiske goder - selvom hun da besad mere end de fleste, men dette stof Salem havde fundet frem gav hende ikke bare julelys i øjnene, men bål. Hun hev det ud fra kroppen og studerede det med et forelsket og drømmende udtryk. "Åh Salem, dette er perfekt! Men hvordan skal vi dog få det til en kjole uden at jeg viser alt?" Hun begyndte at overveje hvorvidt hun måske ikke skulle klargøre sig hjemme i palæet, men måske hos Salem eller Zia. Eller i det mindste sørge for at være dækket godt til med en kappe så hendes familie ikke ville se det dristige... og vovede stof.

Hun lagde det ud på bordet og gned hænderne over det mens hun forsøgte at visualisere det. "Hvad med mønstrede udsnit af det gennemsigtige henover ribben og..." hun cuttede sætningen funderende af, mens hun forsøgte at forestille sig mere. Det var godt at hun ikke var blevet syerske eller kreatør af kjoler og tøj. Hendes fantasi var simpelthen ikke særlig livlig i den retning.
Allerede glædede hun sig til at iføre sig kjolen der ville komme ud af det, farven var så langt fra Pandemoniums mørke farver som man kunne komme. Den hvide farve var så uskyldig, men det gennemsigtige... Vovet og udfordrende. Det passede hendes person perfekt.

[Salem Imahara]

Han gentog sit træk på skuldrene og smilede som svar. Han vidste bedre end nogen anden hvor svært det var, at skulle lade som om man var noget man ikke var, så han havde intet besvær med at forstå. Som hun greb ud efter det stykke stof han havde fundet, og et hvin undslap hende, blev hans smil bredere og latter kom fra hans bryst. "Jeg er sikker på vi kan finde en skrædder med nogle kreative ideer," lovede han. Han havde personligt ikke meget forstand på syning eller hvordan man fik sådan noget til at se flot ud, men han kunne godt forestille sig hvor godt det her stykke stof ville gøre sig hvis hun ville balancere grænsen imellem skandaløst og acceptabelt. Ihvertfald for pandemonske standarter. Som Blake begyndte at spekulere højt, trak Salem hans pengepose frem og producerede tyve guldstykker for stofrullen, som han gav til den magert udseende mand bag skranken. "Det skal leveres til Drageild smedjen på Frost gade." Manden nikkede hårdt og hurtigt en enkelt gang og tog blidt stofrullen fra djinnens hænder, inden han begyndte at pakke den ind i tyndt, brunt papir.
Han bød Blake sin arm igen. "Send Shaiins skræddere ned til smedjen, de kan bruge min lejlighed til at arbejde på den," Han lænede sig ned til hendes øre. "Bare så ingen kender noget til kjolens, før du dukker op i den på dagen," Han trak sig smilende tilbage igen. Der var evigt et glimt af munterhed til hans gule øjne, men nu havde de også et glimt af den ballademager han havde været som ung. Han klappede sin hånd let over hendes. "Jeg ville også foreslå dig at bære en lang, sort kappe på dagen, så din humorløse far ikke aner uråd. Og eventuelt sætte jeres egne syersker på konstruktionen af en anden, mere passende kjole, som han kan tro du vil bære," Han talte lavmælt, så anstandsdamen ikke ville høre det.

[Blake De Clare]

Ikke én grimasse gled over hende idet Salem betalte kjolestoffet for hende. Der var ingen tvivl om, at hun ville betale ham pengene lidt senere på dagen - når de ikke stod lige foran boden. Hun hævede overrasket øjenbrynet da han bad om at få det leveret til hans smedje, interesseret i årsagen. Denne blev hurtigt efter afklaret da hun puttede sin arm ind i hans igen og mærkede den sædvanlige varme der strømmede fra både ham og Zia. Et dristigt smil listede sig op om hendes læber "Jeg har ingen ide om hvor du får den list fra" sagde hun lavt og klemte kort om hans arm. Ved hans næste ord slap endnu en lav latter fra hende. "Du er utrolig..." Der var absolut ikke andet end beundring i hendes stemme.

På trods af at hun gjorde mange ting som ikke var tilladt, var det sjældent at hun rigtigt formåede at være særlig listig omkring det. Men hun gjorde da sit absolut bedste forsøg på at leve et succesfuldt 'dobbeltliv'. "Hvad skal du have?" hun rettede blikket op imod ham og rettede det så videre på de mere farverige boder. Næsten bare synet af alle farverne hev hendes humor et par ekstra niveauer op. "Hvem er den heldige dame der får æren af dig til brylluppet?"