Back from the death!

[Macaria Forsyth]

Imens Zean havde snakket om sine planer, havde det lykkes Macaria takket været både hurtigthed og styrke, at få spyddet og hejst otte andre soldater. De udgjorde allerede en fin lille gruppe. Inden natten var omme skulle hun nok, have fået dem alle op og flage. En skam hun ikke havde tid til, at male det færidge kunstværk.
”Arona? Har Zachariah Arona?!” Med det samme vendte hun sig mod Zean med bekymringen skinnende ud af sig. Bare tanken fik hendes mave til at knude sig sammen i en hård, kold klump. Hvorfor havde det dog ikke lykkes hende, at dræbe ham i Sethos? Nu var Arona i kløerne på den psykopat! Heldigvis var hun stærk. Og hun måtte huske på, Arona ikke var en lille pige længere.
En snerren dukkede frem på hendes ansigt, mens de blodrøde øjne formørkes af had. Hårdt rev hun et spyd til sig fra jorden, stak det drabeligt i en halvdøende soldat, og hejste ham.
”Jeg er fuldkommen ligeglad med trone og krone. For min skyld kan Davenport beholde hele skidtet, nu hvor de så gerne vil have ham. Alt jeg bare vil have er hævn og mine børn tilbage,” informerede hun bestemt, inden hun igen vendte sig mod sin ægtemand. Hun ignorerede fuldkommen hans tortur af manden under ham. ”Jeg er enig med dig. Vi tager Sethos, dræber Zachariah, redder Arona, og får dødsenglene tilbage. Bagefter går vi i gang med at lede efter Dylan, samt planlægge vores hævn for Portus og Pandemonium. Folk skal betale for det de gjorde.”
Intet i verden ville kunne få hende til at skifte mening. For hver dag blodet havde sluppet sit greb i hende, havde mareridtene blevet værre og værre. Mareridts om Aron. Om Eriz. Hun ville ikke bakke ned, før de begge lå døde foran hendes fødder, og hun havde sine børn hos sig igen. Dem alle! Både Arona og Dylan, men også Harris.
”Sagde du Harris var ved formskifterne? Kunne de være potentielle allieret?” spurgte hun, og gik frem mod Zean, mens hun lagde armene over kors. Hjernen var allerede i gang med at samle tråde sammen til et spindelvæv af planer. ”Og hvad med dødsenglene? Tror du de vil følge dig i stedet for Zachariah, hvis vi dukker op?”
Der var en risiko. Zean havde godt nok samlet dem alle sammen, bygget Sethos, arbejdet for at gøre dødsenglene stærke igen, men han havde været væk i så mange år. Desuden havde der jo været nogen dødsengle, der havde kæmpet på modstandsbevægelsens side i sin tid.

[Zean Forsyth]

Hans kolde blik fandt hans hustru. Ja, han havde Arona og Zean ville personligt straffe manden for det. Det havde alligevel været svært ikke at droppe det hele og rejse direkte til Sethos som det første.
Pludselig var smerter ikke længere på dagsordenen. Han var ikke længere interesseret i at torturerer og han vendte sig om og stak dolken direkte i halsen på manden, så han rallende kunne mærke livet sive ud af sig.
Han rejste sig op igen. Hans muskler var begyndt at blive lidt ømme, det var længe siden han havde givet sig i kast med at slagte så mange folk og nu var både adrenalinen og smerterne fra soldaterne ved at aftage. Han ville sikkert sove tungt, når tiden kom til det. Han strakte sin krop og strakte ud i nogle af hans muskler. Alt for rolig og beregnet, hvilket blot vidnede om præcis hvor meget han ønskede at få fingrene i Zach, så sine engle tilbage og Arona.
"Han har haft hende de sidste par månevendinger. Han fandt hende og Harris, hvordan ved jeg ikke. Formskifterne reddede vist Harris liv, men Zach tog Arona med sig" Det var alt han vidste. Men ud fra Harris' ord, var der stor sandsynlighed for at Arona var i live. Nu han kom i tanke om det, havde Harris bedt om at komme med og se Macaria...
Nå pyt. Den slags skulle der nok blive tid til.
Han kunne ikke holde et lille grin tilbage.
"Nej. Khala er ikke indstillet på at samarbejde med dødsengle. Hun ville have flået mig fra hinanden. Jeg foreslog hende endda en våbenhvile mellem vores racer...Jeg mener. Jeg får snart mine engle tilbage. Hun takkede nej. Men hun har heller ikke svoret alliance til Theodor eller noget. Jeg ved ikke helt hvad hun vil" Han trak på skuldrene. Hvad angik dødsenglene, virkede Zean heller ikke specielt bekymret der. Igen trak han på skuldrene.
"Jeg har kæmpet mig til det før. Jeg kan gøre det igen. De er mine og de får ikke lov til at glemme det" kommenterede han, som var det i sig selv bevis nok. Sandheden var at Zean ingen plan havde lagt. Han ville møde op, slå Zach og alle der gik imod ham, ihjel. Han ville udfordre dem alle, til han havde fået det hele tilbage,om der så kun var to dødsenglene stående tilbage. Englene og byen var hans og ingen opkobling skulle komme og tro han kunne tage det fra Zean! 
"Er der mere? Hvis du har alligevel har tænkt dig at pæle alle op på den måde, tror jeg at jeg vil sove imens" foreslog han og strakte armene op mod den mørke himmel. 

[Macaria Forsyth]

Langsomt nikkede Macaria af hans ord. Det lød ikke som en sikker plan, men hun kunne ikke se det dårlige i den. Desuden var hun ligeglad med sit eget helbred. Så længe børnene kom i sikkerhed.
”Nej, der er ikke mere. Næste stop: Sethos,” bekendtgjorde hun med et skuldertræk, og vrængede hans rygsæk af sig, før hun smed den til ham. Hun vidste ikke om han havde tæpper, telt eller andet sovegear i den, men så kunne han hvert fald bruge tasken som hovedpude. ”Jeg gør det her færdig, og vækker dig bagefter. Vi er også nødt til at finde ly, inden solen står op igen. Heldigvis har vi nok tid til det.”
Et øjeblik skuttede hun til ham. Næsten seks år var der gået, hvor hun havde været i fangeskab, og selvom Aron havde krænket, udnyttet og brugt hende, havde det ikke svækket hendes følelser for Zean. Tværtimod. Men på trods af kysset de havde uddelt på gårdspladsen for nogle timer siden, havde de ikke rørt hinanden. Var de… stadigvæk…?
Hun kørte en hånd op af sin ene arm, inden at hun vendte ham ryggen, for at gå i gang med arbejdet. Der var nok lig at tage af. Desuden skulle de helst nå så langt som muligt, når solen var væk, hvis de skulle hele vejen til Sethos.
Endnu et lig blev hejst i vejret. Måske burde hun også lede efter en beholder, hun kunne fylde op med blod til turen. Det ville gøre hun undgik, at skulle drikke direkte fra kilden. Men først Vaelons gave! Der var også nok gear at tage af her i lejrene. Et telt ville være perfekt til turen – specielt til når det var dag, og hun skulle gemme sig selv væk.
Hun hejste endnu en soldat op.

[Zean Forsyth]

Han kom direkte fra rejse, havde genset Macaria og da slagtet en del soldater. Han var udmattet. I tasken rodede han lidt rundt og fandt noget tørret kød, han havde købt sig til og sin vanddunk. Efter at have forsynet sin krop med lidt mad og vand, gik han over til det nærmeste træ. Med tasken over den ene skulder kravlede han op i dag og fandt en gren, der var bred og stabil nok til at bære ham. Med tasken som pude, lagde han sig langs grenen, med armene foldet over sin brystkasse. Sådan havde han sovet ofte, væk fra rovdyr eller tilfældige banditter. De færreste tjekkede træerne, når de gik rundt.
Så mange år alene. Og nu skulle han vende sig til at dele sin tid med en anden person igen. Når han lukkede øjnene, strømmede billederne af de folk der skulle dø, igennem hans sind. Dylan...Det var det drengen havde heddet. Han anede ikke hvor han var henne, eller hvor de skulle begynde. Og Eriz? Vaelon var streng, men sikkert ikke nær så farlig som Eriz. Kunne de virkelig vinde over hende? Ønskede han det? Selv nu. Selv så længe efter. Han beundrede hende, på sin egen måde. Hun var så stærk, så intelligent og slet ikke så tynget af de bekymringer og følelser, der virkede til at påvirke alle andre. Der var noget tiltrækkende i den måde hun var på, i den fare hun udgjorde. Men samtidig hadede han hende også og vidste netop at hun var farlige. Det logiske ville være at skaffe sig af med hende, omend han havde svært ved at se hvordan. Men der var nok noget tid endnu, trods alt.
Nej. I stedet steg hans spænding, ved tanken om at få Sethos og hans engle tilbage. Ville de tage imod ham? Det ville være logisk. De havde det godt sammen med ham og det var først, da han ikke var der længere, at tingene gik galt. Og Arona? Hun var en stærk pige. Han havde ikke opdraget hende til at gå hen og dø nu.
Han faldt aldrig helt i søvn, men han fik hvilet sig. I baggrunden kunne han høre lyde fra hans kone, der havde travlt med at foretage sig et eller andet. Måske burde han hjælpe hende, men hun var den fysiske stærkeste af dem og han ville blot have besvær med at stable ligene på spydene, uden at det hele væltede rundt alligevel.

[Macaria Forsyth]

”Hey! Zeeeean Snorketræ, wakey wakey!” Macaria puffede kaldende til den sovende dødsengel med et knækket spyd, for at få ham til at vågne op. Der var kun et par timer tilbage ind dagslys, og de skulle skynde sig, at lægge en masse mil mellem dem og gården inden da. Hun havde gjort det hele klar. En taske var pakket med praktiske ting til turen. En vindunk fyldt op med blod, et sammenfoldet telt, et par tæpper og et kort. Andet behøvede hun stort set ikke. Derudover havde hun også konstrueret en sele ud af noget seletøj. På den måde ville hun kunne spænde sig fast til Zean, når han fløj, uden han skulle holde fast i hende med armene, eller hun skulle bruge energi i at holde i ham. Nemt kunne hun hive i en snor, selen ville gå op, og hun kunne frigøre sig fra ham, inden nogen havde blinket med øjnene.
”Vi er nødt til at komme afsted,” fortalte hun, og smed spyddet fra sig, inden hun rakte ham selen. Den skulle bindes rundt om ham, før hun kunne gøre sig fast.
Hun havde vasket sit ansigt og hænder i en bæk, men der var stadigvæk blodsprøjt på hendes tøj og i håret, hun havde samlet i en rodet fletning.

Bag hende lyste den halve måne hendes makabre kunstværk op. I sandhed et kunstværk. Blodigt, blasfemisk og bizart. Hvert et lig var blevet hejst gennemspiddet op i et spyd. Slappe og bloddryppende hang de fra enden, som mærkelige former for træer eller skulpturer. Med så mange af dem virkede det som en hel skov. Alle sammen samlet i de fire lejre de havde været igennem. Stikkende op over græs og buske. Næste dag ville fluerne samle sig omkring de blege lig, maddiker ville dukke op, og solen bage dem til ugenkendelighed. Dem der fandt dem, ville få sig noget af et chok.

[Zean Forsyth]

Han drejede dovent hovedet og åbnede sine øjne, så han kunne skimte sin kone i mørket. Hm! Allerede? At døse sådan hen havde næsten kun gjort ham mere træt. Han havde vænnet sig til at være vågen om dagen og sove om natten. Før, da han enten havde boet sammen med Macaria eller han selv var vampyr, havde det ellers været omvendt. Nu ville der gå en uges tid eller noget før han vænnede sig tilbage til det igen.
Han halvt væltede, halvt sprang ned på jorden igen. Tasken havde fået et puf, så den faldt ned på jorden, mens han landede på fødderne. Som han fik rettet sin krop ud, gled hans blik rundt på synet og han kunne ikke lade være med at smile lidt. Hans ene hånd gled frem, greb hendes fletning, som hans fingre gled hen over et øjeblik.
"Så kunstnerisk" bemærkede han. Et symbol, en besked, på sin egen råbende måde. Måske ville Veteranoerne få skylden. Han havde ikke helt langt mærke til at hans kone havde sendt en løber afsted med ord om dem og han var faktisk ret ligeglad med om Veteranoerne fik al skylden eller ej.
Han tog selen og sendte den et kritisk blik. Han var dødsengel, ikke et transportmiddel! Men at flyve ville gå en hel del hurtigere end at gå. Ingen forhindringer de skulle over. Og efter hans tid med at lede efter Veteranoerne og være vampyr, kendte han nogle gode skjulesteder rundt omkring. Men alligevel...Ligefrem et seletøj til det...Det var næsten som om han var en hest med vinger.
Men det var vel logisk. Så han slog vingerne ud, før han iførte sig selen. Når Macaria var sikret i selen også, ville han stramme den til, så den mindst mulig gnavede sig ind i kødet på ham. I det mindste var en sele forhåbentlig mere behageligt end et reb.
"Skal vi se kunsten fra oven?" foreslog han med et svagt smil. Han var faktisk ret ivrig efter at komme hjem til Sethos. Og at være så tæt på Macaria igen? Det vækkede hans lyster. Det kunne godt være de skulle finde et hvilested, men de skulle sandelig ikke kun sove. Ikke hvis han fik noget at sige. Hun var ikke den eneste der havde levet med et afsavn! Han havde jo slet ikke haft tid eller overskud til at finde andre partnere imens. I alle de år.

[Macaria Forsyth]

Hun smilte beskedent af hans ros over hendes kunstværk. Hvis nogen kunne sætte pris på det, var det ham. Tålmodigt hjalp hun ham med det improviseret seletøj, som han heldigvis kun sendte et utilfreds blik, men alligevel lod sig iføre. Det var det mest praktiske – for dem begge to. Specielt når de skulle flyve så meget. Heldigvis var hun ikke højdeskræk, og i game dage havde hun elsket, at flyve rundt med ham. Dog ikke på ture. Det her ville blive den første, men de var begge to vant til det liv.
Da han havde fået seletøjet på, bakkede hun ind mod ham, så hendes ryg var presset op mod hans brystkasse. Seletøjet blev spændt omkring hendes liv og skuldre, så deres overkroppe var trykke tæt ind til hinanden. Han behøvede end ikke, at holde hende med sine arme. Derudover ville hun fungere godt som skjold, hvis nogen skulle give sig til, at skyde pile efter dem – så længe de pile ikke var lavet af sølv.
Hendes taske vendte hun rundt, så den hang på hendes mave. Zeans på hans skuldre mellem de mægtige vinger. Et held hun ikke vejede meget. Ellers måtte de holde nogle pauser.
De fik endelig gjort sig klar. På grund af højdeforskellen mellem dem, måtte hun balancere på tæerne.
”Jep! Jeg er klar,” gav hun besked, og forberedte sig på snart at forlade jorden. Det gav et helt sus i maven. Armene klemte tasken ind til sig, mens hun pressede læberne spændt sammen. Så var det nu. Hvis hun kunne undgå at hvine alt for højt, ville det være fedt.

[Zean Forsyth]

I det mindste kunne han stadig trække vejret, selv om det ville lægge et pres på hans krop. Han ville uden tvivl være noget træt i sine skuldre og ryg efter nætternes flyvning!
Efter de sidste justeringer, så han rigtig kunne føle sig som et pak-flyve-æsel, var de endelig klar. Han takkede for hun havde flettet sit hår, så han ikke fik det i hovedet under flyvning, ellers ville han sikkert have mistet tålmodigheden og skåret det hele af hende. Selv om han ikke behøvede at holde om hende, gjorde han det automatisk, da han skulle til at lette. For at være helt sikker på hvor han havde hende, mens de ville stige op i luften. Det nemmeste havde været at kaste sig ud fra en klippe, men han måtte vel klare sig med det næstbedste: At sætte af uden for mange krumspring.
Vingerne blev slået ud og til at starte med måtte de baske både hårdt og hurtigt for at få dem begge op fra jorden. Han kunne mærke den ekstra vægt. Moria havde skam været tynd og lille, Macaria var en smule mere...Well. Han mærkede det mere. Efterhånden fik han mere og mere vind under vingerne og de steg hurtigere og hurtigere op i himlen. På vejen op kunne de nyde udsigten over Macarias kunstværk: spidede lig spredt ud over markerne.
Til sidst jævnede de sig ud, som turen nu gik fremefter, i stedet for opefter. Nu kunne han rigtig sætte fart på. Det var det mest hensynsfulde: Med fart og styrke skulle han ikke baske konstant og han ville ikke falde ned af udmattelse på halvvejen. Ikke at han ville gøre det, for selv om han ikke var van til at flyve med en ekstra person, var han stålsat på at klare udfordringen. Hans arme holdt nu om hende mere af bekvemmelighed, end fordi der var brug for det.
"Lad os så komme hjem" mumlede han tæt på hendes øre, ikke uden et lille smil. Endelig! Det bedste var han kunne drille hende hele vejen, ved at puste, kysse og nappe hende i øret. Den kølige luft fik ham rigtig til at vågne op.

[Macaria Forsyth]

Følelsen af Zeans stærk arme, der lagde sig omkring hende, fik hende til at smile. Hans krop trykket mod hendes ryg. Hjertet der roligt lød i hendes øre, som en konstant banken, der fortalte hende, han stadigvæk var i live. Trak vejret. Var hos hende.
Der gik et sug igennem maven, da de begyndte opstigningen. Luften blev hvirvlet omkring dem, så de krøllet lokker flagrede til alle sider, mens hun knugede tasken ind til sin mave. Fødderne forlod jorden. Hun bøjede nok i nakken, til at kunne se den forsvinde mere og mere under hende, for hvert slag Zean gjorde med sine mægtige vinger. Hvor havde hun dog savnet det her. Frihed!
Blæsten tog hendes latter med sig, jo mere fart der kom på dem. Maven kildede og vendte sig. Seletøjet knagede, men det holdte hende tæt til Zean, og så ud til, at gøre hvad det skulle.
Endelig jævnede de sig ud, og Macaria kunne pænt kigge direkte ned mod jorden, hvor alting virkede så lille fra den her højde. Hun holdte benene strakt, så de ikke ville dingle fra hende. I det hele taget prøvede hun, ikke at komme i vejen for dødsenglens bevægelser, men heldigvis var hun vant til, at flyve med ham, så hun vidste, hvad hun skulle tage hensyn til.
Hun prøvede at se, om hun kunne på øje på nogle af de andre nede på jorden, men det eneste var bålet fra lejrene, de mange spiddet lig, og i det fjerne små lys fra en landsby. Ingen andre. De var alene nu. Hende og Zean – akkurat som i gamle dage. Helt gamle dage.
Med et suk lagde hun sit baghoved tilbage mod hans skulder. Vinden kærtegnede hendes ansigt, og prikkede til huden som små nåle. Måske burde hun have taget en kappe eller jakke med.
”Hjem,” mumlede hun. ”Det lyder godt.”
Vavilon. Sethos. Hjem. Hun smilte, og hvilede siden af sit hoved ind mod Zeans, så hun kunne mærke ham ånde mod sit allerede kolde øre. Der var ingen tvivl i hende om de nok skulle få Sethos og dødsenglene tilbage igen. Sammen kunne de to klare alt. Og ingen, ingen, skulle gøre hendes datter fortræd! Det ville de alle snart lære.