Gasoline

[Salem Imahara]

Aleszia Chaelóriz

Morgenlyset spredte sig igennem vinduerne og lyste det lille hjem over smedjen op, nok til at Salem kunne rode rundt i køkkenet uden at tænde nogen stearinlys. Med dovne bevægelser fandt han en tekeddel frem, fyldte den med vand fra køkkenhanen inden han satte den fra sig, lænede sig ind over den og blæste varme over metallet med et langt pust fra hans mund. Inden længe begyndte vandet at boble. Så puttede han sine tebrev i kedlen og lænede sig op ad køkken disken mens teen trak. Lejligheden var ét stort åbent plan, badeværelset kun adskilt af nogle opsatte gardiner der kunne trækkes til og fra, ellers var der frit udsyn til alt han ejede og havde. En stor dobbeltseng stod i den modsatte ende af lokalet. Lige nu optaget af en kvindeligform, der slængede sig i hans silke lagner og en mandeligform der lå på ryggen og snorkede blødt. Han havde glemt deres navne. En kop blev taget ned fra en af hans hylder, og teen blev hældt op. Den første mundfuld burde have brændt hans svælg, men han sank det med udsøgt velbehag og en lille brummende, nynnende lyd. Så snart han havde sunket, begyndte den allerede at hjælpe på hans hamrende tømmermænd. Ildwhiskey lavede ikke sjov og der stod tre tomme flasker på hans køkkendisk.
Han strøg en hånd igennem hans mørke, korte strittende hår, stadig lænet tilbage mod disken og klædt i en rød slåbrok, dekoreret med gyldne og hvide detajler der syntes at forme blomsterlignende former over stoffet.

[Aleszia Chaelóriz]

Vognen trillede op foran smedjen. Gaden var så smal med høje bygninger på hver side, at der næsten slet ikke var plads til den lille, sorte vogn, som standsede op lige foran døren. Kusken sprang ned fra sin plads, kvalte et gab, før han galant åbnede vogndøren.
Aleszia Imahara trådte ud. Hendes øjne var lige så gyldne, som solens stråler, der kæmpede sig igennem det tykke skylag. Observerende vandrede de rundt på den sovende gade, og rynkede en smule på næsen over stanken. Kappen trak hun mere omkring sig.
”Er De sikker på det her, My Lady?” spurgte kusken med en ru stemme, men hans herskerinde nikkede blot, før hun gik resten af vejen hen til smedjens dør, og bankede hårdt på. Det lød som en rytmisk melodi. Et langt bank, tre hurtige, og så et langt igen.
Tungt sukkede hun ud, og bøjede nakken, mens hun utålmodigt ventede på, der blev åbnet op. Hætten var kun halvt trukket op over hendes hoved. Det kulsorte hår hang løst og nybørstet ned over hendes skuldre og ryg, så det skinnede i morgensolen. Indenunder sin kappe bar hun en fornem, mørkerød kjole, der knugede sig ind til hendes overkrop, så hårdt at det var et mysterium, hvordan hun overhovedet trak vejret.
Med to fingre pressede hun omkring sin næserod. Det havde været en lang nat med alt for mange ting på én gang. Endnu ikke havde hun selv haft tid til, at processere det hele, men åbenbart havde hun ikke den luksus. Senere på dagen skulle hun igen over til Shaiin, for at snakke det hele igennem med ham.
Mere end nogensinde før havde hun brug for sin tvillingebror, hvis nærvær hun næsten kunne mærke, som en magisk forbindelse, ingen kunne forklare.
Hun hævede langsomt blikket.

[Salem Imahara]

Den rytmiske banken, et langt, tre hurtige og så et langt igen, trak øjeblikkeligt et bredt grin over Salems ansigt og han skubbede sig op og stå ret igen, inden han vandrede ud igennem åbningen til ovenpå etagen og ned af den todelte trappe, der var skilt af først en afsats der gik lige ned og så en anden der drejede. For enden lå hans arbejdslokale, smedjen og nede bagerst var der et rum der før var blevet brugt til opbevaring, men nu tjente som soveværelse for hans assistent. Hun var ikke stået op endnu, døren var stadig lukket til rummet. Han nippede kort til sin te, inden han stillede den fra sig og åbnede døren med et bredt smil over hans læber. "Zia!" hilste han glædeligt, igennem den halvmatte fornemmelse af tømmermænd han havde i kroppen, og så bevægede han sig et halvt skridt frem og lagde armene om hans tvilling, så han halvt om halvt løftede hende op. "Hvad laver du her?" spurgte han mens han langsomt satte hende fra sig igen. En dyb rynke tegnede sig imellem hans bryn og en grad af bekymring krøb ind i hans blik. "Er det mor? Er der sket hende noget? - kom indenfor," han skubbede døren mere åben som han selv trådte igennem den.

[Aleszia Chaelóriz]

De smalle læber bredte sig til et smil ved synet af Salem, der stod i døren, og tog imod hende. Armene gled omkring hans hals, for at gengælde den tætte omfavnelse, der fik hende til at hvine, da han næsten hævede hende fra jorden.
”Jeg har savnet dig så meget…” hvislede hun ind mod hans kind, som hun pressede sine læber ind mod. Han lugtede af alkohol og røg. Som altid. Elskeligt kyssede hun ham lige på mundvigen, før han satte hende fra sig igen. Med det samme gik hun i gang med, at glatte sin kjoleskørt ordentlig ud igen.
”Nej, det er ikke mor. Ikke andet end det sædvanlige siden henrettelsen,” svarede hun med et suk, og trådte ind i hans smedje. Her var dejligt varmt, selvom der ikke var gang i ilden endnu. Hun åbnede kappespændet, og smed kappen over sin ene arm. ”Jeg er kommet for at tale med dig. Der er sket en masse ting her det sidste døgns tid, og jeg vil hellere fortælle dig dem personligt, end skrive det i et brev. Jeg-”
Brat stoppede hun op midt i sin sætning. Øjnene fløj op af hans trappe, mens ørerne spidsede sig. Med et hævet øjenbryn, kiggede hun på ham igen.
”Jeg går ud fra vi ikke er alene?” spurgte hun med en snert af opgivelse i stemmen, før hun himlede med øjnene, stjal hans te, han havde sat fra sig, og puffede sig forbi ham, for at komme længere ind i rummet. Hun holdte koppen op til næsen, så hun kunne dufte til den. Sort te. Selvfølgelig. Deres ynglings te. Dampen kærtegnede hendes slanke ansigt, mens hun forsigtigt nippede til den.
”Jeg håber du er ædru nok til det her,” mumlede hun mod kanten af koppen, før hun drejede om imod ham. Beslutsomt rankede hun sig.
”Jeg skal giftes om tre måner. Det er først noget, som blev besluttet i går. Nej, det har intet med kærlighed at gøre – desværre – men jeg er sikker på, når du får navnet af vide, vil du ligesom jeg, mene det er den bedste beslutning. Specielt fordi det ikke vil hindre mig på nogen måder. Derudover har vores afsky for dronningen sat os i et ret dårligt lys, som bliver ved med at forfølge os, hvis ikke jeg gør noget. Mulighederne var ikke mange for mig, men så fik jeg en hjælpende hånd i form af det ægteskab,” forklarede hun fornuftigt, inden hun igen hævede koppen til sine læber. Med vilje trak hun pausen ud. Hun var ikke ligefrem glad for at skulle sige Shaiins navn, da hun faktisk ikke vidste, hvordan Salem ville reagere. De havde aldrig stået overfor sådan en situation her før – mirakuløst nok. Over koppens kant betragtede hun sin bror reagere på nyheden om en forlovelse.

[Salem Imahara]

Salem åndede lettet en smule op, da Zia bekræftede at der ikke var sket deres mor noget, selvom han prøvede ikke at lade det vise sig over hans ansigt. Han ville helst forestille en statue af ligegyldighed når det kom til deres forældre, de havde afvist ham for noget han ikke kunne gøre for og han havde aldrig tilgivet dem for det. Men de var stadig hans forældre. Han sparkede døren i bag Zia, som hun trådte indenfor i den lumre smedje. Når solen stod på det højeste var der så hedt som en kakkelovn derinde. Hun begyndte at tale, standsede og skævede op at trappen og da hun så tilbage til hendes tvilling var der et halvt undskyldende, halvt selvfedt smil over hans læber. Hans gæster må være begyndt at pusle deroppe. Han burde virkelig gøre en større indsats for at huske deres navne. Brandy og Brennan? Et eller andet med b. Han rømmede sig. "De er sikkert ved at samle deres ting nu," svarede han, halvt som en bekræftelse på at nej, de var ikke alene, og halvt som en forsikrelse om at de snart ville være det. Han lod hende tage sin te, uden at protestere med andet end en svag fremskubbelse af hans læber og et løftet bryn. "Jeg er så ædru som en portusiansk præst, 'Zia," skød han ind, som hun mumlede ned i kanten af hans kop te, mens han lænede sig op af en af de søjler der var flere af i underetagen og så afventende på hende. Indtil hun sagde de første par ord, så rettede han sig op og et grin splittede hans ansigt. "What?! Du skal giftes!? Zia, det er huuuge - hvem? Hvor? Og vigtigst af alt; er han lækker? Jeg gider ikke grimme niecer og nevøer," Han trådte frem og greb hans søsters skuldre med begge hans hænder og ruskede hende let. "Hvem skal lave din kjole? Hvordan får I pengene? Skal du låne noget? Jeg gider heller ikke tage til et kedeligt bryllup, så du siger til hvis I mangler noget ikke?"

[Aleszia Chaelóriz]

”Sal! Teen!” skændte Zia dog ikke uden at smile, mens hun prøvede på, at stabilisere koppen imellem sine hænder, så dens indhold ikke ville svulpe over kanten, som hendes tvilling rystede hende. Desuden var der en risiko for, hans glæde ville falde drastisk, når hun svarede på hans hær af spørgsmål.
”Jeg ved ikke hvor endnu, da vi ikke har fået noget som helst af det praktiske på plads endnu. Han står for kjolen. Han har penge. Nej, jeg skal ikke låne noget – måske nogen smykker. Jeg var nødt til at sælge alle mine. Men ellers så har vi,” svarede hun mesterligt, uden at glemme en eneste ting, og med en navigerende finger hævet, som checkede hun en usynlig liste af. Alt der manglede nu…
Med en rømmen stillede hun teen fra sig på en overflade.
”Og selvom jeg aldrig har set sådan på ham før, så ja. Han ser flot ud, hvilket jeg også er sikker på du vil syntes,” forsatte hun mere forsigtigt, inden hun tog hans hænder i sine. Knugende holdte hun dem mellem sig mod hendes bryst. Bedende mødte hun hans blik. ”Hvis du ikke vil have det, så aflyser jeg. Du er vigtigere for mig end alt det, og lige meget hvad mor siger, vil jeg ikke bytte din kærlighed væk med noget andet. Tro heller ikke mere om ægteskabet, end det egentlig er. Ingen følelser. Ved flammerne, vi kommer end ikke til at sove i samme værelse, eller kræve hinandens kroppe. Selv ikke på natten.”
Hun havde danset længe nok om den varme ild. Hårdere gned hun hans hånd imellem sine. Trådte et skridt tættere på ham, så de stod op og ned af hinanden, mens hun trak vejret tungt ind.
”Sal… Jeg skal giftes med Shaiin McGivens.”

[Salem Imahara]

"Smykker - mmh, noget mørkt og gyldent, eller noget lyst for at give kontrast," Draconianen behøvede blot at høre ordet, før han allerede var igang med at planlægge hvordan de skulle designes, hvilke metaler han ville bruge og hvilke sten der ville passe hendes farver bedst. "Det kommer selvfølgelig også an på kjolen, jeg må have en snak med din designer, sig at han skal kontakte mig snarest, så finder vi ud af noget der får dig til at stråle mere end dronningen selv, sis, det har du mit ord på," Han slap hendes skuldre og bevægede sig over til hans arbejdsbord hvor der lå papirer, nogen af dem halvbrændte, spredt ud over det hele og ledte efter et stykke rent papir, indtil hun rømmede sig og satte teen fra sig, da løftede han hovedet igen. Et smil hev i hans mundvige som hun samlede hans hånd og knugede den. "Jeg er sikker på jeg vil syntes om ham hvis du gør, Zia," beroligede han, selvom hendes ord om at hun ikke engang ville sove i seng med hendes mand fik ham til at løfte en smule øjenbryn og hun trådte nærmere - og så faldt ordene. Først blinkede han bare rigtig meget. "Undskyld, hva'?" Han var sikker på han havde hørt forkert. "Shaiin? Du skal giftes med Shaiin?" Hans tonefald var lidt som om han tvivlede på hende, som om han regnede med at hun ville sige 'ha! Snydt!' som den gang hun havde gået igennem den periode hvor hun kunne lide at spinde vilde historier, få Sal til at tro på dem og så le til hun fik ondt i maven over hans udtryk når deres tutorer rettede ham i at nej, verden var ikke flad og der fandtes ikke en race der hed ruffeluffer der åd drenge der ikke lod deres søstre være med til at lege. Men der var ikke noget snydt!. Han tav. "Zia, det.. det er jo fantastisk!" smilende gule øjne hvilede i hendes. "Genial politisk manøvre - og I kommer til at klæde hinanden så flot," Hans hånd knugede hendes tilbage et øjeblik og han lænede sig frem, så hans pande rørte hendes. "Så længe han behandler dig med værdighed og respekt, har jeg intet imod det."

[Aleszia Chaelóriz]

Lettelse skyllede igennem den unge draconian, og fik hele hendes krop til at falde lidt sammen. Øjnene lukkede sig taknemmeligt i. Deres pander var febervarme mod hinanden, mens deres hænder sænkede sig i strakte arme. Fingrene flettede sig ind i hinanden, som var de et nyforelsket par i en park.
Hele natten havde hun vendt og drejet sig i frygt for, hvad Sal ville sige til ægteskabet. Hurtigt havde hun besluttet sig, at han kom først. Hvis han ikke brød sig om forlovelsen, ville hun aflyse det hele, og finde en anden måde for familien at overleve på. Heldigvis var han enig med hende. Som altid var de to søskendes tankegang ens, og havde nået frem til den samme beslutning.
”Åh Sal, jeg er så lettet over, du kan se det også!” sukkede hun, inden at hun trådte helt ind til ham, lagde armene op omkring hans nakke, og trak sig ind i en tæt omfavnelse. Flygtigt kyssede hun hans kind, før hun igen lagde hagen på hans skulder.
”Vi vil komme til at klæde hinanden godt, vil vi ikke?” smilede hun. ”Og han har lovet, at behandle mig ordentligt. Min ære vil ikke lide under ham, og han vil have respekt for mit privatliv, ligesom jeg vil have ved hans. Han har noget fast kørende med en eller anden tjener på slottet, så han vil heller ikke lægge en finger på mig. Selv ikke på bryllupsnatten.”
Hun trak sig lidt væk fra ham, så hun kunne se op på ham. På trods af hendes ord var der en snert af utilfredshed i hendes ansigt. Ikke fordi hun havde lyst til Shaiin, men det var bare traditionen! Manden skulle opfylde sin pligt, og kræve sin hustrus krop, som han havde krævet hendes sjæl. På den måde blev kvinden lænket til sin mand som traditionen skrev. Sådan havde det været i århundrede.
Men hun accepterede Shaiins valg, hvor fornærmende den end var.
”Og du er selvfølgelig velkommen til brylluppet! Jeg vil have, det er dig, som giver mig væk, nu hvor far er… væk. Jeg ved godt, du officielt set ikke er en del af familien længere, men jeg er ligeglad,” konstaterede hun, og lagde sine hænder mod hans brystkasse. ”Du er min bror, og har halvdelen af mig i dig. Det er blot passende.”

[Salem Imahara]

Salem kunne ikke andet end smile af hendes åbenlyse lettelse, det måtte have vejet tungt på hende at skulle tage denne beslutning, og selvom der da var en del af ham der ikke brød sig om tanken, kendte han også Zia bedre end han næsten kendte sig selv. Han vidste hvordan hun tænkte med det her. Selv hvis hun havde kommet her for at fortælle ham hun havde forelsket sig i Shaiin, havde det ikke været noget der havde skilt tvillingerne af. Hun kom først, som han gjorde for hende. Hans arme gled om hendes talje, som hun trådte ind til ham og knugede hendes spinkle skikkelse til sig. "Selvfølgelig, sis," Han bumpede siden af sit hoved let mod hendes, som hendes hage lagde sig mod hans skulder, smilende.
"Kønneste par til alle de hoflige middage fra nu af," bekendtgjorde han bekræftende, han nikkede af hendes ord om hvordan Shaiin havde lovet at han ville behandle hende ordentligt, at hendes ære ikke skulle lide - hvis ægteskabet endte med ikke at være holdbart, ville hans søsters værdi, i hoffets forskruede øjne, være faldet yderligere af at ikke blot ville hun blive skilt med en prominent figur ved Eriz' hof, hun ville også have mistet en af de mest skattede ting hos en adelsdame; hendes renhed. Selvom Sal indimellem selv tvivlede på at den rent faktisk var intakt. Hun kunne være rimelig hemmelighedsfuld om hendes kærlighedsliv, når det kom over hende. Hans næse rynkede sig let, som Zia fortalte at adelsmanden havde haft en affære med en tjener på slottet - det var der nu mange af de adelige der havde. Det kunne ikke være seriøst. Han lagde sine arme over kors, som Zia trak sig tilbage.
"Det skulle være mig en ære at give dig bort," Hans hænder lagde sig over hendes på hans brystkasse og gav dem et let klem, smilende. Han pausede et øjeblik, tavs og så løftede hans ene bryn sig og det andet bryn faldt mens hans ene mundvig loopede op i et skævt grin. "Såeh. Ikke engang på bryllupsnatten, huh? Det er sgu lidt af en skam, Zia, han er ellers et fantastisk shag." De sidste ord blev sagt med et ikke så lidt kækt smil, mens han trådte nogle skridt tilbage, som for at undgå en forudseet langen ud af hendes hænder efter ham. "Hvad! Det er han!" grinede Imahara tvillingen.

[Aleszia Chaelóriz]

Spruttende langede Zia ud efter sin bror, men han havde allerede bakket væk fra hende, så hånden kun ramte luft.
”Sal! Jeg er... det jeg fuldkommen ligeglad med!” udbrød hun, uden at kunne lade være med at grine, selvom kinderne blev farvet en smule røde af hans kommentar. Det her ægteskab, ville være så mærkeligt, men det var akkurat det, hun havde brug for på nuværende tidspunkt. En god ægtemand, stabilitet og et sted hvorpå hun kunne få sin ære tilbage på. Shaiin havde jo selv lovet det. Hun var i sikkerhed hos ham. Ingen vanærelse længere. Og hvis hun stolede på nogen var det ham – og Sal selvfølgelig. Altid Sal.
”Desuden er det hans tab! Men jeg forstår ham godt, og for at være ærlig, har jeg som sagt ikke noget imod det. Det er måske meget godt, vi ikke dele alting,” tilføjede hun med et glimt i øjet, inden hun lagde armene over kors. Som hun stod dér i midten af smedjen, virkede hun så malplaceret. En krystalfigur stående i en fabrik eller hos en fattig familie. Og dog stod hun her. Noget sod havde endda smittet sig af på hendes kjole, efter hun var gået lidt for tæt på et bord.
Smilet falmede, og blev til en alvorlig maske.
”Du burde besøge mor,” forslog hun stilfærdigt. ”Snakke med hende. Nu hvor jeg flytter ud, alt det med far... Hun kommer til at være alene, Sal. Måske... måske vil hun forstå dig bedre nu.”
Hvor mange gange havde hun ikke været mægleren mellem sine forældre og Sal? Selvom tvillingerne havde holdt deres møder hemmelige, vidste hun at deres forældre kendte sandheden, men de sagde aldrig noget. Kun få kommentarer hist og her. Men selvom ingen sagde noget, havde hun stadigvæk forsøgt at samle familien igen. Ikke fordi hun støttede sin far og mor i deres håndtering af Salems beslutninger eller hvordan de så på ham, men fordi hun bare gerne, ville have sin familie tilbage igen. Hele familien. Nu med deres far væk... var der kommet håb igen. Hvor tragisk det end havde været...

[Salem Imahara]

Strækket af Salems brede grin famlede også om kanterne, som en blomsts blade for efterårets kølige vinde, da Zia skiftede emne fra hendes bryllups nat til deres familie. Han samlede den kop med sort te han havde taget med ned, som Zia havde drukket halvdelen af, op hvor hun havde sat den og gemte sig bag den mens han drak en mundfuld. Bag dem kravlede de to væsner der havde været oven på i Salems lejlighed langsomt ned af trappen, begge to med rodet morgenhår og en fornemmelse af sprit om dem, en af dem vinkede mod Sal, men han stod bare og fokuserede på koppen som han drak af dem og de forsvandt ud igennem hoveddøren.
"Jeg ved det ikke helt, Zia," svarede han til sidst med et suk, da han ikke kunne trække den længere. "Jeg tror ikke hun har lyst til at se mig. Selv efter far - det der skete med ham," det var ikke hans egen følelser han tog hensyn til når han undgik ordet henrettet, men hendes. "Om ikke andet ser vi jo hinanden til brylluppet. Måske kan vi finde ud af det der. Og ellers er der forhåbentlig mere end nok alkohol til at drukne den akavede fornemmelse hvis det ikke lykkedes."

[Aleszia Chaelóriz]

Et opgivende suk forlod Zia’s bløde, varme læber, så en smule røg fulgte med. Hun drejede ansigtet bort fra sin tvilling. Den mandelformet pupil vandrede over smedjens arbejdssted, mens de forskellige scenarier om familie-genforening til brylluppet, kørte igennem hendes hoved. Den ene mere dramatisk og pinlig end den anden. Sikke en familie hun lod Shaiin komme ind i. Heldigvis vidste han det på forhånd. Ved flammerne… hvor var det hele dog bizart. Hende og Shaiin. Det ville tage lang tid, før hun vænnede sig til tanken.
”Bare prøv at lade være med, at skabe en scene midt i cermonien,” bad hun, men lød ikke alt for optimistisk. Hun foldede sin kappe ud, og trak den op over sine skuldre igen, før hun gjorde den fast med sølvspændet. ”Det kunne være fantastisk, hvis den dag faktisk kunne handle om mig for en gangs skyld – jeg syntes ligesom snart, jeg har fortjent det.”
Blidt kyssede hun Salem på hver kind. Armene gled ned over hans arme, og hendes krop trykkede sig kort ind til hans, for at mærke den anden kerne af sin varme, som var bosat i ham. Med et smil bakkede hun tilbage.
”Jeg tager over til Shaiin, for at begynde på forberedelserne. Husk at snak med ham om smykkerne til kjolen – anstændigt! Det sidste vores familie – jeg – mangler er en skandale,” informerede hun med en lille latter, inden hun gik mod døren. Lige inden hun forlod smedjen, vendte hun sig halvt rundt, for at få et sidste blik af sin tvilling. Smilet voksede. ”Kan du tro det? Jeg skal giftes!”
Hun fnes, og i et øjeblik så man den drømmende teenager, hun engang havde været, der ikke ønskede andet end prinsen på den hvide hest.
Døren lukkede hun bag sig.

//out