Give us the girl!

[Saïx Veterano]

Saïx betragtede tavst Lili mens hun sprang ned fra hans favn for at fylde te op i Morias kop, og rakte den til djinnen. Det var virkelig som at se en helt anden person end den lille pige, Isabel og Caleb i sin tid havde taget med til Eian for at beskytte hende for enhver som kunne finde på at overlevere hende til Eriz eller én af hendes mænd. Hun var vokset op her, under Eians tag. Hun var blevet en ung kvinde, og bar sig som en ung lady ville gøre det. Det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, når hun trak en smule på smilebåndet som han var sikker på at han en eller anden gang måtte have set den pandemonske dronning gøre i sin tid i det askebefængte land.
Kun Eians bemærkning om hvad de kunne garantere for Lilis sikkerhed fik ham til at løsrive blikket fra den unge warlock, for i stedet at fæste sig på englen. Hans blik var som daggerter.
”Jeg sagde ikke at Lili kommer til at blive her på ubestemt tid.” understregede han, både overfor Lili, men så sandelig også overfor Eian selv. Han rettede sig en smule op. Han var nødt til at minde sig selv om hvorfor de havde placeret Lili hos Eian. De var udsatte på gården, og var i sidste ende også blevet angrebet. Men hvis han og Moria kunne finde et nyt skjulested, kunne de være trygge igen. ”Lili kan blive hos dig, men vi kommer for at hente hende, Eian. Når vi finder et sted sted, og kan garantere hendes sikkerhed, kommer vi for at hente hende, om jeg så skal tage hele vejen til Istus og tilbage igen. Der er for farligt i Portus, så længe folk leder efter os. Os alle sammen. Og når Isabel og Caleb har fået taget sig af problemet, ved jeg at de også vil have vores familie samlet igen.” Hans blik faldt tilbage til Lili, både så han kunne understrege for hende hvor meget de alle ville have hende tilbage hos dem, men også Eian kunne have tiden til at svare Moria på hendes spørgsmål omkring hendes familie.

[Eian Winters]

Med et smalt smil tog Eian imod teen, som han hvilede på armlænet i et slapt greb, der fik det til at virke, at koppen kunne tippe hvornår det end skulle være. Hans blik hvilede på vampyren – ikke uden spydig tilfredsstillelse.
”Selvfølgelig,” svarede han blot på formaningerne, og lod sin frie hånd falde på Lilis knæ, da hun tog plads ved hans side på armlænet. Han kunne mærke hendes nærvær, som en tung, sød parfume kælende i hans næsebor. Smilet voksede sig en anelse bredere, før Lady Veterano henvendte sig direkte til ham, og han uddelte sin opmærksomhed til hende.
”Familien Koontz? Ahhh, det er Deres familie, ikke sandt?” Hvis han skulle være ærlig, havde det kun været på grund af Caleb, han havde lagt noget som helst fokus på den familie. Selvom magikeren ikke var rådsmand længere, var Veterano-navnet stadigvæk mægtigt, bare på andre måder. På trods af sine pligter overfor Gudinden, Portus, Adrian og kongen, kunne Eian ikke lade være med, at se op til de to søskende, der jo nærmest var legender! På godt og ondt. De stjal altid opmærksomheden.
Overvejende kradsede han sig selv på hagen, inden at han trak på skuldrene, og igen lagde sin hånd på Lilis knæ.
”Så vidt jeg ved, har de tilbragt meget tid i Pandemonium efter at borgerkrigen endte, men jeg ved ærlig talt ikke, om de har flyttet bopæl, eller om det blot var for et par år. Måske er de vendt tilbage til Portus?” Han kunne ikke få sig selv til at afsløre, at hverken Pandemonium eller Portus var et sikkert sted at være, for folk med forbindelse til Veterano-navnet. Måske havde Koontz opdaget det, og stukket af til Vavilon. Ville hvert fald være det sikreste sted lige nu. Han smilede fortrøstningsfuld. ”Jeg er dog sikker på, de har det godt. Indtil videre har jeg ikke modtaget nogle rapporter om dem, hvilket du skal tage som et godt tegn.”

[Lili Zeno]

Ved Saïxs pludselige og måske en anelse aggressive ord rettede Lili sit blik op på mod ham. Hendes ene hånd gled ud og lagde sig på skulderen af Eian. Det var tydeligvis en kamp og de havde vundet den for nu, men hendes anden far var mere stædig end bare at lade sig overrumple på den måde. Det var klart. Derfor var det også en kamp for fremtiden. En kamp til den dag når de dukkede op igen med et nyt hjem og en ide om ny sikkerhed. Til den tid ville hun uden tvivl være blevet ældre og ingen kunne sige hvad hun mente var en god ide til den tid.
"Selvfølgelig, far" medgav hun roligt, for at berolige Saïx. Som en god pige der vidste hvornår hun gik over stregen og som gav efter over for sine forældre.

Morias skuldre faldt lidt. Så Eian havde ikke hørt så meget...Det var et godt tegn, ikke? Så var de i hvert fald ikke henrettet offentligt eller giver til nogle adelige, der ønskede sig en familie af djinns. Men trods hendes familie var klodset anlagt og, måtte hun indrømme, manglede succes i at fremstå som helt adelige, havde de jo erfaring i at gemme sig når det blev farligt. Hun måtte bare stole på de alle var i sikkerhed. Hun sendte Eian et takkende smil, før hun rejste sig op. Hun satte sin thekop fra sig på bordet.
"Mange tak. De har ret. Det må være et godt tegn" Hun følte sig dum for at bekymre sig så meget. Hvor ville hun give alt for at se dem igen! Et ønske...Men det var hendes lod kun at give ønsker, ikke at modtage dem. En gammel lektie. Måske en af de første. En djinn og djinn kan ikke binde sig.
Hun rømmede sig svagt og sendte tvivlsomt Saïx et smil. Hun forstod godt dette gik ham på. Måske havde han ret, måske når de havde fundet et nyt hjem, kunne de hente Lili. Også selv om det ville blive et liv fuld af skidt og hårdt arbejde. Ville Lili tilbage til den slags, når hun var van til dette her?
"Jeg vil trække mig tilbage" takkede hun så og nejede let, trods hun ingen kjole havde at trække ud i. En gammel vane der var kommet krybende. Det gik hurtigt op for hende at hun ikke kendte vejen og hendes blik flakkede over mod Saïx igen...
Men som at trykke på en knap virkede det til at Lili forstod hende og pigen havde snart forlad armlænet igen og sat sin egen the fra sig. Taget hendes ene hånd...Åh, hendes små barne-hænder var så bløde...
"Kom Tante Moria. Jeg kan vise vej. Jeg kan vise dig hvad jeg har lært af magi! Havde du ikke ondt om anklen?"
Pigen snakkede løs, som hun trak Moria med sig ud af rummet. Moria nåede slet ikke at overveje hvornår Lili havde lagt mærke til den slags...

//Out