Give us the girl!

[Saïx Veterano]

Lydigt fulgte Saïx Eians invitation til at forlade rummet, så rådsmanden kunne vise ham vejen til gæsteværelserne. Det gjorde ham ikke det mindste at lade Moria få værelset med badeværelset. Det var sikkert én af de ting hun savnede mest fra sit gamle liv. På gården havde de selvfølgelig haft et gammelt kar de kunne fylde med vand, og som Cal med hjælp af sin magi kunne varme op, men det var nok stadig ikke i nærheden af hvad hun kunne få her.
”Jeg kan stadig ikke love at vi bliver i lang tid.” måtte han alligevel lade ham vide, og håbede blot at han forstod. Han havde det skidt med at tage Lili væk uden videre, men før eller senere ville de blive nødt til at rejse videre. Hvis ikke for deres egen sikkerhed, så i hvert fald før det gik ud over Eian selv. Hvor længe kunne man stole på at hans tjenere ville holde mund omkring hans gæster? ”Men jeg siger ikke nej til noget blod. Ikke lige nu, men hvis det kunne arrangeres så tæt på når vi tager herfra som muligt, ville det være perfekt. Så kan jeg holde behovet for dyreblod en smule på afstand.” Det faldt ham overhovedet ikke ind, at rådsmanden måske ikke havde lyst til en så åben samtale om blod. Det var trods alt en adelsmand han stod overfor, og Saïx’ snævre erfaring med de adelige fortalte ham at den slags emner havde det med at få dem til at rynke på næsen. Men hvornår havde han sidst talt med en adelig?
Smilet falmede en smule, da rådsmanden nævnte Isabel. Savnet stak som en syl i brystet på ham, men han formåede at forme et smalt smil. ”Jeg ved ikke hvilke historier Lili har fortalt dig, men… ja, hun har været igennem meget. Og vi er et par.” bekræftede han. Der var første gang han fortalte det til nogen udenfor familien. Macaria var vel familie, på en måde, var hun ikke? Hun var hans skaber, og hun var sammen med Isabel da hun døde… Det gjorde hende i hvert fald til familie i hans bog. Smilet falmede dog igen, og banede vej for en alvorlig grimasse. ”Jeg kan stadig ikke tro at de er blevet gjort lovløse. Efter alt de har gjort for Portus… Kong Vaelon må være gået fra forstanden.” Han skævede til englen. Var det ikke hans job som en rådsmand at rådgive kongen? Han var stadig ikke helt indforstået med den portusianske politik. ”Og at trække Moria ind i billedet… Hun har ikke gjort noget for at fortjene det.” tilføjede han. Ingen kommentarer om hans egen lovløshed.

[Eian Winters]

Eian smilte smalt til vampyren.
”I er hvert fald velkomne så længe I har brug for.”
Med en hånd åbnede han døren ind til ét af gæsteværelserne, som var det til Moria. En anden dør førte videre ind til et lille badeværelse med marmorgulv, som hun kunne have for sig selv. Traditionstro stod en statue af Inei på kommoden i værelset, og ellers var der både en stor, blød seng med uldtæppe, en rejsekiste, og udsigt ud til det frådende hav nedenfor klitten.
De gik videre ned af gangen, for at komme til Saïxs værelse. Imens lyttede Eian tavst til hvad Saïx fortalte om Isabel, samt hans holdning til kongens beslutning om Veteranoerne. Et tungt suk forlod ham.
”Hvor meget det end også smerter mig, må jeg tilstå, at jeg forstår Vaelons handling. Jeg var der selv, da han underskrev dem som kriminelle. Selvom Portus virker fri, er vi langt fra uden lænker på grund af dronningen i Pandemonium, Eriz LaPiera Black. Hendes trusler om krig hvis vi ikke udlevere Veteranoerne, hænger over vores hoveder, og hvor meget blod tror du, der vil flyde i gaderne, hvis sådan en krig springer ud? En krig med flere tusinder af ofre i bytte for to personer,” fortalte han ikke uden en snert af desperation i stemmen. Han skubbede døren til det næste gæsteværelse op, og lavede en inviterende gestus med hånden, som tegn på Saïx skulle træde først ind. ”Jeg vil dog gøre alt i min magt, for at sikre du og Lady Veterano får en retfærdig rettergang, men I begge to – specielt Lady Veterano – må forstå konsekvenserne for jeres indtrædelse i Veterano-familien. Jeg vil også kæmpe for at Calebs straf ikke bliver for hård. Trods alt var han engang rådsmand, men Isabel…” Han drog et suk, og slog opgivende ud med armene. ”…af lov og blod tilhøre hun Pandemonium.”

[Saïx Veterano]

Smilet falmede mere og mere fra Saïx’ læber, jo mere rådsmanden fortalte ham. Han fangede sig selv i at sende englen et mørkt blik ud fra øjenkrogen. Hvor meget blod der ville rende hvis Eriz erklærede Portus krig? Hvor meget blod havde Isabel og Caleb ikke hindret i at flyde gennem årene!?
”Du ved forhåbentligvis lige så godt som jeg, at Isabel og Calebs liv begge to er mere værd, end mange andres. Både dit og mit.” Isabel havde mange gange fortalt ham om de portusianske værdier, men han kunne stadig ikke forstå dem. Hvordan kunne landet i sig selv være vigtigere end dem, der udgjorde det? Hvordan kunne det være Ineis vilje at samtlige portusianere skulle ofre deres liv, så længe landet i sig selv bestod? Det ville i sidste ende være et land befolket af lig. Han kunne ikke fatte det. ”Jeg vil råde dig til ikke at fortælle Moria hvad du fortalte mig. Det er meget muligt det vil få vores afrejse herfra til at ske hurtigere end vi planlagde.” Det var umuligt for ham ikke at få ordene til at lyde hårde. Hænderne havde knyttet sig en smule langs hans sider, og hele hans væsen skreg af anspændthed. Og så at Eian tilsyneladende allerede havde afskrevet Isabel som en fra Pandemonium, og dermed ikke kunne reddes? Kæben strammede sig. ”Isabel og Caleb kommer aldrig til at overgive sig. Ikke så længe Eriz kan bekæmpes. De har stået imod hende før og kommet fra det med livet i behold. Eriz er farlig, men hun er ikke usårbar. Og jeg lader ikke nogen tage Isabel fra mig igen.” Endelig drejede Saïx blikket fuldstændig mod Eian, og betragtede englen, næsten som om han med blikket forsøgte at vise Eian at han virkelig mente at ingen skulle så meget som prøve. Langsomt så det ud som om vampyren fik manet ro over sig selv, og skuldrene sank igen. ”Undskyld. Jeg ved du sikkert har dine grunde til dine holdninger, men jeg er ikke fra Portus. Jeres værdier er fremmede for mig.” tilstod han med et suk. ”Måske skulle vi tage tilbage til Moria og Lili.”

[Eian Winters]

I et øjeblik betragtede Eian tavst vampyren, som han med hårde ord syntes både at true ham, samt fornærme både Portus og hans dømmekraft. Fornærmelser og trusler var rådsmanden dog vant til. Det hørte med til jobbet, og han vidste Saïxs ord bundede i kærlighed til de to Veteranoer. Roligt mødte Eian hans blik, mens hovedet lagde sig en anelse på skrå.
”Misforstå mig ikke. Jeg ved udmærket godt, hvor meget Veteranoerne har gjort for Portus, og jeg nære ingen varme følelser for Eriz LaPiera Black, men jeg er ikke blind for hendes magt. Selv ikke Isabel og Caleb vil kunne beskytte hele landet mod hende, hvis hun skal vælge at gå i krig mod os, og vil du virkelig bilde mig ind, du ikke kan se uretfærdigheden i at bytte deres liv for tusinder af uskyldiges?” spurgte han med øjenbrynene let hævet, inden han tog et enkelt skridt frem mod vampyren. ”Er det ikke det de allerede har gjort? Byttet deres sjæle for andres? Beskyttet så mange forsvarsløse som muligt? Hvordan tror du, det vil effekter dem, hvis de pludselig er skyld i flere tusinde af døde i en massakre udført af Pandemonium, fordi vi hjalp dem? Hvor lang tid vil der ikke gå, før de meldte sig selv til dronningen?”
Han lod sine ord hænge i luften mellem dem til overvejelse, før han forsatte med mere dæmpet stemme.
”Måske ser vores handlinger grusomme og utaknemmelige ud for jer, men vi gør det for at beskytte flest muligt. Også Veteranoerne. De ville blive knust, hvis de var skyld i uskyldiges død.”
Han slap vampyren med blikket, før han rettede sig op igen, og gjorde et hovedkast ud af værelset. De kunne blive ved med at diskutere det her i dagevis, men det ville ikke hjælpe noget eller ændre på situationen, som den var. Alt han kunne gøre, var at hjælpe hvor han kunne – og det var at tage sig af Saïx, Lady Veterano og Lili.
”Gå ned til pigerne, så kommer jeg med noget te og lidt nødder. Jeg skal nok lade være med, at sige noget om det her til Lady Veterano. Hun virker allerede til, at have nok på sine skuldre, og jeg ønsker ikke andet, end at hjælpe jer. Som jeg sagde før… I er sikre her,” afsluttede han med et lille smil.

[Saïx Veterano]

Han havde sådan lyst til at protestere, men det endte med at han stod med åben mund, uden at et ord forlod ham, og han lod den falde i igen. Han hadede, hvor ret Eian havde. Han kendte både Isabel og Caleb godt nok til at vide, at hvis valget stod mellem at de skulle ofre sig, eller at Portus, og alle de uskyldige, ville blive udryddet, ville ingen af dem tøve med at gå direkte ind i flammerne – uanset hvem de efterlod. Ligeså vidste han at de ville bebrejde sig selv for at have reddet deres egne skind og ladt Portus i stikken, hvis Eriz virkelig gjorde alvor af sine trusler. Saïx vidste ikke om han kunne bære tanken. Tanken på at miste Isabel igen…
Han sagde ingenting til Eian som svar. Om det var fordi han ikke havde noget at sige, eller om det var af skam over at han havde talt sådan til rådsmanden som han havde gjort kunne enhver spørge sig om, men ikke desto mindre var han tavs. Han nikkede kun som den eneste respons til Eians afsluttende forsikring om at de var trygge, før han drejede om på hælen, for at tage tilbage til Moria og Lili. Lili… pigebarnet havde altid været skræmmende god til at aflæse ansigter. Han var ikke i tvivl om at det var en evne hun havde i behold, selv efter alle de år. Før han rundede det sidste hjørne for at komme tilbage til stuen de befandt sig i, tog han sig derfor tiden til at samle sig en smule, så han ikke så nær så nedslået ud. Det var lige så meget for Morias skyld, som det var for Lili. Først da han var sikker på at smilet om hans læber så autentisk nok ud, rundede han hjørnet for at slutte sig til dem.
”Så er det officielt, i to! Vi bliver her i nogle dage. Og Moria? Du har fået et værelse med bad.” fortalte han hende med et træk på smilebåndet, før hans blik fæstede sig på Lili. Smilet voksede sig en tand bredere. ”Og jeg tror der er nogen der er nødt til at fortælle mig, hvad hun har lavet i al den tid. Jeg har så mange historier jeg skal høre!” Talte han stadig til hende som om hun var et barn? Arh… i Saïx’ øjne ville Lili altid være et barn. Deres lille prinsesse.

[Eian Winters]

Saïx var tavs, men det var den effekt Eian havde på folk, når han først begyndte at tale. Måske havde Vavilon og Pandemonium haft deres sølvtunger, men Portus havde skam også én.
Han gik forbi køkkenet, hvor vandet stadigvæk var varmt, efter ham og Lili’s te tidligere på aften. Køkkenet var ikke så stort, da de altid kun havde været to personer i palæet, så det var nemt, at finde rundt i. Efter kort tid var han på vej tilbage til stuen med en bakke, hvorpå der stod en dampende kop te og en skål med friskt frugt. Koppen og skålen var selvfølgelig lavet af hvidt porcelæn.
Forsigtigt stillede han bakken på et hjørne på sofabordet, inden han gav sig til, at samle alle sine dokumenter sammen, så de kunne få lidt plads til at sidde omkring bordet. For en sikkerhedsskyld vendte han stakken på hovedet, for at ingen ville kunne læse de sirlige skrift på papirerne.
Selv tog han plads i lænestolen, hvilket gav Moria og Saïx muligheden for at kunne sidde sammen på sofaen overfor. Utroligt hvor hærget og vagtsom man kunne komme til at se ud, efter at have været på flugt i så mange år. De lignede snart mere dyr end civiliseret personer. Hvis han råbte ”bøh,” var han ikke i tvivl om de begge ville fare sammen. Saïx ville nok gøre klar til angreb, og Moria klar til flugt. Sjovt. Den samme paranoid og mistænksomhed lå ikke så slemt ved de to andre Veteranoer. Måske fordi de ikke havde kendt til andet…
Hans blik blev trukket hen mod Lili. Synet af hende fik ham til at give et lille suk fra sig, inden han rakte en hånd ud mod hende, som tegn til hun skulle komme over, og sidde ved ham. Han mærkede en snert af ejerfornemmelser. Hun var alt, han havde tilbage, og nu kom to personer, der opførte sig som var de hendes forældre, selvom det var ham, som havde opfostret hende i de sidste mange år. Alt havde han givet hende. Fantastiske kjoler, legetøj, bøger. Når han havde været hjemme, havde han lært hende at danse, selvom det var endt med, han trådte hende mere over fødderne, end hun gjorde ved ham. Han havde læst bøger med hende – den ene tykkere end den anden. Han havde lært hende at regne. Og det sidste års tid… hvordan hun kunne bruge sine kræfter.
En hånd gled ned over hendes skulder, inden den fandt hvile mod hendes ryg, så han kunne trykke hende lidt ind mod sig. Selvom der ikke var plads i lænestolen til de begge to kunne sidde side om side, var han vant til, hun enten sad i hans skød eller på armlænet. Dér kunne hun følge med i alt han læste eller sad med. Forhåbentligt ville hun ikke blive lige så forandret som Lady Veterano, når de tog hende med. Han ville hade, at se hende blive ødelagt på den måde…
”Jeg har lært hende, at bruge noget magi. Hendes kræfter er storslået, så vi blev nødt til tidligt, at finde ud af, hvordan hun kunne styre dem, og hvad præcist hun kunne,” fortalte han, og smilte stolt til den unge pige, hvis hår han ikke kunne lade være med, at lade fingrene køre igennem. ”Hvad jeg kunne forstå på hende, havde Isabel ikke nået, at lære hende så meget, men vi fandt ud af det, ikke sandt?”

[Moria Veterano]

Som mændene var forsvundet, var Lili og Moria gået ind i stuen og havde sat sig i sofaen. Morias blik var gledet over nogle af de dokumenter der lå på bordet, men hun havde alt for stor pli til at smuglæse noget af det. Det ankom jo virkelig ikke hende!
I stedet vendte hun opmærksomheden mod Lili, der straks havde grebet om bogen, der var blevet efterladt på sofabordet og vist Moria den. De havde engageret sig i en lille samtale om magi og hvad Lili havde lært, til mændene kom tilbage. De havde siddet op af hinanden, for Lili havde heldigvis ikke fundet et problem med Morias mere beskidte og slidte tøj, og kiggede på kapitlerne i bogen. Lili havde med fagter fortalt Moria en masse, da Saïx kom ind til dem igen. Morias blik gled op til hans ansigt og hun sendte ham et smil. Var det gået godt mellem dem? Hun havde svært ved at bedømme det, måske fordi hun følte sig så træt. Eller måske fordi det var lige så spændende at holde øje med hvordan Lilis mørke, kritiske øjne gled over Saïx. Ja, der var som om der lå en skygge på skuldrene på Saïx, men med en kvindes pli sagde hverken hende eller Lili noget. For Morias vedkommende, mest for Lilis skyld.
Nu var det vel ikke fordi de i virkeligheden var uønsket? Hendes hånd gled hen over Lilis bløde hår. Pigen så så glad og ren ud. Hun fik uddannelse. Moria havde dårlig samvittighed. Hvad ville de ikke hive pigen med til? Beskidte veje, en fremtiden der lige nu var uden noget hjem eller mål, mistænksomhed og flugt? Hendes instinkter fortalte hende at Lili havde det meget bedre her. Men hun vidste ikke hvordan hun skulle reagerer på det.
"Det lyder skønt" forsikrede hun Saïx, før Lili hoppede op og gik over til Eian, hvor hun bekvemt fandt en plads på det ene brede armlæn. For Moria at se, havde pigen brugt mange timer på et armlæn, for hun fandt sig helt naturligt til rette. Før eller siden ville hun blive for stor til den position...
Men det der skar hendes mest i hjertet, var den mening der lå bag handlingen. Mon Lili opfangede noget af det? Hvis hun gjorde, var hun bedre til at skjule sine tanker end selv voksne kunne være. Det var tydeligt for hende at Eian så pigen som sin og Saïx og hende selv som en form for kidnappere. Måske skulle de slet ikke være kommet...Ingen vidste hvad der ville ske. Hverken med Veteranoerne eller Saïx og hende selv. Hendes blik gled over til Saïx, da hun var ude af stand til at lægge låg på sin voksende nervøsitet og sorg. Her kom de og trængte sig på!
Hun måtte snakke med Saïx om det senere.

Lili fandt en plads på armlænet med en fin balance og benene samlet der også. Herfra kunne hun hvile sig skævt ind mod lænestolens ryglæn og faktisk sidde helt behageligt.
Der skete så meget mellem de voksne, at det næsten irriterede hende. Det var tydeligt hun blev holdt udenfor et eller andet! Hendes blik var gledet fra Saïx og over til Moria, der var som en åben bog. Selv hvis der skete noget i rummet hun ikke opfangede, kunne hun aflæse det hele i deres ansigter. Specielt Morias. I Eians stemme.
I et øjeblik havde hun siddet og vurderet situationen, trommet med fingrene mod kanten af armlænet et øjeblik, da det gik op for hende at Eian indirekte havde hevet hende med ind i samtalen. Straks vendte hun ansigtet mod ham og sendte ham et stort smil.
"Jada! Jeg kan mange ting!" forsikrede hun blot. Hun havde allerede sat Moria ind i mange af tingene.
"Men jeg har stadig meget at lære. Jeg glæder mig til Eian sætter mig ind i det hele!" tilføjede hun så og lænede sig demonstrativt ind mod Eian, med en arm på hans skulder, hvorpå hun tilmed kunne hvile sit hovedet. Det løse hår flød ned over hendes hals og Eians skylder og satte sin egen kontrast. De mørke øjne hvilede prøvende på Saïx.
For den, der formåede at aflæse hendes signaler, var det tydeligt hun afprøvede rummets stemning. Folk sad på en 'os og dem' måde og der var en hvis spænding i luften. Den bedste måde at finde ud af hvad det hele gik ud på, var at presse de tilstedeværende til at reagerer.

[Saïx Veterano]

Saïx nåede at udveksle et flygtigt blik med Moria som afslørede at han havde det på præcist samme måde som hende. Det havde måske ikke været hans hovedgrund til at han havde forsøgt at tale hende fra at hente Lili med det samme, men det kunne selvfølgelig ikke nægtes for at Eian og Lili var nødt til at have knyttet sig til hinanden i løbet af årene hun havde tilbragt under hans tag. Bare se på hvor meget han selv havde knyttet sig til hende i hendes barndom. Selv om at hun ikke var kød og blod med nogen af dem, var hun stadig som en datter for ham. Han genkendte glimtet i Eians øjne. Han havde haft det samme, da det blev besluttet at Lili skulle gemmes væk.
Selvfølgelig lykkedes det Lili at løsrive Saïx’ opmærksomhed fra Moria og Eian, og vende det tilbage på hende selv. Hvad hun sagde fik ham til at måtte bide sig en smule i tungen, og hans hænder til at folde sig ind i hinanden. Han kunne næsten mærke pigens blik på ham. Atter engang skævede han mod Moria i en søgen efter et råd. Skulle de fortælle hende det nu? Han tyggede en smule på muligheden, men kom i sidste ende frem til at det måske var bedst at forberede hende på hvad der skulle ske. Det ville i det mindste være bedre end hvis hun først fandt ud af det når de begyndte at pakke hendes ting ned.
”Jeg er glad for at Eian har sat dig ind i så meget, prinsesse.” startede han tøvende, før han løftede blikket mod hende igen. Det var næsten svært at møde hendes blik. Hvis bare Isabel var her… Han rettede sig en smule op fra sin efterhånden foroversunkne position i sofaen. ”Men det kommer til at være os du skal lære af igen. Moria, og med tiden også Caleb og Isabel igen.” Endnu et hurtigt blik til Moria, før han så tilbage til Lili. ”Vi rejser herfra, Lili… og vi vil gerne have dig med.”

[Lili Zeno]

Moria så lige så tvivlende på Saïx. Det var som om de blev mødt med en eller anden magt eller modvilje som de måske ikke kunne vinde over. Selv Lili virkede så viljestærk nu! Ville de overhoved kunne slæbe pigen med, hvis hun ikke ville? Hun havde en fornemmelse af det ville gå galt. Det bedste ville være hvis Lili selv valgte at deltage. Hun sendte Saïx et så støttende smil som hun kunne, men råd havde hun ingen af. I stedet så hun over mod Lili, som Saïx udtalte de svære ord.

Lili reagerede slet ikke. I et øjeblik lå hun bare op af Eian og så på Saïx, både mens og efter han havde udtalt ordene. Til sidst gled hendes blik over til Moria et øjeblik, men det ændrede intet og hendes øjne søgte Saïx igen. Så rettede hun sig langsomt op og rømmede sig en smule, før hun så hen på Eian. Der foregik meget i hendes lille hoved. Først og fremmest en ny vrede over at de voksne kunne tillade sig at flytte rundt på hende på den måde. Efter deres velbehag. Men vreden spillede slet ikke over hendes ansigt, da hun så tilbage på Saïx og Moria, før hun rettede ryggen. De voksne forstod argumenter. Så dem måtte hun bare finde nogle af!
"Det syntes jeg er meget dårlig ide" begyndte hun så. Hun slog let ud med hånden, som hun til tider havde set de voksne gøre, når de snakkede om et eller andet i nærheden.
"Se på jer selv. I er beskidte og forjagede. Caleb og Isabel er her ikke. Jeg formoder vi ikke kan vende tilbage til gården og måske ved I slet ikke hvor vi skal hen. Måske bare ud af landet? Nej. Eian måtte arbejde med forklaringer på han pludselig havde et barn hos sig og nu skal han finde på en grund til at han netop har mistet barnet igen? I kan nok se der er gode grunde til jeg burde blive her. Hos Eian er jeg i sikkerhed, jeg er garanteret mad og varme, for slet ikke at tale om uddannelse!" Slog hun fast. Hun var selv godt stolt af sig selv, med hvilken klang hendes smukke stemme havde. Det krævede alt hun havde ikke at smile af sig selv et øjeblik og dermed ødelægge alvorligheden i hendes ord.

[Saïx Veterano]

Lilis svar fik en sten til at falde i maven på Saïx, og han endte nok en gang med at udveksle et fortvivlet blik med Moria. Det kunne ikke komme på tale at de lod hende blive her. Ikke nødvendigvis fordi han ikke stolede på Eian, men han vidste jo at det ikke ville være trygt i det lange løb for Lili at blive her. Specielt med Eriz’ tilstedeværelse i Portus, selv når hun ikke fysisk befandt sig i landet. Men selvfølgelig kunne han ikke bruge det som argument overfor Lili, uden at det ville tvinge ham til at åbne en dør, han på ingen måde havde lyst til at åbne. Han ville blive tvunget til at give en forklaring på hvorfor den pandemonske dronning ikke måtte kende til hende.
Samtidig var han så distraheret af hvor veltalende Lili var blevet. Han fangede sig selv i at stirre på hende, som hun så logisk og rationelt havde argumenteret for at blive. Under andre omstændigheder ville han have været så stolt af hende!
”Lili… Vi kan ikke blive i Portus.” forsøgte han insisterende. ”Der er farlige mænd som vil finde os. Isabel og Caleb er ude for at prøve at finde en måde at holde dem væk fra os, og så snart de har gjort det, vil vi være sammen igen – alle sammen!” lovede han. ”Men det kræver også Eians hjælp. At han må tage til Istus, og han kan ikke tage dig med dertil. Det er bedst at du tager med os.” Søgende drejede han blikket mellem Eian og Moria. Nogen måtte sige noget som kunne hjælpe, han var på bar bund!

[Eian Winters]

Med et lille smil sad Eian tavst, og lod Saïx om at diskutere med Lili, der så mesterligt fremførte det ene argument efter det andet. Han kunne ikke lade være med at føle en smule skadefro, over at hun ikke ville med dem, men hellere ville blive hos ham. At han var bedre for hende. Blidt strøg hans fingertips over hendes overarm. Knusende roligt mødte han Saïxs fortvivlet blik. Hvad regnede han med? At han ville hjælpe med at overtale Lili til at tage med dem, når han var enig i hendes argumenter om at blive her hos ham, hvor hun kunne få et ordentligt, stabilt liv?
Men Saïx havde ret på ét punkt. Allerede for en uge siden havde han lovet, at komme tilbage til Istus, og dér kunne Lili ikke tage med ham. Han havde overvejet både at lade hende blive her, tage hende med, købe et sted i Istus til hende, eller finde på noget andet, men lige meget hvad han tænkte, syntes han det var for risikabelt. Ikke at den her plan også var risikabel. Hvor var hun mest sikker? Hos en vampyr og djinn eller hos ham? I det mindste havde han noget magt.
”Hvis hun ikke vil afsted…” kommenterede han med et skuldertræk. Ingen af dem kunne rigtigt tvinge hende – specielt ikke ham. I deres træningsøvelser havde han kunne smide en kugle af lys mod hende, og nemt som ingenting, kunne hun skabe en barriere af skygger, der uden problemer slugte hele lyskuglen. Selv med et enkelt blik kunne hun få en tjener, til at dreje rundt på hælen, og forlade lokalet uden et ord. Ingen kunne tvinge hende til noget. Ingen. Og han havde heller ikke lyst.
”Jeg kan altid sælge stedet her, og købe et nyt i Istus, som hun kan være i. Måske endda få hende ind i en ordentlig skole, give hende nogen venner, lære hende om politik, hvordan man begår sig i et hof,” forslog han med et smil, som voksede sig bredere ved tanken. Alle minder om Calebs insisterende ord, da han afleverede Lili i hans varetægt var glemt. Alt om at hun skulle holdes hemmelig for enhver pris, at ingen kunne se hende, at hun aldrig måtte forlade dette sted, indtil de kom og hentede hende. Han havde taget sig af hende. Han havde opvokset hende. Han havde givet hende alt. Hun var som en datter for ham – det eneste han havde tilbage – og han vidste, hvad der var bedst for hende.

[Lili Zeno]

Hun forstod ikke hvorfor Saïx blev ved med at modarbejde hende. De fleste gav sig hurtigt, især her i huset. Måske fordi de havde lært hun fik sin vilje på den ene eller anden måde, men det var hun kun tilfreds med. Og hvis folk endelig sagde nej, kunne hun ofte overtale Eian til at give hende lov alligevel. Hvorfor skulle hun ønske noget anderledes? Hun så vurderende på Saïx.
Moria lænede sig ind mod Saïx og lagde en hånd på hans arm. Hun vidste han mente det godt og de havde alle knyttet sig til pigen...Men måske burde de også se i øjnene at pigens mange år her havde skabt et nyt hjem for hende? Uden et ord for dem...Moria blev fyldt op med dårlig samvittighed. Måske ville Cal og Isabel kunne overtale hende...Og måske blev de sure, hvis pigen slet ikke kom ud af landet...
Men lige nu, bare de to, følte Moria ikke der var meget at gøre. Lili havde nogle gode pointer, hvor af visse af dem havde hun også overvejet selv.
"Saïx, måske burde vi..." forsøgte hun og håbede han forstod hvor hun ville hen, da hun så tilbage på ham igen.

Lili sprang ned fra stolen og gik over til Saïx. Ingen havde endnu rørt theen, men det var heller ikke så vigtigt lige nu. Ikke som hun kravlede op i sofaen, satte sig på skødet af Saïx og slog sine tynde arme om halsen på ham. Hendes store, sorte øjne mødte hans, som hun kiggede direkte på ham med et uskyldigt blik.
"Du vil altid være min far. Og jeg er glad for jer alle sammen! Men vil du virkelig tvinge mig væk herfra? Jeg lover at opføre mig ordentligt! Eian kan passe på mig, mens I alle løber rundt og redder hele verden. Pleaaseeee?"
Som at trykke på en knap var der noget vådt i hendes øjne, der truede med at løbe over.

[Saïx Veterano]

Saïx’ blik havde omgående fæstet sig på Eian, som han stirrede på med vantro i øjnene. Hvad lavede manden? De havde en aftale! Han havde lovet Caleb at han ville passe på Lili og give dem hende tilbage, når de kom for at hente hende, og det var de nu! Det var lige før han havde rejst sig fra stolen for at træde over til Eian, rådsmand eller ej, og forlanget at de fik Lili tilbage, da den unge warlock selv sprang ned fra armlænet for at gå over til ham, og placere sig selv i hans skød. Det holdt Saïx placeret hvor han sad, og fængslede al hans opmærksomhed på hende. Det var så mange år siden hun sidst havde siddet sådan op af ham. Hun var blevet en ung kvinde siden dengang. Men selv om at hun var blevet ældre, havde hun stadig de samme store, uskyldige øjne der kunne få enhver til at give efter for hvad end hun ville have. Det var lige præcis dé øjne, hun så på ham med i det øjeblik. Han gav en jamrende lyd fra sig, da han hævede en hånd til Lilis nakke.
”Lili… Vi…” Han vidste ikke engang hvad han skulle svare. Hun havde så pokkers gode argumenter! Han udvekslede et blik med Moria, men hun havde selv set ud til at være ved at overbevise ham om at det måske havde været en fejl at tage hertil. Hvad havde de egentlig at tilbyde hende, som Eian ikke allerede kunne give hende? Tag overhovedet, mad på bordet, en god uddannelse… Og hvis Eian allerede havde brug tid og ressurser på at finde en forklaring på pigen i hans hjem, ville det måske være spildt hvis de bare rev hende væk fra det hele. Han gav et bedrøvet suk fra sig. ”Vi vil bare være sikker på at du har det godt, prinsesse… Vi elsker dig jo, og tingene er blevet farlige for os. Vi ville være mere trygge ved at vide med sikkerhed hvor du er henne, og at der ikke skulle ske dig noget.” prøvede han på at forklare. Men han måtte selv indrømme at det lød tamt lige nu. Han vendte blikket tilbage til Eian. ”… Hvis du tog hende med til Istus… ville du stadig passe på hende som du gør nu? For jeg sværger, Eian, at hvis der sker hende noget, så kommer jeg efter dig.” Idet han sagde det sidste blev hans blik hårdt. Der skulle ikke være nogen tvivl i hans ord.

[Eian Winters]

Modvilligt lod Eian Lili glide ned af stolens armlæn med et par fingre, der nølende strøg af hende. Med stolthed boblende i brystkassen, betragtede han hende udføre sine manipulerende evner med en talegave og etik, han havde forfinet hos hende de sidste par år. Hun ville blive en fremragende politikker en skønne dag!
Hun bandt Saïx om sin lillefinger på en måde, og Eian fejlede i at se hvor meget hun dér mindede om sin biologiske mor og far. Hvordan hun ikke længere var en uskyldig, lille pige, men en slange, som strammede sin dødelig omfavnelse om sit offer, indtil hun kunne fortære det i ro og mag. Hun var ikke en genspejling af Eian. Hun var en genspejling af LaPiera Black.

Roligt mødte han vampyrens hårde blik, som han rettede det mod ham. Så mange gange havde han stirret ind i de halvrøde øjne på en hidsig vampyr, at det knap nok rørte ham længere. Med hovedet hvilende i den ene hånd trak han på sine skuldre.
”Det er Istus. Ingen er sikre dér, men hun vil være mere tryg, end hvis hun tager med jer,” svarede han, og sendte sin lille protegé et smalt smil. Hun ville elske det. Folk, majestætiske bygninger, politik, intriger, manipulation og skønhed. Hun ville trives. ”Jeg ville kunne give hende en fremtid. Kan I det?” Igen løsrev hans blik sig fra warlocken, for at rette sig først mod Lady Veterano derefter vampyren med et øjenbryn spørgende hævet ved hans sidste argument.
Hvor var han taknemmelig for de to andre Veteranoer ikke var her. For det første var han ikke sikker på, Lili ville have vendt ryggen til Isabel Veterano, på den måde warlocken så hjerteligt snakkede om hybriden. Derudover havde han oplevet Caleb Veterano før. Den mand var stædigheden selv.

[Lili Zeno]

Hun var tæt på at sparke let med benene, som det så ud til at Saïx endelig gav efter. Godt! Hun skulle ikke blinke mere end et par gange før det blanke i hendes øjne trak sig tilbage og hun sendte Saïx et stort smil, før hun placerede et smækkys på kinden af ham, ganske uskyldigt. Det var jo slet ikke fordi hun havde dårlige tanker om Saïx og resten af familien. På en måde var det hele lidt en leg for hende. Hun ville gerne bestemme selv og nu havde hun fået lov til det. At de voksne så stadig snakkede om hende, som om hun intet bestemte selv, var så hvad det var. Hun kendte sandheden.
At tale til Saïx søde side havde virket. At kalde ham far og alt det der.
Hun slap Saïx og lænede sig frem for at lægge en hånd på skulderen af Moria. Hvor måtte det være praktisk at have sin egen djinn! Måske måtte hun få hende efter Caleb? Det måtte hun spørge om næste gang. Moria ville aldrig kunne sige nej.
Hun sprang ned af sofaen og begyndte at hælde the op i kopperne. Det lignede en pige, der var ved at lege theselskab, som hun balancerede den fyldte thekande og fik strålen af hvid the til at ramme kopperne. Da hun var tilfreds, tog hun en kop og rakte den til Moria, der tog imod den med et af sine store smil, som Lili slet ikke kunne lade være med at gengælde.
Så! Nu skulle de alle være gode venner. Der var ikke grund til andet.
"Eian har brug for en kvinde i huset" meddelte hun voksent.
"Jeg skal nok klare mig. Jeg har det godt her!" forsikrede hun samtidig.
"Desuden har Eian meget at sige i Portus. Jeg kunne ikke være et mere sikkert sted. Jeg er bare ked af vi ikke også kan give jer den samme sikkerhed"
Efter at have delt the rundt gik hun tilbage til lænestolen og satte sig tilbage på armlænet. Hendes egen kop balancerende mellem hendes hænder og theen, der spredte sin varme til dem. Hendes blik var rettet mod væsken nu.

Moria sad selv med sin kop the, der lige nu hvilede i hendes skød. Dens søde duft drillede hendes næse og mindede hende om gamle tider. Ved en pludselig indskydelse så hun tvivlede rundt i lokalet et øjeblik. Var det passende? Overhoved ikke. Hvem ville også holde øje med det? Hendes familie var så godt som ubetydelig.
"Undskyld jeg afbryder...Jeg er så glad for Lili har det godt og jeg håber ikke dette på nogen måde sætter splid mellem os" Hun sendte Saïx et usikkert blik, før hun så tilbage på Eian.
"Et helt andet emne...Jeg formoder ikke...Der er rygter om nogen familie Koontz?" foreslog hun så forsigtigt.