Post by Eian Winters on Apr 3, 2017 10:38:14 GMT
Regnen silede ned så alting var sløret, gråt og udvasket. Havet kastede sig mod klinten, så skumsprøjt og saltvand næsten nåede den lille forsamling af folk, der stod ude på spidsen. De stod alle sammen omkring den blankpoleret marmorblok med guldbogstaver mejslet ind.
Der stod: Evelyn Winters. Elsket datter, søster og hustru. Må Inei være hendes sjæl nådig, og må hun aldrig blive glemt i sine kæres sind.
Tættest på graven stod Eian. Med et tomt blik stirrede han ned på den friske jord, der gemte hans kones lig. Om nogle måneder ville der ikke være andet tilbage af hende end et gammelt skellet og denne gravplads, mens hendes sjæl allerede var rejst til De Grå Kyster.
Det nøddebrune hår med sølvtotter i klistrede sig vådt til hans pande. Frakken var for længst gennemblødt, og kulden fik tænderne til at klapre svagt i munden på ham. Regndråber vippede på spidsen af hans næse og hage, som kunne de ikke bestemme sig for, om de ville falde eller blive hængende på ham.
”Eian…” Stemmen fik ham kort til at løfte blikket mod Ireion, der stillede sig ved hans side. Robust og vuggende som et skib i havnen. Trøstende lagde cerunnosen en hånd på sin kollegas skulder. ”Jeg kondolere. Hvis det kan trøste, har den stakkels kvinde endelig fået fred hos vores gudinde, som vil holde hånden over hende. På sin vis misunder jeg hende for dét.”
Englen svarede ikke, men kiggede blot tilbage på jorden med tunge øjne. Selvom der aldrig havde været følelser mellem ham og Evelyn, føltes det som om, han havde tabt en del af sig selv med hende. Trods alt havde de været gift i ufatteligt mange år. Hun havde fortjent bedre. Meget bedre.
”Jeg hader at sige det her Eian…” Ireion fik igen trukket i hans opmærksomhed. ”Men vi har brug for dig i Istus. Miss Thorne er forsvundet, Helena i fængsel, og Vaelon ved ikke sine levende råd. Vi… jeg har brug for du kommer tilbage.”
Eian udbrud en ting mellem en latter og et fnys. Med en hovedrysten vendte han ansigtet op mod den grå himmel, så regndråberne gled ned over hans kinder som tårer. Kort lukkede han øjnene i. Lod duften af hav og frisk vind fylde sine næsebor op.
”Eian…” Ireion ruskede let i hans skulder. ”Jeg beder dig.”
”Jeg skal nok komme tilbage.” Svaret kom spidst og utålmodigt. Han strøg det våde hår væk fra sin pande, og kiggede over mod den unge pige, der stod for sig selv med en blomst i hænderne. De fortryllende sorte øjne var rettet mod gravstenen. Tungt sukkede han. ”Jeg skal lige have ordnet nogle ting, så rejser jeg.”
Ireion åndede op i lettelse. Hele hans fede korpus faldt næsten sammen, men i det mindste nåede han, at stoppe sig selv fra at smile midt her i begravelsen.
”Tak. Gudinden velsigne dig, Winters, tak.”
Eian fnøs.
Der stod: Evelyn Winters. Elsket datter, søster og hustru. Må Inei være hendes sjæl nådig, og må hun aldrig blive glemt i sine kæres sind.
Tættest på graven stod Eian. Med et tomt blik stirrede han ned på den friske jord, der gemte hans kones lig. Om nogle måneder ville der ikke være andet tilbage af hende end et gammelt skellet og denne gravplads, mens hendes sjæl allerede var rejst til De Grå Kyster.
Det nøddebrune hår med sølvtotter i klistrede sig vådt til hans pande. Frakken var for længst gennemblødt, og kulden fik tænderne til at klapre svagt i munden på ham. Regndråber vippede på spidsen af hans næse og hage, som kunne de ikke bestemme sig for, om de ville falde eller blive hængende på ham.
”Eian…” Stemmen fik ham kort til at løfte blikket mod Ireion, der stillede sig ved hans side. Robust og vuggende som et skib i havnen. Trøstende lagde cerunnosen en hånd på sin kollegas skulder. ”Jeg kondolere. Hvis det kan trøste, har den stakkels kvinde endelig fået fred hos vores gudinde, som vil holde hånden over hende. På sin vis misunder jeg hende for dét.”
Englen svarede ikke, men kiggede blot tilbage på jorden med tunge øjne. Selvom der aldrig havde været følelser mellem ham og Evelyn, føltes det som om, han havde tabt en del af sig selv med hende. Trods alt havde de været gift i ufatteligt mange år. Hun havde fortjent bedre. Meget bedre.
”Jeg hader at sige det her Eian…” Ireion fik igen trukket i hans opmærksomhed. ”Men vi har brug for dig i Istus. Miss Thorne er forsvundet, Helena i fængsel, og Vaelon ved ikke sine levende råd. Vi… jeg har brug for du kommer tilbage.”
Eian udbrud en ting mellem en latter og et fnys. Med en hovedrysten vendte han ansigtet op mod den grå himmel, så regndråberne gled ned over hans kinder som tårer. Kort lukkede han øjnene i. Lod duften af hav og frisk vind fylde sine næsebor op.
”Eian…” Ireion ruskede let i hans skulder. ”Jeg beder dig.”
”Jeg skal nok komme tilbage.” Svaret kom spidst og utålmodigt. Han strøg det våde hår væk fra sin pande, og kiggede over mod den unge pige, der stod for sig selv med en blomst i hænderne. De fortryllende sorte øjne var rettet mod gravstenen. Tungt sukkede han. ”Jeg skal lige have ordnet nogle ting, så rejser jeg.”
Ireion åndede op i lettelse. Hele hans fede korpus faldt næsten sammen, men i det mindste nåede han, at stoppe sig selv fra at smile midt her i begravelsen.
”Tak. Gudinden velsigne dig, Winters, tak.”
Eian fnøs.
