Gamle Venskaber Dør Sidst

[Shaiin McGivens]

Et byhus i et pænt distrikt. Det kunne han sagtens klare. Faktisk ville han kigge på det allerede næste dag, nu hvor der mere eller mindre var frit valg på alle hylder. Nogle adelige var henrettet, fattige og andre var flygtet, hvilket sikrede boligmarkedet det næste stykke tid. Der ville uden tvivl være et fint et, måske endda møbleret. Nu måtte de se!
Hans blik gled hen til dokumenterne med Ziporas signatur. Ja, det var en anden ting. Han blev nok nød til at skrive at de havde indgået en forlovelse og regnede med at blive gift snarest. Han var faktisk ikke fuldstændig sikker på om det gav Zia frihed fra at underskrive sådanne dokumenter, men ellers kunne han altid spille det fornærmede-adel-kort. Men han havde nu en god fornemmelse af det ville være nok. Åh, han var lidt for træt til at tænke på detaljerne lige nu.

Han så over på Zia igen. Åh ja...Hvis det blev opdaget ville det jo også gå ud over hende. Men taget i betragtning af hvor langt han strakte sig, for at redde hende, måtte han vel gøre som han ville. Uden ham ville hun stadig siddet i sin håbløshed og overvejet hvad hun skulle gøre. Men det ville ramme ham selv hårdest alligevel.
Han satte koppen fra sig og foldede sine hænder foran sig i en afslappet stilling.
"Det er vel kun passende" bemærkede han og trak let på den ene skulder. Han vidste som sagt slet ikke om Flint kunne tilgive ham eller se det fornuftige i at han blev gift, så måske ville de slet ikke have den problematik hængende over deres hoveder til senere. Hans fornuft sagde ham at han skulle bryde forbindelsen til Flint nu, så det netop ikke gav ham problemer senere. Men han havde ikke lyst...
Hvad mere var at Flint slet ikke var en simpel tjener. Men der var ting han end ikke kunne fortælle Zia. Så derfor sendte han hende bare et større smil.
"Tjener eller ej. Han er også min forbindelse til slottet og hvad der foregår der" bemærkede han fornuftigt. Han gjorde en let gestus over mod hende.
"Og hvis vi endelig skal snakke om ild, sidder jeg vist midt i den?" foreslog han drillende og hentydede til Zias race. Ja, nok ikke bare hendes race, men også hendes evner med ild. Så trak han vejret dybt.
"Hvad du siger til at brylluppet står om to månevendinger? Ikke så hurtigt, at det er alt for tydeligt jeg indgår ægteskab for at hjælpe en faldet familie, men heller ikke så sent at jeg slet ikke kan redde dig?" foreslog han så. Om to måner ville det hele virke en smule mere tilfældigt, selv om de fleste enten vidste eller ville have nemt ved at finde ud af, at de to familier kendte hinanden i forvejen.
"Bare rolig. Jeg skal nok skrive et brev til Zipora. Jeg skal kun bruge din underskrift" tilføjede han sigende.

[Aleszia Chaelóriz]

Bekræftende nikkede Aleszia til Shaiins forslag om bryllupsdatoen. To måner ville være mere en nok tid til at klare det praktiske. Åh så meget, der skulle købes ind. Udsmykninger, mad, tøj, musik og selvfølgelig… en kjole. Sikke en pragtfuld kjole hun skulle have! Specielt når det var Shaiin, hun giftede sig med. Den kjole skulle være smukkere end noget set før! Forventningen krøb ind på hende, og hun kunne ikke lade være med at sidde og smile.
”Jeg skal nok give min underskrift, og to måner lyder perfekt. Kan jeg få lov til, selv at fortælle Salem det? Helst ansigt til ansigt. Han skal ikke modtage nyheden i en invitation,” bad hun, og tog teen op mellem sine hænder igen. Den var blevet lunken, men hun kunne stadigvæk drikke den.
”Åh Shaiin… tænk over det…” fnes hun, da hun ikke længere kunne holde det bizarre ud. ”Jeg bliver Aleszia Imahara McGivens. Mrs. McGivens.” Tanken var så absurd, hun slet ikke kunne holde op med at grine. Teen skvulpede ud over koppens kant på grund af latterens rystelser igennem hendes krop, så hun igen måtte sætte den fra sig på bordet. Høfligt holdte hun en hånd op foran sin grinende mund. ”Undskyld det… det er bare så mærkværdigt! Lord og Mrs. McGivens. Vi bliver sådan et smukt par.”

[Shaiin McGivens]

Der var mange ting at få styr på. Sted, mad, gæster...Tøj. Hans blik gled hen over skrivebordet et øjeblik. Oh, tøjet var jo noget han selv kunne styre. Han kunne få sine egne designere til at tegne og lave et sæt tøj til sig selv og til Zia, hvis hun ønskede.
"Hm? Oh. Ja. Det er under alle omstændigheder nok bedre du siger det end jeg" Smilet endte med at minde om en grimasse og hans blik gled væk fra hende. Emnet var følsomt, bemærkede han. Han vidste at det med Salem kunne være gået helt anderledes. Men ingen grund til at græde over spildt mælk. Nu havde han Flint at fokuserer på. Ham og Zia. Han rettede sig lidt.
Han kunne ikke lade være med at gengælde hendes smil, lettet over hendes gode humør. Dog måtte han rejse sig og stikke sit før brugte lommetørklæde ind under hendes thekop. Åh, hvorfor havde han også valgt her, af alle steder? Hans bord ejede ikke en centimeter uden papir! Han tog en hurtig beslutning og ryddede nok plads til at hendes kop kunne så på det faktiske bord, uden at ødelægge nogle af hans dokumenter samtidig. Han sendte hende et undskyldende smil.
"Fjollet..." var hans egen kommentar. Han havde aldrig følt noget for sit familienavn. Han havde kun beholdt det, for at kunne bruge det til at tage sin adelstand tilbage efter hans forældre. En historie ingen kendte. Ingen kendte sandheden af og ingen sikkert kom til at vide. En af de mange hemmeligheder.
"Folk vil se efter dig. Du er naturligt smuk, Zia" tilføjede han så, før han kom med en undskyldende armbevægelse.
"Vil du egentlig overnatte her? Eller vil du hjem til din egen familie?" spurgte han.

[Aleszia Chaelóriz]

Hjælpsomt løftede Zia sin kop, så Shaiin kunne stikke sit tørklæde ind under, for at skåne sine mange dokumenter. Stemningen i rummet var knap så akavet længere, og hun nød de igen kunne smile af tingene, ligesom de altid havde kunne. Hun følte sig hvert fald meget bedre tilpas, nu hvor hun havde kunne tygge lidt på det hele, samt fået skænket en løsning på hele sin familiens situation. Derudover vidste Shaiin, hvor hendes loyalitet lå, så hun behøvede ikke, skulle skjule det. Det kunne nu også være lige meget… Marcellus var død. Borgerkrigen var slut. Slangen havde vundet.
Et lille grin lød fra hende, da Shaiin komplimenterede hendes udseende. Blidt lagde hun en hånd mod hans underarm, nu hvor han stod tæt nok på hende, til at hun kunne nå ham.
”Som altid så charmerende,” kommenterede hun, uden at lægge for meget i hans ord end blot hvad det betød. Hun rejste sig fra stolen, så de stod overfor hinanden. Hånden på hans arm hævede sig til hans hage, fingrene tog et let greb i. ”Så smuk.”
Smilet på hendes læber bredte sig, så rækken af hvide, spidse tænder blev afsløret. Fingrene kærtegnede hagen, før hun slap ham igen. Blikket vandrede overvejende i rummet, mens hun vendte sig halvt rundt.
”Mhhhh, jeg tror, at jeg tager hjem til min familie. Moder har brug for mig, og jeg må fortælle de gode nyheder,” svarede hun dog stadigvæk tankefuldt, som havde hun ikke helt taget en fast beslutning endnu. Langsomt nikkede hun for sig selv. De ravgule øjne rettede sig igen mod ham, og et skævt smil trak op i hendes mundvig. ”Du har sikkert også dit at se til. Men jeg kan komme forbi i morgen, så vi kan begynde at planlægge brylluppet. Jeg vil også gerne hilse på drengene igen.”

[Shaiin McGivens]

Han så på hende, da hun tog fat i hans underarm og siden hans hage. Han havde et let skæg, selv om han lige så ofte barberede det hele af. Selv om hendes handling kunne virke helt romantisk og tillokkende, var det eneste han kunne tænke på, at de burde holde lidt afstand. Hans kompliment var sand, men ikke et forsøg på at ændre hendes følelser for ham. Måske burde han stoppe med den slags, inden de begge blev viklet ind i et eller andet? Alligevel kunne han ikke få sig selv til at fjerne hendes hånd, før hun selv trak den til sig.
Da emnet faldt på planlægningen igen, levede han op og kunne endelig sende hende et nyt smil og nikke bekræftende.
"Ja. Ja, det lyder godt" bemærkede han og gned sig over hagen et øjeblik. Så gik han over for at hjælpe hende ud, åbne døren for hende. Ikke for at smide hende ude, men det virkede til de var ved at nå en afslutning for i aften.
"Jeg vil få styr på nogle flere detaljer og...Og forklare familien det hele, ja. Lad os snakke videre om det i morgen" bekræftede han.
Han kunne ikke svare på om drengene ville glæde sig til at se hende. De havde aldrig haft noget imod hende og hendes familie, men de havde heller ikke involveret sig så meget, som de voksne havde. Mere som børn, der bare gik med til hvad de voksne nu lavede. Hvordan ville de reagerer? Nå pyt. Det betød intet. Faktisk burde han finde nogle brude til dem også, især Daron, der skulle overtage hans modeforretning. Xander ville få hans forretninger i den kriminelle underverden. Noget til hver søn!

[Aleszia Chaelóriz]

Kappen blev kastet over skuldrene igen, mens de forlod kontoret. Tingene var kommet på plads, en løsning fundet, og der var ikke andet at gøre nu, end tage de første par skridt mod ægteskabets lænker, som ville binde dem sammen… for evigt.
”Hils dem mange gange fra mig,” bad hun over skulderen, og gjorde sin kappespænde fast. Vognen holdte stadigvæk ude foran bygningen. Tålmodigt ventede kusken på, at kunne tage hende med hjem igen.
Hun vendte sig mod Shaiin en sidste gang, og omfavnede ham med et silkelet kys på hver af hans kinder som barndomsvenner nu gør.
”Tak for alting,” hviskede hun ved hans øre, lige inden hun trak sig tilbage, gav hans arm et klem, og forlod ham stående i døren, mens hun vandrede ned mod vognen. Kusken sprang ned fra sit sæde, så han kunne åbne døren for hende. En sidste gang kiggede hun mod Shaiin med en hånd hævet til hilsen, før vogndøren lukkede sig i bag hende.

//out