Just...

[Shaiin McGivens]

Salem Imahara - Shaiin McGivens

Det var egentlig for sent at besøge folk, uden først at fortælle man kom. Hvis det havde været en adelig, ville der uden tvivl være fornærmelser og sure miner. Ikke alle var som ham selv og lod alle ind, på næsten alle tidspunkter, som da Zia var kommet en sen aften for ikke så længe siden. 
Han vidste hvor smedjen var. Selv hvis den havde flyttet lokalitet, ville han stadig kunne finde den. Det var praktisk ved at være ham, ved at have et ben i begge verdener, ved at have sit job! 
Det var dumt og det vidste han godt. Han burde gå hjem, tænke det hele igennem, låse alt det ubehagelige ned i hans små bevidstheds-kister og smide nøglen væk. Men selv om han ingen plan havde om at sige noget, til nogen som helst, var hans indre alligevel så kaotisk og han fandt sig selv uden styrke til at dreje af i tide. Så nu stod han her. 
Bogen var blevet knuget hårdt i den ene hånd, hvis knoer var helt hvide og hvis fingre var blevet helt kolde. Han trak vejret dybt, da han et øjeblik havde hevet efter vejret, som efter en løbetur. Han var faktisk ikke løbet fra slottet, blot gået ret hurtigt. Han ønskede ikke at møde nogen der, eller nogen på vejen, som han kendte. Han havde bare lige brug for et øjeblik...
Hans hånd hvilede mod dørkarmen og han trak vejret dybt et par gange, før han rettede sig op og rettede på sit tøj. Nu udgjorde bogen blot en belejlig undskyldning, hvis Salem stillede spørgsmål...
Hvorfor var han her overhoved? De havde snakket om at se hinanden igen, men det var på en venskabelig måde. Og alligevel hungrede han efter Salem på et rent fysisk niveau. På en måde han var overbevist om kunne få nogle andre ting helt til at forsvinde. Hans hånd gled glattende igennem håret. Var manden overhoved på arbejde endnu? Det var efter madtid, i hvert fald for de fleste, men Salem kunne til tider godt arbejde over sig. Han tøvede. 
Det var dumt. Han burde gå. Dette ville kun føre flere problemer med sig! 
Alligevel hævede han hånden og bankede hårdt på. Insisterende, nærmest. Fuck han var et kaos...Hvorfor var han så bange for at Salem ikke ville åbne op?

[Salem Imahara]

Lyden af en insisterende næve på træ fik Salem Imahara til at åbne gule øjne og løfte hovedet fra badekarets kant. Hvem kunne det være på den her tid af aftenen? Han overvejede et halvt øjeblik at blive liggende i karet og lade som om han ikke var hjemme, selvom alt lyset i lejligheden var tændt og med garanti lyste nok til at strømme ud af vinduerne til gaden nedenfor, men til sidst løftede han sig op at det varme vand, greb et håndklæde fra det lille bord ved siden af karet hvor der også stod et krystalglas fyldt med whiskey. Håndklædet blev hurtigt strøget over hans hud, inden han smed en rød silke broderet kimono om sig, bandt bæltet og tog trapperne ned til grundetagen hurtigt. Hans ansigt lå i halv spydige, irriterede folder som han åbnede døren - indtil han fik øje på Shaiin på den anden side og udtrykket skiftede øjeblikkeligt til forvirring. "Shaiin?" Han trådte tøvende til siden, så dæmonen kunne komme ind hvis han ville. "Hvad sker der?"

[Shaiin McGivens]

Ventetiden var utålelig og han var hele tiden tæt på at gå igen. Til sidst gad han slet ikke banke på længere, men hvilede hånden på dørkarmen igen og lukkede øjnene et øjeblik. Hvad skulle han overhoved sige?
Men inden han faktisk fik taget sig sammen til at gå, blev døren alligevel åbnet. Han havde faktisk været i tvivl om hvorvidt det ville ske. Sal var jo ikke nødvendigvis hjemme. Eller måske sov han. Eller var fordybet i noget. Eller...Hans blik gled hurtigt over manden foran ham. Eller i bad.
Da Sal havde åbnet døren, havde han hurtigt rettet sig op igen og sendt Sal et smil, som var det ganske normalt at han var her.
"Må jeg komme ind?" foreslog han så henkastet som muligt, før Sal flyttede sig. Tøvende, det var tydeligt. Hans hjerte slog lidt hårdere, velvidende han måske ikke var ønsket. Ikke lige nu, om ikke andet.
"Jeg forstyrrede dig...Det er jeg ked af. Jeg havde en..." Han stoppede op. Hvad var hans undskyldning igen? Selv om han i et øjeblik var i tvivl om hvad han skulle fortælle Sal, formåede han alligevel at vende sig om og holde bogen frem et øjeblik.
"...Jeg har læst og glemt tiden. På vej hjem så jeg din smedje og huskede på det var længe siden jeg havde set den. Du havde også snakket om at du lavede noget nyt nu, hvilket gjorde mig nysgerrig. Men hvis jeg forstyrre på dette sene tidspunkt kan jeg gå igen?" foreslog han prøvende og lod hånd og bog glide ned langs siden igen. Det hele lød ikke helt så elegant som han normalt fik det til, men med lidt held ville Sal sikkert ikke bemærke det. Eller være ligeglad. Hvor meget huskede man egentlig om hinanden efter flere år? Uden tvivl nogle detaljer var forsvundet. Som synet af Sals krop, der tydeligvis var langt bedre i virkeligheden end i Shaiins minder. Som at manden kunne lide et godt glas whiskey. Som mandens forfængelighed, der mest af alt gjorde ham lidt spændende. Jo mere han tænkte over det, jo flere småting begyndte at vende tilbage. Så han stoppede med at tænke over det. Over på Flint var det hele bare så...
Nej. Han havde ikke rigtig ord på det. Så det lod han også være med at tænke over. I stedet så han afventede på Sal, med et svagt, skævt smil.

[Salem Imahara]

Spidserne af hans sorte, korte hår var stadige fugtige fra badet og han løftede et slankt, mørkt øjenbryn af hans tidligere elskers halvhakkende start på en undskyldning for at kigge forbi. "Selvfølgelig forstyrre du, Shaiin, det er næsten midnat," Men der hvilede alligevel et smil om hans læber som han skubbede døren i bag ham. Smedjen henlå i mørke, den lille opgang til hans lejlighed var kun oplyst at det svage lys der faldt ned fra lyset i hans lejlighed ovenpå. I halvmørket syntes hans gule øjne næsten at gløde som en kats. "Jeg er bange for at de fleste projekter er blevet låst væk for natten," Han lagde hovedet en anelse på skrå og studerede dæmonen. Han virkede næsten.. nervøs? Var han kommet med en dårlig undskyldning fordi han bare havde haft lyst til at se ham, eller var han rent faktisk blevet så distraheret at han på impuls bare var gået ned til ham, selvom det var så længe siden at det havde været normalt for dem at besøge hinanden blot fordi de havde lyst? "Men du er velkommen til at blive hvis du lyster - alt for min kommende svigerbror," ordene blev sagt med en hentydning af smilende, hvide tænder mens han nikkede op mod lejligheden. "Jeg har en flaske whiskey åben, hvis du skal bruge lidt mod til at tale om hvorfor du rent faktisk er her."

[Shaiin McGivens]

Dette var den slags situationer hvor han havde mest lyst til bande løs. Alle de ord han havde lært i hans tid i byens gyder og baggårde. Alligevel kom de aldrig over hans læber, for han elskede at se sig som hævede over dem. Hævede over vreden og de manglende ord, der gjorde at den slags ord var de første og nemmeste at udtrykke sig med.
Ja, det var sent og i et øjeblik faldt modet i ham. Han burde gå. Det var ikke passende han var her og han var stadig overbevist om at det var en dårlig ide. Hvad håbede han på at komme her? De havde ikke snakket ordenlig sammen i flere år og det var kun naturligt at Sal havde sine forbehold.
Hånden gled op og gned ham på hagen et øjeblik. Da Sal inviterede ham ind, gled hans blik over på manden igen. Det var dumt. Men han vidste også at han ikke kunne sige nej, uanset hvor meget Sal formåede at se igennem ham. Zia og Sal. De to folk i verden der kendte ham bedst. Selv tidligere ekskærester kendte ham nok ikke nær så godt. Selvfølgelig var der også Maddox, men manden var i et andet land og kendte ham på en anden måde end disse to.
Hans skuldre faldt lidt sammen og han nikkede svagt. Han kunne næppe tale om det, men han ville gerne op. Antydningen af et smil gled over ham.
"Ja" svarede han så bare. Selvfølgelig havde Sal hørt om det. Han fulgte efter Sal.

[Salem Imahara]

Salem førte an op ad den snoede trappe opgang som gravidst blev lysere og lysere indtil de stod oppe i køkkenet. Lejligheden var ét stort åbent plan, fra alle punkter i den var der udsigt til det hele, ingen vægge der skilte det af, bortset fra et gardin der kunne rulles for omkring badeværelses området. Gulvet var mørkt træ, væggene var malet i lysefarver men alle møblerne var farverige og mismatchede; der var en rød sofa med et mørkt kaffebord og en tilhørende tyrkis blå stol med sort brodderi i stoffet, hans seng der syntes at være centrummet i lejligheden var enorm og hans sengetøj var i mørkeblåt silkestof - der var et element af forfængelighed og luksus over den ellers rimelig simple lejlighed, som trådte man ind i en gammel, eksotisk fortælling fra gamle tider. Fornemmelsen var også hjulpet af duften af krydderi og te der syntes at være en evig tilstedeværelse i den lejlighed Shaiin ville have set så meget af. Der var et sted i væggen, hvor de havde tegnet deres initialer med maling, et sted i murstenene der gjorde skorstenen hvor der var et hul, hvor Salem engang havde smidt en gryde efter ham under et skænderi, og næsten ikke ét eneste sted i lejlighed hvor de ikke havde haft hinanden mindst en enkelt gang.
Draconianen hentede flasken med whiskey hvor den stod ved siden af hans badekar, tog sit eget glas og fandt et frem til Shaiin, inden han satte det fra sig på kaffebordet, satte sig på sin sofa med sit eget glas i hånden og et afventende blik rettet mod dæmonen. "Så. Spyt ud, McGivens. Hvad plager dig?"

[Shaiin McGivens]

Som de gik op af trappen og ankom i det så velkendte rum, mærkede han at han blev mere rolig. Han blev mere sig selv igen, fik noget af kontrollen tilbage. Dette var stadig en dum ide, men nu var han måske i stand til at gå det bedste ud af den. Da de ankom op i lejligheden tog han sig den frihed at smide sine sko og vandre længere ind med bare fødder. Det skæve smil voksede og han slog lidt ud med armene, mens han vendte sig rundt.
"Næsten intet har ændret sig! Du er stadig lige dårlig til at sætte farver sammen!" sagde han drillende, velvidende han havde drillet Sal med det op til flere gange i deres fortid. At dette var en lejlighed i Pandemonium ville nok undre mange, for alle farverne hørte slet ikke til i dette land. Ah, hvor kunne det stikke en i øjnene! Rød, tyrkis...Det blå sengetøj. Men det var som i gamle dage og det var Sals. Han kom nok aldrig til at hade den sammensætning. Minderne strømmede ind over ham og han stod bare og tog det hele ind, mens Sal fandt drikkelsen frem.
Til sidst landede han i sofaen også. Han rakte ind og lod sin bog ligge på kaffebordet, før han greb ud efter det glas der var beregnet til ham selv. Helt uden at ville det gik hans hjerne i gang med at analyserer småting. Hvor mange småting havde han ikke analyseret forgæves, kun for at starte et skænderi over dem?
Sal kaldte ham McGivens. Et udtryk for afstand?
Han lænede sig tilbage i sofaen, med drikken hvilende på hans ene lår. Han sad en smule skævt, så han bedre kunne se på Sal, uden at skulle dreje hovedet så meget. Drikken blev kørt rundt i små cirkler, som han tippede glasset rundt.
"Hm. Du har snakket med din søster ikke? Det må du have. Jeg håber ikke det bliver et problem eller at du vil modarbejde det?" sagde han så. Så hævede han sit glas med et svagt smil.
"En skål til at vi snart er familie...På den ene eller anden måde?" foreslog han.

[Salem Imahara]

Han lænede sig sidelæns op af ryglænet, lagde hans ene ben over det andet, så hans fod hang og vippede let i luften, hans albue hvilende mod ryglænet og hans hoved hvilende på hans hånd så hans fingre løb langs siden af hans øre, legende fraværende med ringene langs kanten af hans øre. "Er det, det der ligger dig på sinde?" Hans bryn rynkedes let. "Har du ikke talt med Zia? Jeg er med på den. Det er en god politisk manøvre, og så længe du behandler min søster ordentligt, er der intet i klemme hos mig." Han vidste hvordan hoffet hang sammen, han kendte den politiske scene. Han havde kun været en teenager da han havde forladt den, men han havde været arvingen, så han havde allerede bevæget sig i minefeltet der var den pandemonske politiske og adelige scene nogle år der. Han løftede sit glas fra hans knæ og klinkede det let med Shaiins, da han bød til en skål. "For familie," skålte han, med en grad af morskab spillende i hans gule øjne, hans glas pausede ved hans læber et øjeblik. "Og min evne til at sætte farver sammen fejler ingenting," tilføjede han, inden han sank glassets indhold. På en måde var det som at blive smidt tilbage i tiden at sidde her med ham. Som var tiden lige løbet fem eller seks år tilbage. Han ville have ligget benene i Shaiins skød, eller med den anden mands hoved mod hans brystkasse, hans fingre ville lege fraværende med lokkerne af dæmonens hår. Mandelformede pupiller syntes stadig at studere ham vurderende. Påtrods af Shaiins smilen, afslappet lænet tilbage i stolen - så kendte Salem ham. Bedre end de fleste. Shaiin kunne spille skuespil med de bedste, en lille kunst i sig selv, men Salem så lige igennem ham. Der lå ham stadig på noget på sinde. Men han pressede ikke. Han så bare på ham med et let løftet øjenbryn og neglene trommende let mod siden af krystallet i hans drinkglas.

[Shaiin McGivens]

Hans ord var forventlige. Når det kom til stykket var det jo faktisk slet ikke derfor han var kommet og alt taget i betragtning, havde han faktisk heller ikke regnet med det ville blive et problem. Zia var en de stadig havde til fælles, så at sige. En kvinde de begge ønskede det bedste for.
Han tog glasset til sine læber og smagte på godterne. Blot et lille nip, da han aldrig havde været den store drikker, før glasset gled ned på låret igen.
"Det er for hendes skyld" bekræftede han blot som svar. Var det ikke på en måde beskyttelse nok? Selv...Det der kunne have være et problem for deres ægteskab...Var væk. Hans blik hvilede på glasset, på den gyldne væske. Stilheden var larmende og irriterende, men Sal vidste det. Vidste der stadig var noget.
Ah! Hvor ofte havde de ikke danset denne dans? Så snart man gav Shaiin nok ord, kunne han dreje emnet ind på alt andet. Men uden ord...Efterladt med tankerne og med en samtalepartner der blot ventede på fortsættelsen...Hvor skulle man så flygte hen?
Til sidst sukkede han og lod den ene hånd klemme om hans øjne et øjeblik. Hans blik gled over til Sal et øjeblik. Han kunne selvfølgelig bare gå. Men han havde haft en grund til at dukke op, også selv om han ikke var helt sikker på hvilken. Han tog en større tår af whiskeyen og mærkede den velkendte fornemmelse af alkohol ned igennem brystet.
"Ah, jeg havde glemt hvordan det var...Så stædig som altid, er du?" han forventede ikke et svar på det. Det var altid ubehageligt for ham at bevæge sig over på noget mere personligt og hvad skulle hans ekskæreste med informationer om Shaiins små forhold?
"Jeg har haft et forhold på det sidste. En på slottet. Zia accepterede det, jeg lagde alle mine kort på bordet, da vi snakkede om ægteskabet. Hun skulle ikke indgå et ægteskab med en, der en dag kunne blive latterliggjort blandt de andre adelige, vel? Ikke uden et valg. Problemet er bare at mit nye ægteskab ikke er lige ønsket. Jeg kommer lige derfra..."
Han beholdt blikket mod glasset. Så rystede han let på hovedet.
"Jeg burde ikke være kommet herhen...Undskyld" brummede han så, stadig uvillig til at møde Sals blik. Han rettede sig lidt op, placerede sine albuer på sine knæ, med glasset mellem sine hænder. Som overvejede han at gå, men alligevel tøvede.

[Salem Imahara]

Hvor Shaiin så næsten ud som om stilheden i lejligheden torturerede ham, sad Salem blot og ventede. Han havde ingen problemer med at gøre det; det var en af hans fortrækne måder at få Shaiin til at konfrontere problemerne. Han kunne lege hvem-holder-længst i stille legen i flere årtier. Det trak ved hans mundvig, som dæmonen sukkede, klemte sine øjne og sank en større tår af hans whiskey glas. Han så ikke ud som om han ville have et svar på sin kommentar om draconianens stædighed, men han trak alligevel bare let på skuldrene og smilede.
Han fortrak ikke en mine som Shaiin fortalte om hans forhold - Zia havde allerede fortalt ham om Shaiins affære med en tjener på slottet, hun havde glosset hen over det og han havde ikke kommenteret det der. Der var noget der stak i ham ved tanken om Shaiin med en anden, men han kunne dårligt tillade sig at være jaloux - han havde trodsalt selv haft både vandrende øjne og lidt til, mens de to stadig havde været sammen. Han løftede først et bryn da manden sagde han lige var kommet derfra, men udtrykket forsvandt så hurtigt som det var dukket op. "Så tjeneren gjorde affæren forbi, fordi du skal giftes?" gættede han, mens han lænede sig frem, satte sit glas fra sig og fyldte lidt mere af den gyldne væske i hans glas. "Zia fortalte mig lidt om det." Tilføjede han, som forklaring på hvorfor han vidste forholdet var til en tjener.
En slank, olivenhudet hånd lagde sig let over hans knæ og gav det et let klem, inden hånden trak sig igen, som for at sige det er okay uden ord. Han samlede sit glas op igen. "Du kunne godt lide ham, hm?"

[Shaiin McGivens]

Ud af øjenkrogen holdt han øje med Sal. Hans tunge gled rundt i hans mund, overalt fandt han smagen af whiskey. Det slog ham, at han slet ikke havde spist noget det meste af dagen, men han følte sig ikke specielt sulten. Som han så ned i sit glas, mindede han sig selv om ikke at drikke for meget. Alkohol på en tom mave var en garanti på hurtig beruselse, hvilket nok var det sidste han havde brug for lige nu.
En tjener. Det var så komisk. Men lad blot folk tro det var en tjener! Det gjorde alt meget nemmere. Minimerede også risikoen for at folk måske blot ville påpege, at han havde været sammen med Flint, fordi han havde været en djinn.
"Vi havde forskellige forventninger til fremtiden. Han forestillede sig vi kunne have et frit forhold på Vavilons marker og nyde solen og maden. Livet. Ret naivt faktisk. Han havde åbenbart ikke overvejet hvad jeg ville...Hvilket er det helt modsatte. Jeg kan ikke opgive mit arbejde. Det er alt jeg har" han trak på skuldrene. Selv om Sal måske ikke var den, der burde høre på dette, var det alligevel rart. Han kunne fortælle tingene uden fordomme og til en, der kendte til ham og hans liv. Det gjorde det hele mere simpelt, uden brug for en masse forklaringer eller undskyldninger. Og det hjalp lidt. Fjernede noget af hans skyld, for at få det ellers smilende ansigt til at græde hjerteskærende.
Han lænede sig tilbage i sofaen, mere afslappet og med færre byrder. Eller rettere var en bestemt byrde blot blevet lidt lettere. Han så endelig over mod Sal med et svagt smil.
"Hm. Spændende i sengen, skøn og smidig krop. Udadgående og positiv personlighed. Han gjorde mig hele tiden nysgerrig efter mere...Jeg elskede ham ikke. Man vil gøre alt for kærlighed, ikke? Jeg ville opgive alt. Det var jeg ikke klar til. Hverken mit eget, men jeg kunne heller ikke ødelægge Zias nye håb. Hun har været i mit liv længere end han har. Men jeg ønskede det bedste for ham og troede på vi kunne få tingen til at balancerer, på at vi begge kunne være så tæt på lykkelige, som vi kunne. Tror jeg" hans øjenbryn gled en smule sammen, som han faldt hen i stilhed. I virkeligheden fordi han prøvede at undgå de samme fejl. Men det kunne han ikke indrømme over for Sal, det ville sikkert blive misforstået. Til sidst trak han på skuldrene.
"For at være ærlig har jeg aldrig tænkt meget over mit forhold til ham. Det var der og det var rart. Men fremtiden? Jeg ved ikke hvad det siger om det. Måske var jeg aldrig rigtig investeret i det fra starten af. Jeg er så langsom og forsigtig. Til at knytte mig, altså" Hans blik stirrede ud i rummet, som han blot talte op af sine egne tanker. Nok den meste åbne version af Shaiin man nogensinde ville se eller møde.

[Salem Imahara]

Glasset blev lagt for hans læber mens han lyttede og en smule mere af den gyldne væske gled ind over hans tunge. Han havde allerede drukket to glas, inden Shaiin havde banket på hans dør, men han var tilgengæld vant til det - han sluttede næsten altid sine aftener med et glas af et eller andet, om det var rødvin, ale eller whiskey. "Hvis I havde så forskellige forventninger om jeres fremtid, er det måske også meget godt det sluttede nu?" prøvede draconianen, i et forsøg på.. trøst? Shaiin virkede ikke knust over tabet, men han var heller ikke helt sit sædvanlige smilende selv, der blæste så let ind og ud af folks liv. "Hvis ægteskabet ikke havde sluttet det, så var det jo sluttet den dag han kom og ville afsted til de marker." Han havde en anelse medlidenhed med hvem end det var, at holde på Shaiin var som at forsøge at holde på vand med et stykke stof og hvor tjeneren havde sluttet det, havde Salem bare forsøgt at holde endnu hårdere fast, da dæmonen var begyndt at ligge afstand imellem dem og han var blevet frustreret når det ikke virkede.
En mellem ting mellem et grin og en grimasse krydsede hans ansigt. "Jeg har ikke brug for hans mål!" Han rystede smilende på hovedet. "Og med at opgive alt.. det ved jeg ikke, Shaiin." Hans egne skuldre ekkoede det træk på skuldrene hans gamle elsker gjorde. "Hvad man er villig til at give slip på handler også lige så meget om hvad man er villig til at lade sig selv få. Hvad man føler man fortjener. Hmm." Han vippede glasset en smule imellem sine hænder og så ned i glasset. "... Jeg er måske en smule fuld."

[Shaiin McGivens]

Han drak resten af sit glas og lod glasset stå på bordet. Han gled ned i sofaen, så hans hoved kunne hvile på ryglænet. Hans hænder var nu uden noget at lege med og han valgte at folde dem ind i hinanden, så de ikke gik på vandreture efter andre ting. Så han ikke blev rastløs. Det beroligede ham altid at have noget i hænder, at vende og dreje små ting, mens han talte eller tænkte. Han drejede hovedet og så lidt på Sal.
Hvordan kunne manden sidde så roligt og lytte? Og give råd? Bekræfte Shaiin i hans valg? Åh. Det var jo ikke fordi han selv var så ødelagt af bruddet, men mere fordi han havde gjort Flint så ked af det. Han var kommet til at holde af Flints smil, hans grin og strålende øjne. Han fortjente at være glad, få en mester der ikke kun ønskede død og ødelæggelse. Var det så skidt? Men måske kunne han ikke give det. Og i så fald var det vel godt de havde brudt med hinanden. Men han havde også nydt fornemmelsen. Fornemmelsen af at få Flint til at grine.
Han sukkede svagt, næsten uhørligt.
"Det er det vel" lød det lidt tomme svar. Flint havde fyldt et hul.
Han så på Sal med et skævt smil og øjenbryn der var gledet en smule op.
"virkelig? Så ud fra din filosofi...Så er det fordi jeg ikke føler, jeg fortjener det? At være lykkelig og bruge mine dag på intet andet end seksuelle udskejelser og sære indskydelser?" Han kunne ikke lade være med at drille lidt. Hans hånd gled frem og gav Sals knæ det samme klem, som han selv havde modtaget for lidt siden.
"Men tak"
Sal vidste uden tvivl for hvad. At lytte, at give råd. Han vidste trods alt ikke hvordan manden havde det nu, eller havde haft det efter bruddet og han håbede ikke han netop sad og blot gjorde livet mere surt for ham. Det ville være den anden person på en dag og det var Shaiin ikke sikker på han kunne kaperer.
Han rettede sig op, greb flasken og hældte lidt mere op til sig selv. Han tog en tår mere. Så en mere. Kiggede lidt på glasset, før han tømte det og lod glas være glas.
Ved en pludselig indskyldelse vendte han sig i sofaen, så han sad mere skævt og med det ene ben hvilede i sofaen. Hans ene hånd lå på ryglænet og den anden gled frem og hvilede på sofapuden mellem dem, da han lænede sig lidt frem.
"Virkelig? Du burde ikke drikke så meget" drillede han igen. Han var ikke selv fuld, det var han ret sikker på. Med den tomme mave, var han højst begyndende til en svag beruselse. Hans hånd lagde sig på Sals knæ igen. Forsøgende. På sin vis lidt flirtende.
"Sal...Jeg ved ikke...Det er...Der er ting vi aldrig har fået snakket om. Fået ud af vores liv igen. Hvordan har du det? Har du haft...Du ved...Forhold, siden?" Spurgte han. Hans blik hvilede mere sikkert på Sals ansigt, tydeligvis i en søgen efter et eller andet.

[Salem Imahara]

Salem lod sig læne tilbage mod sofaens ryglæn. Det summede en smule i hans fingerspidser. "Måske?" lød svaret. "Måske er det også bare at du er gladest når du er alene," fingre klemte let om hans knæ og det trak hans mundvige opefter. Han havde haft mange teorier om hvad der var gået galt imellem dem, havde diskuteret dem langt ud på natten med Zia for at prøve at få mening i bruddet, der havde været voldsomt. Og nu sad de bare og snakkede, som gamle venner. Gamle venner der havde knaldet på hver eneste meter af hans lejlighed.
Hans ansigt vendte sig mod Shaiin som han vendte sig i sofaen, så han sad lænet fremad mod draconianens tilbagelænede skikkelse. Næsten demonstrativt løftede han sit glas til hans mund igen og tømte glasset. "Hvis jeg ikke drikker, hvordan skulle du så ellers få mine brilliante, filosofiske indslag?" svarede han. Shaiins hånd lagde sig over hans knæ igen og hans øjenbryn løftede sig let, men han gjorde ingen mine til at flytte den eller trække sig bort fra berøringen. Istedet så han bare på ham med halvlukkede gule øjne.
Hans hoved gled en smule på skrå, men hans ansigt syntes ulæseligt. "Jeg har det fint," svarede han. Han vidste ikke helt hvad det var dæmonen ledte efter i ham - smerte over deres brud? Savn? Han brugte en arm på sofapuden under ham til at skubbe sig en anelse mere op, så han kom nærmere. "Ingen forhold. En masse sex, men ingen forhold."

[Shaiin McGivens]

Hans hjerte gik amok igen, men modsat før, hvor det havde været over den sorg og vrede der havde været mellem ham og Flint, var denne banken fuld af en pludselig spænding. Hans øjne hvilede på Salem, var slet ikke i stand til at se væk. Manden havde været så...Tiltrækkende. Så interessant. Så anderledes, på en måde der gjorde at Shaiin aldrig blev træt af at se på ham. Han elskede øjnene og ønskede at se dem tættere på. Han savnede fornemmelsen af at lade fingrene glide over alle ringene langs Salems ører. Han var måske den der var mindst fuld og han burde derfor være den fornuftige. Men han havde allerede taget nogle mindre fornuftige valg i aften og noget sagde ham at han hele tiden havde haft en plan om den slags her. Et savn og en ide. Kunne han? Salem virkede ikke afvisende. Ikke lige nu, ikke endnu. Han vædede sine læber en smule og kunne ikke lade være med at smile skævt, som hans blik gled ned over Sals ansigt. Ned over øjnene, næsen, læberne.
Da Sal kom nærmere på ham, kunne han ikke modstå det længere. Først tøvende lænede han sig en smule tættere på. Afprøvende, ville se om Sal fortrød hans leg med ilden. Leg med ilden? Åååh...Hans små ordvalg. Sal var ilden. Måske var det ham selv der legede og var tæt på at brænde sig? 
Hvis Sal ikke trak sig væk, ville han i en snart pludselig bevægelse tilbagelægge det sidste afstand. Med en hånd mod ryglænet, med en hånd der rakte ud mod armlænet bag Sal, ville han presse sig fremefter og lægge sine læber mod Sals. 
Han hørte intet andet end sit eget hjerte, der hamrede hårdt i hans ører. Hans krop reagerede næsten af sig selv og han var ikke sikker på om der var særlig meget fornuft tilbage. Særlig mange muligheder for at tænke klart. Han var beruset...Men ikke af alkoholen, som blot af selskabet på en mand han efterhånden begyndte at fortryde, han havde forladt til at starte med. I hvert fald lige nu.