Et pusterum

[Blake De Clare]

Aleszia Chaelóriz - Blake De Clare

Blake havde været tvunget til at bruge de sidste dage indenfor i det store palæ i Agares. Hendes forældres tøjler var blevet strammere siden hende og hendes faders audiens for dronningen, og ord havde spredt sig om at de var blevet inviteret ind til privat audiens i en stue bagved tronsalen. Ordene sagt til mødet, og aftalen der var blevet trykket hånd på af hendes fader og dronningen var stadig ukendt for omverdenen, og skulle forblive sådan i et godt stykke tid endnu.

Den høje, men spinkle unge kvinde lå slynget henover hendes store seng, på et stort og højloftet værelse. Overalt var væggene dekorerede med farverige malerier, og for enden stod et stort makeupbord med utallige låger og skuffer, der gemte på et hav af dyre smykker. Hendes blik vandrede kedsommeligt rundt i værelset, som var der noget herinde der kunne underholde hende og hun nåede frem til samme beslutning som da blikket gled rundt et par minutter før; intet herinde var i stand til at opretholde hendes opmærksomhed mere end et par sekunder. Hun satte sig op, så hun sad på sengekanten og lod blikket vandre nedover hendes kjole. Den var lyseblå med indvævede guldsnore og sad tæt til hendes slanke krop, indtil skørtet spredte sig ud som de nu skulle. Hendes lange smalle fingre gled henover stoffet og rettede folderne ud, så den lå pænt over hendes lår.

Hun havde sendt et bud til hendes gamle veninde, Aleszia McGivens, i håb om at også hun havde behov for en pause. Det var lang tid siden de havde set hinanden, og det havde blandt andet været fordi hendes far havde haft travlt med at holde hende indenfor, siden han modtog indkaldelsen til hoffet for flere uger siden. Hun rejste sig fra sengen og kastede et flygtigt blik i spejlet. Hvad der mødte hende var et lyst ansigt med store blå øjne og et stort hår der indrammede ansigtet i dramatiske bølger. Hun sendte spejlbilledet et smil og et lavt løfte om at hun snart ville slippe ud for en lille stund.

[Aleszia Chaelóriz]

At være hustru til Shaiin McGivens, var hverken kedeligt eller normalt, når man ligesom Aleszia vidste, hvad der egentlig forgik bagved de låste porte og sammentrukket gardiner i hjemmet. Hun havde fundet sig godt til rette i sin nye familie og i sin nye position, som tyve kongens hustru, der både kunne stå tavs som en observerende skygge bag ham, eller en hurtigtænkende medsammensvoren, der kom op med en ny måde, man kunne smugle vare ud af landet på. Aldrig var hun dog med på selve opgaver eller missioner. Den slags lod hun mændene om, men hun ventede altid oppe med et glas alkohol rakt frem når Shaiin kom hjem, og et kys til at placere sig på hans kind. Der var noget specielt ved at om dagen lege dydig adelskvinde, og om natten være noget helt andet.
Nu var det dog dag, og hun var på vej over til sin gamle veninde, Blake De Clare. De to kvinder havde ikke set hinanden siden Zias bryllup, selvom de dog havde udvekslet breve, der dog var blevet sjældnere og sjældnere. Zia havde haft en mistanke om, det måske var på grund af Blake’s forældres misbillighed over at Zia og hendes familie havde været på kongens side i borgerkrigen, så det var kommet som en overraskelse, da hun pludselig var blevet bedt om, at komme til palæet.
Uden særlig meget tøven havde hun trukket sin kappe over skulderen, tilkaldt en vogn, og skrevet en seddel til Shaiin, om at hun var taget på venindebesøg hos De Clare-slægten.
Nu gik hun op af trappen til hoveddøren med en mørkelilla æske i sin ene hånd, der indeholdte Blakes ynglings chokoladetrøfler, som en lille trøstegave, fordi hun vidste Blake hadede at blive holdt inde i palæet. Utroligt hun ikke var kravlet ud af vinduet endnu.
Høfligt bankede hun på døren, inden at hun hjemvandt trådte ind, uden at vente på tjeneren kom og åbnede op. Som børn havde hende og Salem tit været til middage og fester her sammen med deres forældre, og alle havde engang troet Salem og Blake ville blive ægtet, når de voksede op – men så var Salem blevet kastet ud af familien.
”Ah! Miss Imahara!” udbrød en tjener, da han fik øje på hende i entréen. ”Jeg går ud fra, De er her, for at se miss De Clare?” Galant blev hun hjulpet af sin kappe, hvilket afslørede den fornemme, vinrøde kjole hun bar indenunder, der selvfølgelig var af den nyeste mode i Agares direkte fra Shaiins egen tegnebord. Ja, man var jo ikke gift med en forretningsmand, der ejede diverse klædefabrikker i Pandemonium af en grund.
”Det er faktisk Lady McGivens nu,” rettede hun tjeneren med et lille smil, der ikke helt kunne skjule hendes stolthed. ”Er hun oppe på værelset?”
Tjeneren nikkede, og Zia begav sig gennem palæet, for at komme op til sin venindes værelse, mens hun med sin frie hånd rettede lidt på sit sorte, glatte hår, der var samlet i en fornem frisure holdt op af perler.
Ved værelsesdøren bankede hun en lille melodi, før hun åbnede den op på vid gab med et strålende smil på sine smalle læber, og armene strakt ud i en omfavnelse.
”Blakey!!” hvinede hun glædefyldt, som var de 13 år igen uden sans for livets realiteter, og en glubende længsel efter romantiske eventyr.

[Blake De Clare]

Blake var nået langt videre i sin kedsomhed. Hun havde nu bevæget sig hele vejen fra det store makeupbord, og til den anden ende af værelset hvor der var placeret et flot udskåret te-bord og to store komfortable broderede stole i mørkerødt stof og sorte broderinger. Hendes fingre gled henover den blanke kant på bordet, ikke et støvkorn lå på overfladen. Det var nu ikke hendes fortjeneste, men en af stuepigernes. 

Da den velkendte melodi lød på den massive trædør og den åbnedes med Aleszia i døråbningen ramte glæden over hendes gamle venindes høje figur hende. "Zia!" Det tog ikke hendes lange ben under skørterne mere end et par sekunder at nå hen i Zias omfavnelse. "Jeg har savnet dig!" Der var en tendens til at hun gik helt tilbage i barndom når hun mødtes med sin barndoms bedste veninde. Der var engang hvor de ikke havde behøves at aftale når de skulle mødes, men hvor det havde været naturligt at rende hinanden på dørerne i utide og tide. Det havde endda været normalt for familierne at der uden besked sad en ekstra - eller to, med ved middagsbordet. Den lykkelige og barndommelige tid var blevet pludseligt brudt af en borgerkrig, hvor deres familier havde stået på hver sin side. Pigerne var blevet skilt under borgerkrigen, og havde efterfølgende haft svært ved at finde tilbage i de vante rutiner. Ikke fordi venskabet havde lidt last, men fordi omgivelserne havde ændret sig. Især måtte det siges at Blakes fader, Christian De Clare, havde haft sine følelser imod at Blake fortsat sås med Imahara familien. Til sidst havde han givet ind, da Blake blev for utålelig at være sammen med. Om han ville være glad for at se pigerne sammen nu, var uklart, da han og hendes moder var på forretningsrejse de næste par dage. 

Blake træk sig tilbage og sendte et blik forbi Zia til tjeneren. "Giv besked til en af pigerne om at komme op med te" Hun lukkede derefter døren og trak rastløst tilbage til bordet med de to stole, som de utallige gange havde leget omkring. Engang havde de tabt farve udover en af dem, så begge stole havde måtte sendes afsted og få lavet nyt betræk. Hendes far havde været rasende, ikke på grund af pengene, men på grund af uforsigtigheden der lå bag. Hun rettede sine blå øjne mod Zia og havde ikke behov for at byde hende at sidde ned, hendes værelse var ligeså meget Zias i hendes øjne. "Jeg har så meget at høre, jeg har slet ikke været nærværende siden dit bryllup!" Selv havde hun brug for at snakke, men hun havde brug for at samle sig lidt før hun kom ud med det, da det stadig var så fremmet for hende. "Hvordan er dit nye hjem?" Hun foldede det ene ben op under sig og lænede sig frem over det mørke bord. Ikke en særlig adelig stilling, men da Zia ikke skævede til Blakes nogle gange mindre adelskvindelige opførsel, var der ingen farer.

[Aleszia Chaelóriz]

Med en blød latter slog Zia armene om sin tynde veninde, og knugede hende ind til sig, så hun vippede op på hælene et kort øjeblik, for balancen blev genvundet.
”Jeg har også savnet dig! Rigtig meget!” mumlede hun ned mod Blakes skulder, før de nølende slap hinanden. Hun vidste ikke om det var på grund af det stramme korset hun bar, eller om hun virkelig havde fået klemt alt pusten ud af sig – i så fald var Blake blev stærkere så. Var der ikke også nogle muskler, der havde markeret sig mere i hendes arme?
Tavs til sine egne teorier fulgte Zia hende hen til tebordet, hvor hun også stillede æsken fra sig, og puffede den inviterende hen til djinnen, som tegn på hun skulle åbne den. I modsætning til hende opførte Zia sig som en adelspige hele vejen igennem – pånær det ustyrlige temperament hun gemte under overfladen, men som lynhurtigt kunne komme frem i form af gnistrende øjne og en skarp tunge. Ordentligt lagde hun det ene ben over det andet, bragte orden i skørtet, og lænede sig ligeledes frem over bordet hvilende på sine underarme.
”Det skal du ikke tænke på. Jeg kan gætte mig til, du har haft meget at tænke på, og jeg har selv haft travlt, med at finde mig selv til rette som ægtekvinde. Hvis nogen var kommet til mig, for fem år siden og havde fortalt, jeg skulle blive gift med Shaiin McGivens, ville jeg ikke have troet dem, men… jeg holder virkelig af, at være Lady McGivens,” fortalte hun med et krøllet smil, og kunne ikke holde et fnis tilbage. De to piger var som nat og nat. Blake med sit blonde hår, lyse hud, og fortryllende, blå øjne – Zia med kulsort hår, mørklødet hud, og flammende, røde øjne med den mandelformet pupil. Derudover havde Zia en tatovering i cirkel-design hele vejen op af sin ene arm. Den var fuldkommen ens med hendes tvillingebrors, ud over han bar den på sin modsatte arm.
”Der er en masse energi i palæet – du ville elske det. Shaiin har jo i forvejen børn, og de løber nogle gange forvildet rundt, så man altid kan høre, hvor de befinder sig henne. Det er herligt! Og Shaiin behandler mig godt med både respekt og venlighed. Jeg mener det, Blakey… Jeg ville ikke have kunne finde en bedre mand end ham,” smilede hun, og flettede sine fingre ind i hinanden. De blev presset mod hendes underlæbe, da hun hævede hagen en smule. ”Jeg har været heldig.”

[Blake De Clare]

Hurtigt blev Blake opslugt af Zias ord. Bare en uge før ville hun have lænet sig tilbage i stolen og grint højt, samt skudt en bemærkning af om at man allerede kunne høre ægteskabet binde Zias tunge og sind. Men sandheden var at de to unge kvinder var fundamentalt forskellige. Zia havde altid affundet sig med sin rolle som adelskvinde langt bedre end Blake, som aldrig rigtigt havde affundet sig med sin rolle i livet. Et typisk eksempel på dette var, at mens Zia ikke havde fået lov at kamptræne var Blake trænet i mange år, dog i al hemmelighed. Dem der havde viden om det kunne skæres ned til hendes forældre, storebror, Zia og hendes tvillingebror - og nu dronningen. Det var en stor tillid fra familien De Clares side, da det helst ikke måtte slippe ud at Blake ikke kun var uddannet i en kvindes kundskaber. Faderen skammede sig nok over at det overhovedet eksisterede i hemmelighed.

Zias åbenlyse lykke over at være ægtet til Shaiin McGivens var overvældende og en fnisen der hørte en teenagepige til kom fra hende. Ved hendes næste sætning om energi i palæet kunne hun dog ikke lade være med at udbryde "Børn??", det var et punkt Blake slet ikke var kommet til mentalt. Hun havde svært nok ved at indbefinde sig med den trolovelse der ingengang var lovet endnu. Hun lænede sig tilbage og trak det andet ben op under sig også og sendte Zia et skævt smil, der fremstod komisk i den unge kvindes ansigt. "Er du på vej til at bidrage til den støj med små løbende drager der futter gardinerne af?" Hendes meget malende beskrivelse morede hende selv, hun havde altid været fascineret af Zia og hendes brors drageskikkelse og mente selv at hendes egen race var mindre bemærkelsesværdig - især fordi hun til størstedelen af verdenen fremstod som menneske, da kun ganske få kendte til hendes slægt.

[Aleszia Chaelóriz]

Zias øjne spærrede sig op til dobbelt størrelse ved Blakes spørgsmål om familieforøgelse, inden hun kom i tanke om, Blake selvfølgelig ikke vidste noget som helst om Shaiins hemmelighed, eller den aftale han havde indgået med Zia. Ahr ved flammerne! Hun hadede, når hun stod fanget mellem to venner. På den ene side hadede hun at skulle lyve overfor sin veninde, men på den anden side kunne hun ikke røbe sin bedsteven og ægtemands hemmelighed. Frustreret over at stå i denne situation, fnøs hun en røgsky ud af næseborene, mens hun lod hovedet hænge fra skuldrene i en opgivende mine.
”Well… nej,” endte hun med at svare, før hun igen kiggede op. ”Jeg elsker Shaiin, men det er som en ven, og jeg har endnu ikke indfundet mig med alt det her ægteskabs-halløj. For at være ærlig sover vi ikke engang på det samme værelse. Jeg har mit eget kammer ned af gangen, hvor jeg sover alene i min egen seng hver nat, uden at han overhovedet prøver, at komme ind til mig. Hvis det ikke var fordi min familie skal bruge en arving, ville børn nok aldrig nogensinde komme på tale mellem os.”
Hendes afslørelse fik hende til at spænde i mundvigene – en smule skamfuldt. En kvinde burde tilfredsstille sin mand både mentalt og fysisk, og ikke at varme hans seng op, eller fjerne hans bekymringer med kærtegn var jo ligefrem ilde set. Derudover sagde traditionerne at en mand, aldrig ejede sin kvinde fuldt ud, før han havde krævet hendes krop på bryllupsnatten.
”Sig det ikke til nogen. Salem er den eneste, der ved det, og jeg har nok at gøre med, at folk stadigvæk ser mig som en forræder,” sukkede hun, og tog sig til panden med to fingre. Og hende, der engang havde haft så store drømme om romantik, smukke prinser, og dramatisk kærlighed…

[Blake De Clare]

Røgen fra Zia var et tydeligt tegn på at emnet blev følsomt. Ved hendes fortælling lænede Blake sig frem igen og rakte de lange, smalle, og let optegnede arme frem, hvorefter hun tog Zias hænder. "Min mund er lukket for dig. Det ved du." Hun følte med veninden. De havde utallige gange ligget og kigget op i loftet og drømt sig væk sammen om de mænd de ville ægte. Som de piger de nu engang havde været, havde drømmene oftest omhandlede prinser af prægtige kongeriger og på hvide heste. Hun sank en klump ved tanken om prinser af prægtige kongeriger. Måske lå den drøm ikke så langt fra hendes skæbnes tråd. Som årene var gået havde Blake bevæget sig væk fra drømmen om prinser og kongerier, og i det hele taget romantik og mænd. Hun havde end ikke haft et romantisk forhold eller noget så uskyldigt som en flirt. Det var ikke fordi hun ikke var interesseret i mænd, men hun forbandt dem også med faren for at blive bundet i et ægteskab der ville tage hendes frihed. 

Blake tog en dyb indånding og sænkede blikket i bordet. "I det mindste elsker du din mand som ven, og kendte ham i forvejen". Bare tanken om at lede samtalen på sporet af de sidste dage gav hende kvalme og fik farven til at løbe fra ansigtet. Hun sank en klump og fortsatte med blikket i bordet, men i et lidt andet spor "Jeg tror altid, at jeg har forestillet mig at jeg kunne udskyde at blive talt for, så længe at kun mere ubetydelige forretningsmænd var interesserede. At jeg kunne ægte mig til en mand der havde for travlt med sin forretning til at bemærke mig, og at jeg derfor kunne opnå et mere frit liv..." Forvirringen over Blakes følelser på området gjorde at hun slet ikke fik præsenteret de sidste ugers udvikling. 

[Aleszia Chaelóriz]

Taknemmeligt klemte Zia sine fingre om Blakes, og sendte hende et varmt smil. Hun sagde dog ingenting, da Blake forsatte med sænket blik og en stemme, som syntes af dæmpe sig til grænsen af næppe hørlig. Panden rynkede sig, og hun lænede sig tættere på, for at kunne høre noget, uden at hun slap sin venindes kølige hænder. Hvad var hun gået glip af? Hvorfor talte Blake pludselig sådan om ægteskaber, når hun slet ikke var i nærheden af at skulle ægte sig med en mand? Så ville Shaiin da have sagt noget, ikke sandt? Og alt det med ubetydelige forretningsmænd?
Langsomt gik det op for hende, at der manglede et stykke i puslespillet, og at der var sket noget, som havde bragt Blake til et stadie af fortvivlelse. Noget Zia sjældent havde set hos hende. Det var næsten skræmmende…
Hårdere tog hun omkring djinnens hænder, for at fange hendes opmærksomhed. Hovedet lagde sig på skrå, og hendes hånd rakte ud for i stedet at lægge sig på underarmen, hendes tommelfingre begyndte at gnide huden på.
”Blake, hvad er der sket?” spurgte hun bekymret. ”Hvorfor snakker du pludselig om den slags ting?” Et sted vidste hun det jo godt. Det var endelig lykkes Christian De Clare at finde en passende ægtemand til sin vilde datter, men spørgsmålet var bare hvem, og hvorfor Blake virkede så… håbløs? Så… forvirret?

[Blake De Clare]

Da Zia klemte om Blakes spinkle hænder var det som blev hun hevet ud af sin bobbel. Hun hævede blikket og langsomt vendte farven tilbage i kinderne og et vagt, let påtvunget smil kom på de bløde læber. Det var egoistisk af hende at opføre sig som om det var verdenens undergang. "Min far og jeg var til audiens. Dronningen har foreslået et ægteskab til kronprinsen" Hun sank endnu en gang og rettede sig en smule op, stadig med hænderne i Zias, som for støtte. "Det er forkert af mig ikke at være lykkelig for muligheden... Specielt hvis man tager i betragtning af stort set alle ugifte kvinder sukker efter at gifte sig til en prins. Men..." Hun stoppede midt i sætningen. Hun havde ikke ladet et ord komme over hendes læber til nogen som helst, det havde været en stillesigende aftale. Det måtte ikke komme ud, at der blev arbejdet mod en forenelse af de to slægte. 

"Han er en dødsengel Zia..." Det var alment kendt at dødsengle ikke havde samme følelsesregister som andre racer, og at de tenderede til at være psykopatiske og holdt af det sygeligt onde. "Jeg har aldrig mødt ham, og jeg vil være overvåget fra nu af og resten af mit liv, hvis det går i hus". Alle hendes bekymringer blev læsset af på Zia. Hun havde ikke nogen andre at betro den slags til. Hendes mor, far og bror gik alle mere op i slægtens navn end følelser - om end moderen var tæt på at vægte følelser en smule. Og at betro noget så tyst til andre end inderkredsen var absolut utænkeligt, for kom det ud... 
"Har du mødt ham?" For en kvinde, der normalt ikke var sårbar lød hendes stemme usædvanligt skrøbelig. Måske fordi det var ukendt territorie for hende, og at hendes største frygt var at miste sin frihed. Måske var bekymringen helt unødig, måske ville prinsen ikke giftes, måske ombestemte hendes fader - eller dronningen sig, og måske ville det ægteskab være godt for hende?

[Aleszia Chaelóriz]

I fuldkommen modsætning af hvad Blake egentlig havde brug for, lyste Zias ansigt op i dyb frygt, da hun fik af vide, hvad der gik hendes veninde på. Nu var det hendes tur, til at miste alt farve i kinderne, og et ufrivilligt ryk i hendes krop, fik hende til at holde vejret i et par sekunder. Fingrene gravede sig tiggende ned i kødet på Blake.
”Blake, du kan ikke gifte dig med ham,” hviskede draconianen åndeløst. ”Du kan ikke! Jeg ved godt, vi ikke burde snakke om det, men… men der var en grund til, min familie tog side med kongen og ikke med dronningen! Ligesom mig ved du udmærket godt, hvilken rygter, der køre om hende, og det her… det her er hendes søn, Blake! Du er nødt til, at få din far til at forstå!”
Det var lige før hun lod panikken tage over sine tanker, men hun tvang dem til i stedet at tænke logisk. Måske kunne hun få Shaiin til at hjælpe med at smugle Blake væk? Salem ville nok også hjælpe. Hvis de nu bestak nogle soldater… Men hvor skulle hun tage hen? Væk fra Pandemonium. Heller ikke til Portus. Måske Vavilon? Shaiin havde kontakter i Vavilon, så måske…
Hun sank en klump, mens hun svagt nikkede.
”Jeg… har set ham,” indrømmede hun, og måtte bide sig hårdt i læben. ”Shaiin er… er tæt allieret med dronningen, og er åbenbart også venner med hendes søn. Han… Blake, du kan ikke! Jeg beder dig! Du sagde det selv… Han er dødsengel! Og søn af den… af den hore! Hvem ved hvor slem han kan være?! Hvad hvis han lægger hånd på dig? Eller gør skade på dig?”
Sjældent var det tårer fandt vej til hendes gule, skarpe øjne, men det gjorde de nu. Ubarmhjertigt trillede de ned over hendes kinder, mens hun holdte sin venindes blik. Læberne skælvede. Det var ikke fordi, hun ville skræmme Blake endnu mere, men hun kunne ikke udstå tanken om, at hun skulle gifte sig med tronarvingen! Mange kvinder ville juble, grine og velsigne den dag, hvor de kunne se frem til, at blive dronninger, men ingen så den fare, der lå bagved. Så naiv var hverken Aleszia eller Blake længere.
”Jeg kan få dig væk. Shaiin kan hjælpe dig, høre du? Vi smugler dig ud af landet og i sikkerhed. Et sted hvor de aldrig finder dig!”

[Blake De Clare]

Zias malede frygt smittede på Blake, men pludseligt følte hun at hun måtte være den fornuftige. Det var eller unormalt at det var hende der holdt hovedet koldt - men ligeså unormalt at hendes tanker ikke var på afveje. Hun knyttede Zias hænder hårdt og ved Zias første svar spærrede hun øjnene op og lænede sig abrupt fremover bordet "Lavere Zia! Tjenestefolkene" tiggede hun, hun ønskede for alt i verden ikke at se Zia skændet og udstødt igen. Og de ord og ideer Zia udtalte her kunne få hende meget mere end udstødt formodede Blake. Aldrig havde Blake været politisk anlagt, og måske også derfor var hun ikke særligt meget inde i rygterne. Hun havde ikke været tvunget til at blive voksen som Zia, var aldrig blevet slået i hovedet med livets konsekvenser, men havde under borgerkrigen været trygt pakket væk bag høje mure."Har Shane sagt noget om ham?" hun slap det hårde tryk om Zias hænder da deres negle begyndte at bore sig ind, men hun slap ikke hænderne. 

Hun trak vejret dybt, nok var hun i person mere utæmmet og rå end Zia, og havde haft langt større friheder i sin opvækst fordi familien ikke havde formået at holde hende nede, men aldrig havde hun tænkt oprørsk. Hendes blå øjne lukkede kort i, før hun med et bestemt blik på Zia sagde "Zia, du må ikke rode dig ud i noget på mine vegne. Du, og din familie har været igennem nok." Hun trak vejret dybt og fortsatte; "Det er ikke sikkert at det bliver til noget endnu, der er en masse formalia der skal godkendes før jeg overhovedet skal møde ham, og så vidt jeg har forstået er det først til dronningens bryllup at jeg skal møde ham første gang, og det er der stadig mere end en måned til." Hun holdt inde et stykke tid igen, gav sig selv til at tænke og forsøge at holde fornuften. På en måde var det rart at Zia panikkede på hendes vegne, det tillod hende for første gang at tænke rationelt. "Går formaliaen ikke i orden, vil jeg ikke smide min, og risikere din, fremtid væk på at flygte nu. Han skal også godkende mig, og han har sikkert mindre kendskab til mig end jeg har til ham." Hun trykkede igen let om Zias hænder. Hun var ikke rolig, bare at snakke åbent om det muligt fortstående gjorde hende urolig indeni, men hun havde ikke tænkt sig at møde det som et skræmt får. "Hvis jeg flygtede, ville jeg efterlade alt bag mig, familie, venner, titel, alt hvad jeg kender til. Jeg ville ikke være sikker nogen steder. En ting er at jeg har brug for min families beskyttelse som en djinn, en anden ting er at jeg ville være jagtet af både min familie, og sikkert mange andre som vil høre om mit forædderi."... "Jeg ville aldrig være velkommen hjem igen... Eller kunne vise mig udenfor skyggerne" For hende var tanken om at leve skjult væk næsten værst. For ville hendes frihed så ikke være helt og komplet borte? 

En tanke slog stille fæste i hende. "Hvis Shaiin er venner med tronarvingen, må der vel være noget i ham?" Der var ingen ord for hvor højt hun værdsatte Zias ord og bekymringer. Men det bekymrede hende også stadig at Zia var klar på at gøre så meget for hende, der kunne sætte Zias egen delikære situation over styr hvis det blev opdaget.

[Aleszia Chaelóriz]

Zia rystede svagt og fortvivlet på hovedet, mens hun bed sig hårdt i underlæben, for at prøve at opretholde bare en form for kontrol. Det var dog svært, når frygten for Blake, fik en kold klump til at ligge sig i maven.
”Mig og Shaiin snakker ikke så meget om… om de kongelige,” hvislede hun, men kunne godt se hvad Blake mente med spørgsmålet. Prinsen kunne ikke være helt slem, hvis det var, Shaiin rent faktisk fandt ham smagfuld. Sandt at sige havde hun jo kun mødte ham én gang, så måske var han ikke ligesom sin mor? Måske kunne han beskytte Blake? Være en god ægtemand? Åhhh hun tvivlede. Hun tvivlede virkelig!
”Hør her…” Hun sank en klump, og rakte en hånd ud, for at lægge de skælvende fingerspidser blidt mod sin venindes kind. ”Mig og Shaiin kommer også til brylluppet, så du kommer ikke til at være alene. Hvis du føler dig det mindste usikker, skal du bare gøre tegn til mig, og jeg vil stå ved din side. De får ikke lov til at gøre dig ondt.” Beslutsomhed krøb ind i stemmen på draconiaen, hvis øjne kort lyste op i indelukket vrede, der normalt blev gemt godt væk, når hun ikke var med sin familie. De delte den vrede. En vrede som var opstået ved borgerkrigens begyndelse, og havde fået mere brænde på sig med tiden, indtil det nu var et helt bål gemt væk bag deres øjne.
Selvom Blake ikke havde i sinde, at gøre noget, ville Zia alligevel tale med Shaiin om det her, når hun kom tilbage. Det var på tide, han fortalte alt han vidste om prinsen. Alt! Om hun så skulle kræve det af ham!
”Bare pas på i det selskab, Blakey. De er… de er ikke normale,” sukkede hun dæmpet. ”De lever efter nogle andre regler end os.”

[Blake De Clare]

Blake følte sig mere tryg nu hvor Zia ikke længere snakkede om at få hende ud af landet. Hun ville under ingen omstændigheder risikere Zia. Og for den skyld, heller ikke sin familie, som ville ende i meget dårligt lys, hvis de ikke kunne overholde en "simpel" aftale med kongehuset. Overlever jeres datter, og jeres slægtsnavn vil forbedres tifoldigt. Og højst sandsynligt også forretningen. 

"Jeg vil meget gerne gå med jer en del af brylluppet." Svarede hun lettet. Hun kunne ikke holde tanken ud, at skulle gå ved hendes faders side som et udstillingsdyr. Heldigvis ville ingen vide ved brylluppet, hvad der var i gære. For dem ville hun blot være en anden adelsdatter der hilste på tronarvingen, ligesom alle andre giftedygtige adelspiger. 

Det bankede på døren og en tjenestepige kom ind med en bakke med te og kager. Hun satte dem diskret på bordet foran dem, og satte en tekop foran hver af dem, som hun hældte brændende varm te i. Derefter forsvandt hun ud af lokalet igen. Alt imens sad Blake tavs. Denne samtale var ikke for andres øre. "Jeg ved ikke hvad der var værst. Måden hvorpå de talte om mig, og min far lovede at fremvise stamtavle og alle hans bøger for at jeg ikke vil bringe dårligt med mig, eller det at det åbentlyst var mig som djinn hun ønskede for sin søn." Der var meget magt i at binde en djinn til en, men det krævede at hun skulle erklære ham sin kærlighed. 

Et lille, men denne gang ægte skævt og dristigt smil sneg sig frem i mundvigen og det spillede let i hendes øjne. "Men du glemmer at han nok også skal vælge mig..." Måske havde hun ikke noget at skulle sige, det var faktisk ikke måske, hun havde ikke et ord at skulle have sagt, men han havde muligvis. Det havde aldrig generet hende, men hun så ikke grund til at en mand skulle vælge hende for andet end praktiske årsager. Hun havde ingen erfaring, aldrig rørt et par læber, og aldrig stirret længe og dybt ind i et andet par øjne. Det var ikke fordi hun ikke havde danset, eller snakket med herfolk, men hun havde altid grint og sprunget væk hvis nogen havde nærmet sig hende med lumre hensigter. Ved tanken om at han skulle vælge hende spillede det lystigt og faretruende i hendes øjne. Dette var normalt et blik, som dem der kendte hende godt ville tolke som at hun var på vej til at løbe vild i skovene eller noget andet upassende. I dag var det en refleksion af de tanker der strøg gennem hendes hovede. "Jeg vil se faretruende ud..." Sagde hun. Han skulle ikke et sekund tro, at hun var en nikkedukke der var villig til at spise af hans hånd. Som kvinde var det begrænset hvad man kunne gøre for at se faretruende ud, ar og våben var ikke en mulighed, men den rigtige kjole og holdning kunne udstråle meget. Og det var vigtigt, for som adeldatter var hun stadig budt at være høflig og imødekommende for kongefamilien, og dette kunne hun ikke bryde. 

Da teen havde kølet af slap hun langt om længe Zias varme hænder og trak istedet koppen til sig. Hun sippede til den stadig varme væske og satte den fra sig igen, hvorefter hun lænede sig frem og åbnede den lilla æske, som Zia havde bragt. Et stort grin spredte sig over hendes ansigt ved synet af chokoladetrøflerne. Hun havde ikke spist lignende siden sidste møde med Zia, hvilket måtte siges at være lang tid siden. Hun tog en i munden og mærkede den smelte på tungen. "Hvis du høre noget om ham, fra Shaiin, så håber jeg at du vil fortælle mig om det... Men jeg håber, håber virkeligt at du ikke fortæller ham om aftalen. Hvis det når kronprisen gennem andre end dronningen, eller der kommer nys om at flere ved det, så ved jeg ikke hvad konsekvenserne ville være for mig." 

[Aleszia Chaelóriz]

Medfølende lyttede Zia til Blake, mens hun holdte hænderne om den varme tekop. Duften kærtegnede hendes næsebor, og fik hende til at slappe mere af, men det bekymret drag om munden, forlod hende ikke. Tavst nikkede hun forstående til ordene.
I det mindste havde hun mere eller mindre selv valgt Shaiin, men det kun været af praktiske årsager, og for at hive Imahara-familien op af vanære. Gad vide hvordan hun havde reageret, hvis det havde været en anden mand, der var kommet efter hendes hånd, og hendes moder havde taget den beslutning på hendes vegne? Salem havde gjort oprør – ville hun have kunne gøre det samme?
Gnisten i Blakes øjne dukkede op igen, og som ved et trylleslag lignede hun sig selv igen. Stærk, stædig og ukontrollerende ligesom et inferno af ild. Zia kunne ikke holde et lille smil tilbage.
”Shaiin skal nok lade være med at sige noget. Han er god til at holde hemmeligheder,” beroligede hun, uden at komme mere ind på sin ægtemands hang til mystik. I stedet nippede hun til den brændende te, der slet ikke gjorde skade på hende. ”Jeg ved nu ikke, hvem du burde passe mest på, Blakey. Prinsen eller dronningen. Husk hun selv dræbte kongen, da hun generobrede slottet, og historierne om hende er grufulde. Selv Shaiin passer på i hendes selskab.”
Et øjeblik var hun tavs med koppen løftet op til læberne, uden at drikke af den, før hun sænkede den en smule igen. Øjnene var knebet sammen til en smal streg.
”... hvad mener du med faretruende?”

[Blake De Clare]

Blake nikkede let til Zias ord. Hun ville ønske at Zia ikke ville sige noget videre, hvis Shaiin nu både var tæt med dronningen og prinsen. Igen nikkede hendes hoved, så de blonde lokker dansede omkring hendes skuldrer. ”Jeg har aldrig mødt prinsen, så han skræmmer mig ikke endnu. Men jeg sværger ved min families ære, dronningen… Det føles som om hendes venlighed er nøje beregnet…” Det løb hende koldt ned ad ryggen ved mindet om dronningen der trykkede hendes hånd, hun havde svoret på at hun havde set et glimt i de isblå øjne… Et glimt af noget, der virkede skræmmende.

Hun nippede endnu en gang til den varme te og smilet på ansigtet voksede. ”Zia, jeg har to muligheder, hvis jeg ikke vil leve resten af mit liv i eksil. Enten lader jeg mig underkue som enhver anden adelspige og indbefinder mig med hvad de så end vælger at bruge mig til. Denne føles bare ikke som mig.” Hun lod et ganske upassende, situationen taget i betragtning, grin lyde i rummet. Der var næsten ikke det, som det ikke var lykkes Blake at snige humor ind i gennem årene. ”Den anden mulighed, som har to mulige resultater er, at jeg fremstår som en adelskvinde man ikke løber om hjørner med. Den ene konsekvens kan være at han ikke vil have mig. Fint, så tror jeg næppe brylluppet finder sted, den anden konsekvens er, at jeg i det mindste har etableret en personlig grænse i processen.” Hun lød selv ganske stolt over sin opkomne plan. ”Dernæst er der ingen tvivl om, at ingen vil så meget som bøje et hår på mit hoved, så længe jeg ikke har givet min troskab”. Hun lagde hovedet eftertænksomt på skrå endnu en gang, med et snedigt triumferende smil. Hun måtte sige ordene til ham, før han havde nogen magt over hende. Og det mente hun ikke han kunne skræmme hende ind i. Alle hans dæmonkræfter kunne komme på spil her, for hendes største skræk var at blive bundet til en lampe og tvunget væk. Det var en ting hun svagt skammede sig over, og aldrig havde udtalt. Det var ærefuldt som Djinn at tjene en. Men at tjene ens mand, og at tjen nogle så lurefulde med konsekvensen af at de kunne binde en…