Give us the girl!

[Moria Veterano]

Moria Veterano - Saïx Veterano - Eian Winters - Lili Zeno

De havde ikke været lige enige hele vejen. De havde forladt gården og havde egentlig sat kurs mod Vavilon, efter de havde undgået marken af lig, hvilket Moria var mere end taknemmelig for. Til at starte med havde rejsen været hård og en smule stille. Moria havde ikke haft meget at sige, som hendes tanker hele tiden havde været på Caleb og hvor han mon var nu. 
Hun var ikke sikker på hvor tæt de havde været på Vavilons grænse, da hun var stoppet op og stædigt havde krævet de hentede Lili. Ikke fordi hun ikke orkede at rejse igen, men fordi det virkede som den bedste ide. De hentede Lili og tog hende med dem, med det samme! Pigen skulle ud af landet. De var alle eftersøgt og Moria havde en stor angst for der skulle være sket Lili noget, af en eller anden grund eller på en eller anden måde. Selv hvis Saïx havde nægtet, ville hun bare have svunget rygsækken om sine skuldre og selv begyndt at gå, velvidende hun aldrig ville formå at finde vej. Hendes stedsans var ikke den største. 
På en eller måde havde hun vist fået sin vilje. For det gode eller det værste. 
Uden for det store hus havde hun næsten panisk prøvet at børste rejsestøvet af sit tøj og rette lidt på det vilde hår. Uden muligheder for at vaske ordentlig og med støv alle steder, var det svært at se alt for præsentabel ud. Men at nærme sig et fint hus som dette, i denne tilstand! Hendes hjerte blødte. Det var forkert. I det mindste kunne hun rette sin trætte ryg og lade som om hele hendes krop ikke var udmattet allerede, at hun ikke havde ømme fødder og skuldre og et utal af blå mærker fra at sove på jorden. Hendes ankel skreg endda, efter hun var vrikket om for et par nætter siden. Hele hendes ankel var faktisk små-blå, men hun havde ikke ville gøre Saïx bekymret og havde i stedet fortsat med at gå bag ham, så han ikke ville bemærke hvis hun humpede lidt. At hun var en smule mere langsom, undskyldte hun med at hele hendes krop var træt. Alt den gåen...
Fingrene gled igennem det løse hår, som hun prøvede at tæmme det lidt. Gad vide hvor stor Lili var nu? Hun så over på Saïx med et anstrengt smil. Hun var nervøs! Pigen var sikkert blevet så stor nu! 
"Lad os hente hende!" bekendtgjorde hun så og gik resten af vejen op til huset og bankede på, hunderæd for de bare ville lukke døren i hovedet på dem. Trods alt lignede de vel mere vagabonder, end et par der skulle hente et barn. 

[Saïx Veterano]

Saïx havde prøvet at protestere i starten, da Moria begyndte at snakke om at ville hente Lili før de tog nogen steder hen. Han ville foretrække at de fandt et trygt sted at skjule sig, før de tog endnu længere ind i Portus for at få Lili ud. Selv hvis det krævede at han måtte løbe gennem halve Vavilon og Portus og tilbage igen, virkede det for ham som et smartere træk end at skulle have hende med på flugten. Men Moria havde nægtet at give sig, og i sidste ende havde hun endt med bare at trække tasken over skulderen og begyndt at gå. I lange sekunder havde Saïx vurderet muligheden for bare at trække hende over skulderen og bære hende skrigende med sig videre, men det ville bare trække opmærksomhed til dem, og det var det sidste de havde brug for nu.
Desuden kunne han heller ikke løbe fra det faktum at han også savnede den lille rod. Det var allerede så mange år siden de sidst havde set hende, og bare tanken på at se hende igen bragte alle minderne frem igen. Hvordan hun havde løftet hænderne op mod ham for at blive løftet op da hun havde været helt lille. De store, uskyldige øjne hun formede når hun ville have et eller andet. Han var endt med selv at være den der gav op, og var fulgt efter Moria tilbage mod Amphia.
Det havde været nervepirrende at bevæge sig gennem byen mod det store palæ, rådsmand Winters boede i. Saïx havde konstant været på vagt for at holde øje med om nogen fulgte efter dem. Et par gange havde de passeret en væg med efterlysningsplakaterne hængende, og deres ansigter hang stadig side om side med Isabel og Calebs. En enkelt gang havde Saïx fanget sig selv stående foran en plakat med Isabels ansigt, før han havde revet den ned, foldet den sammen og gemt den væk i lommen. Det var ikke mere end et par dage siden de havde taget afsked med hinanden, men længslen gnavede allerede i ham. Kun fordi han vidste at Moria måtte have det på samme måde, havde han undladt at nævne det. I det hele taget havde de ikke snakket om synderlig meget under rejsen.
Da Moria bankede på døren stillede Saïx sig ved siden af hende. Han vidste ikke hvad han skulle forberede sig på, så han prøvede at forberede sig på alt. At en tjener ville tage dem imod, at Winters selv ville tage dem imod, at en portusiansk soldat ville angribe dem… Alt.

[Eian Winters]

Flammerne i kamin var det eneste lys i den store stue med høje vinduer, vendt ud mod havet. Skyggerne flakkede over væggene og gulvet, mens duften af te hang i luften fra de to kopper, der stod på det rodet sofabordet. Dokumenter, breve, kort og ark fyldt med striber af tal, flød over hele bordet sammen med knækket fjerpenne, og tomme blækhuse.
I den hvide sofa sad Eian lænet frem mod bordet med albuerne støttende mod lårene, og en fjerpen i hånden. Spidsen kradsede over et pergamentark, mens han i den anden hånd holdte en regnskabsliste. Efter at have forsømt sit arbejde i mange måneder, var der et hav af ting, som nu skulle gøres, inden han tog tilbage til Istus, for at genoptage pladsen i Rådet. Ikke han var vild med ideen, men… Portus havde brug for ham. Specielt nu hvor Adrian åbenbart for alvor, var kommet i kløerne på Eriz.
Med knoerne gned han træt sit ene øje, før han forsatte sit skriveri. Sorte rander og indsunket kinder afslørede han hverken havde sovet eller spist særlig meget det sidste lange stykke tid. Men han var velduftende igen, ingen alkohol gemte sig i teen, han havde lige været i bad, og han bar igen rent tøj som sorte bukser og hvid skjorte med opsmøget ærmer. Fødderne var nøgne her i huset.
Ved hans side sad Lili. Hun havde stort set været hans eneste selskab siden Evelyns død – og han elskede hende. Hvis ikke det havde været for hende, havde han aldrig fundet styrken til at forsætte. Nu tilbragte de næsten alt tid sammen. Enten ved at gå ture langs havet, træne magi, læse bøger sammen, han havde lært hende vals, forkælet hende, og behandlet hende, som var hun hans egen. Specielt nu hvor ingen andre, virkede til at tænke på ham. Adrian, Adelaide… Ingen af dem havde været med til begravelsen. Kun Aiden, som var kommet for sent, og Alistair, der hurtigt skulle videre.

En pludselig banken lød gennem det hvide palæ, og Eian kiggede nølende op fra sit arbejde. Tjenerne var blevet sendt hjem for i aften, så det var kun ham og Lili i bygningen pånær en enkelt stuepige, der befandt sig i køkkenet. Med et suk lagde han papir og fjerpen fra sig.
”Bliv her,” mumlede han, og kyssede flygtigt warlocken på toppen af hendes hoved, før han klemte sig forbi sofaen, og forlod stuen mod entréen. Alt i palæet var hvid, gråt eller i sarte jordfarver. Statuer af Inei eller hendes symboler stod hist og her.
Han slog låsen fra døren, og åbnede den med et kedsommeligt blik, da han regnede med det nok var enten et sendebud eller arbejde, der havde fundet frem til hans hoveddør så sent på aften. Uden at slippe håndtaget gled øjnene op og ned af de beskidte, lappet personer på hans dørtrin. Han genkendte ingen af dem. Havde vagterne ved porten virkelig ladet de to tiggere komme forbi? Endnu engang sukkede han tungt så skuldrene faldt.
”Jeg tager ikke imod tiggere,” bekendtgjorde han. ”Skrub af med jer, inden at jeg kalder på vagten.” Han gjorde mine til at lukke døren igen.

[Moria Veterano]

Lili sad og nynnede svagt for sig selv. Tingene havde ændret sig en del på det sidste. Eian lugtede ikke af alkohol og hans fremtoning var blevet bedre. På nogle punkter, i det mindste. Hun nød at sidde ved siden af ham, mens han arbejdede. Nogle gange dristede hun sig til spørgsmål, for at forstå hvad han lavede og hvorfor. Ofte bekræftede det bare de teorier hun selv havde haft. Men ofte, når Eian arbejdede, sad hun fordybet i en bog. Hendes magi var også blevet bedre. Hun havde fået en fornemmelse af healing og kunne heale små skrammer på sig selv, selv om hun endnu havde problemer med at heale Eians. Hvad Eian måske ikke vidste, var at hver gang hun gik i seng, sad hun under sin dyne og øvede helt andre former for magier. De mere mørke af dem. Hun kunne ikke lade være! De kom simpelthen bare nemmere end healing eller andre lysmagier. Hun var stadig lidt i en gråzone omkring lys- og mørkmagi. Hvad var bedst? Lysmagi snakkede Eian helt sikkert for. Men havde de virkelig nogle beviser for Inei? For Inei havde været hovedargumentet bag lysmagien.
Hun havde slet ikke tænkt på sin familie i et stykke tid nu. Hun havde vænnet sig til at bo her og hun havde det fint sammen med Eian. Ikke at hun havde overset plakaterne, når de gik igennem byen.
Lili lå tilbagelænet i sofaen, med det ene ben der hvilede over det andet, så hendes fod kunne vippe frem og tilbage. Normalt ville hun klæde sig i en kjole, men andre dage klædte hun sig i en trøje eller skjorte og bukser. Det var faktisk mere praktisk, når man gik lange ture eller red på Hest. Alle heste hed Hest. Sådan var det bare.
Da det bankede på, lod hun Eian om det. Det var sjældent nogen interessant alligevel.

Moria vred nervøst sine hænder foran sig. Hun følte sig dårlig tilpas. Tænkt sig at de havde snydt sig forbi vagterne! Hvornår mon de ville opdage det? Komme efter dem, slæbe dem til et fængsel?
Hun forstod det slet ikke. Det havde været et chok, da hun først havde set plakaten med hende selv. Tårer var opstået i hendes øjne og hun havde trukket hætten over sit karakteristiske hår. Hvornår var tingene gået så galt?
Og nu stod de her. Da døren endelig blev åbnet, var hun usikker på om hun skulle græde eller grine. Panikken spredte sig i hendes krop, da døren allerede var ved at blive lukket igen og uden at tænke over det, kastede hun sig ind mod den, for at undgå den blev lukket helt endnu.
"Vær venlig!" Hendes stemme var høj og bedende.
"Giv os blot et øjeblik! Vi er ikke tiggere! Det er Lili! Vi er her for at hente Lili!" Hun havde klemt halvdelen af sin krop ind mellem dør og dørkarm. Det var så...Forkert. Ingen burde klemme dem selv ind i folks hjem på denne måde. Hendes hjerte hamrede af sted og hun så tilbage et øjeblik for at hente styrke hos Saïx. Eller...Bare noget.
"Jeg er...Jeg er Moria Veterano. Vi er her for Lili" Bad hun, da hun drejede hovedet og kiggede efter manden, hun ikke kendte.
"Vær venlig..."

[Saïx Veterano]

Nerverne stak i ham som nåle. Han kunne ikke lade være med altid at spidse ørene, opmærksom på den mindste lyd bag dem, som kunne være en portusiansk soldat som havde fundet dem. Men den eneste lyd af et hjerteslag han kunne høre kom fra Moria, og fra den anden side af døren, sekunder inden den blev trukket op.
Saïx havde aldrig set rådsmand Eian personligt før, men der var et eller andet over måden manden førte sig, som ikke gav ham indtrykket af at det var én af rådsmandens tjenestefolk, der havde åbnet døren for dem. Men han genkendte udtrykket i mandens ansigt. Han var en hærget mand.
Moria kom ham i forkøbet med at standse den formodede rådsmand i at lukke døren i, men han stod ikke passivt tilbage. Han trådte et skridt tættere på, som for at give Moria den nødvendige støtte, samtidig som for selv at kunne bidrage til at holde døren åben, ved at lægge en hånd mod dens overflade. Selv hvis rådsmanden pressede til, ville Saïx kunne holde den åben.
”Rådsmand… Vi har ikke meget tid.” bad han indskydende, og skævede nok en gang over begge sine skuldre. Han ville bare have Lili, så de kunne komme afsted så hurtigt som muligt. For hvert sekund de forblev i Portus, jo større var chancerne for at de ville blive opdaget. Specielt så længe de befandt sig foran rådsmandens palæ! ”Jeg er Saïx Zeno. De vil stadig hjælpe Veteranoerne, ikke sandt?” Han håbede at hans eget navn ville være lige så genkendeligt som Morias. Hans eget navn stod trods alt også på efterlysningsplakaterne med de andres. ”Vi vil ikke opholde Dem, men vi må ud af Portus, og vi kan ikke tage af sted uden Lili.”

[Eian Winters]

Overrasket hævede Eian sine øjenbryn, som de to tiggere pludselig pressede sig på, så han ikke kunne lukke døren. Kvinden havde klemt sig ind, og manden holdte døren åben blot med en enkelt arm! Hvem i alverden var de?!
Han skulle lige til at kalde på vagterne, da han opfangede kvindens efternavn: Veterano. Og så genkendte han hende pludselig! Det var mange år siden, han sidst havde set hende, stående klædt helt i hvidt ved Calebs side oppe foran alteret, men det var hende. Calebs hustru. Og den anden… Hans blik gled over på manden bag hende. Saïx Zeno. Han kendte ham ikke på navn, men fra alle de eftersøgningsplakater han havde set rundt omkring i Amphia ved siden af de to søskendes ansigter. Forundringen forsvandt fra hans ansigt, og blev i stedet erstattet af et lille smil. Døren åbnede sig helt op.
”Ahhhh tilgiv mig. Jeg havde forventet Caleb selv ville komme og hente hende,” forklarede han undskyldende, og trådte med det samme til side med en inviterende gestus, så de kunne komme indenfor. ”Skynd jer ind, før nogen ser jer. I er sikre herinde. Det er kun mig og Lili som stadigvæk er vågne, så I behøver ikke være urolige.”
Lige så snart de var kommet ind, lukkede han døren bag dem, efter lige at have kigget sig hurtigt omkring udenfor, for at være sikker på, ingen havde opdaget dem. Låsen blev slået for.
”Jeg beklager virkelig, at jeg ikke kunne genkende Dem, Lady Veterano,” sagde han høfligt, mens han passerede dem, for at føre dem gennem palæet tilbage til stuen. ”Der er gået så mange år siden jeg sidst så Dem, og som sagt forventede jeg at se Caleb eller hans søster. Forhåbentligt har de det begge godt?” Han kiggede sig over skulderen mod de to laset væsner bag ham. Det lignede de havde været igennem helvede. Bare Lili nu ikke ville blive urolig, over at se dem sådan dér.
Ved døren ind til stuen stoppede han op med en hånd på dørhåndtaget. Inden han lod dem blive genforenet med Lili, måtte han høre om de to søskende. Hvis der var sket noget med Veteranoerne, skulle Lili have det af vide på en fornuftig måde på et bedre tidspunkt. Ja, han måtte jo stadigvæk beskytte hende. Måske var det Veteranoerne og denne Saïx, der havde opvokset hende, men han havde haft hende de sidste 5 år, og behandlet hende, som var hun hans egen. Man måtte tænke på hendes bedste. Og at dømme ud fra Moria og Saïxs udseende, lignede de ikke nogen, som kunne tage sig af en ung pige lige nu.

[Moria Veterano]

Hun var tæt på at falde forover, da hun pludselig ikke længere kunne læne sig mod døren. Hun trådte frem og greb sig selv fra at falde og den overraskende fornemmelse blev hurtigt erstattet med lettelse. Et stort smil bredte sig over hendes ansigt, selv om hendes hænder nervøst viklede sig ind i hinanden. Både hende selv og Saïx var ikke van til at være dem der stod frem, det havde de haft hver deres søskende til at hjælpe med, så efter de havde forladt gården havde hun følt at hun måtte komme mere på banen i forhold til at tage valg for dem. Men et øjeblik som dette? Helt automatisk ventede hun på at Saïx kom indenfor, så hun kunne tøffe med bag ham. Han var hendes skjold mod det skræmmende store hus. Et hus hun samtidig beundrede. Åh! Så længe siden hun havde...Levet sådan her...Deltaget i fester...Drømt drømme om hvilket familieliv hun en dag skulle have...Minderne kunne sagtens få hende til at græde. Hun savnede det stadig, hendes gamle liv. Al denne tid med Caleb havde helt sikkert givet hende et større...Perspektiv...På livet. Men hun ønskede stadig at kunne gå i kjoler hver dag, vaske sig, sove i en varm seng og donerer overskuddet til trængende familier med børn. At rejse ind til hovedstaden for at bede til Inei...
Hun tvang sig selv til at fokuserer på hvorfor de var her. Lili. Hendes blik gled over Saïx, da Eian spurgte ind til Caleb og Isabel.
"Sidst vi så dem...Havde de det godt nok. Fysisk i hvert fald. Du må have set plakaterne...Vores...Gård...Blev fundet" Hendes ene hånd gled op af den anden arm i en nervøst og utilpas bevægelse.
"Saïx, Lili og jeg skal forlade landet. Søge sikkerhed, til de...Til de har løst problemerne..." Det sidste blev næsten til en hvisken. Hun turde slet ikke tænke på hvor de var nu! Hendes blik gled over til Saïx igen. Hun havde lyst til at kramme hans ene arm, blot for at mærke en hun kendte og søge tryghed. En gestus der næppe ville blive accepteret, og som desuden ikke var socialt acceptabelt. I stedet stod hun så tæt på ham, lige bag ham, som hun kunne uden det virkede for akavet.

[Saïx Veterano]

Moria så ud til at vente på at han gik først, så Saïx var den første til at følge efter rådsmanden indenfor. Han tog alligevel sig selv i at beundre bygningen de trådte ind i. Saïx havde aldrig set et hjem som dette. Han havde set slottet i Pandemonium dengang Macaria havde sendt ham dertil, men han havde forventet at det bare var sådan kongelige levede. Men et hjem som rådsmandens… Han ville ikke være overrasket hvis man kunne fylde tre udgaver af deres gård herinde, hvis ikke mere! Det så enormt ud!
Morias svar på rådsmandens spørgsmål rev ham ud af hans beundring, og han fokuserede på Eian igen. Han var stoppet op foran en dør. Var Lili på den anden side?
”Caleb ville nok selv have hentet hende, hvis han havde haft chancen… Men han og Isabel var behøvet andre steder. Vi havde ikke tid til at lægge andre strategier end dét vi gjorde.” Han havde udvekslet et enkelt blik med Moria. Tanken på gården var stadig så bittersødt for ham. Det var blevet deres hjem. Deres alles hjem. Mest sandsynligt var det brændt til grunden, med alle de ejendele de havde efterladt der. Hans lille værksted, alle Lilis gamle tegninger som hang på væggene, Hests stald… Det hele måtte være aske nu. Og de skulle prøve på at finde et nyt hjem de kunne søge til. Det virkede næsten som en håbløs mission.
Et øjeblik vurderede han selv at være den der rakte en hånd ud til Morias skulder for at berolige hende, men hun så næsten ud som om den mindste berøring ville ryste hende ud af fatningen, så han lod være. I stedet lod han medfølelsen vise sig i blikket han sendte hende. Hun måtte være lige så bange for Calebs sikkerhed, som han var for Isabel. Bare tanken på hende fik ham til at måtte bide sig selv i tungen. ”Vi ved det måske ikke er nemt for Dem at give os Lili tilbage… Men vi er nødt til at få hende igen. Vi må være sikker på at hun er et trygt sted, og det vil hun være med os.” Det var måske lige så meget en uddybelse af hvad de ville med Lili, som det var en måde at fortælle Eian at de kunne passe på hende. ”Men vi sætter stor pris på Deres hjælp, rådsmand… Virkelig. De aner ikke hvor meget.”

[Eian Winters]

Efter at have lyttet til deres noget kryptiske svar om de to Veteranoer, nikkede Eian forstående. I det mindste var de to søskende stadigvæk i live. Mere behøvede han ikke af vide.
”Jeg er sikker på alt nok skal løse sig,” forsikrede han de to unge væsner, der så mindst lige så hærget ud som Caleb og Adelaide havde gjort, da de havde afleveret Lili. Et stik af medlidenhed fik ham til at vende sig væk fra døren, for i stedet at give sine gæster sin fulde opmærksomhed.
”Hør. Jeg ved godt I hurtigt vil afsted, men jeg insistere på I bliver – bare nogle dage. Tjenestefolkene vil ikke røbe noget, og Lili har været i sikkerhed her de sidste mange år. Hvad gør lidt tid fra eller til?” forslog han med et mildt smil, som hans grå øjne landede på Moria. Han kunne huske hende fra Istus. Skrøbelig og høflig. Alle havde ment hun ville være en god hustru, og Caleb havde da også virket glad for hende. En skam at se hende sådan her nu. Så… vild. ”Bliv nogle dage og hvil jer. Så kan Lili også få pakket sine ting ordentligt, samt få taget afsked til det hele. Det vil være godt for jer alle sammen, men I kan tænke over det hvert fald.”
Han blinkede til dem med øjnene, før han endelig skubbede døren til stuen op. Svagt kunne man høre havet bruse udenfor de store vinduespartier. Lyden blandede sig med knitren fra ildstedet, som lyste den lille skikkelse op i sofaen med ryggen til dem alle. Eians hjerte blødte.
”Lili, vi har fået gæster. Se hvem det er,” kaldte han, og trådte væk fra Saïx og Moria, så han ikke skærmede for dem længere. Hans hænder begravede sig i bukselommerne, for at skjule hvordan fingrene knyttede sig sammen. Øjnene sænkede sig ned til gulvtæppet. Gensynsglæden Lili ville vise sin gamle familie, ville være så bittersød. Han havde jo altid vidst, de ville komme på et tidspunkt og hente hende, men… han havde nok de sidste par år håbet, at… well… det aldrig ville ske. Hun ville forlade ham sammen med dem, og snart var han blot et minde.
Han sank en klump.

[Moria Veterano]

Moria sendte Saïx et svagt smil. Et smil der fortalte at hun led med ham og samtidig et der prøvede at trøste ham. I starten havde hun været bange for Saïx, usikker på hvilken mand han var. Han havde virket så reserveret...Men nu? Lige nu var han den eneste hun havde og hun ville klamre sig til ham, som gjaldt det livet. Hvad det måske også gjorde.
Hun trak vejret dybt og sendte Eian et stort smil. Først nu fik hun rigtigt set på ham. Et kønt ydre, selv med de trætte linjer omkring øjnene. På en måde fandt hun hans væsen ganske beroligende. Måske skulle det hele nok gå alligevel? Lili måtte have haft det godt! Ellers ville Cal aldrig have efterladt hende her. Og blive et par dage...Åh, hun kunne bruge det! Lade som om...Hun havde et skønt hjem som dette...For et øjeblik? Sove ordentligt, uden at frygte nogen listede op på dem imens. Hvile hendes skadede ankel og trætte fødder. Hun var tæt på at græde, ved tanken om hvilken fornøjelse det kunne være! Og hun var tæt på at græde, da hun kom i tanke om at de ikke kunne.
"Tak, Hr. Rådsmand" nogle af hendes gamle, indøvede vaner begyndte at dukke frem, som hun trådte et svagt skridt tættere på ham og dermed blev en smule mere synlig fra hendes position bag Saïx.
"Men det ville være højest upassende. Vi vil virkelig ikke sætte Dem i en forlejen situation. Vi får langt mere opmærksomhed end godt er og vi ville aldrig kunne takke deres gavmildhed, ved at risikerer deres egen sikkerhed!"
Hendes hjerte blødte og det hele smagte surt. Hun ville SÅ gerne blive lidt. Selv bare for et par dage!

Lili havde rettet sig op. Hendes fødder trommede svagt mod sofaens kant og hun havde svært ved at fokuserer på bogen længere. Hvor blev Eian af? Hvorfor var han væk så længe? Så mange gæster fik han heller ikke. Selv ikke efter konens død. Hun havde lagt bogen fra sig på bordet og havde hænderne placeret på kanten af sofaen. Klar til at springe op. Hun havde en trang til at vide hvad der skete...Skulle hun liste ud og sniglytte? Ville Eian blive sur? Et svagt smil gled over hende. Nej. Eian blev aldrig sur. Ikke hvis hun sendte ham de store øjne.
Da døren endelig gik op, rejste hun sig med største selvbeherskelse. Som forstyrrede de hende midt i nogle dybe tanker. Hun glattede let sine bukser og rettede blikket mod deres gæster...
Selvbeherskelsen forsvandt som dug for solen og pludselig var hun en smule mere barnlig, end hun yndede at opføre sig til hverdag.
"IIHHH! Saïx! Moria!" Hvinede hun og sprang hen til dem med åbne arme. Hun slyngede armene om Saïx hals og pressede sin krop ind mod hans, stadig mens hun hoppede sine små hop, tildels af glæde og tildels for faktisk at nå. Det var irriterende man voksede så langsomt!
Hendes øjne strålede af gensynsglæde og spænding og et stort smil hvilede på hende.
Med en hånd på hver af Saïxs skuldre lod hun blikket glide over hans ansigt, før hun skubbede ham til siden og gav Moria samme gensynskram. Moria slog armene om den ALT for store pige og hun kunne ikke lade være med at grine af den energi, som Lili havde.
"Åh, Lili! Hvor er du blevet stor!"
De to kvinder studerede hinanden et øjeblik, før de krammede hinanden igen.
"Og jeg som troede I havde glemt mig!" sagde Lili, da hun trådte et par skridt tilbage, så hun bedre kunne studerer dem alle tre.

[Saïx Veterano]

Rådsmandens tilbud lød så fristende, men Saïx havde svært ved at få sig selv til at tage imod det. Specielt når han tænkte på hvordan Isabel og Caleb kæmpede derude – hvordan kunne de så gøre ingenting, mens de opholdte sig i rådsmandens palæ? Selv hvis tjenestefolkene ikke afslørede noget om dem, virkede det bare ikke rigtigt. Heldigvis lød det som om Moria var enig.
”Moria har ret. Jo før vi kan komme afsted, jo bedre. Det er ikke noget personligt, rådsmand, men… vi har ikke råd til at tage nogen chancer.” Han nåede at sende rådsmanden et sidste beklagende blik, før døren blev skubbet op – og en ung kvinde sprang i favnen på ham.
I et fuldt sekund måtte Saïx have stået chokeret, før det gik op for ham at den unge kvinde om hans hals rent faktisk var Lili. Men hvordan kunne det være hende? Hun havde været så lille da Caleb havde taget hende med sig hertil! Lille Lili… Armene blev slynget om hende, som han svingede hende en omgang rundt om sig selv, ude af stand til at holde et lykkeligt grin tilbage. Han lod hende alligevel finde tilbage til gulvet, så hun kunne vise Moria den samme gensynsglæde. ”Glemme dig? Hvordan skulle vi nogensinde kunne gøre det?” spurgte han med et varmt smil rettet mod hende. Hun var virkelig blevet stor! Og hendes tid hos rådsmanden havde virkelig sat sit præg. Hun gik bedre klædt end hun nogensinde havde gjort på gården. Havde han ikke vist bedre ville han med lethed kunne have troet at hun var en lille lady. Nåh ja… Man kunne vel ikke tage hendes sande rødder helt fra hende, kunne man?
Han skimtede Eian ud fra øjenkrogen, og måtte dreje hovedet en smule for at se rådsmanden og hans nedadvendte blik. Smilet falmede en smule fra hans læber, og han rettede sig en smule op. Rådsmandens invitation til at lade dem blive lidt længere, og hans nuværende positur… Saïx forstod det omgående. Manden var ikke ivrig efter at tage afsked med pigen. Han skævede tilbage til Lili og Moria. Tøvede. Vurderede muligheden nøje. ”Moria… måske skulle vi blive et par dage. Bare så Lili kan få sagt ordentligt farvel.” mumlede han dæmpet. Det var måske begrænset hvor meget Lili rent faktisk kunne pakke med sig til rejsen, men han fik ondt af rådsmanden. Hvad der end hærgede ham ville nok ikke blive bedre, hvis de bare tog hende fra ham uden videre. Det var måske lige så meget en mulighed for at give rådsmanden tid til at sige farvel, som det var for Lili.

[Eian Winters]

De farveløse, lyse øjne flakkede op fra gulvet, og fandt hvile på warlocken i midten af dem alle. En længsel efter at trække hende ind i sin favn, fik englen til at slippe et suk, men han gjorde ingenting. Han lod dem have gensynet, uden han blandede sig. Saïx og Moria havde allerede fortalt, de ville tage af sted med det samme igen – og bringe Lili med dem.
Han var allerede ved at gå igennem, hvilken ting der skulle pakkes ned til hende. Varmt tøj, lidt af den te hun så godt kunne lide, hendes gamle bamse, bogen om magiens teorier, måske en strandblomst, hendes børste… Sandt at sige vidste han ikke, hvilket liv hun ville få nu, men det ville nok ikke blive lige så glamourøst, som det hun havde haft her. Ikke at han kunne bestemme over hende længere. Hun var ikke hans ansvar nu.
Læberne pressede sig sammen mellem hans tænder, inden at han strøg en kærlig hånd over håret på Lili, som han passerede hende.
”Jeg går op og pakker en taske til dig,” bekendtgjorde han lavmælt, før han lod dem få stuen for dem selv. De havde sikkert meget at snakke om.

Oppe på Lilis værelse satte han sig på hendes sengekant et øjeblik. Med et sørgmodigt blik kiggede han rundt i rummet med alle bøgerne, legetøjet og kjolerne. Alt hvad hun havde begæret, havde hun fået. Fra puden samlede han hendes bamse op, og holdte den mellem hænderne. Ryggen var bøjet og skuldrene hang. I et stykke tid så han bare ned på bamsen, før han med et halvkvalt støn gemte ansigtet ned i hånden. Bamsen knugede han ind til sit bryst.
Sådan sad han et par minutter, før han tog sig sammen, og rejste sig fra sengen. I en kiste fandt han en lille rygsæk, som han begyndte at pakke med tøj.

[Lili Zeno]

Hun var så glad for at se dem! Og hvor var de andre to? Caleb og Isabel? Nu prydede de jo byen med deres ansigter! Hun havde holdt øje. Tjekket om de gemte sig om hjørnet, bag Moria og Saïx. Men det gik snart op for hende at de andre ikke var der. Øv. Hun havde glædet sig til at vise Isabel hvad hun havde lært. Desuden kedede hendes drage sig uden Isabels. Ikke nogen at lege med. Hendes egen drage lå oppe på værelset, på en kæmpe pude i hjørnet. Kom frem, når de gik en tur, red en tur eller hun gik i seng.
Hun brød sig heller ikke om at Eian bare gik. Hendes slanke øjenbryn gled en smule sammen og en ret så elegant rynke kom til syne mellem dem. Hun satte hænderne i siden og så vurderende på Saïx og Moria. Moria vred sine hænder. Åh ja! Hun havde fuldstændig glemt at Moria altid gjorde det. Usikkerheden fra hende var så tyk at Lili overvejede at træde et skridt tilbage. Bare for at være sikker på det ikke smittede.
Hun slog ud med armene og kom med endnu et stort smil.
"Åh ja! Bliv!" bad hun dem, før hun hoppede over til dem igen. Greb Saïxs ene hånd og en af Morias, med begge sine. Hun ville have de blev her! Hun ville da ikke rejse nu!
"Det er mørkt og koldt udenfor. Bliv lidt. I ser trætte og beskidte ud!" De store bedende øjne blev sendt til dem. Moria så tvivlende over mod Saïx et øjeblik, men hendes svage smil fortalte at hun ikke kunne modstå pigens store øjne og tiggende tone. Når det kom til stykket ville Moria jo gerne. Men var det virkelig nogen god ide?
Det var ikke helt gået op for Lili endnu, at de var der for at hente hende. Fjerne hende fra dette store palæ, der nu udgjorde hendes hjem eller fra Eian, der udgjorde hendes tætteste familie i øjeblikket.
Moria havde jo heller ikke helt undgået at bemærke det. Hendes hjerte blødte allerede. Hvad var egentlig bedst? De havde aldrig snakket om hvad der var mest simpelt eller behageligt for Lili. De havde kun snakket om at slæbe hende fra sted til sted som en sæk kartofler. Ville Lili være sikker her, selv hvis de ikke tog hende med? Ville hun være sikker sammen med dem? Men mest af alt...Var det overhoved Morias beslutning? Lili havde altid været Isabels og Saïxs. Lidt mere end hun havde været f.eks. Morias, i hvert fald.
"Åh, Lili. Vi har så meget at snakke om" sukkede hun så. Lili sendte hende et uforstående blik. Moria så hen mod Saïx igen, usikker på hvad de burde gøre nu.
"Hvis...Hvis vi bliver lidt...Tror du han vil have lidt tid for selv? Eller skal vi gå op...Og sige vi bliver lidt?"

[Saïx Veterano]

Havde Saïx nogensinde været i stand til at modstå Lili, så snart hun sendte ham de store, bedende øjne? I hvert fald ikke da hun var lille, og selv om at årene havde gjort hende ældre, kunne Saïx omgående mærke hvordan hans døde hjerte smeltede i brystet på ham, så snart han så dem igen. Det var som at se den lille pige der bønfaldt om én sidste godnathistorie før hun skulle lægge sig til at sove.
Så snart Lilis hånd greb hans, lukkede Saïx instinktivt fingrene om den. Han havde lyst til at samle hende op i armene og knuge hende ind til sig igen. Dufte hendes hår og høre hendes latter. Hun var deres lille pige, og han havde savnet hende sådan!
”Vi bliver, prinsesse. Bare i nogle dage til.” afgjorde han dermed, og sendte Moria et lille, forsikrende smil. Det var måske det bedste. Det ville give dem tid til at samle forsyninger til turen tilbage til Vavilon. Og nu når Lili også skulle have mad i munden og tøj at gå i, ville det komme godt med. ”Jeg siger det til Winters. Venter I her imens?” Han så ned på Lili med et varmt smil og slap langsomt hendes hånd, og overlod de to kvinder til sig selv mens han fulgte efter Eian op af trapperne. Derfra var det en smal sag at følge lyden af mandens hjerteslag, for at finde frem til Lilis værelse. Synet der ventede ham dér, var næsten chokerende.
Saïx stod et par sekunder i døråbningen og betragtede den sørgmodige rådsmand. Manden havde set hærget ud ved døren, men nu, når han troede han var alene…
”Undskyld, rådsm- … Eian.” rettede han det til, da han trådte ind i rummet. Han havde aldrig set sådan en fortvivlelse i en mands ansigt før. Jo, én gang… dengang Caleb havde fortalt ham at Isabel var død. Caleb havde haft den samme sorg i ansigt. En tomhed i blikket. Mindet i sig selv bragte en klump i maven på ham, og han stillede sig ved rådsmandens side. ”Vi… revurderede dit tilbud om at blive i et par dage. Vi kan ikke være bekendt bare at dukke uanmeldt op og tage Lili med os herfra uden videre. Ikke efter alt du har gjort for os ved at lade hende være hos dig.” Han trak i et forsigtigt smil, og gjorde mine til at tage den halvpakkede taske ud af hånden på englen. ”Hvis tilbudet stadig står, vil Moria og jeg gerne blive her i nogle dage. Så kan du og Lili nå at sige rigtig farvel før vi rejser.”

[Eian Winters]

Det gav et sæt i Eian, da vampyren pludselig stod i døren. Han hørte ham først, da han talte til ham – man skulle ellers tro, han var vant til Helenas lydløshed. Langsomt rettede han sig op, som Saïx kom hen til ham med tasken hængende langs sin side. Et sted i dybet af sig selv, mærkede han et snert af jalousi overfor denne mand, der så frit kunne komme, og tage Lili fra ham. At han havde det privilegie, at kunne kalde sig en faderfigur for hende. Også selvom de begge to vidste sandheden om hendes ægte forældre.
Som vampyren afslørede deres nye beslutning, blødte rådsmanden op i et smalt smil, der fik hans skuldre til at falde et par centimeter. Han lod tasken glide ud mellem sine fingre, da Saïx tog den fra ham. I et øjeblik anede han ikke, hvad han skulle sige, for at udtrykke sin taknemmelig, men han havde på fornemmelsen de vidste det. Han havde ikke givet dem tilbuddet for deres eller Lilis skyld – han havde gjort det for sin egen. Inei tilgive ham.
”Selvfølgelig må I blive. Lige så længe I har lyst til,” svarede han med et nik. ”Jeg har nok gæsteværelser til dig og Lady Veterano, kan få et værelse hver. Èn af dem har endda sit eget badeværelse, så jeg tænker, om vi ikke skal være gentlemen nok til, at lade fruen få det.”
Han sendte Saïx et lille smil – hans smil nåede aldrig helt op til øjnene for tiden. Med hånden slog han inviterende ud mod døren, som tegn på Saïx skulle føre an ud af rummet.
”Lad mig vise dig det. Måske har jeg også noget rent tøj I begge to kan låne. Med blod ved jeg dog ikke, ehm...” Tøvende gned han sig i nakken, mens han lukkede soveværelsesdøren efter dem, da de var kommet ud på gangen. ”... for at være ærlig, ved jeg ikke, hvor meget en vampyr drikker, og hvad I fortrækker. Jeg kunne umuligt bede mine tjenestefolk eller vagter om det, men jeg kan måske give lidt i et glas, hvis det er i orden? Ellers er der rigeligt med mad til de to piger. Specielt Lady Veterano ser ud til, hun kunne trænge til en kop varm jasminte og noget ordentligt mad.”
Høfligheden og vanen lå i hans portusianske ord. Lige meget hvor eftersøgte og ugenkendelig Moria var blevet, ville hun altid forblive Lady Veterano. En adelskvinde ægtet til den største legende i portusiansk folkeeventyr. Hun skulle behandles med respekt og ære. Saïx var han lidt mere i tvivl om, men det var fordi, han kun kendte ham gennem Lilis fortællinger.
Vurderende gled hans øjne op og ned af den bredskuldret vampyr, som de gik ned af gangen, så han kunne vise ham deres værelser.
”Lili fortæller dig og Isabel Veterano udgør et par,” sagde han endelig, for at fylde stilheden mellem dem. ”Jeg kan stadigvæk ikke helt fatte, alt det hun har været igennem, og det hun er blevet til.”