Må Vi Lege Med?

[Isabel Veterano]

Må Vi Lege Med?

Maddox Bane - Caleb Veterano - Isabel Veterano

Det havde været noget af en skattejagt. I måneden der var gået, havde Caleb ikke misset chancen til at brokke sig over besværet ved at skulle arbejde sammen med andre – man skulle jo finde dem først! Så svært havde det altså ikke været ved den første modstandsbevægelse i Vavilon!
Ikke nok med de skulle lede Portus tyndt, skulle de også holde sig skjult for vagter og soldater. Alle kontakter og gamle venner blev brugt enten til at høre ad omkring sig efter denne Master of Bones, eller også for at skjule dem i nogle dage. Det var opslidende. Heldigvis var de to søskende vant til det.

Endelig efter en måneds tids søgen blev de ledt til en kro, hvor Isabel af ren frustration trådte ind midt i krostuen, og råbte hidsigt efter én, der vidste noget konkret om The Master of Bones. Til hendes – og nok alle omkring hende – held var der én, som kunne føre dem til et skjulested. Selvfølgelig efter han var færdig med at stirre måbende på dem, da de fortalte, det var fordi, de ville slutte sig til modstandsbevægelsen.
Begge to fik bind for øjnene og hænderne bundet efter en lang diskussion, der endte med Caleb måtte gribe fat i Isabel, hvis tålmodighed var ved at nå sin grænse. Caleb var bare overrasket over, hun ikke havde gået amok for lang tid siden.
De blev hjulpet op på hver deres hest bagved en person. Fjolserne anede ingenting om båndet omkring Veteranoernes øjne, var fuldkommen spild. Skyggerne hviskede hele ruten til Isabel, og Caleb kunne ud fra lydene omkring sig stedfæste sig.

Cirka en halv time efter gjorde de holdt.
”Du holder fingrene fra mig, ellers brækker jeg hver og én!” hvæsede Isabel advarende af personen, der havde grebet fat i hende, for at hjælpe hende ned af hesten. Hænderne slap hende hurtigt. Hun svang det ene ben over på den anden side af hesten, og lod sig glide ned. Fødderne ramte sikkert jorden.
”Cal?”
”Jeg er her.”
Hun mærkede sine lillebrors albue støde til sin venstre arm, som han kom op på siden af hende, mens folk råbte til hinanden omkring dem. Under støvlerne kunne de mærke skovbund, og fuglene trillede over deres hoveder, mens solen varmede dem op. Drakan var tæt på. Klar til at dykke ned og skabe ravage, hvis de skulle få brug for det.
”Tror du, vi burde fortælle dem, vi altså sagtens kan komme fri af de her reb?” spurgte magikeren henkastet, og vred sine bundet hænder en smule. Stadigvæk havde ingen løsnet dem, eller taget stoffet væk fra deres øjne.
”Den slags plejer at pisse folk af, så lad os bare lege med,” svarede Isabel roligt, mens hun lyttede til skyggerne med hovedet en anelse på skrå. Åbenbart var de i en form for lejre inde i en skov. Der var mange folk her.
”Fremad. Master of Bones vil se jer med det samme,” lød et dyb stemme bag dem, og et puf i ryggen fik søskende til at bevæge sig frem i et slentrende tempo, som gik de søndagstur ude i en portusiansk park.
”Må jeg have lov til at sige noget?” spurgte Caleb, og drejede hovedet i retning af hvor han vidste, hans søster befandt sig. ”Hvis du tager fejl om den her person, og det ender med vi bliver slået ihjel, så giver jeg dig skylden for det.”
”Hvorfor i alverden skulle han slå os ihjel?”
”Ehm… fordi vi har et rygte om at være Ineis soldater, og det virker ikke til, han bryder sig særlig meget om gudinden? Derudover har jeg ligesom været rådsmedlem! Måske derfor?”
”Well… du vil måske blive dræbt, men jeg er en hybrid nu, så…”
”Tak Izzy. Tusind tak.”
De blev bedt om at standse op. Isabel knyttede sine hænder bag ryggen, så rebet knagede. Deres tasker og våben var blevet taget fra dem, men man glemte altid at tjekke støvlerne for daggerter – derudover behøvede de to søskende ikke våben, for at kunne kæmpe. Calebs hænder glødede kort op.
”Vi har to nye, som gerne vil deltage i vores bevægelse,” fortalte manden, der havde taget dem med sig fra kroen. De kunne genkende hans stemme. Både Caleb og Isabel hævede hagen en smule, men de forholdte sig tavse. ”Det er Veteranoerne."

[Maddox Bane]

Sol stråler strømmende ind igennem fedtede ruder, blandet med duften af mad os fra kroens køkken og lyden af løftede stemmer i samtale, kun brudt af latter indimellem gav den lille kro en hjemligt, hyggelig atmosfære, som gjorde Vax næsten døsig og doven. Kroen var et stamsted for typer som han, familien der ejede den gjorde en æresag ud af at samle mønter for at vende blinde øjne til alt der foregik der og selvom maden ofte var svidet, alen ofte flad, var den slags hemmelighedskræmmeri uvurderligt når man holdt den slags selskab Vax gjorde. Han var ved at døse helt hen i hans stol, indtil lyden af en hidsig, kvindelig stemme pludselig løftede sig over alle andres. Master of Bones smældede af hendes tunge og Vax, som dovent havde vippet hans stol op på to ben og lagt sine egne over en anden stol, væltede som han forsøgte at komme på benene og stilhed, så man kunne høre ilden i pejsen knitre, lagde sig i et jerngreb om kroen. Som han dukkede frem bag de grupper væsner der var begyndt at stimle sammen, faldt hans underkæbe så den kunne have skrabet gulvet. Han havde små fniset i hans skæg, efter Maddox havde givet ham besked på at Isabel Veterano muligvis ville komme og spørge efter ham en dag. Han havde sagt til hans mænd han ville æde sin hat med gusto den dag dét skete.
De - hun og hvad der kun kunne være hendes bror - ville se ham. Vax skubbede brimmen af hans hat op, så efter Naobi, som stod med korslagne arme og et sigende smil over hendes læber, hendes øjne liggende på hans hat. "Tør det grin af dit fjæs og kom afsted! Nu!" Hun trak på skuldrene og som Vax begyndte at lede Veteranoerne ud, løb hun afsted over landevejen, med kors mod skovbrynet i det fjerne. Selv om de havde heste, ville halveleveren nå frem længe før hans lille gruppe mænd og Veteranoerne.
Bånd, der lugtede kraftigt af sved og hest, blev bundne om deres øjne, før de blev sadlet op bag Vax og en af hans nyere rekrutter, der havde et åndedræt siddende fast i hans hals fra det øjeblik han så Isabel Veterano og så ud som om han havde tænkt sig at holde det hele vejen, med hende siddende bag sig på hesten. Vax rullede med øjnene og overvejede under turen om hans mænd ville lade ham koge hatten først.


"Nej nej nej!"
"Nej? Er det dét eneste ord du kender eller er du bare glad for lyden af det?"
Ambrose skummede. "Det ville aldrig fungere! Og det ville du vide hvis du havde tilbragt noget tid i den virkelige verden, istedet for at lege prinsesse i et slot, adelstøs," Hans mund summede af syrligheden i hans tone, som hans fingre krængede sig ind i bordpladen.
"Hvis du nu gad at lytte i to sekunder istedet for at--" Hendes røde hår var skubbet op i en kunstfærdig imitation af en malkepige fletning, der kronede hendes hoved i én lang fletning der løb fra hendes pande, ned om siderne over hendes øre og rundt om hendes nakke.
Maddox tunede dem ud, som han stoppede sin pibe med tobak, et smil lurende om hans læber i eftermiddags solen. Han skulle lige til at tænde piben da en ung pige braste ind i lysningen, med så meget fart på at hendes forsøg på at standse, stadig sendte hende glidende en meter i støvet, kastende det op om hendes lægge.
"Vet-er--" hendes åndedræt var hårdt og hun hostede i støvet. "Veteranoerne--" prøvede hun igen og denne gang svang også den rødhårede pige og Ambroses ansigter op fra kortene på det store egetræs bord. "De kommer!"
"Hvad?!" Hans lyshårede højre hånd skød op. "Lyd alarmen! Buestykkere og magislyngere først--!"
Den rød hårede pige åbnede munden i protest, men Maddox kom hende i forkøbet. "De kommer for at tale, Ambrose," Han rystede på hovedet som han rejste sig. Den stadig prustende halvelever nikkede bekræftende. Ingen gjorde mine til rent faktisk at springe til våben, eftersom Maddox ikke havde bekræftet, også selvom Ambrose efterhånden var højrød i ansigtet. Som den høje, bred skuldrede hybrid begyndte at bevæge sig fremmod den lysning hvor de modtog rekrutter, i et roligt tempo, faldt Ambrose ind ved siden af ham og efternølende sluttede Adelaide sig langsomt til dem, gående nogle meter bag dem med et sammenbidt udtryk over hendes ansigt.
"Kan vi ikke i det mindste tage nogle bueskytter med os," brokkede den lyshårede mand sig, mens han rettede på hans røde uniform jakke.
"Bueskytter gør ingen forskel," lød det fra bag dem.
Maddox smilede bredt over sin skulder. "Adelstøsen har ret. Hvis en mand ikke ville give sine støvler med snuden presset mod en krydsbue, så gør pile ham intet," pigen bag ham korslagde sine arme og hendes ansigt blødte over i en grimasse, både at kælenavnet og påmindelsen om den episode. De ankom til lysningen samtidigt med den anden lille gruppe. Vax havde et tvært udtryk over hans ansigt som han kaldte sin gruppe til holdt og lod Maddox, Ambrose og Adelaide nærme sig det sidste stykke.
”Vi har to nye, som gerne vil deltage i vores bevægelse,” Og inden han forsatte blev hans ansigt endnu mere tvært og hans fingre rørte let brimmen af hans sorte, læderskins hat. ”Det er Veteranoerne."
Det trak ved Maddox' mundvig. "Ja, det kan jeg se. Jeg ville kunne genkende de støvler hvorsomhelst." Hans stemme løftede sig igennem lysningen. De blev stående omkring ti skridts afstand fra gruppen. "Vax, vil du være så elskværdig at løsne deres bånd?"
Vax nikkede og han, og den unge rekrut, der stadig var helt kridhvid i ansigtet efter Isabel Veterano havde truet med at brække hans fingre, da han havde forsøgt at hjælpe hende ned, trådte hen for at løsne både båndene om deres ansigter og de bånd der bandt deres hænder. Imellemtiden stod Ambrose med hårdt, korslagte arme og himlede med øjene. "Løsne deres bånd" imiterede han under sit åndedræt. "Hvorfor invitere du dem ikke indenfor, sænker en god kop ale og fortæller dem alle vores svage punkter mens du er igang?" Han fnøs. "Deres hænder er badet i vores blod, Madd!" Han slog en hånd ud mod søskendeparret. "Den ene af dem har siddet i Rådet!"

[Caleb Veterano]

Deres hænder blev løsnet, og de begge to glippede blindt med øjnene, da stoffet blev fjernet så de kunne se igen. Specielt Isabel kneb øjnene helt sammen, og måtte se væk et øjeblik. Hun var mere følsom for sollys.
Caleb prøvede at orientere sig, mens han gned sit håndled, rebet havde gnavet lidt i. Det observerende blik gled rundt om deres omgivelser, indtil det endelig faldt på mændene foran dem, og-
”Hvad i… dig!!” udbrød han skingert, og pegede anklagende mod landerøveren, han genkendte som manden, der havde både skudt Adelaide ned, samt forsøgt at sjæle hans støvler. Forbavselsen var tydelig i magikerens ansigt, der dog hurtigt ændrede sig til en grimasse af foragt. ”Er den idiot Master of Bones?! Izzy!”
Krævende efter en bekræftelse kiggede han hen på sin søster, uden at fjerne sin dirrende, pegende finger. Som en materialisering af roen selv, mødte hun hans blik med øjenbrynene dovent hævet i svar. Afvisende rystede han på hovedet, mens han begyndte at bakke tilbage. Hænderne løftede sig i benægtelse.
”Nej. Nej, nej, nej, det gør jeg ikke. Fuck planen. Jeg har ombestemt mig,” erklærede han højt, og vendte sig rundt på vej til at marchere ud af lejren igen, men Isabel langede ud efter hans arm. Hendes fingre gravede sig ind i hans overarm, og holdte ham fast.
”Vi er kommet for at deltage!” informerede hun alle omkring dem, selvom det var Maddox hendes glødende øjne hvilede på. Her i dagslys var de ikke så kontrastfyldte med resten af hende som i mørket. Den mandelformet pupil gav hende dog stadigvæk et dæmonisk udseende, hvis ikke den korrupteret aura omkring hende skulle freake folk ud.
”Izzy, jeg gør det ikke! Han er en landevejsrøver, som angriber de uskyldige! Ved Inei, han skød efter os,” hviskede Caleb hidsigt mod hendes øre.
”Shut up,” bed hun, før hun igen henvendte sig til de andre. Hagen løftede sig stolt. ”Alle her ved hvem vi er, hvilket er derfor I ikke stoler på os, men som I kan se talte rygterne om min død sandt. Jeg er en hybrid nu, og har selv oplevet de uretfærdigheder vi bliver udsat for her i landet. Derudover er jeg sikker på, I alle også har set Portus har dolket os i ryggen, og erklæret os for terrorister og forrædere af landet.” Hun trak vejret dybt ned i lungerne, så brystkassen hævede sig, inden hun slap det i sin tilføjelse. ”Om I vil det eller ej, er vi ligesom jer nu. Spørgsmålet er bare om I vil have vores hjælp eller ej.”
”Jeg har intet at skulle have sagt længere, har jeg?” mumlede magikeren med et suk, og vendte sig halvt rundt, så han stod med fronten mod hendes skulder, og drejede hovedet så han også kunne se mod de ledende mænd. Hænderne knyttede sig langs hans sider.
”Selvfølgelig har du det. De hader bare dig mest…” hvislede Isabel ud af mundvigen. ”Og se… jeg sagde jo, jeg nok skulle finde Adelaide.”
”Huh?” Calebs blik rykkede sig en smule til højre for Maddox, han ellers havde nedstirret, og endte med at falde på den rødhåret engel. Et sug gik igennem ham, som var han en ung dreng igen med fjerlette fødder, og en blomst snurrende mellem fingrene.
”Adelaide?! Hvad fanden laver hun her?!” hvæsede han direkte ind i øret på Isabel, så hun mærkede små spytklatter på kinden. Opgivende åndede hun ud.
”Du må jo spørge, hvis vi overlever.”

[Maddox Bane]

Et bredt smil skilte flækkede hybridernes leders ansigt, som han tog sig til brystet og lænede sig over mod Ambrose. "Han kan huske mig," Hans tone var forsødet, som en 16-årig lavaldels pige som genså en dreng hun havde flirtret med for somre tilbage og troede havde glemt hendes navn. Han fik kun en skulen til gengæld fra Ambrose. "Op med humøret, Everden," en lap af en hånd klappede Ambrose på skulderen inden Maddox igen vendte sin opmærksomhed tilbage mod søskende parret, hvor den unge mand var begyndte at bakke væk, kun for at se sig selv stoppet af hans søsters hånd, fulgt af Isabels stemme, rettet ud mod alle omkring dem. De gruppe mænd der havde ledt dem dertil talte seks mand og over lysningen var Maddox, Ambrose og halvskjult bag deres skikkelser stod Adelaide, med en negl mellem hendes tænder. Yderligere bag dem var ansigter begyndt at dukke frem. Nogen unge, noget meget unge og andre fuldvoksne og ældre. Langt de fleste af dem mænd. Langt de fleste af dem havde bygning som smede; store overarme, brede skuldre og hårde ansigter. Indimellem de hårde ansigter var der dog nogle, der syntes fascinerede af at se sagnsomspundne figure fra barndoms eventyr, nu kommet til live, i form af Cal og Isabel Veterano. Lavmælt mumlen, som en baggrunds summen af bier, opstod imellem dem.
Maddox' smil blev kun bredere som Isabel talte og efter hendes højtløftede spørgsmål, om oprøret ville have deres hjælp eller ej, begyndte han at tage et skridt frem, indtil Ambroses' hånd fangede hans skulder. "Det er en fælde, Maddox," hvislede han, knapt så lavmælt som han så ud til at have ment det, og flere bag dem syntes at nikke med af hans ord. "Vi kan ikke. Stole. På. dem." Der var et advarende glimt til mandens levende, skovbunds grønne øjne. Maddox rystede sin skulder fri og vendte sig tilbage mod Veteranoerne.
"I må undskylde min højre hånd her, han er født uden den del af hjernen der tillader ham at stole på folk," Det sidste blev sagt i retningen af manden, der nu sank en smule tilbage og skulede ud til siden. Maddox løftede stemmen, denne gang tiltalende hele befolkningen i lysningen og som han gjorde, bevægede han sig frem til midten af lysningen, hans arme bredt ud til siderne. "Jeg har personligt givet Isabel Veterano en stående invitation til at slutte sig til vores lille operation her - og nu da hun - og hendes bror - er ankommet, kan I tage jeres klager personligt med mig, hvis der skulle være nogen. Men jeg tilskynder jer at stole på min dømmekraft; har jeg fejlet jer før?" Der var en spredt sammentykke i det havde han ikke. "Aye, og op med humøret folkens! Dette er glædelige nyheder - faktisk - i aften! En fest! Grog, bring din bedste bryg frem til mændene og lad os alle sammen stimle sammen for at se Vax æde sin hat senere!"
"Aye!" stemte befolkningen i, løftende deres næver over deres hoveder og som Maddox igen vendte sig mod Veteranoerne, begyndte forsamlingen at gå i stykker og sprede sig, også de mænd der havde fulgt dem med Vax mumlende noget om at skaffe krydderier til hatten.
Ambrose nærmede sig langsomt og Adelaide bag ham, endnu mere efternølende, nu med hendes ene hånd klampet om hendes ene overarm.
"Så, velkommen til," bød Maddox dem, smilende, en hånd blev fremstrakt mod Cal. "Vi er ikke blevet officielt introduceret; Maddox Bane," hilste han, inden hans blik flød til hybriden af de to. "Godt at se dig igen, cherie, hvor har du gjort af dit bæst?" Ambrose gjorde ingen tegn på at ville ryste hænder eller introducere sig selv, men han stod ved siden af Maddox som en gammel vagt hund der ikke vidste hvad den ellers skulle gøre, end at vogte over sin mester.

[Caleb Veterano]

Jo tættere Maddox kom på dem, jo tættere rykkede Caleb sig på sin søster, indtil han stod helt op af hende med hænderne knuget langs sine sider, og lige så anspændt som en draconian tæt ved et badekar. Hvis Maddox tog ét til skridt tættere på Isabel, ville han uden tvivl stoppe ham. Han tog heller ikke mandens hånd, da den blev rakt frem til ham.
”Jeg behøver ikke at vide hvad du hedder for at arbejde med dig,” mumlede han sammenbidt, inden hans gnistrende, grønne øjne rettede sig direkte mod englen bagved. ”Dejligt at se du er uskadt, Adelaide. Et brev ville have været rart.” Tonefaldet var mere spydigt end spidsen af hans sværd.
Isabel gav ham et diskret puf med albuen, før det var henne, som greb Maddoxs hånd i et fast tryk. Mundvigene krøllede op i et sky smil.
”Han holder sig på afstand, og venter på informationer fra mig. Vi mente det var bedre han blev væk, så der ikke opstod mere…” Hendes smalle pupiller rettede sig mod Maddoxs højre hånd. ”…besvær.”
Taskerne og våbne blev bragt til dem, og Caleb tog med det samme sin over den ene skulder, mens Isabel lod sin taske stå lænet op af sine skinneben. Sværdene blev stukket tilbage ned i bælterne sammen med deres jagtknive.
”Jeg bestemte mig for at tage dit tilbud op, efter en lille snak vi havde med den såkaldte konge,” fortalte hun, mens hun rettede på sit sværd, så det igen sad ordentligt ved hoften. ”Åbenbart er han fast besluttet på, at føre krig mod os som gave for Pandemonium. Han har gjort uskyldige til mål, jagtet os, og ødelagt vores navn, så… vi mente det var her vi hørte til.” Hun kiggede op med et lille smil, og satte hænderne i siden. ”Og så er det jo ikke første gang vi deltager i en modstandsbevægelse.”
”Første gang det er en modstandsbevægelse mod vores eget land…” kommenterede Caleb med et fnys fra siden af men Isabel ignorerede ham, og håbede ligeledes de andre også ville. Det ville tage tid, før hendes kære lillebror tilpassede sig deres nye roller.

[Maddox Bane]

Maddox virkede uberørt af Cals sammenbidte tonefald og hans hånd sænkede sig ikke, selvom Cal ikke virkede til at have nogen intention om at tage den, uberørt af akavetheden at stå med en fremstrakt hånd, der ikke blev taget, normalt ville bringe. Først da han rettede et spydigt tonefald mod englen bag ham, flyttede Maddox på sig. Et glidende skridt til siden, så hans skikkelse skærmede Adelaides mindre form fuldstændig. Mens Isabel greb hans hånd, kunne der høres en mumlen bag Maddox, Ambrose, der nu havde ansigtet vendt i den retning, nikkede skarpt og Adelaide kom til syne igen, kort, før hun forsvandt i retningen af grænsen af lysningen for at blive opslugt af skoven igen, samme retning som resten af folkene var forsvundet.
"Kald ham endelig ned, hvis du tror han ville være komfortabel, mine mænd vil ikke lægge hånd på ham," forsikrede Maddox, hans hånd trykkede hendes og han holdt den et øjeblik længere, inden han slap den. Ambrose fnøs bare ved nævnelsen af den royale mand og Maddox nikkede med, forstående. "Man kan ikke forhandle med de fuldblodige, de tror de ved bedst fra fødsel," kommentaren kom fra et sted der syntes at emme af bitter erfaring, men smilet over hans læber forblev. "Nå! Kom, lad os vise jer hvad vi har med at gøre og finde et sted I kan sætte jeres ting," Han slog en hånd ud i den retning Adelaide var forsvundet og med Ambrose som en skumlende bagtrop, lige så utilfreds som Cal, ledte han dem vej ind i deres lejr. En lille, tynd, vej lavet af dyr ledte ind imellem tykt krat og ind til et større område af enorme egetræer hvis kroner - selv uden blade - skærmede dem fra syn fra oven. Selve lejren var en håndfuld telte, store telte der kunne holde seks mand, måske otte hvis de kunne lide at sove tæt, men ikke noget nær det antal de lige havde set omgivende dem ved lysningen. "Vi har for nylig udvidet til telte, af de som ikke længere kan sove hvor vi andre gør," der var en hemmelighedsfuld tone i hans stemme og et glimt i hans øje som han ledte dem ind hvor der både var et stort egetræs bord der stod fremme, ude i det fri og en stor ildplads - her var flere allerede igang med at smide brænde på bålet. Den store overraskelse lå bag ild pladsen.
Indgangen var firkantet, lå på en lille hævelse af en bakke i skovbunden, og fakler allerede tændt på væggene derinde gjorde at man kunne se dybt ind i skakten. "En gammel mine skakt, fra før alle nu levende væsners tid, fra sidste gang Portus havde lovlig slavehandel og arbejde," Hans hænder gled afslappet ned i hans lommer som han passerede ind i nedgangen, der skrånede langsomt nedefter - og først her eksploderede "lejren" i liv. En flok børn strøg forbi, fra en tunnel udgang til en anden, deres latter ekkoende af væggene. "Vi var nødt til at grave mange af gangene ud igen efter sammefaldninger, men i totalt antal, kan minen nu holde mere end tusind mand," forklarede han, mens Ambrose langsomt blev mere og mere skumlende bag ham. Der var fugtigt nede i minen og langt køligere end oven på, solvarme hude ville mærke kulden som et iskoldt kys over dem. "I kan sove hernede hvis I har lyst, eller slå et telt op oven på. Vi har ingen telte at kunne give jer som det står lige nu, de er alle sammen optaget, men vores officer barakker har nogle ledige feltsenge." Som han sagde det standsede Ambrose brat. Stirrede på ham. Så snurrede han prompte rundt og marcherede tilbage mod lysningen udenfor, mumlende noget der bestemt ikke var lovprisninger under hans åndedræt.
Maddox fortsatte uforstyrret. "For nu, kan I ligge jeres ting af der ihvertfald, skulle I lyste," Han standsede foran en åbning i væggen til et rum hvor flere feltsenge var opstillet med oppakning langs væggene.

[Isabel Veterano]

Caleb skulede efter Adelaide, som hun forsvandt, inden at han vendte sin opmærksomhed tilbage til Maddox. Specielt da han tillod Drakan at være i lejren. Ha. Ja, det ville være et kønt syn. Isabel var én ting. Selvom hun var hybrid, var hun… kunstig. Man kunne mærke det på hende. Drakan var en anden ting. Han var Isabels indre monstre med en størrelse som et af deres fine telte i lejren, og dobbelt så lang. Tænderne var sylespidser, halen en kraftig træstamme, og hans kløer drabelige. Folk ville blive skræmt. Men hey… det var ikke ham, der bestemte og han vidste udmærket godt, hvad Isabel ville fortrække.
”Jeg kalder ham hertil, lige så snart vi er kommet på plads,” informerede hun ganske rigtigt, og hankede op i sin taske, mens Maddox viste dem videre rundt i lejren. Det var ikke noget, som de ikke havde set før. Modstandsbevægelsen i Vavilon havde haft hovedsæde ved et kæmpe vandfald lige ved grænsen til Portus. Bare tanken fik det til at give et stik af savn i Calebs hjerte, men som han havde gjort de sidste par måneder, gemte han enhver sentimentalitet væk bag en stærk barriere.
Mineskakten var langt mere imponerende. Og størrelsen på tilhængerne endnu mere. Caleb kiggede efter et par legende børn, som løb forbi ham, mens Isabel drejede rundt om sig selv med munden halvt åben i benovelse.
”Det er jo utroligt. I vil kunne gemme jer her når som helst. Så længe I har forskellige udgange, vil I ikke kunne blive spærret inde heller,” sagde hybriden med et benovet smil, og hev ivrigt i sin brors ærme. Han klappede hendes hånd.
”Yeah… det er meget smart,” nøjedes han med at mumle, men måtte indrømme han også var imponeret over denne nye modstandsbevægelse, de skulle være en del af. De var i det mindste bedre rustet, end han først havde regnet med. Tænk hvis han stadigvæk, havde været rådsmand, og skulle kæmpe mod det her… Mod Adelaide… Han rystede opgivende på hovedet.
”Vi har selv telt med,” fortalte Isabel, og stoppede også op, for at vende sig spørgende mod Caleb. ”Jeg vil dog fortrækker at være hernede – skyggerne er dybere, og Drakan vil også kunne lide mørket. Du vil helst være ovenpå, ikke sandt?”
Han trak på skuldrene. ”Hvis du har det bedst med at være hernede, så finder vi et uforstyrret sted hernede. Jeg vil helst have, vi finder noget for os selv, hvis nu nogen skulle finde på, at ville tage hævn ved at skære vores struber op.” Et bittert smil blev sendt til Isabel, der slog håbløst til ham, inden hun igen vendte sig om mod Maddox. Allerede nu var skyggerne begyndt at krybe hen over gulvet eller klippevæggene mod hende, og øjnene skinnede orange hendes ansigt op.
”Vi finder ud af noget,” erklærede hun som deres endelige svar. ”Vi kan sove stort set hvor som helst, hvilket du nok opdagede ved vores sidste møde.”
Caleb skævede til dem.

[Maddox Bane]

Hans kødfulde skulder pumpede imod dørkarmen som han lænede sig afslappet mod den, krydsede hans arme, smilende. "Vi har flere udgange, gemt under krat og forskellige tunneller der leder dybere ned til underliggende rumme med proviant, hvor vi ville kunne holde skanser i flere dage mod en angribende gruppe," fortalte Maddox, ikke uden en tone af stolthed i hans stemme. "Gør som I vil med jeres sove arrangementer, bare giv Ambrose besked når I har fundet et sted I gerne vil sove, han holder styr på hvem der er i lejren og hvem der er ude," De havde stadig styrker udenfor krigslejren, men de fleste var trukket tilbage nu da styrker af soldater fra Istus var blevet sendt ud for at søge efter Veteranoerne. De var måske efter Veteranoerne, men grupper af trænede soldater var ikke til at spøge med. "Og I har mit ord på at ingen vil skære jeres struber åbne -" et bredt smil hev i hans mund, hans blik hvilende på Isabel.
Inden han kunne fortsætte mærkede hybriden et lille træk i kanten af hans bukser og vendte blikket over sin skulder. Drengen kunne ikke være mere end seks år gammel og havde et sammenbidt, beslutsomt udtryk over hans buttede ansigt, som han stod med en næve holdende i låret af Maddox' bukser, halvt skjult bag ham og så op på ham. "Hvad er der?" Hans hoved gled en smule på skrå. Knægten vippede på sine fødder, så på søskende parret og tilbage op på ham. "De bider ikke," Hans mundvig vippede op efter. Den blåøjede dreng slap langsomt grebet om hans bukser og trådte frem, så varsomt som en mand ville gå hvis han trådte op til guderne selv. Han sagde ikke et ord og så drog han den arm han havde haft skjult bag ryggen frem - en dukke dinglede mellem hans fingre som han løftede den op og viste den til søskendeparret. Dukken bar, med den påsyede klap for øjet, en umistagelig lighed med den tidligere rådsmand og den seksårig dreng så ud som om han havde hjertet i halsen som han præsenterede sin legetøjs version af den portusianske helt, for manden den afbillede.

[Caleb Veterano]

Caleb og Isabel vekslede blikke ved Maddoxs besked om Ambrose, men de sagde ikke noget. Manden skulle ikke regne med, de ville give besked, hver eneste gang de kom eller forlod lejren. De havde deres eget gøremål. Den eneste grund til de befandt sig her, var fordi de havde brug for modstandsbevægelsen i ressourcer og mandtal. Men de kunne ikke lade sig begrænse. Nogle ting måtte ordnes hurtigt, effektivt og personligt.
Isabel gengældte svagt hybridens smil, inden at de blev afbrudt, af den lille dreng ved Maddoxs ben. Ligesom ham vendte de to Veteranoer opmærksomheden derned. Et stik af savn efter Lili meldte sig hos dem begge. Isabel lagde sin ene hånd på Calebs skulder, og gav den et klem, da hun vidste, han ligeså tænkte på den lille warlock med de bundløse, sorte øjne, der nu måtte være i starten af puberteten. De begge savnede hende ulideligt meget. Hendes latter, hendes tale, den måde hun kunne presse grænser, lave hundeøjne, og få dem alle til at grine.
Med et bredt smil gled Caleb ned på hug foran drengen, i samme bevægelse som han lod tasken glide af sin skulder, så den kunne stå ved siden af ham.
”Hey…” hilste han blidt med en dæmpet stemme, for ikke at skræmme drengen yderligere. Med armene over kors betragtede Isabel sin lillebror smilende. Han havde altid haft et blødt hjerte for børn. Engang i Fagail havde hun fundet ham siddende ved brønden omgivet af måbende børn, hvor han viste dem tryllekunster med vand.
”Er det mig? Lad mig se.” Magikeren tog forsigtigt imod dukken på samme måde, som en cerunnos tager om en sommerfugl. En hjertevarm latter lød fra ham, mens han vendte dukken, så han kunne se på det halmfyldte ansigt. ”Waaaaauw, hvor den ligner godt. Det er jo som at se sig selv i et spejl. Skal vi se om den også kan slås? Skal vi det?” Opildende løftede han blikket op på drengen, og førte dukken ned til gulvet, indtil de små benstumper rørte jorden. Han holdte dukken mellem sine to, arret hænder. Langsomt, ganske, ganske langsomt, fjernede han sine hænder fra den – og den blev stående.
Selvom han var langt væk fra Moria, havde han stadigvæk adgang til de uendelige mængder af energi, som hun besad. Saligt rakte han ud efter dem med sit sind. Hænderne, svævende på hver side af den stående dukke, glødede blåt op.
”Og så siger vi Zimzalabim – giv denne dukke liv, ooooooog….wupti!”
En rystelse gik igennem halmdukken, der nu fik et omrids af blåt lys. Imellem Calebs hænder begyndte den at bevæge sig med store, klodset bevægelser, som tit var ved få den til at falde. Stift vandrede den rundt i cirkler med armene svingende frem og tilbage.
Isabel kunne ikke lade være med at smågrine bagved håndryggen, hun holdte op foran sine læber, mens hun kiggede på dukken, der modigt prøvede at stå på hovedet, selvom den hele tiden væltede – styret af Calebs magi. Hun løftede blikket mod Maddox.

[Maddox Bane]

Drengens hånd skævlede en smule i ærefrygt, som magikeren tog imod dukken fra hans hænder, men der var et træk af beslutsomhed over hans ansigt som ikke tillod ham at gøre andet end at stå der med stive ben og stirre op på ham. Hans øjne blev store som Cal spurgte om de skulle se om dukken kunne slås og han nikkede så hårdt at hans hoved næsten kunne være trillet af hans spinkle skuldre. Ærefrygten blev erstattet af spændning der fik ham til at trippe lidt på stedet, som opmærksomme øjne fulgte dukken intenst og hans øjne blev endnu større som Cal slap dukken med hans hænder og den halmfyldte kluddedukke blev stående helt af sig selv!
Bag ham stod Maddox stadig med sine arme korslagne og betragtede interaktionen med et tænktsomt udtryk over hans ansigt. For engangs skyld var det brede smil der normalt strakte hans læber faldet og han strøg en finger langsomt over sin underlæbe. Der var en tone af bekymring til hans øjne, som han kort løftede blikket fra den, nu næsten vibrerende af lykke, lille dreng, og hans blik fangede Isabels netop som hun løftede et smilende blik mod hans.
Hjørnerne af drengens mund dirrede og truede med at trække sig op i et smil og selvom han rystede af glæde, spændte hans ansigt imod bevægelsen af læber - men da dukken flippede rundt og begyndte at forsøge at stå på hovedet, kunne han ikke stå imod længere. Hans læber løftede sig i et bredt grin og afslørede hans tænder. Lange, sylespidse tænder der slet ikke passede til hans ellers menneskelige udseende. Før hans smil ville alle have antaget at den portusianske dreng var magiker, han havde ikke de spidse øre af elverne eller den naturlige glød af en engel, men som hans læber splittedes var det tydeligt at han var en blanding mellem den pandemonske draconian race og de portusianske magikere. Han blev selv klar over at han smilede, hans hånd klaskede sig over hans mund og med ét, vendte han rundt og spurtede bort så hurtigt som hans ben ville bære ham.
"Caeden!" Kaldte Maddox efter drengen, men han snurrede rundt om et hjørne. Maddox rystede let på hovedet, et suk i hans hals inden han løftede blikket mod Veteranoerne igen og strøg en hånd over hans mund. "Så tæt på. Jeg har forsøgt at få den dreng til at smile i mere end en måned nu," Hans hånd strøg om bag hans nakke. "Lad os komme udenfor, de er ved at sætte op til aftensmaden nu." Han rettede sig op.

[Caleb Veterano]

Som drengens mund splittedes åben, løftede Caleb smilende blikket fra dukken til ham, og… smilet falmede brat. Distraktionen fik magien til at brydes, og dukken faldt slapt sammen. I frosset sekunder stirrede Caleb direkte ind i drengens ansigt. Mundvigene spændtes nedad, og hele magikerens krop spændtes vagtsomt, inden hybriden drejede rundt på hælen, og flygtede halsbrækkende væk fra dem.
Isabels hænder slap langsomt hinanden bag ryggen. Hjertet sank ned i maven – specielt da hun lagde mærke til, Caleb ikke havde rørt sig ud af flækken. Diskret puffede hun til ham med sin ene fod.
”Vi kommer,” mumlede hun, mens hendes lillebror rejste sig med et tomt ansigtsudtryk, og øjne, der stadigvæk var rettet mod det sted knægten var forsvundet. I hans hånd holdte han dukken. Hun lagde sin arm rundt om hans skulder, som de faldt i bag Maddox. I modsætning til ham, havde hun været vant til, at se hybrider i Pandemonium. Flammer, hun havde endda arbejdet side om side med dem.
”Hey… jeg ved det er svært for dig det her, men… husk på hvorfor vi gør det,” hvislede hun i hans øre, som de gik afsted mod udgangen igen. ”Du er nødt til, at forsøge ligge det hele bag dig.”
”Kan du huske det børnehjem fyldt med hybrider, vi fandt i Pandemonium?” Brat drejede Caleb sit ansigt mod hendes, så deres næser stødte ind i hinanden. I det mindste holdte han stadigvæk stemmen lav, selvom den var hæs af intensitet. ”Kan du huske, hvad vi gjorde ved dem? Alle de her folk, har hørt historierne om os. De har hørt, hvad vi har gjort. Ved Cirklerne, hvorfor ser de stadigvæk op til os?! Er de dumme?!”
Med et suk klemte hun ham ind til sig med sin arm om ham, og lagde siden af sit hoved ind mod hans.
”Jeg ved det ikke. Kom så. Lad os få slået teltet op, og så få noget at spise. Det bliver bedre,” lovede hun, og ruskede hans arm, idet de trådte op af minen igen. Aftensolen fik kort hendes øjne til at klemme sig følsomt sammen, inden hun først åbnede det ene og så det andet.
”Så vi sover heroppe?” spurgte Caleb, og rakte Maddox drengens dukke uden at se på ham. Hun hankede mere op i sin taske, men i modsætning til de to andre havde hun rettet blikket søgende op mod himlen. Drakan var tæt på. Og utålmodig efter at komme hen til hende igen.
”Yeah… Drakan vil også have bedre af det,” løj hun, selvom hun vidste Caleb udmærket var klar over, det var i betænksomhed til ham, hun valgte de skulle være lidt væk fra selve basen. ”Er der et stille sted, hvor vi kan have vores telt og drake?” Isabel så afventende over på Maddox.

[Maddox Bane]

Maddox ledte an som de bevægede sig ud igennem tunnellerne igen, indimellem løftede han en hånd eller nikkede til folk de passerede som hilste på ham, men så længe han bevægede sig med søskendeparret kom ingen rent faktisk op til dem. Indgangen til minen dukkede op foran dem som en stor, gylden gateway tilbage til de udendørs områder. Det øjeblik de trådte helt op til den, slog en duft af stegende kød og mados dem i hovedet som en sødlig, kydret næve der fik mundvandet til at løbe i vand. Aftensolen skinnede over lysningen. Ovre ved det enorme egetræs bord stod de genkendelige former af Ambrose og Adelaide, bøjet ind over papirerne igen. Modsat sidste gang Maddox havde overværet deres planlægning var noget af fjendtligheden imellem de to hvisket bort.
Da Cal rakte ham dukken, tog hybriden fraværende imod den og lod den glide ned i brystlommen på hans vest, så han nu bar dukken næsten som et emblem på højre side af hans bryst. Isabels stemme trak hans opmærksomhed tilbage til dem. Han slog en hånd ud mod venstre side. "Herovre har jeg de delinger liggende der kun er her midlertidigt inden de bevæger sig ud igen," Han slog hånden ud mod højre side om tunnel åbningen. "Og på den her side har jeg mit eget telt, general Storm har sit telt der og nogle vagt telte der bliver brugt af de folk der holder vagt i området om natten." Hans arme gled op i korslagt position. "I er velkomne til at søge længere bort fra lejren, men der er fælder lagt ud i området," Han trak let på skuldrene, med armene stadig i den korslagte position og smilede med et glimt i hans øje. "Der er mad om en tyve minutters tid, få slået jeres telt op og kom over - imellemtiden vil jeg gå over til mine planlæggere, inden de flår hovedet af hinanden," Og med det, vendte han rundt og passerede tilbage over til egetræsbordet, hvor Adelaide og Ambrose løftede deres hoveder og han blev mødt af; "Hendes højhed påstår at vi kan flankere den venstre side af bymurerne igen, vil du fortælle hende at --" Hans stemme ebbede ned til et lavere diskuterende tonefald som Maddox kom nærmere, men hans vilde håndbevægelser sagde at Ambrose bestemt ikke var færdig med at tale.

[Isabel Veterano]

”Hørte du det?” Isabel og Caleb vendte sig begge to efter Maddox.
”Jep. Jeg hørte det,” sukkede Caleb tungt tilbage. ”General Storm.”
Isabel rystede grinende på hovedet, gav sin bror et puf med albuen, og begyndte at gå afsted, for at finde et ordentligt sted de kunne slå lejre. Caleb nølede et øjeblik med blikket hængende på Adelaides skikkelse, før han ligeså med en hovedrysten, fulgte efter sin søster.

De slog deres telt op lidt udenfor lejren, lige bagved en stor brombærbusk. Man kunne dog stadigvæk høre lydene derfra, samt lugte brænderøg og på nuværende tidspunkt mad. Teltet de havde var kun lige stort nok til de to. Hvidt, tykt stof på stærke kæppe, så det formede en trekant med et lille overdækket område lige foran udgangen, hvor de kunne have noget bagage liggende i ly. Som altid når de slog lejre et fast sted, gjorde de det til et hjem. Et bål blev lavet foran teltet. Runer blev skraveret i træerne rundt om området, så de altid vidste, når nogen var i nærheden. Der blev hentet vand i en balje. Urter hængt op til tørre i teltet åbning til te-lavning. Indenfor redte de op, pakkede deres ting ud, og gemte hver en daggert under puden.
Caleb skraverede et pentagram ned i jorden lige udenfor teltet, mens Isabel bakkede lidt tilbage, så hun havde udsyn op til himlen mellem træerne. Med nakken lagt helt tilbage, klappede hun entusiastisk i hænderne.
”Erkielz Drakan! Erkielz!” kaldte hun på pandemonisk, og fløjtede spidst til den orange og lyserøde himmel. Ikke fordi hun behøvede, at sige noget eller lave lyde. Tanken var stærk nok.
Trætoppene svajede og en susen fra udstrakte vinger fik fuglene til at skræppe frygtsomme op. En sort skygge slog ned over dem, da en lang, elegant skikkelse kom svævende ned mod dem. Isabel grinede, og bakkede yderligere nogle skridt tilbage, så der var plads til den store shadowdrake.
”Der har vi dig jo! Store bæst. Kom så herned med dig.” Det pandemoniske sprog rullede hjemvant på hendes tunge, og Drakan gengældte det med sin melodiske nynnen, da han landede løbende på jorden lige udenfor teltet. De store lædervinger foldede sig ind til kroppen, og han vraltede ivrigt hen til sin mester, som kærligt lagde armene om hans slangende hals.
”Geez… Som om det ikke er nok vi er Veteranoerne. Så har vi også et stort, uhyggeligt monster med os,” kommenterede Caleb med et fnys, og gjorde pentagrammet færdig. ”Folk kommer til at eeeeeeeeelske os.”
”Vi er ikke kommet for at få venner,” konkluderede hun, og gnubbede sin drake på siden af hovedet. ”Vi er kommet for at rense dig, Saïx og Moria.”
”Du har mistet alt håb for dig selv?” Han svang lidt med kæppen, som var det et sværd, men kastede alligevel et blik over på Isabel, der var faldet hen i tavshed. Det ansigtsudtryk kendte han. ”Har du fortalt Saïx det?”
”Jeg har ikke sagt noget som helst, men lad os se det i øjnene… Aldrig får jeg renselse. Ikke sådan som jeg er og ser ud.” Blidt kyssede hun det store dyr på spidsen af snuden. ”Men vi klare os alligevel. Ja vi gør.”
Drakans nynnen blev højere, og han lukkede de ravgule øjne i af ren nydelse, mens hun forsat gnubbede ham på siden af hovedet. Caleb opgav, at sige mere – men han kunne ikke holde det medlidenhedsfulde suk væk.

[Adelaide Veterano]

Planlægningen trak ind i aftensmads uddellingen og da søskendeparret kom tilbage fra at sætte deres telte op, stod Maddox, Adelaide og Ambrose stadig om egetræet, mens der blev uddelt mad ved bålet til lange køer af væsner. Der var alle former og farver af hybrider i køen, lige fra de der var de mere accepterede portusianske hybrid race, blandings racer fra Vavilon og Pandemonium, og de der var blandet landene imellem - og hvad der var endnu mere overraskende var, at der var en lille håndfuld væsner der var renblodede. En renblods elver der stak op over befolkningen gik og småsnakkede med den kvindelige halvelver - Naobi - der var løbet afsted for at advare Maddox, en fuldblods vampyr med en hætte trukket op imod den sene aftens sol der stod lænet mod indgangen til minen, og tre væsner der fra runerne over deres arme kun kunne være magikere selv - de bar alle sammen en familiær lighed og småskubbede til hinanden i køen, strækkende på deres tæer for at se ned i middags gryden. Middagen bestod af nogle skiver råvildt kød med en sovset omgang kartofler og nogle lilla, vilde gulerødder ved siden af. Alle fik en portion, og selvom ingen satte sig frivilligt ved Veteranoerne, var der heller ingen der syntes at nedstirre dem eller skule i deres retning. Ambrose greb en portion og trak sig tilbage med den, Maddox fik en portion og så snart han satte sig, blev han omsværmet af væsner der havde spørgsmål, bønne eller forklaringer de havde behov for og han besvarede dem med glæde.
Den rødhårede engel bevægede sig bort fra planlægnings bordet sidst, styrende direkte mod middags gryden. Hun fik en portion, snakkede en smule med kvinden der serverede dem og fik fremvist en brandvablet hånd, som hun dækkede med sin egen, et kort lysglimt opstod under hendes fingre og da hun drog den bort, var hånden så god som ny. Hun satte sig ved en gruppe, der hilste hende velkommen med glæde i stemmerne og selvom hendes blik syntes at smutte imod søskendeparret indimellem, flygtede det så snart hun fik øjenkontakt med nogen af dem. Da måltidet var indtaget, begyndte familierne med småbørn at trække sig tilbage til minen, mens de der sad tilbage begyndte at finde flasker, tønder og en af de unge magikere fandt en mundharmonika frem og begyndte at spille en rolig, klagende men legende melodi på den. Aftensolen var på sine sidste stråler nu, der var en afslappet, mæt og magelig stemning i lejren.

[Isabel Veterano]

De to søskende holdte sig tæt sammen under hele måltidet. De talte ikke med nogen, eller gjorde noget for at tiltrække opmærksomhed. Isabel havde endda ladet Drakan blive ved teltet. Tavse fik de fyldt deres træskåle med mad, før de satte sig for dem selv ved et af bordene.
Det her var helt anderledes, end ved den anden modstandsbevægelse, som de havde været en del af. Dér havde de været en del af det hele. Sættet leende og snakkende sammen med de andre, hjulpet til, fortalt historier og blevet hilst på. Men dengang havde det været Isabel, som havde sættet utrygt, og skulet efter folk, der gik forbi hende, hvor det nu var Caleb.
Heldigvis var de to Veteranoer vant til kun at have hinanden, og der gik ikke længe, før de begyndte at være for optaget af deres samtale, til at lægge mærke til deres adskillelsen med de andre.
”Vi er nødt til at få Rosenthel tilbage til Rådet. Ja, hun kunne ikke fordrage mig, men hun er retfærdig, og vil ikke syntes om den alliance, som er mellem Pandemonium og Portus,” forklarede Caleb, og skubbede sin tomme skål til siden, så han kunne læne sig mere frem mod sin søster. Med pegefingeren prikkede han ned i bordet mellem dem. ”Hvis det Thorne sagde er rigtigt, skal vi finde en måde, at få hende ud af fængslet på.”
”Cal, Amphias fængsel er sværere at bryde ind og ud af end fængslet i Medea. Selv hvis det lykkes os, at komme ind til Rosenthel, skal vi stadigvæk finde en måde, at få hende uset ud på. Og hvad så med bagefter? Hun vil være en fange på flugt,” kommenterede hun, og lænede sig ligeledes frem på sine underarme foldet ind mod brystet.
”Indtil vi finder en måde, at rense hendes navn på, kan vi bruge hendes informationer. Måske kan Winters hjælpe os.”
”Eian Winters?” Isabel rystede svagt på hovedet, og bøjede nakken, så hun i stedet kiggede ned på bordets lange fure. To fingre gned over panden, som hun prøvede, at komme frem til en plan. ”Jeg syntes ikke vi skal stole på én, hvis bror er dybt involveret med Eriz.”
”Vi stolede nok på ham, til at lade ham passe på Lili, og det er da gået meget godt,” argumenterede Caleb, mens han kørte en hånd over sin kradsende hage og kæbe. Han havde ikke haft tid til at barbere sig, så små, sorte skægstubber var begyndt at stikke frem. ”Desuden handler det her ikke om Eriz, men om at få Rosenthel ud, så vi kan hjælpe Saïx og Moria.”
”Det handler altid om Eriz.” Isabel kløede sig i nakken, inden hun med et suk rettede sig op igen, med håndfladerne liggende fladt på bordet. Kort trommede hun med fingrene. ”Lad os overveje det, okay? Hvis vi ikke finder på en anden ide, så tager vi kontakt til Winters, men jeg er ikke glad for det. Så vidt vi ved, kan hele den familie være på dronningens side. Jeg vil ikke stole nogen af dem, Cal.” Sigende mødte hun hans blik. ”Nogen – af – dem.”
”Kan du gøre den hentydning mere tydelig?” spurgte han opgivende med øjenbrynene let hævet.
”Jeg har lagt mærke til, hvordan dit blik flakker over min skulder, og jeg behøver end ikke, at vende mig om, for at vide hvem, du har udsigt til.”
”En mærkelig blanding af noget drow og draconian?”
”Lad os tage tilbage til teltet. Jeg skal gå aftentur med Drakan, og du har brug for at fjerne de der skægstubber.” Hun gjorde et nik mod hans hage, hvilket fik lokket et smil frem på hans læber, som de rejste sig op med deres skåle.
”Du syntes ikke, jeg skal gro skæg?” spurgte han drillende.
”Ved flammerne, Cal, du vil se så gammel ud.”