Audiens

[Eriz LaPiera Black]

Blake De Clare - Eriz LaPiera Black

Som altid var den mørke, gotiske tronsal sparsommelig fyldt ud med folk fra hoffet, der kunne tælles på to hænder. Deres lave hvislen langs væggen var den eneste lyd i den store sal med det runde mosaikvindue bagved den ophævet, høje trone, og man kunne kun skimte dem svagt i det blege lys. Deres omrids var groteske på grund af de fine kjoler, der sammenpressede deres talje, og udfyldte deres hofter og barm, eller de høje hatte, og knælange jakker med opslået krave.
Hårdskåret vagter legede statuer rundt omkring i salen, og specielt ved porten, hvor folk, der ønskede audiens hos dronningen, blev vist ind én efter én, alt efter om de blev udvalgt til vigtige nok. Det var få, og ofte kun dem, der havde mange penge på lommen eller et magtfuldt navn, at kunne vifte frem.
Dronningen selv sad på sin metaltrone med kronen af støbejern, hvilende stolt på sit ravnsorte hår. Hendes kjole var lavet af rødt satin, som var skræddersyet til at vise hendes timeglasformet krop frem, og stå i skarp kontrast til hendes isblå øjne, der hvilede tungt på hvem end der havde modet, til at stille sig frem foran hende. Hun lignede en marmor statue med høje kindben, man kunne slå sig på, og en hud så overnaturlig perfekt, at det lignede porcelæn. Mørkets dronning. Nostamus’ Hore. Mareridtsvæveren. Hun blev kaldt meget, men intet, der blev sagt direkte til hendes ansigt. Historierne om hendes mentale kræfter gik til langt over landets grænser, og kunne få enhver, til at bøje nakken i frygt for, at møde hendes indvaderende blik. Snakken om hendes forlovelse med en engel fra Portus, havde fået de fleste til at undre sig eller rynke på næsen. Engle var et sjældent syn i Pandemonium. Man stolede dog på dronningen, der havde vist sig som en både kompetent handelskvinde i form af at bringe kontrollen tilbage i landet, samt en frygtindgydende militærleder i den afsluttet borgerkrig med hendes mand.
Nu sad hun her. Indtil videre enehersker og med en bastard af en søn, som var arving til hele landet.
Forretningsmanden hvis tale hun havde lyttet til det sidste kvarter, fik sit ønske om nedskæringer i sin skat opfyldt, og han bukkede dybt for sin dronning, før han blev ført ud af salen af nogle vagter. Hoffet hviskede til hinanden om sagen, inden porten igen gik op, for den næste person, som enten havde et møde med dronningen eller selv ville opsøge hende.

[Blake De Clare]

Christian La Clare
Christian La Clare var en høj og spinkel mand. Ikke at han fremstod spraglet, men høj og senet. Hans hår var mørkebrunt, ikke langt men heller ikke helt kort og strøget tilbage. Hans mørke øjne lå dybt, og gav et indtryk af en kølig og taktisk klog mand. Han var iklædt knaldsorte og mørkerøde klæder, formsyede og af højeste kvalitet. Når man skulle stå foran dronningen, og specielt Dronningen af Pandemonium, så fremstod man så velhavende og korrekt som muligt. 

Den høje mand havde i uger i forvejen forberedt sig mentalt på denne dag, for på denne dag ville løsningen på hans største ønske for hans familie måske blive indfriet. Eller modsat, det kunne gå grueligt galt. For uger tilbage havde han modtaget et bud der bar på et brev. Han var ønsket i Dronningens tronsal. Hvad der var formålet med hans tilkaldelse var ikke vidst, men han kunne kun håbe. Det var sjældent at Christian sigtede for højt, og måske var det alligevel hvad han tenderede til at have gjort i de seneste uger; Kronprisen var ved at være af alder, og stadig ikke tro- eller forlovet til nogen. Hans hustru havde flere gange måtte dæmpe hans tanker, indkaldelsen måtte omhandle forretning.
Emnet omkring indkaldelsen var forblevet tyst derhjemme, hans datter Blake vidste kun at hun skulle med, og dette var kun for at give hende en oplevelse som hun kunne tage ved lære af. Han havde ikke sat hende ind i sine forhåbninger eller tanker. Derhjemme havde der været splittelse mellem ham og hans kone på emnet; Hans kone ønskede ikke at Blake skulle med, da selvom familien ærede dronningen højt og så meget op til hende, også vidste at hun ikke var til at spøge med - Og Blakes persona var bedre beskyttet fra enhver der ville kunne se lige forbi hendes hårdtarbejdende facade. Faderen havde ment at dette ville spille en afgørende rolle i Blakes dannelse, og havde som familien overhovede, truffet beslutningen om at Blake skulle med. 

Han stoppede op foran de store døre ind til tronsalen, uden at tage det store notits af hans datter der var blevet bedt om at følge ham, til han gav hende tegn på at stoppe. Han øjede kort vagterne der ligeledes tjekkede at han kom ubevæbnet. Dernæst blev de store tunge døre ind til tronsalen åbnet og han trådte frem i forsamlingens syn. Så snart han var inde for dørene gjorde han tegn til sin datter om at blive i baggrunden og trådte selv frem foran dronningen, hvorefter han satte den ene ben frem og bukkede så dybt han formåede for hende. "Eders høje Majestæt".

---

Blake De Clare
Den unge kvinde havde ikke nogen ide om hvad hun skulle, ikke engang hvor hun skulle hen. Flere uger i forvejen var hun blevet bedt om at holde sig indendøre, og ikke nok med det, så havde familien sat en vagt på hende døgnet rundt for at sikre at hun også forholdt sig som forlangt. Hun havde kedet sig halvt ihjel og brugt det meste af tiden på at øve sin teknik indenfor sværfægtning. I disse uger var der dog heller ingen der måtte spare med hende, og det var blevet frygteligt kedeligt. Hendes undervisningstimer var blevet fordoblet, som forsøgte familien pludseligt at gøre op for hendes mange års frihed, på et par sølle uger. Den sidste uge havde været stillesiddende, som var de bange for at hun skulle blive skrammet og brugt af verdenen. 

I dag var hun blevet klædt i en ny kjole, der ligeledes over de sidste par uger var blevet syet til hende, sammen med en række andre. Kjolens krave var høj, lange ærmer og sad tæt ind til hendes smalle, men høje, figur. Over skuldrene var der udklippet, således at hendes smalle, men stærke, skuldre var synlige. Kjolen var ligesom hendes fars i høj kvalitet. Tung og mørkerød med sorte broderinger der slyngede sig op langs siden og alle kanter, og fremhævede hendes fine og ædle figur og holdning. Ædelsten viklet ind i guldkæder var placeret om hals, håndled og i øreflipperne. Havde man kendt Blake, ville man vide at skønt hun ikke havde noget imod at være klædt fint på, så var det ikke noget hun selv ville vælge. Det eneste hun havde haft den mindste indflydelse på i dag, var håret. Det hang langt og i store kraftige bølger, der mindede om havet på en højvandet og blæsende dag nedover rykken på hende. Dets lyse blonde farve lyste hende op i mørket.

Muligvis havde de sidste par ugers hårde kontrol over hendes færden ikke haft den ønskede effekt. Blake var ved at springe af liv. Allerede da hun havde set hvor hendes fader bragte hende var hun stoppet med at tale og havde siddet med lukket mund og øjne der slog gnister. At hun skulle overvære sin fader foran dronningen havde hun stadig ingen ide om. Da Christian De Clare i hastigt tempo havde bevæget sig gennem de mange gange, med en eskorte af dronningens vagter, havde hun været to skridt bag ham, som anbefalet. Det var ellers en sjældenhed at det lykkedes at styre Blakes handlinger fuldkomment, men her vidste hun, ligeså godt som alle andre, at opførsel var kritisk. Da de stod foran vagterne der øjnede dem rankede hun rykken og ignorerede deres øjne der vandrede ned af hendes krop, for at undersøge om hun skjulte noget i folderne af hendes kjole. Hun tvivlede dog på, at hun ville være nået så langt som til foran trondørene med onde hensigter. 

Dørene gik op og hun trådte ind efter sin fader, og stoppede så op lige indenfor dørene, på hans signal, som lukkede efter hende. Hendes øjne gled rundt i den gotiske tronsal, mørk og dyster. Hoffet rundt langs væggene stirrede på hende, men hendes øjne blev hurtigt fanget af dronningen på sin trone.

[Eriz LaPiera Black]

Ved synet af Lord De Clare rettede Eriz sig mere op, og et smil voksede sig frem på hendes fyldige, røde læber, mens han trådte frem til foden af trappen op til tronen. Det var dog ikke lang tid, hun lod blikket hvile på ham, før det vandrede videre til pigen et stykke bag ham. Dér var hun! Tavsheden fyldte salen, som dronningen syntes at betragte den unge adelsdatter, før hun elegant rejste sig op.
”Lord De Clare,” hilste hun, og slog ud med armene, som var han en gammel, længeventet ven. Kjolen slæbte sig efter hende, da hun trådte ned fra tronen, for at komme ned til manden, hun hilste på ved at placere et let kys på hver kind. Kun få gange havde de ”mødt” hinanden før, og der havde de aldrig præsenteret sig ordentligt. Sidste gang de havde mødtes, var til den store fest for fem år siden, hvor de fejrede borgerkrigens afslutning, samt afsløringen af tronarvingen.
”Det glæder mig De kunne finde tid til, at komme herop på slottet,” takkede hun blødt, mens de lange fingre foldede sig foran hendes skød. Duften af sød parfume lå tungt over hende. ”Jeg har ment at ville snakke med Dem i lang tid, men muligheden har desværre ikke været dér før nu. Og hvor er det dog fantastisk, De ville tage Deres henrivende datter med.” Hendes blik landede igen på pigen, som hun lige kunne skimte bagved faderen, der med sin højde skærmede en smule for hende.
Der var helt stille i hallen. Selv de hviskende stemmer var blevet tavse, for at lytte til den rungende klang af dronningen og hendes gæsters stemmer. Alles øjne hvilede på dem.
”Måske De kunne tænke Dem, at følge med mig til et sted, hvor vi kan snakke lidt mere privat?” Inviterende slog Eriz ud med hånden mod en sidedør, der ville føre dem hen til en stue, hvor de kunne snakke i fred. Sladder blev ofte bragt videre ud af hoffet. Uden at vente på svar fra sine to gæster, førte hun an gennem salen, mens fire soldater automatisk sluttede sig til dem. Tavse og skjult bag hjelme.

Inde i stuen havde en tjener bragt vin og glas frem på sofabordet. Vin fra Pandemonium, selvfølgelig, selvom vinen fra landet var både bitter og havde en eftersmag af aske. Døren blev lukket bag dem, så de ikke længere var underholdning for det hvislende publikum ude i tronsalen. Ikke at det ændrede på Eriz’s holdning eller attitude til sine gæster, da hun gav tegn til de kunne tage plads i lædersofaen, mens hun satte sig overfor med bordet imellem dem.
Først da der var kommet orden i de mange lag af skørter, og folderne var blevet glattet ud, vendte hun igen opmærksomheden mod sine to gæster overfor sig. Hun smilte venligt til dem begge.
”De undre Dem måske over, hvorfor jeg så uhøfligt har tilkaldt Dem hertil, Lord De Clare,” begyndte hun diplomatisk. ”Som De ved har jeg en søn, Damian, der vil overtage tronen, når han kommer af alder. Måske nåede De at se ham til festen, jeg holdte for 5 år siden, selvom han dér var meget yngre, end han er nu. Han er ved at være i den gifterigtige alder, og jeg søger efter et godt match til ham. Èn, der både kan være en hustru og en trofast dronning ved hans side.” Igen flakkede hendes blik mod adelsdatteren, mens smilet blev bredere.

[Blake De Clare]

Christian La Clare

Ved dronningens mere end varme velkomst, til Christian som højst kunne siges at være en bekendt på daværende tidspunkt, åndede han lettet op. Dette var tydeligvis af varmere årsag, og han følte sig straks mere selvsikker. Det var ingen overraskelse, at han ved dronningens kys blev lettere overrumplet, men som prominent figur i Pandemoniums forretningsliv også var vant til at skjule følelser og generelt ikke vægtede dem særligt højt. Selvom ikke mange mænd ville kunne stå imod at falde hen i Eriz LaPiera Blacks isblå øjne, og blive mundlamme, levede Christian efter et stramt regelsæt, der gjorde at han sjældent mærkede til den slags. "Det er mig en ære" svarede han med en dyb rungende stemme, som man ikke skulle tro kom fra hans slanke skikkelse.

Til dronningens anmodning om at trække tilbage til mere private omgivelser nikkede han bestemt, og mærkede samtidig håbet om en lovende fremtid for familien vokse. Ligegyldigt hvad dronningen ville, kunne det næsten kun pynte på navnet La Clare, bare det at komme i privat audiens hos dronningen var noget han sent ville lade familien glemme. Straks slog tanken ham, at det måske havde været et forkert valg at medbringe Blake. At tage hende med, for at hun kunne observere fra baggrunden havde han ment var et dristigt, men dog sikkert valg. Men at have hende med i privatrum med dronningen, uden videre instruktioner, det pirrede ham. Han vendte sig ikke om for at tjekke at Blake fulgte trop, men fulgte med det samme med dronningen og hendes fire vagter.
Da de kom ind i en større stue og blev gejlet mod en lædersofa satte han sig først ned, og drejede så et meget bestemt blik mod sin datter mens dronningens skørter kom i orden.

Da dronningen begyndte at tale jublede Christians inderside, mens han på indersiden stadig fremstod rolig og fattet. Hvis dette tegnede som han troede, så overgik dette hans vildeste fantasi om hvad han kunne få afsat datteren til. Ikke mange turde drømme om, at blive knyttet til kongefamilien, og da slet ikke gennem ægteskab. Han huskede dronningens søn, dødsenglen Damian LaPiera Black. Han havde ikke meget mere genskab til den unge mand, end at han var blevet introduceret til den store fest, hvor han også var kommet op at slås. Men det var mange år siden, og hvis man kendte Christian, så gik han ikke meget op i personlighed eller at kende til dette. Han var mere pragmatisk og for ham var det der talte, oftest det der kunne opstilles i et regnestykke. "Jo, jeg husker skam din søn, en enestående ung mand i dag forestiller jeg mig?" Et varmt smil prydede hans ansigt, som pludseligt fremstod varmt og venskabeligt. Det var absolut ikke fordi disse følelser var falske, absolut ikke. Han var ikke en mand der viste følelser jo mindre de både var ægte og han mente de passede til situationen. Og han var slet ikke en mand der formåede at bedrage andre. Han var ærlig, men ofte også hård.

---

Blake De Clare

Blake var ikke nervøst anlagt, og mærkede heller ikke nervøsiteten sitre da hun stod rank indenfor tronsalens døre med hænderne foldede foran sig og mærkede hoffets øjne på sig. Da dronningen rejste sig, mærkede hun lettelsen da opmærksomheden skiftede til den høje smukke kvinde med støbejernskronen. Lettelsen varede kun ved et kort stykke tid, da dronningens øjne lå på hende, og dette fik hårene på hendes arme til at rejse sig. Hun havde selvfølgeligt set dronningen før, men hun havde aldrig været så tæt på dronningen og hun betvivlede at dronningen nogensinde havde lagt øjne på hende alene før nu. Det var ikke for at være uhøflig at hendes øjne forblev ved dronningens ydre, men simpelt fordi hun var betaget. Den kvinde havde opnået så meget, og ikke nok med det, men nok hvad Blake beundrede mest, var at hun som kvinde regerede et land alene. Det var ikke selve det, at regere alene, det var mere det at stå som kvinde og gøre noget af sig selv, uden at blive beordret til handling af andre.

Under den korte, men varme udveksling af ord mellem Lord De Clare og Dronning Eriz LaPiera Black, betragtede hun dem nøje. De virkede som gamle venner, på trods af at Blake vidste at familien aldrig havde stået kongefamilien personligt nær. Hendes opmagasinerede energi blev kortvarigt holdt i skak, af den store mængde opmærksomhed hun gav dronningen og hendes fader. Da selskabet vendte om og begyndte at gå, uden at give signal til Blake tog hun sig et hurtigt kig omkring og mente så, at hvis hun skulle blive i kronsalen ville hendes fader vel have givet hende besked. Idet hun tog første skridt efter dronningen, hendes fader og de fire store statuelignende vagter, mærkede hun allerede energien boble i hende, hvilket gjorde hendes bevægelser mere energiske og spændstige.

Inde i stuen lod hun hurtigt et nysgerrigt blik glide rundt på omgivelserne, før hun lidt modvilligt satte sig i sofaen, ved sin faders side. Hun sad med rank ryg med den ene fod placeret efter den anden, og fik hurtigt strøget sine skørter så hun fremstod som enhver adelig kvinde måtte fremstå. Hvis ikke det var for smilet der var lidt for muntert og øjnene der engang imellem slog gnister, ville man ikke ane at den unge kvinde stort set havde været spæret inde i et par uger, og derudover besad mere energi og lyst på oplevelser end familien formåede at tæmme.
Dronningens indledende ord fik hendes mavemuskler til at strammes. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere som hun mærkede det svimle let for hovedet. Hun måtte bruge al sin koncentration på at koncentrere sig om at sidde ret, uden at fremstå anspændt og uden at knytte sine hænder unødigt hårdt. Hun lod kort blikket sænke og formanede sig selv, at vendte til dronningen havde frembragt sit fulde ønske. Da hun igen løftede blikket kort efter for at møde dronningens blik der var vandret over på hende, formanede hun ligeledes sig selv om, at det ikke var her hun skulle bearbejde informationerne, men blot tage imod dem. Ved dronningens lidt bredere smil, var det som at hun ikke kunne lade være med at smile tilbage. Et varmt og åbent smil der tydeligt afspejlede den person, som Blake besad. Ikke blot en yndig pyntedukke.

Helt inde i sit dybe sind, havde Blake nok ikke forberedt sig på et ægteskabstilbud i den kommende tid, ikke fordi hun ikke var aldersmæssig klar, men nok nærmere fordi hun altid havde så meget andet på hovedet. Hun vidste også godt, at det vel ikke så meget var hende et eventuelt tilbud ville lyde til, men til hendes familie. Og hun vidste ligeledes også godt at hun ikke havde meget at sige i hendes familie. Det var ikke det, at de så kvinder som lavere stillet, slet ikke. Det var bare det, at hendes forældre, og i sidste ende, fader, var ham der havde ordet. Det var heller ikke fordi hun var negativt indstillet overfor dronningens ord, hun var skam nærmere optaget af dem, men var i vildrende omkring hvordan man skulle reagere. For hvordan reagere man, når en dronning muligvis er ved at arrangere ens ægteskab til en kronprins? Og ikke nok med det, Blake kendte ikke mere til prinsen, end til hvad hun havde hørt.

[Eriz LaPiera Black]

”Åh han er fantastisk!” Eriz elskede at snakke om Damian. Han var hendes et og alt, og jo ældre han blev, jo bedre syntes han at blive. Smuk, klog, snedig, charmerende. Hun elskede at betragte ham, når han sad koncentreret over nogle bøger, eller når han pjattede med Flint, trænede med Adrian, eller om natten når hun tjekkede om han sov, og fandt ham liggende snorkende i sengen.
Ingen kvinde fortjente ham. Ingen var perfekt nok. Mere end noget andet ville hun ønske, der ikke var behov for, at han ægtede sig, men han var tronarvingen, og folk var allerede ved at brokke sig over, at landet ikke blev ført af en mand.
”Han fylder 18 her om nogle måneder, og jeg har i sinde, at offentliggøre en trolovelse på den dag,” fortalte hun, mens en tjener hældte vin op i to glas – et til hende og et til Lord De Clare. Et øjeblik var hun tavs, inden hun trak luft ned i lungerne og forsatte. ”Jeg har ladet mig fortælle Deres datter ikke er gift endnu, og at Deres familie stammer fra en god blodlinje af djinns, som ikke er blevet udvasket eller uddø endnu. Jeg går derfra ud fra at Deres datter ligeledes er af den race, og I har formået at holde jer selv i sikkerhed.” Hun sendte dem et beroligende smil. Djinns var jaget vildt af folk, der længtes efter tre ønsker og den magt man fik, når man forbandt sig selv til en djinn. Det var derfor, der ikke fandtes mange tilbage. At møde én var heldigt, og at binde sig endnu mere heldigt, men kunne føre til en fremtid uden begrænsninger. Noget hun vidste alt for godt, da hun selv ejede én – ikke at nogen vidste det. Det var én af hendes mange hemmeligheder. Flint var stadigvæk holdt godt skjult i et dække som Damians personlige tjener.
Hun lænede sig lidt frem, mens hun alvorligt fængslede Lord De Clare’s blik.
”Jeg kan ikke finde et bedre match til min søn, så hvis De og Deres hustru ønsker det, vil jeg forslå, vi begynder på at se om der kan finde en trolovelse sted imellem vores børn.”
Ordene føltes som gift på tungen, men hun fik det sagt uden at skære en grimasse, selvom en kold klump i maven havde samlet sig ved tanken om, at skulle gifte Damian. Heldigvis ville han ikke flytte bort, eller lægges under nogen som helst, som døtre skulle. I et kort øjeblik gik hendes tanker til sin kidnappet og nok døde datter. Med hende ville tingene have været anderledes.
Hun hævede afventende sine øjenbryn mod djinn-familien.
”Er De interesseret?”

[Blake De Clare]

Christian De Clare

Christian rettede sig op og foldede hænderne i skødet. Hans ansigt havde taget den alvorlige mine, som man ofte så når han var dybt i en forretningssamtale. Det brød kortvarigt da vinen blev hældt op, hvorefter han tog glasset tættest på ham og smagte på den stærke røgfyldte vin, der tydeligtvis stammede fra Pandemonium. Han nikkede til hendes ord om prinsens kommende fødselsdag og kunne kun være enig i, at det ville være passende at fremlægge hans kommende ægteskab. Han kunne kun forstå regeringen af et land, som en forretning. Arbejdernes tro på landets fremtid måtte stabiliseres, så de fortsat var trygge og fortsat kunne forblive produktive. 

Det undrede ham ikke at Eriz kendte til familiens, om så at sige, hemmelighed. Det var noget ganske få kendte til, og ingengang de nærmeste venner havde kendskab til deres rene djinn blodlinje. "Vi er op til nu en ren blodlinje." Og det var rigtigt. De Clare slægten var en sjældenhed. 100% ren indtil videre, og derfor ville det også være et stort valg at bryde traditionen, ved at ægte Blake til en ikke-djinn. På den anden side, var det ikke hende, men hendes broder der skulle føre navnet videre, og derfor ville slægtslinjen forblive ren når bare han giftede sig med en djinn. "Kun ganske få kender sandheden om vores race, og min datter har fra barnsben vist at blodet også løber i hende". 

Da dronningen lænede sig frem imod ham blev han siddende et øjeblik, før han rettede sig op og uden et blik mod Blake svarede; "Det vil være i vores største interesse at arbejde mod en forenelse af vores familier". Han havde en overtruffelig god mavefornemmelse, en fornemmelse af at han lige havde lavet den bedste foretning i hans liv. "Hvordan foreslår de, at vi griber os an med arrangementet?" spurgte han. Selv havde han mange ideer, men overfor en dronning lyttede man på hendes. Han lænede sig tilfreds tilbage i sofaen og afventede dronningen med en tro på at dette efterhånden ikke blot var hans livs bedste foretning, men også hans livs bedste øjeblik. Tænk hvad han formåede at gøre med sin families navn, et navn der mange år havde været på mange lokationer pga. flytning for at holde deres familiehemmelighed. Men altid et adeligt navn der havde ført stor rigdom med sig.

---

Blake De Clare

Blake følte hurtigt at hun havde været unødvendig for selskabet, da hendes fader og dronningen fordybede sig mere i snakken med hinanden. Det gik dog hurtigt op for hende, at hun ikke havde taget fejl. Dronningen ønskede at ægte hende til kronprinsen, og det gik også hurtigt op for hende hvorfor. Hvad hun altid var vokset op til at holde hemmeligt, var hvad der skulle afgøre hendes skæbne. En adelig djinn på prinsens alder, til at ægte og opfylde hans ønsker. Hun kunne ikke lade være med at undre sig over hvor længe dronningen havde haft kendskab til hendes families race, og hvor længe hun havde planlagt at anmode om ægteskabet. Eller hvad hun ville have gjort, hvis Blake var blevet lovet ud til anden side. 

Hun sank en klump og hævede blikket til dronningen, hvorefter at hun lod det gå rundt i stuen. Hun turde ikke tænke på sin fremtid hvis denne trolovelse kom i hus. Måske havde hun håbet på at blive ægtet til en forretningsmand der havde for travlt med at have næsen i papirer, til at ænse at hun ikke sad på en pind ved hans side konstant. Hun drejede tænksomt på en af de juvelbelagte armbånd om hendes håndled, mens hun overhørte en samtale, der 100% omhandlede hendes fremtid, men som hun ikke havde et ord at skulle have sagt i. Hun fik fornemmelsen af at være en genstand der ligenu blev handlet, så den kunne skifte hænder. Mest af alt, var hun stadig forvirret og trængte til luft og at få tungen på gled.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz smilede blot sødt til Lord De Clare, som han bekræftede informationerne om deres race. Hun nævnte ikke noget om, hun faktisk først for nyligt havde opsnuset deres hemmelighed – ellers havde hun uden tvivl brugt den lang, lang tid før. Faktisk var det først, da Shaiin selv havde nævnt djinns, at hun var begyndt at tro på de næsten mytologiske væsner. Og da han havde smidt Flint for hendes fødder, havde hun haft beviset lige foran sig, og bundet sig til det, lige så hurtigt som han tillod det.
Ligesom De Clare lænede hun sig tilbage i sofaen, nu hvor han havde svaret på det vigtige spørgsmål. Roligt foldede hun fingrene i sit skød, uden så meget som at skænke datteren et sideblik, nu hvor beslutningen var blevet taget for hende. Det var blot sådan man gjorde i Pandemonium. Selv havde hun sikkert stået overfor en lignende skæbne om et aftalt giftemål, hvis ikke hendes forældre så tragisk var blevet dræbt i den mystiske brand. Hun smilede svagt for sig selv, inden hun rømmede sig let.
”For det første må jeg have adgang til jeres bøger, så jeg kan gå igennem jeres tal, og være sikker på I driver en god og stabil forretning uden nogen hemmeligheder, der kan være til skade for os. Derudover må jeg bede jer om, at sende mig et stamtræ, hvis I har sådan – bare for en sikkerhedsskyld,” fortalte hun med en tone, som talte de forretninger og ikke om to personers fængsling til hinanden. Det var hun nødt til, for ikke at få lyst til at bakke ud, men ved ilden om hun ikke ville være sikker på, at den Damian giftede sig med ville være perfekt! ”Når alt af den slags ting er i orden, kan vi lade de to unge personer mødes, så de kan se hinanden an. Hvis alt går fint, vil vi kunne underskrive de nødvendige papirer derefter og offentliggøre forlovelsen.”
Hun frygtede for samtalen med Damian, men håbede han var vokset til accepten om et giftemål. Heldigvis ville der ikke være komplikationer som følelser til andre, eftersom han var en dødsengel, på trods af ham og Flint hele tiden havde udvist et ønske om, at blive forbundet til hinanden, når hun var færdig med sine tre ønsker. Måske de stadigvæk kunne udarbejde noget. Ingenting skulle spildes i den her kamp om magten – specielt nu hvor Forsyth var tilbage.
I det mindste ville Adrian og Aron være der, til at støtte hende.
”Har De nogle indvilgelser eller ting at tilføje?” spurgte hun tålmodigt Lord De Clare.

[Blake De Clare]

Christian De Clare

Den høje mand sad stille, den eneste bevægelse han lavede som dronningen kom med sine krav forud for den egentlige proces, var formalia. Han førte en ren, men yderst lukrativ forretning og havde altid gjort det. Han var altid ligeud og ærlig, og havde absolut ingen interesser om at føre nogen bag lyset. "Jeg har alt klar, og kan bringe det til dig så snart jeg når hjem og kan sende et bud afsted." Det var ganske rigtigt, han havde forberedt ægteskabet for begge sine børn i mange år nu, og skønt at Blake havde været modstridende og det ikke var lykkes endnu, lå alt klar til at blive præsenteret. Stamtræet var heller ikke nogen hindring, de havde for et par år siden fået skrevet det op i en nyere bog. Der var både stamtræ, beskrivelser af beskæftigelse, bosted, social status på langt de fleste angivet. Stamtræet kunne spores mange tusinde år tilbage, da det nu var en af fordelene ved at være af en djinn slægt - de ældste nuværende levende kunne næsten huske alt, og i De Clare slægten var der et par, godt nok ikke i denne del af verdenen, der var op imod 5.000 år gamle. At stamtræet gik så mange år tilbage, gjorde også at det bestod af 4 tunge bøger, der kun kunne bæres en ad gangen, af en normal mand. 

"Jeg vil gerne anmode om at vi når tid er, har en politisk forklaring på trolovelsen, for ikke at sætte spekulationerne i gang. Vi ser nødigt at spekulanter vil grave i vores slægt og offentliggøre vores race." Selvom han dette var alt han kunne ønske sig, måtte resten af familien, og forretningen stadig beskyttes. Han var klar over at nogle interne kilder ville få kendskab til deres blodlinje, men ønskede ikke konsekvenserne af det som offentlig viden. Blake ville, hvis ægteskabet gik i hus, nok være beskyttet af et kongeligt ægteskab, og måske også hendes nærmeste familie. Men resten af slægten, der på trods af deres udspredning ville stadig bære navnet De Clare som ubeskyttede, og ville dermed have en målskive på ryggen. 

---

Blake De Clare

Blake trak været tungt og mærkede kvalmen. Stamtræ... Bøger... Var hun et dyr der skulle handles, tjekkes at gener og race stemmede overens, at der ikke var et hår der sad forkert på hende. Hun vidste ikke hvordan processen foregik når en adelig skulle giftes til en kongelig, men hun kunne umuligt forestille sig at der ikke ville føre mere granskelse af hende med. Det løb koldt igennem hende ved tanken om at hun skulle måles og vejes, tjekkes om hun var skarp, kløgtig og kunne hvad der forventedes af hende. Men mest af alt, at hun i den tid der ville komme, hvis papirer og alting gik i orden, ville miste sin frihed. Hvis ikke dronningen ville forlange det, så var hun da sikker på at hendes far ikke ville slippe hende ud af syne, før hendes skæbne var bundet med tråd så tyk, at det ikke kunne klippes. 
Det rykkede let i hende, efter at have siddet stille, i hvad der føles som en evighed. Hun slap sit armbånd og gemte sine hænder i folderne på kjolen, hvor hun skjult kunne knue dem til de blev hvide, og dermed undertrykke den vildskab der strålede i hendes øjne.

[Eriz LaPiera Black]

Ubekymret nikkede Eriz af De Clare’s ønske. Når tiden kom at hans datter og Damian blev trolovet, ville hun fortælle om Flint. Det ville sikkert berolige familien at vide, det ikke var første gang de kongelige, tog en djinn under deres tag, for ikke at tale om at Damian havde været omkring én størstedelen af sit liv. Hun ville dog vente. Hvis noget skulle ske og trolovelsen gik galt, ville hun helst ikke, stå i den situation at skulle dræbe hele familien, bare fordi de vidste besked om Flint.
”Det bliver ikke noget problem. Vi kan sagtens finde på noget, som måske ikke behøver være mere indviklet end at Deres datter, er et godt parti for min søn af ren forretningsmæssige grunde,” fortalte hun, og var faktisk ligeglad med, hvad de sagde offentlig. Ingen ville alligevel kunne nå Blake, når først hun var lænket sammen med Damian – hvert fald ingen udefrakommende. ”Når først hun bære en krone på sit hoved, vil intet ondt kunne ske hende.”
Måske burde hun få Shaiin, til at kigge familien i sømmene? Han kunne gøre det både diskret og grundigt, ligesom han havde gjort med alt andet arbejde for hende, og når det gjalt Damian var hun ikke i tvivl. Damian og derved Flint.
Hun rejste sig op, børstede folderne på sin kjole på plads, før hun rakte en hånd ud mod Lord De Clare, så de kunne afslutte deres aftale.
”Jeg vil sende bud, lige så snart vi kigget bøgerne og stamtræet igennem. De vil nok også modtage en invitation til mit og Lord Storms bryllup her om en måneds tid, som De skal være velkommen til at deltage I – både Dem, Deres hustru og datter selvfølgelig. Det ville være en glimrende mulighed for de to unge, at møde hinanden,” informerede hun med et skævt smil, da hun ikke selv, kunne lade være med at mærke et sug af spænding i sin mave ved tanken om det forgående bryllup mellem hende og Adrian. ”De skal have tak for Deres samarbejde og Deres tid. Jeg er lykkelig over De vil tage imod mit tilbud.” Smilet voksede sig bredere, inden at hun med en lille tøven, og rakte sin hånd frem mod Blake. Trods alt ville det en dag blive hendes svigerinde.
”Det var hyggeligt at møde dig, Blake. Bare rolig. Vi får rigeligt med tid til, at lære hinanden bedre at kende med tiden, som følger,” tilføjede hun til pigen med fingre, der klemte lidt hårdere omkring hånden. En gnist af noget… faretruende dukkede op i de isblå øjne, men det var væk, lige så hurtigt, som det var opstået. ”Jeg ved Damian, vil finde dig henrivende smuk.” Hånden blev sluppet.

[Blake De Clare]

Christian De Clare

Christian nikkede til hendes ord, og den alvorlige forretningsmine brød op da han rejse sig op idet dronningen gjorde. "Det vil være os en ære, deres Majestæt" svarede han på hendes udtalte invitation til det fortkommende bryllup. Han tog imod dronningens hånd, men kom så i tanke om noget særdeles vigtigt, som kun måtte komme fra familien selv. "Jeg bliver nødt til at orientere dem om, at min datter de sidste par år har haft en træner, der har trænet hende i at forsvare sig selv." Der var ingen grund til at udtale at det mere handlede om et forsøg på at tæmme datterens energi. "Vi har selvfølgeligt holdt det skjult for omverdenen, og kun den tætteste familie og hendes træner er bekendt herom" . Dette var til gengæld 100 procent sandt. Han havde altid arbejdet på døgndrift på at holde datterens ry skinnende rent, og var lykkedes med det. Mest af alt, fordi han havde valgt en prominent træner, som ikke kunne tåle at få sit ry blakket til med sin status. 

Han slap dronningens hånd og rettede på sin frakke. Han forestillede sig allerede sin kones ansigt, når han fortalte om den fortløbende aftale. Og så holdt han et suk inde, idet han tænkte på sin datters kommende protester, bukkede dybt for dronningen "Det har været en ære" og vente om på hælene med en håndbevægelse til Blake om at følge med.

---

Blake De Clare

Blake rejste sig med faderen og dronningen. Det tog hende den sidste kamp for at holde profilen, ikke at spytte en bemærkning ud om selvforsvar. *Jeg kan mere end at forsvare mig selv....* .
Ved tanken om at skulle møde hendes måske kommende trolovede til et bryllup virkede skræmmende, selv for en der normalt ikke var til at jage skræk i livet på. At møde ham til et bryllup og vide at ved næste bryllup ville det måske være dem. Igen jog det i maven på hende ved tanken om at de lige havde givet hånd på at indlede en forhandling om hende og dronningens søn, og hun ønskede at hun ikke havde været med, selvom hun jo nok ingen information om mødet havde fået, hvis hun ikke havde været til stede. Nu var hendes fader nødt til at holde hende i lyset. 

Da dronningen vendte sig mod hende og rakte hånden frem, gav Blake sin hånd til dronningen og nejede samtidigt for hende. Da hun hævede ansigtet mod dronningens og mødte de isblå øjne, løb kortvarigt et koldt gys igennem hende og hun følte sig allerede bundet. En ting var at sige nej til sin far, men en dronning sagde man ikke nej til. Og specielt ikke denne dronning. "Tak deres Majestæt". Da dronningen slap hendes hånd, og hendes fader gjorde tegn til hende om at følge med, drejede hun omkring og fulgte hurtigt trit, ivrig efter at komme ud af det mørke slot, som måske en dag ville blive hendes fængsel. På godt eller ondt.

//Out