Må Vi Lege Med?

[Isabel Veterano]

”Det gør fuldkommen lige meget.” Isabels smil var nu fuldkommen forsvundet. ”Jeg sætter mig ikke i Rådet. Rådet spurgte mig for 15 år siden, og jeg sagde nej – intet har ændret sig på det punkt, ud over jeg om mere ikke skal have den!”
Noget ved det hun sagde, fik Caleb til at skæve til hende. Den måde hun brugte sine ord på fortalte ham alt om hendes følelser. …ikke skal have den… skal. Hans arm omkring hende flyttede sig, så hans hånd kunne stryge hende beroligende op og ned af ryggen. Han kunne mærke hun dirrede.
”For det første går jeg ikke ind for jeres værdier. Jeg hader ikke Inei, Portus eller dets befolkning. Jeg elsker mit land,” fortalte hun sammenbidt næsten uden at bevæge læberne. ”Og ligesom alle andre misforstår I mig fuldkommen. Jeg er ikke ligesom jer. Måske ligner jeg en hybrid, men indeni er jeg den samme, som jeg altid har været. Man skulle tro I af alle havde lært, at se bag udseendet.”
Med håndryggen klaskede hun til Caleb, og løsrev sit blik fra de varme, brune øjne hun uden at blinke havde stirret ind i.
”Lad os pakke vores ting.”
Uden et videre ord drejede hun rundt på hælen, og marcherede bort med lange skridt, inden Caleb overhovedet nåede at opfange, hvad der lige var sket. Han anede stadigvæk ikke, hvorfor hun havde reageret så stærkt på deres tilbud. De vidste jo, at de ville blive nødt til, at kæmpe med modstandsbevægelsen, og det havde de begge to været med på, men nu…
”…Hvad? Pakke vores… pakke vores ting? Rejser vi?” Forvirret slog han ud med armene, mens han vendte sig rundt mod hende. ”Men vi… Hvad med… Izzy for fanden!” Opgivende lod han hænderne klaske ned mod sine lår, men hun stoppede ikke op, eller sænkede farten. Han sukkede tungt.
”Jeg ved ikke, hvad der gik af hende. Jeg prøver, at snakke med hende, men hun plejer at være ret stædig. Sorry.” Han gjorde mine til, at ville følge med sin søster.

[Maddox Bane]

Også Maddox lagde mærke til den måde hun formede sine ord. Et glimt af skuffelse dukkede op i hans øjne. Hybriderne lå hen i stilhed, som hun talte, indtil hun vendte sig om og gik. "Prøv hvis du vil. I er som sagt velkomne til at blive og drage nytte af vores forsvarslinjer, selv hvis I ikke vil slå jer sammen med os," Han trak let på skuldrene. "Men vores betingelser for ressourcerne er sagt, og de vil ikke ændre sig. Vi er også stædige," det sidste var sagt med et glimt i hans brune øjne og så vendte han Cal ryggen og bevægede sig over til bordet. Han standsede dog, to skridt på vej hen mod bordet og vendte sit ansigt over sin skulder. "Der er ingen her der hader Inei." Bemærkede han. "Vores gudinde hader måske os, men vi har ikke givet op på hende." Og med det vendte han opmærksomheden mod bordpladen. Også Ambrose vendte nølende tilbage til bordpladen. Adelaide stirrede efter Isabel. Der var en tone af længsel til hendes øjne og siden af hendes læbe sad igen imellem hendes tænder, men til sidst vendte også hun blikket tilbage mod bordpladen og hev nogle andre planer frem.
"Det næste vi skal tale om er næste uges aktion, vi har næsten alle forberedelserne i hus, alt råvildt vi har fanget et blevet blødt i et kar," fortalte hun og som hun talte, bevægede hendes finger sig mod den store plads i Istus, afbilledet på kortet. "De områder vi rammer er her, her, her og her," Hendes finger skiftede plads til plads. "Grupperinger af seks burde kunne gøre det--" Lyden af hendes stemme ville faldme i baggrunden som Cal bevægede sig væk og de tre ledere af bevægelsen fortsatte deres diskussion.

[Isabel Veterano]

”Hvad fuck skete dér?!” Caleb stormede hen til teltet, hvor Isabel allerede var ved at rulle sine soveting sammen. Hendes bevægelse var hidsige.
”Du hørte dem! De vil sætte mig på en rådsplads, og have vi skal kæmpe om at give hybriderne ligestilling!” snerrede hun, uden at se op fra sit arbejde, men Caleb slog hendes arbejde ud af hænderne på hende, greb fat i armene, og vendte hende rundt mod sig. Fingrene klemte sammen om hendes stærke overarme, så han kunne mærke musklerne spændes i dem.
”Drop det! Jeg kender dig! Vi har snakket om, hvad vi ville gå med til, og der sagde vi begge to ja, til at hjælpe dem med deres formål, så længe ingen uskyldige kom til skade! Hvad – sker – dér?” gentog han fast, og stirrede hende direkte ind i øjnene. Hårdt rev hun sig løs. Med et skub mod hans brystkasse, sendte hun ham et par vaklende skridt tilbage.
”Jeg vil ikke i Rådet.”
”Hvorfor ikke?”
”Åhr come on! Mig i Rådet?! Jeg er en hybrid, og-”
”Hvornår finder du ud af, hvad du vil blive set som?” afbrød Caleb højt, og slog hårdt ud med armene. Isabel så sammenbidt væk. ”Vil du være en magiker i en hybrid krop, eller en skabt hybrid? Du balancere mellem de to ting, og du kan ikke være begge dele! Du er snart nødt til at vælge, Izzy! Et offer eller en martyr! Hvad er du?!”
”Du ved ikke hvordan det er!”
”Så fortæl mig det!” Han nærmede sig hende igen, og hun bakkede væk fra ham som et skræmt dyr. Deres stemmer var nået til råben. Desperat pressede han en håndflade mod sit bryst. ”Jeg er din bror, Isabel. Fortæl mig det.”
”Det kan jeg ikke! Hvad skal jeg sige?! Jeg kender dig, og jeg ved, hvad du syntes om hybriderne her. Alt i dig skriger, du skal slå dem ihjel. Udrydde dem, fordi Inei hader dem. Hader mig!” råbte hun med tårer i øjnene. ”Halvdelen af tiden prøver jeg at være den samme, som jeg altid har været, og den anden halvdel prøver jeg at være det, som jeg er. Jeg ved ikke, hvad jeg er. Det har jeg ikke gjort, siden jeg forlod Pandemonium.” Hendes stemme faldt ned til en dæmpet mumlen, og hun omfavnede sig selv. En hulken sad fast i halsen på hende. ”Jeg ved ikke, hvad jeg er, Cal.”
I få, lange skridt var han henne ved hende. Han slog armene omkring hende, og trykkede hende trøstende ind i sin favn med en arm om hendes talje, og en hånd mod hendes baghoved. Med samme højde kunne han ligge sin kind ind mod hendes. Drakan skubbede søgende til deres ben.
”Du er min søster. Isabel Veterano – Det Brændende Håb. Lige meget hvad du er, og lige meget hvad du gør, vil det ikke ændre sig. Dit udseende gør lige meget. Det handler om hvad din sjæl er – og den kan ingen korruptere,” svarede han brummende ned mod hendes hals, mens han vuggede hende langsomt fra siden til siden. ”Hvad vil du gerne, Izzy? Hvad vil du gerne?”
”…hjem til Saïx.”
”Skal vi opgive det hele, og finde de to andre igen? Vi kan måske finde en måde, at holde os gemt på, hvis vi ikke er det samme-” Han tav, da Isabel udstødte et langtrukkent, dybt suk, så hele hendes krop faldt en smule sammen mod hans. Kærligt strøg hun ham over ryggen, så trøjens folder blev glattet ud under hendes fingre. Langsomt trak hun sig lidt tilbage, så hun kunne lægge en hånd mod hans kind. Tommelfingeren aede ham over huden.
”Kan du huske, hvad mit ønske for livet, altid har været?” spurgte hun dæmpet. Uden tøven svarede han.
”At jeg skulle få et stabilt og godt liv.”
”Dig. Moria. Et hjem I ikke behøves at flygte fra. Alt det vil jeg gerne kunne give jer.”
”Izzy…”
”Det er hvem jeg er. Din storesøster. Og hvis jeg skal ændre hele Portus, for at du får sådan et liv, så vil jeg gøre det. Inei skabte min sjæl, og Nostamus skabte min krop. Hvis nogen kan få et land til at bøje sig, må det vel være mig… right?”

Caleb fulgte Isabel lige i hælene, selvom hendes skridt var så lange, at han måtte småløbe for at følge med. For én gangs skyld var hendes ryg helt rank, og viljestyrken man genkendte hende på, fik hendes øjne til at gnistre, som de hvilede mod egetræsbordet. Det var lige før folk sprang væk fra hende, for ikke at stå i vejen.
”Jeg har et krav!” Hendes stemme var høj og klar, så de tre skikkelser kunne høre hende. Hun stoppede først op, da hun nåede enden af bordet, uden den samme høflighed overfor hemmelighedskræmmerierne, som hun før havde haft. Hårdt smækkede hun håndfladerne ned i bordpladen, så hun stod foroverbøjet. Blikket var rettet direkte mod Maddox. ”Jeg vil ikke have en rådsplads. Jeg vil have fucking tronen.”

[Maddox Bane]

Ved egetræs bordet foregik en livlig diskussion og siden timerne nu var oppe af formiddagen, var børn begyndt at komme ud for at lege i solen. To af dem legede under bordet, siddende med hver sin stråhest, som de fløj igennem luften og lod som om var engle-heste. Ingen af dem hørte skridtene der nærmede sig bordet, først da hendes stemme ringede ud over dem løftede Maddox, Ambrose og Adelaide deres hoveder lige i tide til at se hende marchere helt op ved siden af dem. Ambrose skulle til at åbne munden i protest, hans hænder glidende dækkende over de dele af kortet han kunne, men Isabel afbrød ham med hendes hænder smækkede ned i bordpladen.
Tre par øjenbryn løftede sig synkront. "Tronen?" Ambroses mund lød tør, som han sagde det. Hans blik gled øjeblikkeligt til Maddox. Rådspladsen i sig selv ville være et mirakel for dem at gøre. Selvfølgelig havde de på lange aftener -før bevægelsen rent faktisk var startet, før Maddox var blevet gift, da det havde været bare de to, ham og Maddox - drømt om at sætte en hybrid på tronen. Vin havde smurt deres stemmebånd og de havde talt om hvor fantastisk verden ville være, hvis blot de kunne gøre det - hybrider respekterede og hævet til borgerskab. Aldrig ville en hybrid baby blive fundet, druknet i Istus' kanaler, i sine første spæde åndedræt i denne kolde verden mere, hvis de kunne få en hybrid på tronen. Aldrig ville børn blive sendt i børnehjemmene af forældre der havde mere end nok ressourcer til at tage sig af det, men så på barnet med intet andet end afsky. Grønne øjne holdt brune. Og langsomt bredte smil sig over deres ansigter.
Maddox trådte op til hende, samlede en af hendes hænder op fra bordpladen og ledte hende med sig, så de vendte front mod den lille lysning, hvor der var væsner samlede, hvor børn legede. "Folkens! Noter jer denne dag! Lad historiebøgerne vide, at idag er dagen hvor vi besluttede at der skulle være en ny æra i Portus!" Han løftede deres samlede næver over deres hoveder.
"Længe leve dronning Isabel Veterano af Portus!!"
Folket rejste sig, løftede deres næver. "Længe leve!"
Adelaide vendte langsomt sit hoved mod Cal og stirrede på ham, et åndedræt sad fast i hendes hals. Det hvide i hendes øjne var tydeligt i dagslyset og skinnede af dyb, foruroliget uro - dyb bekymring for kvinden Maddox viste frem for hendes nye folk, der sværmede op for at hilse hende. Ingen mængde skulen fra hendes bror, kunne holde hybriderne for deres nye dronning nu. De tog hendes hænder, som Maddox havde sluppet, bøjede deres pander og trukkede dem mod hendes håndrygge, ord af lovprisning og bønner strømmende over deres læber.

[Isabel Veterano]

Med armene over kors og en bekymret mine betragtede Caleb hybriderne hilse på deres nye, brændende håb. En prikken på siden af hovedet, fik ham til at dreje ansigtet mod Adelaide, så de fik øjenkontakt. Hun lignede en genspejling af ham. Mundvigene spændte sig ud i en grimasse, inden han igen kiggede på sin storesøster, der var omringet af lovprisende folk, hvis stemmer hævede sig til en summen mod himlen.
Han sank en klump. De havde lige trådt ud på en sti, de ikke kunne vige væk fra igen – med mindre de enten sejrede eller døde. Og Caleb havde en nagende følelse af, det ville blive det sidste.
”Hun gør det for at beskytte mig…” mumlede han til sin ekskæreste, så kun hun kunne høre det i larmen af jublende folk. Hans øjne hvilede tungt på Isabels viljefaste ansigt vendt mod sit folk, der kyssede og rørte ved hendes hænder. En hånd lagde sig over hans skælvende læber. ”Hun gør det for at redde os alle.”

[Adelaide Veterano]

Sådan som solen skinnede ind, skinnede Isabels lyse hår næsten lysende som en glorie under strålerne - om det var Maddox der havde placeret hende sådan, da han ledte hende frem, eller et tilfælde, vidste Adelaide ikke. Hun ville ikke sætte det forbi ham. Han havde et touch af det teatralske når det lige kom over ham. Hun så tilbage mod Cal med samme tvivlende, bekymrede ansigt, som først var kommet over hende. "Det ved jeg.." mumlede hun tilbage, under lyden af de ophidsede, lovprisende stemmer af hybriderne der så længe havde været foruden en gudinde og nu fandt en ny i Isabel Veterano. "Men hvad vil hun bringe ned over sig selv i processen.." Det ville ende i blod. Mere blod end den første plan. Gaderne i Portus ville løbe portusianernes hjerteblod, før de lod en hybrid tage tronen. Og Maddox var med på den. Selv skeptiske Ambrose stod i udkanten af tilhængerne og smilede hans brede, usigelige smil. Adelaide stålede sig af, rettede sin ryg og tvang det bekymrede udtryk af hendes ansigt. "Hun må beskyttes. For enhver pris nu." Og uden at tage sig af deres aftale om at hun skulle holde sig væk, lade dem være, greb hun fat i Cals overarm og hev manden med sig over til egetræs bordet hvor planerne lå. "Her." Hun samlede en bunke dokumenter op og rakte ham dem. "Det er rapporter, stjålet fra min far af en mand vi stoler på. Detaljerede rapporter overbevægelserne af det portusianske militær, læs dem," Hun vendte sig ned over kortet og bredte hendes hånd ud over papiret. "Vi har en mission i næste uge, på den nat hvor der ingen måne er og vi rykker på Istus igen om nogle måneder, under høstfestivalerne," Hun talte hurtigt og hårdt. "I sagde noget om at ville bryde Rosenthel ud af fængslet? Hvor mange mand skal I bruge? Hvornår vil I gøre det?"

[Caleb Veterano]

Åhh Caleb vidste alt for godt, hvad det her betød for Isabels sikkerhed, men under deres korte diskussion om beslutningen, havde hun set på ham med et næsten bedende blik, og sine hænder om hans ansigt. Og hun havde tigget ham om, at lade hende få den mulighed til at redde ham én gang for alle. Med den supreme magt som dronning, ville hun kunne sørge for, ham og Moria fik det liv, de altid havde drømt om. At hun ville dø i processen, var en værdig risiko. Han var ikke enig, men han kendte sin søster. Hun ville gøre det med eller uden hans tilladelse.
Så nu stod han her med bekymringen kvasende sit indre, men med den viden om, at hvis nogen passede til den trone var det Isabel. Hun var det perfekte symbol – næsten. Men det næsten skulle han nok få ændret. Hvis hun virkelig satte sig på den trone, ville han sørge for, hun gjorde det, uden Inei ville fordømme hende. Lige meget hvad modstandsbevægelsen sagde. Det her var hans søsters sjæl.

Han lod sig blive trukket med hen til bordet af Adelaide. Tøvende tog han imod planerne, hun rakte ham, samtidig med han sammenbidt lyttede til, hvad modstandsbevægelsen havde tænkt sig. Maven klemte sig sammen.
”Hvad helt præcist vil I angribe under høsfestivalerne? I ved godt hele landet samler sig i hovedstaden til den cermonie, ikke? Risikoen for civile dødsfald er ret stor dér,” kommenterede han uroligt, inden hans blik gled ned til stakken af papirer i hans hænder. Hurtigt skimtede han den første side igennem, og kunne konstatere Portus havde en del mænd i Pandemonium, men at de var listet som ikke-fjendtlige.
”Hm… Vi ved det ikke endnu. Det kommer an på om Winters vil hjælpe os,” svarede han på hendes spørgsmål, mens han bladrede igennem papirerne. Tankerne var et helt andet sted. Læberne mimede ord for ham selv, og øjet gled søgende igennem dokumenterne. Svagt rystede han på hovedet. ”Ved Inei… Hvorfor har ingen lagt mærke til, hvor meget af vores militær, der er i Pandemonium?! Resten er jo spredt ud over landet i små grupper! Og her…” Hidsigt pegede han ned på par linjer. ”… De viser 2 Pandmemoniske batallioner i Portus’ grænseområde! Prøver Storm at gør os fuldkommen sårbare overfor Pandemonium, eller hvad?!”
I et øjeblik havde magikeren fuldkommen glemt, at han ikke længere var rådsmand.

[Adelaide Veterano]

Adelaides udtryk var fokuseret og hendes blik rettet mod kortene på bordet. "Der vil være et angreb på centrummet af byen, men det er en distraktion," begyndte hun, en finger løbende over det område hun talte om. "Det største angreb vil være mod byens kornsiloer. En deling mænd vil placere krudt i dem og sætte ild til det. Det er de største kornmagasiner i Portus og det rammer dem hvor det gør mest ondt; pengepungen." Det havde været hendes ide. "Uden de magasiner vil Portus stadig have korn nok til at brødføde os selv. Men ingen eksport." Hun undlod at svare på spørgsmålet om de civile tab. Hun bad til Inei om at der ikke ville være nogen, men det var en festival. Centrum ville være fyldt med familier. Hun kunne ikke engang advare Alastair, Aiden eller Eian.
Et tungt suk hvislede ud igennem hendes næse og hun gjorde sit ansigt til sten. Hun lignede sin far uhyggeligt meget, som hendes ansigt formede sig over i udtryksløshed. "Rygtet siger at min onkel trak sig tilbage for nogen tid tilbage, fra Rådet, og han lod min far overtage hans position i Rådet for en periode. Han rykkede en tredje del af hæren ind i Pandemonium, for at hjælpe med at cementere Eriz' sejr over Marcellus." Hendes stemme var tonløs som hun sagde det og hendes blik forblev på kortene. "Kærlighed gør blind, Cal." Var den eneste forklaring hun kunne tilbyde ham. "Lad mig høre når I ved hvor mange mænd I skal bruge og hvilken slags ressourcer. Så løser jeg det med Ambrose." Hun rettede sig op og hendes blik flød til hvor hybriderne nu havde løftet Isabel op på deres skuldre, hævet i solskinnet over en stadig ekstatisk folkemængde, håb skinnende i deres øjne som de så op på hende. Maddox stod i blandt dem og selvom hans side var vendt til hende, kunne hun se et bredt smil dansende om hans læber.

[Caleb Veterano]

Et suk forlod Calebs læber, inden han også kiggede hen mod sin søster. Enhver idiot kunne se hvor utilpas hun var ved denne fejring af hende. Hun brød sig ikke om at blive hyldet, tilbedt eller få så meget opmærksomhed - og havde aldrig gjort det. Netop derfor ville hun blive en fantastisk dronning.
Øjnene dvælede ved hende, før han med en hovedrysten vendte tilbage til kortet, Adelaide havde strøget hen over bordet foran sig. Med en finger tappede han på et havnen i Amphia.
”Alt overskuden høst, som skal eksporteres til de to andre lande, bliver samlet dér. Vi har fem skibe. Tre af dem til Pandemonium, to til Vavilon. Hvis I synker dem, vil vi ikke kunne sejle ressourcer hen til de andre lande, og vi er tvunget til, at skulle betale lasten tilbage,” afslørede han, og drejede ansigtet mod Adelaide, for at se om hun forstod. Hans finger tappede mod stedet, inden at han rettede sig op igen. ”Jeg kan give jer navnene på skibene. Ingen civile vil hellere komme til skade. Derudover vil I også få opmærksomheden fra de to andre lande – specielt Pandemonium – hvilket mig og Isabel er interesseret i. Som du nok ved.”
Åh ja… Isabel og ham havde allerede tænkt tingene igennem. Forsyth var allieret. Hvis det lykkes for dem, at overtage dødsenglene, ville de kunne hjælpe. Derudover havde de en del erfaring om krig, samt hvordan man styrede et land. Måske med tiden kunne de overtale Forsyth til at komme på magten i Vavilon. Sam var også en god allieret at have, og hvis de havde Macaria på deres side, ville han også følge. De kunne bruge ham imod Eriz – så længe han ikke vidste det.
Hvis Isabel kom på tronen, kunne hun slå sig sammen med Forsyth, og marchere mod Pandemonium, for at slå LaPiera Black ned en gang for alle.
Det gjalt bare om, at løsne dronningens greb i folk. Èn person efter én. De startede med Portus. Hvis Vaelon ikke kunne komme fri, måtte de gå efter Rådet, og derefter hele landet.
Han gned sin skulder, mens han vurderende så på Adelaide. Ligheden med hendes far var slående, hvilket han både fandt dybt forlegent og fascinerende.
”Ved du noget om din far og dronningen? Altså hvor alvorligt det er mellem dem, og om man måske kunne lokke ham tilbage?” spurgte han forsigtigt, da han ikke helt vidste, hvor følsomt emnet var. ”Du kunne eventuelt snakke med ham? Give ham det samme ultimatum, som du gav mig, og så håbe det går bedre.” Han forsøgte sig med et jokende smil.

[Adelaide Veterano]

Hun rystede på hovedet. "Det er en god ide, men det er ikke eksplosionen der har risiko for civile tab, det er distraktionen, og ligegyldigt om vi synker skibene - som også ville have mandskab om bord - eller eksplodere siloerne, vil der stadig være behov for en distraktion og dermed civile tab." Hun foldede sine hænder om hendes overarme. Hun havde hørt hendes far prædike om hvad man måtte ofre i krig siden hun var gammel nok til at begynde at modtage undervisning. Hun havde siddet på hans skød i hans kontor, mens han havde forklaret et kort, med små brikker der repræsenterede hær delinger. Han havde samlet en brik op og vendt den for hendes øjne. "Hver eneste en er et væsen, med folk der elsker ham eller hende, børn og forældre, venner og hustruer eller mænd der venter på dem der hjemme. I krig må du være parat til at ofre hver eneste af dem." Hendes blik stirrede ud i luften et langt øjeblik. "Jeg fortæller Maddox om skibene. Om ikke andet kan vi synke dem for at gøre relationen mellem landene anspændt." Hendes blik vendte tilbage til ham og fandt det vurderende liggende på sig selv. "Alvorligt." Lød svaret. "Jeg har aldrig hørt eller set min far tale eller se på nogen kvinde. Aiden sagde altid at han burde komme ud, tage til adels fester og måske finde en ny kone som kunne hjælpe ham med slottet, og han forlod altid middagsbordet uden et ord, når han gjorde." Hendes ansigt var stadig stenagtigt, men det krakellerede en smule som Cal forsøgte sig med et jokende smil og hendes ansigt faldt, som bunden af hendes mave. Et langt øjeblik stod hun bare og stirrede på ham.
Hun rømmede sig og rettede blikket tilbage mod kortene, hendes krop så anspændt som en der lige havde slået foden mod et bordben i mørket og forsøgte at kvæle smerten. "Der er flere delinger soldater i Amphia området, så når I skal til fængslet, skal I nok bruge Izz-- Isabels skygger for at komme ind." Hun fangede sig selv i brugen af kælenavnet før det formede sig helt i hendes mund.

[Caleb Veterano]

Den joke faldt ikke i god jord. Caleb gned akavet sin nakke, mens han rettede sin opmærksomhed ned mod kortet, og skyndte sig at komme væk fra emnet. Too soon.
”Isabel kan ikke bruge sine skygger, når først vi er inde i bygningen. Forsvarsværkerne og sikkerheden er indstillet til at holde hybrider og mørkvæsner væk. Den bedste mulighed er… well…” Han trak vejret dybt ind. ”…mig. Ingen regner med en fuldblods magiker vil bryde ind eller ud. Problemet er at alt går i vasken, hvis jeg bliver genkendt for tidligt. Selvom der er gået nogle år, vil det stadigvæk være en risiko.”
Armene lagde sig over kors, og han rettede sig helt op i sin fulde højde, så rygraden blev foldet helt ud. Ryggen havde en dårlig vane med at falde sammen – det kom af en manglende opdragelse. Alt hans krop havde lært, var hvordan man holdte sig i live mod væsner, der var langt stærkere end en selv.
”Heldigvis kan Isabel stadigvæk bruges med hendes kamperfaring – derudover bære hendes krop på en engelside, som skaber naturlige, magiske barriere i en radius af 3 meter omkring hende. Hvis folk holder sig tæt på hende, vil magiske projektiler ikke kunne ramme dem. Heller ikke mentalister for den sags skyld. Hvis hun kan holde Eriz borte, kan hun også klare Portus’ soldater,” bekendtgjorde han, og vippede hovedet fra side til side, for at løsne op i nakken. Fingrene trommede let mod hans ene overarm. ”Vi er nødt til at gøre det hurtigt. Ind og ud. Ingen fejltagelser, ingen tøven.”

[Adelaide Veterano]

Stille, lyttede englen til hans ord, hendes blik forblev på kortet. Af hans sidste ord, nikkede hun let. "Hvis I bliver her en uges tid for at vente på besked fra Eian, kan vi skaffe jer et kort over fængslet inden," sagde hun. Hun blinkede nogle gange. Der var ikke mere at stirre på, på kortet. Hun kunne kun stå her et øjeblik længere, før det blev tydeligt at hun stod og stirrede på det for at undgå at se på ham. Hendes fingre strøg over hendes overarme, som frøs hun. Hendes blik flakkede kort over ham. Hun kunne smage formen af ord på hendes tunge, men igen slugte hun dét - og hun rystede på hovedet. "Jeg har lovet at hjælpe til i lægeteltet, så hvis du vil have mig undskyldt," Uden rigtigt at vente på at blive undskyldt, bevægede hun sig uden om bordet, forbi ham og uden om samlingen af hybridvæsner. Med deres jubel i ørerne bevægede hun sig mod nedgangen til minen. Ved porten, stod der en lille, blåøjet dreng hvis store øjne betragtede hyldingen af deres nye hybrid dronning og Adelaide standsede ved siden af ham, talte lavmælt til ham kort og så gled hans arme op mod hende, og hun samlede ham op i armene, så hans tynde, spinkle arme var foldet om hendes hals, hans ben om hendes liv og hans ansigt over hendes skulder. Hans blå øjne faldt på Cal, nu da han var løftet højt nok op til at se over mængden, og fæstede sig der mens Adelaide bar ham ind i minen igen og de forsvandt af syne.

Ovre ved mængden løftede Maddox sine arme. "Okay, okay folkens, jeg tror den fremtidige dronning af Portus har ting at tage sig til nu, så sæt hende ned," der var latter i hans stemme som han sagde det og et bredt, usigeligt smil over hans ansigt. Hybriderne satte hende modvilligt ned og nogle få af de som havde stået i udkanten af forsamlingen, tog chancen for lige at komme op og vise deres pris og hengivenhed, kysse hendes hænder, røre ved en kant af hendes tøj, inden mængden endelig spredte sig igen for at gå tilbage til deres almindelige gøremål, stadig med nye glimt af håb i deres blikke. Stemningen var løftet. Der havde aldrig været en direkte ulykkelig stemning i lejren, men der havde eksisteret en luft af håbløshed i deres stædighed - en fornemmelse af at kampen var tabt. Den var borte nu.

[Caleb Veterano]

Caleb så efter englen, da hun havde undskyldt sig, og forsvundet hurtigere end han kunne nå, at sige: Selvfølgelig….
Med en svag hovedrysten løsrev han blikket bort, for i stedet at fokusere på sin søster, der endelig så ud til at få noget frirum. Hun så helt forpustet ud. Mens hun forsøgte at rette på sit tøj og sølvgrå hår, gik hun hen til ham. Opmuntrende gav han hendes arm et klap.
”Så hvordan føltes det, at blive hyldet af Ineis fravalgte?” spurgte han let drillende. Klappende rundt på sig selv tjekkede hun, om nogen havde haft lidt for lange fingre, til at tage hendes pung eller andre ting, men alt var der stadigvæk.
”Det føltes som om, jeg burde revurdere mit krav,” svarede hun, så han brød ud i en lille latter. ”Jaaaer… Jeg tror det er lidt for sent nu. Bare rolig. Du skal nok blive vant til det, eller også får vi Drakan til at skræmme dem væk næste gang.”
”Jeg skulle i forvejen koncentrere mig, for at få ham til at holde sig væk. Hvad snakkede dig og Storm om?” Ville hun vide, og satte hænderne i siden, mens hun gjorde et nik ned mod kortet. Han trak på skuldrene.
”Fremtidige planer. Vi får travlt det næste stykke tid,” fortalte han med et suk, inden at han vendte blikket mod Maddox. Han kunne stadigvæk ikke lide den mand – specielt ikke efter at have set, hvordan han havde taget imod Isabels forslag. Det smil, han havde haft plastret til læberne. I fremtiden måtte han holde godt øje med ham, når han var i nærheden af Isabel.
Ud af øjenkrogen lagde han mærke til Isabels nedadvendte blik. Trøstende tog han en arm om hendes skuldre, og trykkede hende sidelæns ind til sig, så hendes hoved fandt hvile ned mod hans skulder.
”Hvad så?” spurgte han mere dæmpet, så kun hun ville høre ham. ”Hvad tænker du på?”
Hun strøg en usynlig hårlok om bag øret, som hun havde plejet at gøre i sin gamle krop, når hun var forlegen eller pinlig berørt over noget. Dér havde hendes hår været skulderlangt, orange og pjusket.
”Bare en fjollet tanke…” mumlede hun, men han gav ikke bare sådan op. Fjollet tanker i Isabels hoved eksisterede ikke.
”Fortæl mig det,” bad han, og forsøgte at få øjenkontakt med hende. Tøvende lykkedes det ham.
”…Jeg kom bare i tanke om, hvordan Marcellus ville have kunne hjulpet os…” Ordene var så stille og skrøbelige som sæbebobler. I et øjeblik anede han ikke, hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle forholde sig til dem. Det var stadigvæk svært for ham, at forestille sig Isabel i et tæt venskab med den tidligere konge af Pandemonium.
Med et suk løftede han blikket mod et fjernt punkt frem for sig. Opmuntrende ruskede han hende.
”Jaer,” var alt han fik presset ud mellem læberne.