The marriage of friends

[Shaiin McGivens]

Shaiin McGivens - Aleszia Chaelóriz - Salem Imahara

Dagen havde været under planlægning i et par månevendinger nu. Tiden havde været travl, Shaiin havde haft en del arbejde både med at planlægge den store dag men også med alle sine aktiviteter ved siden af. Den gode side af det hele, var at han havde haft mulighed for at lægge alt det personlige på hylden. Flint. Salem. Han var nået så langt i sine tanker, at de ting ikke betød noget mere. Nu var det pligter. Pligter og arbejde. Han havde anstrengt sig for at skjule det hele for Zia, velvidende at hun var en af de få der kendte ham lidt for godt. I det mindste...Fik hun ham for sig selv. På den ene eller anden måde. Jah, han havde faktisk overbevist sig selv om at resten ikke betød noget længere. Aldrig havde det, aldrig ville det! 
Han rettede på sit tøj og drejede sig foran spejlet, mens han med et kritisk blik vurderede sin klædning. 
Sort, fordi det var Pandemonium. Et jakkesæt med et nyt og frisk snit. De sorte lædersko, de sorte bukser og den sorte jakke. Den lilla skjorte indenunder. Hvis havde aldrig været en populær farve i dette land, sjældent hellere til en god fest og for at være ærlig brød han sig godt om farverne. Jakkesættet var blevet pyntet med et mønster af lilla og sølv, tråde der var viklet sammen og med et let broderi strakte sig fra halsen af hans jakke, ned over hans skuldre og halvvejs ned over ryggen, før der kom en pause. Kanterne var også syet med samme tråd. Det mørkebrune hår var redt tilbage med lidt olie, så det skinnede. Ansigt glatbarberet. Ingen smykker. 
"Far? Du ser fantastisk ud. Vi må altså ud af døren nu, ellers kommer vi for sent..." 
Hans ældste søn, Daron, trippede utålmodigt bag ham et sted. Han kunne lige ane ham i kanten af spejlet. Shaiin sendte sit eget spejlbillede et smil og vurderede sig selv en sidste gang. Perfektionist til det sidste. Spejlet, der gik fra gulv til loft, viste hele hans indtagende medie af en krop. 
"Rolig nu Daron. Jeg har styr på det. Man skal komme lige præcis et øjeblik for sent. På den måde lægger alle mærke til en" 
Han vendte sig om mod sin søn og klappede ham kort på skulderen med et svagt smil. Men Daron havde ret, de måtte af sted nu. Et blik ud af vinduet bekræftede at dagen var lun, omend solskinnet som altid var gemt bag de tygge, forurenede skyer. 


Hans sønner havde taget godt imod nyheden. Daron, som den mest følsomme af sønnerne, havde været mest entusiastisk og nervøs for hvad det ville betyde. Xander var lidt mere reserveret anlagt og Connor? Endnu et forvokset barn. Elyas havde bare været glad. En lidt naiv dreng...Men jo heller ikke af hans eget kød og blod. Alle var allerede til stede, kun Daron var blevet tilbage. 
Stedet var faktisk en af hans store fabrikshaller. Normalt ville der blive stablet kasse med kasse af tekstiler og færdigt tøj, der ventede på at blive sendt rundt til de tre lande. Men i dag var lokalet ryddet og delt i to af nogle store tæpper, der kunne trækkes til side efter behov. Den ene side var tiltænkt selve ceremonien, den anden bespisning og dans. Langs loftet hang lange buer af stof i lyse farver. 
Ude foran var der sat et telt op, så gæsterne allerede udefra blev ledt indenfor med stil. Blomster, importeret fra Portus og Vavilon, sørgede for farverne både udenfor og indenfor. Og folk var allerede begyndt at dukke op...Eller måske var de fleste allerede dukket op. Shaiin havde næsten kørt showet selv, lovet Zia at hun blot skulle fokuserer på sin egen familie og prøve at slappe lidt af inden. Kun få spørgsmål om ønskede gæster eller valg omkring kjolen. Selvfølgelig var det Shaiins egne syersker der havde syet deres tøj. 
Da Shaiin ankom ind gennem teltet og ind af den store åbne dør, fik han ikke lang tid til at vurderer hvem der var kommet eller ej. Ikke tid til at hilse. Folk var allerede samlet oppe i den anden ende, linet op til ceremonien. Shaiin kunne se dem igennem tæpperne, der var trukket fra. Olielamper sørgede for et varmt lys i hallen og badede Shaiin i lys, da han drejede til venstre og gik op mod dem alle sammen. Hurtigt fandt han sin plads oppe ved præsten, der allerede stod afventende. Gæsterne stod allerede linet op på rækker. Daron fandt sin plads på en af de øverste rækker. Afventende. 
Shaiin foldede sine hænder foran sig og så ned gennem rækken af gæster. 
Han var slet ikke nervøs. Men ægteskabet var heller ikke af kærlighed. Al han behøvede, var at overbevise alle om at det faktisk var, så snart Zia viste sig. Men med hans evner til skuespil burde der intet problem være. Og når det kom til stykket, var der nok ingen bedre til denne rolle, end Zia. En kvinde der forstod ham, kendte ham. 

[Aleszia Chaelóriz]

Alle dagene optil dette tidspunkt havde været fyldte med en sammenblanding af følelser og tanker, som endda ofte havde modstridigt hinanden, indtil Alezias indre var en forvirret ildstorm. Ofte havde det efterladt hende med et eftertænksomt blik frem for sig eller rettet ud af et vindue. Heldigvis havde Salem vidst akkurat hvad hun følte, og været der for hende på en måde, som kun en tvilling kunne. Uden ham ville hun nok slet ikke have turdet nyde noget som helst.
Men nu hvor dagen var oprandt, mærkede hun sommerfugle fylde maven, samt et håb om alting nok skulle gå og var i orden. Hun var klar. Hun havde fortjent det her. Og det var det bedste udkom af det hele. Ja faktisk var det jo nok tæt på perfektion, for hvem ville være et bedre par end hende og Shaiin?
Vurderende kiggede hun på sig selv i det høje guldindrammet spejl. Alt lige var det kulsorte hår, sat op i en stram knold i baghovedet, til de små, sorte sko med en ankelkæde om den ene fod. Kjolen hun bar var… perfekt. Vidunderlig og perfekt! Hvordan kunne den være andet, nu hvor Shaiin personligt, havde sørget for den? Så præcist sad den på hende. Den fulgte hendes krops spinkle former til hofterne, hvor den foldede sig bredt ud som et skummende vandfald. Sort men med lilla broderier kravlet op af skørtet og ryggen. Øverste del af brystet var nøgent – hvælvingen var trykket sammen af kjolen, så afgrunden mellem brysterne virkede dybere og mørkere. Smykker hun bar om anklen og op af halsen til lige under hovedet, var nogle Salem havde stået på. Sølv for at passe til Shaiins farver. Skrøbelige og spinkle som edderkoppetråd spandt halskæden sig fra hendes kraveben og op af den fine hals. Når hun sank en klump, kunne hun mærke metallet.
Duften af lilje dvælede omkring hende.
Aldrig ville hun blive smukkere…
Brændende, lange fingre vandrede ned over hendes smalle liv, som nok aldrig ville fyldes med et barn. En hvis sørgmodighed klædte hendes ellers så neutrale ansigt, indtil at døren bag hende gik op, og Salem trådte ind. Hun vendte sig halvt om imod ham.
”Er jeg… smuk?” spurgte hun med en skrøbelig stemme fyldt med usikkerhed. Hendes ravgyldne øjne søgte hans. ”Jeg ved ikke om jeg burde have… Mor mente den her frisure var bedst og…” Hun sukkede, og kiggede tilbage på spejlet. ”… og jeg ved ikke. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg er så nervøs. Måske fordi kongefamilien vil være dér, eller fordi mor ligger så meget pres, eller åhr jeg ved ikke!”
Forsigtigt rettede hun på sit hår, bare for at mærke efter ingen uvoren lok var på vej fri. Alt var så perfekt, og for alt i verden håbede hun, at det ville gælde hende også.

[Salem Imahara]

Aldrig havde hans nætter været så fyldte som månederne op til Aleszias bryllup, hans seng ikke tom en enkelt nat derimellem og hans værelses dør så meget af en svingdør for væsner af alle racer og smagsvarianter, at selv Sage havde løftet et øjenbryn af ham. Han havde ignoreret hende. I dagstimerne var han ved Zias side så meget så muligt, uden at forsømme hans smedje og hans arbejde med hendes smykker - og de var gået over al forventning. Han havde præsenteret dem for hende aftenen før og de klyngede sig til hendes hud, som var de en naturlig del af den, som spindelvævs tynde tattoveringer af sølv. Han havde anstrengt sig så hårdt med dem fordi han elskede hende over alt på jorden. Og måske også lidt på grund af den nagende fornemmelse af skyld der indimellem kom over ham, som is i hans mave. Han havde ikke sagt et ord om Shaiins lille besøg. Han kunne ikke få sig selv til det.
Salem stod i hallen og havde betragtet gæsterne ankomme, i en positur der foregav afslappethed, lænet op af en væg ved siden af indgangen. Hans blik gik til hans lommeur, der hvilede i hans hånd. Han stirrede på døren med et misfornøjet rynke mellem hans bryn. Den glattede sig ud, som Shaiin McGivens, manden hans søster skulle giftes med idag, trådte ind igennem de store åbne døre. Han sugede et åndedræt dybt ind igennem hans næse, som han betragtede hans tidligere elsker skride op langs linjerne af gæster. Han lukkede sine øjne og stødte åndedrættet ud igennem hans næse og rettede sig op, inden han forlod bryllups lokalet og søgte mod det baglokale hvor Zia var ved at gøre de sidste forberedelser. En tungespids fugtede hans læber, inden han skubbede døren op.
Hun tog pusten fra ham et øjeblik. Hun var så smuk som de små, fine porcelæns figuriner deres mor aldrig havde ladet dem lege med. Og hun matchede Shaiin til skræmmende perfektion - og selvom han vidste at det var perfektion, slog det ham alligevel som mavepuster. Et bredt smil bredte sig over hans læber, mens han sparkede døren i bag sig med sin hæl og vandrede op til hans søster som hun vendte sig halvt mod ham. "Den smukkeste," svarede han, uden et øjebliks tøven og med et glimt af stolthed i hans øjne som han kom helt op til hende. "Træk vejret, Zia," der var en undertrykt latter i hans stemme. Hans hånd kom op til hendes opsatte frisure, som han vurderede den. Uden videre rakte han ind og med et snuptag, trak han den sølvpind, der holdt frisuren på plads, ud af hendes silkebløde hår, så det faldt ned om hendes skuldre. Et bredt, gavtyveagtigt smil. "Bedre." Han rettede let på nogle enkelte lokker, så de indrammede hendes marmorudskårne ansigt perfekt. Så lig hans eget. Hans pande lagde sig mod hendes. "Der er ingen grund til at være nervøs, lille søster, jeg er lige ved siden af dig hele tiden -" Hans hånd fandt hendes og gav den et let klem. "- Og hvis du gerne vil flygte, er kodeordet æbletærte."
Han var klædt i en mørke lilla jakkesæts frakke med gyldne trimmer langs kanterne, under den, en åbenkravet sort skjorte og pressefoldede sorte stofbukser med sorte, blanke lædersko. Han havde sit sædvanlige hav af smykker - gyldne ringe op langs kanten af hver af hans øre, det venstre kun forstyrret af en hvid diamant nederst ved hans øreflip, og fire forskellige halskæder, alle sammen i guld og med forskellige vedhæng, ringe på hver eneste af hans fingre. "Er du klar?" Hans pande slap hendes, fingre ledende hendes hånd op til hans arm.

[Eriz LaPiera Black]

Endnu et tungt suk lød fra Damian, der gled mere ned af bænken, så han næsten lå helt ned med armene lagt demonstrativt over kors. Hans mor, selve dronningen af Pandemonium, sendte han et irettesættende blik.
”Darling, du er nødt til at sætte dig ordentligt op. Jeg ved godt, du hellere ville have været blevet hjemme med Flint, men du er tronarvingen,” forlangte hun dæmpet, lænet en smule mod ham. Surt mødte han hendes blik.
”Det her er forkert! Vi burde være blevet hos Flint!” mumlede han bestemt. ”Du ved ikke, hvordan det er! Han lå og vrælede ned i en pude hele natten, så jeg fik ingen søvn! Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre!”
Tålmodigt lagde Eriz en beroligende hånd på sin søns knæ. Han var iført flaskegrønne fløjlsbukser, en matchende vest og sort skjorte. En kjole i samme grønne farver klædte hendes timeformet krop med et dyk i ryggen, så den dybe afgrund ved hendes rygsøjle blev afsløret. Adrian på hendes anden side var i samme farver. Det var første gang de sås offentligt som par efter deres forlovelse, hvilket selvfølgelig havde budt til en masse lykønskninger, da de var trådt ud af hestevognen. En halv time var gået med det, før de havde fået lov til at gå ind og sætte sig.
”Jeg ved udmærket, hvordan det er,” hviskede hun, mens hun igen vendte blikket frem for sig. Lige nu var hjertet ved at blive revet ud af brystet på hende. Knuste drømme gjorde det svært, at holde tårerne borte, og hun kunne ikke få vejret. Hendes lange fingre søgte Adrians, så de kunne flette sig ind i hinanden i et behov for støtte.
Hun prøvede at distrahere sig selv fra Flint, ved at tænke på, at om nogle år, ville det være hende og Adrian, hvis liv ville blive splejset sammen. Diskret lænede hun sig mere til siden, så deres skuldre hvilede mod hinanden.

[Shaiin McGivens]

Hvis han tænkte over tingene...
Hvis han tænkte, blev tingene kaotiske. Alt fra lysten til at se efter Sal, selv om han vidste manden var hos sin søster lige nu, til....Til en lyst til at se om Flint af en eller anden grund havde fulgt den kongelige familie til festen. Men han havde tvunget det hele væk. Der var intet at finde ud af. Der var en ting der altid kom først og det var pligten. Faktisk burde han takke de to mænd! Følelsesmæssigt kaos var det bedste for Shaiin, i forhold til arbejde. Aldrig arbejdede han bedre og mere koncentreret, end når han havde andre ting at glemme. Den eneste bagside var blot han ikke rigtig kunne stoppe igen.
Mens de ventede, rettede han lidt på sine ærmer og kanten på sin jakke. For gæsterne, måske et udtryk for hans nervøsitet eller glæde. For ham selv? Lidt adspredelse.
Han holdt af Zia. Hun var...Ja, på nuværende tidspunkt, nok hans bedste ven. Den eneste han ikke havde et kompliceret forhold til eller som var en del af hans arbejde. Han ville gøre alt for sine venner, hvilket dette var et fint bevis på. Alt fra brevet, der var sendt til Zipora, til festen i dag. Han håbede virkelig hun ville få en fantastisk dag og det skulle på ingen måder være hans skyld, hvis den var mindre end perfekt. Faktisk glædede han sig til at se hende. Han havde vogtet syningen af hendes kjole som en høg, bedt dem sy den om og om igen. Ikke det stof. Ikke den farve. For stort. for småt. Om igen. Og nu? Nu måtte han vente og se hvor godt kjolen sad.
Musikken begyndte at spille og Shaiin rettede sig en anelse mere op. Hans blik gled ud over gæsterne en sidste gang. Fra hans sønner, til Eriz og hendes nye forlovede. Se en nyhed, der kunne få hele byen til at snakke! Han kunne ikke stoppe sig selv fra at smile svagt, som hans blik gled ned til Damien... Og svigerfamilien.
Måske var han lidt mere spændt end først beregnet. Hans bryst snørrede sig til, som han afventede Zias ankomst. Han trak faktisk ikke vejret, men alligevel manglede han ikke ilt på noget tidspunkt.

[Aleszia Chaelóriz]

”Sal!” Forfærdet så Zia hvordan alle hendes glatte lokker faldt fri fra den stramme frisure, for i stedet at lægge sig over hendes skuldre og ned af ryggen. Panikken varede dog kun et par sekunder, indtil hun opdagede, det faktisk var pænere sådan. Kontrolleret trak hun vejret ud gennem næsen, hvilket fik lidt røg til at blive pustet ud. ”Bedre…” bekræftede hun, og kastede et sidste blik på sig selv, før Sal trådte ind foran hende. Øjnene lukkede sig, som hans pande fandt hvile mod hendes. Begge to nærmest febervarme.
”Jeg ved det. Jeg ved det…” hvislede hun, og blev med det samme ført flere år tilbage, hvor de sidst havde stået sådan her – bare i omvendte roller. Det var lige inden Salem, var gået ned til deres forældre i læsestuen, og havde erklæret sin kærlighed til deres huslærer. Faktisk havde hun sagt de akkurat samme ord til ham, som han lige havde sagt til hende.
Støttende tog hun om hans arm. De rettede sig op overfor hinanden, og hun kiggede ind i hans ravgyldne øjne, der var en perfekt kopi af hendes. Et lille smil trak på i hendes mundvig.
”Jeg har været klar hele mit liv,” svarede hun.

Kun i få minutter ventede de udenfor døren, indtil musikken begyndte at spille. Zias hjerte slog et slag over. Det var lige før hun var dånet, men Salems arm støttede hende, og trak blidt i hende, så hun fandt styrken til at tage et skridt, så et til, og så endnu et. Før hun vidste af det, var hun på vej over gulvet mod alteret med bænket tilskuer på hver sin side. Fingrene tog et fastere greb i Salem. Alles øjne hvilede på hende, og hun var pinlig bevidst over hver en bevægelse hun gjorde. Selv da hun sank en klump, da blikket flygtigt gled over kongefamilien, der alle syntes at dømme hende. Hendes familie strålede af stolthed, og Shaiin… Shaiin stod smuk, stolt og rolig ved alteret, og ventede på hende. Synet af ham fik hende til at slappe lidt mere af. Som hun gik her med Sal ved sin side på vej op til Shaiin, var der intet, som kunne gå galt. De havde hende.
Hun tog sig i at ville rette på sin kjole eller hår.
Det føltes som om gangen forsatte i en evighed, før de endelig nåede op til alteret. Fingrene vristede sig fri fra Salems arm, og hun tog plads ved Shaiins side. De begge vendte sig mod præsten. Musikken stoppede og prædiken tog over. Højtidlig, klar og rungende i den store fabrikssal. Zia kunne mærke alle blikkene prikke i nakken, men hun holdte ryggen rank og hagen hævede. Øjnene var fikseret på præsten, som lyttede hun faktisk efter, hvad han sagde, men hun var alt for bevidst om omgivelserne.
Efter så lang tids venten skulle hun endelig giftes.
Præsten fremdrog en cermoniel daggert, og hævede den lovprisende over sit hoved, før han pressede den mod sine sprukne læber i et kys. Først blev den nyslebet klinge lagt mod hendes bryst, så det gøs i hende. Det trak ved øjet, som hun ventede på snittet. Kold og skarpt blev det strukket over hendes mørklødet hud, der åbnede sig blomstrende op. Blod piblede frem. Et lille gisp havde undsluppet hendes læber ved følelsen, men det lykkes hende ikke at vige tilbage fra den svidende smerte.
Præsten samlede et par af hendes bloddråber i en udsmykket skål, før han forsatte til Shaiin. Skjorte og jakke blev åbnet nok til at kniven ligeså kunne bide ham over brystkassen. Zia kunne ikke lade være med at kigge på, som også Shaiins blod blev opfanget af skålen, hvor det blandede sig sammen med hendes. Mere symbolsk blev det ikke.
Et rødt bånd blev gennemvædet i det blandet blod, inden præsten gjorde tegn til parret, skulle tage hinanden i hånden. I forhold til Zias føltes Shaiins iskold. Med sin hånd hvilende ovenpå Shaiins, så præsten kunne komme til at binde håndleddene sammen med det blodige bånd, så hun op på ham. Det var tid til deres løfter. Med en klar, lys stemme, der ekkoede I salen, gentog hun ord for ord, det præsten sagde.
”I dag laver jeg det største løfte et hjerte, kan sige til et andet,” startede hun, og fugtede flygtigt sine læber. Hendes øjne flakkede en smule over Shaiins ansigt. ”Jeg lover, jeg vil være din konstante støtte og elskede: din hengivende partner i livet. Jeg lover, jeg vil være dit hjem: at være dit sted af komfort og ro. Jeg vil have tro hver eneste gang vores rejse virker begivenhedsløs, og når den er udfordrende. Og når du møder problemer, vil du aldrig stå alene igen: Fordi i dag lover jeg dig, at jeg aldrig vil give op, at jeg aldrig vil vige fra dig, og jeg vil elske dig fuldkommen resten af vores liv.”
Hun sank endnu en klump, mens hun mærkede båndet stramme sig om deres hænder i den første knude, så det spjættede en smule i fingrene.
”Min sjæl. Min krop. Alt jeg ejer, alt jeg har, tilhøre dig.”
Løftet blev givet, og hun tav helt tør i munden, da det nu var Shaiins tur til at aflægge sine løfter, og derved færdiggøre cermonien.

[Salem Imahara]

Zia tog hans arm og han smilede varmt til hende, som hun så ind i hans øjne. Han nikkede. Og så bevægede de sig ud af forberedelses lokalet og frem mod portene. Musikken begyndte og som hans søsters hjerte sprang et slag over, faldt hans eget, men det viste sig ikke over hans smilende ansigt. Han ledte hende blidt frem, sådan som deres fader skulle have gjort, havde han stadig været i live. Gule øjne hvilede på Shaiin for enden af alteret og hans indre slog knuder. Det her var det. Det var slutningen. Der var en fornemmelse af sorg, blandet op med en fornemmelse af håb - måske havde han hele tiden håbet at det her var hvad der skulle til. Han kunne give sin søster til ham og endelig forsegle døren imellem dem. Ikke flere nætter af savn. Aldrig mere.
Han rev sit blik bort og fandt istedet deres mors blik. Der var en stolthed i hendes blik over hendes datter. Hun så ikke på ham. Det gjorde hun sjældent. Selv mens de havde været igang med at forberede brylluppet. Hun talte til ham og det var en forbedring, men hun kunne stadig ikke se ham i øjnene. Hendes skuffelse af en søn. Ham der skulle have båret alle familiens håb og han havde smidt det hele væk for en huslærer. Det trak ved hans mundvige og han rystede ganske let på hovedet, rettede sig ud og tog de sidste skridt frem, Zia slap sit greb om hans arm og han stillede sig ud til siden med hænderne foldet bag hans ryg som han stillede sig op og så ud over mængden af væsner. Der var et stort fremmøde. Kongefamilien var kommet, påtrods af hans families dårlige standpunkt med dem og det talte milevidt om hvor godt Shaiin stod hos dem. Han måtte undertrykke en lyst til at rulle sine øjne som præsten begyndte at prædike og rullede en af ringene på hans fingre bag hans ryg. Der var en kort, åndeløs stilhed som daggert-delen af ceremoninen blev gjort og så rungede hans søsters stemme igennem salen, som hun sagde sine løfter.


Nede blandt mængden af gæster sad Adrian Storm ved siden af Eriz, mens hun talte dæmpet til Damian. Han kunne kun lige skille deres ord fra hinanden men forstod meget lidt af hvad de talte om. Han vidste hvem Flint var nu, men han havde ingen anelse om hvorfor djinnen skulle have vrælet over et bryllup, så han resignerede sig til at læne sig en smule frem og støtte Eriz med et mildt irettesættende blik til hans kommende stedsøn. Samme blik han brugte når den unge mand trådte uden for linjerne af trænings arealerne. Han bar selv et klassisk sort jakkesæt og en hvid skjorte, alt sammen meget simpelt men på en eller anden måde formåede det simple, skæddersyede sæt tøj stadig at se næsten royalt ud på hans rankt siddende form. Han lænede sig tilbage igen, som Eriz også rettede sig fremad igen. Han mærkede hendes fingre ved hans og spredte sine ru fingre for hendes, så hun kunne flette sine fingre indimellem hans. De var så små iforhold til hans. Hendes hånd druknede altid i hans. Han gav dem et svagt klem som hendes skulder rørte hans.

[Shaiin McGivens]

Hans hjerte slog hårdt. Var det fordi hans hustru var så fantastisk smuk eller fordi Salem gik ved siden af hende? Han vidste det ikke. Og det var irrelevant. Et stort smil gled over ham, som hans blik hvilede på Zia. Hun var virkelig smuk! Selv uden kærlighed i mellem dem, var hun helt og aldeles betagende! Kjolen sad fantastisk. Smykkerne, Salems arbejde, supplerede det hele perfekt. Det lange, løse hår...Det hele var perfekt. Han havde sjældent set så fantastisk smuk en kvinde!
Da de kom op til ham og han skulle vende sig mod præsten med Zia, gled hans blik alligevel over mod Salem et øjeblik. Der. Når han så dem hver for sig, slog hans hjerte helt klart hårdere, når hans blik strejfede Salem. Men det var ligegyldigt, for Salem ønskede ham ikke og lige nu handlede det hele om Zia. Dette var for hendes skyld.
Der blev ikke sendt flere blikke til Salem, ikke så længe resten af ceremonien holdt sted.
Han måtte ikke blande hans problemer med Salem ind i hans nye relation til Zia. Hun fortjente bedre. Og den tanke var med til at isolerer de to ting og han formåede at sende Zia et oprigtigt smil. Som alt andet i sit liv, fremtrådte Shaiin med samme ro og kontrol som han altid gjorde.

Bladet, blodet, ord. Zias hånd var varm og i et øjeblik var han glad for de ikke behøvede dele seng hver nat - han ville svede sin nat væk og næppe få lukket et øje. På den anden side ville hun være perfekt på en kold vinternat.
Han lyttede til hendes løfter. Gengældte hendes blik og sendte hende et smil. Shaiin havde aldrig været typen der kunne være personlig i offentligheden og det hele føltes som om han svævede uden for sin egen krop. Selv om han mente det bedste for Zia, ville han bedst kunne bevise det over for hende, når de blev alene igen. Han håbede hun tilgav ham, hvis han virkede anderledes på denne dag.
"Og lige så giver jeg de største løfter jeg har at give. Jeg lover at holde dig sikker og for resten af vores liv sikre dine levevilkår som en god ægtemand. Jeg lover at være der for dig, både i de gode og de dårlige stunder. Til alle tider skal du kunne komme til mig og finde den støtte, trøst og deltagelse som du får brug for. Aldrig skal du mangle noget, hverken materielt eller personligt. Jeg vil altid stå ved din side og intet mellem os vil kunne ødelægge dette stærke bånd mellem os. Hos dig hviler min kærlighed" Ingen direkte ord om at han elskede hende. For dem, der ønskede at det var sandt, lå det allerede i ordene. Perfekte ord, der lovede lige præcis nok. Men kunne han leve op til Zias forventninger? Hvad hun havde brug for? Men en ting var ceremonien, en anden ting var hvordan de klarede tingene til hverdag.
Den næste knude blev givet. Præsten udtalte de sidste ord, der erklærede dem for ægtefolk. Fru og Hr. Mcgivens for fremtiden. Måtte Nostamus våge over dem. Shaiin klemte let om Zias hånd. Hun var ikke alene i det hele mere. Aldrig mere. Han ville støtte hende og nu havde de resten af en fest at se frem til. Hans blik hvilede på hende et stykke tid og hendes smil var varmt. Til sidst slog han svagt ud med den ledige arm. Det var på tide de gik deres vej væk fra alteret og ned til festen, i den anden ende af rummet. Tjenere stod allerede klar med drikkevarer og maden var allerede ved at blive gjort klar.

[Aleszia Chaelóriz]

De yndige læber skiltes ad i et bredt smil, som ikke kunne holdes tilbage, da Shaiin udtalte sine løfter til hende. Hun strålede. I et øjeblik glemte hun alt om brylluppets baggrund, for blot at nyde ordene, der kom ud af munden på en mand, hun snart ville kunne kalde sin.
Endelig blev båndet strammet omkring deres håndled, og de kunne kalde sig mand og kone. Hun åndede lettet op. Med et løft i det store skørt, vendte hun sig rundt mod gæsterne, der eksploderede i jubel og klapsalver, mens de rejste sig op fra deres bænke. Hendes mor græd af glæde så tårerne trillede ned af kinderne, hvilket smittede af på Zia, hvis øjne straks flød over. Selvom det ikke var skuespil, virkede det perfekt. Smågrinende kiggede hun sig over skulderen mod Salem, for at se hans lykke spejle sin, men fandt et glimt at sorg i hans blik, som straks fik smilet til at falme. Bekymret rynkede hun panden. Dårlig nok havde han dog opdaget hun så på ham, før sorgen var væk fra hans ansigt, og hun havde glemt den.
Sammen gik hende og Shaiin ned af gangen mellem bænkene, så de kunne starte festen. Det nygifte par blev sat sammen ved højbordet med deres respektive familier og de royale bænket omkring dem. Zia rettede på sit fyldige skørt, da hun havde sat sig, inden servietten blev glattet ud over skødet i tilfælde af hun spildte. Gæsterne var snakkende ved at tage plads, mens tjenere hældte sød vin op, og den velduftende mad så småt blev båret ind.
”Kan vi løsne båndet igen?” spurgte hun dæmpet sin ægtemand, mens hun hev lidt i båndet, der stadigvæk strammede om deres håndled. Noget af blodet var smittet af på huden. I bund og grund var det faktisk ganske grotesk og upraktisk. Forhåbentligt regnede folk ikke med, de ville have det på resten af aften! Hvordan skulle de overhovedet kunne spise ordentligt med hænderne bundet sammen?

Gennem halvlukket øjne betragtede Damian kedsommeligt cermonien. Det eneste fede var da brudeparret blev skåret i, så et sug fór igennem ham ved deres smerte. Hvornår var de færdige? Han følte sig rastløs, og var ikke interesseret i de pligtopfyldende løfter eller det smukke tøj, de søde smil og vekslende blikke. Ved mørket… Tænk hans mor og Adrian skulle igennem det der på et tidspunkt. Shit! Tænk når han skulle igennem der det fjolleri, når han blev ordentlig voksen!
Han skar en grimasse. Ud af øjenkrogen kunne han se sin mors ansigt henlagt i høflig interesse, mens hun fulgte med i cermonien. Hendes tommelfinger strøg Adrians håndryg. Mon de sad dér og tænkte romantiske tanker om de snart skulle stå ved hinandens sider, og love sig selv til hinanden? Sikkert. De var blevet så kvalmende efter deres forlovelse. I det mindste fik han Adrian som far. Det var nu ikke helt galt. Englen opførte sig allerede som én både med hensyn til opdragelse og træning.
Stadigvæk…
Da cermonien endelig var færdig og brudeparret var smuttet ned af gangen, kunne gæsterne rejse sig, og følge med ned til bordene i den anden ende af hallen. Eriz lagde en kølig hånd om bag hans nakke, som de gik afsted ned mellem bænkene. Han huskede at holde sig rank, hagen hævet og hænderne op af bukselommerne. To vagter fulgte dem i hælene som bodyguards, og flere soldater stod rundt omkring. Sådan var det når kongefamilien deltog i noget. Også selvom alle tre kunne forsvare dem selv udmærket, men det gik ikke på tale, når det handlede om sikkerhed.
”Behøver jeg skulle gå det her vanvid igennem?” spurgte han mumlende sine… well… forældre. ”Kan vi bare gøre det kort, og med et ja, og ja, og bam, så er det overstået?”
Eriz smilede overbærende ned til ham, men sagde ingenting.

[Salem Imahara]

Det krævede al vilje i ham ikke at vende hans ansigt mod det forenede par, da Shaiins stemme løftede sig i løfter til hans søster. Det fristede noget dybt i ham at se derover, se om han kunne fange Shaiins blik, så han kunne lade sin fantasi løbe af med sig, som hans gamle elskers mund formede de hellige løfter. Hans hænder strammede sig bag hans ryg, men hans positur forblev afslappet og hans mund smilende som han holdt sit blik ud over de samlede væsner mens Shaiin afgav sine løfter. Og så forseglede præsten dem. Salen blev fyldt med bragende klapsalver der ekkoede af fabriks væggene, blandet med lyden af jubel og tog imod det nye, ægtede par der bevægede sig frem og ned mod festen. Han blev stående mens de passerede frem og hans blik borede sig ind i Shaiins nakke. Et åndedræt slap ham og han krængede sine hænder ud af den foldede position bag hans ryg, inden han viljede sine fødder til at bære ham frem, stadig med det samme afslappede smil klædende folderne af hans ansigt. Resten af selskabet begyndte at finde deres pladser sammen med det nyligt ægtede par.
Salem styrrede mod portene der ledte udenfor, han fangede kort blik med Zia, smilede bredere og lavede et hurtigt kast med hovedet mod portene. Jeg går lige ud lidt syntes det at sige. De stimlende mængder af væsner der skulle til stole gjorde lidt af en forhindringsbane, men han fik banet sig igennem dem og en solrig forårs dag slog ham i møde som han trådte udenfor. Skælvende hænder fandt en lille pose i hans jakkes inderlomme, nogle tynde papirer og så gik han igang med at folde en cigaret. Lænet op af den udendørsmur og fuldstændig optaget af foldearbejdet, lagde han slet ikke mærke til skikkelsen der trådte op ved siden af ham, før en finger prikkede ham i skulderen. Hans ansigt fløj op og gule øjne ramlede sammen med grønne.
Et skævt smil krydsede det fremmede ansigt. "Undskyld, forskrækkede jeg dig?" Salems pande foldede sig i en rynken, som han så den fremmede mand an. Han var klædt i en sort kappe med hætten oppe, der gik til hans knæhaser, under den kunne han se et glimt af mørke grønne klæder og på hans fødder var mørkebrune skindsko med lædersnørre der løb hele vejen op langs hans lægmuskler. Bestemt ikke nobel, selvom hans tøj var i god kvalitet. Ikke en gæst.
Salem skubbede sig ud fra muren. "En smule," Smalle øjne rettede sig mod manden. "Vielsen er slut, hvis det er det du er her for at se. Festen er lukket for andre end inviterede," Hans tone var en smule advarende. Manden nikkede ganske let.
"Det ved jeg. Jeg kiggede fra vinduet." Han pegede lige op i luften. Vinduet var på anden sal af den tre sale høje bygning. Draconianen løftede et øjenbryn og skulle til at åbne munden, men den fremmede skar ham af. "Tror du han er lykkelig?" Der var noget underligt skrøbeligt over stemmen. "Sådan rigtig lykkelig.." Salem strøg en hånd over sin nakke.
"Det tror jeg."
Den fremmede nikkede som han accepterede ordene. "Godt.." Ordet hang lidt i luften, før hans blik slog sig ned og han snurrede rundt, så hårdt og hurtigt at Salem trådte et halvt skridt tilbage for ikke at blive ramt af den flyvende kappe og med dét, sprintede han bort. Salem kunne kun stå tilbage med åben mund, som manden i sprintende tilløb tog afsæt fra jorden, ramte et stykke oppe af den nærmeste bygning, hægtede sine hænder om en vindues ramme på den og brugte den til at tage afsæt op -- og forsvandt over hustaget.
Perpleks stod han tilbage med en halvformet cigaret i hans ene hånd.

Også Adrians ansigt henlå i høflig interesse under det meste af ceremonien, hans hånd flettet tæt ind i Eriz' som hans blik fulgte ceremonien. Den var anerledes end den portusianske på mange måder, men der var elementer der var de samme som han kunne genkende. Også selvom han knapt kunne forstå præsten som talte med den tungeste pandemonske accent han nogensinde havde hørt, slet ikke som den smukke, syngende tone Eriz havde i sin stemme når hun talte, den her var næsten hviskende selv når han løftede stemmen og ordene blandede sig en smule sammen med hinanden. Endelig kunne de rejse sig og Adrian beholdt sine fingre flettet ind i hendes, som han løftede sig. Han delte korte blikke både med vagterne der fulgte dem og de udpostede soldater rundt i salen. De udviste ingen tegn på at der var noget på røre.
Han vendte ansigtet mod Damian, som den unge mand spurgte. Det trak ved hans mund. Hans egne unger havde stillet samme spørgsmål da de var yngre. "Det er en del af de pligter vi yder for landets fremmelse, så ja, det skal du," forklarede han lavmælt, som de tog plads. "Forhåbentlig finder du et passende ægteskabsmål der både gør prospektet om ægteskab mere bæreligt for dig, og samtidigt fremmer landet."

[Shaiin McGivens]

De gik ned langs deres gæster. Klappen og jubel fyldte rummet og Shaiin gav dem noget for pengene. Med rank ryg og et stort smil nikkede han hilsene til flere af gæsterne, som de banede vejen ned til bordene. Hele vejen var han dog påpasselig med hvordan han holdt sin arm, så han ikke kom til at hive i Zia og han tilpassede sine skridt til hendes tempo.
Til sidst nåede de endelig ned til bordet. De kongelige og familie nærmest. Han sendte sine sønner et blik, kun for at konstaterer at for dagens fest opførte de sig pænt. Daron prøvede at konverserer med nogen fra Zias familie, mens Xander lignede en der et eller andet sted selv kedede sig. Der havde altid været stor forskel på de to drenge, men nu havde de også hver deres mor. Døde mødre, vel at mærke, ud fra de historier de selv var kommet med. I princippet havde han intet bevis på at de var af hans blod, andet end mødrenes løfter om sandheden i det og de punkter, hvortil drengene lignede ham af udseende. En ting der var mest tydelig ved Daron.
Hans blik fangede også ryggen af Salem, som manden nærmest virkede til at flygte. Flygtede han? Shaiins øjenbryn gled sammen et øjeblik, før han besluttede sig for at han ikke kunne vide hvad Salem ville og at han burde fokuserer på sin nye hustru i stedet. Opmærksomheden lå trods alt på dem.

Så de havde sat sig og nogle tjenere var allerede i gang med at sikre drikkevarer til gæsterne og dem selv. Han lænede sig ind mod sin Zia, da hun snakkede, før han vendte sit ansigt helt om mod hende med et lille smil. Kunne de? Ville det være passende? Ja. Hans anden hånd gled ned og løsnede knuderne med blide tag, til båndet var løsnet helt op. Han foldede det i sin ene hånd og lagde det under kanten på sin ene tallerken. De fleste accepterede man bandt båndet op, så man kunne spise og danse bagefter. Så længe man ikke smed båndet over sin skulder i en form for disrespekt.
"Deres Majestæt! Jeg er så glad for De valgte at deltage" Bemærkede han, da han lænede sig frem i stolen, for at fange Erizs opmærksomhed. Maden ville snart blive serveret. Tre retter. Derefter mulighed for dans og bagefter? Så var festen i princippet slut.
"Må jeg lykønske Dem med Deres egen forlovelse?" foreslog han, før hans blik gled over til Adrian, som han venligt nikkede til. Blikket gled også over til Damian et øjeblik. Flint var her ikke og et eller sted var han usikker på om Eriz overhoved ville dukke op. Det havde jo været hendes Djinn. Men måske hendes nye forlovelse gjorde hende mindre hævntørstig? Eller måske var det fordi Shaiin stadig var en adel og dem slog man ikke bare ihjel. Specielt ikke hvis de kunne være nyttige.
Uanset hvad, ville det være uhøfligt ikke at hilse på det kongelige par. Også selv om ens nye svigermor sad på den anden side af bordet og trippede med fødderne. Han tvivlede ikke på hvad hun ville snakke om. Deres familie, måske endda med udsigten til børnebørn. Efter alt det med Salem, vidste han der lå mange former for pres på Zias skuldre. Han var glad for han kunne lette nogle af dem for hende. Han sendte sin nye hustru et beroligende smil.
Så glad hun så ud. Man skulle næsten tro Zia var oprigtig forelsket. Forhåbentlig mere i ceremonien end i ham selv.

[Aleszia Chaelóriz]

Lettet gned Zia sit håndled, efter Shaiin havde løsnet båndet. Ikke fordi det havde strammet, men fordi rester af deres blandet blod, var smittet af. Flygtigt kastede hun et blik mod båndet, han varsomt gemte væk under sin tallerken. Når de kom hjem måtte de hellere få det i glas i ramme – som traditionen forskrev. Normalt hang man det over ægteskabssengen, så man altid ville huske det bånd, der var bundet imellem et par, men med planer om at skulle sove i hver deres værelse, kunne de hænge det op i stuen.
Med et træk på mundvigen gengældte hun Shaiins varme smil. Blidt gav hun hans hånd et forsikrende klem, før hun glattede servietten ud på sit skød, så selv hvis hun mod alt forventning skulle spilde, ville det ikke skade den pragtfulde kjole. Hun følte sig jo, nærmest som en dronning – apropos…
Tøvende skævede hun til den kongelige familie, Shaiin lige havde henvendt sig til. Hjertet hamrede afsted ved synet af dronningen, da det nu var første gang, hun faktisk rigtigt så hende. Rygterne talte sandt. Ilden skåne hende, rygterne talte sandt. Skønheden hos dronningen blev kun udkonkurreret af mørket i hendes isklare øjne. Kort mødte de hinandens, og Zia kunne have svoret på, at i det øjeblik så hun en hadefuld trækning ved dronningens næsefløj.
”Kære Shaiin, end ikke fem drager, ville kunne holde mig væk,” svarede warlocken lattermildt, uden spor af den kulde Zia lige havde mærket fra hende. Det var kvalmende at høre, hvordan hun snakkede til Shaiin. Intet andet ønskede Zia end at gribe sin gaffel, og begrave den i ansigtet på det forfærdelige kvindemennesker – så var hun færdig med at se køn ud! Lidt røg blev pustet ud over læberne, da hun åndede tungt ud. Hænderne under bordet knyttede sig om stofservietten.
”Dér må været noget i luften med alt den kærlighed, ikke sandt?” forsatte dronningen, og lagde sin egen slanke hånd med de lange kløer af negle på sin forlovets skulder. Zia betragtede ham nærgående. En engel. Hvordan kunne han af alle, finde skønhed i det… det væsen?! ”Jeg tænkte det var på tide, Marcellus’ greb om os alle forevigt blev fjernet. Det bliver vidunderligt, at kunne hviske hans familienavn væk fra mit.”
Zia var overbevist om, hun kunne høre en hånlig undertone i ordene. Dronningen vidste helt klart, hvilken side Imahara familien havde været på, og det skulle ikke undre hende, hvis de ord havde været tildelt til hende personligt.
Hun vendte ansigtet væk, for i stedet at se efter Salem, men da han ikke var til at finde, måtte hun nøjedes med sin mor.

Skeptisk havde Damian hævet et øjenbryn af Adrians kommentar, inden de satte sig til rette ved det store bord.
”Du ved godt, jeg er en dødsengel, ikke? Jeg tror næppe, jeg finder en kvinde, der ville gøre ægteskab interessant. Bare fordi du har haft fundet to…” fnøs han, og slyngede sin serviet over skødet. Et held hans mor var for optaget, af at snakke med Shaiin, for hvis hun havde hørt ham, ville hun nok havde sendt ham… hold nu på hatten… et skarpt blik! Hun hævede knap nok stemmen for ham, selv når han havde gjort noget rigtigt skidt – som at fornærme Kaptajn Lortefjæs eller Lady Hesterøv.
Hvorfor måtte han ikke sidde tættest på Shaiin? I det mindste ville han have nogen at snakke med så, i stedet for at sidde her og kukkeluer, som en anden porcelænsdukke. Yup! Han skulle have været blevet hjemme ved Flint. Eller tvunget Flint med. Helt ærligt! Hvad var det store rush omkring dragetøsen overhovedet? Hun var da meget pæn, og hendes tænder var ikke skæve. Derudover havde hun nogle awesomme øjne. Shaiin virkede endda også glad, og var det ikke noget af alt det pis, Flint havde plapret om i farten af alt det andet? Nej, han kunne ikke forstå problemet i det hele.
I det mindste havde tjeneren hældt vin op i hans glas, og hans mor havde ikke opdaget det.
[/i][/i]

[Salem Imahara]

Den lette trækning ved hans mund, strakte sig i et mildt smil af Damians svar som de satte sig. Han var endnu så ung. Der var ikke megen nytte i at diskutere med ham eller forsøge at forklare ham det. Det var simpelthen noget han ville være nødt til at opleve selv. "Led efter en partner i stedet for kærligheden så. En der kan holde trit med dig. Det var alt jeg mente med interessant," Hans blik vandrede sidelæns til Eriz' som nu var blevet trukket ind i samtale med Shaiin. Der var en næsten svulmende fornemmelse i hans bryst når han så på hende, som næsten syntes for meget for en mand i hans alder. Hans blik trak sig tilbage til Damian, mens en af tjenerne fyldte den unge mands glas. Han så på ham med et let løftet øjenbryn. Hans ene mundvig vippede op. Og så lod han sig blive optaget af den samtale der foregik til hans side som Eriz' lange, elegante fingre lagde sig over hans skulder. Han fornemmede en underliggende aggression mellem kvinden han elskede og kvinden ved siden af Shaiin og rankede sig om muligt endnu mere op i stolen ved siden af hende. "Det tror jeg vi alle kan være enige om," tilføjede han til Eriz' kommentar om at fjerne Marcellus' greb i hans sædvanlige monotone stemmeleje, mens hans ansigt lagde sig i velkendte rolige, usigelige folder. "Og jeg tror det er os der skal lykønske her, det er trodsalt jeres bryllupsdag." Servietten blev lagt over hans ene lår. Grå øjne flyttede sig ikke fra det nye ægtepar. Der var ingen aggression i hans blik, blot blikstille rolighed. "Jeg tror ikke vi nåede at blive officielt introduceret for hinanden til krigsfejringen," Han måtte læne sig et godt stykke frem, men hans hånd nåede henover bordet fremstrakt. "Adrian Storm."

Udenfor var det endelig lykkedes Salem af få foldet hans cigaret færdig. Han antændte den med et let, flammende pust fra hans læber og satte den imellem hans læber. Det var en gammel, dårlig vane han havde samlet op fra hans ungdoms kæreste. Det år siden han sidst havde gjort det, men urterne han blandede med tobakken havde en dejlig, beroligende virkning på ham og som han stod der, begyndte hans anspændte muskler at smelte en smule hiv for hiv af den. Tyk, grålig røg krøllede sig i luften foran ham. Han kunne gå nu. Foregive at der var en eller anden katastrofe i smedjen. Sage ville spille med på den. Men selv som han overvejede det, kunne han ikke lade Zia i stikken derinde, og han skubbede tanken fra sig. Han havde også mistet smagen for cigaretten og smed den fra sig på jorden selvom den blot var halvt røget, efterlod den rygende på brostenene mens han gik indenfor igen. Han havde plads oppe ved højbordet, og forsøgte så uset så muligt at finde plads deroppe, dumpende ned i sædet ved siden af Zia. "Hvad er jeg gået glip af?" spurgte han ud af sin mundvig, kommende ind samtidigt med at den kommende konge af Pandemonium strakte en hånd frem mod Shaiin ved siden af Zia.

[Shaiin McGivens]

Shaiin var ikke blindt til spændingerne mellem den kongelige familie og familien Imahara, der til for et øjeblik siden var kendt som forræddere af landet og af dronningen. Hans penge ville sørge for at familien havde et ordentlig sted at bo, selv om han aldrig ville kunne hive familien op til samme status som før. Det ville for evigt være skadet af dette, medmindre en anden tog tronen. Men selv om der uden tvivl lå skjulte hentydninger bag hvert et ord, smilte Shaiin blot som om han ikke havde opfanget dem. Det var det politiske spil, trods alt. Hentyd en masse, sig det aldrig direkte og gjorde man det rigtigt, ville folk end ikke opdage hvis nogen var uenige.
Han lænede sig en smule tilbage i sin stol og lagde selv en sigende arm om Zias stol. Han sendte Zia et svagt smil og blinkede til hende med det ene øje, før han så tilbage på Eriz.
"Efter al den krig, har vi brug for at samle resterne op. Et par fester med grobund i kærligheden vil gøre et glimrende job" bemærkede han og hentydede selv til at en forlovelse af landets dronning lovede landet mere stabilitet. En ting folk virkelig bare elskede. Upartisk som han var, kommenterede han ikke på det med Marcellus. Han havde hjulpet Eriz og det måtte være mere end nok. I stedet fjernede han sin arm fra Zias plads for at give englen sin hånd, trods han måtte rette sig en anelse op fra sin stol. Shaiins håndtryk var fast.
"Shaiin McGivens. En fornøjelse"
Right. Selv samme engel, som han havde stjålet planer fra tidligere. Han vidste skam godt hvem englen var. Ærgerligt han havde mistet sin praktiske stilling ved slottet, ingen undskyldning for lige at smutte forbi og tjekke op på tingene mere. Han havde ellers nydt at være på forkant med mange af de kongeliges holdninger eller planer. Dem der var offentligt kendte eller som Flint ikke kunne holde til sig selv, i det mindste. Også selv om han aldrig havde kunne lokke Flint til at røbe alt.
Hans blik gled over til Salem et øjeblik, som manden var vendt tilbage. Det hvilede der kun et øjeblik, før han så over mod Damian i stedet. At se for længe på Salem...
Hans dronning havde skarpe øjne. Han ønskede ikke nogen skulle få de forkerte ideer.
"Så...Damian..." Damian sad ikke tætteste på ham, men mon ikke han kunne få en lille samtale i gang alligevel?
"Hvordan går din træning?"
Maden blev båret ind og snart fik folk lige så travlt med at udvælge og få serveret deres forret, som af at snakke indbyrdes. Forretten bestod af fisk, importeret fra Vavilon. Han kunne sikkert have fået nøjagtig det samme i Portus, men et eller andet sted elskede han tanken om at hans lille køb i landet ville hjælpe deres økonomi lidt. Uanset hvor lille et beløb Shaiin ellers havde eller ikke havde givet. Bedre økonomi i landet, ville trods alt betyde flere penge til folket og dermed større forbrug. Han ville kunne sælge flere varer igen.
Zia blev aldrig glemt. Han sikrede sig hele tiden at hun havde det godt. Havde hun nok væske? Mad? Og hvis ikke det var praktiske småting, gled hans hånd ofte ned og tog hendes. Han vidste der var spændinger mellem familierne, men dette var Zias nye lod. Nu skulle hun bære hans navn og dermed være en repræsentant for hans familie, når de var ude offentligt. Han håbede Zia ville kunne leve op til det ansvar.

[Aleszia Chaelóriz]

Maden var udsøgt, og alle spiste godt af både forretten og hovedretten. Tydeligvis var der ikke sparet på noget. Zia brugte det meste af middagen på at enten tale med Salem eller gamle venskaber, der hurtigt sluttede sig til dem. Mange kendte jo begge de to tvillinger. Misundelsen i de fleste veninders stemmer var tydelig, og fik Zias sky smil til at vokse sig bredere, hver eneste gang en bemærkning blev lagt. Med en skuespillerindes elegance smøg hun sig rundt i løgnene med en tunge, man skulle tro var tvedelt.
Hendes stemme var tyk af lidenskab, da hun holdte sin tale i midten af hovedretten, og det blik hun sendte sin nye ægtemand, var fyldt med varme og omsorg, hvilket fik hendes mor til at bryde ud i glædestårer. Talen fortalte både om det ubrydelig venskab, de havde støbt som børn, samt den støtte hun havde fundet i Shaiin, da hun pludselig stod uden noget som helst. På intet tidspunkt formede hendes læber dog ord som kærlighed, fremtidige børn eller romance.
Efter talen pressede hun et varmt kys ind mod Shaiins mundvig, inden hun igen satte sig trofast ved hans side til alle gæsters klapsalver. Hun vekslede et enkelt sigende blik med Salem, gemt væk bag et smalt smil.
”Lidenskabelig nok?” spurgte hun ham dæmpet, mens servietten igen blev lagt over skødet. ”Jeg tror hvert fald moder åd det råt.” Diskret nikkede hun mod deres mor, der var i fuld gang med at tørre sine øjne, alt imens hun pludrede løs med en anden adelsdame, om hvor heldigt det var, at hvert fald ét af hendes børn, kunne give hende børnebørn – og åh hvor ville de dog blive smukke! Dæmon og draconian! Sikke et perfekt match! Hendes ægtemand ville være så stolt.
Zias mundvig spændtes.

Hver eneste gang han var ved at nævne Flint, var det som om tankerækken i hans hoved, blev blokeret så han mistede fokus. Det tog ikke lang tid for Damian, at regne ud det var hans mor, der var på spil i hans hoved, for at undgå han nævnte den gamle djinn i Shaiins påhør. Problemet var bare at jo være hun modkæmpede ham, jo mere stædig blev han. Irritationen over hendes uskyldige smil, som om hun gjorde ingenting, gik ham på nerverne.
Til sidst tabte han simpelthen selvkontrollen, og forsøgte bare at råbe navnet, men dårlig nok havde han taget beslutningen, før han pludselig ikke kunne bevæge tungen. Flammerne… idiotiske… AHR!
Vredt sendte han hende et blik, men hun smilede bare sødt til ham.
”Jeg tror det Damian prøver at sige er, at han skam ikke er ensom på slottet, og han glæder sig til sin 15 års fødselsdag,” overtog hun, og flyttede sin opmærksomhed mod Shaiin, de havde været i samtale med. Hendes hånd flyttede sig fra Adrians hånd ned til hans lår, som hun gav et blidt klem. ”Men du må have mig undskyldt, min kære. Jeg er lige nødt til, at sørge for min søn får noget vand. Åbenbart har han drukket mere end rigeligt vin.”
Hun rejste sig fra stolen, og gjorde tegn til Damian, skulle følge med – også selvom det var en løgn! Han havde end ikke drukket halvdelen af sit glas, fordi Adrian hver eneste gang, holdte en bred hånd over glaskanten, når det gik for stærkt. Hvorfor måtte han ikke nævne Flint?!
”Hvorfor må jeg ikke nævne Flint?!” snerrede han surt til sin mor, lige så snart de var kommet et stykke væk, og hun havde givet ham følelsen tilbage i munden. ”Det er jo ikke fordi Shaiin bryder grædende sammen! Han elsker draconianen nu!”
”Være sød Damian. Nogle gange er alting ikke som det ser ud til,” sukkede hun, og skubbede ham frem for sig mod et bord fyldt med drikkevarer. ”Shaiin har ingen følelser for hans brud.”
”Det er heller ikke hende, jeg snakker om.” Surt lagde han armene over kors, mens hun hældte et glas med vand op til ham. ”Jeg snakker om den anden draconian ved siden af. Sådan som de sender hinanden blikke. Jeg er ikke dum, mor.”
Hun kunne ikke holde et stolt smil tilbage, og strøg ham gennem håret. Glasset med vand blev rakt til ham.
”Jeg glemmer hele tiden, hvor dygtig du er blevet.”