The marriage of friends

[Shaiin McGivens]

Han havde klappet og sendt Zia et stolt smil, som hun havde holdt sin tale. Han havde sørget for at virke forlegen, glad eller overrasket på de rigtige tidspunkter. At der ikke var tale om kærlighed, var som sådan ikke underligt, for der var mange der giftede sig af praktiske årsager. Men han kunne alligevel godt lide at virke som en mand, der havde giftet sig til et godt ægteskab. Det gjaldt jo om at se sig godt ud og Shaiin, der aldrig giftede sig...Zia måtte være noget specielt!
Og det var godt for drengene, blev folk hurtigt enige om.
Han undgik at se for meget på Salem, medmindre samtalen krævede det. Det skulle helst virke naturligt, selv om langt fra føltes naturligt at se på ham. Han formåede alligevel at holde sine følelser på afstand. Men han glædede sig alligevel til festen var slut, han kunne mærke den begyndte at fremstå udmattende. Mon Eriz allerede havde gættet sammenhængen? Formodentlig. Han kunne ikke undervurderer hende. Men resten af gæsterne virkede tilfreds og hans nye svigermor virkede ikke til at vide noget som helst. I snakken om børn lagde han blot en arm om ryglænet på Zias stol og smilte uden at svare. Han havde allerede nok sønner...Men omvendt, at han havde børn fortalte også at han kunne lave flere. Han havde slet ikke tænkt på børn endnu. Egentlig ønskede han sig ikke børn...Men hvis de var nød til det, var de vel nød til det. Men ikke lige nu!
"Så, Lord Adrian, jeg håber ikke De har noget imod jeg bruger deres fornavn i denne sammenhæng?" han slog let ud med armen, mod festen omkring dem. Maden var god og folk var ved at lægge bestikket efter hovedmåltidet.
"Hvordan klarer De arbejdet mellem her og deres stilling i Portus?"

Desserten blev også snart serveret. Lige så god og udsøgt, omend i langt mindre portioner. Shaiin spiste moderat af alt maden. Han havde aldrig været en ædedolk og det meste af hans yngre år havde også været i en tilstand af alt for tynd. Der havde været tidspunkter hvor Zia havde nægtet ham at gå før han havde spist et ordentlig måltid. For at være ærlig, interesserede mad ham på ingen måde og han spiste mere for at beholde en stærk krop og sind, end fordi smagen og duftene gjorde noget.
Der var snart tid til dans og så ville der ikke gå lang tid før de første gæster formentlig ville gå. Og med lidt held ville hele dette være slut.
Hvorfor var det så udmattende, når han til andre tider kunne holde sit skuespil uden så meget som en trækning? Han vidste godt hvorfor, men orkede ikke at tænke det til ende. Hans arm, der igen hvilede om Zias ryglæn, nussede hende svagt på den ene overarm.

[Aleszia Chaelóriz]

Sparsommeligt havde Zia nippet til den fantastiske mad, da en rigtig adelskvinde altid måtte tænke på sin figur – noget hendes mor ofte havde pryglet ned over hendes ryg, hver eneste gang de havde sættet sig for at spise. Ingen ville have en overvægtig, grim hustru.
Hun sad lænet en smule ind mod Shaiin, hvis fingre kærtegnede hendes fraværende på den ene arm. Selv havde hun placeret en hånd på hans knæ under bordet, hvis fingre spillede med på musikken fra det levende orkester i hjørnet. Det var mere en berøring end et kærtegn. Tavst sad hun blot, og lyttede til de forskellige samtaler omkring sig, men gjorde intet for selv at deltage.
Folk var begyndt at byde hinanden op til dans. Alkohol havde gjort nogle få klodset og fumlende, så de var ved at skvatte over deres egne ben, eller skulle bruge deres partner som støtte, for ikke at miste balancen. Salem var gået ud for at ryge, ellers ville de to tvillinger uden tvivl, trukket hinanden med sig ud på dansegulvet, som de engang havde gjort til hver eneste fest, inden han blev smidt ud af familien. De havde elsket, at suse rundt på dansegulvet som to spejlbilleder med armene om hinanden. Deres forældre havde været så stolte, og glædeligt vist deres talent for dans frem.
Musikken stoppede. De dansende klappede af orkesteret, der bukkede som tak, tog et glas vin, og stillede sig så igen til rette, for at byde op til et nyt musikstykke. Zia fangede sit vinglas med sin frie hånd, og førte det op til læberne. Forsigtigt nippede hun til den stærke vin, så hun ikke drak for meget eller spildte. Det var ikke længere hendes families navn, der stod på spil, det var Shaiins. De to var gift nu, og hvad de gjorde, spildte af på den anden. Sådan var ægteskab. Og hun havde tænkt sig, at gøre det til en god deal for ham, så han ikke ville fortryde, at han hjalp hende.
Med hånden på hans knæ gav hun ham et klem, for at få hans opmærksomhed.
”Tag mig med ud og danse,” hvislede hun hastigt til ham. Øjnene fangede hans. ”Skynd dig, inden min onkel kommer og byder mig op. Han har to venstre fødder, der vil knuse mine tæer, hvis han tager mig ud på dansegulvet.”

[Shaiin McGivens]

Han lænede sig ind mod Zia, da hun snakkede, selv om hans blik var gledet over gæsterne og deres indbyrdes samtaler og danse. Slugte selv ubetydelige detaljer til sig, mere af vane end noget andet. At holde øje med folk, at aflæse nogle af ordene på deres læber eller mimik. Hans drenge sad og snakkede sammen ved bordet, uden interesse ved nogle af festens andre unge kvinder. Han havde overvejet at gå over til dem, bede dem mænge sig lidt, da Zia snakkede til ham om at danse.
Ja, nu hun nævnte det, virkede det til at onklen var på krigsstien. Det kunne de virkelig ikke have!
Han satte sit vinglas for sig. Endnu en ting, hvor han havde holdt sig til et minimum, da han ikke brød sig om at være fuld til sit eget bryllup. Med et smil trak han armen til sig og rykkede sin stol ud, så han kunne rejse sig op. Han gik om på den anden side af Zia og bukkede elegant for hende med en arm på ryggen og tilbød Zia en hånd. Ikke uden et lille smil, som han så på hende.
"Det kan vi ikke have. Vil min nye hustru gøre mig den ære at danse med mig?"
Med hende i sin hånd, trak han hende med ud på dansegulvet, som noget nyt musik begyndte. Han trak hende ind foran sig, velvidende manden ofte styrede dansen, og lagde en arm om ryggen på hende og holdt hendes hånd med den anden. Trinnene var typiske pandemoniske, men ikke destro mindre kunne Shaiin dem til perfektion - som så meget andet i hans liv, der ikke involverede personlige forhold.

[Aleszia Chaelóriz]

Taknemmeligt sendte Zia et skævt smil til sin nye ægtemand, mens hun tog hans hånd, og lod ham føre sig op til dansegulvet, hvor hun ligesom ham stillede sig an. Dybt trak hun vejret ind gennem næsen, så brystkassen udvidede sig en smule, før hun placerede sin ene hånd på hans skulder, og den anden fandt hvile i hans med et flig af kjoleskørtet mellem fingrene. Nødigt skulle hun jo falde i de tunge foldere.
De flød ud i dansen, der ikke var mere avanceret end en traditionel, pandemonisk vals. Alt man skulle var at koncentrere sig om, hvilket ben man var kommet til, og at følge hinanden med bløde skridt – så bløde at man ville kunne holde et stearinlys i hånden, uden det blev pustet ud.
Zia havde selvfølgelig fået undervisning i det, som enhver adelspige ville være. Uden modstand underlagde hun sig Shaiins kontrol, og lod sig blive ført omkring på dansegulvet, så kjolen brusede om benene på hendes.
”More du dig?” spurgte hun sin barndomsven, nu hvor de kunne tale frit, uden nogen lyttede til hvad de sagde. ”Jeg håber alt er, som du havde forestillet dig – ellers kan du trøste sig med, det snart er overstået.” Et smil trak i hendes mundvig, mens hun gav hans hånd et fortrøstningsfuldt klem. De holdte en sund afstand til hinandens kroppe, uden at trykke sig inderligt ind til hinanden, som nogen af danserne gjorde. Mange gange havde de prøvet at danse med hinanden til middage og fester, så Zia faldt naturligt ind i hans bevægelser, og havde intet problem med at holde hans blik, eller have hans arm omkring sit tynde liv. Også selvom de nu var mand og kone.

[Shaiin McGivens]

Folk havde fået mad, de havde fået drikkelse og nu fik de musik. Der kunne umuligt mangle noget! Selv begge familiers bekendtskab, omend nok mere Zia end ham selv, Blake De Clare var der. Og nu dansede han selv med sin nye kone, hvilket også gav ham en mulighed for at se på andet end Salem, når han kom ind igen. At gifte sig med søsteren men begære broren...Det var svært. Det indrømmede han. Men han var for stolt og forsigtig af sig, til at foreslå eller spørge Zia om lov. Før havde det blot været en information, i forhold til Flint. Men Flint havde...Havde haft andre ideer. Han havde overvejet at spørge Eriz diskret, men taget valget om at det var for risikabelt og at han burde glemme Flint så hurtigt som muligt. Han tvivlede ikke på Zia ville dække hans...Fysiske behov? Nej, rollen som hustru. Og han ville være tilfreds med det. Men sand lykke ramte han nok aldrig. Det var en drøm, noget folk stræbte efter, uden at vide om det overhoved fandtes. Måske var det bare fjollet?
Dansen gik af sig selv, med automatiske bevægelser fra kroppe, der havde prøvet det før.
"Hm. Det er altid sjovere når opmærksomheden er hos nogle andre" svarede han så, velvidende han altid var en mand der gik i skyggen af folk og opdagede deres hemmeligheder eller stjal deres ting.
"Det vigtigste er dagen lever op til dine drømme. At blive gift skulle vist være en kvindes største drøm?" spurgte han så. Han havde taget mange beslutningerne, men han kendte til en del af hvad Zia kunne lide og hun havde da også fået lov til at komme med sine egne små foreslag. Dagen var jo også hendes.

[Aleszia Chaelóriz]

Zia kunne ikke lade være med at smågrine af Shaiins spørgsmål samt hans svar til hendes. De snurrede en omgang rundt om dem selv, synkront med alle andre. Som et oliesmurt maskineri.
”Min største drøm er at få min familie forenet,” fortalte hun med et diskret hovedkast mod Salems tomme plads, selvom hun vidste det var en tabt drøm, der aldrig nogensinde ville gå i opfyldelse af så mange grunde. ”Men denne her dag er dejlig, og jeg værdsætter den til et fremtidig minde om en glad stund.”
Mere kunne hun ikke bede om. Brylluppet var perfekt på trods af det praktisk bagved, men hun var en adelsdatter. Født til at redde familien, gøre den stærkere og mere magtfuld i form af et ægteskab med et godt parti, som i det her tilfælde var hendes barndomsven – specielt nu hvor hun var det ”eneste” barn.
”Jeg er overrasket over, du endnu ikke har fået kolde fødder,” kommenterede hun med øjenbrynene let hævet. ”Jeg havde mere eller mindre forventet, du var forsvundet midt i det hele, og var stukket af med din hemmelige elsker til Vavilon, så jeg kunne stå dér, som et andet fjols ved alteret. Salem havde nok jagtet dig ned, for at banke dig, men…” Hun trak på skulderen med et lille, sødt smil, der afslørede hun mente ordene i dril. Shaiin havde været kendt i deres vennekreds, som en hjerteknuser ingen ville kunne binde. Og se ham nu. Dansende rundt med hende i brudekjole til deres fælles bryllup omgivet af venner, familie og royale. Hvis nogen havde fortalt hende det her for blot et halvt år siden, ville hun have grinet af dem.

[Shaiin McGivens]

Det havde været for hendes familie. En gengældelse for alle de tjenester hun havde gjort ham igennem livet. Et symbol på deres lange og dybe venskab, et af de få Shaiin bar tæt ved hjertet. Han havde ikke mange nære venner og slet ikke mange, der faktisk kendte til hans arbejde. Tælles på en hånd, faktisk. På den måde var det kun perfekt for ham at det var blevet til Zia, ellers var han nok aldrig blevet gift.
Han sendte hende et svagt, skævt smil. Hun havde ingen ide om hvad navnene betød for ham...Ej hellere at han ikke længere havde Flint. Salem vidste det, men ikke hans hustru. Hans øjne forlod hendes ansigt et øjeblik, men det var nok også det eneste tegn på personlige konflikter og selv da mest for vedkommende, der kendte ham, da blikket forekom naturligt, som det gled over de andre dansende par.
"Jeg burde nok informerer dig om..."
Det virkede som et mørkt emne, på en dejlig dag som denne. Men hun havde selv bragt emnet op og derfor virkede det som det bedste tidspunkt.
"...At der ikke længere er nogen tjener på slottet der venter på mig. Han...Vi..." Han rystede svagt på hovedet og trådte videre i deres lille vals, stadig uden fejl.
"Lad os sige...Han netop ønskede vi tog afsted til Vavilon. Han kunne ikke se det snufornuftige i et ægteskab for mit vedkommende. For at være ærlig kan jeg nok ikke forlade Pandemonium, ikke på den måde. Mit liv er mit arbejde. Jeg har brug for nogen der kan forstå og tillade at tingene er og vil blive sådan. Hvem bygger hele sit liv op og smider det fra sig igen? Men så igen. Nogen vil måske sige det er dårlige undskyldninger. At jeg ikke formår at føle ægte kærlighed, for kærlighed gør at man ofre alt, ikke?" Hans smil voksede lidt, som han så på hende.
"Jeg virkelig elsker mit arbejde. Alt hvad jeg har bygget op"
Og andre ting. Helt sikkert også andre ting. Men ingen sagde han behøvede fortælle alle facetterne af historien. Dette var nok. Det ville også berolige Zia at vide, der ikke længere var en mandelig elsker der kunne kaste skam over dem begge.

[Aleszia Chaelóriz]

Med en lille rynke mellem brynene lyttede Zia til Shaiin, mens han afslørede sit endte forhold med tjeneren på slottet. Efter mange års tæt venskab kunne hun nemt se bagved masken af hans smil, der forsøgte at snyde ham selv og hende, ved at fortælle alting var fint, og han ikke var påvirket af det. Åh, hun kendte ham bedre end det – men hun forstod også hans beslutning.
Hånden på hans skulder gled op, og lagde sig i hans nakke i stedet for, hvilket førte deres kroppe tættere på hinanden. Alvorligt mødte hun hans blik.
”Shaiin, det er noget sludder. Selvfølgelig kan du føle ægte kærlighed, og enhver der påstår andet er en idiot. Jeg ville heller ikke smide alt fra mig, rejse væk fra venner og familie til et andet land,” sagde hun lidt mere dæmpet, nu hvor de var kommet ind på et mere alvorligt emne, ingen skulle høre noget af. Heldigvis spillede musikken højt, og de dansende omkring dem snakkede lystigt med hinanden. Trøstende nussede hendes fingre hans korte nakkehår, selvom vreden var begyndt at flamme op i hendes indre ved tanken om, nogen kunne finde på, at give ham det ultimative valg! Til afgrunden med den tjener! Han vidste sikkert ingenting om ansvar, prestige, familie og pligter. Ingen af de ting sagde hun dog til Shaiin. Erfaring med Salem havde vist hende, at man ikke skulle tale ondt om ekskæresterne, selvom de måske havde knust et hjerte eller været idiotiske. Lige meget hvor vred man blev.
”Du er kommet så langt på dine egne ben. Du har sønner, du skal tage dig af. En forretning. Et navn. Ingen, der påstår at elske dig, burde bede dig om, at vende alt det ryggen. Det er jo hele dit liv.” Med en hovedrysten sænkede hun blikket ned mellem dem, mens hun prøvede, at få styr på sine egne følelser ved nyheden. Bare tanken om at flygte på den måde virkede egoistisk. Selv Salem var blevet i byen! Hun havde så travlt med at være vred på Shaiin vegne, at hun ikke engang følte lettelse eller glæde ved, at han ikke længere risikerede deres ære og navn, ved at have en affære. Lige nu tænkte hun på sin ven.
”Jeg er ked af det ikke fungerede…” endte hun med at sige stilfærdigt. ”Men tro aldrig det er dig, der er noget galt med. Du er min bedsteven.” Hendes gule øjne hævede sig til hans ansigt igen på trods af hagen stadigvæk var sænket mod brystet.

[Shaiin McGivens]

Hun mente det godt, selv om han ikke kunne tro på det. Her stod han og snakkede om ægte kærlighed, men han var end ikke sikker på han nogensinde havde følt den. Hvad havde han følt for Flint? Måske mindre end Flint havde følt for ham. Han var trods alt en smule langsommere til at binde sig, evigt forsigtigt af talrige grunde. Men han ønskede jo ikke noget dårligt for Flint og han havde nydt deres tid sammen. Men han var også adelig, også halvt om halvt en politikker på sin egen måde. Det var som om Flint slet ikke havde set, slet ikke havde forstået de dele af ham...Ja, når han tænkte over det, havde de faktisk ikke rigtig kendt hinanden. For han havde heller ikke opfanget hos Flint, at han havde haft så store forventninger til dem.
Så for langsom til at binde sig til Salem, for hurtig til at binde sig til Flint. Der virkede ikke til at være en middelvej i forhold. Det gik altid i stykker for ham. Han var glad for det ikke var sådan de havde det, Zia og ham selv.
Han lod hende komme tættere på. Han var ikke typen der takkede ja til så meget ømhed og slet ikke i offentligheden, så selv om han vidste hun mente det godt, tog han snart fat i hendes håndled og løsnede hendes greb om ham, så de stod som før igen. Han sendte hende et lille smil og lod hånden glide kærtegnende hen over hendes egen nakke og ned igennem hendes smukke hår.
"Tak. Men nu er det brylluppet det handler om. Du skal ikke gå og være ked af det på mine vegne. På mange måder er dette mere praktisk for os" besluttede han, netop som musikken døde hen og gav folk en kort pause før næste stykke musik. En undskyldning for at stoppe dansen og med en håndbevægelse tilbyde Zia at gå tilbage til deres bord.
Han var bare glad for dronningen ikke havde valgt at fryse ham ude af sit bekendtskab, på grund af Flint. Men på den anden side ville det måske have været uprofessionelt? Det var farligt at være så involveret. Men det havde også været praktisk. Godt der altid var andre tjenere eller tjenerinder man kunne charmerer sig ind på, hvis det var.

Tilbage ved bordet slog han let på sit glas og slog let armene ud, som folk langsomt blev mere og mere stille. Øjnene blev rettet mod ham og han sendte alle det samme, charmerende smil.
"Kære gæster. Tak for jeres tid og tak for jeres gaver. I er velkommen til at blive så længe I lyster. Der vil være drikkelse, en snack, lidt musik. Men jeg beklager at måtte meddele at der ikke kommer til at stå mere på aftenens underholdning. Tak!"
Klap. Latter. Folk der vendte tilbage til deres samtaler. Og en Shaiin der efterhånden hellere ville arbejde, end sidde her. Ikke at det var til at aflæse på det store smil han sendte sig svigermor eller de kongelige gæster. Når han så ud over mængden af deres gæster, var det dog tydeligt at visse adelige familier var begyndt at samle deres ting sammen. De familier der mere var der af høflighed, end fordi de kendte familierne vildt godt.

[Aleszia Chaelóriz]

Zia pillede ved servietten under bordet, mens hun lyttede til en samtale, der forgik ved siden af hende. Hun var ved at være træt. Flere ugers hektiske forberedelser var ført til denne dag, og nu hvor den snart var ved at være overstået, kunne hun mærke, hvor meget hun trængte til ro, i stedet for at sidde her og lege pyntedukke. Blake var allerede taget hjem. Salem var blevet hevet ud på dansegulvet af en ældre kvinde, der vidst følte sig ensom, og de kongelige var også lige taget afsted med alle deres vagter i en kølrand efter sig. Heldigvis.
En hånd på hendes skulder fik hende til at dreje ansigtet mod sin mor, der var kommet op bag hende. Med et lille smil lænede hun sig ind over hende, så hun kunne lugte den stærke alkohol på hendes læber, samt se resterne af spore tårerne havde lavet med hendes makeup igennem både vielsen og festen.
”Måske skulle I to snart trække jer tilbage, inden du bliver alt for træt,” hvislede hun tæt ved Zias øre, så nakkehårene rejste sig. Skulderen fik et sigende klem. ”Trods alt er det jeres første nat sammen som ægtemand og hustru. Båndet skal smedes færdig, så I kan få en masse stærke børn.”
”Åh moder…” Med et suk lukkede Zia sine øjne, og klemte sammen omkring sin næserod, mens hendes mor kluklo, hvilket fik lidt røg til at blive pustet ud af hendes næse.
”Det er ikke så slemt, min kære. Og han er en flot mand du kan være stolt af. Jeg er sikker på denne her nat bliver både speciel og dejlig for dig, så du behøver slet ikke være nervøs.” Et tørt kys blev presset mod hendes kind, før moderen endelig trak sig tilbage igen, og efterlod Zia med et hurtigere hjerteslag. Hvor var hun dog et eller andet sted glad for de restriktioner Shaiin var kommet op med mellem dem. Ikke at nogen kunne vide dem. Specielt ikke hendes mor! Kun Salem vidste noget.
Hun åndede tungt ud, og strøg to fingre over panden. Bare en sidste scene, og så kunne hun smide alle masker igen.
Blidt lagde hun en varm hånd på Shaiins knæ under bordet for at trække i hans opmærksomhed, der var vendt ud mod alle gæsterne, han betragtede i tavshed. Typisk ham. Hun smilede for sig selv.
”Vil du være med til snart at trække dig tilbage?” spurgte hun lavmælt, og gjorde et svagt hovedkast mod udgangen. Hendes stemme dæmpede sig til en hvislen, kun for hans ører. ”Du kan snige dig på arbejde, mens jeg går i seng?”

[Shaiin McGivens]

Han havde siddet fordybet i tanker. Lænet godt tilbage i sin stol og med den ene arm hvilende på armlænet, havde han siddet afslappet og studerede gæsterne omkring dem. Smilede lidt for sig selv, som diverse situationer udspillede sig foran ham. Han havde slet ikke tænkt over han var faldet hen, før Zia påkaldte sig hans opmærksomhed og han drejede hovedet over mod hende. Han lænede sig let ind mod hende så hun kunne hviske noget til ham.
"ah, jah..."
Godt Zia havde styr på hvad der skulle ske, for han så ud til selv at have glemt alle de gode dele. Men hvor ofte blev man gift? Eller inviteret til bryllup selv? Stadig. Det var ikke godt nok af ham. Men der var intet at gøre ved det nu. Han sendte sin svigermor et svagt smil, som kvinden fandt vej til sin stol igen, ikke uden et sigende blink i deres retning.
"Nejnej, det går ikke. Efterlade dig alene, den første nat du kan kalde dig en McGivens? Vi laver noget sammen" foreslog han så, stadig hviskende, før han fik skubbet sig op af stolen igen. Hans sidste glas vin blev hurtigt tømt, stærkt efterfulgt af en tår vand. Han vinkede let til sine sønner, for at lade dem vide de gik. De ville sikkert gerne blive og hygge sig lidt endnu.
Ikke at dagens hovedpersoner bare gik uden opmærksomhed, men folk vidste hvad det betød og ingen ville sikkert stoppe dem.
Shaiin tilbød Zia sin arm, som han viste hende med ud af lokalet og udenfor. Dagen var blevet sen, solen var...På vej ned? I al forureningen kunne det være svært at bedømme. Det var i hvert fald blevet mørkt og byens specielle gadelamper var begyndt at lyse op. En vogn blev sikret, til at føre dem hjem. Han havde bedt sin ældste søn, Daron, sikre festen blev godt afviklet og for at deres gaver kom godt hjem.

Da de endelig var hjemme hos dem selv, var det vist tydeligt de begge var en smule udmattede over dagens begivenheder. Shaiin holdt døren for Zia. Huset var lige så meget hendes nu, men han havde vel lov til at være en gentleman. Han ville sikre sig Zia aldrig manglede noget. Også selv om de lige så ofte ville sove i deres egne værelser, end de ville sove sammen.
Han ville underholde Zia med nogle historier, med en god samtale, med et spil, hvis hun havde lyst. Men han ville ikke kræve sex. Måske ville de før eller siden være nød til det, men det behøvede ikke være i dag og de kunne heldigvis selv sætte deres grænser. Så længe de opretholdt et vist image udenfor.
Når Zia virkede for udmattet og trængte til at sove, ville han pænt foreslå han enten blev i lokalet eller de delte seng den første nat, også selv om det blev uden sex. Det kunne være ensomt at sove i et nyt hjem og da de var ægtefolk nu, ville det være underligt hvis de ikke havde set hinanden med mere eller mindre tøj.
Men selvfølgelig ville han ikke trænge sig på, hvis hun ønskede at være for sig selv. Han var meget betænksom på det punkt. Præcis som han ville være igennem hele ægteskabet.

//Out

[Aleszia Chaelóriz]

De sad i yderligere nogle timer i stuen, hvor de delte en flaske vin, mens de snakkede løst og fast om alting. Om festen, om fremtiden, om Shaiins arbejde, om hendes familie, gamle minder, og forretninger. Han fik hende til at grine, at føle sig godt tilpas, og at hun var hjemme.
Da de endelig bestemte sig for at gå i seng, lod Zia sig af traditionstro blive båret op af trappen, og da han selv forslog det, takkede hun ja til de kunne dele seng. Bare for at gøre noget rigtigt. Han hjalp med at knappe hendes kjole op, samt løsne korsettet spændt stramt om hendes liv, så hun igen kunne trække vejret. Galant stod han med ryggen til, mens hun klædte om bagved rumdeleren. Heldigvis var hendes ting blevet bragt herover dagen før, så hun kunne trække i sin egen natkjole, der gik til anklerne og var lavet af fin silke farvet orange, så det matchede hendes øjne.
For første gang lagde de sig sammen i hans store, bløde dobbeltseng, man næsten kunne drukne i. Olielampen på natbordet blev slukket. Men Zia accepterede de betingelser som Shaiin havde sat op for dem, da han friede til hende, og hun forventede intet af den nat, selvom hendes hjerte selvfølgelig ikke kunne undgå at banke hårdt i brystet, som hun lagde hovedet på hans skulder. De sov dog med hver deres dyne vikle omkring sig.
Flygtigt kyssede hun ham godnat på kinden med en arm over hans mave – udenpå dynen. Hun prøvede på, ikke at tænke for meget over det, eller lade sig mærke ved situationens akavethed, hun følte snige ind på sig. Trods alt var det første gang hun delte seng med en mand – som ikke var hendes tvillingebror. Og at denne mand var Shaiin, gjorde hende kun endnu mere bevidst på alle de ting, hun helst ikke skulle tænke for meget over – som at han nu var hendes ægtemand, at hun lå op af ham kun iført en natkjole, og at han havde delt seng med Salem op til flere gange. Åh ved flammerne…
Hun åndede ud, vendte ryggen mod ham med hans arm under sin hals, og sin egen hånd hvilende i hans, før hun lagde sig til at sove.

//out