Post by Seraphine Thorne on Mar 30, 2017 18:44:26 GMT
Herregården lå badet i eftermiddags sol, på gårdspladsen lå en lille kat, tyk med næste generation af mussefangere i maven og døsede under de slikkende stråler, dovent vendende sig på brostenene. Kravleplanterne der strakte sig op langs indervæggene var allerede i fuld flor og deres hvide, klokkelignende blomster spredte en sød duft med sig hver gang en blid brise fra havet søgte ind i gården. En hvid tidlig sommerfugl lettede fra en af blomsterne og landede på den skinnende overflade af en vagt hjelm. Den spredte sine vinger og lukkede dem dovent igen.
To fingre greb om de silketynde vinger og plukkede den fra hjelmen. Bragte den op under blege, grønne øjne. Dens fire ben sprællede hjælpeløst i luften, ledte efter et sted at finde fodfæste igen, mens hun kunne mærke dens forsøg på at åbne dens vinger imellem hendes fingre. Så lille og fin. Så hjælpeløs. Hendes næve knuste den mellem hendes fingre og hendes håndflade. Så slap hun den og den dalede til jorden.
Totter af lyst hår havde revet sig fri af den fletning der havde været samlet i, der var mørke linjer under hendes slange grønne øjne og hendes tørre læber var splittet i et tandfuldt smil. Hele herregården henlå i stilhed. De vagter der sad ved inderporten sad lænet op af deres spyd. Den ene af dem snorkede lavmælt, den anden sov stilfærdigt. Hele herregården sov og det ville de blive ved med. Hun havde skudt en pil med en pose fyldt med urter ned i deres brønd i ly af natten og havde smilende set til da rationer af vand var blevet hentet op om morgnen af tjenestefolkene. Køkkenfolkene brugte vandet til at lave frokost suppen på. Og nu sov de alle sammen. Ikke en eneste bevægelse. Ingen til at slå alarm eller kæmpe imod. Hun kunne skære halsen over på vagterne foran døren, mens de sov, så let som hun havde kvast sommerfuglen mellem hendes fingre og et øjeblik så hun det for sig. Så hvordan blodet ville spilde ud over deres uniform kraver, hvordan det ville kravle ned over deres brystkasser og dryppe ned på de fine, lyse brosten under dem. Men nej. Det var ikke dem hun var der for. Hun var nådig og de fik lov til at leve.
På bare fødder bevægede hun sig ind i herregården, så støv blev trukket ind over de mørke trægulve. Hun havde været her før. Natten før hans bryllup. De havde drukket sig fulde på hans værelse, så fulde at han havde været næsten fra al sans og samling og hun havde fået sin første rigtige smag af ham. Han kunne ikke huske det. Men det kunne hun. Hvor havde det frydet hende at tænke på, som han havde lovet sig bort til en anden kvinde, selvom hun stadig havde ønsket at lukke sine hænder om kvindes lange, slanke hals og klemme til hun blev samme farve som de mørkeblå smykker hun havde båret den dag. Og nu ville det endelig ske!
Der var en lethed i hendes trin, som hun bevægede sig op af trapperne, så adræt som et hjortekid og ned af gangen den afdeling af herregården der havde soveværelser. Indimellem passerede hun tjenestefolk der havde sat sig på sofaer og stole, blot for at tage et lille hvil, men som nu sov som de døde - og hun var nådig og rørte dem ikke. Ikke én af dem. Ligegyldigt hvor meget hendes fingre skælvede for det. Eians dør var længst nede af gangen, men inden hun nåede den, trak noget andet i hendes opmærksomhed. Der var en åben dør, hvor lys strømmede ud sammen med lyden af et åndedræt. Et øjeblik stod hun og så fra døren for enden af gangen og til den åbne dør.
Så trådte hun ind igennem den. Mellem hvide dyner lå en lille skat.
Pigen havde blæk sort hår der spildte ud over en hvid pude, hun ellers næsten sank ind i med hendes lyse, snehvide hud uberørt af en eneste imperfektion. Hendes lille ansigt var perfekt symmetrisk. Der var en svag rosa farve i hendes kinder af varme under dynerne. Hun var i begyndelsen af sin blomstring. Hun ville kun blive skønnere som tiden greb i hende. Seras lyse fletning flød ned over hendes skulder som hun lænede sig ind over pigen. Ord ekkoede i hendes øre. Vi har hendes niece på besøg for tiden... vi leger familie. Hun havde kniven mellem hendes fingre før hun egentligt rigtigt vidste af det. Det sorte i hendes øjne syntes næsten at have slugt al det grønne. Stålet lagde sig så fint ved pigens strube. Hun var så nær hun kunne mærke det lille, bløde åndedræt fra hende på hendes ansigt. Pustende blødt til lokkerne af lyst hår. Lille, tidlige sommerfugl...
Og så rev hun sig bort, så hårdt at hendes ben næsten viklede sig ind i hinanden. Hendes hænder skælvede ikke længere, de rystede og et skrig sad fast i hendes hals. Kniven klingede mod trægulvet da hun slap den. Hendes hænder lagde sig i om hendes hoved som hun rystede fra side til side. "Han ville ikke kunne lide det, han kan lide den lille pige," hendes stemme var rust, af ikke at blive brugt siden hun havde talt med Veteranoerne. "Det var ikke aftalen. Vi kan kun slå kvinden ihjel. Vi gør ham en tjeneste. Han kan ikke lide hende. Ja. Ja." Og så vendte hun sig mod døren og forlod værelset som havde hun underportenes vogter i hælene, hele vejen ned af gangen, først da hun lukkede sig ind i Eians soveværelse og smækkede døren bag sig med pulsen springende i hendes krop og hjertet i halsen, begyndte hun at falde en smule til ro igen. Her lugtede af ham. Den cologne han engang imellem brugte og hun slugte det grådigt med hvert eneste åndedræt der tvang sig ned i hendes lunger.
Hendes fingre rystede stadig en smule, som hun rettede sig op fra døren som hun var faldet tilbage mod. Kvinden lå i sengen, oven på dynerne. Hun havde villet ligge sig blot et øjeblik, da Seras gift havde taget hende. Hendes åndedræt var sagte ned mod puden og Sera nærmede sig på hendes bløde trædepuder, løftet så hendes hæl ikke rørte jorden. Et rystende smil hev i hendes mund. Hun havde tabt sin kniv, men hun ville ikke tilbage efter den. Ikke derind igen. Så hun trak puden ud under Evelyns hoved. Kvinden var egentlig pæn nok. Hun havde en kedelig, brun hårfarve og hendes næse var lige, en smule lang, hendes hage lille og vigende og hendes kindben flade, men hun havde en vis skønhed i sit simple udseende. Som en lille mus.
Sera lagde puden over hendes ansigt. Et langt øjeblik skete der ingenting. Så begyndte hendes krop at reagere på rent instinkt. Hendes ben sparkede i hendes kjole, hendes brystkasse kæmpede for at trække vejret ind i den tætte pude og hendes arme begyndte at klaske op og ned, side til side, som en fisk på land. Hun pressede hårdere, hårdere, hårdere ned mens glæde boblede for hvert frit åndedrag hun selv tog og et skingrende smil splittede hendes ansigt. Og så lå Eians hustru stille. Den blonde magiker holdt puden et øjeblik længere, blot for at være sikker, og så løftede hun den. Dens underside var plettet af våde spyt pletter. Evelyn Winters bevægede sig ikke. Intet sagte, sovende åndedræt. Ingen bevægelse af øjne under hendes låg. Sera løftede hendes hoved og gled puden ind under hendes nakke igen. Hun så fin ud nu. Aldrig havde hun været skønnere end nu da hun var død. Hun pressede et let kys på kvindens pande og trak sig bort. Hendes fingre skælvede ikke mere. Ikke én rystelse. Nu ville han ingen have mere. Han kunne ikke lide at hun havde delt sin krop med den pandemonske mand. Nu kunne han prøve at være alene, som hun var det. Inden hun forlod værelset, greb hun en krøllet skjorte der hang over en stoleryg og som hun forlod herregården holdte hun den mod sit ansigt og drak duften af ham ind.
Hendes hest ventede på hende ude foran væggene, skjorten blev lagt i en saddeltaske og byttet ud med det vinteræble hun havde taget fra Veteranogården. Hun stak det mellem sine tænder og svang sig op i sadlen, inden hun sparkede hesten i siden og satte af i gallop ud over markerne der omgav den stille, sovende herregård hvor hun lige havde myrdet Rådsmand Eian Winters hustru.
