Post by Maddox Bane on Mar 27, 2017 20:34:48 GMT
Adelaide Veterano
Det var en af de første rigtige forårs dage i Portus; blændende solskin allerede om formiddagen der jagtede morgendisen bort fra de bakkede områder i Amphia, en sprød, blå himmel uden en eneste sky i sigte og en kraftig duft af frisk skovbund, blandet med den duft af forårsblomster brisen bragte med sig. Selv Ambrose Everen havde ladet sig overtale til at tage hans bog med ud af teltet, og læste, siddende op af en træstamme. Eller, læste var så meget sagt. Selv Vinterkrigens strategiske og militære fejltagelser af Aaron Winters kunne ikke holde hans opmærksomhed, og det var ellers den bog han ejede der havde flest æseløre og rynker langs rygsøjlen, selvom han holdt bogen med samme nænsomhed de fleste mænd ellers kun viste deres børn. Nej, hans grønne øjne så hen over toppen af bogen, fæstet på stormen af bevægelse i lysningen foran ham med hans læber presset sammen til en tynd streg.
Pigens løse tøj fløj omkring hende, hun vendte og drejede sig, som en danserinde i aggressiv bevægelse med en kjole flyvende om sig, i stedet for den mørke tunika og de løse, sorte stof bukser. Men hun måtte vride og vende sig sådan, hvis hun ville undgå de sværd der blev svunget efter hende. De hvide skelletter var overraskende hurtige; ubundne af kødets grænser havde de ingen sener der ville forstrække sig og smerte, eller muskler der blev trætte. Der var tre af dem, skinnende hvide i solskinnet med ildevarslende, læbeløse smil. Den rødhårede tøs bar en dyb, irriteret rynke imellem hendes bryn og sved løb fra hendes pande og ned over hendes tindinger - hendes læber skilte i hårde åndedræt. Hendes grå øjne veg ikke fra skelletterne, andet end når hun skød et irriteret blik efter en kedsommeligt smilende mand, med halvlangt mørke brunt hår og spillende, brune øjne. Hun måtte rive sig til siden, for at undgå et bredt sving af skinnende stål og rettede et blik over skulderen mod lederen af hybrid oprøret.
"Jeg troede vi skulle slås." Der var et slet skjult bid i hendes stemme.
"Det gør vi da også, cherie," Smilende, hvide tænder.
Hun knurrede. Han smilede bredere.
Vinterkrigens strategiske og militære fejltagelser blev lukket, mens Ambrose rystede på hovedet og lod bogen hvile i hans skød. Hans blik forblev på Maddox. Det var måneder siden de sidst havde rykket på Istus og Ambrose var ved at blive bekymret. Det var startet med pigen, men det var bestemt ikke kun hende. Maddox var begyndt at blive magelig. Han kunne lide den her tilstand. Han kunne lide at sove i telte i skoven, omgivet af den øverste deling af hans mænd - hans venner. Ilden der havde været så stærk lige da Siena var død, var nu blevet til ulmende gløder og hvis der ikke snart skete noget, ville hybridernes eneste håb aldrig komme af sin røv og gøre mere ved sagen. Jo, manden brændte for hybriderne, ville gå igennem underportene for dem, men han var for god til at lave venner ud af hvad der skulle være hans soldater. Ambrose vred hans hoved fra side til side og fnyste et åndedræt ud gennem hans næse.
Pigens løse tøj fløj omkring hende, hun vendte og drejede sig, som en danserinde i aggressiv bevægelse med en kjole flyvende om sig, i stedet for den mørke tunika og de løse, sorte stof bukser. Men hun måtte vride og vende sig sådan, hvis hun ville undgå de sværd der blev svunget efter hende. De hvide skelletter var overraskende hurtige; ubundne af kødets grænser havde de ingen sener der ville forstrække sig og smerte, eller muskler der blev trætte. Der var tre af dem, skinnende hvide i solskinnet med ildevarslende, læbeløse smil. Den rødhårede tøs bar en dyb, irriteret rynke imellem hendes bryn og sved løb fra hendes pande og ned over hendes tindinger - hendes læber skilte i hårde åndedræt. Hendes grå øjne veg ikke fra skelletterne, andet end når hun skød et irriteret blik efter en kedsommeligt smilende mand, med halvlangt mørke brunt hår og spillende, brune øjne. Hun måtte rive sig til siden, for at undgå et bredt sving af skinnende stål og rettede et blik over skulderen mod lederen af hybrid oprøret.
"Jeg troede vi skulle slås." Der var et slet skjult bid i hendes stemme.
"Det gør vi da også, cherie," Smilende, hvide tænder.
Hun knurrede. Han smilede bredere.
Vinterkrigens strategiske og militære fejltagelser blev lukket, mens Ambrose rystede på hovedet og lod bogen hvile i hans skød. Hans blik forblev på Maddox. Det var måneder siden de sidst havde rykket på Istus og Ambrose var ved at blive bekymret. Det var startet med pigen, men det var bestemt ikke kun hende. Maddox var begyndt at blive magelig. Han kunne lide den her tilstand. Han kunne lide at sove i telte i skoven, omgivet af den øverste deling af hans mænd - hans venner. Ilden der havde været så stærk lige da Siena var død, var nu blevet til ulmende gløder og hvis der ikke snart skete noget, ville hybridernes eneste håb aldrig komme af sin røv og gøre mere ved sagen. Jo, manden brændte for hybriderne, ville gå igennem underportene for dem, men han var for god til at lave venner ud af hvad der skulle være hans soldater. Ambrose vred hans hoved fra side til side og fnyste et åndedræt ud gennem hans næse.
